November 2011 – Erik Gahner Larsen

Mænd der hader frihed

For nogle mennesker er ideen om den fri vilje skræmmende. Tanken om selvstændige valg og bevidstheden om, at man skal stå moralsk og økonomisk til ansvar for ens beslutninger. Dette eksistensvilkår kan for nogen være så uoverskueligt, at man giver op og tænker: »Tag mit ansvar fra mig!«

For disse mennesker er friheden den største fjende. Det faktum at den der er i sidste instans er at bebrejde for ens handlinger, er en selv. Friheden er dermed ikke bare en fjende, men også kilden til lidelser. Det er dette angstprægede forhold til frihed der får mænd til at skrive artikler med titlen »Det frie valgs lidelser«.

Rune Lykkeberg fra Information havde i weekend-udgaven af Information en artikel med netop den overskrift. Kort fortalt mener han, at det »menneske, der vælger offentlige ydelser frit, bruger tid på sammenhænge, det ikke kan overskue, og kampe, det ikke kan vinde«. Argumentet er dermed, at verdens er for kompleks til, at det enkelte individ nogensinde kan sætte sig ind i hvilket valg, der er det bedste.

For at fremhæve det absurde i Runes logik, vil jeg konstruere et tænkt eksempel. Forestil dig at det offentlige stod for at producere biler. Disse biler ville i sagens natur – da det er staten der står for produktionen – give en dårlig køreoplevelse, være ineffektive og hamrende dyre. Som tiden dog gik i vores tænkte eksempel, ville der komme et retmæssigt krav fra borgerne om, at private aktører skulle have lov til at producere og sælge biler. Til dette ville fortalere for, at det offentlige skulle producere biler, sige:

»Hør nu her! Er I klar over hvor kompleks en bil er? Kun de bedste mekanikere har et nogenlunde kendskab til, hvordan sådan noget hænger sammen. Og nu forventer I, at forskellige firmaer skal kunne tilbyde hver deres bil? Og måske sågar flere biltyper fra samme firma? Hvordan skulle den enkelte borger have nogen jordisk chance for at vurdere hvilken bil der stiller borgeren bedst? I giver blot en frihed og et ansvar, der kræver at borgeren bruger tid på at studere sammenhænge det ikke kan overskue, og kampe, der ikke kan vindes.«

Sammenholder vi eksemplet med virkeligheden, ser vi en verden, hvor at borgerne faktisk godt kan træffe frie valg – selv når produktet der skal vælges er komplekst – og markedet er lige så komplekst. Og hvor man, hvis staten stod for ydelsen, ville argumentere for, at verden er for kompleks til, at et normalt menneske nogensinde ville kunne træffe et (rigtigt) frit valg.

Lad os se nærmere på hvad Rune Lykkeberg konkret skriver: »Komikeren Frank Hvam udvikler i en monolog i det nye Casper og Frank-show en anden kritik af det frie valg: Han siger, han er for dum til det frie valg. Valget forudsætter en viden, han ikke har. Han bliver bedt om at vælge mellem ydelser, som han ikke aner, hvordan han skal vurdere. Som eksempel nævner han, at vi selv kan vælge, om vi vil købe vores strøm hos Vattenfall eller Dong.«

Her finder vi et af de største stråmandsargumenter mod det frie valg. Ideen om at mennesket ikke har en kinamands chance for at træffe et frit valg. Lad os antage, at vi ”kun” kan vælge mellem Vattenfall eller Dong. Hvad vil der ske her? Vil der ske det, at vi vil være dømt til for bestandigt at skulle træffe et valg i blinde? Nej, tværtimod. Der vil først og fremmest opstå et marked for information. Dette er ikke ensbetydende med, at det bliver dyrere for forbrugeren. Forbrugere vil dele deres viden med andre om, hvad de betaler for strøm fra Vattenfall – og det samme vil kunderne hos Dong. Ekstra Bladet og BT vil lave artikler hvor de undersøger hvem på markedet der leverer det bedste og billigste produkt. Og de kunder der er utilfredse med Dong vil gå over til Vattenfall og vice versa.

Runes argument mod det frie valg finder jeg derfor forfejlet. Lad os dog se nærmere på hvad han ellers skriver: »Men langt, langt de fleste af os kender som Frank intet til, hvad der er af forskelle på strømmen fra Vattenfall og Dong, eller om man burde iagttage andre forskelle som produktionsomstændigheder, pris, serviceniveau og politisk [sic] konsekvenser. Det ville ifølge Frank kræve, at han investerede hele sin vågne tid i sit voksne liv på at undersøge energiproduktion og de forskellige firmaer, hvis han skulle realisere et frit valg — hvilket så ville betyde, at han ville være ude af stand til at foretage frie valg af læge, skole, tandlæge, daginstitution, sygehus, fritidshjem osv. Hvis man skal være fri med ét valg, bliver man idiot i alle de andre valg.«

For det første vil det ikke kræve, at man investerer hele sin vågne tid i sit voksne liv på at undersøge energiproduktionen fra de forskellige firmaer. Dette først og fremmest på grund af det marked for information der som skrevet vil opstå. Ligeledes ville man kunne bruge det samme argument når det kommer til biler. Jeg kunne bruge hele mit voksne liv på at undersøge hvilken bil der kører længst på literen.

For det andet betyder det ikke, at fordi jeg skal træffe ét frit valg, bliver jeg en idiot i forhold til alle andre valg. Jeg træffer i forvejen utallige valg dagligt, lige fra hvilke fag jeg skal tage næste semester, til hvilken aftensmad jeg skal lave i morgen. Der er i princippet ingen grænser for hvor mange valg jeg kan træffe. Det er kun det liv jeg ønsker at leve, der må vurderes i henhold til hvor mange valg jeg ønsker at træffe.

Rune fortsætter: »Det frit vælgende menneske bliver på den måde dummere og mindre frit: Det bruger tid på sammenhænge, det ikke kan overskue, og det bliver opmærksomt på kampe, det burde vinde, men som regel taber.«

Nej, mennesket bliver klogere og mere frit. Mennesket bruger tid på at samle og dele information på et marked hvor andre mennesker også deler og samler information. Dette er en af de store styrker ved markedet. Staten vil aldrig nogensinde kunne indsamle al denne information og træffe et lige så klogt valg. Man kan så indvende – som Rune gør – at man som frit menneske bliver nervøs for, at man er blevet snydt. Det kan markedet ikke garantere at man ikke bliver, men det kan staten så sandelig heller ikke. Sidstnævnte har sågar en slem vane for at træffe besynderligt forkerte valg.

Der er ingen grund til at frygte friheden, Rune Lykkeberg. Tværtimod. Friheden er noget vi alle må leve med på godt og ondt. Hvis vi afskriver os friheden på et område, bliver dette blot til andres frihed, hvor de kan træffe et valg for os. Her skal vi huske på, at verden ikke er mindre kompleks for dem der skal træffe et valg for os, hvorfor der ingen garanti er for et mere ansvarligt valg.

I mit eksempel tog jeg udgangspunkt i biler, men der er jo (måske) heller ikke lige så meget på spil, som hvis det handlede om et barns skolegang eller et sygehusvalg. Er det frie valg med andre ord ikke kun godt, når et forkert valg ikke har de store konsekvenser? Nej, intet kunne være mere forkert. Netop fordi et valg kan være vigtigt, vil jeg træffe det selv – og ikke lade staten træffe valget for mig. Eksemplerne er talrige: Uddannelse, ægtefælle, bopæl osv. Vigtige valg jeg gør krav på at træffe selv. Valg der er komplekse og har store konsekvenser for mit liv, og netop derfor ikke skal overlades til andre. Dette er en grundlæggende rettighed jeg bør have som liberal.

Når jeg læser mænd skrive om hvor dumme vi bliver af frihedens implikationer, det frie valg, kunne jeg være ligeglad, men der er en vigtig grund til, at man ikke bør være det. Denne er, at når disse mennesker råber »Tag mit ansvar fra mig!«, eller hvordan de nu formulerer det, er der en skjult, trist tilføjelse: »Tag mit ansvar fra mig … og mine medmennesker!«

Hængende indrykning med LaTeX

Der er mange nemme måder at lave en litteraturliste på med LaTeX. Et udbredt værktøj til redigering og formatering af litteraturlister er BibTeX, der, som andre af denne slags værktøjer, automatisk kan generere flotte litteraturlister.

I princippet kan man lave en litteraturliste ret nemt med LaTeX. Det er blot at starte på en ny, tom side og skrive sine fulde referencer. Et problem jeg stødte på i denne sammenhæng var, at det ikke var ligetil at lave indryk efter første linje (hængende indrykning).

Jeg prøvede flere forskellige måder, men den nemmeste jeg fandt frem til, er som følger. For det første skal vi bruge pakken hanging (pdf). Tilføj den derfor til din preamble:

\usepackage{hanging}

Du kan så tilføje følgende på din side med litteraturlisten, og tilføje de værker du refererer til.

\begin{hangparas}{2em}{1}
reference 1

reference 2

reference 3
\end{hangparas}

Jeg er ingen LaTeX-nørd, så såfremt der findes en nemmere måde, må du hjertens gerne oplyse andre læsere og undertegnede om det.

Det er vores ret, at du går på arbejde!

Enhedslisten kræver nye velfærdsrettigheder. SFs finansordfører, Jonas Dahl, er ikke direkte afvisende over for ideen: »Det lyder interessant, og flere af kravene har vi jo selv foreslået tidligere«. Som en sidebemærkning skal det tilføjes, at SF kan bruge den kommentar i forbindelse med alle politiske tiltag, der vil øge de offentlige udgifter.

Ideen om velfærdsrettigheder vækker selvfølgelig associationer til Socialdemokraternes vanvidsprojekt i 2007: 29 konkrete velfærdsrettigheder, der ville koste adskillige milliarder. Kristian Madsen har om Socialdemokraternes velfærdsrettigheder skrevet: »de 29 velfærdsrettigheder, der ville koste – hold fast – et tocifret milliardbeløb hvert år. Det er uden sammenligning det dummeste program S er gået til valg på i nyere tid. Forestil Dem lige, at S havde vundet sidste valg, og havde gennemført 29 juridisk bindende rettigheder til 20-30 mia. årligt lige før krisen. Mamma mia«.

Der er næppe megen fornuft i at tale om velfærdsrettigheder. Hverken i 2007 – eller den dag i dag. Jeg vil da også lade det være op til økonomerne at tale politikerne til fornuft i denne sammenhæng. Hvad der dog kan være mere end bekymrende, er de grundlæggende værdier, som velfærdsrettigheder er udtryk for. Helle Thorning-Schmidt sagde selv om velfærdsrettighederne i 2007, »at velfærdsrettighederne repræsenterer en helt ny måde at tænke politik og velfærd på, og at metoden skal være den røde tråd til modernisering af den offentlige velfærdsservice«.

Problemet er selvfølgelig, at det er direkte bizart at tale om rettigheder på denne måde. Hvor rettigheder historisk set har været knyttet til individet for at sikre borgerne mod overgreb fra statsmagten, er der en ny tendens til at rettigheder handler om at styrke den enkelte borgers afhængighedsbånd til staten. Og ikke alene at styrke dette bånd, men også at give grupper ret til at bruge statsapparatet til, at kræve flere penge fra andre med henvisning til, at det er deres ret.

Dette betyder helt essentielt, at jeg kan kræve, at min nabo tager på arbejde for at sikre opretholdelsen af mine velfærdsrettigheder. Hvis ikke han gør det overtræder han mine rettigheder, og så er han intet mindre end kriminel. Dette er det grundlæggende problem med velfærdsrettigheder, hvorfor de i så vidt muligt et omfang, skal undgås.

For godt fire år siden skrev Jacob Mchangama og Christopher Arzrouni en kronik i Berlingske, hvori problemet med velfærdsrettighederne blev formuleret klart:

»Velfærdsrettighederne angiver […] ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne«.

Det kan godt være, at den nuværende statsminister mente, at velfærdsrettigheder er en spændende metode til at reformere den offentlige velfærdsservice. Det kan ligeledes godt være, at Enhedslisten – den røde regerings parlamentariske grundlag – mener, at velfærdsrettigheder er noget der bør kræves. Det ændrer dog ikke på, at velfærdsrettighederne er udtryk for en kollektivistisk og skadelig logik.

Enhedslistens krav om nye velfærdsrettigheder bør derfor mødes med modstand fra dem der har deres frihed kær, og ikke vil se frem til at blive mødt med ordene: »Det er vores ret, at du går på arbejde!«

Hvorfor er flere respondenter ikke nødvendigvis bedre?

Under valgkampen i 2007 lavede Ekstra Bladet et prøvevalg på deres hjemmeside, hvor læserne blev spurgt om, hvem de ville stemme på. Da daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt blev bedt om at kommentere hendes partis ringe opbakning i det pågældende prøvevalg, var hendes upåklagelige kommentar: »Det lyder ikke som nogen seriøs meningsmåling. Den har jeg ingen kommentarer til«.

Under valgkampen i september i år, lagde en bekendt statskundskabsstuderende et billede op på facebook af en afstemning på bt.dk, omhandlende læsernes holdning til Helle Thorning-Schmidts evne til at danne et stærkt ministerhold, hvortil vedkommende skrev: »Nu med 7800 stemmer :) Repræsentativt!«.

På selve valgdagen i valgkampen i år kunne man læse en tåkrummende artikel på Ekstra Bladets hjemmeside med overskriften ’Måling med 72.886 danskere: Løkke vinder’. Artiklen er ligegyldig og sælger sig selv med indledningen: »Analyseinstituterne [sic] laver meningsmålinger med mellem 1000 og 2000 personer – her kan du se målingen med 72.886 svar«.

Jeg skal fatte min simple pointe i korthed, der bunder i ren og skær frustration: Fordi der er mange respondenter i en meningsmåling, er den ikke nødvendigvis repræsentativ. Sidstnævnte er et perfekt eksempel. Løkke vandt som bekendt ikke.

Hvorfor fører mange respondenter så ikke automatisk til repræsentativitet? Svaret er logisk og ligetil: Fordi respondenter ofte ikke er tilfældigt valgt fra populationen. I tilfældet med simple netafstemninger er vi endda langt fra noget der giver et udgangspunkt, hvor man kan sige noget fornuftigt om, hvordan danskerne vil stemme.

En meningsmåling med små 1.000 respondenter kan derfor være betydeligt mere repræsentativ end en med 72.886 respondenter – afhængigt af hvordan respondenterne er udvalgt. Det er så elementært at det ikke burde være nødvendigt at skrive et blogindlæg, for at få den pointe ud – men nu er det gjort. Det var så lidt.

Hvorfor er Natholdet ikke lige så sjovt som The Daily Show?

I Information skriver journalist Anton Geist (ikke online), at »[d]et virker, som om TV 2 har skelet til amerikanske ’The Daily Show’, da de tilrettelagde ’Natholdet’«. Hvordan!? Det tvivler jeg stærkt på er tilfældet, men lad os da lige høre Antons argument:

»Som fænomenale Jon Stewart skal danske Anders Breinholt kommentere de seneste dages tv-indslag, og det skulle gerne være skarpt og sjovt. Det er bare slet ikke lige så sjovt.«

Nuvel, det er rigtigt at både Jon Stewart og Anders Breinholt kommenterer tv-indslag og lignende, men at sammenligne de to værtsroller, giver absolut ingen mening. Jon Stewart tager aktuelle emner op, hvor Anders Breinholt finder de skæve, små indslag – dette være sig alt lige fra lokal-tv til YouTube. Det er derfor forfejlet at forvente, at de to værter vil have den samme tilgang til nyhedsstrømmen (der desuden er meget større i USA).

Anton fortsætter: »Hvor ’The Daily Show’ har masser af politisk kant og er decideret systemkritisk tv, er der mere fald-på-røven over ’Natholdet’.«. Surprise, surprise! Hvad havde du forventet? Natholdet er lavet med henblik på at få et bestemt seersegment til at se mere TV sent om aftenen – og ikke at tilfredsstille Anton og hans politisk interesserede venner med aktuel, ”systemkritisk” satire.

Natholdet er – naturligvis – mere mainstream end The Daily Show, og de har højst sandsynligt skelet mere til De sorte spejdere og lignende koncepter. Hvorfor? Fordi det er hvad folk gider se. Og det er ofte – ligesom The Daily Show – faktisk ret sjovt.

For nogle år siden prøvede Tjenesten på DR2 at sende ti minutter alle ugens hverdage, hvor der blev kommenteret på aktuelle emner i medierne, lavet indslag med forskellige korrespondenter osv. – og dét var på ingen måde en succes. Det tætteste vi i dag kommer på et program der har skelet til The Daily Show er Langeberg, der bliver sendt på DR Mama (altså DR HD). Det er ikke sjovt, har ikke politisk kant – og er ingenlunde decideret systemkritisk.

Faktum er, at Danmark er for lille et land til at have et dansk The Daily Show. For det første sker der for lidt (politisk relateret) i Danmark. For det andet kræver det mange ressourcer at lave sådan et program (flere end selv DR ligger inde med). Derfor giver det kun god mening, at Natholdet ikke er et forsøg på at være en dansk udgave af The Daily Show.

Anton, din kritik er revnet.

Hvis jeg var kynisk, gav jeg Enhedslisten magt

Først publiceret på podia.dk. For 100+ kommentarer se 180grader.dk.

Hvis jeg var kynisk og ligeglad med andre menneskers ve og vel, ønskede jeg Enhedslisten magt som de har agt. Udelukkende for at kunne sige: »Hvad sagde jeg!«. Jeg ville give dem lov til at fjerne 24-års reglen, tilknytningskrav og pointsystemer.

Jeg ville give dem lov til at afskaffe starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Og ligeledes forhøje dagpenge- og kontanthjælpssatserne (og forlænge dagpengeperioden og gøre det lettere at opnå dagpengeret). Give dem lov til at sørge for, at overførselsindkomster følger med lønudviklingen. Give dem lov til at skabe deres 56.000 grønne arbejdspladser. Give dem lov til at ansætte flere voksne i børnehaverne og sørge for færre elever i klasserne. Give dem lov til at bygge en havvindmøllepark om året. Give danskerne billigere kollektiv trafik. Give dem lov til at sætte arbejdstiden ned.

Give dem lov til at sikre, at alle har ret til mindst 15.000 kr. pr. måned. Lade dem arbejde for en ny Grundlov der også tager højde for kollektive rettigheder. Give dem lov til at de fra 2012 kan øge kommunernes budget til velfærd med 15 milliarder kroner. Og tilføre psykiatrien en milliard kroner i samme år. Og desuden øge den danske ulandsbistand – i første omgang til 1,5 % af BNI.

Jeg ville give dem lov til at sikre kvinderepræsentation ved hjælp af indførelsen af kvoter i bestyrelserne. Give dem lov til at bevare lokale akutfunktioner og sygehuse i Holstebro, Næstved og Svendborg. Og på alle andre mulige måder øge de offentlige udgifter.

Give dem lov til at sørge for, at medicinalindustrien overtages af staten og demokratiseres. Sørge for at der skal være gratis tandlægebehandling og offentlig tandpleje. Og at al dokumenteret behandling skal være gratis.

Finansieringsmæssigt ville jeg give dem lov til at kræve mere skat fra de multinationale selskaber, indføre omsætningsafgifter på aktier, indføre en ekstra skat på 10 pct. på indkomster over en million, genindføre formueskatten og droppe skattestoppet på ejendomsskatten. Og selvfølgelig indføre en betalingsring.

Ovenstående politiske tiltag er fundet ved hjælp af Enhedslistens hjemmeside. Aldrig har jeg været sat så godt ind i, hvad partiet helt konkret gerne vil, og til det har jeg kun ét spørgsmål til dem der den 15. september satte deres stemme på dét parti: Er I idioter?

Jeg er udmærket klar over, at jeg taler for døve øren, når jeg prøver at appellere til venstreorienteredes sunde fornuft. Op gennem det 20. århundrede lærte mange lande på den hårde måde hvordan det gik, når man straffede menneskets skabertrang og lyst til profit – og omvendt hyldede offentlig produktion og planøkonomi og lod slagteren, bryggeren og bageren arbejde fordi alternativet var Gulag. Derfor er det også med en vis skepsis at jeg på Enhedslistens hjemmeside kan læse følgende:

»Den offentlige sektor skal gennem demokratisk styret offentlig produktion og service sætte hensynet til beskæftigelse, miljø og livskvalitet over den private sektors ensidige hensyn til at få penge til at yngle så meget som muligt.«

Som sagt: Hvis jeg var kynisk nok, ville jeg lade Enhedslisten få mere magt. Jeg ville lade dem gennemføre alt det de følte ville gøre verden til et bedre sted at leve. Jeg er dog af den klare overbevisning, at det for det første bliver et fattigere samfund – og at det for det andet bliver et samfund hvor livet som fattig vil være fyldt med flere vanskeligheder.

Derfor irriterer det mig grænseløst når Enhedslisten fremstår som det solidariske parti der tager hånd om de svage og har en såkaldt social profil. Intet kunne være mere forkert. Jeg har bare ikke nosser nok – eller et så stort fravær af moral, at jeg tør lade dem vise det.

Hvad synes danskerne om den røde regering? II

Hvad synes danskerne om den røde regering? Danskerne er næppe enige om så meget når emnet falder på den røde regering. Dette afspejler sig specielt i diverse meningsmålinger, hvor danskerne ingenlunde er enige.

Dette faktum dedikerede jeg et indlæg til for to uger siden, hvor jeg konkluderede, at det ingen reel mening giver at tale om én holdning danskerne besidder i forhold til regeringen. Det kommer næppe som nogen overraskelse for de faste læsere af min beskedne blog, at en artikel der bærer overskriften »Danskerne kræver undskyldning for brudte løfter«, irriterer mig.

Hvad er et repræsentativt udsnit af danskerne blevet spurgt om, som danner baggrunden for overskriften? Dette spørgsmål: »Mener du, at statsminister Helle Thorning-Schmidt bør undskylde over for danskerne, at regeringen ikke indfrier en række af de ting, regeringen havde stillet i udsigt i valgkampen?«

Svarer danskerne så enstemmigt at de kræver en undskyldning for brudte løfter? Nej. For eksempel svarer 76 pct. af SFs vælgere og 74 pct. af de socialdemokratiske vælgere således, at Helle Thorning-Schmidt ikke bør undskylde. De eneste partier hvor et flertal af deres vælgere kræver en undskyldning er – og hold nu fast – de blå!

Ovenstående viser differensen i procentpoint for de respektive partier, hvor positive værdier viser, at et flertal af vælgerne der har stemt på partiet, ikke kræver en undskyldning, og omvendt ved de negative værdier, hvor et flertal kræver en undskyldning.

For ikke at gentage mig mere end højest nødvendigt i forhold til mit forrige indlæg om emnet, skal jeg gøre pointen kort: Danskerne kræver ikke noget. Blå vælgere kræver noget. Og dét er der ingen nyhed i.