Meningsmålingerne har givet vidt forskellige bud på, hvor mange der vil stemme på Nye Borgerlige. Jeg skrev det første af flere indlæg omhandlende netop dette spørgsmål for små fire år siden. Man kunne håbe at folketingsvalget i 2019 havde afgjort det én gang for alle, hvor mange der så rent faktisk vil stemme på Nye Borgerlige, men meningsmålingerne er stadigvæk uenige.
På den ene side har vi meningsmålingerne fra især Voxmeter, der har placeret partiet omkring spærregrænsen. På den anden side har vi meningsmålinger, primært fra YouGov, der har placeret partiet tættere på 5% end 2%. Folketingsvalget i 2019 viste, at YouGov tog fejl – og de fleste andre analyseinstitutter var mere præcise.
En af konklusionerne på baggrund af seneste folketingsvalg var, at YouGov ikke havde et godt valg. Min analyse viste således, at YouGov havde klaret sig dårligst blandt alle analyseinstitutter. Konkret kunne man se, at YouGov havde den største gennemsnitlige afvigelse, altså hvor langt partierne lå fra seneste meningsmåling før valget til selve valgresultatet:
Med dette in mente kan vi nu se nærmere på den seneste meningsmåling fra YouGov, der blev formidlet af BT med følgende titel: Bedste måling for Vermund siden valget: ‘Bemærkelsesværdigt’
Er der tale om en bemærkelsesværdig måling? Hvis man kigger på andre målinger fra YouGov, er svaret nej. BT gik ikke desto mindre – som de har for vane – i breaking mode. Tirsdag aften var selvsamme artikel at finde på forsiden i gult:
Der er ikke tale om en vanvittig måling, men det er svært at formidle relativt neutrale meningsmålinger som breaking news. Dette er ikke en kritik af meningsmålingen i og for sig selv, men formidlingen af samme. Her er det værd at huske på, at BT ej heller havde et godt folketingsvalg, når det kommer til formidlingen af meningsmålinger.
I artiklen kan man læse, at “Nye Borgerlige står til mere end en fordobling af antallet af mandater, hvis der var valg i dag”. Det er meget lig hvad YouGov viste under folketingsvalgkampen, altså at Nye Borgerlige stod til at få dobbelt så mange mandater, som de rent faktisk endte med at få.
Dette har flere andre også bemærket (eksempelvis Hans Redder og Jonas Holm). Hvis vi kigger på meningsmålingerne fra i år kan vi da også se, at intet tyder på, at opbakningen til Nye Borgerlige har ændret sig voldsomt (eller på en måde, der kan betegnes som værende ‘vanvittig’). Her er meningsmålingerne fra januar og frem:
Med andre ord: Intet tyder på, at Nye Borgerlige har fået flere vælgere eller mistet vælgere i løbet af de seneste måneder. BT synes med andre ord at fortsætte hvor de slap under dækningen af meningsmålingerne i løbet af valgkampen.
Problemet med BTs dækning stopper dog ikke her. For det første informeres der ikke om, hvad opbakningen er til alle partierne. Dette gør det umuligt at få et overblik over, hvad meningsmålingen rent faktisk viser. Det var kun da folk begyndte at spørge ind til disse tal, at YouGov lagde dem på deres hjemmeside. Man kan håbe (og kraftigt opfordre til), at YouGov også vil gøre dette i fremtiden.
For det andet har vi endnu et eksempel på, at journalister ikke nødvendigvis forstår sig på den statistiske usikkerhed. Tag denne information fra artiklen: “Målingen, der er foretaget blandt 1.251 repræsentativt udvalgte personer mellem 7. og 11. maj 2020, er den bedste for Nye Borgerlige siden folketingsvalget grundlovsdag 2019. Det hører med til historien, at den statistiske usikkerhed i målingen er på 2,8 procent.”
Der nævnes dog intet tal i artiklen, hvor den statistiske usikkerhed er 2,8 procent. Den statistiske usikkerhed for Nye Borgerlige er mindre end 2,8 procent, og dette tal er den maksimale statistiske usikkerhed. Her kan jeg anbefale, at journalisten (og andre interesserede) (gen)læser mit indlæg fra 2015.
Hvor stor er opbakningen så til Nye Borgerlige, hvis man tager den samlede mængde data i betragtning? Mit bedste bud er at partiet ligger solidt over spærregrænsen, men på ingen måde over 5 procent. Partier som Dansk Folkeparti og Stram Kurs har ikke klaret sig godt, ej heller siden valget, og Nye Borgerlige har sandsynligvis samlet nogle af disse vælgere op, hvorfor der er tale om en fremgang siden valget.
Mit bedste kvantitative bud, jvf. den seneste Politologi Prognose, er, at Nye Borgerlige ville få omkring 3,7% af stemmerne, hvis der var valg i morgen:
Dette estimat er dog sandsynligvis optimistisk (givet specifikke antagelser omkring huseffekterne), og det ville ikke overraske mig, hvis partiet nok ligger tættere på 3% end 4%. Dette er selvfølgelig også et meget hypotetisk spørgsmål, da intet i dansk politik er som det plejer at være (hvordan ville en coronavalgkamp se ud?), og sandsynligheden for et snarligt folketingsvalg er meget lille.