Filmanmeldelse: (500) Days of Summer (2009)

This is not a love story. This is a story about love.

(500) Days of Summer. Det er hvad denne film handler om. Femhundrede dage med pigen Summer Finn. Hovedpersonen er Tom Hansen (spillet af Joseph Gordon-Levitt) og han er forelsket i Summer. Det er bogstaveligt talt kærlighed ved første blik. En følelse der dog ikke er helt gengældt, da Summer ikke tror på den eneste ene og andet pseudoromantisk sludder.

Tom arbejder i en kreativ virksomhed der laver lykønskningskort. En dag ud af den blå luft dukker Summer op, og her begynder historien – altså kronologisk talt. Filmen forløber dog ikke i kronologisk orden, men med udpluk fra tilfældige dage i de 500 dage med Summer.

Det hele er altså sket og vi ser tilbage på de relevante tidspunkter. Der er tale om 500 dage – hverken flere eller færre. Vi følger de to på arbejdet, i IKEA, i biografen, i sengen, i brusebadet, i byen osv. – på forskellige stadier i deres forhold.

I filmen kan der derfor for eksempel efter en positiv scene fra deres forhold med grin og glæde, komme en negativ scene fra efter deres break up og vice versa. Dette er udført fantastisk og får fortællingen til at gå op i en højere enhed. Det hele sker med en kreativ og humoristisk tilgang, der gør, at filmen får sit eget udtryk. Det tætteste jeg kan komme på noget jeg fik associationer til da jeg så denne film, er Woody Allens Annie Hall (1977).

Romantiske film er ikke en genre der er skabt til mig – og næppe en genre der nogensinde vil sige mig ret meget. Grunden til at (500) Days of Summer fungerer, er da også, at den har en kritisk distance til nævnte genre. Noget der i høj grad klæder filmen og karaktererne.

Jeg har set denne film et par gange. Første gang mere eller mindre ved et tilfælde uden nogen forhåndsviden om filmen overhovedet. Her var jeg ganske imponeret. Anden gang var det med en naturlig risiko for, at den ikke ville fungere lige så godt ved et second view. Dette var dog heldigvis ikke tilfældet.

(500) Days of Summer er, for at opsummere, en fantastisk film der ikke er som kærlighedsfilm er flest. Den er sjov, spændende, fængende og ikke mindst et frisk pust til en kedelig og illusorisk genre. Har du ikke allerede set denne film kan den nok erhverves for et par kroner i en DVD-kiosk eller ses i TV inden for en overskuelig tidshorisont.