Enhedslisten kræver nye velfærdsrettigheder. SFs finansordfører, Jonas Dahl, er ikke direkte afvisende over for ideen: »Det lyder interessant, og flere af kravene har vi jo selv foreslået tidligere«. Som en sidebemærkning skal det tilføjes, at SF kan bruge den kommentar i forbindelse med alle politiske tiltag, der vil øge de offentlige udgifter.
Ideen om velfærdsrettigheder vækker selvfølgelig associationer til Socialdemokraternes vanvidsprojekt i 2007: 29 konkrete velfærdsrettigheder, der ville koste adskillige milliarder. Kristian Madsen har om Socialdemokraternes velfærdsrettigheder skrevet: »de 29 velfærdsrettigheder, der ville koste – hold fast – et tocifret milliardbeløb hvert år. Det er uden sammenligning det dummeste program S er gået til valg på i nyere tid. Forestil Dem lige, at S havde vundet sidste valg, og havde gennemført 29 juridisk bindende rettigheder til 20-30 mia. årligt lige før krisen. Mamma mia«.
Der er næppe megen fornuft i at tale om velfærdsrettigheder. Hverken i 2007 – eller den dag i dag. Jeg vil da også lade det være op til økonomerne at tale politikerne til fornuft i denne sammenhæng. Hvad der dog kan være mere end bekymrende, er de grundlæggende værdier, som velfærdsrettigheder er udtryk for. Helle Thorning-Schmidt sagde selv om velfærdsrettighederne i 2007, »at velfærdsrettighederne repræsenterer en helt ny måde at tænke politik og velfærd på, og at metoden skal være den røde tråd til modernisering af den offentlige velfærdsservice«.
Problemet er selvfølgelig, at det er direkte bizart at tale om rettigheder på denne måde. Hvor rettigheder historisk set har været knyttet til individet for at sikre borgerne mod overgreb fra statsmagten, er der en ny tendens til at rettigheder handler om at styrke den enkelte borgers afhængighedsbånd til staten. Og ikke alene at styrke dette bånd, men også at give grupper ret til at bruge statsapparatet til, at kræve flere penge fra andre med henvisning til, at det er deres ret.
Dette betyder helt essentielt, at jeg kan kræve, at min nabo tager på arbejde for at sikre opretholdelsen af mine velfærdsrettigheder. Hvis ikke han gør det overtræder han mine rettigheder, og så er han intet mindre end kriminel. Dette er det grundlæggende problem med velfærdsrettigheder, hvorfor de i så vidt muligt et omfang, skal undgås.
For godt fire år siden skrev Jacob Mchangama og Christopher Arzrouni en kronik i Berlingske, hvori problemet med velfærdsrettighederne blev formuleret klart:
»Velfærdsrettighederne angiver […] ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne«.
Det kan godt være, at den nuværende statsminister mente, at velfærdsrettigheder er en spændende metode til at reformere den offentlige velfærdsservice. Det kan ligeledes godt være, at Enhedslisten – den røde regerings parlamentariske grundlag – mener, at velfærdsrettigheder er noget der bør kræves. Det ændrer dog ikke på, at velfærdsrettighederne er udtryk for en kollektivistisk og skadelig logik.
Enhedslistens krav om nye velfærdsrettigheder bør derfor mødes med modstand fra dem der har deres frihed kær, og ikke vil se frem til at blive mødt med ordene: »Det er vores ret, at du går på arbejde!«