Erik Gahner Larsen

Filmanmeldelse: Funny Games (1997)

Jeg har lige genset Funny Games (1997) på DR2. Imens blev der på TV3 sendt The Fast and the Furious. Hvor at der i sidstnævnte er actionscener og synlig vold, er Funny Games en film præget af en voldslogik der æstetisk hviler under overfladen, men raser i seerens bevidsthed. Funny Games er med andre ord instruktøren Michael Hanekes »sjove« spil med seeren om og med vold.

I Funny Games følger vi en familie der tager på sommerhusferie. Herfra går det dog kun galt, da Peter og Paul – to stjernepsykopater, kigger forbi. Familien bliver taget til fange af de to unge mænd, bliver tortureret og udsat for voldshandlinger en mass. Plottet kan lyde temmelig trivielt og som endnu en almindelig psykologisk thriller, men det er ingenlunde tilfældet med nærværende film.

Funny Games fungerer på et metaplan, hvor seeren filtreres ind i filmens narrative udvikling med henblik på at problematisere seerens forhold til filmens overordnede tema, vold. Dette ses allerede tidligt i filmen, f.eks. da Paul, en af de to unge psykopater, vender sig om og blinker til kameraet (altså seeren). Lidt efter laver de to psykopater et væddemål omhandlende, hvorvidt de kan likvidere familien inden der er gået 12 timer eller ej, for derefter at spørge seeren: »Hvem satser De på?«

Jo længere frem i filmen man kommer, desto mere selvbevidst bliver specielt Paul om hans egen rolle i forhold til at underholde seeren, f.eks. med en kommentar om, at filmen endnu ikke er oppe på spillefilmslængde. Paul gør hvad han kan for at give seeren hvad seeren gerne vil have. Men hvad er det seeren gerne vil? Og hvilken rolle spiller filmen som fiktiv fortælling i forhold til den virkelighed den fortolkes i? Disse spørgsmål ekspliciteres da de to psykopater diskuterer fiktionens rolle i forhold til virkeligheden. Hvad er fiktion og hvad er virkelighed, når en film der er fiktion vises i virkeligheden? Kan vi overhovedet operere med en idé om noget der er fiktion?

Hvad er det der gør, at folk kan sidde og lade sig underholde af volden de ser i The Fast and the Furious på TV3, mens der er Funny Games på DR2? Hvorfor kan vi nyde volden æstetisk? Hvilket forhold har vi til vold i medierne? Hvilke forventninger har vi til vold? Det er nogle af de spørgsmål filmen stiller, og som ikke med lethed lader sig besvare.

Jeg har læst nogle kommentarer til denne film der påstår, at den ved siden af vold, handler om rendyrket ondskab. Dette mener jeg på ingen måde er et tema i filmen. I hvert fald ikke sammenlignet med en af Michael Hanekes nyere film, Das weiße Band – Eine deutsche Kindergeschichte (2009), der forholder sig til ondskab. Det kan måske være svært at adskille modbydelig vold fra ondskab, men ikke desto mindre har jeg svært ved at se, hvordan Funny Games forholder sig til det onde som et fænomen.

I rollen som familiefaderen ser vi Ulrich Mühe, der døde i en alt for tidlig alder og nok er bedre kendt for sin rolle i Das Leben der Anderen (2006), men hans præstation – sammen med de andre skuespilleres, kombineret med de lange sekvenser, gør at filmen får et yderst autentisk udtryk, der ikke gør filmen mindre væmmelig.

Selvom titlen kunne indikere det, er der absolut intet sjovt over denne film. Den er rå, væmmelig, ulækker og ret klam. Men den kan kun anbefales.

Potpourri: Søren Pinds fejlagtige tilgang til civil ulydighed

Søren Pind kom søndag aften med følgende udmelding på hans facebook-profil: »Ekstremismen tager til. Flere og flere mener sig berettiget til at tage sig selv til rette. Optøjerne på Nørrebro. Kirkebesættere. Østerild. Og ekstremismens hidtil mest sataniske fjæs nu i Norge. Det er 70’erne om igen. De næste år handler om demokratiets og retsstatens klippegrund. Nok er nok. Enten er man med. Eller også imod«.

Jeg vil være tilbøjelig til at tolke Søren Pinds kommentar som et desperat forsøg på at kæde “Either you are with us, or you are with the terrorists.”-retorikken, der er symptomatisk for den førte politik i de sidste 10 år, sammen med den rette tilgang til at forhindre episoder som den på Utøya i fremtiden.

Søren Pinds udmelding er dog så irriterende dum, at den fortjener en masse kommentarer med på vejen. Heldigvis er der kompetente, borgerlige mennesker der har gjort dette, hvorfor jeg vil blot vil henvise til disse.

God læselyst.

»Det man hører, er man selv.«

Det hænder at jeg et par gange om året hører lidt P3. Aldrig af egen fri vilje vel at mærke. I dag var en af de gange, og blandt alle de trivialiteter jeg hørte, var onelineren »Det man hører, er man selv.« en af dem. Jeg er kommet frem til, at den på mange måder er sigende for hvorfor nogen vil legitimere institutionen DR. Denne påstands hypotese er dermed: Jo mere man benytter DRs produkter, desto større tilhænger vil man være af DR. Det vil være yderst svært at undersøge nævnte hypoteses sandhedsværdi, da der nok også er en kausal sammenhæng mellem om man kan lide DR og så om man vælger at se/høre DR.

Hvilsted kommer i dette indlæg med et forsvar for Danmarks Radio. Desværre står jeg blot tilbage med en følelse af, at hr. Hvilsted har lyttet så meget til P1 og set så meget Deadline, at han vil tvinge andre mennesker til fortsat at betale for det. Jeg kan i Hvilsteds indlæg ganske enkelt ikke identificere nogle værdier, normer eller ideologiske implikationer, der gør, at DR for alt i verden må bevares. Jeg vil i nærværende indlæg kritisere Hvilsteds argumenter og overordnede pointer, der ifølge ham legitimerer et stk. Danmarks Radio. Dette indlæg har derfor mere karakter af specifikke kommentarer til Hvilsteds indlæg – snarere end at være et selvstændigt indlæg. Det kan derfor anbefales at Hvilsteds indlæg læses først.

Det synes vigtigt for Hvilsted, at DR bidrager til at »sikre grundlæggende frihedsrettigheder«. Det store spørgsmål der rejser sig er selvfølgelig: Er det negative eller positive frihedsrettigheder, der skal sikres? Er det værdier som ejendomsret der skal fremmes (som jeg vil argumentere for, at DR ignorer, når de tvangsindkræver licens) eller er det værdier der kommer til udtryk i den enlige mors ret til at få sin førtidspension? Politisk synes fokus at være på sidstnævnte opfattelse af frihed, hvorfor den politiske kontrol med DR også må fremme en lignende forståelse.

Pointen er her, at så længe forskellige opfattelser af frihed eksisterer, vil der også være en politisk kamp om hvilken form for frihed DR skal fremme (og denne politiske kamp om og i staten er kun sund). Man kan modsat indvende, at ytringsfriheden er en rettighed der er politisk enighed omkring, men nuvel, den værdi er der vel næppe noget mediehus der ikke vil være eksponent for. Hvis vi opererer med en negativ opfattelse af frihed er jeg derfor helt enig med hr. Hvilsted, når han skriver: »Undervisning og oplysning er de vigtigste våben mod fjender af friheden.«, men når han fortsætter med abstraktioner som public service (og uden en videre konceptualisering af frihed) og lignende, står jeg af: »Og netop oplysning skal være vedvarende, ikke bare for unge, men også for ældre. Og det er her public service og Danmarks Radio har sin eksistensberettigelse.«.

For over et år siden skrev jeg et indlæg på Liberator.dk, hvor jeg indleder med, at »DR’s berettigelse ligger i public service begrebet og hvordan man tolker dette.«. Herefter argumenterer jeg for, hvorfor hverken en bred eller smal definition af public service giver Danmarks Radio en eksistensberettigelse i et moderne samfund som Danmark med de teknologiske muligheder vi nu har. Indlægget var ligeledes publiceret her på siden, hvor Hvilsted i en kommentar argumenterer, at DR har en »tendens til at lave venstredrejet oplysning«, og konkluderer at »DR ganske givet holder andre spillere ud af markedet givet deres størrelse.«. Dernæst argumenteres der for, at DR som institution er med til at binde danskerne sammen. Her må jeg blot konkludere, at der er en holdningsmæssig uenighed, hvor jeg vil argumentere for, at det er civilsamfundets opgave at binde folk sammen – ikke pseudostatslignende venstrefløjsprojekter.

Hvilsted argumenterer for, at »[…] DR har fulgt med tiden, og leverer i dag en høj grad af public service. Man kan diskutere hvad public service bør være og hvordan det bør finansieres, men uanset det, så leverer DR indhold både bredt og smalt public service – som er fuldt ud konkurrencedygtigt med kommercielle kanaler på både kvalitet og seertal.«. Igen – vi må først specificere hvad der menes med public service, før vi kan konkludere, at DR leverer en ”høj grad” af det. Og finansieringsspørgsmålet er af allerstørste relevans, både fordi det øger omkostningerne for private aktører på markedet og ligeledes i sin nuværende form bygger hundrede procent på tvang. Og hvis konkurrencedygtighed med kommercielle kanaler er et kvalitetsparameter, taler dette udelukkende for, at man bør lukke foretagendet hurtigst muligt.

De politiske mekanismer er ikke neutrale, objektive eller tilnærmelsesvist bare i nærheden af nævnte. Og gud ske tak og lov for det! Det forekommer mig derfor lettere naivt at sige, at der »Efterhånden er skabt en fair balance, hvor man ved politisk kontrol, har lavet en nogenlunde afbalanceret og professionelt mediehus, hvor der er plads til alle former for synspunkter, og hvor man efter bedste evne formår at lave objektiv journalistik.«. Hvordan kan politisk kontrol sikre, at der ikke er politiske interesser involverede? Kan de politiske mekanismer garantere en platform, der er ”fri og fair”? Det argumenterer Hvilsted implicit for er tilfældet med ordene: »Mit hovedsaglige og vigtigste punkt er, at jeg ikke tror på, at markedet kan garantere en platform, hvor public service kan leveres frit og fair.«

Hvad angår finansieringen skriver Hvilsted: »Jeg tror ikke på, at en kommerciel station, kan drives uden reklamer, eller ved brugerbetaling alene, da målet for en public service netop må og skal være, at det skal være frit og nemt tilgængeligt for alle.«. Her må jeg minde om, at der findes en del kommercielle stationer (primært børne-TV-kanaler), der er uden reklamer. Og at DR ikke er frit og nemt tilgængeligt for alle, men kræver licens.

Værst bliver det dog med formuleringen: »Så længe DR er den eneste station, som via statslig skatteyderbetalt garanti kan sikre public service, er jeg varm tilhænger af foretagende. Jeg vil meget gerne diskutere indholdet af DR samt public service begrebet, men jeg mener, at institutionen er så grundlæggende vigtig for vort samfund, at vi ikke kan undvære DR under nuværende omstændigheder.«

Der er IKKE tale om skatteyderbetalt garanti. Licens er ikke en skat. En licens er en tilladelse til at bruge et bestemt produkt. Medielicensen er blot en tilladelse til at man kan have et TV, en computer, en radio, en mobiltelefon osv. Det har intet med public service at gøre. Der er tale om en licens der er in- såvel som ekskluderende i forhold til visse teknologier. Ideen om at licensmidlerne så skal bruges til at levere noget så diffust som politisk defineret public service, har intet med en skatteyderbetalt garanti at gøre.

Der skrives »at vi ikke kan undvære DR under nuværende omstændigheder.«. Hvilke omstændigheder skal være gældende, for at Hvilsted ikke længere mener, at DR er uundværligt? Og med baggrund i hvilke værdier? Og når du, Hvilsted, skriver »Men jeg mener dog, at hensynet til at skabe reklamefri og derved kommercielt uafhængige programmer, vægter højere.«. Min pointe bygger på en simpel logik: Reklamefri kan stadig være kommercielt; hvis der er et marked for det!

Jeg har derfor – for at opsummere og konkludere – svært ved at se nødvendigheden af DR. Ikke alene for det enkelte individ, men også for samfundet som helhed. Hvilsted forsøger at argumentere for at uddannelse, oplysning og lignende er noget der kan forenes med DR, altså som et decideret elitært projekt. Frihed synes at være nøgleordet. Vi er enige om at frihed såvel som andre værdier må konkretiseres og dets logikker må implementeres i samfundets institutioner, så samfundet som helhed og det enkelte individ kan være frit. Jeg savner dog et liberalt afsæt hvorfra DRs eksistens er en naturlig følge. Jeg savner et forsvar for DR der ikke får en statsliderlig SF’er til at klappe i hænderne. Jeg savner et forsvar der ikke bare virker som skrevet af en, der har hørt og set så meget DR, at man til sidst kan lide det. Det man hører, er man selv – men hvorfor ikke lade folk vælge selv? Let us be free to choose!

Jeg tror faktisk at vi er enige et langt stykke hen ad vejen i forhold til DR, Hvilsted. Jeg vil derfor opfordre dig til i et indlæg at specificere hvilken størrelse DR bør have (kvantitet) og hvad DR bør levere (kvalitet) og hvordan det skulle hænge sammen (finansieringen). Jeg glæder mig til din respons.

Filmanmeldelse: Tôkyô monogatari (1953)

»Isn’t life disappointing?«

Indrømmet, jeg er ikke den største fan af japanske film – og slet ikke de ældre af slagsen. Som eksempel kan nævnes, at jeg på ingen måde synes om Akira Kurosawas De syv samuraier,også fra 50erne, der af nogen kaldes verdens bedste film. Ved Tokyo Story har vi dog at gøre med en film af en sådan kaliber, at den er exceptionelt bedre end mange andre japanske film.

For det første er det en befrielse at se en japansk film, der ikke er centreret omkring samuraier eller ekstraordinære karakterer. For det andet er det ligeledes en befrielse at karaktererne ikke overspilles på normal japansk facon. For det tredje er der tale om en film der på mange måder tiltaler mig mere som et kunstværk, både hvad angår temaet såvel som produktionen.

Produktionen er helstøbt, hvorfor musikken, kameraføringen (eller udeblivelsen af samme), klipningen m.v. alt sammen komplementerer hinanden og frembringer en yderst realistisk stil, der er meget mere nede på jorden end hvad man ser i samurai-actionfilm og lignende. Det klæder filmen fremragende og giver den et raffineret udtryk, når det bruges til at fortælle historien om en far og mor, der tager til Tokyo og Osaka for at besøge deres nu voksne børn.

Handlingen tager sit afsæt i nævnte forældre, der begge glæder sig til at tage den lange rejse for at besøge deres børn. Forældrene finder dog hurtigt ud af, at deres egocentrerede børn har andre ting at tage sig til end at se forældrene, grundet hvad der ligner generel travlhed i almindelighed og karrieren i særdeleshed. Børnene bruger – i stedet for tid på deres forældre – ressourcer på at holde dem beskæftiget. Da forældrene tager hjem ganske skuffede, bliver moderen dog dødeligt syg, og familien må samles i Onomichi og tage afsked med moderen, samt reflektere over deres forhold til hende.

Selvom filmen er fra 1953, er der ingen tvivl omkring, at den med nutidens familiestrukturer ikke er mindre aktuel end da den blev lavet. Kernefamilien er en sjældenhed, stress og jag og karrierestræben ødelægger i ny og næ en familie eller to, og temaet om generationelle relationer synes mere relevant end nogensinde før.

Yasujirô Ozu har med Tokyo Story lavet en film der kan ses af selv jeg, der normalt ikke kan se japanske film med stor begejstring. Nærværende film er rørende, beundringsværdig, smuk og tidløs, og kan roligt ses af alle med en generel interesse i film der ikke behøves ligne Transformers.

The Wire (2002)

Der er intet over eller ved siden af The Wire. Så simpelt kan det formuleres. The Wire er det bedste eksempel på, hvad det er der gør TV-serier til et fantastisk medie og en ideel kunstnerisk platform, når det kommer til historiefortælling. Her er vi ikke begrænset til et par timers koncentreret fortælling fra et bestemt miljø med bestemte karakterer. TV-serier kan introducere og udvikle temaer, personer og hele universer over utallige timer, og det er hvad The Wire gør på en fuldkommen unik måde.

Jeg har tænkt meget og længe over nærværende serie, og det eneste problem jeg kan komme frem til ved at se den, er dette luksusproblem, som en anden person har formuleret så godt: “My only problem with watching The Wire is that after finishing the series, nothing else compares. I can’t watch regular TV or movies now without saying to myself constantly: The Wire did it better.”

The Wire er med andre ord en serie der bare skiller sig ud. Serien handler om kriminalitetsbekæmpelse i den amerikanske by Baltimore med fokus på specielt narkokriminalitet. Vi følger i løbet af serien et hav af forskellige aktører – betjente, dealere, narkomaner, politikere, journalister m.v., der alle har hver deres interesser – ofte interesser der også skaber konflikter internt i de grupper de respektive aktører er en del af.

I den første sæson introduceres vi for konflikten mellem politiet og narkomiljøet, og de personer der udgør nævnte. I anden sæson introduceres havnearbejderne og fagforeningerne. I den tredje sæson kommer politikerne ind i serien (og her får serien for alvor dybde). I den fjerde sæson kommer uddannelsessystemet ind. I den femte og sidste sæson introduceres vi for de trykte nyhedsmedier.

Hvad der er beundringsværdigt ved The Wire er seriens kompleksitet og dybde. Narrativt i en sådan grad, at et eller flere gensyn aldrig vil blive kedelige. Tematisk ved at seriens emner forbindes på smukkeste vis, hvor at ingen problematik serien tager op, har en simpel løsning. Uddannelsessystemets problemer kan ikke isoleres, men hænger sammen med kriminalitetsbekæmpelsen og ikke mindst det politiske system og de politisk definerede mål.

Da seriens konstruktion er noget for sig selv, specielt hvad angår brugen af underlægningsmusik, klipning (eller manglen på samme) og tempoet generelt, kan det ligeledes være svært at komme i gang med den. De første afsnit kan virke tunge (hvilket alle afsnit er), men det er noget man vænner sig til i løbet af den første sæson, hvorefter man ser den med samme fornøjelse som man har set andre serier med. Det kan selvfølgelig være, at serien ikke tiltaler en, men en chance bør den have – også mere end bare lige det allerførste afsnit.

I takt med at man kommer ind i miljøet får man da også som ved andre serier sine yndlingskarakterer. Der er næppe nogen der ikke føler sig underholdt, når Omar er på skærmen. Eller senator Clay Davis. Eller McNulty. Ja, der er nok at vælge blandt.

The Wire er raffineret drama af den højeste kvalitet. Jeg kan kun håbe, at fremtidige serier vil lade sig inspirere af The Wire. I skrivende stund kan jeg ikke forestille mig nogen anden serie der kommer i nærheden af at slå The Wire. End ikke The Sopranos eller Six Feet Under.

Filmanmeldelse: The Sixth Sense (1999)

Har du set The Sixth Sense (Den sjette sans, da.)? Fint, så kan du roligt læse videre. Har du ikke set den? Så bør du nøje overveje om du tør læse videre – eller overhovedet snakke med andre om denne film. Der er en stor sandsynlighed for at denne anmeldelse vil rumme en spoiler, men nu har jeg allerede skrevet så meget, at du nu forventer et plot twist, hvorfor du nu har læst for meget.

Det er da i høj grad også plottet der driver nærværende film. Jeg kan bedst sammenligne plot twistet med det vi finder i The Others med Nicole Kidman. Så hvis du har set denne, kan du nu også hurtigt regne ud, hvad der sker i The Sixth Sense.

I filmen følger vi Bruce Willis der spiller børnepsykologen Dr. Malcolm Crowe. Han får en case med en ni år gammel dreng, Cole, spillet af Haley Joel Osment, der har nogle psykiske problemer. Problemerne er dog af en ret alvorlig karakter, da han bogstaveligt talt ser døde mennesker (”I see dead people”). Malcolm får opbygget et tillidsforhold til den skumle dreng, og det viser sig, at der ikke er tale om et psykisk problem, men at han rent faktisk ser døde mennesker.

Der er tale om en ganske fin film, og i hvert fald instruktøren M. Night Shyamalans bedste. For at dokumentere dette kan man blot se på de 9 film han har instrueret, og hvordan disse er vurderet på IMDb. Der er ingen tvivl omkring, at det er ved The Sixth Sense at Shyamalan peaker. Jeg har kun set et par af de andre, og disse er jeg ingenlunde begejstret over.

The Sixth Sense er ikke et mesterværk, men kan sagtens ses. Det er komisk at gense den, men man sidder alligevel med en følelse af, at børnepsykologen Malcoms manglende erkendelse af egen situation, virker alt for uægte, eller snarere urealistisk, hvis man kan bruge dette ord i denne sammenhæng.

Hvad der dog gør The Sixth Sense til en god film er, at den i bund og grund er utrolig simpel. Det er ikke kompleksiteten eller et højt plan, der gør filmen til hvad den er. Hvis man kan se bort fra, at man ikke tror på spøgelser og en 6. sans for en stund, kan man blive godt underholdt med denne film. Om filmen hører til på IMDbs top250 kan diskuteres, men ikke desto mindre er der tale om en film der sagtens kan ses.

FV ’11: Introduktion

Jeg var ved frisøren her den anden dag. Midt under klipningen kom der nogen fra TV2 News der havde en aftale med frisøren om at lave nogle reklamespots. Reklamespots for dækningen af det kommende valg på nævnte TV-kanal. Reklamerne skulle, så vidt jeg forstod det, vise et Danmark der var gået i stå på grund af valget. Der er gået valgkamp i det politiske Danmark.

Der er med andre ord et folketingsvalg på trapperne. Dette valg har ligeledes været på trapperne i meget lang tid. For snart 10 måneder siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg kritiserede medierne for at gå så meget op i et valg der lå så langt ude i fremtiden. Nu er vi dog nået til et punkt, hvor vi så småt kan begynde at ane et valg ude i horisonten.

I forbindelse med min interesse for valget samt at jeg næste semester på mit studie skal have et par seminarfag, hvor et af dem bærer titlen ”Medier, partier og vælgere i 2011-valget: Teoretisk perspektiv og empirisk analyse”, vil jeg forsøge mig på at bruge bloggen i forbindelse med dette.

Jeg vil dermed bruge denne platform til at elaborere mine tanker, bearbejde litteratur, perspektiver, diskussioner m.v. og ikke mindst formidle dette. I denne forbindelse vil der selvfølgelig også blive plads til partikulære kommentarer til hvad jeg lige finder interessant i relation til valget m.v.

Hvad dette forsøg bærer med sig – om det bliver en stor rodekasse uden hold i noget overhovedet, eller om det bliver en tænkeboks hvorfra brugbare ideer kan vokse ud, må tiden vise.

Jeg er så småt i gang med det første indlæg (hvis dette ikke tælles med), hvor jeg vil kigge nærmere på, hvorfor valget ikke er kommet endnu, nu hvor kommentatorerne flere gange har været sikre på, at det var lige om hjørnet. Stay tuned.

Min krop, mit valg!

Så er venstrefløjsaktivisterne på gaden igen for at demonstrere. Der er noget galt i Danmark. Eller vent, nu jeg ser nærmere på det hele: Der er udelukkende tale om ligegyldigheder en mass – igen, igen.

Den seneste demonstration handlede om noget meget kontroversielt: Retten til ikke at blive voldtaget. I kid you not. I modsætning til gennemsnitsdanskeren, der ikke kan se det forkerte i voldtægter. Seriøst, jeg tror ikke jeg nogensinde har hørt om en mere latterlig demonstration.

Hvad der er interessant er dog ikke så meget det, at nogle ligegyldige mennesker med ligegyldige holdninger vælger at bruge en ligegyldig eftermiddag på at demonstrere. Det interessante er, at der er tale om en demonstration der ønsker at fremme individets selvbestemmelsesret. Bedst bliver det dog da arrangøren af slutwalk-demonstrationen Maria Sloth (haha, Sloth) til TV2 Østjylland udtaler, at hun “insisterer […] på vores fulde ret til at bestemme over vores egen krop.”

Det er ord jeg kan lide! Den fulde ret til at bestemme over sin egen krop. Selvbestemmelsesretten har måske alligevel en eller anden betydning på den yderste venstrefløj. Det glæder mig at se, og jeg håber selvfølgelig, at banneret med ”Min krop, mit valg!”-parolen, vil blive genbrugt.

Jeg har et par konstruktive forslag til kommende demonstrationer, hvor I, aktivister, kan medbringe banneret og gentage, at I går ind for den fulde ret til at bestemme over jeres egen krop. Et aktuelt tema er f.eks. fedme, hvor der er megen snak omkring, hvad vi kan gøre for, at folk ikke spiser sig fede. Her kan man for alvor komme ud med det slagkraftige budskab: Min krop, mit valg!

Et andet tema der er oppe i disse år, er rygning. Det er et politisk bestemt mål, at færre skal ryge. Afgifterne stiger og stiger, og jeg vil gætte på, at der ikke går mange år før, at cigaretterne er væk fra gadebilledet. Igen, kom ud og demonstrer, kære holdningsmæssigt ligesindende: Min krop, mit valg!

Det ville glæde mig at se sådanne demonstrationer. Det ville i hvert fald glæde mig at se, at aktivisterne på den yderste venstrefløj har en konsistent tankegang – og at deres individuelle frihed kan række lidt længere, end blot retten til ikke at blive seksuelt voldtaget.

Filmanmeldelse: Harry Potter and the Philosopher’s Stone (2001)

»This boy will be famous. There won’t be a child in our world who doesn’t know his name.«

Ovenstående citat er fra samtalen mellem Dumbledore og Professor McGonagall, da Harry Potter efterlades hos hans plejefamilie. Lige så sandt som det er i trolddomsfantasiverdenen, lige så sandt synes det efterhånden at være i den rigtige verden. Hvem kender efterhånden ikke Harry Potter? Med bøger, filmatiseringer der har omsat for milliarder af dollars, spil og merchandise … for ej at forglemme en verdensomspændende fanskare der dyrker alt ved Harry Potter-universet.

Det er nok også denne fanskare jeg mest af alt associerer med børn og unge der søger tilflugt i en fantasiverden hvor nørden, dengsen og den rødhårede er de populære, der har gjort, at jeg har afholdt mig fra at skabe bekendtskab med bøger såvel som film. Jeg har dog efterhånden fået set alle filmene (jeg mangler i skrivende stund part 2 af 7’eren), men står tilbage med en følelse af, at udbyttet vil være større ved at læse bøgerne.

Nu har jeg så fået læst den første bog, og har i den forbindelse valgt at gense Harry Potter and the Philosopher’s Stone. Min overordnede vurdering er, at filmen på godt og ondt holder sig til bogen. Det er derfor helt forståeligt, at filmen varer 2½ time, som er spækket med indholdsrige scener.

Filmen begynder med at Harry Potter efterlades hos den eneste tilbageværende familie, Dursley-familien. Dursley-familien behandler på ingen tænkelig måde Harry Potter anstændigt, men favoriserer i stedet den jævnaldrene søn i hoved og andet, mens Harry Potter må bo under trappen i kosteskabet. Det er derfor uventet at der en dag kommer et brev til ubetydelige Harry, og da familiens overhoved Vernon Dursley ser, at brevet er fra Hogwarts, kan det kun gå for langsomt med at få det destrueret.

Det viser sig dog, at det ikke kun er et brev der bliver sendt. I dagene der følger kommer der så mange breve, at Vernon beslutter, at familien skal rejse langt væk fra breve. Dette afholder dog ikke Hagrid, nøglebæreren på Hogwarts, i at finde frem til Harry Potter, og få ham med videre – med kurs mod Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab.

Det er da også her den resterende del af filmen finder sted. Vi bliver introduceret til stedet, fagene, personerne, traditionerne, sportsgrenen Quidditch osv. Alt sammen som i bogen. Alt hersker dog ikke fred og idyl på Hogwarts, og faren lurer lige under overfladen.

Filmen afviger kun fra bogen nogle få ubetydelige steder, og højst sandsynligt kun af hensynet til at have en film i spillefilmslængde. Jeg må dog indrømme, at glæden ved at se filmen var størst, efter at have læst bogen. Det er ganske enkelt som om, at filmen følger bogen så slavisk og for enhver pris, at den er mere sammenhængende, når man har hele bogens handlingsforløb i baghovedet. Som selvstændig film har den derfor nogle mangler.

Der er tale om en god film, men intet prangende. Hvis du har tiden og lysten, så læs bogen og se filmen derefter. Med bogen såvel som filmen introduceres et ganske interessant univers, og jeg kan ingenlunde udelukke, at jeg ikke vil læse en eller flere af de andre bøger ved lejlighed.