Illusionen om det sunde slik

Et eller andet sted er det en selvfølge – og så alligevel ikke. Der synes nemlig at være en del forbrugere der tror på, at de kan købe sundt slik. Folk der legitimerer deres usunde indkøb ved at have en naiv tro på, at det produkt de køber, er sundt. Og hvilken lykke! Man kan åbenbart købe slik der smager godt og som ikke er usundt!

Avisen 24timer kan så fortælle – og hold nu fast – at det ikke passer, at slik er sundt! M.a.o: “Sundt slik findes ikke“. Surprise, surprise! Vi er kort sagt for dumme til at fatte, at det slik vi køber, ikke er sundt. Jeg forstår ikke, at der er nogen der kan tro, at de kan købe slikposer fra Katjes der er sunde. Slik er faktisk per definition usundt.

Det burde næsten være en lov, at for at noget overhovedet må kunne kaldes slik, skal det være usundt. Lad være med at kalde gulerødder og andet for slik. Det er ikke slik. Lad være med at tro på, at du kan købe en pose slik der har 30% mindre sukker, og så anse det som et godt tiltag i dit desperate forsøg på at tabe dig.

Måltidssociologen Jon Fuglsang beskriver i artiklen i 24timer, at vi som forbrugere får en illusion om, at man har valgt et sundt produkt og derfor slipper for den dårlige samvittighed, når man spiser det. Jeg vil næsten gå så vidt som til at sige, at hvis man er så dum, at man falder for det trick, så er det fortjent og selvforskyldt.

Jeg tror på et eller andet plan at jeg har samme tilgang som W.C. Fields til mange af de ting jeg godt kan lide: Alt hvad jeg kan lide er enten ulovligt, umoralsk eller fedende. Det er i hvert fald på mange måder en god tilgang når man spiser slik. Smager det godt, kan det næppe være helt sundt. Nuvel, der kan selvfølgelig godt laves nogle sunde snacks og sådan, og et æble kan da også smage fint, men jeg tror du ved hvad jeg mener! Og i så fald at det er sundt, bør det ikke kaldes slik.

Vi må nok bare sande, at det vi oftest godt kan lide og gerne vil have, f.eks. slik, bare ikke er sundt. Idiotisk er det så, at der er folk der tror, at der findes sundt slik. Det gode onde – det sunde slik, den nemme fitness osv. Det er en illusion, og vil altid være det! Man kan ikke blive slank ved at sætte et bælte på maven og lade det arbejde for en mens man lader sig tunge korpus slappe af i sofaen til en amerikansk serie.

Jeg er hverken ernæringsekspert eller kostvejleder, men jeg er klog nok til at vide, at det slik der sælger sig selv på at være sukkerfattigt og fyldt med naturlige farver, sgu næppe er noget der gør mig til et sundt menneske. Livet er fyldt med alverdens forbrugsgoder der på ingen måde gør mig sundere eller til et bedre menneske. Men for dælen hvor er jeg glad for det! I bund og grund tror jeg bare at man må acceptere, at det handler om at finde en gylden middelvej.

Det værste er, at man politisk bestræber sig på at adfærdsregulere befolkningen, så de køber flere gulerødder og æbler – og færre slikposer, så at når jeg i ny og næ bevidst søger noget der er lækkert (altså usundt slik), skal jeg betale mere for det! Jeg hader momsdifferentiering. Jeg er træt af mennesker der ikke rummer en almindelig sund fornuft og er voksne nok til at kunne fatte, at slik er usundt – og at det ikke nødvendigvis er nemt at leve sundt. Hvis det var så nemt, ville der nok være flere der praktiserede en sund livsstil.

Der skal være plads til at man kan spise usundt, drikke, ryge og hvad man nu ellers begærer, men dette bør ikke være vanskeligere, blot fordi at nogen ikke er ansvarsbevidste nok til at kunne finde en sundhedsbalance.

Så lad være med at sige at det er dårlig etik (som Jon Fulgsang gør i artiklen), at slikposer prøver at signalere noget naturligt, når det er almen viden, at slik ikke er sundt. Det sunde slik forbliver en illusion, og lader man sig overbevise om andet, er det fint nok med mig, så længe man selv tager konsekvensen.

Filmanmeldelse: (500) Days of Summer (2009)

This is not a love story. This is a story about love.

(500) Days of Summer. Det er hvad denne film handler om. Femhundrede dage med pigen Summer Finn. Hovedpersonen er Tom Hansen (spillet af Joseph Gordon-Levitt) og han er forelsket i Summer. Det er bogstaveligt talt kærlighed ved første blik. En følelse der dog ikke er helt gengældt, da Summer ikke tror på den eneste ene og andet pseudoromantisk sludder.

Tom arbejder i en kreativ virksomhed der laver lykønskningskort. En dag ud af den blå luft dukker Summer op, og her begynder historien – altså kronologisk talt. Filmen forløber dog ikke i kronologisk orden, men med udpluk fra tilfældige dage i de 500 dage med Summer.

Det hele er altså sket og vi ser tilbage på de relevante tidspunkter. Der er tale om 500 dage – hverken flere eller færre. Vi følger de to på arbejdet, i IKEA, i biografen, i sengen, i brusebadet, i byen osv. – på forskellige stadier i deres forhold.

I filmen kan der derfor for eksempel efter en positiv scene fra deres forhold med grin og glæde, komme en negativ scene fra efter deres break up og vice versa. Dette er udført fantastisk og får fortællingen til at gå op i en højere enhed. Det hele sker med en kreativ og humoristisk tilgang, der gør, at filmen får sit eget udtryk. Det tætteste jeg kan komme på noget jeg fik associationer til da jeg så denne film, er Woody Allens Annie Hall (1977).

Romantiske film er ikke en genre der er skabt til mig – og næppe en genre der nogensinde vil sige mig ret meget. Grunden til at (500) Days of Summer fungerer, er da også, at den har en kritisk distance til nævnte genre. Noget der i høj grad klæder filmen og karaktererne.

Jeg har set denne film et par gange. Første gang mere eller mindre ved et tilfælde uden nogen forhåndsviden om filmen overhovedet. Her var jeg ganske imponeret. Anden gang var det med en naturlig risiko for, at den ikke ville fungere lige så godt ved et second view. Dette var dog heldigvis ikke tilfældet.

(500) Days of Summer er, for at opsummere, en fantastisk film der ikke er som kærlighedsfilm er flest. Den er sjov, spændende, fængende og ikke mindst et frisk pust til en kedelig og illusorisk genre. Har du ikke allerede set denne film kan den nok erhverves for et par kroner i en DVD-kiosk eller ses i TV inden for en overskuelig tidshorisont.

Filmanmeldelse: Buried (2010)

Buried starter som en af mine yndlingsfilm slutter. Vi har at gøre med en mand der langsomt finder ud af – vha. en lighter – at han er blevet levende begravet. Den kvikke læser der kender lidt til min filmsmag og europæiske film fra 80erne, vil vide hvilken film jeg taler om.

Og hvor ville jeg dog ønske, at Buried var lige så dyb og meningsfuld. Buried er omkring halvanden times kedsomhed med én mand i én kiste med én lighter og én mobiltelefon og ét knæklys og én lommelygte og lidt ekstra. Og det er der ikke kommet en ret god film ud af.

Vi finder hurtigt ud af gennem et par telefonsamtaler, at den begravede og knap så begavede unge mand hedder Paul Conroy, er lastbilchauffør og har familie i USA – men er så begravet i Irak efter at hans konvoj blev angrebet af børn og terrorister.

Tiden er knap. Der er ikke uanede mængder af ilt i sådan en kiste, så Paul bliver selvfølgelig frustreret, hvilket påvirker hans telefonsamtaler, der ikke giver det store udbytte. Det store udbytte giver det heller ikke for tilskueren, da de virker lettere irriterende. I mellem de samtaler at han selv laver til sit firma, familie og officielle myndigheder, kommer der selvfølgelig også opkald fra de terrorister der har begravet ham.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om plottet. Det virker bare lettere plat og kedsommeligt. Filmen er ikke klaustrofobisk og da slet ikke spændende. Da der langsomt i filmen begynder at løbe sand ind i kisten følte jeg et lettelsens suk over, at filmen var på vej mod sin slutning.

Det er ikke fordi, at jeg vil have at en film skal have flere dialoger og mere bevægelse. Tværtimod. 127 Hours (2010) er et godt eksempel på en nyere film, hvor at der er endnu mindre dialog og bevægelse, og som alligevel formår at røre en på en helt anden måde, som Buried ikke kommer i nærheden af.

Skal jeg dog alligevel fremhæve én god ting ved filmen, er det slutningen. En god slutning kan i nogle tilfælde rede en ellers overordnet dårlig film, men i dette tilfælde er den gode slutning ikke nok til at hive en nogenlunde god respons hjem.

Filmanmeldelse: The Apartment (1960)

That’s the way it crumbles… cookie-wise.

I julen genså jeg dette mesterværk af en komedie og kom frem til, at jeg bliver nødt til at anbefale denne film vha. en anmeldelse. The Apartment (Nøglen under måtten, da.), er en af de film der let lader sig se igen og igen, da alt i netop denne film går op i en højere enhed – humoren, skuespillet, karaktererne, miljøet, plottet, dialogerne etc. Vi har derfor at gøre med en film der er umulig at hade.

C.C. Baxter er en flink og vellidt mand. Han arbejder for et stort forsikringsselskab i New York hvor han specielt blandt lederne i firmaet er yderst populær. Dette er godt for C.C. Baxter, da han selv har ambitioner om at rykke op i graderne.

Grunden til at vores hovedperson er så populær, er dog desværre ikke på grund af hans faglige færdigheder på arbejdet, men én enkelt nøgle (som den danske titel på filmen refererer til). Nøglen er til hans lejlighed, som højtstående mænd i forsikringsselskabet på skift bruger, når de skal være konen utro.

Det hele fungerer da også meget godt, men det viser sig at være ret problematisk på sigt – bl.a. i forhold til nattesøvnen der er fraværende, og naboerne der undrer sig noget over C.C. Baxters kvindelige bekendtskab og sexliv. Selv er C.C. Baxter dog meget tilbageholdende og forelsket i én pige – elevatorføreren i forsikringsselskabet. Hun bliver også involveret i lejlighedseskapaderne, men ikke på den bedste måde.

Hvordan det hele forløber vil jeg ikke afsløre, men jeg kan sige så meget som, at slutningen ender med drama. Selvfølgelig med en humoristisk drejning. Den samme underfundige humor der præger størstedelen af filmen og gør, at hvis man kan lide komedier af lidt ældre dato, er denne film et must.

Som skrevet i indledningen til denne anmeldelse kan jeg ikke forestille mig, at man kan hade denne film. I modsætning til for eksempel Some Like It Hot, en anden komedie af Billy Wilder. Kan man lide Billy Wilders film kan jeg desuden anbefale, hvis du ikke allerede har set den, Double Indemnity (1944) , der er min yndlings film noir.

Så lad dig ikke skræmme af at filmen er i sort/hvid. Tværtimod. Giv den en chance og slap af i selskab med en hjertevarmende romantisk komedie, der har charme som kun film fra en for længst svunden tid kunne have det. God fornøjelse.

Superfruen Özlem Sara Cekic

Politik handler om magt og interesser. Der er sjældent enighed om hvordan, at samfundet skal bygges op eller hvilke værdier der skal fremmes, i forhold til de prioriteringer der skal gøres kollektivt. Heldigvis kan man, hvis man bare vil sikre sig, at det gode bliver gjort, stemme på SF’eren Özlem Sara Cekic.

Det er snart valg, og hun har lanceret en video, der skal sørge for, at SF bliver en del af regeringen efter næste valg. Valgvideoen er så venstreorienteret, at den kunne være lavet af Danmarks Radio – og hvilket andet koncept passer bedre til at lancere venstreorienterede animationsfilm, end fænomenet Cirkeline.

Filmen, der på YouTube bærer titlen Ôzlem Cekic – Danmarks redning, starter med at Frederik og Ingolf ytrer deres frustration over, at der ikke er penge til et ikke nærmere angivet børnehjem. Vi finder dog hurtigt ud af, at der er penge til børnehjemmet, men at det bare er skurken, Lars Løkke Rasmussen, der er stukket af med pengene. SF (Super Fruen) Özlem Sara Cekic klarer så ærterne, tæver Lars Løkke og leverer pengene tilbage til børnehjemmet, hvor de hører hjemme. Alle er glade!

Jeg blev ret nysgerrig efter at finde ud af, om der er en aktuel sag eller lignende, hvor at Özlem har skrevet om et børnehjem, men hendes hjemmeside giver mig intet svar på dette spørgsmål.

Der er ikke megen symbolik i filmen, så selv helt åndsfraværende venstreorienterede tosser og andre barnlige sjæle kan fatte budskabet. Børnehjemmet symboliserer det godes sag, Lars Løkke er ond fordi at han stjæler penge fra alverdens gode formål – og SF bekæmper det onde og fremmer det gode. Der bliver ikke angivet nærmere i filmen hvad Lars Løkke vil bruge pengene på, så mon ikke det er til ham selv (et egoistisk handlingsmotiv).

Det er selvfølgelig bare en valgvideo og selvfølgelig sættes ting på spidsen uden at gå for meget i detaljer, men det ændrer ikke på, at hvis man bare har lidt tæft for den politiske praksis, kan man kun grine af videoens åbenlyse tåbelighed. Vi kan dog stadigvæk godt bruge filmen til at fremhæve et par pointer.

Først og fremmest forstår jeg ikke hvad der menes med, at Lars Løkke stjæler pengene. De eneste han kan have stjålet pengene fra, hvis terminologien skal bruges retmæssigt, er de skatteydere der har betalt en stor del af deres løn til staten.

Dernæst står jeg helt uforstående over for, at man som politiker kan fremstå med så stor uvidenhed om hvad politik i bund og grund handler om – at træffe politiske valg. Jeg gider oprigtigt talt ikke høre mere på politikere, der gør sig til forkæmpere for det godes sag, med mindre de er i stand til at tale om hvilke prioriteringer de vil gøre. I det sekund at en politiker anerkender sin egen magts muligheder og det prioriteringsspil at vedkommende er en del af, kan vi tale om politik – og ikke ét sekund før.

Som jeg sidder og gør dette indlæg færdigt, mindes jeg en leder på 180grader.dk fra forleden, der meget godt viser samme pointe, bare fra Villy Søvndal. Her handler det også om at kæmpe det godes sag, og ikke fortælle om hvem der er hhv. vindere og tabere af de politiske intentioner de har i sinde at realisere.

Overordnet er det en idiotisk valgvideo at Özlem Sara Cekic har fået lavet, der kun bidrager til at forpurre den politiske debat. Vi lever i et demokratisk samfund – og ikke et underholdningscirkus. De politiske institutioner har sine vindere og tabere, og at fremme en idé om, at politik bare handler om at fremme det godes sag så alle er glade, er en forsimplet fremstilling jeg desværre har en formodning om, lever i bedste velgående blandt mange af mine jævnaldrende venstreorienterede bekendte.

Filmanmeldelse: Klovn: The Movie (2010)

Som skrevet ved en tidligere lejlighed, glædede jeg mig til at se Klovn: The Movie. Dette har jeg nu til min store skuffelse gjort, og jeg vil i denne anmeldelse redegøre for, hvorfor at jeg finder denne film alt for overvurderet.

Det er nok meget få danskere, om overhovedet nogen, der endnu ikke er bekendte med Klovn-universet i en eller anden forstand. De seks sæsoner der er lavet af serien er blevet sendt og genudsendt, og en stabil fanskare har købt alle sæsonerne på DVD. En yderligere introduktion til miljøet, konceptet, karaktererne m.v. synes derfor at være overflødig.

Klovn har vist sig at være en god pengemaskine, og som enhver der godt vil tjene lidt ekstra til dagen og vejen, skal man jo smede mens jernet er vamt, så vupti – Klovn: The Movie. Seriens succes krydret med en intensiv markedsføring, har da også gjort, at filmen er blevet den største danske filmsucces i 10 år.

Jeg har også, forinden at jeg så filmen, læst i blogindlæg, statusopdateringer på facebook, tweets på twitter, anmeldelser etc., at filmen er fantastisk og en must see-oplevelse. Dette synes jeg på ingen måde at filmen gør sig fortjent til at blive betegnet som.

Filmens grundidé er, at Casper gerne vil have fisse. Og Frank vil gerne bevise over for hans kæreste Mia, at han har de kvalifikationer det kræver, at være far. Casper arrangerer en kanotur der kan sikre ham, at hans lyster bliver tilfredsstillet. Dette harmonerer dog ikke så godt med Franks idé om, at tage hans nevø med. Nevøen kommer dog med, og fundamentet er lagt til en tur, der skal vise sig at være fuld af pinligheder.

Er Klovn: The Movie så en sjov og god film? Nææ. Der er tale om en tragikomedie for jubelidioter. Folk der sidder og krummer tæer til denne film og griner med, har ikke fattet noget som helst af, hvad der er god humor. Klovn: The Movie er for langt væk fra noget man på nogen måde kan relatere til. Så nej, jeg blev ikke forarget da jeg så filmen, fordi det var så åbenlyst latterligt, at man får associationer til nyere amerikanske ungdomskomedier, der heller ikke er sjove.

I Klovn er Frank Hvam og Casper Christensen kendisser. De er en del af den kreative klasse og mænger sig med andre kendte. Dette gør de da også i Klovn: The Movie, hvor at man bl.a. møder Jørgen Leth og Bent Fabricius-Bjerre. Lige så kendte at de er, lige så ukendte er Casper og Frank dog tilsyneladende i Klovn: The Movie. Og det fungerer sgu bare ikke. Måske er det road movie-konceptets skyld?

Da Frank og Casper blev interviewet omkring den sidste sæson af Klovn, udtalte de, at de havde taget alle deres ideer og proppet dem ind i den sidste sæson. Dette kan jeg godt bekræfte har været tilfældet, efter at have set Klovn: The Movie. Og de snakker sågar om at lave en 2’er!

Hvis du er ubegavet og har en forkærlighed for danske komedier i øjenhøjde, så skal du tage ind og se Klovn: The Movie. Hvis ikke, vil jeg hellere anbefale at du køber et par sæsoner af Larry Davids Curb Your Enthusiasm.

Rationelle, naturlige og åbne perspektiver på organisatorisk forandring

Indledning
Organisationer lader sig ikke studere uafhængigt af en eller anden form for idé om, hvad en organisation er, og hvilke mekanismer der er herskende i organisationer. For at studere organisationer må vi derfor gøre os nogle teoretiske antagelser omkring samme. Et perspektiv vil derfor altid fungere som en eller anden form for simplifikation af virkeligheden, der retter vores fokus mod specifikke dele af organisationen.

Jeg vil i denne besvarelse indlede med en redegørelse af tre af disse perspektiver; det rationelle, naturlige og åbne perspektiv (Scott & Davis 2007). Med udgangspunkt i disse vil jeg diskutere hvad der udgør nogle essentielle forskelle og ligheder i forhold til at forstå organisatorisk forandring. På baggrund af dette vil jeg redegøre for strategibegrebet for til sidst at diskutere betydningen af strategier, når man ser på gennemførelsen af organisatoriske forandringsprocesser.

De tre perspektiver er forskellige i deres fokus på organisationer, men er derved også meget brugbare, da de hver især kan se på forskellige aspekter af organisationer. De tre perspektiver komplementerer i flere henseender hinanden, men står på flere måder også som modsætninger. Jeg vil i besvarelsen fokusere på de aspekter der tilsiges at kunne forklare hhv. stabilitet og forandring, dette være sig både formelle og uformelle strukturer, samt de afhængighedsforhold organisationer eksisterer under jf. de forskellige perspektiver, hvor at ændringer i disse forhold dermed også manifesterer sig i organisationerne.

Jeg forholder mig i denne besvarelse til et strategibegreb, der, på linje med Jacobsen & Thorsvik (2008), skal forstås i tæt relation til realiseringen af mål og ønsket om en fremtidig tilstand. Dette begreb vil jeg perspektivere i forhold til de tre perspektiver, hvor at mit primære fokus i denne del af opgaven vil ligge på ideen om en formel ledelse og de muligheder at denne har for at gennemføre organisatoriske forandringsprocesser jf. de tre perspektiver. I denne del af besvarelsen vil jeg for overskuelighedens, analysens og diskussionens skyld inddrage den udvidede Leavitt-model. Dette vil ske ved at bruge modellen til at karakterisere forskelle og vurdere perspektiverne, og på den måde bruge Leavitts model som en metamodel, som foreslået af Ry Nielsen og Ry (2002).

Det rationelle, naturlige og åbne perspektiv
Det rationelle perspektiv har en tilgang til organisationer som værende instrumenter der er designet til at nå specifikke mål. Denne instrumentelle målrationalisme fokuserer på den formaliserede struktur i organisationer. Denne formalisering anskues som et forsøg på at gøre adfærd mere forudsigelig. Dette ved at eksplicitere arbejdsfordelingen og koordinationen mellem organisationens dele både horisontalt og vertikalt.

I det naturlige perspektiv har organisationer ikke nødvendigvis specifikke mål. Der kan være en kompleksitet og pluralitet af mål der forsøges realiseret. Dette er en kritik rettet mod det rationelle enhedsaktørs perspektiv på organisationer, hvor at en organisation agerer kollektivt mod ét mål. I dette perspektiv vægtes de formelle strukturers betydning for organisationerne derfor af gode grunde ikke lige så højt, som de uformelle. For at se på organisationer og hvad der udgør disse, bliver det derfor aktuelt at fokusere på det uformelle – værdier, normer, praksisser, kultur etc. – der binder organisationer sammen til kollektiver, altså naturlige systemer.

Det åbne perspektiv ser på organisationer som værende i et tæt afhængighedsforhold til omgivelserne. Ingen organisation er sin egen ø der kan nå sine mål uden en relation til omverdenen, hvorfor at organisationerne, som sociale systemer, skal analyseres som løst koblede systemer der agerer i forhold til andre sociale systemer. Systemer har overordnet to generelle mål: 1) Morphostatis, der er opretholdelse og overlevelse og 2) Morphogenesis, der er ændring af systemet (innovation, læring, vækst m.v.).

De tre perspektivers forståelse af organisatorisk forandring
I det rationelle perspektiv er der som skrevet et meget stort fokus på den formelle struktur. Det er den formelle struktur der skaber en forudsigelighed i organisationens adfærd mod de specifikke mål, og da den formelle struktur tilsiges at have en stor betydning for organisationens virke, er det ændringer i denne der skaber organisatoriske forandringer.

Forandringen i organisationen sker derfor gennem strukturel forandring. Ved at ændre på de formelle strukturer, altså den horisontale og vertikale koordination og specialisering, arbejdsopgaverne, incitamentstrukturerne, målene m.v., skabes organisatorisk forandring. Hvis man ønsker at forandre et specifikt mål som organisationen skal forfølge, skal man derfor ændre på de formelle mål og organisationens præferencer, så præferenceordenen manifesterer sig i arbejdsdelingen og den generelle struktur.

Ved at det rationelle perspektiv har så stort et fokus på de formelle strukturer, der er skabt til at gøre organisationer forudsigelige, gør det det også svært, som jeg kommer ind på senere, at forklare forandringer der ikke sker gennem perspektivets fokus.

Det naturlige perspektiv ser organisationer som kollektiver, hvor at aktørerne i organisationen primært ikke er påvirket af de formelle strukturer og officielle mål. De formelle strukturer er derfor heller ikke bestemmende i forhold til perspektivets forståelse af organisatorisk forandring. For at forstå organisatorisk forandring må man se på de uformelle strukturer, og hvordan at disse påvirker organisationen. Det der bliver relevant i denne sammenhæng er derfor kulturel forandring. Organisationen er m.a.o. meget mere end bare toppen af et isbjerg der lader sig forstå gennem nogle formelle strukturer, og kun ved at forstå de uformelt strukturerede aktiviteter der kan forklare adfærden i organisationerne, får vi en forståelse af hvilke variable der er relevante i forhold til, hvordan organisationer forandres.

Det naturlige perspektivs forståelse af forandring sker dermed gennem den uformelle struktur i organisationen. Forandringen må ske gennem ændringer i den uformelle struktur og praksis, dette være sig de værdier, normer, og standarder der skaber det organisatoriske kollektiv.

Mere komplekst bliver det med det åbne perspektiv, hvor at omgivelserne har en konstituerende påvirkning på organisationen. Her står ingen organisation alene, men er en del af et system af gensidigt afhængige aktiviteter. Det åbne perspektivs forståelse af organisatorisk forandring bygger på en forståelse af de aktiviteter der overordnet sammenkæder organisationer og gør dem afhængige af hinanden. Kilden til forandring må derfor oftest findes i omgivelserne, og ikke internt i organisationen. Det vigtige er derfor at se på organisationens afhængighed til omverdenen.

For at forstå forskellene og lighederne på de tre perspektiver er det derfor vigtigt at se hvad de fokuserer på. Den overordnede lighed mellem det rationelle og naturlige perspektiv er deres fokus på forhold internt i organisationer, hvor at det åbne perspektiv ser organisationen som en del af et større system der er afhængig af omgivelserne. Den største forskel mellem det rationelle og naturlige perspektiv er deres fokus på hhv. vigtigheden af det formelle og uformelle. De kan hver især betegnes som værende hvert deres yderpunkt af et fælles kontinuum, hvor at det åbne perspektiv kan ligge et sted imellem, alt efter hvad der giver mening for at forstå relationen til omgivelserne. Er organisationens afhængighed til omgivelserne f.eks. klart specificerede gennem formelle strukturer, er det af gode grunde yderst relevant også at se på disse.

Når disse forskelle og ligheder diskuteres finder jeg det yderst relevant at se på hvordan perspektiverne hver især ser på de kausale dynamikker der finder sted i organisationer. Et perspektiv gør sig nogle antagelser om den kausale sammenhæng mellem elementer/variable, som på flere måder kan bruges til at eksplicitere perspektivernes overordnede tilgang, og dermed også til at karakterisere deres forståelse af organisatorisk forandring.

Det rationelle perspektiv bygger på en antagelse om en kausal sammenhæng mellem de formelle strukturer og organisatorisk forandring, hvor at det naturlige perspektiv antager en sammenhæng mellem den uformelle struktur og organisatorisk forandring. Det åbne perspektiv ser en sammenhæng mellem omgivelserne og organisatorisk forandring. Sidstnævnte sammenhæng er det der primært adskiller det rationelle og naturlige perspektiv med det åbne perspektiv. Det rationelle perspektiv adskiller sig fra de andre ved at have et overvejende fokus på organisationens formelle strukturer og de specifikke mål at organisationen efterstræber. Jacobsen & Thorsvik (2008: 364) opsummerer om forandring, at forandring og organisation kan betragtes som hinandens modsætninger. I den henseende kan det rationelle perspektiv forklare stabilitet og forudsigelighed med formelle strukturer, men have svært ved at forklare organisatorisk forandring, som divergerer fra den formelle struktur.

Som det åbne perspektiv gør, kan det være vigtigt huske på, at organisationer ikke eksisterer uafhængigt af omverdenen. Man kan bl.a. bruge det til at få en dybere indsigt i organisationens relation til andre organisationer, og hvordan de positionerer sig i forhold til hinanden. Som jeg vil komme ind på senere i besvarelsen, kan det også bruges til at identificere, at organisatorisk forandring kan legitimeres i forhold til omgivelserne vha. mål og strategier.

Det åbne perspektiv kan som beskrevet bruges til at forholde sig til en yderst kompleks verden, som at organisationer befinder sig i. På denne måde forholder det åbne perspektiv sig til en masse faktorer, som at de andre perspektiver ikke forholder sig til. Omvendt kan man dog sige, at de andre perspektiver har en styrke i at analysere forhold internt i organisationen, der ikke nødvendigvis har nogen relation til omverdenen.

Strategier og mål
For at have en strategi, må man have nogle mål, altså ønsket om en fremtidigt tænkt tilstand (Jacobsen & Thorsvik 2008). En strategi i en organisation må derfor ses i forhold til en aktørs ønske om en fremtidigt ønsket tilstand. Denne aktør kan af analytiske grunde betegnes som en ændringsagent. For at strategibegrebet skal være relevant at beskæftige sig med, må det have en eller anden form for betydningen for gennemførelsen af organisatoriske mål. Strategier er, sammen med nævnte mål, da også vigtige netop fordi, at de for det første har en motiverende effekt, for det andet har en styrende funktion, for det tredje kan bruges som evalueringskriterier og for det fjerde kan fungere som en legitimitetsfaktor over for omgivelserne (Jacobsen & Thorsvik 2008).

Klausen (2004) definerer en strategi som ”[…] det overordnede mønster, der opstår som følge af inkrementel udvikling og bevidste valg og prioriteringer og veje til indløsning af mission, vision og overordnede langsigtede mål.” (Klausen 2004: 44). En strategi er derfor det mønster som på flere måder specificerer forholdet mellem de mål organisationen har, samt hvordan disse skal opnås.

For at illustrere dette kan det være brugbart at tage udgangspunkt i Leavitts udvidede systemmodel:

Hvis ikke at der er nogen strategi for hvordan organisationens mål skal realiseres, forsvinder forholdet mellem mål og midler. Der er m.a.o. ingen klar beslutningspræmis for den ansattes adfærd, hvorfor at organisationens strategi skal ”[…] give et fingerpeg om hvilke kriterier der skal lægges mere vægt på end andre” (Jacobsen & Thorsvik 2008: 40). Hvis de ansatte ikke kan se nogen sammenhæng mellem strukturen, teknologien, deres egne roller og så de mål der skal realiseres, er der et problem.

Strategien kan forstås i relation til den formelle ledelse som ansvarlig, der i forhold til organisationens overordnede mål, træffer beslutninger om organisationens løbende prioriteringer m.v. (Klausen 2004). Med udgangspunkt i indsigten fra Leavitts model, bliver det klart, at man må se på forskellige ændringsstrategier i et dynamisk og systemorienteret perspektiv (Ry Nielsen & Ry 2002). Modellen kan dermed også danne den analytiske ramme i forhold til at diskutere de variable og kausale sammenhænge som er relevante i forhold til Scotts tre perspektiver og gennemførelsen af organisatoriske forandringsprocesser.

Strategiens betydning for forandringsprocesser jf. de tre perspektiver
Det rationelle, naturlige og åbne perspektiv har hver især implikationer for hvordan vi forstår strategier og deres betydning i forhold til gennemførelsen af organisatoriske forandringsprocesser. En strategi bygger på nogle antagelser om hvordan man bedst når målet, og hvad der skal fokuseres på. På den måde kan man bruge Leavitts model som en metamodel, i en systematisk analyse af hvordan de tre perspektiver hver især ser på organisatoriske forandringsprocesser, og hvilken betydning at strategier har i forhold til disse.

I det rationelle perspektiv ekspliciterer strategien vejen til målet gennem den formelle struktur. Strategien skal derfor eksplicitere vejen til målet for organisationen, hvordan at koordinationen og specialiseringen skal være, for at man opnår den fremtidige ønskede tilstand. Strategien får dermed en central betydning, når man skal gennemføre organisatoriske forandringsprocesser, da man dermed kan ændre på relationen mellem struktur, personer og teknologi gennem formelle relationer, for at gennemføre forandringsprocessen og nå sit mål (”opgaver”). Dette viser Leavitts model på den måde, at vi kan ændre i vores opgaver igennem vores struktur, da disse variable er afhængige af hinanden. Faktisk kan man ikke ændre i strukturen, uden at det har nogle implikationer for opgaverne.

Det naturlige perspektiv benægter ikke, at man kan foretage sig ændringer i den formelle struktur, men disse vil ikke nødvendigvis manifestere sig i måden at organisationen arbejder på, hvorfor at den uformelle kultur er vigtigere, og dermed også må danne udgangspunktet for strategiens betydning for gennemførelsen af organisatoriske forandringsprocesser. Strategien skal tage højde for, at der er mulighed for, at en ændring i organisationens specifikke mål og koordinationen og specialiseringen foretaget med henblik på at nå målet, ikke pr. automatik bliver en værdi eller norm for den ansatte. I værste fald kan en realisering af strategien derfor blot føre til en målforskydning.

Strategiens betydning må dermed tage højde for, at der sidder mennesker i organisationen der har værdier og normer som skal harmonere med det mål, at strategien ønsker at realisere. Dette stiller nogle naturlige begrænsninger til betydningen af strategier i forhold til organisatoriske forandringsprocesser. For at forstå dette i forhold til det rationelle perspektiv, kan der jf. det naturlige perspektiv godt foregå ændringer i organisationen uden at det sker gennem den formelle struktur. En forandringsproces at det rationelle perspektiv ikke kan forklare. Med udgangspunkt i Leavitt kan man som eksempel godt forestille sig, at værdierne blandt personerne i organisationen ændrer på forholdene og indholdet i de andre variable.

Til nu har jeg kun diskuteret strategiens betydning for gennemførelsen af organisatoriske forandringer i relation til variable internt i organisationen. Forhold det også kunne vises med den simple Leavitt-model, uden omverdenen. Grunden til at jeg har valgt at inddrage den udvidede model, er for at vise at omverdenen kan have en betydning for forhold internt i organisationer. Udvidelsen af Leavitts model kan m.a.o. bruges til at eksemplificere et åbent perspektivs kritik af de to andre perspektiver.

I det åbne perspektiv agerer organisationer i forhold til andre sociale systemer, og strategien skal dermed tiltænkes i forhold til omgivelserne. En strategi handler i denne henseende i høj grad derfor om at organisationen skal gennemføre organisatoriske forandringsprocesser på baggrund af omgivelserne. Her kan man f.eks. tale om generiske strategier, hvor det er vigtigt at positionere sig i forhold til andre. Dette kan have en noget nær deterministisk karakter på strategiens betydning for gennemførelsen af organisatoriske forandringer. Giver at det er omgivelserne der skaber forandringerne, må den logiske konsekvens være, at strategien er noget der identificerer forandringerne og tilpasser organisationen derefter.

Antager man at det er omgivelserne der er bestemmende for organisationens konfiguration, og dermed det der afgør strategiens betydning (omgivelser som uafhængig variabel, strategi som afhængig). En organisation er dermed i en stoledans, hvor at dets strategi må bestemmes af omgivelserne, hvis det har et specifikt mål om at komme til at sidde ned. Omgivelserne er dermed yderst vigtige i forhold til organisationens overlevelse og strategiens betydning for at opnå dette.

Som det åbne perspektiv fremhæver, påvirker omgivelserne både opgaver, struktur, teknologi og personer, og vi kan ikke studere disse variable i organisationen, uden at se på netop organisations forhold til omgivelserne som socialt system. Ændringer i omgivelserne skaber dermed andre forhold i organisationen, som på tænkes ind i strategien når der skal gennemføres forandringer. Omgivelserne er dermed ikke nødvendigvis en fjendtlig faktor, men noget organisationer skal udvikle sig i forhold til. Ens mål sættes derfor efter omgivelserne, og som fremhævet ovenover, er der en vigtig sammenhæng mellem mål og strategi. Derfor skal strategiens betydning i det åbne perspektiv ses i tæt relation til de mål organisationen har i forhold til omgivelsernes udvikling (og altså forandringen der).

Med udgangspunkt i diskussionen omkring de tre perspektivers forståelse af organisatorisk forandring, forholder de sig til forskellige måder at forandringerne kan gennemføres. Hvert perspektiv har dermed også nogle implikationer for, hvordan at vi ser på strategier og deres rolle i forhold til at ændre organisationen. Jeg har derfor argumenteret for at en strategis betydning for gennemførelsen af organisatoriske forandringsprocesser afhænger af det teoretiske perspektiv man tager udgangspunkt i.

I Leavitts model viser man, at forandringer kan tage udgangspunkt i et element, som så gennem dets forhold til andre elementer, ændrer organisationen. Hvert perspektiv gør sig nogle antagelser om hvor vigtige at visse elementer er i forhold til andre. For eksempel er den enkelte ansattes værdier af større betydning i det naturlige perspektiv end i det rationelle perspektiv, og omgivelserne af større betydning i det åbne perspektiv end i det rationelle og naturlige perspektiv.

De antagelser at vi dermed gør os om organisationer, og forholder os til afhængighedsforholdet mellem elementerne, gør, for det første, at vi får forskellige perspektiver på hvordan at organisatorisk forandring finder sted, og dermed også, hvilken betydning at strategier spiller. En strategis betydning bygger dermed på nogle antagelser om de elementer der er i organisationen, og vigtigst af alt – hvordan disse hænger sammen. Hvordan at organisationens elementer påvirker hinanden, bestemmer i høj grad hvordan at disse så skal bruges til at realisere organisationens mål, som er hele ideen med en strategi.

Tager vi udgangspunkt i for eksempel det åbne perspektiv, får strategiens betydning en ekstra dimension i forhold til organisatoriske forandringsprocesser, netop ved at mål og strategi bidrager til, at organisatoriske forandringsprocesser virker mere legitime i forhold til omgivelserne. Hvis vi udelukkende tager udgangspunkt i det rationelle perspektiv, vil de personer der sidder i organisationen være et element uden større betydning. Det vigtige vil være koordinationen, magtfordelingen og specialiseringen mellem arbejdsopgaverne. Dette vil derfor også have nogle implikationer for hvordan man tænker strategiens betydning når man skal foretage forandringer. Det naturlige perspektiv vil se personerne som et yderst vigtigt element.

Opsummering og konklusion
Verden er kompleks, og denne virkelighed lader sig ikke indfange i ét perspektiv. Vores teoretiske perspektiv forholder sig til nogle bestemte forhold ved organisationer, og lader os studere dette. Jeg har i nærværende besvarelse forholdt mig til hhv. det rationelle, naturlige og åbne perspektiv.

Jeg har med de forskellige perspektiver fokuseret på hhv. forandringsprocesser og strategiers betydning i relation til dette, for at fremhæve nogle væsentlige pointer, bl.a. vha. inddragelse af Leavitts udvidede systemmodel. Strategiens betydning har jeg argumenteret for er afhængig af hvilket teoretisk perspektiv man tager udgangspunkt i.

På samme måde som at et perspektiv forholder sig til nogle specifikke elementer, overser det også andre på godt og ondt. Her er det igen vigtigt at fremhæve at perspektiverne kan bruges til at komplementere hinanden.

En passende afslutning og konklusion på denne opgave, der opsummerer såvel denne besvarelses overordnede pointe i almindelighed og en af fagets pointer og præmisser i særdeleshed, må være følgende citat: ”Når man som leder eller medarbejder arbejder med forandringer i organisationen, er det derfor væsentligt at være opmærksom på de mange forskellige perspektiver, teorier og modeller med deres indbyrdes forskelligheder, forskellige udgangspunkter og anvendelsesmuligheder. Det er vigtigt at kunne arbejde med forandringerne fra flere forskellige perspektiver, og ikke blot udvælge sig en enkelt forandringsmodel, der med stor sandsynlighed vil føre til et ufuldstændigt og forenklet billede af virksomhedens forandringssituation og –potentiale.” (Elting 2009: 165).

Kristian Jensen, valgfrihed og meningsmålinger

Dagen i dag har budt på tre forskellige meningsmålinger med forskellige resultater. To der giver et rødt flertal (Gallup og Green) og en der giver et blåt (Megafon). Billedteksten til den henviste artikel fra Ekstra Bladet er: Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt kan selv vælge, hvilke meningsmålinger, de tror på. Og grine eller græde.

Lidt den samme logik luftede gruppeformanden for Venstre, Kristian Jensen for TV2 Nyhederne, som også er at finde i et tweet på hans Twitter-profil:

som liberal går jeg ind for valgfrihed – også valgfrihed til at tro på den meningsmåling, som passer mig bedst :-)

Jeg er efterhånden træt af Venstre-folk der kalder sig liberale, men lad det ligge for nu. Det relevante i denne sammenhæng er hans syn på valgfrihed som liberal. Liberalismen bygger på en lang idehistorisk tradition for, at mennesket skal træffe valg på baggrund af et oplyst grundlag. Den liberale valgfrihed bygger på at man som menneske er i en position hvor man selv må træffe sine valg og tage konsekvenserne deraf.

Her kan det være godt at skelne mellem normative og deskriptive udsagn. Jeg vil mene, at valgfriheden kun er knyttet til normative udsagn, altså holdningsspørgsmål. Om jeg har lyst til at blive sundere eller ej, må blive mit valg – ingen skal bestemme om jeg skal leve sundere eller ej. Det er sgu et normativt spørgsmål. Og jeg har min egen holdning. Dette betyder dog ikke, at jeg har valgfriheden til at vælge og definere hvad der er sundt. Jeg kan ikke bare sige, at det at konsumere tre æbler om dagen er usundt. Hvis jeg skulle kunne det, ville det kræve et belæg, for at kunne blive et deskriptivt udsagn.

Og det er her at Kristian Jensen går galt i byen. Pointen kan bedst beskrives med følgende ordsprog: Everyone is entitled to his own opinions, but not his own facts.

Nogle meningsmålinger er bedre end andre! Bedre som i mere præcise i forhold til hvad vælgerne rent faktisk vil stemme på – altså hvilke meninger at vælgerne har, som vi måler på – en meningsmåling. Da en meningsmåling ikke spørger alle vælgere, men kun et (repræsentativt) udsnit af populationen (i dette tilfælde har de to meningsmålinger der taler for et rødt flertal 30-40% flere respondenter), vil der til disse være knyttet en eller anden form for usikkerhed.

Det at tre meningsmålinger ikke siger det samme, er dermed ikke ensbetydende med, at de alle tre er lige gode (eller lige dårlige om man vil). Søren Risbjerg Thomsen, der er professor ved Aarhus Universitet og Altinget.dks valgekspert, har suppleret de tre målinger med en gennemsnitsberegning, som viser, at det er rød blok der ville vinde, hvis der var valg i dag.

Fordi at tre meningsmålinger ikke er ens, betyder det ikke, at man er i en position hvor man selv kan vælge mellem hvilken man vil tro på. En passende formulering af et tweet til lejligheden ville nok være, at det er godt at se bare én meningsmåling der viser et blåt flertal. Der er langt mellem snapsene.