Oprindelse. Jeg har tidligere skrevet om, hvorvidt ‘lab leak’ hypotesen kan betegnes som en konspirationsteori på linje med andre konspirationsteorier (noget som selv flere videnskabelige publikationer har gjort). I bogen Viral: The Search for the Origin of COVID-19, skrevet af Alina Chan og Matt Ridley, gøres det klart, at vi nok aldrig får en smoking gun, der endegyldigt kan bekræfte, hvad der var årsagen til COVID-19 pandemien. Jeg har ingen stærke holdninger til spørgsmålet (andet end den stærke holdning, at det er legitimt at stille spørgsmålet), og jeg synes bogen gør den fine observation, at desuagtet hvad årsagen er, er der problemer på flere niveauer, der skal adresseres, hvis vi ønsker at reducere sandsynligheden for fremtidige pandemier. Det vil uden tvivl være et af de mysterier, der vil blive talt om de næste mange år, og det er mig en gåde, at mange stadig anser ‘lab leak’ hypotesen som værende en konspirationsteori. Der bliver stadig skrevet gode, nuancerede artikler om emnet (se eksempelvis her), der bekræfter mig i, at at det ingenlunde er simpelt at konkludere, om der var har været tale om et specifikt ‘lab leak’ eller ej. Den nuværnede evidens taler mest for, at der ikke er tale om et ‘lab leak’, men det er ikke det samme som, at vi skal anse det som værende en konspirationsteori.
Blogindlæg. Jeg kom i løbet af pandemien ind i den rutine at skrive i gennemsnit to blogindlæg om ugen. Ikke alle indlæg var lige interessante for alle eller sågar nogen, men … who cares? Når jeg vil kigge tilbage på pandemien er det nok ikke alene indholdet af mine indlæg, jeg vil bide mærke i, men også frekvensen af indlæg. Jeg har en forkærlighed for det “gamle” internet, altså før vi havde dynamiske sociale medier og doomscrolling ad libitum. Det er trist, at meget af den information vi har omkring pandemien er at finde på sociale medier. Gad vide hvordan internettet ville se ud i 2005, hvis vi havde haft COVID-04? Jeg ville generelt ønske, at der var flere i min omgangskreds, der bloggede i denne tid, men jeg har fuld forståelse for, hvorfor det ikke er en prioritet. Jeg skrev et par indlæg i 2020 (#1, #2) og et par indlæg i 2021 (#3, #4), og det er interessant for mig, når jeg læser disse indlæg nu, hvordan jeg allerede har glemt flere af de observationer – eller allerede nu kan se, hvordan de observationer er indlejret i en bestemt tid og kontekst, jeg har en distance til. Pandemien er efterhånden både fortid, nutid og fremtid, og intet viser det bedre, end de observationer og overvejelser man foretog sig på bestemte tidspunkter midt i en pandemi.
Håndsprit. Jeg har en masse minihåndsprit liggende. Eller, jeg havde (de fleste er nu brugt eller smidt ud). Ikke fordi jeg nogensinde har hamstret dem, endsige købt dem, men fordi jeg blot har fået én i ny og næ i forskellige sociale sammenhænge. Måske er det ligesom den type af festrygere, der ender op med et lager af lightere? Jeg bruger sjældent håndsprit, og det er primært i situationer, hvor der er en social norm i forhold til at bruge håndsprit (eksempelvis hvis der er håndsprit ved indgangen til en restaurant), at jeg finder det nødvendigt at bruge. Min hypotese er, at det i overvejende grad ikke har gjort den store forskel at bruge håndsprit, men at det generelle fokus på bedre håndhygiejne er en kæmpe gevinst som samfund betragtet.
Returrejser. Når jeg skulle rejse før pandemien, var det i de fleste tilfælde som returrejser med klart definerede ud- og hjemrejsedatoer og tidspunkter. Dette var uden tvivl det nemmeste og billigste. Nu køber jeg dog sjældent returrejser. I de fleste tilfælde køber jeg enkeltrejser, og bestiller først hjemrejsebilletter nogle dage før, jeg skal videre. Dette af tre grunde. For det første grundet uforudsigeligheden i ens rejseplaner. Hvem ved hvordan verdenen ser ud om en måned eller to, og om det overhovedet er muligt at rejse til den tid? For det andet på grund af færre fysiske forpligtelser, hvor man skal være på kontoret den og den dag. Kalenderen er ganske enkelt mere fleksibel. For det tredje er det min opfattelse, at der ikke er en stor forskel rent økonomisk mere. Man kan således købe relativt billige billetter selv få dage før en flyafgang (i hvert fald når man rejser i Europa).
Tillid. Er min tillid til andre mennesker blevet større eller mindre siden pandemien brød ud? Det ved jeg ikke, men jeg møder nok andre mennesker med ikke alene en vis social distance, men også dertilhørende mental distance. Folk jeg ikke kender skal have en ekstra god grund til at opholde sig tæt på mig end før pandemien (og selv før pandemien værdsatte jeg en passende afstand). Det er vel et empirisk mål for tillid? Den sociale tillid er høj i Danmark og der er ingen tvivl omkring, at det har medført, at Danmark har klaret sig godt gennem pandemien. Det er derfor også mystisk at se “forskere” udtale sig om, hvordan andre lande blot bør gøre som Danmark og have tillid til befolkningen. Mit hot take er, at det er relativt begrænset, hvad USA kan lære af Danmark ved at kigge på, hvordan pandemien er håndteret, men jeg har fuld forståelse for, at nogle akademikere har en interesse i at gøre den danske case mere anvendelig og relevant end tilfældet er.
Sverige. Der har været meget snak omkring, hvordan forskellige skandinaviske lande har klaret pandemien, herunder hvordan og hvorfor Sverige ikke har klaret sig lige så godt som nabolandene. Denne artikel er uden tvivl den mest udførlige og systematiske gennemgang, jeg har set.
9/11. 2021 gav os 20-årsdagen for 9/11. Der var noget mærkeligt ved at skulle mindes et terrorangreb i midten af pandemien. Jeg så flere dokumentarer om 9/11, herunder National Geographics 9/11: One Day in America og Apples 9/11: Inside the President’s War Room. En af de mere interessante, omend ikke nødvendigvis vellykkede dokumentarer, var Spike Lees NYC Epicenters 9/11-2021½. Dette netop fordi den var mere bevidst omkring konteksten hvori vi reflekterer over 9/11. Eksempelvis fik mange af dem der stod for rednings- og oprydningsarbejdet under 9/11 vejrtrækningsproblemer, hvorfor de også havde en større sandsynlighed for at dø under pandemien. 3.000 dødsfald var desuden dagligdag i USA under pandemien, hvilket sætter det hele lidt i perspektiv.
Kød. Jeg er ikke af den overbevisning, at vi ikke ville have haft COVID-19, hvis flere havde været vegetarer. I løbet af de senere år har jeg dog ændret mit forhold til at spise kød. Jeg er ikke stoppet med at spise kød, men jeg er stoppet med at købe og tilberede kød. Mit lokale supermarked har efterhånden så mange gode alternativer til kød, at det ikke giver mening at købe kød. Forskning viser desuden, at kød står for omkring en tredjedel af den kostrelaterede udledning af drivhusgasser, så der er selvsagt også åbenlyse grunde til at skære ned på forbruget af kød.
Borgen. Politik har fyldt en del i løbet af pandemien, især når så mange danskere er kommet på fornavn med landets statsminister. Måske er det heller ikke tilfældigt, at det lige netop er i denne tid, at vi ser en ny sæson af Borgen. Min hypotese er, at jo mindre interesseret du er i politik, desto bedre vil du synes om TV-serien Borgen. Jeg skrev et indlæg om serien tilbage i 2014, og jeg har ikke ændret perspektiv på serien i takt med at den er blevet mere populær over tid. Derfor har jeg heller ingen planer om at se den nye sæson. Det gør det heller ikke bedre, at serien vil komme på Netflix, da jeg er stoppet med at se de fleste serier, der har en relation til samme.
Vejrtrækning. Hvordan trækker jeg vejret? Hvad er det egentlig der sker, når man trækker vejret? Er det bedre at trække vejret gennem næsen eller munden? Det er noget jeg også har tænkt en del over i løbet af pandemien, så det gav god mening for mig at læse Breath: The New Science of a Lost Art. (Det er en alt for langtrukken bog, der er meget lidt videnskabelig, men der er et par interessante observationer.) Jeg har ikke gjort noget for bevidst at ændre min vejrtrækning, men jeg er på grund af pandemien blevet mere opmærksom på, hvornår og hvordan jeg trækker vejret. Hvis jeg eksempelvis går tæt på nogen, holder jeg vejret nu på en måde, som jeg end ikke ville have overvejet før pandemien brød ud. Det er interessant hvordan noget så trivielt som at trække vejret bliver mere salient, når man oplever en pandemi.
Stillezonen. Jeg har alle dage haft en præference for stillezonen, når jeg kører i tog i Danmark. Min præference er kun blevet større, og det handler ikke blot om stilhed. Det er forskellige segmenter, der opholder sig i de forskellige zoner, og mit gæt er, at de personer, der opholder sig i stillezonen, har en mindre sandsynlighed for at være smittet med corona. Ligeledes betyder stillezonen selvsagt, at der bliver talt og råbt mindre, hvorfor det også må forventes, at skulle der være en person med corona, er sandsynligheden for, at vedkommende smitter andre, mindre.
Forudsigelser. Jeg læste denne artikel, hvor forskellige forskere udtalte sig omkring, hvilke fejltagelser de begik i forbindelse med pandemien. Jeg tog selv fejl i forhold til, hvordan pandemien ville udvikle sig (heldigvis ikke noget jeg udtalte mig offentligt omkring). Jeg er med andre ord flere gange blevet overrasket i løbet af pandemien, herunder i forhold til hvordan smittetallene ville udvikle sig. Der synes at være en korrelation mellem hvor villig man er til at indrømme, at man har taget fejl, og hvor ofte man rent faktisk har taget fejl. Jo bedre ens forudsigelser har været, desto mere har man været villig til at indrømme, at man har taget fejl. Som en tommelfingerregel er det derfor en god idé at være kritisk over for de kommentatorer og Twitter-eksperter, der ikke har taget fejl så meget som én gang i løbet af pandemien.
Antivaxxere. Jeg har personer i min nære familie, der ikke er vaccineret. Jeg forstår godt deres bekymringer, men jeg er lodret uenig i deres valg. Jeg har ingen sympati for antivaxxere, men jeg har meget sympati for de pårørende, der skal være bekymret for deres nærmeste. Bedsteforældre, forældre, venner, børn, m.v., der alle prøver – uden held – at overbevise deres nærmeste om, at det er fornuftigt at blive vaccineret.
Lockdowns. De bedste studier, jeg har set i løbet af pandemien, har givet mig anledning til at konkludere, at lockdowns kan være fornuftige. Derfor er det komisk at følge den danske dækning af lockdowns, hvor især talknuseren Jonas Herby har fået masser af taletid i de landsdækkende medier. Berlingske var blandt andet gode til at smide ham på forsiden, når han mente at have evidens for, at lockdowns ikke virker. Heldigvis har der været en del kritik af dette “meta-studie” (se eksempelvis her, her, her, her, her, her, her, her og her). Det fremhæver vigtigheden af, at de danske medier bliver bedre til at forholde sig kritisk til statistik og data end tilfældet er.
Seinfeld. Serien Seinfeld er kommet på Netflix og jeg har fået set den igen-igen (sidst jeg genså alle afsnit var i 2017). Da der i store dele af serien er tale om observationskomik, er mange af observationerne selvsagt bundet til 90erne, men serien holder 100% den dag i dag – og nogle af observationerne giver sågar endnu bedre mening i midten af en pandemi. I The Nineties: A Book kommer Chuck Klosterman desuden med flere gode observationer relateret til, hvorfor Seinfeld er og var så stor en succes. Der er også noget interessant veed mottoet for serien, ‘No hugging, no learning‘, der lader sig applicere på ikke alene Seinfeld, men også COVID-19.
;). Jeg mindes ikke at have set noget så uprofessionelt som Barbara Bertelsens kommunikation. Det står angiveligt svagt til med udbudet af dygtige departementschefer i Danmark. Jakob Nielsen skrev en formidabel analyse af hvordan sms-beskederne giver et “brutalt indblik i magtens værksted”, og det er sørgeligt at se, hvordan hun forvalter sin magt – med mobning og hån, der gør én glad for, at man ikke arbejder med hende. Med det man tidligere har hørt om, hvordan Barbara Bertelsen er blevet mobbet, er det svært ikke at tænke på den svenske film Ondskan, når man ser hendes måde at kommunikere på. Jeg har ingen stærke holdninger til minksagen, men jeg har stærke holdninger til brugen af blinkesmileys. Blinkesmileys er interessante da de viser en tvetydighed, hvor det ikke er klart, hvad der skal tages bogstaveligt (se evt. dette systematiske review af forskningen i emojis). Vi ved at politikerne bruger emojis i deres kommunikation med vælgerne, at de bruges i kommunikation på arbejdspladser, samt at kvinder oftere bruger emojis. Mit absolut største problem med brugen af smileys er, når folk indleder med en startparentes og bruger en smiley som en del af slutparentesen. Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle se fra en “seriøs” embedsmand.
Håb. Min tolkning er, at følelsen af frygt har været en bedre forklarende variabel til at forstå, hvorfor folk støtter op om restriktioner end håb. Den bedste evidens jeg har set på området, synes også at bekræfte dette.
Affald. Jeg har i videst muligt omfang forsøgt at holde mig fra engangsmundbind i løbet af pandemien. Faktisk har jeg kun ejet to mundbind gennem hele pandemien (som jeg stadig har). Jeg faldt over dette studie, der viser, at pandemien – på tidspunktet hvor artiklen blev udgivet – havde ført til otte millioner ton plastikaffald. Jeg undrer mig over, hver gang jeg tager en kviktest, hvor meget affald der er forbundet hermed. Det kan der selvsagt være gode grunde til, men det er ekstremt, hvor meget plastik, der skal bruges. Og glem ikke førnævnte minihåndsprit, der også fører til en masse ekstra affald.
Selvbetjeningskasser. Før pandemien kunne det aldrig falde mig ind at bruge selvbetjeningskassen i supermarkedet, når jeg handlede ind. Jeg så det ikke som min opgave at scanne varer ind, og jeg havde absolut intet imod at stå længe i kø, når jeg handlede ind. Generelt er det sjovt at se hvor meget tid folk har, når de handler ind, lige indtil de står og venter i kø, hvor de pludselig bliver utålmodige og har travlt. Da coronapandemien brød ud og der var fokus på at røre så få overflader som muligt, ændrede min præference sig radikalt. Hvorfor lade en kassedame røre ved mine varer, lige efter vedkommende har rørt ved tusindvis af andre varer, som andre kunder også har rørt ved? Jeg begyndte at bruge det som en indikator for, at folk var mindre bekymret over pandemien, når de ikke brugte selvbetjeningskassen. Det er derfor også interessant, at der er mange supermarkeder i Danmark, der ikke har selvbetjeningskasser. Jeg har lagt mærke til, hvor stor forskel der er på tværs af lande i forhold til, hvordan selvbetjeningen fungerer. I nogle lande skal man godkendes af en ansat, før man kan købe alkohol (eller Red Bull Sugarfree, der er det mest off-brand brand, jeg konsumerer). I andre lande er der kun stikprøver (især hvis det er første gang, man bruger sit betalingskort i den pågældende butik). I nogle lande kan man gå ud af butikken uden vanskeligheder, hvor man i andre skal scanne sin kvittering, for at komme ud. Det interessante er, at jeg ikke tror, at disse forskelle kan forklares med simple nationale tillidsmål. Min mentale model kan således ikke forklare disse forskelle, og jeg ville være nysgerrig efter at vide, hvorfor der ikke er én standard i de fleste europæiske lande. Omvendt kan det tænkes, at vi vil se en standardisering i takt med at ubemandede butikker vil blive mere udbredt.
Magtudredningen. I 2020 pointerede jeg i et blogindlæg, at “[d]et interessante er, at i krisesituationer som den vi befinder os midt i nu, vil dem der allerede har magt have langt flere muligheder end de normalt har.” Det er nok derfor ingen overraskelse, at der også har været meget snak omkring en ny magtudredning i løbet af pandemien. Min holdning, at der ikke er brug for en ny magtudredning. Der forskes allerede en del i magten i Danmark, og en ny magtudredning vil være spild af penge – og i værste fald blot føre til mindre relevant forskning i magt og politik. Den bedste danske forskning inden for dette emne gennemføres i disse år af sociologer, og det er interessant, at denne kommer fra CBS-forskere. Den mindst kritiske forskning kommer, ironisk nok, fra magtens rugekasse. Det bedste man desuden kunne gøre for at sikre fri og magtkritisk forskning i Danmark, ville være at lukke Carlsbergfondet, men det faktum vil faste læsere allerede være bekendt med.
Positiv. Det er mig en gåde, at jeg endnu ikke har været testet positiv. Alle mine tests har været negative, men jeg har været i kontakt med flere personer, der har testet positivt (både med kviktests og PCR-tests). Min strategi, da jeg fandt ud af, at jeg potentielt set var positiv, var at holde mig væk fra kontoret, drikke masser af vand (som altid), sove en del, gå en lang tur, spise frugt, absolut ingen alkohol, osv. Med andre ord var min strategi at give min krop de bedste betingelser for at kunne gå i krig mod en virus, den heldigvis allerede er forberedt på takket være Moderna. Jeg er klar over, at det stadig blot er et spørgsmål om tid, før jeg vil teste positiv for første gang, men det gør mig absolut intet, at det ikke kommer til at ske lige med det samme.
Døretikette. Hvornår skal man holde døren for en anden person? Der er de åbenlyse variable, man bør tage med i sine overvejelser. Hvor langt væk er personen? Hvilken hastighed går personen i? Hvad med køn? Alder? Eventuelly handicap? Bærer personen på en pakke, der vil gøre det svært for vedkommende selv at åbne døren? Men der er også karakteristika ved døren, der skal tages med i overvejelserne. Hvor hurtigt vil døren lukke selv? Kræver det arbejde at åbne døren selv, eller kan den blot skubbes? Og så er der selvfølgelig også de kontekstuelle forhold. Regner det? Er det på et kontor eller en restaurant? Er der andre folk, der overværer en? Vigtigst af alt er selvfølgelig ens egen kalender, herunder om man har travlt eller om man har tid nok til at bruge et par sekunder på at holde døren. Og ligesom man troede, at det ikke kunne blive mere kompliceret, skal man nu også overveje denne slags daglige gøremål i en pandemi. Det gode er, at det på mange måder er blevet lettere, da jeg mere konsekvent er begyndt at ignorere ovenstående forhold og blot holde døren for andre. Idéen er den simple, at det dermed reducerer hvor mange overflader, den næste person skal røre ved, for at komme ind. Jo færre der skal røre en dør, desto bedre. Det er derfor god stil at holde døren i endnu højere grad, end man gjorde før pandemien – især hvis man kan holde døren på en måde, hvor der stadig er passende fysisk afstand.
Læseliste. En af mine store bedrifter under pandemien har været, at få læst alle de bøger, jeg havde liggende på min iPad. Jeg har gennem en del år – hvad der vel snart nærmer sig et årti – læst bøger på min iPad, og på intet tidspunkt har der været nul bøger at finde i min bogapp. Dette fik jeg gjort op med i 2021, og jeg forsøger nu at reducere antallet af bøger, jeg erhverver mig og læser. Når det er sagt, er der en liste af bøger, jeg overvejer at få læst ved lejlighed. Den inkluderer: Strength in Numbers: How Polls Work and Why We Need Them af G. Elliott Morris, The Curious Economics of Luxury Fashion: Millennials, Influencers and a Pandemic af Don Thompson, På sporet af den tabte tid af Marcel Proust, The Body: A Guide for Occupants af Bill Bryson, Talent: How to Identify Energizers, Creatives, and Winners Around the World af Tyler Cowen og Daniel Gross, Survival of the City: Living and Thriving in an Age of Isolation af Edward Glaeser og David Cutler, Puff Piece af John Safran, Prisoners of Geography: Ten Maps That Tell You Everything You Need to Know About Global Politics af Tim Marshall, Empire of Ants: The Hidden World and Extraordinary Lives of Earth’s Tiny Conquerors af Susanne Foitzik og Olaf Fritsche, Rationality: What It Is, Why It Seems Scarce, Why It Matters af Steven Pinker, Doing Economics: What You Should Have Learned in Grad School―But Didn’t af Marc F. Bellemare, Murder: The Biography af Kate Morgan, The Founders: The Story of Paypal and the Entrepreneurs Who Shaped Silicon Valley af Jimmy Soni, Empire of Pain: The Secret History of the Sackler Dynasty af Patrick Radden Keefe, The Plague af Albert Camus, The Genetic Lottery: Why DNA Matters for Social Equality af Kathryn Paige Harden, Everything I Know about Life I Learned from PowerPoint af Russell Davies, 100 Things We’ve Lost to the Internet af Pamela Paul, Billion Dollar Whale: The Man Who Fooled Wall Street, Hollywood, and the World af Tom Wright og Bradley Hope, Genghis Khan and the Making of the Modern World af Jack Weatherford, Blood and Oil: Mohammed bin Salman’s Ruthless Quest for Global Power af Bradley Hope og Justin Scheck, Polling UnPacked: The History, Uses and Abuses of Political Opinion Polls af Mark Pack, En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard, Man skulle nok have været der af Thomas Korsgaard, Frank vender hjem af Kristian Bang Foss, Døden kører Audi af Kristian Bang Foss, Stormen i 99 af Kristian Bang Foss, Escape Into Meaning: Essays on Superman, Public Benches, and Other Obsessions af Evan Puschak og Finnegans Wake af James Joyce.
Fremtid. Hvad bringer fremtiden? Vil vi overhovedet skænke pandemien en tanke i fremtiden? Det kommer selvfølgelig an på, hvad fremtiden bringer. I skrivende stund tager Ukraine af gode grunde de fleste overskrifter, og det virker til, at pandemien – også af gode grunde – trådte i 2. række, det sekund Rusland invaderede Ukraine. Måske vil vi om 100 år blot se tilbage på COVID-19 pandemien som en vigtig, men på mange måder isoleret begivenhed, der ikke fik afgørende betydning? Time will tell. Dette indlæg kan dog passende slutte med disse fine 300 år gamle ord fra Daniel Defoe i A Journal of the Plague Year: “A dreadful plague in London was/In the year sixty-five/Which swept an hundred thousand souls/ Away; yet I alive!”