Links. For nye læsere, eller læsere med en præference for a trip down memory lane, følger her nogle links til mine forrige indlæg: #1, #2, #3, #4 og #5. Lad os satse på, at dette bliver mit sidste indlæg med observationer relateret til COVID-19. Jeg ved, at jeg har sagt det før. Men denne gang lover jeg, at det bliver mit sidste indlæg. Mine observationer er begyndt at blive mere indirekte relateret til COVID-19, hvilket nok er et godt tegn på, hvor vi er i forhold til COVID-19. Selv hvis jeg har mere på hjerte, skal jeg nok undlade at skrive det ned i et indlæg med observationer relateret til COVID-19. Det blev med andre ord til seks indlæg. Det passer mig godt, at det er to indlæg i 2020, to indlæg i 2021 og to indlæg i 2022. Jo længere tid der går herfra, desto mere vil disse seks indlæg være tættere på hinanden og blive en del af den samme periode i mit liv, som forhåbentlig vil genskabe en nostalgisk glæde, når jeg på et ubestemt tidspunkt i fremtiden vil læse dem igen.
Bestilling. Når man var på en gennemsnitlig restaurant før pandemien, var det relativt simpelt at bestille. Man blev som regel placeret ved et bord, fik et menukort, ventede på tjeneren, bestilte mad, ventede på sin mad, fik og spiste sin mad, bad om regningen, ventede lidt, bad om regningen igen, ventede lidt længere, fik regningen, ventede lidt, betalte og tog videre. Pandemien har – på den gennmsnitlige restaurant – introduceret en lang række forskellige parametre. Skal man som det første scanne en QR-kode eller ej? Og skal man i så fald bestille via egen telefon eller er det blot et link til menukortet på restaurantes hjemmeside, man får på den måde? Er der evt. en iPad sat op, så man er fri for at skulle scanne noget? Skal man betale før eller efter maden online? Min opfattelse er at dette ikke alene varierer efter typen af restaurant, men også – alt andet lige – efter hvilket land man befinder sig i. Jeg kan godt lide menukort, men jeg savner dem ikke. Jeg læste et interessant perspektiv på QR-menuer i The Atlantic, hvor der blandt andet nævnes bekymringer relateret til data. Dette kunne jeg nemt nikke genkende til efter et besøg på Nando’s. Her skulle jeg ikke alene scanne en QR-kode for at se menuen, men også oprette en bruger for at kunne bestille og betale. Ikke nok med dette skulle jeg også angive mit telefonnummer (pga. 2FA), og jeg kunne ikke bruge “+” i min mailaddresse med henblik på at tracke eventuelle mails, jeg ville få i fremtiden (det var angiveligt ikke en gyldig mail). Det er den slags oplevelser, der irriterer mig grænseløst, og jeg slettede min bruger med det samme, da jeg havde bestilt og betalt. Det var første gang og eneste gang efter pandemien, jeg har spist på Nando’s. Men det havde det nok været under alle omstændigheder.
Løb. Jeg har løbet regelmæssigt i mange år (faktisk så længe jeg kan huske). I 2020, da mit lokale træningscenter lukkede midlertidigt, før det lukkede permanent, og jeg i praksis betalte for ikke at gå i træningscentret, blev løb min primære – hvis ikke eneste – træningsform. Jeg spurgte rundt omkring, hvad der ville give mening at udforske nærmere, hvis jeg ville gå lidt mere op i løb (jeg blev blandt andet anbefalet DC Rainmaker). Det kom dog ikke rigtigt længere og jeg får løbet mindre og mindre. Jeg læste What I Talk About When I Talk About Running af Haruki Murakami i 2016 (jf. Goodreads), og jeg kan godt lide ideen om at have løb som en fast aktivitet i mit liv, især fordi det er så minimalistisk. Når alt andet fejler, kan man altid løbe en tur. I 2022 fik jeg vel sammenlagt løbet… 10 gange? 2023 må vise, om jeg får tid og lyst til at løbe igen. Noget siger mig dog, at jeg vil få cyklet mere igen efter flere års pause.
Bruxelles. Jeg besøgte Bruxelles for første gang i 2022, hvorfor jeg ikke har noget kendskab til byen før pandemien. Det slog mig at min oplevelse med nye ting i fremtiden altid vil mangle en baselineoplevelse fra før pandemien. Da jeg gik rundt i Bruxelles kunne jeg således ikke undlade at tænke over, hvordan byen havde været midt under nedlukningen. Jeg var heldigvis i selskab med bekendte, der havde oplevet byen under nedlukningen, hvorfor det også gav anledning til flere interessante samtaler om livet i byen før, under og efter. Alle jeg kommer til at tale med i fremtiden vil have en (potentielt) interessant historie om, hvor de var i begyndelsen af 2020, da pandemien for alvor brød ud.
Koncerter. Jeg har aldrig været den store tilhænger af livemusik – eller i hvert fald ikke som en begivenhed i og for sig selv. Det passer mig fint at lytte til live jazz i Shoreditch eller tage til West End musicals, når jeg er ude, men koncertoplevelser siger mig mindre og mindre. Dette har coronapandemien om noget blot konsolideret. Jeg har venner, der sætter pris på, at de igen kan tage til koncerter, herunder med navne som jeg selv lytter til (e.g., DJ Shadow, Anderson .Paak og LCD Soundsystem), men jeg har mere jomo end fomo, når det kommer til den slags.
Kronologi. Jo længere tid der går, desto sværere kan det være at placere minder i relation til hinanden. Var oplevelse X før oplevelse Y? Det oplever jeg især når jeg bruger et par minutter i min kamerarulle på min iPhone, hvor jeg ofte bliver mindet om, at bevigenheder ikke nødvendigvis fandt sted i den rækkefølge, jeg ville have gættet på. Jeg ved ikke om coronapandemien bidrog til dette, men den gjorde det i hvert fald ikke nemmere (med undtagelse af at vurdere, om en begivenhed fandt sted før eller efter marts 2020). Kacey Musgraves har på Star-Crossed desuden et par fantastiske linjer omkring det at opleve bestemte livsbegivenheder på sin kamerarulle: “Chronological order and nothing but torture/ Scroll too far back, that’s what you get/ I don’t wanna see ’em, but I can’t delete ’em/ It just doesn’t feel right yet, not yet”
Hospital. Jeg har ikke haft brug for et hospital i flere år (det tætteste jeg har været var et telt udenfor et hospital, da jeg skulle vaccineres, og et lynvisit i Amsterdam tidligere på året). En af fordelene ved at bo i et land som England eller Danmark er, at man ikke behøves frygte at skulle på hospitalet. Jeg kan slet ikke forestille mig at have boet i et land uden et velfungerende sundhedsvæsen midt under en pandemi. Pandemien har på alle måder været en god påmindelse om, at det er godt, at man ikke bor i USA – også når det kommer til sundhedsvæsenet.
Teknologi. Det er umuligt ikke at reflektere over teknologi, når vi ser på, hvordan vi forholder os til pandemiens begrænsninger. Hvor mange ville være klar til at arbejde hjemmefra, hvis der ikke fandtes internet? Og ville der overhovedet have været så mange mennesker, der i dag ville have de jobs, de har, hvis det ikke havde været for internettet? Der sker mange spændende ting i disse år rent teknologisk, også i forhold til pandemien (og fremtidige pandemier). Jeg så eksempelvis denne artikel, der argumenterer for, at smart toilets kunne være en mulighed for hurtigt og let at diagnosticere COVID-19. Jeg er ganske enkelt meget optimistisk i forhold til teknologiske nybrud i forhold til fremtidige pandemier.
Undergrunden. Da pandemien brød ud droppede jeg undergrunden og gik og cyklede i stedet. Vi har længe været tilbage til en situation, hvor folk – mig selv inklusiv – bruger undergrunden som normalt (selvom der stadig er mange der – ganske fornuftigt – bruger mundbind). Den nye Elizabeth Line i London har også fået en del omtale (læs evt. denne artikel). Mest rammende er nok denne beskrivelse af den nye linje i en artikel i The New Yorker: “four years late, wildly over budget, and beautiful as hell.” Jeg er nok lige så meget imponeret over hvor meget folk (især mænd) kan være imponeret over infrastruktur, og især tog, men det holdt mig ikke fra at bruge lidt på YouTube på at blive klogere på the Tube. Her er en liste med nogle af de videoer, jeg fandt spændende: How Old is the Elizabeth Line, Really?, The Secret(ish) Messages on the Elizabeth Line, Aldgate (Not East), Aldgate East, or How to Move Your Station, The Victoria Line Murals, and What They Mean, Why is the Central Line so hot?, Rebuilding Camden Town, Why Stratford International Isn’t International, The Station Built Out of Spite: Tower of London, Blackfriars: A Complicated Station, Mispronounced Stations on the London Underground, The Perturbing Platforms of Clapham, The Bethnal Green Tube Disaster, The Many Names of Bank, An Unfairly Biased Guide to the Emirates Air Line, Why are there so many Tube stations north of the Thames (and so few south)?, Weird Roundels on the London Underground, The Four Kinds of Underground Station, How the Tube Map Got Its Colours, The Misery Line, Those Disused Tube Carriages in Shoreditch: Village Underground, The Tiny Tube of Tower Hill, King’s Cross St Pancras, But Why?, Why the Circle Line Isn’t a Circle, Plague Pits on the Underground?, Why Everyone Hates Bank Station.
Evaluering. Hvor meget har vi lært af pandemien? Vi har selvfølgelig lært en masse, men hvor meget har vi lært i forhold til den næste pandemi? Jeg er på mange måder enig med Christine Stabell Benn, når hun udtaler: “Jeg er til gengæld skuffet over, hvor lille en rolle forskningen har fået lov at spille ift. evalueringen af de sundhedstiltag, der har været rullet ud. Vi kunne have været så meget klogere på denne og kommende pandemier, hvis vi havde inddraget forskerne i en videnskabelig udrulning af de forskellige interventioner, såsom vacciner, masker, skolelukninger og massetestning, så vi havde fået nogle mål for effekten.” Måske den næste pandemi kan gøre os meget klogere – og ikke blot give anledning til et par spørgeskemaundersøgelser.
Strand. I begyndelsen af pandemien var der masser af foragt i medierne (herunder også på de sociale medier) over hvor mange mennesker der samles på strandene i de første sommerdage. Jeg forstod på mange måder godt bekymringen, især når man ikke vidste mere om, hvor meget corona spredtes udendørs v. indendørs. Retrospektivt må vi dog konkludere, at det nok ikke har været strande, der har været lokationer for supersprederbegivenheder. Jeg har altid fundet strande, og havet generelt, stærkt overvurderet (lidt a la Larry David i Curb Your Enthusiasm). Måske fordi jeg ikke kan svømme? Måske fordi jeg er vokset op et par minutter fra en badestrand? Jeg ved det ikke. Siden pandemien brød ud har jeg været ved flere strande (Brighton, Ristinge på Langeland og Tisvildeleje), men ikke ved en af dem har jeg overvejet at gå i vandet. Det ser jeg blot som et tegn på, at der skal mere end en global pandemi til at ændre mine præferencer. Ved havet fik jeg også læst Peter Seebergs ‘Ved havet’. På papiret burde jeg kunne lide den, og den var skam også fin, men ikke mere end det.
Trivialiteter. Gad vide om folk der læser dette om 50 år vil se det som … trivialiteter? Jeg forsøger ikke at give disse tanker nogen værdi, og slet ikke at påstå, at nogen skulle have interesse i at læse disse ord årtier ud i fremtiden. Men måske er det netop blot trivialiteter, der kun vil blive mindre interessante at læse med årene? Jo mere vi vænner os til, hvordan verden ser ud post-COVID, desto mere trivielle vil tankerne omkring samme fremstå. Måske er sådanne trivialiteter i sagens natur nemmere at skrive om, når de er på behørig afstand? Jeg læste Pamela Pauls bog, 100 Things We’ve Lost to the Internet, der har flere interessante og sjove betragtninger netop fordi, vi ikke længere kan forestille os en verden uden internet. Derfor bør vi nok forvente de bedste tanker om pandemien længere ude i fremtiden, når den er en saga blot.
Feber. Søndag den 17. juli havde jeg svært ved at falde i søvn. Jeg var bekymret for, om det kunne være corona. Ikke fordi jeg var bekymret for mit eget helbred, men blot en generel bekymring. Det var corona. Heldigvis havde jeg blot feber en dag, og lidt træthed, men derefter var jeg back on track. Mit gæt er at trætheden primært kunne forklares med manglende søvn, så alt i alt må jeg konstatere, at jeg slap utroligt billigt. Det skyldes selvfølgelig at jeg var vaccineret samt at jeg nok fik en relativt mild version. Hvis jeg ikke var nervøs for at blive smittet før, er jeg det slet ikke nu. Det er selvfølgelig ikke det samme som, at jeg ikke vil gå langt for at undgå at blive smittet (det vil jeg), men at det var en sund oplevelse at få konkretiseret, hvordan det var at have corona.
Pesten. Jeg fik endelig læst Pesten af Albert Camus. Det var en rigtig god læseoplevelse. Det slog mig tidligt i bogen, at jeg værdsatte den mere fordi jeg læste den i kølvandet på coronapandemien. Jeg ville nok ikke have læst bogen med samme interesse, havde jeg læst den i 2019. Slutningen, som så meget andet i bogen, ræsonnerede med mine egne tanker omkring coronapandemien. Jeg kan varmt anbefale bogen.