Der er intet over eller ved siden af The Wire. Så simpelt kan det formuleres. The Wire er det bedste eksempel på, hvad det er der gør TV-serier til et fantastisk medie og en ideel kunstnerisk platform, når det kommer til historiefortælling. Her er vi ikke begrænset til et par timers koncentreret fortælling fra et bestemt miljø med bestemte karakterer. TV-serier kan introducere og udvikle temaer, personer og hele universer over utallige timer, og det er hvad The Wire gør på en fuldkommen unik måde.
Jeg har tænkt meget og længe over nærværende serie, og det eneste problem jeg kan komme frem til ved at se den, er dette luksusproblem, som en anden person har formuleret så godt: “My only problem with watching The Wire is that after finishing the series, nothing else compares. I can’t watch regular TV or movies now without saying to myself constantly: The Wire did it better.”
The Wire er med andre ord en serie der bare skiller sig ud. Serien handler om kriminalitetsbekæmpelse i den amerikanske by Baltimore med fokus på specielt narkokriminalitet. Vi følger i løbet af serien et hav af forskellige aktører – betjente, dealere, narkomaner, politikere, journalister m.v., der alle har hver deres interesser – ofte interesser der også skaber konflikter internt i de grupper de respektive aktører er en del af.
I den første sæson introduceres vi for konflikten mellem politiet og narkomiljøet, og de personer der udgør nævnte. I anden sæson introduceres havnearbejderne og fagforeningerne. I den tredje sæson kommer politikerne ind i serien (og her får serien for alvor dybde). I den fjerde sæson kommer uddannelsessystemet ind. I den femte og sidste sæson introduceres vi for de trykte nyhedsmedier.
Hvad der er beundringsværdigt ved The Wire er seriens kompleksitet og dybde. Narrativt i en sådan grad, at et eller flere gensyn aldrig vil blive kedelige. Tematisk ved at seriens emner forbindes på smukkeste vis, hvor at ingen problematik serien tager op, har en simpel løsning. Uddannelsessystemets problemer kan ikke isoleres, men hænger sammen med kriminalitetsbekæmpelsen og ikke mindst det politiske system og de politisk definerede mål.
Da seriens konstruktion er noget for sig selv, specielt hvad angår brugen af underlægningsmusik, klipning (eller manglen på samme) og tempoet generelt, kan det ligeledes være svært at komme i gang med den. De første afsnit kan virke tunge (hvilket alle afsnit er), men det er noget man vænner sig til i løbet af den første sæson, hvorefter man ser den med samme fornøjelse som man har set andre serier med. Det kan selvfølgelig være, at serien ikke tiltaler en, men en chance bør den have – også mere end bare lige det allerførste afsnit.
I takt med at man kommer ind i miljøet får man da også som ved andre serier sine yndlingskarakterer. Der er næppe nogen der ikke føler sig underholdt, når Omar er på skærmen. Eller senator Clay Davis. Eller McNulty. Ja, der er nok at vælge blandt.
The Wire er raffineret drama af den højeste kvalitet. Jeg kan kun håbe, at fremtidige serier vil lade sig inspirere af The Wire. I skrivende stund kan jeg ikke forestille mig nogen anden serie der kommer i nærheden af at slå The Wire. End ikke The Sopranos eller Six Feet Under.