Hvor mange vil stemme på Nye Borgerlige? #11

For seks år siden, den 18. juni 2016, kunne diverse medier rapportere, på baggrund af en meningsmåling, at hver tiende vælger ville stemme på Nye Borgerlige. Den pågældende meningsmåling var foretaget af Voxmeter og fik ikke overraskende en del omtale. Jeg kritiserede dengang meningsmålingen for at være ikke alene af tvivlsom karakter, men også decideret forkert. Der var absolut ingen evidens for, at hver tiende vælger ville stemme på Nye Borgerlige.

Da de første ‘rigtige’ meningsmålinger kom i 2016, skulle det da også vise sig, at opbakningen til Nye Borgerlige var langt lavere end 10 procent. Hos Gallup var opbakningen eksempelvis 2,1 procent. Dette skrev jeg et indlæg om i 2016 her.

I løbet af efteråret 2016 var jeg særdeles kritisk i forhold til mediernes dækning af Nye Borgerlige i meningsmålingerne. Dækningen var i min optik præget af et særpræget fokus på enkeltmålinger og historier om tendenser, der ikke var belæg for, når man tog flere meningsmålinger i betragtning. Jeg var i den forbindelse også en tur forbi Presselogen på TV 2. Jeg havde i den forbindelse en konstruktiv diskussion med YouGov efterfølgende om, hvad meningsmålingerne viste og ikke viste (det skrev jeg et indlæg om her).

En af de store udfordringer med målingerne var, at analyseinstitutterne ingenlunde var enige om, hvor stor opbakning der var til partiet i befolkningen (det skrev jeg om her). Mit eget bud på baggrund af disse målinger var, at partiet nok lå langt tættere på spærregrænsen end nogle målinger viste (se også dette indlæg). Valgresultatet skulle vise sig at bekræfte dette.

En af de store debatter omhandlede hvorvidt YouGov eller Voxmeter havde ret. YouGov vurderede at Nye Borgerlige ville få en større opbakning, end det viste sig, at de ville få. I maj i 2019 så vi således en måling fra Voxmeter, der gav Nye Borgerlige 0,9 procent af stemmerne, hvor YouGov gav partiet 6,3 procent af stemmerne (se dette indlæg). Jeg mindes ikke at have set så stor systematisk uenighed mellem to analyseinstitutter i opbakningen til et parti.

Generelt havde YouGov et dårligt folketingsvalg i 2019, hvor de overestimerede opbakningen til de tre partier på den yderste højrefløj – Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs. På den baggrund konkluderede jeg, at Voxmeter var tættere på at ramme Nye Borgerliges opbakning i målingerne.

Det virkede dog ikke til, at YouGov eller BT, der formidler deres målinger, ændrede nogle procedurer. Tværtimod fortsatte de ufortrødent med at fokusere på ekstreme målinger for Nye Borgerlige efter folketingsvalget i 2019 (se dette og dette indlæg for eksempler herpå).

Siden da har der ikke været så meget fokus på partiet. Sidste år skrev jeg et indlæg, hvor jeg viste, at partiet ville stå til at få omkring 9,5 procent af stemmerne ved et valg. Med andre ord en opbakning i meningsmålingerne der var langt større end den, de fik ved valget.

Hvor er Nye Borgerlige så i dag? Til at blive klogere på dette kan vi kigge på mit vægtede snit for partiet fra seneste folketingsvalg til i dag. Nedenstående figur viser udviklingen i opbakningen.

Det bedste bud på partiets opbakning i meningsmålingerne i dag er 7 procent. Dette er betydeligt bedre end deres valgresultat i 2019, hvor de som bekendt fik 2,4 procent af stemmerne. Partiet har ikke været i nærheden af spærregrænsen siden folketingsvalget. Dette kan også forklare, at der ikke er lige så meget interesse for partiet i dag, da der mere handler om antallet af mandater end om de får mandater eller ej.

Partiet oplevede desuden en stor fremgang i forlængelse af coronakrisens udbrud. Denne peakede omkring april 2021, hvor partiet stod til at få omkring 10 procent af stemmerne. Mit seneste indlæg omkring opbakningen til partiet var således skrevet i perioden hvor partiet lå på sit højeste.

Partiet har ligget relativt stabilt i meningsmålingerne i løbet af det seneste år. Det vil dog stadig blive spændende at se, hvordan partiet og meningsmålingerne klarer sig ved næste folketingsvalg, især hvis Inger Støjberg også skulle gå hen og stifte et politisk parti. To be continued …