Erik Gahner Larsen

Illusionen om det sunde slik

Et eller andet sted er det en selvfølge – og så alligevel ikke. Der synes nemlig at være en del forbrugere der tror på, at de kan købe sundt slik. Folk der legitimerer deres usunde indkøb ved at have en naiv tro på, at det produkt de køber, er sundt. Og hvilken lykke! Man kan åbenbart købe slik der smager godt og som ikke er usundt!

Avisen 24timer kan så fortælle – og hold nu fast – at det ikke passer, at slik er sundt! M.a.o: “Sundt slik findes ikke“. Surprise, surprise! Vi er kort sagt for dumme til at fatte, at det slik vi køber, ikke er sundt. Jeg forstår ikke, at der er nogen der kan tro, at de kan købe slikposer fra Katjes der er sunde. Slik er faktisk per definition usundt.

Det burde næsten være en lov, at for at noget overhovedet må kunne kaldes slik, skal det være usundt. Lad være med at kalde gulerødder og andet for slik. Det er ikke slik. Lad være med at tro på, at du kan købe en pose slik der har 30% mindre sukker, og så anse det som et godt tiltag i dit desperate forsøg på at tabe dig.

Måltidssociologen Jon Fuglsang beskriver i artiklen i 24timer, at vi som forbrugere får en illusion om, at man har valgt et sundt produkt og derfor slipper for den dårlige samvittighed, når man spiser det. Jeg vil næsten gå så vidt som til at sige, at hvis man er så dum, at man falder for det trick, så er det fortjent og selvforskyldt.

Jeg tror på et eller andet plan at jeg har samme tilgang som W.C. Fields til mange af de ting jeg godt kan lide: Alt hvad jeg kan lide er enten ulovligt, umoralsk eller fedende. Det er i hvert fald på mange måder en god tilgang når man spiser slik. Smager det godt, kan det næppe være helt sundt. Nuvel, der kan selvfølgelig godt laves nogle sunde snacks og sådan, og et æble kan da også smage fint, men jeg tror du ved hvad jeg mener! Og i så fald at det er sundt, bør det ikke kaldes slik.

Vi må nok bare sande, at det vi oftest godt kan lide og gerne vil have, f.eks. slik, bare ikke er sundt. Idiotisk er det så, at der er folk der tror, at der findes sundt slik. Det gode onde – det sunde slik, den nemme fitness osv. Det er en illusion, og vil altid være det! Man kan ikke blive slank ved at sætte et bælte på maven og lade det arbejde for en mens man lader sig tunge korpus slappe af i sofaen til en amerikansk serie.

Jeg er hverken ernæringsekspert eller kostvejleder, men jeg er klog nok til at vide, at det slik der sælger sig selv på at være sukkerfattigt og fyldt med naturlige farver, sgu næppe er noget der gør mig til et sundt menneske. Livet er fyldt med alverdens forbrugsgoder der på ingen måde gør mig sundere eller til et bedre menneske. Men for dælen hvor er jeg glad for det! I bund og grund tror jeg bare at man må acceptere, at det handler om at finde en gylden middelvej.

Det værste er, at man politisk bestræber sig på at adfærdsregulere befolkningen, så de køber flere gulerødder og æbler – og færre slikposer, så at når jeg i ny og næ bevidst søger noget der er lækkert (altså usundt slik), skal jeg betale mere for det! Jeg hader momsdifferentiering. Jeg er træt af mennesker der ikke rummer en almindelig sund fornuft og er voksne nok til at kunne fatte, at slik er usundt – og at det ikke nødvendigvis er nemt at leve sundt. Hvis det var så nemt, ville der nok være flere der praktiserede en sund livsstil.

Der skal være plads til at man kan spise usundt, drikke, ryge og hvad man nu ellers begærer, men dette bør ikke være vanskeligere, blot fordi at nogen ikke er ansvarsbevidste nok til at kunne finde en sundhedsbalance.

Så lad være med at sige at det er dårlig etik (som Jon Fulgsang gør i artiklen), at slikposer prøver at signalere noget naturligt, når det er almen viden, at slik ikke er sundt. Det sunde slik forbliver en illusion, og lader man sig overbevise om andet, er det fint nok med mig, så længe man selv tager konsekvensen.