Erik Gahner Larsen

Filmanmeldelse: Funny Games (1997)

Jeg har lige genset Funny Games (1997) på DR2. Imens blev der på TV3 sendt The Fast and the Furious. Hvor at der i sidstnævnte er actionscener og synlig vold, er Funny Games en film præget af en voldslogik der æstetisk hviler under overfladen, men raser i seerens bevidsthed. Funny Games er med andre ord instruktøren Michael Hanekes »sjove« spil med seeren om og med vold.

I Funny Games følger vi en familie der tager på sommerhusferie. Herfra går det dog kun galt, da Peter og Paul – to stjernepsykopater, kigger forbi. Familien bliver taget til fange af de to unge mænd, bliver tortureret og udsat for voldshandlinger en mass. Plottet kan lyde temmelig trivielt og som endnu en almindelig psykologisk thriller, men det er ingenlunde tilfældet med nærværende film.

Funny Games fungerer på et metaplan, hvor seeren filtreres ind i filmens narrative udvikling med henblik på at problematisere seerens forhold til filmens overordnede tema, vold. Dette ses allerede tidligt i filmen, f.eks. da Paul, en af de to unge psykopater, vender sig om og blinker til kameraet (altså seeren). Lidt efter laver de to psykopater et væddemål omhandlende, hvorvidt de kan likvidere familien inden der er gået 12 timer eller ej, for derefter at spørge seeren: »Hvem satser De på?«

Jo længere frem i filmen man kommer, desto mere selvbevidst bliver specielt Paul om hans egen rolle i forhold til at underholde seeren, f.eks. med en kommentar om, at filmen endnu ikke er oppe på spillefilmslængde. Paul gør hvad han kan for at give seeren hvad seeren gerne vil have. Men hvad er det seeren gerne vil? Og hvilken rolle spiller filmen som fiktiv fortælling i forhold til den virkelighed den fortolkes i? Disse spørgsmål ekspliciteres da de to psykopater diskuterer fiktionens rolle i forhold til virkeligheden. Hvad er fiktion og hvad er virkelighed, når en film der er fiktion vises i virkeligheden? Kan vi overhovedet operere med en idé om noget der er fiktion?

Hvad er det der gør, at folk kan sidde og lade sig underholde af volden de ser i The Fast and the Furious på TV3, mens der er Funny Games på DR2? Hvorfor kan vi nyde volden æstetisk? Hvilket forhold har vi til vold i medierne? Hvilke forventninger har vi til vold? Det er nogle af de spørgsmål filmen stiller, og som ikke med lethed lader sig besvare.

Jeg har læst nogle kommentarer til denne film der påstår, at den ved siden af vold, handler om rendyrket ondskab. Dette mener jeg på ingen måde er et tema i filmen. I hvert fald ikke sammenlignet med en af Michael Hanekes nyere film, Das weiße Band – Eine deutsche Kindergeschichte (2009), der forholder sig til ondskab. Det kan måske være svært at adskille modbydelig vold fra ondskab, men ikke desto mindre har jeg svært ved at se, hvordan Funny Games forholder sig til det onde som et fænomen.

I rollen som familiefaderen ser vi Ulrich Mühe, der døde i en alt for tidlig alder og nok er bedre kendt for sin rolle i Das Leben der Anderen (2006), men hans præstation – sammen med de andre skuespilleres, kombineret med de lange sekvenser, gør at filmen får et yderst autentisk udtryk, der ikke gør filmen mindre væmmelig.

Selvom titlen kunne indikere det, er der absolut intet sjovt over denne film. Den er rå, væmmelig, ulækker og ret klam. Men den kan kun anbefales.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *