1. Indledning
Den klassiske sociologis tre store teoretikere, Karl Marx, Max Weber og Émile Durkheim, har bidraget med hvert deres bud på hvordan man videnskabeligt kan forholde sig til det moderne samfund. Jeg vil i denne besvarelse argumentere for, at de respektive teoretikeres videnskabelige tilgang til samfundet har implikationer for, hvilken forklaringskraft de tillægger hhv. strukturer og aktører og relationen mellem nævnte.
Dette vil jeg gøre ved at 1) redegøre for de nævnte sociologers ontologi og epistemologi, 2) sammenligne de enkelte teoretikeres syn på samfundet og mennesket med deres begrebsmæssige og metodiske forudsætninger og til sidst 3) sammenligne teoretikerne.
Der vil blive konkluderet, at Marx’ basis-overbygningstese er af væsentlig betydning hvis man vil forstå de konflikter Marx mener at kunne se i samfundet, og som dermed skaber de økonomiske strukturer som er determinerende for samfundets strukturer. Hvad angår Durkheim fokuserer han på konfliktens negation, harmoni, og hvordan funktionelle forklaringer udspringer af hans videnskabsteoretiske overvejelser. Durkheim og Weber adskiller sig meget fra hinanden hvad angår deres metode, da Durkheim tager udgangspunkt i helheden, hvor at Weber tager udgangspunkt i individet.
2. Marx, Weber og Durkheims videnskabelige tilgang
Marx bygger sin teori om samfundet op med udgangspunkt i økonomien som bestemmende for samfundets strukturer. Det er relationen til produktionsmidlerne der konstituerer samfundets basis, de økonomiske strukturer i samfundet, som så ligger til grund for overbygningen og dermed den sociale bevidsthed (Marx 2001 [1859]: 7). Denne overbygning er f.eks. ideologi, kunst, filosofi m.v., der alle blot er determineret af de økonomiske strukturer.
Ifølge Marx er der en verden der eksisterer uafhængigt af vores tolkning af denne, men den opfattelse vi har af samfundet er skabt af produktionsforholdene (Marsh & Stoker 2002: 154). Dette vil sige, at selvom der eksisterer en objektiv verden, ser vi ikke nødvendigvis dennes beskaffenhed (arbejderklassen kan f.eks. have en falsk klassebevidsthed opnået gennem social kontrol). Der er med andre ord tale om en positivistisk ontologi og en realistisk epistemologi (ibid.).
Max Weber tager i sin videnskabelige tilgang udgangspunkt i den subjektive mening individer tilskriver sociale handlinger (Gilje & Grimen 1997: 146). Vi kan ingenlunde forklare sociale fænomener uden at tage udgangspunkt i den mening som individer tillægger fænomener, og fortolkningen skal derfor ses som metoden til erkendelse. Epistemologien er dermed hermeneutisk.
Weber er ikke positivistisk. Naturvidenskaben skal ikke være forbillede for samfundsvidenskaben med fokus på at kunne forklare. Humanvidenskaben har i flere henseender mere tilfælles med samfundsvidenskaben hvor at fortolkningen (Verstehen) er det væsentlige (Fulcher & Scott 2007: 41). Det videnskabelige ideal bliver dermed at fastlægge regler for fortolkning med henblik på at afdække en bestemt mening. Metodisk opererer Weber med ideen om idealtyper. Idealtyper er teoretiske konstruktioner som er bygget op omkring de faktorer fra realiteterne vi gerne vil undersøge (Fulcher & Scott 2007: 41).
Durkheim har et andet videnskabsteoretisk udgangspunkt end Weber. Sociale forhold, sociale facts, skal ifølge Durkheim opfattes som ting (Durkheim 1972: 7). Sociale fænomener har dermed en eksistens uafhængigt af den mening det enkelte individ tillægger fænomenet. Dette gør Durkheim til en metodisk kollektivist, hvor at grupper er mere end summen af individerne. Grupper har m.a.o. sin egen eksistens og fungerer efter egne love (Durkheim 1972: 12).
I det moderne samfund skal man se på helheden for at kunne forstå delene. Dette gør man ved at kigge på den funktion et fænomen har i forhold til opretholdelsen af helheden, og på den effekt et socialt fænomen dermed har (Fulcher & Scott 2007: 36).
3. Tilgangens betydning i forhold til struktur-aktør kontinuet
Jeg har nu redegjort for de enkelte teoretikeres videnskabelige tilgang. Disse tilgange har dog implikationer for hvilken forklaringskraft der tillægges strukturer og aktører, som jeg i dette afsnit vil belyse.
For Marx er det økonomien der er samfundets basis og dermed skaber overbygningen i form af filosofi, kunst osv. Det er dermed produktionsforholdene der er relevante, hvis man vil forklare samfundets strukturer. Ligeledes er det ejerskabet, ejendomsretten, der er med til at skabe forskellige klasser i samfundet, hvor der på den ene side er dem der ejer produktionsmidlerne, og dem der ikke gør. Disse sociale klasser kan dog ikke leve i harmoni, men vil til hver en tid og altid være i konflikt grundet divergerende interesser. Marx mener direkte, at borgerskabets interesseforfølgelse og akkumulation af kapital fører til en tilsvarende akkumulation, bare af elendighed, i arbejderklassen (Engels 1976 [1892], 140). Dette fører til en meget strukturalistisk forklaring af menneskelig adfærd. Det er de økonomiske strukturer der determinerer den sociale bevidsthed og dermed også den adfærd denne medfører (Marsh & Stoker 2002: 155).
Arbejderklassen er udsat for det Marx betegner som en falsk klassebevidsthed, hvor de ikke er bevidste om den udnyttelse der finder sted på alle niveauer i samfundet og som er de drivende kræfter. Dette betyder dog ikke, at proletariatet blot stiltiende må acceptere de økonomiske strukturers determinisme. Såfremt arbejderklassen bliver gjort bekendt med samfundets drivende kræfter kan arbejderklassen som en kollektiv aktør ændre samfundets basis, ved at ændre i forholdet til produktionsmidlerne. Dette vil altså sige, at det er samfundets basis der determinerer overbygningen, men: ”Har vi imidlertid først erkendt dem [samfundets drivende kræfter], lært deres virksomhed, deres retninger og deres virkninger at kende, så afhænger det kun af os, hvornår vi mere og mere underkaster dem vor vilje og når vore mål ved hjælp af dem.” (Engels 1976 [1892], 145).
Durkheim er som nævnt i forrige sektion positivistisk i hans ontologi, og opererer derfor med eksternaliserede normer, der eksisterer uafhængigt af individernes fortolkning af disse. Dette gør så, at Durkheim ser på samfundet som en helhed, hvor at sociale forhold kan bruges til at forklare hvorfor individer agerer som de gør. Individers adfærd skal dermed ses på baggrund af den effekt handlingen har, den funktion handlingen tjener, for samfundet.
Disse sociale forhold udmærker sig ved at have en ydre tvangsindvirkning, der kommer til udtryk hvis det forsøges krænket eller via et givet samtykke (Durkheim 1972: 27). Aktøren har ikke meget at skulle have sagt. Sociale forhold påvirker med en sådan kraft, at de påtvinger sig individet, uafhængigt af dettes præferencer (Durkheim 1972: 22). Sociale forhold der eksisterer eksternt i en positivistisk forstand uafhængigt af individets subjektive mening. Der er altså, om overhovedet noget, et meget ringe aktør-fokus i funktionelle forklaringstyper. Aktøren handler blot på baggrund af hvad der opretholder samfundet og tjener dets fortsatte eksistens.
Weber mener, at for at forstå samfundet, må man kigge på den subjektive mening individerne tillægger sociale fænomener. Dette gør han bl.a. ved at konstruere idealtyper, der alle er udtryk for, om ikke andet så i hvert fald metodisk, for en stor fokus på aktør-delen (Mortensen 2004: 51). Weber tror på, at aktøren og aktørens værdier, og dermed subjektive mening, har en væsentlig betydning i forhold til hvordan samfundet udvikler sig. Vi kan ikke sige noget om den subjektive mening der ligger til grund for en given adfærd ved blot at kigge på et socialt forhold som en helhed, og man har derfor et metodisk problem, ifølge Weber, ved ikke at tage udgangspunkt i en metodologisk individualisme.
4. Sammenligning af Marx, Durkheim og Weber
Hvis vi kort ønsker at sætte de tre teoretikere op imod hinanden, giver det bedst mening at se på deres tilgang og deres udgangspunkt, som ligger til grund for deres videre arbejde. Marx’ udgangspunkt er den kollektive produktive aktivitet, Durkheims udgangspunkt er samfundet som en moralsk kendsgerning, og Webers udgangspunkt er den subjektive mening individer tillægger deres handlinger (Mortensen 2004: 50).
I modsætning til Weber er den betydning individer tillægger sociale fænomener ifølge Durkheim uden relevans (Gilje & Grimen 1997: 146). Deres metodiske udgangspunkt er derfor forskelligt, hvor at Weber er metodisk individualist, og Durkheim metodisk kollektivist. Dette er en afgørende betydning, da det metodiske udgangspunkt fortæller om hvad man tillægger mest forklaringskraft, strukturer eller aktører.
Durkheim og Marx distancerer sig fra hinanden i forhold til hvad der er samfundets drivkraft. Marx var optaget af klassekonflikter og denne dialektik, hvor at Durkheim fokuserede på harmoni. Harmonien, eller solidariteten, er dermed en afgørende faktor for samfundets integration som helhed (Fulcher & Scott 2007: 36). Durkheim og Marx er dog også fælles og distancerer sig til Weber i forhold til ideen om det objektive, eller realisme kontra socialkonstruktivisme. Durkheim og Marx er objektive i den forstand, at de mener det er muligt at konstruere viden om samfundet der eksisterer uden for subjektet (Mortensen 2004: 72).
Hvis vi ser på et fænomen som arbejde, vil Marx, Durkheim og Weber give forskellige forklaringer på fænomenet. Marx vil mene, at den kapitalistiske samfundsstruktur skaber en social bevidsthed, der får arbejderen til at gå på arbejde og skabe merværdi til fordel for kapitalens fortsatte udnyttelse af arbejderen og dermed profitforøgelse ((Denne forklaring af fænomenet arbejde udspringer af produktionsforholdene i samfundet, og enhver forståelse af hvad det vil sige at arbejde vil være determineret af de gældende produktionsforhold. Ved at ændre i forholdet til produktionsmidlerne og fjerne ejendomsretten, vil man opnå et samfund hvor det at arbejde bliver en måde hvorigennem at mennesket kan realisere sig selv.)). Durkheim vil mene, at arbejde er en væsentlig aktivitet i forhold til samfundets opretholdelse, og derfor tjener en vigtig funktion, hvor at det ikke at arbejde vil blive anset som amoralsk, og dem der ikke arbejder vil derfor blive udsat for en ydre tvang. Weber vil derimod forklare arbejde ved at se på den subjektive mening som individer tilskriver fænomenet, og hvordan det påvirker ens identitet og livsførelse.
Marx, Durkheim og Weber har, for at opsummere, forskellige videnskabsteoretiske opfattelser af samfundet. Dette har forskellige implikationer for deres metodiske og begrebsmæssige tilgang til samfundet og hvordan de forholder sig til strukturer og aktører.
5. Konklusion
Jeg har i denne besvarelse taget udgangspunkt i de tre sociologiske teoretikere, Karl Marx, Max Weber og Émile Durkheim. Med baggrund i deres videnskabelige tilgange har jeg forsøgt at redegøre for deres forskellige forhold til strukturer og aktører.
Marx mener at de økonomiske strukturer determinerer den sociale bevidsthed der ligger til grund for aktørers adfærd. Durkheim mener at aktøren agerer på baggrund af hvad strukturen tvinger denne til, altså de sociale facts/forhold. Weber mener, at aktøren tillægger fænomener en subjektiv mening som ligger til grund for enhver adfærd, der på den måde bidrager til det fælles. For Weber er der med andre ord lige så mange sociale facts som der er aktører.
6. Litteraturliste
Durkheim, Émile (1972). Den sociologiske metode. København: Fremad.
Engels, Friedrich (1976) [1892]. ”Socialismens udvikling fra utopi til videnskab”, s. 112-152 i Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bind II. København: Forlaget Tiden.
Fulcher, James & John Scott (2007). Sociology. New York: Oxford University Press
Gilje, Nils & Harald Grimen (1997). Samfunnsvitenskapenes forutsetninger. Oslo: Universitetsforlaget
Marsh, David & Gerry Stoker (2002). Theory and Methods in Political Science. New York: Palgrave Macmillan
Marx, Karl (2001) [1859]. Preface to a Critique of a Political Economy. London: Electric Book Co.
Mortensen, Nils (2004). ”Dualismer i sociologien”, s. 41-76 i Det paradoksale samfund. København: Hans Reitzels Forlag.