1. Indledning
Hvis man vil redegøre for udviklingen af politiske partisystemer i Europa over de sidste to årtier, er det fornuftigt at se på udgangspunktet for udviklingen. For tyve år siden var de sovjetiske satellitstater m.v. på vej til at skulle reformere deres politiske institutioner, og de vesteuropæiske stater var på vej mod en ny verdensorden, hvor nye policies som immigration ville være på dagsordenen.
I denne besvarelse vil jeg redegøre for denne udvikling i partisystemerne og de faktorer der er skyld i udviklingen. I Vesteuropa er dette globaliseringen og i de postkommunistiske stater en ny styreform. Besvarelsen vil ske således, at efter en gennemgang af det teoretiske grundlag for partisystemer (S 2), vil udviklingstræk for hhv. vesteuropæiske og postkommunistiske partisystemers udvikling de sidste tyve år blive beskrevet (S 3). Dette danner så udgangspunktet for en teoretisk analyse af hvilke faktorer der kan have betinget udviklingen (S 4 og S 5). Den underliggende teoretiske præmis i den sektion, at kollektive aktører skabes med henblik på at kunne ændre eller opretholde status quo, og dette allerhelst ved at blive en veto-aktør. Til sidst vil styrkerne og svaghederne vil de teoretiske tilgange blive belyst (S 6).
Ved globaliseringsprocessen, der skaber en ny cleavage i vesteuropæiske partisystemer, vil jeg se bort fra de muligheder stater har som aktører for at påvirke selve globaliseringen som proces, og dermed se globaliseringen som et eksternt pres på de enkelte staters institutionelle status quo. Man kan med rette argumentere for, at begreberne vindere og tabere er symptomatisk for et fatalistisk syn, hvor at udfaldet af globaliseringsprocessen er kendt på forhånd – og staterne ikke har så meget at skulle have sagt.
Konklusionen på besvarelsen er, at partisystemerne i staterne i hhv. Øst- og Vesteuropa har udviklet sig de sidste to årtier. I Vesteuropa har partisystemerne set fremkomsten af nye partier der har udviklet sig på baggrund af en ny cleavage-dannelse, og i de postkommunistiske partisystemer ser man en udvikling der bærer præg af nyere institutioner og et ikke så konsolideret partisystem.
2. Det teoretiske grundlag for partisystemer
Det teoretiske grundlag for politiske partisystemer kan med rette tage sit afsæt i et konfliktperspektiv og dermed en eksistens af divergente præferencer. Tilstedeværelsen af et parti fordrer ikke at der er flere partier, men blot at der som minimum er ét parti der er imod noget (f.eks. eksternt pres) eller for noget (Lipset & Rokkan, 1967: 3-4).
Konkurrenceprægede partisystemer, hvor at der er konkurrerende partier, udgør konstruktionen for institutionaliserede aktører, hvor at mobiliserede interesser aggregeres og reducerer dermed potentiel utilfredshed blandt borgerne (Lipset & Rokkan, 1967: 3-4). Den rationelle borger må man som udgangspunkt forvente, vil støtte det politiske parti der gavner vedkommendes velbefindende (Laver, 1997: 110). Derfor må vi kunne regne med, at en borger vil ytre sin støtte til den kollektive aktør, i dette tilfælde det parti, der kan gavne borgerens position ved at reducere distancen mellem borgerens præferencer og status quo ved en ændring af sidstnævnte.
Hvis der opstår konflikter eller kontroverser i den sociale struktur, er der en mulighed for, at disse kan polarisere politikken inden for det politiske system (Lipset & Rokkan, 1967: 6). Om en sådan cleavage (skillelinje) konverteres og kanaliseres ind i politiske partisystemer, afhænger af hvorvidt konflikten står i forhold til andre cleavages i et internt hierarki i det politiske system (ibid.).
Hvis man vil se på generelle udviklingstendenser inden for flere politiske partisystemer (n>1) i en analyseenhed, må man derfor se på de variabler der påvirker disse politiske partisystemer, herunder de konflikter og faktorer der kanaliseres ind i det politiske partisystem og dermed genererer udviklingen.
3. Europæiske partisystemer og nye cleavages
Når man taler om politiske partisystemer i Europa, er der to vigtige aspekter man skal have in mente. Først og fremmest at der ikke findes ét typisk europæisk land eller partisystem (Gallagher et al., 2006: 221). For det andet, at forskellene mellem politiske partisystemer i Europa synes at være mere påfaldende end lighederne (ibid.). Dette forhindrer os dog ikke i, at tale om generelle udviklingstendenser i de politiske partisystemer i Europa, men man skal være opmærksom på, hvilke makrosociale variabler der ligger til grund for de repræsentative udviklingstendenser i de enkelte cases.
Jeg vil her foretage en binær inddeling af politiske partisystemer i Europa, så jeg opererer med hhv. vestlige europæiske demokratier og postkommunistiske demokratier. I de vestlige europæiske demokratier er det politiske struktureret ud fra en venstre-højre dimension, og cleavages har været afgørende for det politiske partisystem, hvor arbejderpartier som regel har været på venstresiden og religiøse, agrariske og andre grupperinger har været på højresiden (ibid.: 222). Inden for de seneste tyve års udvikling kan man dog observere dannelsen af en ny globaliseringscleavage.
I de postkommunistiske politiske partisystemer er der, som kategoriseringen indikerer, en kommunistisk fortid, og de politiske partisystemer er derfor udviklet inden for de seneste to årtier, og konsolideringen af de nyere partisystemer er ikke lige så stor som i de vestlige demokratier.
3.1 En ny cleavage i Vesteuropa
I de vestlige demokratier er der opstået en ny globalization cleavage. En cleavage der beskæftiger sig med globaliseringens vindere og tabere. Vinderne er kosmopolitter, iværksættere og kvalificerede arbejdere i sektorer der er åbne over for international konkurrence, hvor at taberne er arbejdsstyrken i protektionistiske sektorer, lavtuddannede og nationalister (Kriesi et al., 2006: 922). M.a.o. er borgerens præferencer givet via nationalstatens påvirkning af globaliseringen.
De veletablerede mainstream-partier har svært ved at tilpasse sig den ændrede sociale struktur. De traditionelle venstreorienterede partier står over for et dilemma med markedsintegration som en trussel for de national-sociale præstationer (ibid.: 926). De konservative partier står over for et dilemma med økonomisk liberalisme og bevarelsen af det nationale mht. det sociale og kulturelle (ibid.: 927). De liberale partier står i et dilemma mellem liberal-radikalisme (til venstre for midten på økonomiske spørgsmål) og liberal konservatisme (til højre for midten på økonomiske spørgsmål) (ibid.). Der er dog også partier der kan formå at gå udenom disse dilemmaer, hvilket i særdeleshed er de nye højreorienterede populistiske partier, der appellerer til og mobiliserer globaliseringens tabere.
3.2 Cleavages i postkommunistiske partisystemer
Partisystemerne i de postkommunistiske demokratier har været igennem en etableringsproces. Efter det kommunistiske partisystems fald var der tale om en atomiseret social struktur og et uformet socioøkonomisk mønster af interesser og konflikter (Elster, 1998: 248). I modsætning til de vestlige europæiske partisystemer, er der i de postkommunistiske partisystemer en meget svag og lav institutionalisering (Gallagher et al., 2006: 260). Dertil kommer, at det er relevant at holde sig for øje, at der ikke er ét jævnt mønster i partidannelsen i postkommunistiske partisystemer (Gallagher et al., 2006: 256).
I partidannelsen har der været cleavagelignende konflikter af politisk-ideologisk art, hvor man bl.a. kan se på de partier der opstod i opposition til det gamle regime og dem der var loyale over for det gamle regime, bl.a. ”satellit”-partierne (Gallagher et al., 2006: 256). Det ændrer dog ikke på, at det er vanskeligt at tale om generelle cleavages der konstruerer et formelt politisk partisystem.
Udviklingen af de postkommunistiske partisystemer gennem etableringen af cleavages, kan siges at have det svært. Konstruktionen af nye cleavages i flere af landene har lidt under flere partiers manglende evne til at danne en mening i identifikationsdannelsen blandt vælgerne (ibid.: 299). Dette gør italesættelen af cleavages, og dermed etableringen af partisystemer vanskeligere, da en af partiernes opgaver er at eksplicere de modstridende interesser og kontrasterne i den eksisterende sociale struktur (Lipset & Rokkan, 1967: 5).
Vi står derfor tilbage med en diskussion om hvorvidt det overhovedet giver reel mening at tale om et partisystem grundet den manglende regelmæssighed og forudsigelighed i bl.a. Polen og Letland (Gallagher et al., 2006: 300).
4. Veto-aktørers rolle i nyere udvikling af partisystemer
For at kunne ændre den lovgivende status quo, herunder også de institutioner der udgør et partisystem, kræver det, at det antal aktører der har mulighed for at vetoe, tilslutter sig ideen omkring ændringen af status quo (Tsebelis, 2002: 19). I et hvert politisk system er der en konstellation af veto aktører der distancerer sig fra hinanden i deres præferencer, og som betinger muligheden for at ændre status quo og dermed udforme og vedtage love (ibid.: 2).
Som redegjort for tidligere (under S 3.1) har de veletablerede mainstream-partier ikke formået at undgå forskellige dilemmaer i forbindelse med en ny cleavage centreret omkring vinderne og taberne af globaliseringen. Denne nye cleavage har derfor været en fordel for de (nyere) partier der kan mobilisere og appellere til dem der er en enten taberne eller vinderne, og dermed ikke står i et dilemma. Her har specielt de populistiske højrefløjspartier haft succes og været drivkræfterne i udviklingen af partisystemet (Kriesi et al., 2006: 929).
Hvis man skal forklare fremkomsten af de nye højrepopulistiske partier i vesteuropæiske partisystemer, kan man se på hvordan det eksterne pres fra globaliseringen har påvirket partisystemet. På Figur 1 kan man se 3 aktører (parti A, B og C), der alle ønsker at få SQ1 (Status Quo 1) så tæt på deres politiske ståsted (præference) som muligt. Globaliseringsprocessen (det eksterne pres) har ændret SQ1 , og aktørerne vil derfor teoretisk set kunne finde ud af at træffe en politisk beslutning, der vil føre den lovgivningsmæssige status quo tættere på deres præferencer (Tsebelis, 2002: 21). Fremkomsten af et nyt parti, og ændringer i partisystemet kommer, da de allerede etablerede partier har svært ved at få vælgeropbakningen til deres præferencer (der som nævnt tidligere rummer nogle dilemmaer), og et nyt parti vil derfor kunne mobilisere sig bedre i forhold til en SQ1. Figur 2 viser en ekstra aktør (D), der har præferencer som appellerer til den ene side af den nye cleavage (f.eks. taberne), og dermed kan blive en potentiel veto-aktør, da men igen må forvente at en vælger vil støtte det politiske parti der gavner vælgerens velbefindende (Laver, 1997: 110).
I de postkommunistiske lande er veto-aktørerne langt væk fra det område hvor vælgernes præferencer er. Mange partier har, som nævnt tidligere, lidt under en mangel i meningsdannelse i identifikationen mellem parti og vælger (Gallagher et al., 2006: 299). I lande som Polen og Letland ændres veto-aktørerne ofte fra valg til valg (Gallagher et al., 2006: 300). Dette gør det svært at konsolidere partisystemet, både institutionelt og via en slags tit for tat-strategi. Dette kan være med til at forklare, ud fra et aktør-perspektiv, hvorfor partisystemerne i postkommunistiske lande ikke er så konsoliderede. Dertil kommer, at omkostningerne for den enkelte vælger der er forbundet med at støtte et parti (eller et partisystem!), kan være større end fordelene.
5. Partisystemernes historiske bånd
Intet partisystem etableres med udgangspunkt i en tabula rasa. En udvikling foregår altid med udgangspunkt i noget der afgrænser mulighederne for anden udvikling. Denne afhængighed af fortiden og den måde valg forgrener sig er udtryk for en path dependency (Pierson, 2004: 20-21). For at forstå hvordan partisystemer udvikler sig, må vi derfor se på historien.
Globaliseringsprocessen kan siges at være udtryk for et formativt moment der vil ændre stien i vesteuropæiske partisystemer (Kriesi et al., 2006: 921). Det ændrer dog ikke på, at partisystemerne i Vesteuropa i dag er domineret af velorganiserede og ideologisk forankrede partier (Gallagher et al., 2006: 260). Vi ser derfor at de gamle partier formår at holde sig på magten, og mere eller mindre forsøge at tilpasse sig de nye cleavages, men det formative moment åbner dog alligevel op for nye aktører.
I postkommunistiske Europa er partierne fragmenterede og har ofte en kort levetid (Gallagher et al., 2006: 260). Dette kan bunde i, at en ny institution opstår ved et formativt moment hvor kollektive aktører stabiliserer nye regler på baggrund af politiske konflikter og magtrelationer (Ebbinghaus, 2005: 15). Disse politiske konflikter har dog ikke været helt mulige at få øje på, og et partisystem efter vestligt forbillede har derfor været svært at forme. Partisystemer der i Europa har været igennem en lang udviklingsproces forsøges skabet af nogle aktører, men disse aktører er bundet af en historisk kontinuitet i en slags cognitive map der giver mening for hver enkelt borger.
6. Diskussion og syntetisering
Det er med udgangspunkt i de to foregående sektioner relevant at se på hvad de enkelte teorier kan forklare – og hvad de ikke kan forklare.
En aktør-fokuseret approach der tager udgangspunkt i en metodologisk individualisme kan kritiseres. Rational Choice teori kan specielt kritiseres for at undlade at se på aktuelle historiske mønstre (Mahoney & Rueschemeyer, 2003: 21). Dette ændrer dog ikke på, at der er en række fordele forbundet ved at se på aktørerne og deres præferencer.
Fordelen ved veto-aktørerne er, at det er muligt, selvom lande har forskellige regimer, partisystemer osv. at have samme konstellation af veto-aktører (Tsebelis, 2002: 5). Dette vil sige, at til trods for, at vesteuropæiske og postkommunistiske lande ikke har den samme historiske fortid eller institutionelle set-up, kan man godt forklare stabilitet m.v. på tværs af lande.
Fordelen ved at se på den historiske proces er, at man får en dybere forståelse af de makrosociale variabler. Vi kan ikke udelukkende, ved at se på veto-aktørernes præferencer i postkommunistiske partisystemer, forklare, hvorfor et udfald bliver som det gør. Når dette er sagt, må man ej forfalde til en blanding af strukturalisme og historicisme, men også forstå vigtigheden af at se på aktørernes præferencer og muligheder. Historisk institutionalisme beskæftiger sig selvfølgelig også med aktører, men den ligger måske lidt for langt mod strukturen i et struktur-aktør kontinuum.
På baggrund af dette kan man advokere for en syntese, eller i hvert fald pointere vigtigheden af, at kende til teoriernes respektive begrænsninger. Historisk institutionalisme kan godt forklare hvorfor det er vanskeligt at konsolidere et partisystem i de postkommunistiske lande, men den har umådelige vanskeligheder ved at forklare de ændringer veto-aktører foretager der skal ændre status quo. Rational Choice institutionalismens forklaringskraft er begrænset i forhold til at forklare hvorfor vi ikke ser at alle partier indretter sig efter den nye globaliseringscleavage i de vesteuropæiske partisystmer, hvis vælgernes præferencer er indrettet derefter, hvor at historisk institutionalisme vil kunne forklare dette ud fra det stærkt konsoliderede partisystem.
Teorierne er ikke uskyldige, og hvad man ser som forklaringer på de sidst tyve års udvikling i de europæiske politiske partisystemer, afhænger af de briller man tager på.
7. Konklusion
På baggrund af denne besvarelses fokusområde kan jeg konkludere, at der har været forskellige udviklingstræk de sidste to årtier i de politiske partisystemer i Europa. I nogle lande, de vesteuropæiske, har udviklingen primært været koncentreret omkring en ny konflikt mellem globaliseringens vindere og tabere, og i de postkommunistiske partisystemer har udviklingen været koncentreret omkring et nyt styre. Dette har haft implikationer for hvordan udviklingen har forløbet.
I Vesteuropa har vi set fremkomsten af nye partier der appellerer til taberne af globaliseringen. I de postkommunistiske lande har vi set forsøg på dannelsen af et velfungerende partisystem, der dog ikke er på niveau med partisystemer i vestlige lande, og ikke er så konsoliderede.
Jeg har inddraget forskellige teorier til at forklare denne udvikling, og er kommet frem til, at udviklingen kan ses som et resultat af historiens begrænsninger og de aktuelle aktørers præferencer.
8. Litteraturliste
Ebbinghaus, Bernhard (2005). ”Can Path Dependence Explain Institutional Change? Two Approaches Applied to Welfare State Reform”, MPIfG Discussion Paper 05/02.
Elster, Jon, Claus Offe & Ulrich K. Preuss (1998). Institutional Design in Post-communist Societies: Rebuilding the Ship at Sea. Cambridge: Cambridge University Press.
Gallagher, Michael, Michael Laver & Peter Mair (2006). Representative Government in Modern Europe: Institutions, Parties, and Governments. 4th edition. Boston et al.: McGraw Hill.
Kriesi, Hanspeter et al. (2006). ”Globalization and the transformation of the national political space: Six European countries compared”, European Journal of Political Research 45: 921-956.
Laver, Michael (1997). Private Desires, Political Action – An Invitation to the Politics of Rational Choice. London et al.: SAGE Publications.
Lipset, Seymour M. & Stein Rokkan (1967). ”Cleavage Structures, Party Systems, and Voter Alignments: An Introduction”, s. 1-64 i Lipset, Seymour M. & Stein Rokkan (ed.), Party Systems and Voter Alignments: Cross-National Perspectives. New York: Free Press.
Mahoney, James & Dietrich Rueschemeyer (2003). ”Comparative Historical Analysis”, s. 3-38 i Mahoney, James & Dietrich Rueschemeyer (ed.), Comparative Historical Analysis in the Social Sciences. Cambridge: Cambridge University Press.
Pierson, Paul (2004). ”Positive Feedback and Path Dependence”, s. 17-53 i Pierson, Paul, Politics in Time: History, Institutions, and Social Analyses. Princeton: Princeton University Press.
Tsebelis, George (2002). Veto Players. How Political Institutions Work. New York: Russell Sage Foundation