2009 – Erik Gahner Larsen

Hvad kan vi tage med fra prøvevalget?

I forbindelse med kommunalvalget 2009 blev der i 31 ud af landets 98 kommuner afholdt et prøvevalg for de 16- og 17-årige. Ud af de 50.629 unge der fik muligheden for at afgive deres stemme til prøvevalget, var det 10.249 der tog sig den frihed at stemme, hvilket giver en stemmeprocent på 20,2%. En stemmeprocent så lav at end ikke valg til EU-parlamentet kommer i nærheden. Det store spørgsmål der står tilbage er, hvad vi overhovedet kan bruge resultaterne fra prøvevalget til. Jeg vil i det følgende argumentere for at der er to ting vi kan konkludere på baggrund af prøvevalget 2009: 1) Vi kan ikke sige noget om unges forhold til politik på baggrund af prøvevalget, og 2) der er en overensstemmelse mellem folketingspartiernes holdning til en sænkelse af valgretsalderen og hvorvidt de profiterer på det.

En nærliggende konklusion at drage på baggrund af prøvevalget er den, at prøvevalget viser et billede af en ungdom der ikke er engageret i politik. En argumentation der i sandhed bygger på falske præmisser. Der er en verden til forskel på kommunalpolitik og f.eks. landspolitik. De politiske issues der normalt interesserer unge er de mere idealistiske, hvor kommunens indflydelse er noget nær marginal. For mange unge, herunder mig, betyder kommunalvalget absolut intet. Stemmeprocenten vil derfor med al sandsynlighed være højere ved et folketingsvalg blandt unge, end ved et kommunalvalg. Akkurat som man ser det ved valgene nu, hvor stemmeprocenten er højere til folketingsvalg end kommunalvalg.

Et andet argument er, at unge ikke skal have stemmeret fordi der ikke er nok der stemmer. Et emne jeg tidligere har behandlet her på bloggen. Dog bør man stille sig det relevante spørgsmål, om prøvevalget giver et sigende billede af hvor mange unge der i det hele taget ville stemme til kommunalvalget. Prøvevalget var og vedbliver at være et fiktivt valg. Hvor mange over 18 år ville stemme til et fiktivt valg? Der er med andre ord god grund til at antage, at stemmeprocenten ville være betydeligt højere hvis at stemmerne havde haft en reel værdi.

Hvorvidt at stemmerne ville være faldet anderledes såfremt at valget havde haft en reel betydning, er der ikke umiddelbart noget der taler for. Hvad der derimod er sjovt at tage et kig på, er hvorvidt at det ville være profitabelt i et stemmemaksimeringsperspektiv for partierne at gå ind for en sænkelse af valgretsalderen eller ej. Hvis vi kigger på hvor mange procent af stemmerne folketingspartierne fik på landsplan, og sammenligner dette med hvor mange procent af stemmerne de fik af de unge til prøvevalgene, falder det hurtigt i øjnene, at de partier der går ind for en sænkelse af valgretsalderen, er de partier der vil øge deres procentmæssige vælgertilslutning, jf. tabel 1.

Jeg har gennem ft.dk fundet folketingspartiernes officielle holdning til spørgsmålet ”Hvornår skal man kunne stemme”, og fundet frem til om partierne er hhv. for eller imod en sænkelse af valgretsalderen. Ved langt de fleste af partierne stod det helt eksplicit hvad de mente. Der var dog et par undtagelser hvor holdningen ikke var entydig. Ved Socialdemokraterne mener de f.eks. at valgretsalderen skal forblive 18 år, men samtidigt anbefaler de ”[…] at der skal nedsættes en kommission, der skal se på mulighederne for, at unge på 16 år får stemmeret i Danmark.”. Dette har jeg tolket således, at de er imod en sænkelse af valgretsalderen, til trods for at dette kun er den halve sandhed.

Det Radikale Venstre konkluderer også, at valgretsalderen er passende, men at ”[…] kommuner skal have lov til som forsøg at sætte valgretsalderen ned til 16 år ved det kommende kommunalvalg.”. Her har jeg også tolket det sådan, at partiet er imod en sænkelse af valgretsalderen. Enhedslisten mener at valgretsalderen skal ned til 15 år i stedet for 16.

Ved alle partier er der en sammenhæng, med undtagelse af Det Radikale Venstre. Ud fra en rationel optik kan det tænkes, at Det Radikale Venstre i valgsituationen gerne vil have sænket valgretsalderen ved dette valg, men ikke ser fordele i fremtidige valg.

Prøvevalget viser dog at der i det store hele er en overensstemmelse mellem om det er profitabelt, altså om det giver flere stemmer til det enkelte parti hvis valgretsalderen sænkes, og så holdningen til dette, altså partiets officielle holdning til at sænke valgretsalderen. Prøvevalget underbygger m.a.o. antagelsen om det downsianske parti, den homogene koalition af politikere, der vælger at forfølge den policy der maksimerer antallet af stemmer.

Dog kan man først og fremmest kritisere ideen om at parti er én aktør. Dertil kommer, at der inden for Rational Choice teorien er flere ideer om, hvad det er partier kan maksimere, hvor at der udover votes er tale om policy og office. Til sidst kan man også kritisere ideen om at partier er rationelle, herunder også ideen om hvorvidt partier rationelt kan kalkulere forskellige pay-offs ved at forfølge forskellige policies.

For Dansk Ungdoms Fællesråd var ønsket selvfølgelig at vise, at unge godt kunne engagere sig i kommunalpolitik. En dagsorden der fejlede fælt, bl.a. fordi man gjorde stemmeprocenten til et succeskriterium.

Links
Stemmer til prøvevalget
Stemmer til kommunalvalget

Venner bør ikke filmatiseres

Til trods for at det sidste afsnit af TV-serien Venner (”Friends”, 1994) blev sendt for over 5 år siden, lever serien i bedste velgående. Fanskaren er stor, og talrige TV-stationer sender stadigvæk de 10 sæsoner af Venner på repeat. Serien er skam også fantastisk, og der er intet at sige til, at markedet er hundesultent efter mere fra Venner-universet.

Ifølge denne nyhed er der en Friends: The Movie på vej. En nyhed der nok vil glæde mange fans af serien, dog undertegnede eksklusive. Lad mig forklare hvorfor.

Venner er fortællingen om 6 nære venners liv på godt og ondt, i medgang og modgang, til hverdag og til fest. For Rachel og Ross var fremtidsfrekvensen mere eller mindre indstillet. Rachel skulle giftes og Ross var i et fast forhold som han havde været i i mange år, og voksenlivet var mere eller mindre ved at banke på døren, men sådan blev det heldigvis ikke. Rachel efterlader brudgommen ved alteret og Ross’ kone er lesbisk. Rachel flytter ind ved Monica, og der er dermed lagt op til en tilværelse med konflikter, dating, arbejde, nærvær etc. Alt sammen med en sitcom humor som kun amerikanerne kan lave det.

Uanset hvad vore kære venner kommer ud for, om det så er problemer på arbejdet, på en date, i familien, med naboen eller noget helt femte, er venskabet der til at støtte en. Dette manifesterer sig klart i de første sæsoner af serien. Se bare på Monicas forhold til hendes forældre, Rachels ditto, eller den irriterende nabo Mr. Heckles. I thanksgiving-afsnittet hvor at Ross og Monicas forældre ikke vil holde thanksgiving middag og Monica derfor holder det selv, ender det med, at Rachel ikke kommer af sted på skiferie, Joey bliver afvist af familien pga. en oplysningskampagne omhandlende kønssygdomme og det hele går mere eller mindre galt for alle. Det ender dog med at de 6 venner sidder og spiser toast fordi hele middagen brænder på. Uanset under hvilke forhold middagen vil finde sted, og hvad der ligger til grund for dette, er vennerne der for en. Vennerne er med andre ord den individualiserede unges postmoderne familie.

I de nyere sæsoner falder kvaliteten og fokus. Chandler og Monica finder sammen og adopterer, Rachel får et barn og Phoebe får Mike. Venskabet forbliver, men er ikke længere primus motor. Vennerne erkender (måske med undtagelse af Joey), at der kommer en tid hvor livet ikke kan centrere sig omkring venskabet, men hvor at den rigtige familiedannelse kommer i centrum. Det er da også hvad serien ender med. Lejligheden tømmes og Chandler og Monica flytter i eget hus med to børn, og det hele ender med en rørstrømsk slutning. Hvis man skulle forestille sig en 11. sæson ville den skrige langt væk af villa, vovse og Volvo, så det er i min optik kun godt at den 10. sæson blev den sidste.

Venner er fortællingen om en epoke. En tid i livet hvor verden ligger for ens fødder og alt kan ske. Vennerne er blevet gamle (de unge venner er nu alle fyldt 40!) og de unge dage er fortid. Jeg kan kun gisne om hvad en film dog skulle kunne handle om. Uanset hvad vil det enten være en hån mod seriens slutning eller den grundlæggende idé.

Til sidst skal der, som Lisa Kudrow også har nævnt jf. artiklen, stilles spørgsmålstegn ved hvorvidt sitcommen overhovedet er filmatiserbar. Jeg udelukker ikke at dét kan lykkedes, men min tvivl er stor. I værste fald kan det ende med blot at blive endnu en standard romantisk komedie, som der i forvejen er lavet alt for mange af.

Måske holdet bag Venner kunne lave en film ved navn Family. En Friends: The Movie har i hvert fald ikke min interesse!

Velfærdsregimers implikationer for børns udvikling gennem proksimale processer

1. Indledning

Frihed og lighed kan være vidt abstrakte begreber, og ofte anses disse som yderpunkter i hver deres ende af et kontinuum, når det vedrører individers frihed til selv at vælge. Logikken bag er, at jo mere man gennem politisk virke arbejder aktivt for at skabe mere lighed, desto mere reducerer man den individuelle frihed . Denne logik kritiserer Steven Saxonberg (2009), og argumenterer for, at man ved at skabe lighed mellem kønnene, øger friheden til at vælge omfanget af barselsorlov og pasningsmulighederne.

Saxonberg redegør for både forældre og børns frihed, men sidstnævntes er, som han selv drøfter i artiklen, kompleks. Jeg vil derfor rette mit fokus på dette spørgsmål, og se på hvad der fremmer barnets frihed mest muligt. Dette vil jeg gøre ved at se på barnets påvirkning af og udvikling i systemer, som giver barnet de bedste mulighedsbetingelser for at blive udviklet gennem proksimale processer.

Besvarelsen har sit teoretiske udgangspunkt i forskellige velfærdsstatsregimer, og efter en introduktion af disse og en redegørelse for nævntes betydning for hhv. barsel og pasningsmuligheder, vil Urie Bronfenbrenners økologiske udviklingsmodel blive introduceret. Modellen beskriver hvordan at en udviklingsperson (barnet) udvikler sig i forskellige systemer. Dette vil jeg bruge til at sammenligne de forskellige velfærdsstatstyper, og se på hvordan disse muliggør barnets udvikling i forskellige systemer.

Der vil blive konkluderet, at det er svært at tale om et barns frihed, men at den socialdemokratiske velfærdsmodel giver gode betingelser for udvikling gennem proksimale processer i mikrosystemer og en god relation mellem disse i mesosystemer. Ligeledes skaber den socialdemokratiske velfærdsmodel mulighed for en harmoni mellem forskellige miljøer i eksosystemer.

2. Velfærdsregimer og betydningen for barselsorlov og pasning

En måde at kategorisere forskellige typer af velfærdsstater på, er ved at se på de kvalitative forskelle i relationerne mellem stat, marked og familie. Esping-Andersen sondrer mellem tre forskellige typer af velfærdsstatsregimer, hhv. den liberale, konservative og den socialdemokratiske (Esping-Andersen 1990: 26-29).

Den liberale velfærdsmodel bygger på liberale arbejdsnormer, og bestræber sig på at hjælpe de absolut fattigste (ibid.: 26). Den konservative model bygger derimod på at opretholde status quo og klasseforskelle, og konservative familieværdier med en hjemmegående husmor er derfor også dominerende, hvilket gør at ydelser som dagpleje og lignende tilbud er ringe (ibid.: 27). Den socialdemokratiske velfærdsmodel kaldes også den universelle model, da den for så vidt muligt stræber efter at alle er afhængige af velfærdsstaten og får fordele deraf (ibid.: 28).

Den socialdemokratiske model anses for at være fremtrædende hvad angår at skabe lige muligheder mellem kønnene (Gupta et al. 2008: 66). De lande der bygger på denne velfærdsmodel, anses for at have skabt balance mellem familie og arbejde hvad angår kvindelig arbejdskraft, fertilitet og børns udvikling (ibid.: 85). Den socialdemokratiske model øger desuden mulighederne for moderen og faderen for at kunne styre omfanget mellem i hvilken grad der skal fokuseres på karriere og tid brugt på barnet, grundet de muligheder denne velfærdsmodel skaber (Saxonberg 2009: 668).

Saxonberg (2009) argumenterer for, at de muligheder velfærdsstaten skaber for forældre gennem barselsorlov og pasningsmuligheder, øger valgmulighederne og derfor friheden for forældrene. Hvad angår pasningsmulighederne, skaber en nem og økonomisk overkommelig adgang til pasning af høj kvalitet en øget frihed til at vælge for forældrene (Saxonberg 2009: 675). I en liberal velfærdsstat er frihedsgraden derimod mindre, da pasningen er dyr, og denne derfor gør det sværere for forældrene selv at vælge hvor lang tid barslen skal forløbe sig over og hvornår man skal vende tilbage på arbejdsmarkedet (ibid.: 675). Den konservative model mindsker moderens frihed, ved i højere grad at være bundet til at blive hjemme og passe barnet, og ikke have den samme adgang til arbejdsmarkedet.

Den liberale velfærdsmodel har en ringe grad af betalt barselsorlov, hvilket gør, at kvinder kan føle sig nødsaget til at vende hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet (ibid.: 670). Omvendt giver den konservative velfærdsmodel valget for kvinder mellem at være familie-orienterede eller karriere-orienterede, da det ene valg mere eller mindre udelukker det andet (ibid.: 671). I den socialdemokratiske model har forældre ifølge Saxonberg mulighed for at frit at tilpasse barslen ens behov, alt efter hvad der er bedst (ibid.: 675).

3. Den økologiske udviklingsmodel

Urie Bronfenbrenners økologiske udviklingsmodel er en udviklingspsykologisk model der kan bruges til at forklare hvordan at udviklingen i flere forskellige sfærer, systemer, skaber udgangspunktet for hvordan barnet (fokuspersonen) udvikler sig i en social og kulturel kontekst. Det er vigtigt at holde sig for øje, at alle led, altså udviklingspersoner, er gensidigt afhængige af hinanden (Gulbrandsen 2006: 52).

Fokuspersonen, det individ vi analytisk tager udgangspunkt i, er en del af forskellige miljøer (systemer). Først og fremmest har vi mikrosystemet, hvor der primært er tale om proksimale processer (nærhedsprocesser), som er udviklingsprocessens største drivkraft (ibid.: 55).

Mikrosystemet fordrer dermed en direkte kontakt mellem folk, og er dermed et mønster af aktiviteter, sociale roller og mellemmenneskelige relationer (ibid.: 54). Det er også her at vi finder de nære udviklingsprocesser, som er af væsentlig betydning for barnets udvikling.

Det næste system er mesosystemet hvor vi ser på de relationer der er mellem miljøer som den udviklende person deltager aktivt i (ibid.: 58). Dette kan f.eks. være relationen mellem hjemmet og en dagsinstitution. Det er også dette system der er med til at gøre, at man ikke blot kan tale om primær og sekundær socialisering. En sådan distinktion er dog heller ikke meningsfuld (Dencik 2005: 21).

Det tredje system der er relevant, er eksosystemet. Eksosystemet består af de forbindelser der er mellem to eller flere miljøer, hvor at fokuspersonen ikke direkte deltager, men hvor processen indirekte påvirker denne (Gulbrandsen 2006: 59).

Det sidste overordnede system modellen opererer med er makrosystemet. Makrosystemet refererer til de overensstemmelser og forestillinger man finder i de andre systemer (ibid.: 62). Disse forestillinger er dog ofte naturaliserede, så det ofte ikke er nogen man reflekterer over (ibid.: 63). Dette kan være forestillingen om forældreroller og hvordan relationen bør være mellem miljøer, og hvilke udviklingspersoner og kompetencer der er ønsket i de forskellige processer. Sådanne kommer til udtryk i dagliglivets sociale forhandlinger i om mening, og vi kan derfor analysere enhver proces med hensyn til aspekter i makrosystemet.

4. Barselsorlov, børnepasning og frihed

Når vi ser på børnenes frihed, er det kompliceret. Spædbørn kan ikke ytre sig omkring hvad de gerne vil. Det anbefales derfor, at man bruger betegnelsen rettighed, altså at det er en ret for spædbarnet at være sammen med både sin far og mor, som ville være det valg barnet ville træffe (Saxonberg 2009: 672). Hvis vi ser på det i et Rational Choice perspektiv, kan vi sige at spædbarnets fortrukne præference som aktør, er det der vil give det største pay-off, som så i dette tilfælde, hvis der skal være tale om frihed, er at faderen også tager barsel.

Når vi skal se på barselsorloven og børnepasningsmulighederne, er disse afhængige af typen af velfærdsstatstype vi befinder os i. Velfærdsstatstypen, som er vores makroaspekt, kan analyseres helt ind i proksimale processer i relationen mellem udviklingspersoner.

I mikrosystemet er der i den socialdemokratiske velfærdsstatsmodel god mulighed for, at forældrene kan være hjemme hos barnet i en tidsperiode der matcher deres behov. I den konservative velfærdsstatsmodel er det moderen der primært står for barnets udvikling, og det modtager derfor mindre påvirkning fra faderen. I den liberale model kan moderen være nødsaget til at vende hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet (Saxonberg 2009: 675). Dette gør, at udviklingen gennem proksimale processer fra både faderen og moderen kan blive begrænset. Det er dog for barnet (fokuspersonen) vigtigt, at det indgår i dyader med personer der forpligter sig til barnets velbefindende og udvikling (Gulbrandsen 2006: 55). I den socialdemokratiske model er barnet en del af proksimale udviklingsprocesser i to dyader (med begge forældre) i familien, hvor barnets sociale position er unik, og det i dets relationer ikke blot er et objekt for arbejde (Dencik 2005: 23).

Barnet er en del af flere mikrosystemer, og det er vigtigt at der centrale forbindelser mellem disse mikrosystemer, som udgør et mesosystem. Dette er specielt relevant i forhold til yngre børn, som er relevante i dette tilfælde, hvor at det f.eks. er meget normalt, at børn har deres forældre med i børnehave de første dage, for at skabe forbindelser mellem centrale mikrosystemer (Gulbrandsen 2006: 59). Det er derfor kun godt for barnet, hvis det indgår i flere sociale sammenhænge som kan forbindes med hinanden, og i den konservative velfærdsstat, kan man risikere, at barnet vil indgå i få mikrosystemer, hvor moderen er den primære gensidige udviklingsperson. Den socialdemokratiske velfærdsmodel giver dermed gode betingelser for barnets udvikling gennem proksimale processer i mikrosystemer og ligeledes en god relation mellem disse i mesosystemer.

I eksosystemet kan det blive aktuelt, at den holdning der er på arbejdspladsen til at faderen går på barselsorlov, kan influere forældrenes syn på det ansvar der ligger til den tidlige forpligtelse til barnets velbefindende. Den socialdemokratiske velfærdsmodel skaber dermed en mulighed for harmoni mellem forskellige miljøer, ved at faderen også er hjemme. Det er dermed her, at tiltag rettet mod børn og familier spiller ind, da proksimale processer også skaber udviklingsmuligheder for faderen (Gulbrandsen 2006: 62). Her kan man derfor fremføre en marxistisk kritik af det liberale syn på frie valg, ved at faderen måske er i besiddelse af en slags falsk bevidsthed (Saxonberg 2009: 672).

Hvad angår makrosystemet, kan man f.eks. se på hvad der er kulturelt anerkendt. Det er f.eks. ikke en kulturel selvfølge i nogle velfærdsregimer, at fædre over for arbejdsgiver og kolleger ytrer ønske om reduceret arbejdstid grundet barsel (Gulbrandsen 2006: 63). Dette kan resultere i, at der f.eks. i konservative velfærdsstater, vil man helt nede i mikrosystemet kunne se en mangel på faderens tilstedeværelse i barselsperioden, der strider imod barnets ”frie valg”.

Overordnet må vi konkludere, at jf. den økologiske udviklingsmodel, er det den socialdemokratiske model der fremmer barnets ”frihed” bedst muligt, og derfor kan Saxonbergs argumentation underbygges af den økologiske udviklingsmodel.

5. Konklusion

Jeg har i denne besvarelse set på hvordan velfærdsregimer kan influere børns udvikling gennem proksimale processer på et mikroniveau. Dette har jeg gjort med udgangspunkt i Esping-Andersens sondring mellem forskellige typer af velfærdsstater, og Saxonbergs argumentation om hvordan de hver især fremmer eller hæmmer mulighederne. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i barnets frihed, og undersøgt med Urie Bronfenbrenners økologiske udviklingsmodel, hvordan velfærdsstatsmodellen påvirker det enkelte barns udviklingsmiljøer.

Jeg kan konkludere, at den socialdemokratiske velfærdsmodel fremmer de bedste betingelser for udvikling gennem proksimale processer. Den socialdemokratiske velfærdsmodel er desuden god til at skabe en relation mellem forskellige mikrosystemer, hvilket er vigtigt for barnets udvikling. Makrosystemet kan dermed analyseres helt ned på hvordan det giver mulighed for at forældrene kan tage ansvar for barnets velbefindende.

6. Litteraturliste

Dencik, Lasse (2005). ”Børns tilegnelse af livskvalifikationer i den postmoderne tilværelse – om betydningen af børns dobbeltsocialisation i den moderne velfærdsstat”, i Mennesket i postmoderniseringen. Billesø & Baltzer: 16-33

Esping-Andersen, Gøsta (1990). The Three Worlds of Welfare Capitalism. Oxford: Polity Press.

Gulbrandsen, Liv Mette (2006). ”Urie Bronfenbrenner: En økologisk utviklingsmodell”, i Oppvekst og psykologisk utvikling – Innføring i psykologiske perspektiver. Oslo: Universitetsforlaget: 50-71

Gupta, Datta et al. (2008). “The impact of Nordic countries’ family friendly policies on employment, wages, and children”, Rev Econ Household 6: 65-89.

Saxonberg, Steven (2009). ”Freedom of Choice through the Promotion of Gender Equality”, Social Policy and Administration 43(6): 666-679.

Valgretsalderen bør afskaffes

I forbindelse med kommunalvalget d. 17. november vil unge der er fyldt 16 år i en lang række kommuner landet over have mulighed for at afgive deres stemme ved et såkaldt prøvevalg. Hensigten med dette er at undersøge mulighederne for at styrke demokratiet og ikke mindst den demokratiske deltagelse. Den bagvedliggende idé er, at jo flere der kan inddrages i den demokratiske proces, desto bedre. Jeg vil i det følgende argumentere for 1) hvorfor en høj stemmeprocent aldrig bør være et mål i sig selv og derfor ikke bør være et gyldigt kriterium i vurderingen af et valgs succes, 2) hvorfor det ikke giver mening at tale om et prøvevalg, 3) hvorfor valgretsalderen ikke skal sænkes til 16 år, men fjernes og til sidst komme med 4) ideer til hvad der vil kunne erstatte valgretsalderens afskaffelse.

En høj stemmeprocent bør ikke være et mål i sig selv, da en sådan ikke er en indikation på demokratisk kvalitet, men blot demokratisk kvantitet. En valgdeltagelse på 100% siger intet om kvaliteten af de demokratiske institutioner og den politik der bliver ført, men noget om omfanget af hvor forankrede de demokratiske institutioner er i de stemmeberettedes bevidsthed og emnets vigtighed tolket af nævnte. Hvis der blev foretaget et valg i Nordkorea omkring holdningen til atomprøvesprængningsspørgsmålet, ville en høj valgdeltagelse m.a.o. ikke sige noget som helst omkring kvaliteten af demokratiet (f.eks. de liberale aspekter).

Det er en naiv forestilling, at demokratiske institutioners legitimitet opstår på baggrund af en stor folkelig opbakning. Tilfældet er derimod, at demokratiske institutioners legitimitet opstår, når dem der tager del i disse kender begrænsningerne for det at de demokratiske institutioner giver adgang til – nemlig den lovgivende magt. Demokratiet styrkes derfor, når dem at der tager del i det politiske gennem demokratiet og staten, har en fundamental forståelse for privatlivets ukrænkelighed, negative frihedsrettigheder og en sund skepsis over for troen på at staten kan alt med udgangspunkt i den lovgivende magtudøvelse.

Hvorfor skal man så have et prøvevalg til november? For at undersøge det fornuftige i at sænke valgretsalderen fra 18 til 16 år. Ved at afholde et prøvevalg får man følgende empiri der kan ligge til grund for vurderingen af prøvevalget: 1) hvor mange unge i aldersgruppen 16-18 år der har stemt og 2) hvad de har stemt. Hvad angår sidstnævnte kan der næppe herske nogen tvivl om, at en formodentlig stor valgsejr til Socialistisk Folkeparti næppe bør være et gyldigt argument for en sænkelse af valgretsalderen – uanset hvad ens politiske præferencer er.

Min spådom er, at hvis valgdeltagelsesprocenten viser sig at være lav blandt de unge, vil prøvevalget blive opfattet som en skuffelse og udtryk for, at unge under 18 år ikke skal have stemmeret. Dette er ærgerligt, da der ikke er noget der taler for, at dem der har stemt ikke har en fundamental forståelse for de demokratiske institutioner og en velovervejet idé om samfundets beskaffenhed. Derfor må en valgdeltagelsesprocent aldrig ligge til grund for vurderingen af et valgs succes eller manglen på samme.

Hvis tilfældet var, at valgdeltagelsen til næste Folketingsvalg kun var på 5%, ville dette principielt set ikke være et demokratisk problem, så længe at dem der har stemt har en forståelse for tidligere nævnte sunde skepsis og liberale værdier.

Valgretsalderen på 18 år er udtryk for en arbitrær demarkation mellem hvem der kan stemme og hvem der ikke kan, og denne kan kun begrundes i traditioner. Ligeledes vil en sænkelse af valgretsalderen til 16 år heller ikke kunne begrundes rationelt. Derfor vil jeg hverken argumentere for at valgretsalderen skal forblive 18 år eller sænkes eller hæves, men fjernes. Dette fordi jeg finder det nødvendigt, i weberianske termer, at gå fra en traditionel til en legal-rationel legitimitet.

Det skal være muligt for alle borgere i et samfund at deltage i de demokratiske institutioner, såfremt man vil tilegne sig en forståelse af disse og acceptere dets forudsætninger. Der er intet der taler for, at fordi man er fyldt 18, ved man hvad et demokrati er, hvad menneskerettigheder er osv., som historisk såvel som rationelt set er med til at styrke kvaliteten i de demokratiske institutioner.

Demokratiet i dag har udviklet sig til det rene rettighedstyranni og meningshysteri. Dette fordi man ser mere og mere bort fra de kvalitative aspekter i de demokratiske institutioner, og fokuserer mere på pøbelvældets legitimation og opbakning til den politik der bliver ført, frem for udgangspunktet for at føre politik med henblik på at løse kollektive handlingsproblemer. Man vil måske lige frem kunne finde nogen i dag, der ikke vil kunne forklare forskellen på stat og samfund, og ville kunne finde på at kræve, at staten skal gå ind og tage ansvar og løse problemer der i dets natur ikke bør eller skal løses af staten.

Men hvad skal så erstatte valgretsalderen? Stemmeretten bør selvfølgelig ikke være en rettighed man får stukket i hånden når blækket på dåbsattesten er tør, men samtidigt heller ikke noget man bare vokser sig til. Stemmeretten bør kunne erhverves på forskellige måder. Måder der har det til fælles, at de vidner om, at dem der har stemmeret har en viden omkring demokratiet, herunder f.eks. Montesquieus tredeling af magten etc. Der er mange metoder til at styrke den demokratiske viden, men pragmatiske forslag kunne være, at man skulle have gennemført samfundsfag på C-niveau, eller tage et kursus i det liberale demokrati, altså som en slags kørekort. Du kan ikke forestille dig at få kørekortet til almindelig bil (kategori B) tilsendt på din 18-års fødselsdag uden at have taget nogle køretimer, og ligeledes skal statens motor og magt ikke styres af og overlades til aktører valgt af folk uden den mest basale viden omkring dets funktion og begrænsninger.

Demokratiet bygger på nogle normative antagelser, og med dette kan man lige så godt acceptere, at en accept af disse må, bør og skal være udgangspunktet for den videre debat i hvad der så bør være offer for en demokratisk debat.

Betyder dette så, at dem der ikke vil tilegne sig en viden omkring staten, de demokratiske institutioner og dets forudsætninger og begrænsninger, ikke skal være en del af det politiske? Nej. Politik er ikke noget der kun finder sted på Christiansborg eller i Bruxelles/Strassbourg osv. Politik og politisk debat finder sted på mange niveauer i samfundet. Når man køber et produkt i supermarkedet, når man skriver under på en underskriftsindsamling, når man donerer penge til et projekt, når man skriver et læserbrev osv. osv. osv. Jeg plæderer blot for, at når givne politiske emner skal behandles i en folkevalgt forsamling i et repræsentativt demokrati, er det vel ikke for meget forlangt, at dem der behandler emnet, er valgt på baggrund af og igennem et kvalitativt stærkt demokrati.

Konklusionen må være, at rent teknisk vil en sænkelse af valgretsalderen kunne styrke det repræsentative demokrati og kvantiteten (hvis procentdelen af unge i alderen 16-18 år der stemmer er større end procentdelen fra 18+), men næppe det liberale demokrati. Det giver derfor ingen mening at debattere noget så ligegyldigt som en sænkelse af valgretsalderen. Hvad der derimod giver mening er en debat omkring hvilke adgangsgivende ressourcer til de demokratiske institutioner der vil kunne styrke det liberale demokrati.

Marx, Weber og Durkheims videnskabelige tilgange og disses implikationer

1. Indledning

Den klassiske sociologis tre store teoretikere, Karl Marx, Max Weber og Émile Durkheim, har bidraget med hvert deres bud på hvordan man videnskabeligt kan forholde sig til det moderne samfund. Jeg vil i denne besvarelse argumentere for, at de respektive teoretikeres videnskabelige tilgang til samfundet har implikationer for, hvilken forklaringskraft de tillægger hhv. strukturer og aktører og relationen mellem nævnte.

Dette vil jeg gøre ved at 1) redegøre for de nævnte sociologers ontologi og epistemologi, 2) sammenligne de enkelte teoretikeres syn på samfundet og mennesket med deres begrebsmæssige og metodiske forudsætninger og til sidst 3) sammenligne teoretikerne.

Der vil blive konkluderet, at Marx’ basis-overbygningstese er af væsentlig betydning hvis man vil forstå de konflikter Marx mener at kunne se i samfundet, og som dermed skaber de økonomiske strukturer som er determinerende for samfundets strukturer. Hvad angår Durkheim fokuserer han på konfliktens negation, harmoni, og hvordan funktionelle forklaringer udspringer af hans videnskabsteoretiske overvejelser. Durkheim og Weber adskiller sig meget fra hinanden hvad angår deres metode, da Durkheim tager udgangspunkt i helheden, hvor at Weber tager udgangspunkt i individet.

2. Marx, Weber og Durkheims videnskabelige tilgang

Marx bygger sin teori om samfundet op med udgangspunkt i økonomien som bestemmende for samfundets strukturer. Det er relationen til produktionsmidlerne der konstituerer samfundets basis, de økonomiske strukturer i samfundet, som så ligger til grund for overbygningen og dermed den sociale bevidsthed (Marx 2001 [1859]: 7). Denne overbygning er f.eks. ideologi, kunst, filosofi m.v., der alle blot er determineret af de økonomiske strukturer.

Ifølge Marx er der en verden der eksisterer uafhængigt af vores tolkning af denne, men den opfattelse vi har af samfundet er skabt af produktionsforholdene (Marsh & Stoker 2002: 154). Dette vil sige, at selvom der eksisterer en objektiv verden, ser vi ikke nødvendigvis dennes beskaffenhed (arbejderklassen kan f.eks. have en falsk klassebevidsthed opnået gennem social kontrol). Der er med andre ord tale om en positivistisk ontologi og en realistisk epistemologi (ibid.).

Max Weber tager i sin videnskabelige tilgang udgangspunkt i den subjektive mening individer tilskriver sociale handlinger (Gilje & Grimen 1997: 146). Vi kan ingenlunde forklare sociale fænomener uden at tage udgangspunkt i den mening som individer tillægger fænomener, og fortolkningen skal derfor ses som metoden til erkendelse. Epistemologien er dermed hermeneutisk.

Weber er ikke positivistisk. Naturvidenskaben skal ikke være forbillede for samfundsvidenskaben med fokus på at kunne forklare. Humanvidenskaben har i flere henseender mere tilfælles med samfundsvidenskaben hvor at fortolkningen (Verstehen) er det væsentlige (Fulcher & Scott 2007: 41). Det videnskabelige ideal bliver dermed at fastlægge regler for fortolkning med henblik på at afdække en bestemt mening. Metodisk opererer Weber med ideen om idealtyper. Idealtyper er teoretiske konstruktioner som er bygget op omkring de faktorer fra realiteterne vi gerne vil undersøge (Fulcher & Scott 2007: 41).

Durkheim har et andet videnskabsteoretisk udgangspunkt end Weber. Sociale forhold, sociale facts, skal ifølge Durkheim opfattes som ting (Durkheim 1972: 7). Sociale fænomener har dermed en eksistens uafhængigt af den mening det enkelte individ tillægger fænomenet. Dette gør Durkheim til en metodisk kollektivist, hvor at grupper er mere end summen af individerne. Grupper har m.a.o. sin egen eksistens og fungerer efter egne love (Durkheim 1972: 12).

I det moderne samfund skal man se på helheden for at kunne forstå delene. Dette gør man ved at kigge på den funktion et fænomen har i forhold til opretholdelsen af helheden, og på den effekt et socialt fænomen dermed har (Fulcher & Scott 2007: 36).

3. Tilgangens betydning i forhold til struktur-aktør kontinuet

Jeg har nu redegjort for de enkelte teoretikeres videnskabelige tilgang. Disse tilgange har dog implikationer for hvilken forklaringskraft der tillægges strukturer og aktører, som jeg i dette afsnit vil belyse.

For Marx er det økonomien der er samfundets basis og dermed skaber overbygningen i form af filosofi, kunst osv. Det er dermed produktionsforholdene der er relevante, hvis man vil forklare samfundets strukturer. Ligeledes er det ejerskabet, ejendomsretten, der er med til at skabe forskellige klasser i samfundet, hvor der på den ene side er dem der ejer produktionsmidlerne, og dem der ikke gør. Disse sociale klasser kan dog ikke leve i harmoni, men vil til hver en tid og altid være i konflikt grundet divergerende interesser. Marx mener direkte, at borgerskabets interesseforfølgelse og akkumulation af kapital fører til en tilsvarende akkumulation, bare af elendighed, i arbejderklassen (Engels 1976 [1892], 140). Dette fører til en meget strukturalistisk forklaring af menneskelig adfærd. Det er de økonomiske strukturer der determinerer den sociale bevidsthed og dermed også den adfærd denne medfører (Marsh & Stoker 2002: 155).

Arbejderklassen er udsat for det Marx betegner som en falsk klassebevidsthed, hvor de ikke er bevidste om den udnyttelse der finder sted på alle niveauer i samfundet og som er de drivende kræfter. Dette betyder dog ikke, at proletariatet blot stiltiende må acceptere de økonomiske strukturers determinisme. Såfremt arbejderklassen bliver gjort bekendt med samfundets drivende kræfter kan arbejderklassen som en kollektiv aktør ændre samfundets basis, ved at ændre i forholdet til produktionsmidlerne. Dette vil altså sige, at det er samfundets basis der determinerer overbygningen, men: ”Har vi imidlertid først erkendt dem [samfundets drivende kræfter], lært deres virksomhed, deres retninger og deres virkninger at kende, så afhænger det kun af os, hvornår vi mere og mere underkaster dem vor vilje og når vore mål ved hjælp af dem.” (Engels 1976 [1892], 145).

Durkheim er som nævnt i forrige sektion positivistisk i hans ontologi, og opererer derfor med eksternaliserede normer, der eksisterer uafhængigt af individernes fortolkning af disse. Dette gør så, at Durkheim ser på samfundet som en helhed, hvor at sociale forhold kan bruges til at forklare hvorfor individer agerer som de gør. Individers adfærd skal dermed ses på baggrund af den effekt handlingen har, den funktion handlingen tjener, for samfundet.

Disse sociale forhold udmærker sig ved at have en ydre tvangsindvirkning, der kommer til udtryk hvis det forsøges krænket eller via et givet samtykke (Durkheim 1972: 27). Aktøren har ikke meget at skulle have sagt. Sociale forhold påvirker med en sådan kraft, at de påtvinger sig individet, uafhængigt af dettes præferencer (Durkheim 1972: 22). Sociale forhold der eksisterer eksternt i en positivistisk forstand uafhængigt af individets subjektive mening. Der er altså, om overhovedet noget, et meget ringe aktør-fokus i funktionelle forklaringstyper. Aktøren handler blot på baggrund af hvad der opretholder samfundet og tjener dets fortsatte eksistens.

Weber mener, at for at forstå samfundet, må man kigge på den subjektive mening individerne tillægger sociale fænomener. Dette gør han bl.a. ved at konstruere idealtyper, der alle er udtryk for, om ikke andet så i hvert fald metodisk, for en stor fokus på aktør-delen (Mortensen 2004: 51). Weber tror på, at aktøren og aktørens værdier, og dermed subjektive mening, har en væsentlig betydning i forhold til hvordan samfundet udvikler sig. Vi kan ikke sige noget om den subjektive mening der ligger til grund for en given adfærd ved blot at kigge på et socialt forhold som en helhed, og man har derfor et metodisk problem, ifølge Weber, ved ikke at tage udgangspunkt i en metodologisk individualisme.

4. Sammenligning af Marx, Durkheim og Weber

Hvis vi kort ønsker at sætte de tre teoretikere op imod hinanden, giver det bedst mening at se på deres tilgang og deres udgangspunkt, som ligger til grund for deres videre arbejde. Marx’ udgangspunkt er den kollektive produktive aktivitet, Durkheims udgangspunkt er samfundet som en moralsk kendsgerning, og Webers udgangspunkt er den subjektive mening individer tillægger deres handlinger (Mortensen 2004: 50).

I modsætning til Weber er den betydning individer tillægger sociale fænomener ifølge Durkheim uden relevans (Gilje & Grimen 1997: 146). Deres metodiske udgangspunkt er derfor forskelligt, hvor at Weber er metodisk individualist, og Durkheim metodisk kollektivist. Dette er en afgørende betydning, da det metodiske udgangspunkt fortæller om hvad man tillægger mest forklaringskraft, strukturer eller aktører.

Durkheim og Marx distancerer sig fra hinanden i forhold til hvad der er samfundets drivkraft. Marx var optaget af klassekonflikter og denne dialektik, hvor at Durkheim fokuserede på harmoni. Harmonien, eller solidariteten, er dermed en afgørende faktor for samfundets integration som helhed (Fulcher & Scott 2007: 36). Durkheim og Marx er dog også fælles og distancerer sig til Weber i forhold til ideen om det objektive, eller realisme kontra socialkonstruktivisme. Durkheim og Marx er objektive i den forstand, at de mener det er muligt at konstruere viden om samfundet der eksisterer uden for subjektet (Mortensen 2004: 72).

Hvis vi ser på et fænomen som arbejde, vil Marx, Durkheim og Weber give forskellige forklaringer på fænomenet. Marx vil mene, at den kapitalistiske samfundsstruktur skaber en social bevidsthed, der får arbejderen til at gå på arbejde og skabe merværdi til fordel for kapitalens fortsatte udnyttelse af arbejderen og dermed profitforøgelse¹. Durkheim vil mene, at arbejde er en væsentlig aktivitet i forhold til samfundets opretholdelse, og derfor tjener en vigtig funktion, hvor at det ikke at arbejde vil blive anset som amoralsk, og dem der ikke arbejder vil derfor blive udsat for en ydre tvang. Weber vil derimod forklare arbejde ved at se på den subjektive mening som individer tilskriver fænomenet, og hvordan det påvirker ens identitet og livsførelse.

Marx, Durkheim og Weber har, for at opsummere, forskellige videnskabsteoretiske opfattelser af samfundet. Dette har forskellige implikationer for deres metodiske og begrebsmæssige tilgang til samfundet og hvordan de forholder sig til strukturer og aktører.

5. Konklusion

Jeg har i denne besvarelse taget udgangspunkt i de tre sociologiske teoretikere, Karl Marx, Max Weber og Émile Durkheim. Med baggrund i deres videnskabelige tilgange har jeg forsøgt at redegøre for deres forskellige forhold til strukturer og aktører.

Marx mener at de økonomiske strukturer determinerer den sociale bevidsthed der ligger til grund for aktørers adfærd. Durkheim mener at aktøren agerer på baggrund af hvad strukturen tvinger denne til, altså de sociale facts/forhold. Weber mener, at aktøren tillægger fænomener en subjektiv mening som ligger til grund for enhver adfærd, der på den måde bidrager til det fælles. For Weber er der med andre ord lige så mange sociale facts som der er aktører.

6. Litteraturliste

Durkheim, Émile (1972). Den sociologiske metode. København: Fremad.
Engels, Friedrich (1976) [1892]. ”Socialismens udvikling fra utopi til videnskab”, s. 112-152 i Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bind II. København: Forlaget Tiden.
Fulcher, James & John Scott (2007). Sociology. New York: Oxford University Press
Gilje, Nils & Harald Grimen (1997). Samfunnsvitenskapenes forutsetninger. Oslo: Universitetsforlaget
Marsh, David & Gerry Stoker (2002). Theory and Methods in Political Science. New York: Palgrave Macmillan
Marx, Karl (2001) [1859]. Preface to a Critique of a Political Economy. London: Electric Book Co.
Mortensen, Nils (2004). ”Dualismer i sociologien”, s. 41-76 i Det paradoksale samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

Denne forklaring af fænomenet arbejde udspringer af produktionsforholdene i samfundet, og enhver forståelse af hvad det vil sige at arbejde vil være determineret af de gældende produktionsforhold. Ved at ændre i forholdet til produktionsmidlerne og fjerne ejendomsretten, vil man opnå et samfund hvor det at arbejde bliver en måde hvorigennem at mennesket kan realisere sig selv. [↩]

Sygeforsikring ”danmark” og dårlige undskyldninger

Reklamer er på godt og ondt, om man vil det eller ej, en stor del af vores hverdag og kollektive referenceramme. De fylder gadebilledet, fjernsynet, (gratis)aviser, Internettet m.v. og influerer derigennem vores bevidsthed. Derfor giver det netop også god mening at forholde sig til reklamer og forsøge at eksplicitere de bagvedliggende logikker og motiver.

Et eksempel på dette vil jeg her bringe ved at tage udgangspunkt i reklamen for sygeforsikring ”danmark” ved navn ”På apoteket”, der er en del af reklamekampagnen ”Dårlige undskyldninger”, som bl.a. kører på landsdækkende TV. Dette vil ske ved at jeg vil 1) beskrive handlingsforløbet i reklamen, 2) analysere reklamens bagvedliggende logik og herefter 3) stille den op imod virkeligheden på sygeforsikring ”danmark”s præmisser. Det er min påstand, at reklamen og den virkelighed sygeforsikring ”danmark” repræsenterer, præsenterer og forholder sig til divergente menneskesyn. Jeg vil undlade her at tage stilling til private sygeforsikringers eksistensberettigelse m.v., men udelukkende forholde mig til det reklamekampagnen udtrykker, og sætte det op imod det produkt og foretagende reklamen promoverer.

Reklamen ”På apoteket” udspiller sig, som titlen indikerer, på et apotek, hvor en ung fyr skal købe et produkt, der, for folk som ikke er medlem af ”danmark, koster 800,-. Før kunden er prisen bekendt, beretter vedkommende, at han ikke er medlem. Da farmakonomen så beder om de 800 kroner, ser kunden sig nødsaget eller motiveret til at lyve om sit medlemskab af nævnte foretagende, og opgiver derfor kærestens CPR-nummer i et forsøg på at få det ønskede produkt med et af ”danmark” betalt tilskud. Reklamen slutter med en opfordring til at blive medlem af ”danmark” ved at droppe de dårlige undskyldninger for ikke at være med! Samme opfordring lyder i en anden reklame i kampagnen for sygeforsikring ”danmark”, der blot udspiller sig ved en zoneterapeut.

Det der i reklamen, som beskrevet ovenfor, er relevant at forholde sig til, er opfordringen til at droppe de dårlige undskyldninger for at melde sig ind i ”danmark”. En dårlig undskyld kan defineres som en ikke-tilfredsstillende årsag, som man anfører for sin handlemåde, men som ikke er den egentlige årsag. Hvilke årsager der i denne sammenhæng ikke er tilfredsstillende, er for den sags skyld irrelevant. Hvad vigtigt er, er ideen om, at man kan droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind, der tillægger de dårlige undskyldninger et ressourceprioriteringsperspektiv.

Den bagvedliggende logik i reklamen er dermed, at man som individ kan foretage et rationelt valg og træffe en ressourceprioritering og købe varen (forsikringen hos sygeforsikring ”danmark”). Her tillægges individet rationelle motiver og en kalkulerende bevidsthed. Et menneskesyn der inden for samfundsvidenskaben og specielt økonomien er repræsenteret via Rationel Choice. Med disse antagelser ser man dog også bort fra individets sygdomsforløb, medicinindtag, biologiske alder og så videre.

Det der nu bliver relevant, er, at stille dette menneskesyn over for det menneskesyn sygeforsikring ”danmark” forholder sig til jf. deres forudsætninger for at man kan købe deres produkt. Det første krav for at kunne blive medlem af sygeforsikring ”danmark” er, at dit ønske om indmeldelse i “danmark” er modtaget af et af “danmark”s kontorer, inden du er fyldt 60 år. Med andre ord er det en dårlig undskyldning at være fyldt 60 år. Det andet krav er, at du er fuldstændig rask i optagelsesøjeblikket og ikke lider af nogen ofte tilbagevendende sygdom eller af nogen legemssvaghed. Det er dermed en dårlig undskyldning ikke at være fuldstændig rask. Det tredje krav er, at du ikke forventer at få eller har haft noget forbrug af medicin inden for de seneste 12 måneder. Endnu en dårlig undskyldning: medicinindtag. Det fjerde krav er at du ikke har været i behandling hos fysioterapeut/kiropraktor eller andre behandlere inden for de seneste 12 måneder og det femte og sidste krav er, at du har fast bopæl i Danmark. Alt sammen dårlige undskyldninger hvis man tager udgangspunkt i den bagvedliggende logik i reklamen.

Dikotomien i det menneskesyn hhv. reklamen og afsenderen hver især repræsenterer, er i flere henseender symptomatisk for den dualisme der er i samfundet mellem på den ene side hvad angår de egenskaber og det ansvar vi tillægger hverandre, og den faktiske virkelighed på den anden side. Dette er primært tilfældet i politiske ideologier, der alle forsimpler den faktiske virkelighed for at legitimere status quo eller for at ændre status quo.

Individet er i al dets kompleksitet ikke mulig at reducere til en simpel rationel aktør afskåret fra sygdomme, biologi, social kontekst (samfundet) etc. der kun eksisterer på et bevidsthedsniveau, og dette er sygeforsikring ”danmark” fuldt bevidste om, hvilket ses på deres betingelser for forsikringerne. Samtidigt er de dog også klar over, at ved at lave en reklame hvor individet er reduceret til en aktør der blot skal træffe et valg mellem at blive medlem eller holde sig til dårlige undskyldninger, udviser de gode værdier og et fællesskab hvor alle er velkomne. Menneskesynet i reklamekampagnen styrker dermed foretagendets image udadtil, og menneskesynet, jf. betingelserne for at blive medlem, styrker ”danmark”s positive distance til bundlinjen.

Er det så rent hypotetisk muligt for alle danskere at droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind i sygeforsikring ”danmark”? Reklamen siger ja, realiteterne nej. Hvis reklamen derimod skulle udspringe af realiteterne, kunne reklamen have udspillet sig som følger: En pensionist går ind på apoteket og vil købe et produkt, og da farmakonomen spørger om pensionisten er medlem af ”danmark”, må svaret lyde: ”Nej, jeg er for gammel!” – efterfulgt af en speakerstemme der afslutter reklamen med noget a la: ”Meld dig ind i ”danmark”… hvis du er rask, ung og sund.”.

Vågn op, Jehovas Vidner!

For omkring et år siden flyttede jeg til Odense, og der gik ikke mange dage før det ringede på døren og et par velklædte gutter stod i døren med fandens værk (biblen) og en strålende energi for det projekt, de tror, er løsningen på alle problemer. Jeg har et åbent sind og føler selv at jeg er venlig af person, og derfor har jeg heller ikke konsekvent nægtet dem taletid ved min dør.
De kommer cirka en gang om måneden med et par knap så bevingede ord og månedens nummer af ”Vågn op!” og ”Vagttårnet”. Når de er her og jeg konverserer med dem, vælger jeg mine ord med omhu og pakker mine argumenter ind i vendinger der ikke direkte kritiserer deres gøren og laden, da de i så fald jo nok ikke vil kigge forbi en anden gang.

Vi snakker om alt lige fra meningen med livet og manglen på samme og alt hvad det indebærer til epistemologiske og ontologiske spørgsmål. Findes Gud – og har han i så fald haft en (fuck)finger med i spillet? Jeg kan godt lide at diskutere sådanne emner, og et par minutter hver måned kan jeg godt hive ud af kalenderen. I den tid der går får de to personer i hvert fald ikke lov til at hjernevaske andre.

Da de var her her den anden dag, satte jeg mig efterfølgende ind i sofaen og læste i de blade de denne måned havde overbragt mig. Normalt plejer det absurde og direkte grinagtige at være pakket meget godt ind, men jeg mener selv, at der i denne måned er en undtagelse hvor det er flagrant hvor manipulerende og hjernevaskende projektet er.

I ”Vågn op!” (ja, bladets titel er lidt tragikomisk) er der et ”forbered dine svar”-skema som er delvist udfyldt, hvor man kan forberede sig på de svar som vil kunne besvare de spørgsmål ens klassekammerater nok vil spørge om på et eller andet tidspunkt (skemaet er dermed primært tiltænkt de yngre læsere).

Hvis man ser bort fra at hele skemaet er til grin og skriger langt væk af manipulation etc., var der to ting jeg fandt direkte komiske. For det første er der under moral angivet spørgsmålet ”Hvordan ser du på homoseksualitet?”, hvortil jehovas vidne bør, skal, må og vil svare – mere eller mindre eksplicit: ”Jeg hader ikke homoseksuelle, men jeg kan ikke acceptere det de gør.”, og videre til spørgsmålet ”Er det ikke meget fordomsfuldt?” lyder svaret: ”Nej, for jeg er imod alle former for umoralitet – både homoseksualitet og andre former.”. Det er sjovt som man kan argumentere sådan. At man kreerer en etik eller et moralsk system der forkaster homoseksualitet og henviser til selvsamme moral når man skal argumentere for, hvorfor det er forkasteligt. Det er jo sådan set bare en fin måde at sige ”Jamen sådan er det formuleret af forkyndere af den abstrakte idé jeg tror på, og jeg kan ikke argumentere rationelt for det!”.

Længere nede i tabellen er der er et felt dedikeret til ”valgfrihed”. Spørgsmålet er: ”Jeg kender en som har den samme tro som dig, og han ville godt. Hvorfor vil du så ikke?”. Svaret er: ”Vi bliver undervist i hvad Gud ønsker af os, men vi bliver ikke hjernevasket! Vi må alle træffe vores egne valg.”. Jeg griner stadig.

Efter at have læst i bladet satte jeg mig for at læse lidt mere, hvorefter jeg klikkede mig ind på Jehovas Vidners officielle hjemmeside. Efter et par klik fandt jeg en artikel med titlen ”Hvad forkert er der ved at komme sammen i hemmelighed?” (http://www.watchtower.org/d/200706a/article_01.htm).

Artiklen stiller spørgsmålet om det er okay at komme sammen med en i hemmelighed (= uden forældrenes viden eller accept af forholdet), og hvis ikke svaret ligger latent i artiklens titel, gør den det i hvert fald i: ”HVORDAN ville du reagere hvis en du følte dig tiltrukket af, kom med sådan et forslag? Det vil nok overraske dig at høre at Jessica i første omgang faktisk gik med på Jeremys plan.”.

Jeg vil egentlig ikke sige så meget til artiklen, men blot citere et par linjer der siger mere end alt hvad jeg nogensinde kan skrive om mine holdninger til JV.

”Du er selvfølgelig klar over at unge ifølge Bibelen skal adlyde deres forældre. (Efeserne 6:1) Og hvis dine forældre er imod at du har en kæreste, har de helt sikkert gode grunde til det. Er de for eksempel Jehovas Vidner, vil de sandsynligvis kun give dig lov til at komme sammen med en der også er et af Jehovas Vidner — og kun hvis I begge er parate til at overveje ægteskab.”

”Føromtalte Jessica ændrede syn på det at komme sammen med en i hemmelighed da hun hørte hvordan det var gået en anden kristen i samme situation. Jessica fortæller: „Da jeg hørte at hun havde slået op med fyren, vidste jeg hvad jeg måtte gøre.“ Var det let for Jessica at slå op? Nej! „Han var den eneste dreng jeg nogen sinde rigtig havde kunnet lide,“ siger hun. „Jeg græd hver eneste dag i flere uger.“
Men der var noget som var vigtigere for Jessica — at hun elskede Jehova og virkelig ønskede at gøre det rigtige, også selvom hun havde været ude på et sidespor. Med tiden aftog smerten. Hun siger: „Nu er mit forhold til Jehova bedre end nogen sinde. Jeg er så taknemmelig for at han vejleder os på den helt rigtige måde og på det helt rigtige tidspunkt!“”

Jeg væmmes ved Jehovas Vidners menneskesyn, deres ureflekterede livssyn (og vi ved jo godt at det ureflekterede liv ikke er værd at leve, jf. Sokrates!) og manglende respekt for den almindelige sunde fornuft. Føj! Ja, det var hvad jeg havde i sinde at skrive. Jeg prøvede at gøre det lidt kortfattet her til sidst da jeg kan se at det efterhånden er ved at nå en længde der vil smide en god del Internet-læsere af efter de første par linjer.

Fortsat god dag :-) – hvis du mangler et godt og gratis grin, så brug et par minutter på watchtower.org. F.eks. kan artiklen ”Hvad galt er der ved at have sex før man er gift?” nok også underholde en del.

To dekaders udvikling i vesteuropæiske og postkommunistiske partisystemer

1. Indledning
Hvis man vil redegøre for udviklingen af politiske partisystemer i Europa over de sidste to årtier, er det fornuftigt at se på udgangspunktet for udviklingen. For tyve år siden var de sovjetiske satellitstater m.v. på vej til at skulle reformere deres politiske institutioner, og de vesteuropæiske stater var på vej mod en ny verdensorden, hvor nye policies som immigration ville være på dagsordenen.

I denne besvarelse vil jeg redegøre for denne udvikling i partisystemerne og de faktorer der er skyld i udviklingen. I Vesteuropa er dette globaliseringen og i de postkommunistiske stater en ny styreform. Besvarelsen vil ske således, at efter en gennemgang af det teoretiske grundlag for partisystemer (S 2), vil udviklingstræk for hhv. vesteuropæiske og postkommunistiske partisystemers udvikling de sidste tyve år blive beskrevet (S 3). Dette danner så udgangspunktet for en teoretisk analyse af hvilke faktorer der kan have betinget udviklingen (S 4 og S 5). Den underliggende teoretiske præmis i den sektion, at kollektive aktører skabes med henblik på at kunne ændre eller opretholde status quo, og dette allerhelst ved at blive en veto-aktør. Til sidst vil styrkerne og svaghederne vil de teoretiske tilgange blive belyst (S 6).

Ved globaliseringsprocessen, der skaber en ny cleavage i vesteuropæiske partisystemer, vil jeg se bort fra de muligheder stater har som aktører for at påvirke selve globaliseringen som proces, og dermed se globaliseringen som et eksternt pres på de enkelte staters institutionelle status quo. Man kan med rette argumentere for, at begreberne vindere og tabere er symptomatisk for et fatalistisk syn, hvor at udfaldet af globaliseringsprocessen er kendt på forhånd – og staterne ikke har så meget at skulle have sagt.

Konklusionen på besvarelsen er, at partisystemerne i staterne i hhv. Øst- og Vesteuropa har udviklet sig de sidste to årtier. I Vesteuropa har partisystemerne set fremkomsten af nye partier der har udviklet sig på baggrund af en ny cleavage-dannelse, og i de postkommunistiske partisystemer ser man en udvikling der bærer præg af nyere institutioner og et ikke så konsolideret partisystem.

2. Det teoretiske grundlag for partisystemer
Det teoretiske grundlag for politiske partisystemer kan med rette tage sit afsæt i et konfliktperspektiv og dermed en eksistens af divergente præferencer. Tilstedeværelsen af et parti fordrer ikke at der er flere partier, men blot at der som minimum er ét parti der er imod noget (f.eks. eksternt pres) eller for noget (Lipset & Rokkan, 1967: 3-4).

Konkurrenceprægede partisystemer, hvor at der er konkurrerende partier, udgør konstruktionen for institutionaliserede aktører, hvor at mobiliserede interesser aggregeres og reducerer dermed potentiel utilfredshed blandt borgerne (Lipset & Rokkan, 1967: 3-4). Den rationelle borger må man som udgangspunkt forvente, vil støtte det politiske parti der gavner vedkommendes velbefindende (Laver, 1997: 110). Derfor må vi kunne regne med, at en borger vil ytre sin støtte til den kollektive aktør, i dette tilfælde det parti, der kan gavne borgerens position ved at reducere distancen mellem borgerens præferencer og status quo ved en ændring af sidstnævnte.

Hvis der opstår konflikter eller kontroverser i den sociale struktur, er der en mulighed for, at disse kan polarisere politikken inden for det politiske system (Lipset & Rokkan, 1967: 6). Om en sådan cleavage (skillelinje) konverteres og kanaliseres ind i politiske partisystemer, afhænger af hvorvidt konflikten står i forhold til andre cleavages i et internt hierarki i det politiske system (ibid.).

Hvis man vil se på generelle udviklingstendenser inden for flere politiske partisystemer (n>1) i en analyseenhed, må man derfor se på de variabler der påvirker disse politiske partisystemer, herunder de konflikter og faktorer der kanaliseres ind i det politiske partisystem og dermed genererer udviklingen.

3. Europæiske partisystemer og nye cleavages
Når man taler om politiske partisystemer i Europa, er der to vigtige aspekter man skal have in mente. Først og fremmest at der ikke findes ét typisk europæisk land eller partisystem (Gallagher et al., 2006: 221). For det andet, at forskellene mellem politiske partisystemer i Europa synes at være mere påfaldende end lighederne (ibid.). Dette forhindrer os dog ikke i, at tale om generelle udviklingstendenser i de politiske partisystemer i Europa, men man skal være opmærksom på, hvilke makrosociale variabler der ligger til grund for de repræsentative udviklingstendenser i de enkelte cases.

Jeg vil her foretage en binær inddeling af politiske partisystemer i Europa, så jeg opererer med hhv. vestlige europæiske demokratier og postkommunistiske demokratier. I de vestlige europæiske demokratier er det politiske struktureret ud fra en venstre-højre dimension, og cleavages har været afgørende for det politiske partisystem, hvor arbejderpartier som regel har været på venstresiden og religiøse, agrariske og andre grupperinger har været på højresiden (ibid.: 222). Inden for de seneste tyve års udvikling kan man dog observere dannelsen af en ny globaliseringscleavage.

I de postkommunistiske politiske partisystemer er der, som kategoriseringen indikerer, en kommunistisk fortid, og de politiske partisystemer er derfor udviklet inden for de seneste to årtier, og konsolideringen af de nyere partisystemer er ikke lige så stor som i de vestlige demokratier.

3.1 En ny cleavage i Vesteuropa
I de vestlige demokratier er der opstået en ny globalization cleavage. En cleavage der beskæftiger sig med globaliseringens vindere og tabere. Vinderne er kosmopolitter, iværksættere og kvalificerede arbejdere i sektorer der er åbne over for international konkurrence, hvor at taberne er arbejdsstyrken i protektionistiske sektorer, lavtuddannede og nationalister (Kriesi et al., 2006: 922). M.a.o. er borgerens præferencer givet via nationalstatens påvirkning af globaliseringen.

De veletablerede mainstream-partier har svært ved at tilpasse sig den ændrede sociale struktur. De traditionelle venstreorienterede partier står over for et dilemma med markedsintegration som en trussel for de national-sociale præstationer (ibid.: 926). De konservative partier står over for et dilemma med økonomisk liberalisme og bevarelsen af det nationale mht. det sociale og kulturelle (ibid.: 927). De liberale partier står i et dilemma mellem liberal-radikalisme (til venstre for midten på økonomiske spørgsmål) og liberal konservatisme (til højre for midten på økonomiske spørgsmål) (ibid.). Der er dog også partier der kan formå at gå udenom disse dilemmaer, hvilket i særdeleshed er de nye højreorienterede populistiske partier, der appellerer til og mobiliserer globaliseringens tabere.

3.2 Cleavages i postkommunistiske partisystemer
Partisystemerne i de postkommunistiske demokratier har været igennem en etableringsproces. Efter det kommunistiske partisystems fald var der tale om en atomiseret social struktur og et uformet socioøkonomisk mønster af interesser og konflikter (Elster, 1998: 248). I modsætning til de vestlige europæiske partisystemer, er der i de postkommunistiske partisystemer en meget svag og lav institutionalisering (Gallagher et al., 2006: 260). Dertil kommer, at det er relevant at holde sig for øje, at der ikke er ét jævnt mønster i partidannelsen i postkommunistiske partisystemer (Gallagher et al., 2006: 256).

I partidannelsen har der været cleavagelignende konflikter af politisk-ideologisk art, hvor man bl.a. kan se på de partier der opstod i opposition til det gamle regime og dem der var loyale over for det gamle regime, bl.a. ”satellit”-partierne (Gallagher et al., 2006: 256). Det ændrer dog ikke på, at det er vanskeligt at tale om generelle cleavages der konstruerer et formelt politisk partisystem.

Udviklingen af de postkommunistiske partisystemer gennem etableringen af cleavages, kan siges at have det svært. Konstruktionen af nye cleavages i flere af landene har lidt under flere partiers manglende evne til at danne en mening i identifikationsdannelsen blandt vælgerne (ibid.: 299). Dette gør italesættelen af cleavages, og dermed etableringen af partisystemer vanskeligere, da en af partiernes opgaver er at eksplicere de modstridende interesser og kontrasterne i den eksisterende sociale struktur (Lipset & Rokkan, 1967: 5).

Vi står derfor tilbage med en diskussion om hvorvidt det overhovedet giver reel mening at tale om et partisystem grundet den manglende regelmæssighed og forudsigelighed i bl.a. Polen og Letland (Gallagher et al., 2006: 300).

4. Veto-aktørers rolle i nyere udvikling af partisystemer
For at kunne ændre den lovgivende status quo, herunder også de institutioner der udgør et partisystem, kræver det, at det antal aktører der har mulighed for at vetoe, tilslutter sig ideen omkring ændringen af status quo (Tsebelis, 2002: 19). I et hvert politisk system er der en konstellation af veto aktører der distancerer sig fra hinanden i deres præferencer, og som betinger muligheden for at ændre status quo og dermed udforme og vedtage love (ibid.: 2).

Som redegjort for tidligere (under S 3.1) har de veletablerede mainstream-partier ikke formået at undgå forskellige dilemmaer i forbindelse med en ny cleavage centreret omkring vinderne og taberne af globaliseringen. Denne nye cleavage har derfor været en fordel for de (nyere) partier der kan mobilisere og appellere til dem der er en enten taberne eller vinderne, og dermed ikke står i et dilemma. Her har specielt de populistiske højrefløjspartier haft succes og været drivkræfterne i udviklingen af partisystemet (Kriesi et al., 2006: 929).

Hvis man skal forklare fremkomsten af de nye højrepopulistiske partier i vesteuropæiske partisystemer, kan man se på hvordan det eksterne pres fra globaliseringen har påvirket partisystemet. På Figur 1 kan man se 3 aktører (parti A, B og C), der alle ønsker at få SQ1 (Status Quo 1) så tæt på deres politiske ståsted (præference) som muligt. Globaliseringsprocessen (det eksterne pres) har ændret SQ1 , og aktørerne vil derfor teoretisk set kunne finde ud af at træffe en politisk beslutning, der vil føre den lovgivningsmæssige status quo tættere på deres præferencer (Tsebelis, 2002: 21). Fremkomsten af et nyt parti, og ændringer i partisystemet kommer, da de allerede etablerede partier har svært ved at få vælgeropbakningen til deres præferencer (der som nævnt tidligere rummer nogle dilemmaer), og et nyt parti vil derfor kunne mobilisere sig bedre i forhold til en SQ1. Figur 2 viser en ekstra aktør (D), der har præferencer som appellerer til den ene side af den nye cleavage (f.eks. taberne), og dermed kan blive en potentiel veto-aktør, da men igen må forvente at en vælger vil støtte det politiske parti der gavner vælgerens velbefindende (Laver, 1997: 110).

I de postkommunistiske lande er veto-aktørerne langt væk fra det område hvor vælgernes præferencer er. Mange partier har, som nævnt tidligere, lidt under en mangel i meningsdannelse i identifikationen mellem parti og vælger (Gallagher et al., 2006: 299). I lande som Polen og Letland ændres veto-aktørerne ofte fra valg til valg (Gallagher et al., 2006: 300). Dette gør det svært at konsolidere partisystemet, både institutionelt og via en slags tit for tat-strategi. Dette kan være med til at forklare, ud fra et aktør-perspektiv, hvorfor partisystemerne i postkommunistiske lande ikke er så konsoliderede. Dertil kommer, at omkostningerne for den enkelte vælger der er forbundet med at støtte et parti (eller et partisystem!), kan være større end fordelene.

5. Partisystemernes historiske bånd
Intet partisystem etableres med udgangspunkt i en tabula rasa. En udvikling foregår altid med udgangspunkt i noget der afgrænser mulighederne for anden udvikling. Denne afhængighed af fortiden og den måde valg forgrener sig er udtryk for en path dependency (Pierson, 2004: 20-21). For at forstå hvordan partisystemer udvikler sig, må vi derfor se på historien.

Globaliseringsprocessen kan siges at være udtryk for et formativt moment der vil ændre stien i vesteuropæiske partisystemer (Kriesi et al., 2006: 921). Det ændrer dog ikke på, at partisystemerne i Vesteuropa i dag er domineret af velorganiserede og ideologisk forankrede partier (Gallagher et al., 2006: 260). Vi ser derfor at de gamle partier formår at holde sig på magten, og mere eller mindre forsøge at tilpasse sig de nye cleavages, men det formative moment åbner dog alligevel op for nye aktører.

I postkommunistiske Europa er partierne fragmenterede og har ofte en kort levetid (Gallagher et al., 2006: 260). Dette kan bunde i, at en ny institution opstår ved et formativt moment hvor kollektive aktører stabiliserer nye regler på baggrund af politiske konflikter og magtrelationer (Ebbinghaus, 2005: 15). Disse politiske konflikter har dog ikke været helt mulige at få øje på, og et partisystem efter vestligt forbillede har derfor været svært at forme. Partisystemer der i Europa har været igennem en lang udviklingsproces forsøges skabet af nogle aktører, men disse aktører er bundet af en historisk kontinuitet i en slags cognitive map der giver mening for hver enkelt borger.

6. Diskussion og syntetisering
Det er med udgangspunkt i de to foregående sektioner relevant at se på hvad de enkelte teorier kan forklare – og hvad de ikke kan forklare.

En aktør-fokuseret approach der tager udgangspunkt i en metodologisk individualisme kan kritiseres. Rational Choice teori kan specielt kritiseres for at undlade at se på aktuelle historiske mønstre (Mahoney & Rueschemeyer, 2003: 21). Dette ændrer dog ikke på, at der er en række fordele forbundet ved at se på aktørerne og deres præferencer.

Fordelen ved veto-aktørerne er, at det er muligt, selvom lande har forskellige regimer, partisystemer osv. at have samme konstellation af veto-aktører (Tsebelis, 2002: 5). Dette vil sige, at til trods for, at vesteuropæiske og postkommunistiske lande ikke har den samme historiske fortid eller institutionelle set-up, kan man godt forklare stabilitet m.v. på tværs af lande.

Fordelen ved at se på den historiske proces er, at man får en dybere forståelse af de makrosociale variabler. Vi kan ikke udelukkende, ved at se på veto-aktørernes præferencer i postkommunistiske partisystemer, forklare, hvorfor et udfald bliver som det gør. Når dette er sagt, må man ej forfalde til en blanding af strukturalisme og historicisme, men også forstå vigtigheden af at se på aktørernes præferencer og muligheder. Historisk institutionalisme beskæftiger sig selvfølgelig også med aktører, men den ligger måske lidt for langt mod strukturen i et struktur-aktør kontinuum.

På baggrund af dette kan man advokere for en syntese, eller i hvert fald pointere vigtigheden af, at kende til teoriernes respektive begrænsninger. Historisk institutionalisme kan godt forklare hvorfor det er vanskeligt at konsolidere et partisystem i de postkommunistiske lande, men den har umådelige vanskeligheder ved at forklare de ændringer veto-aktører foretager der skal ændre status quo. Rational Choice institutionalismens forklaringskraft er begrænset i forhold til at forklare hvorfor vi ikke ser at alle partier indretter sig efter den nye globaliseringscleavage i de vesteuropæiske partisystmer, hvis vælgernes præferencer er indrettet derefter, hvor at historisk institutionalisme vil kunne forklare dette ud fra det stærkt konsoliderede partisystem.

Teorierne er ikke uskyldige, og hvad man ser som forklaringer på de sidst tyve års udvikling i de europæiske politiske partisystemer, afhænger af de briller man tager på.

7. Konklusion
På baggrund af denne besvarelses fokusområde kan jeg konkludere, at der har været forskellige udviklingstræk de sidste to årtier i de politiske partisystemer i Europa. I nogle lande, de vesteuropæiske, har udviklingen primært været koncentreret omkring en ny konflikt mellem globaliseringens vindere og tabere, og i de postkommunistiske partisystemer har udviklingen været koncentreret omkring et nyt styre. Dette har haft implikationer for hvordan udviklingen har forløbet.

I Vesteuropa har vi set fremkomsten af nye partier der appellerer til taberne af globaliseringen. I de postkommunistiske lande har vi set forsøg på dannelsen af et velfungerende partisystem, der dog ikke er på niveau med partisystemer i vestlige lande, og ikke er så konsoliderede.

Jeg har inddraget forskellige teorier til at forklare denne udvikling, og er kommet frem til, at udviklingen kan ses som et resultat af historiens begrænsninger og de aktuelle aktørers præferencer.

8. Litteraturliste
Ebbinghaus, Bernhard (2005). ”Can Path Dependence Explain Institutional Change? Two Approaches Applied to Welfare State Reform”, MPIfG Discussion Paper 05/02.

Elster, Jon, Claus Offe & Ulrich K. Preuss (1998). Institutional Design in Post-communist Societies: Rebuilding the Ship at Sea. Cambridge: Cambridge University Press.

Gallagher, Michael, Michael Laver & Peter Mair (2006). Representative Government in Modern Europe: Institutions, Parties, and Governments. 4th edition. Boston et al.: McGraw Hill.

Kriesi, Hanspeter et al. (2006). ”Globalization and the transformation of the national political space: Six European countries compared”, European Journal of Political Research 45: 921-956.

Laver, Michael (1997). Private Desires, Political Action – An Invitation to the Politics of Rational Choice. London et al.: SAGE Publications.

Lipset, Seymour M. & Stein Rokkan (1967). ”Cleavage Structures, Party Systems, and Voter Alignments: An Introduction”, s. 1-64 i Lipset, Seymour M. & Stein Rokkan (ed.), Party Systems and Voter Alignments: Cross-National Perspectives. New York: Free Press.

Mahoney, James & Dietrich Rueschemeyer (2003). ”Comparative Historical Analysis”, s. 3-38 i Mahoney, James & Dietrich Rueschemeyer (ed.), Comparative Historical Analysis in the Social Sciences. Cambridge: Cambridge University Press.

Pierson, Paul (2004). ”Positive Feedback and Path Dependence”, s. 17-53 i Pierson, Paul, Politics in Time: History, Institutions, and Social Analyses. Princeton: Princeton University Press.

Tsebelis, George (2002). Veto Players. How Political Institutions Work. New York: Russell Sage Foundation

Nyere politisk historie: Eksamen juni 2009

1) Dansk politisk kultur rummer forskellige elementer. Der ønskes en beskrivelse af de vigtigste elementer og en diskussion af forklaringer på det danske konsensus-demokrati.

Den danske politiske kultur rummer op til flere forskellige elementer, der har det til fælles, at de er resultatet af en historisk udvikling og nogle historiske forløb.

Først, fremmest og måske vigtigst er ideen om konsensus, som er det første mange tænker på når de hører om dansk politisk kultur. Ideen om at intet politisk emne er for stort eller for kontroversielt til ikke at kunne løses via kompromiser og gensidig forståelse. Dette ligger bl.a. også til grund for den danske model for arbejdsmarkedets organisering (også kaldet flexicurity), hvor at det centrale element er, at der indgås aftaler arbejdsgivere og arbejdstagere imellem, med potentiel deltagelse af staten i større sager (deraf ideen om trepartsforhandlinger der stammer helt tilbage fra septemberforliget af 1899).

Tim Knudsen peger i ”Fra enevælde til folkestyre” på en række andre særtræk i dansk politisk kultur, hvoraf flere er vigtige at nævne. Der er bl.a. i det danske demokrati en svag magtdeling mellem magtens grene. Parlamentarisme indebærer et tæt forhold mellem den lovgivende og udøvende magt (da den udøvende magt også er del af den lovgivende), men i Danmark er der en endnu svagere magtdeling, herunder fordi at ministre ikke skal træde ud af parlamentet (i modsætning til Norge). Ligeledes er Danmark det eneste land i Europa der ikke har særlige forvaltningsdomstole (Knudsen, 2001: 206). Denne begrænsede magtdeling har en monolitisk karakter, der stammer tilbage fra enevælden (ibid.).

Der er historiske begivenheder der spiller ind på udviklingen af konsensus-demokratiet, samt længere traditioner. Begivenhederne kan betegnes som historiske pejlemærker, og traditionerne som forklaringer der ofte tager deres afsæt i de historiske pejlemærker.

En vigtig forudsætning for at kunne forklare konsensus-demokratiets tilblivelse er at kigge på den gruppe der hersker en generel konsensusopfattelse blandt, og i denne sammenhæng er det relevant at kigge på slaget ved Preussen i 1864 hvor hertugdømmerne blev tabt. Slaget ved Preussen var blot endnu et tilfælde hvor Danmarks territorium blev indskrænket, og Danmark nu havde størrelse af en småstat. Danmarks historie var m.a.o. historien om et land der tabte terræn jf. den radikale historietradition, der går helt tilbage til da Christian d. 4. blandede sig i trediveårskrigen og led et stort nederlag (Jespersen, 256-258). Danmarks befolkning efter 1864 kan bedst karakteriseres som en mindre homogen befolkning, hvilket har betydet en del i udviklingen af konsensus-demokratiet, da man har anset dem man efterstræbte konsensus med som værende ligesindede.

Et af de vigtigste historiske pejlemærker, hvis ikke det vigtigste, i forklaringen på konsensus-demokratiet, er systemskiftet der finder sted i 1901. Baggrunden for systemskiftet var et længerevarende forløb hvor Venstre ville have regeringsmagten, da det repræsenterede et flertal i vælgerbefolkningen. I 1872 fik partiet absolut flertal, men til trods for dette nægtede Christian 9. at give Venstre regeringsmagten. Venstre gjorde oprør ved at drive en ”visnepolitik” der stemte regeringens lovforslag ned i Folketinget. Højre-regeringen med Jacob Estrup svarede igen ved at regere vha. provisoriske finanslove og udbygge det militære forsvar (Jespersen, 98). Udbygningen af det militære forsvar kunne Venstre ikke gå imod uden at miste vælgere, og da der ligeledes blev sat lighedstegn mellem Københavns befæstning og forsvarssagen, måtte Venstre gå ind og bakke op om dette. Dette kørte Venstre træt og de søgte derfor gennem forhandlinger at give de provisoriske love en ende. Forliget blev så, at Estrup gik af, til gengæld for at Venstre måtte anerkende tilblivelsen af voldanlægget. Kongen havde dog stadig magten til at vælge de ministre han ville, uafhængigt af et flertal i Folketinget, hvilket dog så blev ændret ved valget i 1901, hvor at Højre opnåede sølle 8 mandater ud af 114. Med dette udgangspunkt og den generelle stemning for at få en venstreregering, måtte Christian 9. udnævne Venstre til at være regeringsparti. Hermed blev parlamentarismen indført i Danmark, til trods for at det formelt først blev en del af grundlovsændringen i 1953. Det parlamentariske princip blev forsøgt brudt under påskekrisen hvor Christian 10. afskedigede regeringen og udnævnte en anden. Denne episode resulterede dog blot i en cementering af parlamentarismen. Systemskiftet har relevans i forhold til konsensus-demokratiet fordi at man gik fra et system hvor arbejdere og bønder blev holdt ude af magtudøvelsen til et system hvor man anerkendte andre sociale gruppers politiske holdninger, der er et væsentligt aspekt i forhold til konsensus-demokratiet.

Efterfølgende har der i Folketinget været en udbredt tradition for konsensus-demokrati, hvor at alle forsøges inddraget i den politiske beslutningsproces for at opnå fælles kompromiser hvor alle bliver hørt. Her har de Radikale også været en vigtig aktør op igennem det 20. århundrede, da de i mange tilfælde har været tungen på vægtskålen for at et parti kunne få regeringsmagten, og intet parti derfor i nyere tid har været i besiddelse af et absolut flertal og blot kunne agere efter agt.

Som man kan se med f.eks. systemskiftet, udspringer det ikke blot af et rationelt valg, men derimod af en historisk proces, som derefter skabte udgangspunktet for de fremtidige muligheder. Der eksisterer m.a.o. en path dependency som sætter nogle grænser for de politiske muligheder. En række formative momenter som Grundloven 1849, systemskiftet m.v. er resultatet af længerevarende processer der samtidigt påvirker fremtiden. Det Radikale Venstre agerede op igennem det 20. århundrede inden for nogle demokratiske institutioner og styrkede samtidigt den konsensus-demokratiske kultur. En politisk kultur er dermed ikke noget der skabes fra dag til anden, men udvikles over tid på baggrund af fortidens erfaringer og aktørernes forventninger til fremtiden og muligheden for at realisere bestemte målsætninger.

Interessant er det, om man i fremtiden vil se en ændring i konsensuskulturen på baggrund af regeringens blokpolitik på vigtige områder (herunder finansloven) og de Radikales ændrede rolle. Blokpolitik er at reducere konsensusprincippet til at gælde inden for, som navnet indikerer, en bestemt blok, og strider derimod et universelt konsensusbegreb hvor alle forsøges imødekommet. Konsensus-demokratiet har de historiske forudsætninger for at kunne bestå, og om det så skal bestå på sigt, afhænger af om et flertal af vælgerne ønsker det.

2) Der ønskes en vurdering af, hvornår den kolde krig blev stabiliseret, herunder en kortlægning af årsagerne til timingen

En vurdering af hvornår den kolde krig blev stabiliseret fordrer en begrebsafklaring af stabilitet. Richard Nixon så stabilitet som værende et resultat af en ligevægtig magtbalance opretholdt af de globale aktører, hvor at USA var essentiel til at opretholde denne ligevægt (Kissinger, 705). Hvis der var en betydelig asymmetri i magtforholdet mellem USA og Sovjetunionen, ville man kunne antage, at sandsynligheden for at den kolde krig ville blive varm, ville være større qua de mindre omkostninger forbundet med krigsførelse for den dominerende magt. Med denne stabilitetsopfattelse vil jeg tage udgangspunkt i en række elementer der kan være symptomatiske for stabiliseringen af den kolde krig, herunder blandt andet spørgsmålet om atomvåben, det Sino-Sovjetiske forhold m.v. som danner grundlag for årsagerne til timingen af stabiliseringen. Hovedfokus og argumentationen i denne besvarelse vil derfor ligge på detenté-perioden som værende væsentlig for stabiliseringen af den kolde krig, da netop stabilisering er nøgleordet for afspænding.

Atomvåben står som værende et vigtigt magtmiddel i opretholdelsen af ens position i det internationale hierarki under den kolde krig. Hvis begge aktører i en bipolar magtkonflikt er i besiddelse af atomvåben, vil de kunne holde hinanden i skak, og et angreb fra den ene part, vil kunne resultere i altødelæggende angreb fra den anden hvis de får mulighed for at angribe igen. Jf. Albert Wohlstetter var en nuklear balance dog meget ustabil, og blev et spørgsmål for politikere, forsvarsanalytikere og våbeneksperter (Kissinger, 715). For at kunne stabilisere den kolde krig syntes det derfor nødvendigt at skabe en afspænding gennem diplomatisk arbejde, hvilket også blev tilfældet.

I 1969 startede der forhandlinger i Finland mellem Sovjetunionen og USA med henblik på reducering af Sovjetunionens og USA’s atombesiddelser. Det blev samme år ligeledes forsøgt at sende folk til Moskva for at forhandle reducering af strategiske våben og Vietnam, som dog fejlede (Kissinger, 719). I 1972 kom man til enighed omkring SALT I-aftalen (Strategic Arms Limitation Talks), der bl.a. skulle forhindre missilskjold (Anti-Ballistic Missile). Det kan lyde paradoksalt at man hindrer forsvarsmulighederne for potentielle atomangreb, men det sikrer netop gengældelsesmuligheder, som ikke vil være til stede, hvis en aktør der har missilskjold angriber en anden aktør, som ikke er i besiddelse af et missilskjold. Ved sådanne aftaler stabiliserede man forholdet vha. sanktionsmekanismer (jf. spilteoretiske termer) og ikke mindst de diplomatiske relationer mellem USA og Sovjetunionen. De diplomatiske relationer aktørerne imellem er af stor betydning, da man anerkender nogle normer for tolerabel adfærd og som derfor er af stabilitetsskabende betydning.

Når man ser på afspænding er det relevant at sondre mellem hhv. regional afspænding og global afspænding. Den regionale afspænding var relateret til spørgsmålet om at styre Berlin. Den 9. maj 1955 blev Vesttyskland medlem af NATO, og dette gjorde at Sovjetunionen frygtede en regulær løsrivelse, der hvis det lykkedes, kunne gøre det muligt for USA at få styr på de andre grænser. Magten i Berlin var i den henseende også afgørende for magten i det bipolare forhold. Den globale definition af afspænding er relateret til multipolaritet, herunder det triangulære diplomati med USA, Sovjetunionen og Kina.

USA’s forhold til Kina fik en væsentlig betydning i USA’s sovjet-strategi i détente-perioden. Sovjetunionen havde ikke længere hverken diplomatisk eller politisk kontakt til Kina, der efter kulturrevolutionerne havde kaldt samtlige ambassadører hjem (Kissinger, 719-720). Incitamentet for den øgede relation til USA for Kina var ikke øget dialog med USA, men blot truslen fra Sovjetunionen. USA bestræbede sig på for så vidt muligt ikke at dome nogle af de to aktører, Kina og Sovjetunionen, på forhånd: ”[…] we cannot permit either Communist China or the USSR to dictate our policies and conduct toward the other… We will have to judge China, as well as the USSR, not by its rhetoric but by its actions.” (SAP, Nixon Papers, 1971 via Kissinger, 725). Heri ligger der selvfølgelig en tro på realpolitik og en invitation og opfordring til diplomatisk samarbejde.

Inddragelsen af Kina i det internationale system gjorde billedet mere multipolart. Man kan argumentere for at dette skabte en øget stabilisering ved at få en ekstra aktør med ind i spillet. Stabiliteten skabes blandt andet fordi at der er flere aktører der skal tages højde for og flere forskellige interesser, når man vil forsøge at ændre status quo. Ligeledes ville det kunne svække magtbalancen hvis Kina gik i retning af en mere sovjetisk profil, der kunne ændre magtforholdet mellem USA og Sovjetunionen.

Der findes ikke ét entydigt svar på hvornår den kolde krig blev stabiliseret. Først og fremmest kan man sige, at det ikke er kategorisk skifte fra ustabilitet til stabilitet, men nærmere at der er tale om et kontinuum med udsving afhængigt af de historiske begivenheder og konteksten. Timingen for, at USA finder det strategisk klogt at henvende sig til Kina, hænger sammen med forholdet mellem Sovjet og Kina og de muligheder der er opstået derigennem. Ligeledes kan Vietnam-krigen også have spillet ind i forholdet til Sovjetunionen og de diplomatiske overvejelser og ”linkage”-tankegangen.

Hvis man ser stabiliteten som værende gældende når der er en balance of power, opstår en øget stabilitet når der er en ressourceforandring der skaber en tilstand der er tættere på en ligevægt mellem de aktuelle aktører. Dette vil sige, at svaret på hvornår den kolde krig blev stabiliseret (mest), er når der er sket en forandring i ressourcerne der har gjort aktørerne mere lige. Jeg mener her at kunne argumentere for, at en stabilisering bl.a. opstår når nogle institutionelle ressourcer fastlægges med henblik på gensidig anerkendelse og lige magt, herunder specielt diplomatiske relationer og afspændingsaftaler, der har været adfærdsregulerende og dermed stabilitetsskabende. Detenté-perioden udspiller sig ved at de kontekstuelle forhold skaber nogle betingelser, herunder Sino-Sovjet relationen, teknologiske vilkår m.v. der muliggør afspænding. En retorik og italesættelse som Ronald Reagan gjorde brug af senere, ville næppe have haft den samme effekt hvis Sovjetunionen havde stået stærkere, men derimod have ført til konfrontation med et selvsikkert Sovjetunionen (Kissinger, 768).

Deténte-perioden blev efterfølgende erstattet af en periode med øget oprustning m.v. Dette ændrer dog ikke på, at der i deténte-perioden blev skabt direkte kontakt med Sovjetunionen (the hot line ovenpå Cubakrisen), handelsaftaler mellem Sovjetunionen og USA, diplomatisk arbejde med afspændingsaftaler der satte overgrænser for førnævnte landes strategiske missilstyrker etc. Alt sammen noget der har bidraget til stabiliseringen af den kolde krig, og hvor timingen har været resultatet af nogle kontekstuelle forhold som tidligere nævnte Vietnam-krigen, forholdet med Kina, den økonomiske og teknologiske situation med videre. En stabilisering der sidenhen er gået bort med den kolde krigs endeligt, hvor at USA i dag har en tilnærmelsesvis unipolar status, men i en verden hvor krig ikke bare føres af territoriale enheder. Hertil kommer at globaliseringen gradvist udvander og løsner de nationale bånd, og dermed også gør det vanskeligere at forholde sig til stabilitetsspørgsmålet, og hvem der i realiteten opretholder en magtbalance og med hvilke ressourcer.

Nye partier på vej

Mette Bock advokerer i hendes kronik for, at der er nye politiske partier på vej. Argumentet er, at samfundet i dag er et andet end det de traditionelle politiske partier repræsenterer, og at disse partier højst sandsynligt ikke vil tilpasse sig nutidens krav og vælgernes præferencer.

De traditionelle partier er jf. Bock styret af en partiledelse der dikterer partiets politik og holdninger, som ingenlunde åbner op for enerne og de egentlige holdningsdannere. Partierne tager derimod udgangspunkt i en svunden tid hvor politikken tog udgangspunkt i samfundsklassernes interesser. Klasser der ikke længere eksisterer. De policy-områder som herskede dengang (de fordelingspolitiske) er ikke dem der i samme omfang optager vælgerne i dag, hvor de værdipolitiske spørgsmål vejer mere. Der er dermed nogle nye cleavages på tværs af de etablerede partier.

Dette bunder først, fremmest og allervigtigst i, at verden har ændret sig fra at være et kollektivistisk klassesamfund til et postmoderne samfund der rummer flere individualister. Da de traditionelle partier er hierarkisk top-down dominerede, og da intet tyder på at dette vil ændre sig, er Bock overbevist om, at nye partier med en anden organisationsform vil etableres. Det eneste spørgsmål er hvornår.

De nye partier der mere eller mindre vil opstå som en reaktion på inkompatibiliteten mellem de traditionelle partier og det postmoderne samfund, skal dermed organisere sig ud fra ideen omkring den postmoderne individualisme, og ikke den kollektivistiske klassementalitet. Både hvad angår partiets organisationsform og den politiske attitude og kommunikation.

Dette indebærer blandt andet en tilbagevenden til Grundlovens § 56, omkring, at de folkevalgte udelukkende er bundet ved deres egen overbevisning. En sådan tilbagevenden fordrer en organisering der åbner op for en mangfoldighed af individuelle synspunkter internt i et parti, og ikke er ledet af partiets top.

Vigtigt er også tilknytningen mellem vælger og parti, hvor Mette Bock argumenterer for, at et partimedlemskab ikke skal være centralt i ens tilknytning til partiet. Det handler derimod om at sænke barrieren for deltagelsen i det partipolitiske arbejde, herunder bl.a. kun at engagere sig på enkelte policy-områder med videre.

Når vi ønsker at analysere Mette Bocks forklaring på, hvorfor nye partier er på vej, er det, af analytiske årsager, jf. Easton (1957), nødvendigt at adskille det politiske liv og anden social aktivitet, og se det politiske system separeret fra den kontekst det opererer i. Det politiske system, de politiske institutioner, fungerer ideelt således, at vælgernes præferencer bliver konverteret til konkrete politiske beslutninger.

Intet politisk system kan eksistere hvis ikke dets medlemmer ønsker det (Easton, 1957). Det ændrede environment (det postmoderne samfund) skaber nogle demands der ikke kan varetages med og af de traditionelle partier. De konkrete politiske beslutninger træffes af de folkevalgte, og hvis de folkevalgte er bundet af en partitop, og ikke ud fra deres egen individuelle overbevisning, vil forskellen på input og output i det politiske system være og blive større. Dette primært fordi, at de input der kommer, afspejler den enkelte vælgers præferencer, for hvem systemet er afhængig af, og som støtter systemet hvis dets fortsatte eksistens skal opretholdes.

Når at der sker disse ændringer i miljøet (environment) vil dette altså skabe nogle krav til det institutionelle set-up i det politiske system, for at de input der kommer, bliver til de rette outputs. Når at den postmoderne vælger giver nogle inputs (krav og support), og disse bliver varetaget af partier der ikke imødekommer denne postmoderne vælger, vil den politiske beslutning (outputtet), resultere i en feedback der ikke er vælgeren kærkommen.

Vælgeren vil dermed fremover supporte det parti der kan udligne forskellen mellem det forventede output på baggrund af input og så det faktiske output. Dette, hvis vælgeren er postmoderne individualist, ved at f.eks. stemme på et postmoderne parti der kan tilfredsstille vælgerens krav og præferencer.

Jeg vil i diskussionen tage udgangspunkt i hhv. Rational Choice (herefter RC) og historisk institutionalisme (herefter HI). Dette fordi at den ene underbygger Mette Bocks strategi, hvor at den anden er mere kritisk.

RC opererer med individet som værende en egen- og nyttemaksimerende kalkulationsmaskine, der opvejer fordele i forhold til omkostningerne, og altid vælger det der er mest profitabelt eller færrest omkostninger forbundet med. RC er dermed meget aktørfokuseret i struktur-aktør-debatten.

Et nyt politisk parti vil, jf. RC, være i stand til at sikre opbakning fra vælgerne, såfremt at de fordele der er forbundet med at stemme på det pågældende parti, er større end fordelene ved at stemme på de traditionelle partier.

HI opererer med individet som værende kontekstualiseret i en tid og et miljø der er med til at determinere vælgerens præferencer, ideer og normer. Individet rummer en vis rationalitet, der dog er tynget af historiens fysiske og åndelige ballast. I dag er dermed ikke blot resultatet af nutidens præferencer, men lige så meget resultatet af gårsdagens.

Hvis man rent politologisk ser på Mette Bocks strategi ud fra et historisk institutionelt approach, er det svært at se, at nye partier vil kunne rokke meget i det nuværende partibillede. Hvad vælgerne stemmer er i høj grad afhængigt af hvad de stemte sidst, hvordan deres historiske opfattelse er af det politiske system m.v. Der er m.a.o. en path dependency der ikke er deterministisk, men som fremtidige (rationelle såvel som sociologisk motiverede) beslutninger tager udgangspunkt i.

Tilhængere af HI kan godt forestille sig et forløb som Mette Bocks, bl.a. ved critical junctures, altså formative momenter, hvor der sker noget grundet interne eller eksterne faktorer, der ikke blot følger den historiske udvikling. Et eksempel kan være Jordskredsvalget i 1973, hvor fem ekstra partier kom i Folketinget. Dette folketingsvalg er i flere henseender relevant at inddrage, da det er et godt eksempel på ideen om at ændre det partipolitiske billede. En række partier havde et partiprogram der appellerede til vælgernes præferencer, hvilket resulterede i, at mere end en tredjedel af de folkevalgte blev skiftet ud. Dette ændrer dog ikke på det faktum, at forløbet er indlejret i en historisk kontekst, og hvis man ser på det store billede, har ingen af de partier der fik succes dengang, den samme partipolitiske position i dag.

Det hele synes altså at bunde i, hvorfor vælgerne stemmer på de partier de nu engang gør. Hvis det blot er for er for at maksimere sin egennytte mest muligt, står RC stærkt. Dette synes dog tilsyneladende ikke at være tilfældet, hvis man accepterer at der er en stor forskel mellem nutidens samfund og de politiske partier. Der må derfor være noget andet end/udover vælgerens egennyttemaksimerende præferencer der sikrer den politiske opbakning til de traditionelle partier.