Erik Gahner Larsen

»Det man hører, er man selv.«

Det hænder at jeg et par gange om året hører lidt P3. Aldrig af egen fri vilje vel at mærke. I dag var en af de gange, og blandt alle de trivialiteter jeg hørte, var onelineren »Det man hører, er man selv.« en af dem. Jeg er kommet frem til, at den på mange måder er sigende for hvorfor nogen vil legitimere institutionen DR. Denne påstands hypotese er dermed: Jo mere man benytter DRs produkter, desto større tilhænger vil man være af DR. Det vil være yderst svært at undersøge nævnte hypoteses sandhedsværdi, da der nok også er en kausal sammenhæng mellem om man kan lide DR og så om man vælger at se/høre DR.

Hvilsted kommer i dette indlæg med et forsvar for Danmarks Radio. Desværre står jeg blot tilbage med en følelse af, at hr. Hvilsted har lyttet så meget til P1 og set så meget Deadline, at han vil tvinge andre mennesker til fortsat at betale for det. Jeg kan i Hvilsteds indlæg ganske enkelt ikke identificere nogle værdier, normer eller ideologiske implikationer, der gør, at DR for alt i verden må bevares. Jeg vil i nærværende indlæg kritisere Hvilsteds argumenter og overordnede pointer, der ifølge ham legitimerer et stk. Danmarks Radio. Dette indlæg har derfor mere karakter af specifikke kommentarer til Hvilsteds indlæg – snarere end at være et selvstændigt indlæg. Det kan derfor anbefales at Hvilsteds indlæg læses først.

Det synes vigtigt for Hvilsted, at DR bidrager til at »sikre grundlæggende frihedsrettigheder«. Det store spørgsmål der rejser sig er selvfølgelig: Er det negative eller positive frihedsrettigheder, der skal sikres? Er det værdier som ejendomsret der skal fremmes (som jeg vil argumentere for, at DR ignorer, når de tvangsindkræver licens) eller er det værdier der kommer til udtryk i den enlige mors ret til at få sin førtidspension? Politisk synes fokus at være på sidstnævnte opfattelse af frihed, hvorfor den politiske kontrol med DR også må fremme en lignende forståelse.

Pointen er her, at så længe forskellige opfattelser af frihed eksisterer, vil der også være en politisk kamp om hvilken form for frihed DR skal fremme (og denne politiske kamp om og i staten er kun sund). Man kan modsat indvende, at ytringsfriheden er en rettighed der er politisk enighed omkring, men nuvel, den værdi er der vel næppe noget mediehus der ikke vil være eksponent for. Hvis vi opererer med en negativ opfattelse af frihed er jeg derfor helt enig med hr. Hvilsted, når han skriver: »Undervisning og oplysning er de vigtigste våben mod fjender af friheden.«, men når han fortsætter med abstraktioner som public service (og uden en videre konceptualisering af frihed) og lignende, står jeg af: »Og netop oplysning skal være vedvarende, ikke bare for unge, men også for ældre. Og det er her public service og Danmarks Radio har sin eksistensberettigelse.«.

For over et år siden skrev jeg et indlæg på Liberator.dk, hvor jeg indleder med, at »DR’s berettigelse ligger i public service begrebet og hvordan man tolker dette.«. Herefter argumenterer jeg for, hvorfor hverken en bred eller smal definition af public service giver Danmarks Radio en eksistensberettigelse i et moderne samfund som Danmark med de teknologiske muligheder vi nu har. Indlægget var ligeledes publiceret her på siden, hvor Hvilsted i en kommentar argumenterer, at DR har en »tendens til at lave venstredrejet oplysning«, og konkluderer at »DR ganske givet holder andre spillere ud af markedet givet deres størrelse.«. Dernæst argumenteres der for, at DR som institution er med til at binde danskerne sammen. Her må jeg blot konkludere, at der er en holdningsmæssig uenighed, hvor jeg vil argumentere for, at det er civilsamfundets opgave at binde folk sammen – ikke pseudostatslignende venstrefløjsprojekter.

Hvilsted argumenterer for, at »[…] DR har fulgt med tiden, og leverer i dag en høj grad af public service. Man kan diskutere hvad public service bør være og hvordan det bør finansieres, men uanset det, så leverer DR indhold både bredt og smalt public service – som er fuldt ud konkurrencedygtigt med kommercielle kanaler på både kvalitet og seertal.«. Igen – vi må først specificere hvad der menes med public service, før vi kan konkludere, at DR leverer en ”høj grad” af det. Og finansieringsspørgsmålet er af allerstørste relevans, både fordi det øger omkostningerne for private aktører på markedet og ligeledes i sin nuværende form bygger hundrede procent på tvang. Og hvis konkurrencedygtighed med kommercielle kanaler er et kvalitetsparameter, taler dette udelukkende for, at man bør lukke foretagendet hurtigst muligt.

De politiske mekanismer er ikke neutrale, objektive eller tilnærmelsesvist bare i nærheden af nævnte. Og gud ske tak og lov for det! Det forekommer mig derfor lettere naivt at sige, at der »Efterhånden er skabt en fair balance, hvor man ved politisk kontrol, har lavet en nogenlunde afbalanceret og professionelt mediehus, hvor der er plads til alle former for synspunkter, og hvor man efter bedste evne formår at lave objektiv journalistik.«. Hvordan kan politisk kontrol sikre, at der ikke er politiske interesser involverede? Kan de politiske mekanismer garantere en platform, der er ”fri og fair”? Det argumenterer Hvilsted implicit for er tilfældet med ordene: »Mit hovedsaglige og vigtigste punkt er, at jeg ikke tror på, at markedet kan garantere en platform, hvor public service kan leveres frit og fair.«

Hvad angår finansieringen skriver Hvilsted: »Jeg tror ikke på, at en kommerciel station, kan drives uden reklamer, eller ved brugerbetaling alene, da målet for en public service netop må og skal være, at det skal være frit og nemt tilgængeligt for alle.«. Her må jeg minde om, at der findes en del kommercielle stationer (primært børne-TV-kanaler), der er uden reklamer. Og at DR ikke er frit og nemt tilgængeligt for alle, men kræver licens.

Værst bliver det dog med formuleringen: »Så længe DR er den eneste station, som via statslig skatteyderbetalt garanti kan sikre public service, er jeg varm tilhænger af foretagende. Jeg vil meget gerne diskutere indholdet af DR samt public service begrebet, men jeg mener, at institutionen er så grundlæggende vigtig for vort samfund, at vi ikke kan undvære DR under nuværende omstændigheder.«

Der er IKKE tale om skatteyderbetalt garanti. Licens er ikke en skat. En licens er en tilladelse til at bruge et bestemt produkt. Medielicensen er blot en tilladelse til at man kan have et TV, en computer, en radio, en mobiltelefon osv. Det har intet med public service at gøre. Der er tale om en licens der er in- såvel som ekskluderende i forhold til visse teknologier. Ideen om at licensmidlerne så skal bruges til at levere noget så diffust som politisk defineret public service, har intet med en skatteyderbetalt garanti at gøre.

Der skrives »at vi ikke kan undvære DR under nuværende omstændigheder.«. Hvilke omstændigheder skal være gældende, for at Hvilsted ikke længere mener, at DR er uundværligt? Og med baggrund i hvilke værdier? Og når du, Hvilsted, skriver »Men jeg mener dog, at hensynet til at skabe reklamefri og derved kommercielt uafhængige programmer, vægter højere.«. Min pointe bygger på en simpel logik: Reklamefri kan stadig være kommercielt; hvis der er et marked for det!

Jeg har derfor – for at opsummere og konkludere – svært ved at se nødvendigheden af DR. Ikke alene for det enkelte individ, men også for samfundet som helhed. Hvilsted forsøger at argumentere for at uddannelse, oplysning og lignende er noget der kan forenes med DR, altså som et decideret elitært projekt. Frihed synes at være nøgleordet. Vi er enige om at frihed såvel som andre værdier må konkretiseres og dets logikker må implementeres i samfundets institutioner, så samfundet som helhed og det enkelte individ kan være frit. Jeg savner dog et liberalt afsæt hvorfra DRs eksistens er en naturlig følge. Jeg savner et forsvar for DR der ikke får en statsliderlig SF’er til at klappe i hænderne. Jeg savner et forsvar der ikke bare virker som skrevet af en, der har hørt og set så meget DR, at man til sidst kan lide det. Det man hører, er man selv – men hvorfor ikke lade folk vælge selv? Let us be free to choose!

Jeg tror faktisk at vi er enige et langt stykke hen ad vejen i forhold til DR, Hvilsted. Jeg vil derfor opfordre dig til i et indlæg at specificere hvilken størrelse DR bør have (kvantitet) og hvad DR bør levere (kvalitet) og hvordan det skulle hænge sammen (finansieringen). Jeg glæder mig til din respons.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *