I begyndelsen af 2020 havde de færeste nok forestillet sig, at det største emne på den offentlige dagsorden – og i vores daglige liv – ville blive coronavirussen (COVID-19).

Min forventning er, at coronavirussen vil øge uligheden i samfundet — økonomisk, socialt, kulturelt og politisk. Dette ikke ved at der bliver gennemført radikale ændringer i samfundet, men ved at der ikke bliver gennemført radikale ændringer. Dette vil ske ved at krisen på mange måder vil sætte eksisterende politikker ud af kraft og alle politiske tiltag vil forsøge at ikke alene opretholde men også konsolidere status quo.

Jeg har set flere argumentere for, at coronakrisen er en anledning til at iværksætte nye økonomiske og politiske tiltag. Slavoj Žižek har eksempelvis argumenteret for, hvor “nødvendigt det er at reorganisere den globale økonomi”. Jeg vil undlade at tage stilling til, hvad man bør gøre i forbindelse med en krise som denne, men i dette indlæg blot bringe et par observationer og reflektere kort over, hvad jeg finder sandsynligt vil ske.

De fleste politologer, jeg har set udtale sig omkring krisen, har i meget lidet omfang forholdt sig til de politiske aspekter af krisen – og dermed konsekvenserne for økonomisk, social og politisk ulighed. Dette skal ingenlunde forstås som en kritik. Der er trods alt ikke brug for at politisere myndighedernes anbefalinger og på andre måder bidrage til, at folk ikke tager krisen alvorligt. Jeg har med andre ord fuld forståelse for, at de fleste politologer (og andre forskere) bidrager til at gøre hvad man kan for, at danskerne følger magthavernes anbefalinger til punkt og prikke. Derfor er det helt fint, at vi ser et hav af politologisk forskning i, hvordan man kan sørge for, at folk vasker hænder og generelt følger myndighedernes anbefalinger om social distance m.v.

Hvad der er mindst lige så interessant er, hvilke politiske effekter krisen vil have. Vi har i løbet af de seneste uger set offentlige politikker og bureaukratiske procedurer blive sat på pause (eller flytte online). Institutioner, der tjener et bestemt formål, fungerer ikke længere optimalt – og dette vil i de fleste tilfælde øge uligheden i samfundet. Hvad vi har set rundt om i verden er talrige økonomiske tiltag og hjælpepakker, der alle skal forsøge at opretholde status quo og dermed sørge for, at alle kommer godt ud af krisen.

Dette er heldigvis noget, andre har udtalt sig om. Theda Skocpol har formuleret det bedst i relation til økonomisk ulighed: “The wealthiest fifth of Americans have made greater income gains than those below them in the income hierarchy in recent decades. They are more often members of married, highly educated couples. As high-salary professionals or managers, they live in Internet-ready homes that will accommodate telecommuting—and where children have their own bedrooms and aren’t as disruptive to a work-from-home schedule. In this crisis, most will earn steady incomes while having necessities delivered to their front doors. The other 80 percent of Americans lack that financial cushion.”

Når vi ser de høje arbejdsløshedstal i disse uger, er det bestemte grupper, der rammes hårdest, herunder især lavindkomstgrupper. Dem der har sværest ved at arbejde hjemmefra, for eksempel, er ikke overraskende også dem med de laveste lønninger. Det er for dem der arbejder hjemme nemt at få leveret mad – mens dem der leverer maden skal frygte for deres helbred. Dertil skal det også tilføjes, at især sektorer hvor kvinder er overrepræsenteret, er hårdt ramt – og lukkede skoler og pasningsmuligheder rammer også kvinder hårdere end mænd (se dette studie for mere info).

Det handler i høj grad om økonomisk ulighed, men ikke udelukkende. Det må forventes, at de børn der går i skole hjemme i disse dage får en betydeligt bedre oplevelse, hvis de har højtuddannede forældre. Forleden læste jeg eksempelvis, at højt uddannede forældre lånte omkring 2,5 gange flere børnebøger end lavtuddannede forældre, og dette er en stigning i uligheden sammenlignet med før krisens udbrud. Uligheden vil således stige — ikke alene økonomisk, men også socialt og kulturelt.

Det interessante er, at i krisesituationer som den vi befinder os midt i nu, vil dem der allerede har magt have langt flere muligheder end de normalt har. Mit yndlingseksempel på dette er virksomheder, der nægter at betale husleje (se eksempelvis her og her). Forestil dig en ganske almindelig borger kontakte sin udlejer og informere om, at vedkommende har besluttet at springe næste måneds husleje over.

Hvad vi også ser i disse dage er, at magthaverne indfører en række tiltag, der går ind og reducerer grundlæggende frihedsrettigheder. Igen skal jeg ikke gøre mig til dommer over, hvorvidt dette er fornuftigt eller ej. Hvad der blot er vigtigt at huske på er, at sådanne tiltag ikke påvirker alle borgere ens, men på kort og på længere sigt kan øge uligheden i de økonomiske, sociale og politiske ressourcer, folk har til rådighed. Det er med andre ord vigtigt at forhodle sig kritisk til sådanne tiltag (og dette burde være muligt samtidigt med, at man følger myndighedernes anbefalinger).

Kigger vi på magthaverne kan vi da også se, at deres popularitet er steget i krisens første stadie. Ledere som Mette Frederiksen i Danmark, Stefan Löfven i Sverige, Boris Johnson i England, Viktor Orbán i Ungarn og Erdoğan i Tyrkiet, har alle nydt en øget opbakning i befolkningen. Jeg ser primært dette som en øget politisk ulighed, der ikke nødvendigvis skal gøre én bekymret, men i hvert fald om muligt endnu mere kritisk i forhold til, hvordan den politiske magt forvaltes i den kommende tid.

Der er intet overraskende i noget af dette. Når krisen melder sig og gængse procedurer og institutioner bliver problematiske, ineffektive eller overflødige, vil dem med magt stå bedre stillet. Et sidste godt eksempel på dette finder vi i forskningsverdenen. Mange universiteter introducerer midler til deres bedste forskere (ofte på institut- eller fakultetsniveau), og disse midler gives primært til de forskere, der allerede er inde i varmen (med andre ord har magt). Man skal heller ikke være kønsforsker for at bemærke, at der bliver udgivet meget få forskningsartikler i disse dage omkring COVID-19 (i hvert fald samfundsfaglig forskning), hvor der er en kvinde som førsteforfatter. Carlsbergfondet har også sat penge af til forskning i COVID-19, og her gives midlerne selvfølgelig også til dem, der allerede er venner af huset.

Krisen vil højst sandsynligt ikke føre til et opgør med eksisterende uligheder i samfundet, men en konsolidering af magten (og dermed mere ulighed).