– Efficient R programming
– 13 Tips For Reading General Election Polls Like A Pro
– Visualising Residuals
– Not So Standard Deviations: Episode 21 – This Might Be the Future!
– Exploring Fitness Data in R
– When Did Charts Become Popular?
– What has happened down here is the winds have changed
– GoodReads: Webscraping and Text Analysis with R (Part 1)
– Why the Father of Modern Statistics Didn’t Believe Smoking Caused Cancer
| Navn | Type | Geografi | Periode |
| Afrobarometer | Tværsnit | Afrika | 1999- |
| American National Election Studies | Tværsnit/panel | USA | 1948- |
| AmericasBarometer | Tværsnit | Latinamerika | 2004- |
| Arab Barometer | Tværsnit | Mellemøsten | 2006- |
| Asian Barometer | Tværsnit | Asien | 2001- |
| AsiaBarometer | Tværsnit | Asien | 2003-2008 |
| British Household Panel Survey | Panel | England | 1991-2009 |
| Caucasus Barometer | Tværsnit | Kaukasus | 2008- |
| Den Danske Valgundersøgelse | Tværsnit | Danmark | 1971- |
| Eurobarometer | Tværsnit | Europa | 1973- |
| European Election Studies | Tværsnit | Europa | 1979- |
| European Social Survey | Tværsnit | Europa | 2002- |
| European Values Study | Tværsnit | Europa | 1981- |
| General Social Survey | Tværsnit/panel | USA | 1972- |
| German Socio-Economic Panel | Panel | Tyskland | 1984-2013 |
| International Social Survey Programme | Tværsnit | Globalt | 1985- |
| Latinobarómetro | Tværsnit | Latinamerika | 1995- |
| Longitudinal Internet Studies for the Social Sciences | Panel | Holland | 2007- |
| Swiss Household Panel | Panel | Schweiz | 1999- |
| World Values Survey | Tværsnit | Globalt | 1981- |
I introduktionskapitlet til bogen Political Psychology: Key Readings formidles forskellige studier, der viser, hvordan vælgerne reagerer på forhold, der ikke kan forklares ud fra traditionelle politologiske perspektiver. Det er et ganske fint kapitel, og det er altid interessant at læse, hvilke studier der fremhæves som eksemplariske, når nye læsere skal introduceres til en litteratur.
Et af disse studier i bogen omhandler effekten af et smil på vælgernes politiske adfærd. Det beskrives med ordene: “[…] a clever study by Mullen and his colleagues (1986) found that ABC news anchor Peter Jennings smiled more when reporting on stories involving Ronald Reagan in comparison with his presidential rival Walter Mondale and, furthermore, that people who watched ABC news reported more favorable attitudes toward Reagan than viewers of other networks.” (s. 7).
Studiet, der refereres til, blev publiceret i tidsskriftet Journal of Personality and Social Psychology og kan findes i en ungated version her (og i en gated version her). I artiklens abstract beskrives resultatet: “It was found that voters who regularly watched the newscaster who exhibited the biased facial expressions were significantly more likely to vote for the candidate that newscaster had smiled upon.” Med andre ord: Når nyhedsoplæseren smilede i forbindelse med omtalen af en præsidentkandidat, desto mere sandsynligt var det, at seeren ville stemme på præsidentkandidaten.
Da jeg læste studiet omtalt i bogen, kom jeg i tanke om en note jeg læste i den fremragende bog The Invisible Gorilla, skrevet af Christopher Chabris og Daniel Simons. I slutnote 44 på side 284 skriver de således om ovennævnte studie: “It’s also worth mentioning that the evidence in the original study supporting the existence of an association between television news viewing and voting was fairly minimal. The percentages were based on data from fewer than forty people per town, and in some cases, only a handful of people watched ABC. If only five people watched ABC, then a shift of 20 percent represents just one viewer. In a reanalysis of the data from the original study using a standard statistical test known as chi-square, we found that none of the differences in voting patterns were statistically significant. In other words, there might not even have been a reliable association between viewing preferences and voting patterns, making the causal claim that Peter Jennings influenced voting just by smiling even less likely.” (kursiv tilføjet)
Der er med andre ord ingen evidens for, at Peter Jennings (altså nyhedsoplæseren) har haft en indflydelse på vælgerens stemmevalg. Ikke desto mindre er studiet citeret omkring 100 gange (jf. Google Scholar), og det bliver i de fleste tilfælde citeret ukritisk. Ironisk nok er der – som i eksemplet ovenfor – tilfælde hvor kritiske bemærkninger omkring kausaliteten nævnes, men ikke selve fraværet af en korrelation.
Studiet bliver også formidlet i populærvidenskabelige værker, herunder Malcolm Gladwells The Tipping Point. Ligeledes får det åbenbart også opmærksomhed i de populærvidenskabelige medier, herunder i et indlæg fra forrige måned hos Psychology Today, der formidler studiet: “Studies have demonstrated that a newscaster who is smiling when discussing a political candidate can boost the candidate´s electability [8]. Specifically, it was discovered that people who regularly watched a particular newscaster who exhibited facial expressions in favor of certain candidate were more likely to vote for that candidate [9]. The researchers concluded that “the selection of the president by the electorate may itself be influenced by which candidate the newscasters smile upon.” [10]” (de tre referencer er alle til det samme studie.)
Dette viser helt grundlæggende, hvor stor tiltro forskere har til publicerede artikler, og især hvor lidt arbejde der bruges på at læse de artikler, der citeres. Når et studie er publiceret, er det angiveligt sandt, og vi kan citere det derefter. Det er kun sundt at have et åbent sind i forhold til den teori et studie fremfører, men blot fordi et studie er publiceret og citeret, er det stadigvæk vigtigt at forholde sig kritisk til det. Dette især når det handler om de mere flashy hypoteser, såsom at et smil ændrer vælgernes stemmeadfærd.
Forleden var talrige danske nyhedsmedier ude og sige, at det nye parti, Nye Borgerlige, stod til at få over 10 procent af stemmerne. I går blev det annonceret, at partiet nu har anmeldt sig som opstillingsberettiget til Folketinget, og medierne dedikerede i den forbindelse en masse plads til historien og andre partiers reaktion herpå.
I de samme timer var talrige analyseinstitutter i fuld sving med at få spurgt deres webpaneler om, hvor mange der ville stemme på det nye parti. Hele processen giver et fascinerende indblik i, hvordan analyseinstitutterne går mere op i at få omtale, end at give et retmæssigt estimat af, hvor stor den reelle opbakning til Nye Borgerlige er.
Først på banen var Metroxpress, der 20.05 i går aftes kunne rapportere, at Nye Borgerlige stod til at få op mod 4 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Her var de ærlige omkring, at deres data end ikke var færdiganalyseret endnu, men det skulle selvfølgelig ikke ødelægge en god historie – og risikere, at et andet institut kom først med en meningsmåling.
Siden da er artiklen blevet opdateret, hvor partiet ligger til at få 4,3 procent af stemmerne: “Partiformand Pernille Vermund og hendes parti Nye Borgerlige står til at suse ind i Folketinget med 4,3 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Det viser en opdateret vælgermåling, som YouGov har foretaget for metroxpress blandt 1.425 repræsentaivt [sic] udvalgte personer fra YouGov Panelet. Målingen er foretaget over det seneste døgn; fra torsdag formiddag til fredag formiddag.”
Næst efter YouGov/Metroxpress kunne Gallup/Berlingske en time senere, 21.17, rapportere, at 2,1 procent af vælgerne vil stemme på Nye Borgerlige, hvis der var valg i dag: “Hvis der var folketingsvalg i morgen, ville 2,1 pct. af vælgerne stemme på Nye Borgerlige. Det fremgår af en meningsmåling, som Gallup foretog 22. september for Berlingske og på baggrund af 1.128 webinterview.”
Sidst på banen kom Megafon/Politiken/TV2, der i dag klokken 11.59 kunne rapportere, at Nye Borgerlige står til at få 4,9 procent af stemmerne. Her blev følgende metodiske informationer formidlet: “Målingen er gennemført som en kombineret web- og telefonrundspørge i perioden 22.-23. september. I alt har 1.134 vælgere deltaget.”
Der er nogle væsentlige ligheder ved disse tre meningsmålinger. For det første er de alle indsamlet på meget kort tid. Vi ved, at det kan være svært at kontakte et stort antal af vælgere på kort tid uden at det påvirker repræsentativiteten af meningsmålingen. Derfor skal man være ekstra kritisk i forhold til de tre meningsmålingers validitet. YouGov, Megafon og Gallup lever af omtale – ligesom de medier, de arbejder for – og det er tydeligt, at de nedprioriterer validiteten af deres meningsmålinger med henblik på at være først og aktuelle.
For det andet bygger alle tre målinger på data indsamlet fra webpaneler (om end Megafon også har respondenter fra en telefonrundspørge, men der er ingen information omkring, hvor mange det er). Dette forhold – kombineret med den meget korte tidshorisont – gør, at det er vigtigt at være påpasselig med at tolke for meget på meningsmålingernes resultater. Dette holder selvfølgelig ikke journalisterne tilbage.
For det tredje er der formidlet meget begrænset information fra analyseinstitutterne. Vi har ingen idé om, hvad respondenterne er blevet spurgt om forud for deres partivalg, herunder eventuelle spørgsmål om, hvorvidt respondenten er bekendt med Nye Borgerlige og deres politik. Vi ved, at institutterne ofte spørger om aktuelle politiske emner, og dette kan meget nemt have haft en betydning for resultaterne i denne sammenhæng. Dette er ren spekulation, men det ville klæde analyseinstitutterne at være transparente omkring den procedure, de har anvendt i denne sammenhæng.
For det fjerde kan vi konkludere, at medierne tog fejl, da de forventede at Nye Borgerlige stod til at få over 10 procent af stemmerne. Det er selvfølgelig en mulighed, at partiet er halveret siden da, men dette er ikke realistisk. Tværtimod. Det er således interessant, at medierne på denne måde vægtede en god historie højere end at have ret. Jeg håber ikke, at dette også er tilfældet her.
Dermed er det ikke sagt, at analyseinstitutterne tager fejl. Det er muligt, at Nye Borgerlige står til at få 4 procent af stemmerne. Der er dog nogle problematiske ligheder ved de tre meningsmålinger, vi har set, der gør, at jeg vil være ekstra påpasselig med at sige noget om den reelle opbakning til Nye Borgerlige. Fremtidige målinger må vise, hvor stor opbakning de sandsynligvis ville få, hvis der var et folketingsvalg i dag.
Hvis der er én slags film, der går som varmt brød i disse år, er det superheltefilm. Men hvem er det, der producerer superheltefilm på stribe? Som med de fleste markeder, er der to aktører, der kæmper om tronen (tænk Coca Cola/Pepsi, McDonalds/Burger King og så videre). Når det kommer til superheltefilmene er det Marvel og DC Comics, der kæmper om at være bedst.
Der hersker her ingen tvivl omkring, at Marvel indtager førerpositionen. Med forskellige faser i deres cinematic universe, har de formået at skabe et univers, der trækker folk i biografen for at se, hvordan det går med deres yndlingshelte. DC Comics forsøger det samme, men har ikke haft lige så stor succes med film som Man of Steel, Batman v Superman og Suicide Squad (mangler at se sidstnævnte, men forventer intet af denne). Kort fortalt siger man, at DC Comics har været gode til at introducere bestemte superhelte, hvorefter Marvel har perfektioneret dem (Captain America i forlængelse af Superman, Avengers i forlængelse af Justice League m.v.).
Den seneste film fra Marvel-familien er Captain America: Civil War (2016), der tager afsæt i Avengers: Age of Ultron (2015). Udgangspunktet for filmen kan beskrives relativt simpelt: Avengers-holdet får opmærksomhed fra verdens ledere, der begynder at problematisere det forhold, at superhelte ikke er underlagt nogen politisk kontrol. Dette fører til et forslag om, at Avengers-holdet skal være underlagt en politisk kontrol af verdenslederne, der sikrer, at de ikke bare kan opføre sig efter forgodtbefindende. Dette falder dog ikke i god jord hos alle superheltene (paradoksalt nok er Iron Man tilhænger af øget kontrol, og Captain America er imod). Det er en interessant idé, der alt andet lige bidrager til at føje tyngde til en superheltehistorie, der ofte er løsrevet fra en politisk – og dermed realistisk – virkelighed.
Når dette er sagt, lider Captain America: Civil War (2016) under de samme problemer som andre superheltefilm, og især de andre superheltefilm fra Marvel. For det første er der ikke tale om en film, der fungerer som en selvstændig film. Den kører alt for meget på hele universet og er ingenlunde skarp i fortællingen. Det er symptomatisk, at Captain America på ingen måde udgør den mest fremtrædende rolle i filmen (Iron Man gennemgår en langt mere interessant udvikling og får mindst lige så meget skærmtid som Captain America). Derfor kunne filmen også lige så godt have heddet Avengers (eller Iron Man v Captain America).
For det andet lider filmen under en svag skurk, der ligeledes resulterer i en antiklimatisk slutning. Uden at spoile for meget af handlingen er det fair at sige, at der ikke er nogen kausalitet i det masterplot, som skurken sætter op. Derfor står vi i filmens sidste akt med en situation, der fremstår som et tilfældigt møde, der lige så godt kunne have udspillet sig på mange andre måder.
For det tredje er filmen for lang, hvorfor man simpelthen bliver træt af actionscenerne såvel som humoren (der som altid er simple oneliners og snappy comebacks). Filmen er simpelthen ikke økonomisk nok. Dette giver god mening, når der er så mange karakterer, men det er ikke en styrke ved filmen. Tværtimod. Vi bliver her ligeledes introduceret for Black Panther og Spider-Man (og en alt for ung, MILF‘et Aunt May), men sammen med et hav af andre karakterer, fremstår disse – til trods for hæderlige skuespilspræstationer – overfladiske. Eller, man sidder tilbage med en fornemmelse af, at man skal undskylde deres medvirken i filmen med, at man får mere i de kommende film. Det er bare ikke godt nok. Jeg ser ikke en Captain America-film som en serie, men som én film.
Der er tale om en middelmådig film. Du ved hvad du får. Hvis du er fan af de andre Marvel-film, vil du også kunne lide denne. Hvis du, som jeg, er kørt træt i superheltefilmformatet, behøves du ikke være ked af, at du ikke så denne i biografen. Gem den til en tømmermændssøndag, hvor du nemt kan kan sove et kvarter her og der, uden at du mister det store.