Hvis der er én slags film, der går som varmt brød i disse år, er det superheltefilm. Men hvem er det, der producerer superheltefilm på stribe? Som med de fleste markeder, er der to aktører, der kæmper om tronen (tænk Coca Cola/Pepsi, McDonalds/Burger King og så videre). Når det kommer til superheltefilmene er det Marvel og DC Comics, der kæmper om at være bedst.
Der hersker her ingen tvivl omkring, at Marvel indtager førerpositionen. Med forskellige faser i deres cinematic universe, har de formået at skabe et univers, der trækker folk i biografen for at se, hvordan det går med deres yndlingshelte. DC Comics forsøger det samme, men har ikke haft lige så stor succes med film som Man of Steel, Batman v Superman og Suicide Squad (mangler at se sidstnævnte, men forventer intet af denne). Kort fortalt siger man, at DC Comics har været gode til at introducere bestemte superhelte, hvorefter Marvel har perfektioneret dem (Captain America i forlængelse af Superman, Avengers i forlængelse af Justice League m.v.).
Den seneste film fra Marvel-familien er Captain America: Civil War (2016), der tager afsæt i Avengers: Age of Ultron (2015). Udgangspunktet for filmen kan beskrives relativt simpelt: Avengers-holdet får opmærksomhed fra verdens ledere, der begynder at problematisere det forhold, at superhelte ikke er underlagt nogen politisk kontrol. Dette fører til et forslag om, at Avengers-holdet skal være underlagt en politisk kontrol af verdenslederne, der sikrer, at de ikke bare kan opføre sig efter forgodtbefindende. Dette falder dog ikke i god jord hos alle superheltene (paradoksalt nok er Iron Man tilhænger af øget kontrol, og Captain America er imod). Det er en interessant idé, der alt andet lige bidrager til at føje tyngde til en superheltehistorie, der ofte er løsrevet fra en politisk – og dermed realistisk – virkelighed.
Når dette er sagt, lider Captain America: Civil War (2016) under de samme problemer som andre superheltefilm, og især de andre superheltefilm fra Marvel. For det første er der ikke tale om en film, der fungerer som en selvstændig film. Den kører alt for meget på hele universet og er ingenlunde skarp i fortællingen. Det er symptomatisk, at Captain America på ingen måde udgør den mest fremtrædende rolle i filmen (Iron Man gennemgår en langt mere interessant udvikling og får mindst lige så meget skærmtid som Captain America). Derfor kunne filmen også lige så godt have heddet Avengers (eller Iron Man v Captain America).
For det andet lider filmen under en svag skurk, der ligeledes resulterer i en antiklimatisk slutning. Uden at spoile for meget af handlingen er det fair at sige, at der ikke er nogen kausalitet i det masterplot, som skurken sætter op. Derfor står vi i filmens sidste akt med en situation, der fremstår som et tilfældigt møde, der lige så godt kunne have udspillet sig på mange andre måder.
For det tredje er filmen for lang, hvorfor man simpelthen bliver træt af actionscenerne såvel som humoren (der som altid er simple oneliners og snappy comebacks). Filmen er simpelthen ikke økonomisk nok. Dette giver god mening, når der er så mange karakterer, men det er ikke en styrke ved filmen. Tværtimod. Vi bliver her ligeledes introduceret for Black Panther og Spider-Man (og en alt for ung, MILF‘et Aunt May), men sammen med et hav af andre karakterer, fremstår disse – til trods for hæderlige skuespilspræstationer – overfladiske. Eller, man sidder tilbage med en fornemmelse af, at man skal undskylde deres medvirken i filmen med, at man får mere i de kommende film. Det er bare ikke godt nok. Jeg ser ikke en Captain America-film som en serie, men som én film.
Der er tale om en middelmådig film. Du ved hvad du får. Hvis du er fan af de andre Marvel-film, vil du også kunne lide denne. Hvis du, som jeg, er kørt træt i superheltefilmformatet, behøves du ikke være ked af, at du ikke så denne i biografen. Gem den til en tømmermændssøndag, hvor du nemt kan kan sove et kvarter her og der, uden at du mister det store.