Mediernes tragikomiske aprilsnarre

Det er ingen hemmelighed eller aprilsnar, at finanskrisen kradser. Det er dog første april, og finanskrise eller ej, er det helt legitimt at narre hinanden med henvisning til aprilsnartraditionen. Det er ikke kun individer der har ret til og mulighed for at narre hinanden på denne dag. Også i medierne er det en hundrede år gammel tradition på denne dag, at publicere en nyhed der ikke lever op til sandhedskriteriet, og det er, når alt kommer til alt, måske meget godt.

Traditioner er ikke absolutte størrelser, der forløber uden at kunne vise noget om den kontekst den er indlejret i, tværtimod. Se blot på juleaften, der om nogen tradition viser hvordan man udviser næstekærlighed i et konsumsamfund. Eller Arbejdernes internationale kampdag, der er gået fra at være proletariatets kamp for bedre arbejdsvilkår, til at være en halv fridag med kølige Tuborg-bajere i Fælledparken for den gennemsnitlige middelklassedansker, for hvem det største problem er den potentielle risiko for at skulle betale topskat.

Med andre ord følger traditionen som idé med tiden, men praktiseres i samtiden, og dette er i højeste grad også tilfældet med aprilsnartraditionen. For at eksemplificere dette kan vi spole tiden et lille år tilbage til dagene omkring 1. april 2008, der viser noget omkring mediernes arbejdsform og succeskriterier.

Mandag d. 31. marts 2008 kunne flere medier, heriblandt Politiken, Nyhedsavisen, EkstraBladet og 180grader, med sammenlagt få timers mellemrum rapportere om, at et nyt parti ved navn Islam Demokraterne var blevet stiftet. Fælles for disse nyheder var, at strukturen lignede opbygningen af pressemeddelelsen udsendt af Islam Demokraterne. Flere timer efter begyndte der at komme nyt i sagen. Her begyndte medierne langsomt at stille spørgsmålstegn ved det nye parti, blandt andet fordi, at partiet hverken havde hjemme på Christiansborg, som der stod på deres hjemmeside m.v. Initiativtagerne til islamdemokraterne.dk stod senere på dagen frem og fortalte, at det blot var et mediestunt der havde til formål at vise dæmoniseringen af islam i medierne, men at siden først skulle have været lanceret 1. april.

I ovennævnte tilfælde blev aktualitetskriteriet dog vægtet højere end sandhedskriteriet, et kriterium som er fundamentalt for det journalistiske virke og arbejde. Ganske simpelt kritisk journalistisk arbejde, ville uden de store vanskeligheder kunne have falsificeret nyheden, men ønsket om at følge med den konstante nyhedsstrøm, gå i selvsving og at opnå en førsteplads på aktualitetspodiet, blev i den grad vægtet højere.

Den 1. april 2008 bragte Politiken og EkstraBladet aprilsnarren omhandlende, at Heidi fra X-factor røg ud af programmet som følge af en SMS-fejl i semifinalen. Politiken og EkstraBladet benyttede forskellige kilder. Frygten for ikke at kunne følge med nyhedsstrømmen gjorde at Fyens Stiftstidende, blev taget med smækbukserne nede (for at bruge deres egen terminologi). Få timer efter blev nyheden taget af nettet og en undskyldning blev lagt op med teksten: En fremragende historie, der nåede at få mange læsere. Desværre er den ikke helt sand. Eller rettere. Den er rystende forkert. Nærmest løgn fra ende til anden. Vi er blevet snydt, kære læser. Taget ved næsen. Trukket rundt i manegen. Kig på Deres kalender. Ja, der står 1. april.

Traditionen 1. april gav med andre ord rig mulighed for sidste år, at vise det afslappede forhold nogle journalister har til det at publicere journalistisk håndværk. Grundene til at det for nogle journalister er blevet et større succeskriterium at være først end at være korrekt, kan være mange, blandt andet at journalistikken i højere grad sker på markedsvilkår. Her tænkes der primært på, at medievirksomheder opkøbes af kapitalfonde, udenlandske investeringsselskaber og globale medieselskaber. Aktører for hvem den offentlige debat, positionen som den 4. statsmagt og de demokratiske forpligtelser tilsidesættes og prioriteres lavere end profitable foretagender og kommercielle hensigter. Et emne Troels Mylenberg behandler grundigt og med stor respekt for faget i bogen Det Store Scoop.

Vi er midt i en finanskrise, og nogle mediehuse har brugt de gode tider på underskudsinvesteringer i aviskrige, der ikke just skaber det bedste udgangspunkt for gode journalistiske produkter i en krisetid på kapitalmarkedet.

Man kan håbe at finanskrisen vil influere mediemarkedet positivt, og at aprilsnaren som tradition og idé kan være en reminder om at den kritiske journalistik udfordres 365 dage om året, men måske blot ekspliciteres én dag. Desværre kan man frygte, at medierne vil gribe til den lette løsning, herunder fyringsrunder og besparelser, der om noget ikke skaber overskud på troværdighedskontoen eller gavner den kritiske, undersøgende journalistik i dagens Danmark. Man må derfor rationelt og kritisk forholde sig kritisk til, om det på længere sigt kan være profitabelt at nedprioritere den kritiske journalistik, for medievirksomhederne såvel som for samfundet.

Når dette er sagt, så lad os for Guds skyld ikke male fanden på væggen. Størstedelen af journalisterne i Danmark har en fornuftig og faglig tilgang til det journalistiske arbejde og dets krav. Herfra skal der blot lyde en opfordring til, måske ikke altid at efterstræbe at få kagen først ud af ovnen, men bestræbe sig på at kunne præsentere en flottere kage senere. Ting tager tid og ressourcer, kritisk journalistik ingen undtagelse. God 1. april.

Konsociationalisme og korporatisme: Som at sammenligne pærer og bananer?

1. Indledning

Inden for politologien er det udbredt at sondre mellem to forskellige demokratityper, henholdsvis det majoritære demokrati (også kaldet Westminster-modellen) og konsensusdemokrati (med proportionalitetsrepræsentation (PR)) (Lijphart, 1999: 5-6). Denne dikotomiske differentiering af forskellige demokratityper har flere implikationer. Arend Lijphart (1999) argumenterer i ”Patterns of Democracy” for, at demokratitypen i høj grad har indflydelse på, hvordan det institutionelle set-up er. De områder der i høj eller nogen grad determineres af demokratitypen er ekspliceret i blandt andet hans dimension executives-parties hvor der er 5 punkter. I nævnte dimension er interessegruppesystemet også integreret (pkt. 5), hvor at Westminster-modellen skaber et pluralistisk interessegruppesystem, og PR-modellen skaber et korporativistisk interessegruppesystem (Lijphart, 1999: 3). Jeg tager i resten af besvarelsen udgangspunkt i Schmitters definition af korporatisme (Schmitter, 1979: 13).

Kausalitetslogikken i at demokratimønsteret bestemmer interessegruppesystemets struktur, kritiserer Klaus Armingeon (2002a) ved, at redegøre for forskellige typer af konsensusdemokratiet, som ikke kan koncentreres i én dimension (Armingeon, 2002a: 88-89).

Hensigten med denne besvarelse er at analysere Lijpharts executives-parties dimension bl.a. vha. Armingeons kritik af denne med fokus på interessegruppesystemet. Efterfølgende vil jeg med udgangspunkt i litteraturen omkring neokorporatisme forholde mig til eventuelle sammenhænge i konsensuskultur og interessegruppesystem.

Der vil blive konkluderet, at executives-parties dimensionen både indeholder konsociationalisme og korporativisme, og at der er forskel på disse, man at det alligevel kan give mening at have dem samlet i én dimension under visse forhold.

Jeg vil i denne besvarelse begrænse mig til udelukkende at fokusere på executives-parties dimensionen og dermed udelade federal-unitary dimensionen som Lijphart også opererer med. Da Armingeons tredje type af konsensusdemokrati, omhandlende veto-aktører, primært er rettet mod denne dimension, vil jeg ikke inddrage denne type konsensusdemokrati.

2. Teoriafklaring – Lijpharts executive-parties dimension

Som nævnt i indledningen har demokratitypen stor indvirkning på hvordan de politiske institutioner er konstrueret og fungerer (Lijphart, 1999: 1). På fem punkter determinerer demokratitypen hvordan den udøvende magt er institutionaliseret, hvordan parti- og valgsystemet fungerer, og sidst hvordan interessegruppesystemet er bygget op. Disse fem punkter danner så tilsammen executives-parties dimensionen, hvor jeg nu kort vil redegøre for de fem punkter (Lijphart, 1999: 3).

Det første punkt omhandler koncentrationen af den udøvende magt. I majoritære demokratier vil den udøvende magt være koncentreret i et parti i et udøvende kabinet (minimal winning coalition), hvor at der i konsensusdemokratier vil være en magtspredning i en koalition bestående af flere partier.

Det andet punkt beskriver forholdet mellem den udøvende og den lovgivende magt. I majoritære demokratier er den udøvende magt dominerende, i modsætning til konsensusdemokratier, hvor at forholdet mellem den udøvende og lovgivende magt bygger på en magtbalance.

Det tredje punkt vedrører antallet af partier. I majoritære demokratier vil der, fordi at the winner takes it all, være færre partier end i konsensusdemokratier. Ideelt set to konkurrerende partier i Westminster-modellen, og >2 i konsensusmodellen.

Det fjerde punkt skildrer valgsystemet. I majoritære demokratier er der tale om et disproportionalt valgsystem hvor der i konsensusdemokratier er et proportionalt valgsystem, hvor at der tilstræbes at det antal stemmer et parti får er proportionalt med den procentvise mandatfordeling.

Det femte punkt beskriver interessegruppesystemet. I majoritære demokratier er der ikke nogle korporativistiske institutioner der konstruerer en asymmetrisk magtfordeling blandt forskellige interessegrupper, men blot konkurrencevilkår, hvor at der i konsensusdemokratier er koordinerede og korporativistiske interessegrupper der bestræber sig på at åbne et fælles kompromis.

Vigtigt er det dog at pointere, at intet demokrati følger ovenstående fuldt ud til punkt og prikke, men at executives-parties dimensionen blot beskriver idealtyper. Selvom at for eksempel England har et majoritært demokrati og det primært er to store partier der dominerer (the Conservative party og the Labour party), er der flere andre partier, herunder the Liberals og the Social Democratic Party (Lijphart, 1999: 13).

3. Analyse – Armingeons nuancering af executives-parties dimensionen

Jeg har nu redegjort for Lijpharts executives-parties dimension, og med udgangspunkt i dette vil jeg foretage en analyse hvor jeg inddrager Armingeons forhold til executives-parties dimensionen og benytter de begreber han bruger til at kritisere visse dele af Lijpharts dimension specielt med henblik på punkt 5 omhandlende interessegruppesystem.

Armingeon kritiserer executives-parties dimensionen for at sammenlægge konsociationalisme og korporatisme. Konsociationalisme opstår som følge af, at der i et samfund ikke er nogen sociokulturel majoritet i samfundet der kan opnå magten, og samarbejde er derfor en nødvendighed for minoriteterne. Som et eksempel på dette nævner Armingeon bl.a. Holland og Schweiz (Armingeon, 2002a: 82-83). Korporatisme skabes med henblik på at opnå økonomiske såvel som socialpolitiske mål samtidigt. Korporativistiske institutioner skabes af det offentlige i samråd med interesseorganisationer, men forudsætter at en række betingelser er gældende, herunder krav til den organisatoriske struktur og ressourcer (Armingeon, 2002a: 83-84). Armingeon mener dermed, at punkt 1-4 på executives-parties dimensionen er relateret til konsociationalisme, og punkt 5 til korporatisme.

Lijphart tager, jævnfør Armingeon, ikke højde for at konsociationalisme og korporatisme i nogle lande bare har haft den samme historisk institutionelle udvikling. Det er derfor ikke muligt at forklare om noget specifikt er forårsaget af konsociationalisme eller korporatisme. I lande som Holland og Schweiz giver det ikke de store problemer, da institutionerne har udviklet sig mere eller mindre sideløbende, men i de skandinaviske lande er det mere problematisk.

Som det fremgår af nedenstående tabel (Tabel 3.1), sondrer Armingeon hertil mellem hvem der er aktørerne i hhv. konsensusdemokratier og majoritære demokratier. Hvor at korporativistiske systemer er konstrueret af interesseorganisationer og staten, er konsociationale systemer bestående af politiske partier, parlamentariske grupper m.v. (Armingeon, 2002b: 143-144).

Table 3.1: Oversigt

Konsensus Flertal af stemmer eller ressourcer
Partier, elite og bureaukrati Konsociationalt demokrati Majoritært demokrati
Interesseorganisationer og staten Korporatisme Interessegruppepluralisme

Konsociationalisme og korporatisme opstår m.a.o. under nogle specifikke strukturelle og historiske omstændigheder, der gør at det ikke er det samme.

Lijphart anerkender, at der er forskel på konsociationalisme og korporatisme, men mener, at der er tilstrækkelige ligheder der gør det muligt rent empirisk at kategorisere dem under konsensusdemokrati (Lijphart, 2002: 110). Dette til trods for at f.eks. de skandinaviske lande Norge og Sverige rent korporativistisk er stærkere end man skulle forvente ud fra deres konsociationalistiske institutioner (ibid.). Der er jf. Lijphart intet strukturelt link mellem konsociationalisme og korporatisme, men de bunder begge to i en politisk kultur med konsensussøgning og et fravær af en ”the winner takes it all”-mentalitet (Lijphart, 2002: 108).

Ved at behandle konsociationalisme og korporatisme som to selvstændige institutioner har man, ved hjælp af historisk institutionalisme, mulighed for at forklare nogle konkrete policy-fænomener, og hvorfor der er uoverensstemmelser i nogle lande. Jævnfør nedenstående tabel (Tabel 3.2) kan man se interessegruppesystemet i en række lande koblet sammen med demokratimodellen (Armingeon, 2002b: 157).

Table 3.2: Oversigt, lande

Pluralistisk Korporativistisk
Majoritære demokratier Australien, Frankrig, Grækenland, UK, Irland, Island, Canada, New Zealand, Portugal, Spanien, USA Japan, Norge, Sverige
Krydsning af majoritære og konsociationale demokratier (Vest)tyskland, Danmark, Finland
Konsociationale demokratier Østrig, Benelux-landene, Schweiz

For at opsummere kan man med Lijpharts executives-parties dimension, forklare generelle udviklingstendenser inden for forskellige demokratityper, men jo mere generaliserende teorier er, desto sværere får de ved at kunne forholde sig til al empiri, og der vil, som det også er tilfældet her, kunne være nogle enkelte N-studier hvor endogene forklaringer måske skal søges. Hvis man forholder sig til Armingeons kritik får man mulighed for at forklare de tilfælde (for eksempel korporativisme i majoritære demokratier), hvor executives-parties dimensionen fejler, evt. vha. historisk institutionalisme og formative momenter. Dette vil jeg nu forholde mig til i diskussionsafsnittet.

4. Diskussion

Som det fremgår af analysen i ovenstående afsnit, er der forskellige perspektiver på hvorvidt interessegruppesystem og partisystem kan sættes ind under én dimension (som Lijphart gør det), eller om interessegruppesystemet skal behandles uafhængigt af konsociationalisme (som Armingeon mener).

Der er visse strukturligheder mellem konsociationalisme og korporatisme. I begge er konsensusbestræbelser og forhandlinger essentielle i udformningen af policy, som ikke ville kunne finde sted under pluralistiske institutioner eller i majoritære demokratier (Lehmbruch, 1979: 59). Ideelt set ville det være under de samme forhold at konsociationalisme og korporatisme udvikler sig, for at Lijpharts executives-parties dimension er plausibel. Korporatismen fordrer den teoretiske præmis at der eksisterer en interdependens mellem rivaliserende sociale grupper i den kapitalistiske økonomi der har nogle uforenelige krav som kræver et institutionelt set-up for at kunne skabe løsninger (Lehmbruch, 1979: 55). Det samme kan man på sin vis argumentere for inden for konsociationalistiske institutionernes opståen, blot at det her er politiske aktørers eliter der skaber et institutionelt set-up.

Det kan dermed godt give mening at koble interessegruppe- og partisystem sammen i én dimension når specifikke forhold er til stede (f.eks. industriel udvikling, demokratisk baggrund, politisk kultur, cleavages i samfundet med uforenelige krav m.v.). Under disse strukturer vil agenterne kunne skabe et formativt moment, hvorved konsociationalistiske og korporativistiske institutioner kreeres. Dette har selvfølgelig så også sine begrænsninger, herunder for valg af cases. Som nævnt ovenover er det en forudsætning for korporativistiske institutioner, jf. Lehmbruch, at der er en veludviklet kapitalistisk økonomi m.v., og hermed indskrænkes potentielle cases, og man ender i et closed universe research design med relevante cases i relevante perioder (Keman, 2005: 69).

5. Konklusion

Jeg har i denne besvarelse redegjort for Lijpharts executives-parties dimension (AFSNIT 2) og derefter analyseret styrker og svagheder ved denne dimension med udgangspunkt i Armingeons kritik af denne (AFSNIT 3). Derefter har jeg bedrevet en diskussion med udgangspunkt i Lehmbruchs karakteristika af de forudsætninger der skal være for hhv. korporativisme og konsociationalisme (AFSNIT 4).

Jeg kan konkludere, at der er sammenhænge mellem konsensuskultur og interessegruppesystem, og man derfor under visse forhold kan bruge Lijpharts executives-parties dimension.

En komparativ analyse af korporatisme og konsociationalisme vil vise, at en sammenligning af nævnte ikke er som at sammenligne pærer og bananer, men nok nærmere to æbler med hver deres skønhedsfejl der er vokset ud af den samme gren under nogle fælles historiske forudsætninger og forhold. Lijphart mener at æblerne kan smides i samme kurv. Armingeon er kritisk.

6. Litteraturliste

Armingeon, Klaus (2002a). ”The effects of negotiation democracy: A comparative analysis”, Euro pean Journal of Political Research 41: s. 81-105.

Armingeon, Klaus (2002b). ”Interest Intermediation: The Cases of Consociational Democracy and Corporatism”, s. 143-165 i Keman, Hans (ed.), Comparative Democratic Politics. London/Thousand Oaks/New Delhi.

Keman, Hans (2005). ”Comparative Research Methods”, s. 63-82 i Daniele Caramani (ed.), Comparative Politics. Oxford: Oxford University Press.

Lehmbruch, Gerhard (1979). ”Consociational Democracy, Class Conflict, and the new Corporatism”, s. 53-61 i Schmitter, Philippe C. & Gerhard Lehmbruch (ed.), Trends Toward Corporatist Intermediation. Beverly Hills/London: Sage.

Lijphart, Arend (1999). Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. New Haven/London: Yale University Press: s. 1-47, 243-257.

Lijphart, Arend (2002). ”Negotiation democracy versus consensus democracy: Parallel conclusions and recommendations”, European Journal of Political Research 41: s. 107-113

Schmitter, Philippe C. (1979). ”Still the Century of Coporatism?”, s. 7-48 i Schmitter, Philippe C. & Gerhard Lehmbruch (ed.), Trends Toward Corporatist Intermediation. Beverly Hills/London: Sage.

Overgangen fra skole til arbejdsmarked: Social kapital, medier og etnicitet

1. Indledning

En af de politiske målsætninger med den nordiske velfærdsstat er, at skabe lige muligheder for alle, så at det ikke er pengepungens størrelse, forældrenes baggrund eller ens adresse der betinger ens muligheder for at få en uddannelse, lægehjælp m.v. Når man kigger på unges overgang fra uddannelsessystemet til arbejdsmarkedet, er det dog af betydning om man er etnisk dansker eller er andengenerationsindvandrer fra et mindre udviklet land (Skyt Nielsen et al. 2003: 783). En af forklaringerne på dette er aldersmæssige faktorer, men også forældrekapital og negative nabolagseffekter influerer overgangen, konkluderes der af Skyt Nielsen et al. (2003).

Denne besvarelse har til hensigt at redegøre for, analysere og diskutere indholdet af teksten af Skyt Nielsen et al. (2003). Jeg vil argumentere for, at teksten bidrager med væsentlig sociologisk viden, men at der er flere variable der kan tænkes at kunne bruges til at forklare unges overgang fra skole til arbejde. Jeg vil fokusere på vigtigheden af mængden af social kapital i forhold til uddannelse og arbejde. Dette vil jeg gøre med henblik på at gå til et makroniveau og diskutere om medierne påvirker den sociale kapital. Jeg vil i besvarelsen primært fokusere på det at få en uddannelse, da forældrekapital og nabolagseffekter er af stor relevans her. Hvad angår social kapital vil jeg se på henholdsvis bridging og bonding social kapital. Artiklen fokuserer en del på kønsforskelle, hvilket jeg ikke bruger mange ressourcer på. Dette ændrer dog ikke på, at mange af de argumenter der fremføres i diskussionen, vil kunne bruges til at analysere de relevante kønsrelaterede forskelle.

Besvarelsen vil være bygget op således, at jeg i nævnte rækkefølge vil 1) redegøre for de fire variable i overgangen fra skole til arbejde, 2) analysere de forklaringsvariable de bruges til at forklare overgangen, 3) introducere begrebet omkring social kapital og dets betydning for uddannelse, 4) diskutere forholdet mellem etniske grupper, social kapital og uddannelse, 5) argumentere for mediernes rolle i forhold til social kapital og uddannelse og til sidst 6) overordnet diskutere hvad der kan forklare unges succes i forhold til overgangen fra skole til arbejde.

2. De fire variable i overgangen fra skole til arbejde

Når at vi skal se nærmere på overgangen fra skole til arbejde, er det relevant at se på de fire variable; uddannelse, beskæftigelse (hvor lang tid der går fra at man er uddannet til at man får et arbejde), ikke-beskæftigelse (hvor lang tid man har sit første job) og løn (Skyt Nielsen et al. 2003: 762). Den uddannelsesrelaterede succes og arbejdsmarkedsintegration af andengenerationsindvandrerne kan forklares ud fra forældrenes erfaring (ibid.: 757). Ligeledes kan nabolagseffekter forklare succes ifm. med uddannelse og arbejde, dog er indvandrerkvinder ikke påvirket negativt af ghettoeffekterne i samme omfang som mænd (ibid.).

Hvad angår det at tage selve uddannelsen er sandsynligheden for at gennemføre en uddannelse der tager minimum 18 måneder 20% lavere for andengenerationsindvandrere end unge etniske danskere (ibid.: 772). Dette skyldes blandt andet at danske andengenerationsindvandrere har forældre med lavere human kapital og har tilbøjelighed til at være bosat i kommuner med en høj etnisk koncentration (ibid.). Relevant er det også, at etniske danskere der er vokset op i et område med en høj andel af indvandrere, har en signifikant lavere sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse. Dette taler m.a.o. for en negativ nabolagseffekt (ibid.: 773). Desuden er det at være gift med en etnisk dansker forbundet med en højere sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse (ibid.).

Når man har fået en uddannelse er forældre- og etnisk kapital af betydning i forhold til hvor lang tid man skal gå arbejdsløs før man får sit første arbejde efter endt uddannelse (ibid.). Forældrenes integration på arbejdsmarkedet er ligeledes af højere betydning end deres økonomiske position (ibid.). Hvis man er mandlig andengenerationsindvandrer er koncentrationen af indvandrere med til at bidrage til en negativ nabolagseffekt i forhold til hvor lang tid der går før man er i arbejde. (ibid.: 774).

Når først at mandlige andengenerationsindvandrere har fået et job, synes effekterne af forældre- og etnisk kapital at forsvinde (ibid.). For etnisk danske mænd og andengenerationsindvandrermænd er risikoen for at blive arbejdsløs større hvis man bor i et område med en høj etnisk koncentration. Ved kvinderne er det modsatte dog tilfældet (ibid.: 775).

Til sidst kan vi se på løn, hvor at forældre- og etnisk kapital ikke har nogen effekt på lønniveauet for andengenerationsindvandrermænd, men hvor at der dog ved kvinderne er en signifikant positiv effekt i forhold til forældrenes uddannelse (ibid.).

3. Forældrekapital, etnisk kapital og nabolagseffekter

Som forklaret, kigges der på en række variable der til sammen skal sige noget om forældrenes kapital, den etniske kapital og så nabolagseffekter. Den information der er brugt omkring forældrene er år siden indvandringen, oprindelsesland kommune, amt, uddannelse og årlige indkomst (Skyt Nielsen et al. 2003: 762). Den etniske kapital er så givet ud fra gennemsnittet ved forældrekapitalen for førstegenerationsindvandrerne (ibid.: 763). Nabolagseffekterne er givet ud fra informationer omkring ’etnisk koncentration’, defineret som den procentmæssige del af første- og andengenerationsindvandrer i kommunen, samt et exposure index der ligeledes bygger på informationer om antallet af indvandrere og så deres etniske tilhørsforhold.

Fælles for de tre nævnte variable der bruges til at forklare overgangen fra skole til arbejde er, at der er tale om noget der er eksternt for det enkelte individ. Det der bruges til at forklare overgangen fra skole til arbejde for den enkelte unge er forhold ved enten ens forældre eller geografiske omgivelser. Dette bruges blandt andet til at kunne forklare, at hvis andengenerationsindvandrere havde boet i nabolag som danskere, ville der være kortere tid mellem uddannelsens færdiggørelse og det første arbejde (ibid.: 781). Ved at kigge på forældrenes rolle, er uddannelse og anden human kapital vigtig, som artiklen også nævner. Som artiklen også selv nævner, er en ulempe dog, at der ikke tages højde for forældrenes danske sproglige færdigheder, der også spiller en væsentlig rolle i forhold til forældrekapital. Der kan antages at være flere vigtige parametre der er vigtige når man vil sige noget om forældrekapitalen, herunder hvor engagerede forældrene er i foreningsarbejde, hvordan de ser på det danske samfund m.v., som kan præge den unge i en både positiv og negativ forstand. Samtidigt kan der være en række forhold i familien der også påvirker forældrekapitalen, f.eks. om der er en eller to forældre og andet der påvirker den sociale arv.

Den etniske kapital bygger som nævnt ovenfor på gennemsnit af førstegenerationsindvandrerne. De finder i teksten ingen signifikant effekt af etnisk kapital. Det kan dog i den henseende være relevant at bringe anden forskning ind der viser, at der for både første- og andengenerationsindvandrer er en sammenhæng mellem, at jo større en etnisk gruppe man tilhører, desto mindre er sandsynligheden for at gennemføre en universitetsuddannelse (Grönqvist 2006: 377).

Hvad angår nabolagseffekter er der meget mere i ens omgivelserne end forskellige etniciteter. Dette kan være sociale tilbud til de unge, lektiehjælp, m.v. Nabolagseffekter kan forklare unges succes i forbindelse med uddannelse og arbejde, dog er indvandrerkvinder ikke påvirket negativt af ghettoeffekterne i samme omfang som mænd (Skyt Nielsen et al. 2003: 757). Noget taler for, at det dermed også er nogle forhold i relation til det enkelte individ i relation til nabolaget der har en given forklaringskraft.

Overordnet kan man sige, at det er relevante faktorer der kigges på når man vil forklare hvad der ligger til grund for succesen i overgangen fra skole til arbejde. Det ænder dog ikke på, at der er mange andre faktorer som kan have indflydelse på hvordan man klarer sig. Dette kan tænkes at være ens tillid til andre, ens netværk m.v. Jeg vil derfor nu introducere teorien omkring social kapital og redegøre for hvordan dette kan forklare succes i forbindelse med primært gennemførelsen af en uddannelse.

4. Social kapitals betydning for uddannelse

Der findes flere forskellige definitioner af social kapital. Social kapital skal i denne forbindelse forstås ud fra Putnams definition, hvor at social kapital er netværk, normer og tillid og refererer til sociale forbindelser (Putnam 1995: 665 ff).

Social kapital opstår dermed i relationen mellem mennesker, og jo mere man indgår i sociale relationer, desto mere social kapital. Det bliver her relevant at foretage en nuancering ved at operere med henholdsvis bonding social kapital og bridging social kapital. Bonding social kapital er når de sociale forbindelser styrkes internt i en gruppe, hvor at bridging social kapital går på tværs af sociale skillelinjer i samfundet og dermed skaber en større social kapital i samfundet som helhed (Helliwell & Putnam 2004: 1437). Der er dermed tale om en stærk bonding, hvis der i en gruppe er så tæt samhørighed, at man kan være i opposition til det bestående samfund, hvor at bridging social kapital er med til at skabe samhørighed mellem forskellige grupper i samfundet.

Hvad angår overgangen fra skole til arbejde, kan social kapital eller manglen på samme have betydning for om man får en uddannelse. Det viser sig, at der er en stærk korrelation mellem social tillid og uddannelse, og uddannelse har en stor effekt på social tillid (Putnam 1995: 667). Hvis den enkelte borger har en stor tillid til de offentlige og politiske institutioner, er sandsynligheden for at gennemføre en uddannelse alt andet lige større. Hvad angår danskerne i almindelighed, ved man fra internationale værdiundersøgelser, at danskerne har en stor grad af tillid til forskellige typer af offentlige og politiske institutioner (Levinsen 2007: 73).

Når vi opererer med social kapital i forhold til etnisk diversitet i samfundet, er det derfor af stor betydning, hvilken form for social kapital der er at gøre med. Bridging social kapital på tværs af etniske skillelinjer kan være et gode der vil øge den sociale kapital i samfundet og dermed resultere i at flere gennemfører en uddannelse, og omvendt kan øget bonding social kapital i etniske grupper føre til en større samhørighed internt i grupper der rummer en mistro over for samfundets institutioner. Samme bonding social kapital kan der også være i majoriteten af samfundet, der kan gøre tilliden til minoriteter mindre (’de andre’).

I Danmark kan man argumentere for, at der er en øget bonding social kapital med konsekvens for bridging social kapital. På den ene side ser man at Danmark ligger højt, sammen med andre nordiske velfærdsstater, når det gælder den sociale tillid målt som folks oplevelse af at have ’tillid til andre’ og at kunne ’stole på andre personer’ (Levinsen 2007: 73). Samtidigt er der dog en sammenhæng mellem den etniske skillelinje og den sociale kapital, hvor at der er en stærk korrelation mellem frygten for et multietnisk samfund og den sociale tillid. Blandt dem der ser indvandring som en alvorlig trussel mod den nationale karakter, tror 44% på andre, hvor at der er tale om 82% blandt dem der ikke ser indvandring som en alvorlig trussel mod den nationale karakter (Torpe 2003: 39). På den ene side kan der m.a.o. være en stor mængde bonding social kapital majoriteten af den danske befolkning, men være en mindre mængde bridging social kapital i forhold til etniske minoriteter og samhørigheden til disse.

Når vi ser på førstegenerationsindvandreres uddannelses betydning for deres børns uddannelse, ser vi, at dette påvirker sandsynligheden for at børnene får en uddannelse, positivt (Skyt Nielsen 2003: 772). Her kan det diskuteres hvilken kausalitet der ligger til grund for korrelationen. En antagelse kan tænkes at være, at forældrenes formodede store mængde sociale kapital vil have en positiv effekt på deres børn. Det at nabolagseffekter har en effekt på uddannelsen, kan også have noget at gøre med den sociale kapital. Jo større koncentrationen er af ikke-etniske danskere, og jo mindre de sociale relationer er til etniske danskere, desto mindre bridging social kapital vil der være til stede, og dette kan influere sandsynligheden for at få en uddannelse negativt.

I relation til artiklen kan man sige, at forældrekapital, etnisk kapital og nabolagseffekter kan forklare en del af overgangen fra skole til arbejde. Der kan dog argumenteres for, at ved at se på den sociale kapital og tilliden til forskellige offentlige og politiske institutioner, nærmer man sig noget, hvor der er en stor korrelation mellem om man får en uddannelse, og om man har tillid til andre (Putnam 1995: 667). Dette vil jeg se nærmere på i det følgende afsnit.

5. Forholdet mellem etniske grupper og uddannelse

Ifølge en national undersøgelse fra 1995 havde 85% af etniske danskere ingen sociale interaktioner med individer fra etniske minoriteter (Hussain 2000: 95). Den sociale kapital opstår jf. Putnam, som tidligere redegjort for, i relationen mellem mennesker. I det sekund at der er en svag relation mellem mennesker fra to forskellige etniske grupper, vil der være en svag mængde af bridging social kapital. Dette forhold mellem etniske grupper kan dermed svække den sociale tillid til uddannelsessystemet blandt minoriteter.

Forholdet mellem de etniske grupper og den sociale kapital kan også bruges til at diskutere nabolagseffekterne. Der må være en grund til, at der er forskel på hvor man bor og hvor stor en procentdel indvandrere der bor der. I etniske grupper hvor at der er få sociale relationer med etniske danskere, vil der være en meget lav bridging social kapital mellem de etniske grupper, som på den måde bevirker, at sandsynligheden for at få en uddannelse bliver mindre. Denne lave bridging social kapital kan dermed føre til en negativ nabolagseffekt (’ghettoeffekt’) og på den måde skabe grundlaget for øget bonding social kapital i de etniske grupper og på den måde større mistillid til de offentlige og politiske institutioner.

Jo mere bridging social kapital der skabes i sociale relationer mellem etniske grupper, desto større samhørighed og tillid vil der være til hverandre, og dermed vil sandsynligheden for at unge andengenerationsindvandrere får en uddannelse, stige. Omvendt vil en øget bonding kapital blandt etniske danskere frastøde etniske minoriteter og mindske tilliden til uddannelsessystemet.

Det har vist sig, at 37 procent af danskerne ikke vil have en muslim som nabo, og 64 procent vil ikke have at et tæt familiemedlem gifter sig med en muslim (Hussain 2000: 95). Denne manglende tillid til mennesker fra andre etniske grupper er udtryk for manglende bridging social kapital, eller om man vil i dette tilfælde: en stor mængde bonding social kapital. Manglende sociale relationer etniske grupper imellem vil derfor kun kunne øge mængden af bonding social kapital, og mindske mængden af bridging social kapital. Eller sagt med andre ord: Tryk avler modtryk.

Når vi ser på nabolagseffekter, er det derfor diskutabelt om disse kan ses uafhængigt af den tillid der er mellem borgerne på tværs af etnisk oprindelse. Vi kan se, at en høj koncentration af etniske minoriteter har en række konsekvenser for gennemførelsen af en uddannelse, men dette er ikke forklaring nok i sig selv. Konsekvenserne af en høj koncentration af første- og andengenerationsindvandrere skal derfor ses relativt i forhold til det samfund det er en del af, og hvordan den sociale kapital er i forhold til de etniske grupper der udgør den højre koncentration.

For at opsummere, er både forældrekapital, etnisk kapital og nabolagseffekter relevante variable at se nærmere på når man vil forklare andengenerationsindvandreres succes i uddannelsessystemet (og den videre overgang til arbejdsmarkedet), og den korrelation der påvises ved at kigge på de variable siger noget om sandsynligheden for at bo i områder med en høj etnisk koncentration og gennemføre en uddannelse og klare sig godt på arbejdsmarkedet. Hvorom alting er, er der andre yderst relevante variable der ikke måles på, som blandt andet kan sige noget om social kapital, der også kan give en del af forklaringen på differensen på uddannelsesområdet blandt etniske danskere og andengenerationsindvandrere.

Den sociale kapital opstår i relationen mellem mennesker, som en bonding social kapital hvis to fra samme gruppe har en social relation, og som en bridging social kapital hvis to fra forskellige grupper har en social relation. Hvorvidt denne dannelse af bridging social kapital opstår, er der mange faktorer der spiller ind. En de faktorer der må antages at være meget relevant, er den måde som etniske grupper fremstilles på i medierne. Jeg vil derfor nu se på mediernes rolle i forhold til social kapital.

6. Mediernes rolle i relation til social kapital

Når vi skal se på mediernes rolle i forhold til dannelsen af social kapital, er det først og fremmest nødvendigt at se på om medierne påvirker holdningsdannelsen hos mediebrugere.

Hvis man kigger på massemedierne viser det sig, at disse spiller en stor rolle i den politiske socialisering og i norm- og regeldannelsen (Graber 2002: 225). Dette vil sige, at mediernes dækning og eksponering af politiske emner har en politisk effekt. Den måde som massemedier, bevidst eller ubevidst, framer issues på, kan fremme bestemte opfattelser, fortolkninger og holdninger.

De holdninger og opfattelser man har som borger i forhold til at skabe mere bridging social kapital, er dermed også afhængig af den måde som medierne fremstiller etniske minoriteter, altså som et samfundsmæssigt gode eller onde; som nogen der er værd at stole på eller ej.

Når danske medier dækker etniske spørgsmål, har det vist sig, at hovedfokus har været på negative episoder og historier der udelukkende har været omkring ikke-europæiske minoriteter (Hussain 2000: 103). Negative historier eksponerer negative tolkninger og perspektiver der først og fremmest skaber mere samhørighed (bonding social kapital) blandt dem der identificerer sig som tilhørende den danske majoritet, og en mindre tiltro til at kunne skabe bridging social kapital med de berørte etniske minoriteter. Mediernes fremstilling af etniske minoriteter kan derfor have en effekt på briding og bonding social kapital, som korrelerer med sandsynligheden for at tage en uddannelse.

I en stor del af nyhedshistorierne hvor der er religiøse karakteristika involveret, frames nyheder i et konfliktperspektiv, f.eks. konflikter med det danske samfund, kultur, institutioner osv. (Hussain 2000: 106). Dette gør, at nyheder får en karakter af noget der truer ”danskheden”, og dermed skaber grundlaget for dannelsen af mere bonding social kapital blandt majoriteten af danskerne. Omvendt vil en sådan bonding kunne føre til en mistillid til etniske minoriteter som samtidigt gør, at vi kan se nabolagseffekter der skaber en bonding social kapital i relationen mellem første- og andengenerationsindvandrere i etniske minoritetsgrupper, som ikke bidrager positivt til sandsynligheden for at gennemføre en uddannelse. Tværtimod er der her tale om en potentiel ghettoeffekt.

Minoriteter i det danske samfund fremføres ofte i medierne i en kontekst hvor de ses som et problem for ”os” danskere i det danske samfund (Hussain 2000: 107). En sådan cleavagedannelse har den konsekvens, at det vil føre til mindre bridging kapital blandt etniske grupper i samfundet, og vil skabe en mindre tillid til offentlige institutioner, herunder uddannelsessystemet, blandt etniske minoriteter.

7. Den komplekse overgang fra skole til arbejde

Når vi kigger på overgangen fra skole til arbejde, må vi først være bevidste om, at velfærdsstatsmodellen har umådeligt meget at sige. I et samfund hvor at staten ikke finansierer uddannelse gennem skatten, må det alt andet lige forventes, at den økonomiske kapital spiller en væsentlig rolle.

Overgangen fra skole til arbejde er dog meget kompleks, og der er mange variable der kan forklare denne overgang. I Skyt Nielsen et al. (2003) er der en korrelation mellem en række variable, men den teoretisk funderede kausalitet kan kritiseres. Ganske vel konkluderes der, at hvis andengenerationsindvandrere havde boet i nabolag som danskere, ville der være kortere tid mellem uddannelsens færdiggørelse og det første arbejde (Skyt Nielsen et al. 2003: 781). En policy-anbefaling vil dog næppe kunne være, blot at flytte de andengenerationsindvandrere der klarer sig dårligt over i en kommune med flere etniske danskere. Ligeledes argumenteres der blandt andet for, at det at være gift med en etnisk dansker er forbundet med en højere sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse (ibid.: 773). En realistisk policy-anbefaling her vil næppe her være at få flere andengenerationsindvandere til at gifte sig med en etnisk dansker før de tager sig en uddannelse.

Fundamentalt set kan der argumenteres for, at det handler om hvordan mennesker integreres i samfundet, og hvordan dette skaber den fornødne tillid mellem samfundets borgere og samfundets institutioner. Jo mere social kapital og tillid til det danske samfund som helhed og uddannelsessystemet i særdeleshed, desto mere vil det føre til at flere vil bestræbe sig på at fuldføre en uddannelse. Dette har som udgangspunkt intet med etnicitet at gøre, men kan også være blandt socialt udstødte etniske danskere. Det integrationspolitiske problem bliver aktuelt, når at den sociale kapital i relationen mellem samfundets etniske borgere falder, og dermed tilliden til hverandre ditto.

Når tilfældet er, at andengenerationsindvandrere har fået en uddannelse og er blevet en integreret del af arbejdsmarkedet, vil der, hvis der arbejdes med mennesker fra andre etniske grupper, dannes bridging social kapital. For at hæve sandsynligheden for succes i overgangen, vil en anbefaling derfor være at arbejde på at skabe det bedste fundament for skabelsen af bridging social kapital.

Skyt Nielsen et al. (2003) undersøger en relevant problemstilling, og databehandlingen giver relevant sociologisk viden om hvilke variable der kan forklare andengenerationsindvandreres succes i overgangen fra skole til arbejde. Der er med andre ord ingen tvivl om, at undersøgelsen indikerer betydningen af forældrekapital og nabolagseffekter. Det er dog diskutabelt om de valgte variable er tilstrækkelige i forhold til fænomenet. Det er vigtigt at se på forældrenes og de nære omgivelses betydning i forhold til at få en uddannelse og et arbejde, men det kan også være relevant at træde et skridt tilbage og se det i et større perspektiv og hvordan betingelserne er for dannelsen af social kapital, og herunder blandt andet hvordan framingen i medierne kan påvirke dette.

8. Konklusion

Jeg har i denne besvarelse fokuseret på overgangen fra skole til arbejde for hhv. andengenerationsindvandrere og etniske danskere. Det er sværere for andengenerationsindvandrere at komme igennem denne overgang, og jeg har fokuseret på denne problemstilling og de faktorer der kan forklare dette.

Først har jeg redegjort for de variable der bruges til at se på overgangen, hvorefter jeg har analyseret de forklaringsvariable der bruges, og argumenteret for blandt andet også at se på social kapital som et teoretisk koncept der kan bruges til at forklare succesen eller manglen på samme i overgangen fra skole til arbejde. Social kapital bruger jeg derefter til at se på etnicitet og medier, for at betone vigtigheden af at se på hvordan disse også kan influere overgangen, og for at understrege vigtigheden af at se på forklaringer, ikke alene på mikroniveau, men også på makroniveau.

Der kan være nok så mange etniske danskere i et boligkvarter, og man kan have nok så veluddannede forældre, men hvis den sociale kapital er lav, vil dette højst sandsynligt forværre sandsynligheden for at gennemføre en uddannelse og blive en velintegreret del af arbejdsmarkedet.

9. Litteraturliste

Graber, Doris A. (2002). ”Media Impact on Attitudes and Behaviour”, i Mass Media & American Politics. CQ Press: 195-233.

Grönqvist, Hans (2006). “Ethnic Enclaves and the Attainments of Immigrant Children”, European Sociological Review 22(4): 369-382.

Helliwell, John F. & Robert D. Putnam (2004). “The Social Context of Well-Being”, Philosophical Transactions: Biological Sciences 359(1449): 1435-1446.

Hussain, Mustafa (2000). “Islam, Media and Minorities in Denmark”, Current Sociology 48(4): 95-119.

Levinsen, Klaus (2007). “Social tillid og velfærdsstaten”, i Petersen, Jørgen Henrik et al. (red), 13 værdier bag den danske velfærdsstat. Odense: Syddansk Universitetsforlag: 69-78

Putnam, Robert D. (1995). “Tuning In, Tuning Out: The Strange Disappearance of Social Capital in America”, PS: Political Science & Politics: 664-683.

Skyt Nielsen, Helena, Michael Rosholm, Nina Smith & Leif Husted (2003). “The School-to-Work Transition of 2nd Generation Immigrants in Denmark”, Journal of Population Economics 16(4): 755-786.

Torpe, Lars (2003). “Social Capital in Denmark: A Deviant Case?”, Scandinavian Political Studies 26(1): 27-48.