1) Dansk politisk kultur rummer forskellige elementer. Der ønskes en beskrivelse af de vigtigste elementer og en diskussion af forklaringer på det danske konsensus-demokrati.
Den danske politiske kultur rummer op til flere forskellige elementer, der har det til fælles, at de er resultatet af en historisk udvikling og nogle historiske forløb.
Først, fremmest og måske vigtigst er ideen om konsensus, som er det første mange tænker på når de hører om dansk politisk kultur. Ideen om at intet politisk emne er for stort eller for kontroversielt til ikke at kunne løses via kompromiser og gensidig forståelse. Dette ligger bl.a. også til grund for den danske model for arbejdsmarkedets organisering (også kaldet flexicurity), hvor at det centrale element er, at der indgås aftaler arbejdsgivere og arbejdstagere imellem, med potentiel deltagelse af staten i større sager (deraf ideen om trepartsforhandlinger der stammer helt tilbage fra septemberforliget af 1899).
Tim Knudsen peger i ”Fra enevælde til folkestyre” på en række andre særtræk i dansk politisk kultur, hvoraf flere er vigtige at nævne. Der er bl.a. i det danske demokrati en svag magtdeling mellem magtens grene. Parlamentarisme indebærer et tæt forhold mellem den lovgivende og udøvende magt (da den udøvende magt også er del af den lovgivende), men i Danmark er der en endnu svagere magtdeling, herunder fordi at ministre ikke skal træde ud af parlamentet (i modsætning til Norge). Ligeledes er Danmark det eneste land i Europa der ikke har særlige forvaltningsdomstole (Knudsen, 2001: 206). Denne begrænsede magtdeling har en monolitisk karakter, der stammer tilbage fra enevælden (ibid.).
Der er historiske begivenheder der spiller ind på udviklingen af konsensus-demokratiet, samt længere traditioner. Begivenhederne kan betegnes som historiske pejlemærker, og traditionerne som forklaringer der ofte tager deres afsæt i de historiske pejlemærker.
En vigtig forudsætning for at kunne forklare konsensus-demokratiets tilblivelse er at kigge på den gruppe der hersker en generel konsensusopfattelse blandt, og i denne sammenhæng er det relevant at kigge på slaget ved Preussen i 1864 hvor hertugdømmerne blev tabt. Slaget ved Preussen var blot endnu et tilfælde hvor Danmarks territorium blev indskrænket, og Danmark nu havde størrelse af en småstat. Danmarks historie var m.a.o. historien om et land der tabte terræn jf. den radikale historietradition, der går helt tilbage til da Christian d. 4. blandede sig i trediveårskrigen og led et stort nederlag (Jespersen, 256-258). Danmarks befolkning efter 1864 kan bedst karakteriseres som en mindre homogen befolkning, hvilket har betydet en del i udviklingen af konsensus-demokratiet, da man har anset dem man efterstræbte konsensus med som værende ligesindede.
Et af de vigtigste historiske pejlemærker, hvis ikke det vigtigste, i forklaringen på konsensus-demokratiet, er systemskiftet der finder sted i 1901. Baggrunden for systemskiftet var et længerevarende forløb hvor Venstre ville have regeringsmagten, da det repræsenterede et flertal i vælgerbefolkningen. I 1872 fik partiet absolut flertal, men til trods for dette nægtede Christian 9. at give Venstre regeringsmagten. Venstre gjorde oprør ved at drive en ”visnepolitik” der stemte regeringens lovforslag ned i Folketinget. Højre-regeringen med Jacob Estrup svarede igen ved at regere vha. provisoriske finanslove og udbygge det militære forsvar (Jespersen, 98). Udbygningen af det militære forsvar kunne Venstre ikke gå imod uden at miste vælgere, og da der ligeledes blev sat lighedstegn mellem Københavns befæstning og forsvarssagen, måtte Venstre gå ind og bakke op om dette. Dette kørte Venstre træt og de søgte derfor gennem forhandlinger at give de provisoriske love en ende. Forliget blev så, at Estrup gik af, til gengæld for at Venstre måtte anerkende tilblivelsen af voldanlægget. Kongen havde dog stadig magten til at vælge de ministre han ville, uafhængigt af et flertal i Folketinget, hvilket dog så blev ændret ved valget i 1901, hvor at Højre opnåede sølle 8 mandater ud af 114. Med dette udgangspunkt og den generelle stemning for at få en venstreregering, måtte Christian 9. udnævne Venstre til at være regeringsparti. Hermed blev parlamentarismen indført i Danmark, til trods for at det formelt først blev en del af grundlovsændringen i 1953. Det parlamentariske princip blev forsøgt brudt under påskekrisen hvor Christian 10. afskedigede regeringen og udnævnte en anden. Denne episode resulterede dog blot i en cementering af parlamentarismen. Systemskiftet har relevans i forhold til konsensus-demokratiet fordi at man gik fra et system hvor arbejdere og bønder blev holdt ude af magtudøvelsen til et system hvor man anerkendte andre sociale gruppers politiske holdninger, der er et væsentligt aspekt i forhold til konsensus-demokratiet.
Efterfølgende har der i Folketinget været en udbredt tradition for konsensus-demokrati, hvor at alle forsøges inddraget i den politiske beslutningsproces for at opnå fælles kompromiser hvor alle bliver hørt. Her har de Radikale også været en vigtig aktør op igennem det 20. århundrede, da de i mange tilfælde har været tungen på vægtskålen for at et parti kunne få regeringsmagten, og intet parti derfor i nyere tid har været i besiddelse af et absolut flertal og blot kunne agere efter agt.
Som man kan se med f.eks. systemskiftet, udspringer det ikke blot af et rationelt valg, men derimod af en historisk proces, som derefter skabte udgangspunktet for de fremtidige muligheder. Der eksisterer m.a.o. en path dependency som sætter nogle grænser for de politiske muligheder. En række formative momenter som Grundloven 1849, systemskiftet m.v. er resultatet af længerevarende processer der samtidigt påvirker fremtiden. Det Radikale Venstre agerede op igennem det 20. århundrede inden for nogle demokratiske institutioner og styrkede samtidigt den konsensus-demokratiske kultur. En politisk kultur er dermed ikke noget der skabes fra dag til anden, men udvikles over tid på baggrund af fortidens erfaringer og aktørernes forventninger til fremtiden og muligheden for at realisere bestemte målsætninger.
Interessant er det, om man i fremtiden vil se en ændring i konsensuskulturen på baggrund af regeringens blokpolitik på vigtige områder (herunder finansloven) og de Radikales ændrede rolle. Blokpolitik er at reducere konsensusprincippet til at gælde inden for, som navnet indikerer, en bestemt blok, og strider derimod et universelt konsensusbegreb hvor alle forsøges imødekommet. Konsensus-demokratiet har de historiske forudsætninger for at kunne bestå, og om det så skal bestå på sigt, afhænger af om et flertal af vælgerne ønsker det.
2) Der ønskes en vurdering af, hvornår den kolde krig blev stabiliseret, herunder en kortlægning af årsagerne til timingen
En vurdering af hvornår den kolde krig blev stabiliseret fordrer en begrebsafklaring af stabilitet. Richard Nixon så stabilitet som værende et resultat af en ligevægtig magtbalance opretholdt af de globale aktører, hvor at USA var essentiel til at opretholde denne ligevægt (Kissinger, 705). Hvis der var en betydelig asymmetri i magtforholdet mellem USA og Sovjetunionen, ville man kunne antage, at sandsynligheden for at den kolde krig ville blive varm, ville være større qua de mindre omkostninger forbundet med krigsførelse for den dominerende magt. Med denne stabilitetsopfattelse vil jeg tage udgangspunkt i en række elementer der kan være symptomatiske for stabiliseringen af den kolde krig, herunder blandt andet spørgsmålet om atomvåben, det Sino-Sovjetiske forhold m.v. som danner grundlag for årsagerne til timingen af stabiliseringen. Hovedfokus og argumentationen i denne besvarelse vil derfor ligge på detenté-perioden som værende væsentlig for stabiliseringen af den kolde krig, da netop stabilisering er nøgleordet for afspænding.
Atomvåben står som værende et vigtigt magtmiddel i opretholdelsen af ens position i det internationale hierarki under den kolde krig. Hvis begge aktører i en bipolar magtkonflikt er i besiddelse af atomvåben, vil de kunne holde hinanden i skak, og et angreb fra den ene part, vil kunne resultere i altødelæggende angreb fra den anden hvis de får mulighed for at angribe igen. Jf. Albert Wohlstetter var en nuklear balance dog meget ustabil, og blev et spørgsmål for politikere, forsvarsanalytikere og våbeneksperter (Kissinger, 715). For at kunne stabilisere den kolde krig syntes det derfor nødvendigt at skabe en afspænding gennem diplomatisk arbejde, hvilket også blev tilfældet.
I 1969 startede der forhandlinger i Finland mellem Sovjetunionen og USA med henblik på reducering af Sovjetunionens og USA’s atombesiddelser. Det blev samme år ligeledes forsøgt at sende folk til Moskva for at forhandle reducering af strategiske våben og Vietnam, som dog fejlede (Kissinger, 719). I 1972 kom man til enighed omkring SALT I-aftalen (Strategic Arms Limitation Talks), der bl.a. skulle forhindre missilskjold (Anti-Ballistic Missile). Det kan lyde paradoksalt at man hindrer forsvarsmulighederne for potentielle atomangreb, men det sikrer netop gengældelsesmuligheder, som ikke vil være til stede, hvis en aktør der har missilskjold angriber en anden aktør, som ikke er i besiddelse af et missilskjold. Ved sådanne aftaler stabiliserede man forholdet vha. sanktionsmekanismer (jf. spilteoretiske termer) og ikke mindst de diplomatiske relationer mellem USA og Sovjetunionen. De diplomatiske relationer aktørerne imellem er af stor betydning, da man anerkender nogle normer for tolerabel adfærd og som derfor er af stabilitetsskabende betydning.
Når man ser på afspænding er det relevant at sondre mellem hhv. regional afspænding og global afspænding. Den regionale afspænding var relateret til spørgsmålet om at styre Berlin. Den 9. maj 1955 blev Vesttyskland medlem af NATO, og dette gjorde at Sovjetunionen frygtede en regulær løsrivelse, der hvis det lykkedes, kunne gøre det muligt for USA at få styr på de andre grænser. Magten i Berlin var i den henseende også afgørende for magten i det bipolare forhold. Den globale definition af afspænding er relateret til multipolaritet, herunder det triangulære diplomati med USA, Sovjetunionen og Kina.
USA’s forhold til Kina fik en væsentlig betydning i USA’s sovjet-strategi i détente-perioden. Sovjetunionen havde ikke længere hverken diplomatisk eller politisk kontakt til Kina, der efter kulturrevolutionerne havde kaldt samtlige ambassadører hjem (Kissinger, 719-720). Incitamentet for den øgede relation til USA for Kina var ikke øget dialog med USA, men blot truslen fra Sovjetunionen. USA bestræbede sig på for så vidt muligt ikke at dome nogle af de to aktører, Kina og Sovjetunionen, på forhånd: ”[…] we cannot permit either Communist China or the USSR to dictate our policies and conduct toward the other… We will have to judge China, as well as the USSR, not by its rhetoric but by its actions.” (SAP, Nixon Papers, 1971 via Kissinger, 725). Heri ligger der selvfølgelig en tro på realpolitik og en invitation og opfordring til diplomatisk samarbejde.
Inddragelsen af Kina i det internationale system gjorde billedet mere multipolart. Man kan argumentere for at dette skabte en øget stabilisering ved at få en ekstra aktør med ind i spillet. Stabiliteten skabes blandt andet fordi at der er flere aktører der skal tages højde for og flere forskellige interesser, når man vil forsøge at ændre status quo. Ligeledes ville det kunne svække magtbalancen hvis Kina gik i retning af en mere sovjetisk profil, der kunne ændre magtforholdet mellem USA og Sovjetunionen.
Der findes ikke ét entydigt svar på hvornår den kolde krig blev stabiliseret. Først og fremmest kan man sige, at det ikke er kategorisk skifte fra ustabilitet til stabilitet, men nærmere at der er tale om et kontinuum med udsving afhængigt af de historiske begivenheder og konteksten. Timingen for, at USA finder det strategisk klogt at henvende sig til Kina, hænger sammen med forholdet mellem Sovjet og Kina og de muligheder der er opstået derigennem. Ligeledes kan Vietnam-krigen også have spillet ind i forholdet til Sovjetunionen og de diplomatiske overvejelser og ”linkage”-tankegangen.
Hvis man ser stabiliteten som værende gældende når der er en balance of power, opstår en øget stabilitet når der er en ressourceforandring der skaber en tilstand der er tættere på en ligevægt mellem de aktuelle aktører. Dette vil sige, at svaret på hvornår den kolde krig blev stabiliseret (mest), er når der er sket en forandring i ressourcerne der har gjort aktørerne mere lige. Jeg mener her at kunne argumentere for, at en stabilisering bl.a. opstår når nogle institutionelle ressourcer fastlægges med henblik på gensidig anerkendelse og lige magt, herunder specielt diplomatiske relationer og afspændingsaftaler, der har været adfærdsregulerende og dermed stabilitetsskabende. Detenté-perioden udspiller sig ved at de kontekstuelle forhold skaber nogle betingelser, herunder Sino-Sovjet relationen, teknologiske vilkår m.v. der muliggør afspænding. En retorik og italesættelse som Ronald Reagan gjorde brug af senere, ville næppe have haft den samme effekt hvis Sovjetunionen havde stået stærkere, men derimod have ført til konfrontation med et selvsikkert Sovjetunionen (Kissinger, 768).
Deténte-perioden blev efterfølgende erstattet af en periode med øget oprustning m.v. Dette ændrer dog ikke på, at der i deténte-perioden blev skabt direkte kontakt med Sovjetunionen (the hot line ovenpå Cubakrisen), handelsaftaler mellem Sovjetunionen og USA, diplomatisk arbejde med afspændingsaftaler der satte overgrænser for førnævnte landes strategiske missilstyrker etc. Alt sammen noget der har bidraget til stabiliseringen af den kolde krig, og hvor timingen har været resultatet af nogle kontekstuelle forhold som tidligere nævnte Vietnam-krigen, forholdet med Kina, den økonomiske og teknologiske situation med videre. En stabilisering der sidenhen er gået bort med den kolde krigs endeligt, hvor at USA i dag har en tilnærmelsesvis unipolar status, men i en verden hvor krig ikke bare føres af territoriale enheder. Hertil kommer at globaliseringen gradvist udvander og løsner de nationale bånd, og dermed også gør det vanskeligere at forholde sig til stabilitetsspørgsmålet, og hvem der i realiteten opretholder en magtbalance og med hvilke ressourcer.