Dette er en forlængelse af mit forrige indlæg med observationer relateret til COVID-19.
Gensyn. Færre film bliver lavet og udgivet i løbet af pandemien. Flere film, der skulle have været ude nu, er blevet udskudt til 2021, og mange projekter er blevet sat på pause. Dette betyder også, at der ganske enkelt er mere tid til at få set andre film (forudsat at den tid man bruger på at se film, er konstant). Jeg har i løbet af de seneste måneder haft mulighed for at gense blandt andet Citizen Kane, Pulp Fiction, No Country for Old Men, The Truman Show, Goodfellas, Do the Right Thing, The Usual Suspects, Mad Max: Fury Road og Chinatown. Nævnte film kan alle anbefales.
Musik. Musikken er en af de få undtagelser i forhold til ny kultur, da det som bekendt er en helt anden (fysisk) proces end at skulle lave en film eller TV-serie. Der er kommet en del gode albums i 2020 og jeg har svært ved at forestille mig, at året ville have set fundamentalt anderledes ud rent musikalsk, havde der ikke været en pandemi. Jeg så en overskrift på et studie forleden, der påstår, at folk har lyttet til ældre musik i løbet af pandemien (idéen er at folk er blevet mere nostalgiske i deres musikforbrug). Jeg har ikke læst studiet og skal af samme grund ikke kunne udtale mig om, hvorvidt jeg tror på resultaterne. Jeg kan blot notere, at jeg ikke selv har bemærket at lytte til mere ældre musik end normalt (eller i hvert fald ikke musik, der kan betegnes som a trip down memory lane). Tværtimod har jeg været travlt beskæftiget med at holde mig opdateret på nye albums, der er kommet ud. Min foreløbige top 10 for i år består af Jay Electronicas A Written Testimony, Killah Priests Rocket to Nebula, Nine Inch Nails Ghosts V: Together, Roger Eno og Brian Enos Mixing Colours, R.A.P. Ferreiras (aka Milo) Purple Moonlight Pages, Curren$y og Harry Frauds The Outrunners, Parkers Suite for Max Brown, Romares Home, Blu & Exiles Miles og MIKEs Weight of the World.
Udgifter. Det er blevet nemmere at lave et budget for, hvilke faste udgifter, man har. Selvom der er nogle bestemte udgifter forbundet med at arbejde hjemmefra, bruger jeg generelt meget få penge, når jeg holder mig hjemme og kun går til Tesco i ny og næ. Ligeledes har HM Revenue and Customs givet et lille skattefradag til dem, der nu er tvunget til at arbejde hjemmefra. På den måde har pandemien været god for min økonomi. Igen er min bekymring ikke min egen privatøkonomi, men samfundsøkonomien generelt betragtet og især dem, der arbejder i brancher der på kort sigt er hårdt påvirket af pandemien.
Klima. Det er ingen overraskelse, at klimaforandringer ikke har stået øverst på dagsordenen i løbet af 2020. Det virker sågar til, at der er en konsensus om, at der først skal være styr på COVID-19 før vi igen beskæftiger os med klimaet. Dette er en klar fejl, som jeg nok skal skrive et længere indlæg om ved en senere lejlighed. Det er ingen hemmelighed, at klimaforandringerne allerede er her (atmosfæren er varmere, gletsjerne smelter og vandstanden er steget). Derfor virker det underligt at der ikke politisk bliver fokuseret mere på klimaforandringerne, end tilfældet er. Dertil skal det tilføjes, at COVID-19 på mange måder har øget min skepsis i forhold til, hvordan vi kan løse mange af de globale udfordringer, vi har med at gøre i disse år. Vi kan ikke selvisolere os ud af klimakrisen. Vi kan ikke blot øge afstanden til hinanden, arbejde hjemmefra og satse på en vaccine. Jeg frygter at vi først for alvor vil se en offentlig (og dermed politisk) interesse, når det er for sent (altså på et tidspunkt hvor prisen vil være betydeligt større, end hvis der blev vist langt større handling nu).
Pendling. De færreste har brug for at pendle meget i 2020, og noget tyder på, at vi kommer til at pendle en del mindre i fremtiden. Jeg har aldrig brudt mig om at pendle, hvorfor jeg forsøger at bo relativt tæt på, hvor jeg arbejder (gerne et sted mellem 15-30 minutter på gåben eller cykel). Forskning har da også vist, at folk der pendler meget er mindre tilbøjelige til at indgå i sociale aktiviteter og har et dårligere helbred (se evt. også denne video). Putnam beskriver blandt andet i Bowling Alone, hvordan ti ekstra minutter i pendlingtid reducerer tilbøjeligheden til at tage del i lokale aktiviter med 10 procent. Dette er dog ikke det samme som, at der ikke kan være fordele ved at pendle. Jeg læste dette studie, der viser, at det at pendle også kan fungere som en rolleovergang, eksempelvis fra forælder til kollega, så pendlingtiden fungerer som en buffer mellem forskellige roller. Jeg havde for år tilbage en idé om at kigge nærmere på de politiske implikationer af at pendle. Konkret var min idé at koble registerdata sammen med surveydata og bruge Google Maps API til at udregne daglig transporttid mellem arbejde og hjem og undersøge de politiske implikationer af at pendle (jeg fik lavet et script, der nemt kunne udregne transporttid mellem hjem og arbejde, men jeg kom aldrig videre med projektet). Dette er dog et af de emner jeg ser frem til, at der kommer mere forskning omkring i relation til COVID-19.
Kontor. En lang periode uden adgang til kontoret har fået mine øjne op for nogle af de aspekter, jeg har savnet ved kontoret. Her tænker jeg ikke det sociale aspekt ved at ses med mine kollegaer, som jeg var klar over fra dag 1, at jeg ville savne. Jeg tænker konkret på de mere trivielle aspekter, herunder at cykle til kontoret i godt vejr (apropos at pendle). Eller det faktum at det føles mere naturligt at gå ned og hente en kaffe hos Starbucks, end hvis man blot sidder og arbejder hjemme (apropos udgifter). Med andre ord har pandemien gjort det nemmere for mig at værdsætte de trivielle aspekter af at arbejde, der alt andet end værdsættes under normale omstændigheder.
Podcasts. På samme måde som med musik har pandemien ikke gjort den store forskel for podcasts – og hvis den har, har den nok kun ført til endnu flere podcasts (til trods for at folk pendler mindre og derfor måske forbruger podcasts i mindre omfang). De podcasts jeg primært lytter til kan deles op i de følgende kategorier: kultur (e.g. Han Duo, Filmnørdens Hjørne, Pop Culture Happy Hour, Sardonicast, Stream and chill, Soundvenue Streamer), politik og økonomi (Conversations with Tyler, The Ezra Klein Show, EconTalk), narrativt orienterede podcasts (e.g. Hardcore History, WeCrashed: The Rise and Fall of WeWork, The Dropout og Revisionist History), psykologi (e.g. Two Psychologists Four Beers, Very Bad Wizards, The Black Goat og Everything Hertz) og diverse andre danske (e.g. DataSnak, Her Går Det Godt, Programmet om Ingenting og Kortsluttet).
Biografen. Det var en fornøjelse at være i biografen igen (bare rolig – masser af distance, mundbind, Test and Trace osv.). De respektive trailers, der blev vist før filmen, var ikke opdateret med premieredatoer. Derfor viste datoerne stadig april og maj. Det fik mig til at fundere over hvor anderledes 2020 havde set ud, havde vi ikke fået COVID-19. Dette var nogle andre kontrafaktiske overvejelser end i begyndelsen af pandemien, nu hvor tiden i 2020 var gået. Som med mange andre semi-sociale aktiviteter er det svært ikke at være blot lidt begejstret for, hvor civiliseret sociale interaktioner er nu. Dette gælder ikke kun for social distance, men også noget så basalt som ikke at tale midt under en film (nuvel, blot en anekdotisk observation, men jeg håber det er et generelt fænomen).
Tidshorisont. COVID-19 er en permanent virus i samfundet. Selv hvis vi ganske usandsynligt skulle lykkedes med at opnå en situation, hvor intet menneske på jordens overflade længere havde COVID-19, ville den stadig være at finde blandt dyr. Spørgsmålet er ikke hvornår COVID-19 er datid, men hvornår vi ganske naturligt vil være i en kontekst, vi igen kan kalde ‘normal’, hvor virussen ikke sætter rammerne og restriktionerne. Jeg ser ingen grund til at være optimist omkring, hvornår vi kan vende tilbage til en ‘normal’ verden. Hvis det er snart, tager jeg lykkeligt fejl.
Lufthavne. Mit førstehåndsindtryk af lufthavne under COVID-19 er, at der er mere plads, bedre wi-fi og færre børn (igen en anekdotisk observation). Alt i alt virker lufthavne mere behagelige. Når det er sagt har jeg ikke helt samme motivation til at være der tidligt, da jeg ikke finder samme ro i at sidde og arbejde i lufthavnen flere timer, før jeg boarder. Lufthavne som et socialt rum, hvor jeg kan få lavet en masse arbejde, synes med anre ord at være fortid.
Rejser. Jeg savner ikke at rejse, men jeg savner at have rejst.
Evidens. Det siges, at jo mere sikker nogen er i forhold til COVID-19, desto mere kritisk skal du være. I begyndelsen af pandemien var der meget lidt enighed om, hvad der var den bedste strategi til at reducere smittespredningen. Der blev blandt andet talt om, at det var bedre at forsøge at opnå flokimmunitet end at lukke samfundet ned. Under alle omstændigheder var der brug for politisk stillingtagen til, hvilke tiltag, der (ikke) skulle indføres. Et godt eksempel har været de forskellige tilgange i Sverige og Danmark. Vi har nu relativt klar evidens for, at Trump klarede det elendigt (ikke den store overraskelse) – og det samme har den britiske regering (ej heller den store overraskelse). Vi har nu også evidens for, at COVID-19 især er luftbåren (se også denne fine artikel). Det interessante er her at se, hvordan forskellige lande begynder at have (relativt) identiske tiltag i forhold til COVID-19, jo mere vi ved om, hvad der virker og ikke virker. Eller mere specifikt: det er blevet lidt lettere at se, hvad der er rene politiske beslutninger. Det er i den sammenhæng også interessant at se, hvordan folk forsøger at politisere tiltag i Danmark, der burde være bred enighed omkring, og hvordan folk oplever Danmark set fra udlandet (eksempelvis Christian Bennike i Bruxelles og Kristian Leth i New York).
USA. Pandemien har på mange måder ramt USA hårdt. Det har været spændende at følge amerikansk politik i 2020. Det har ligeledes været et år, der har vist, at der ikke er noget exceptionelt ved USA (hvis nogen stadig skulle være i tvivl). Da jeg flyttede til USA i 2014 fik jeg ét råd i forhold til sundhedsvæsenet: Forsøg for alt i verden at sørge for, at det ikke bliver aktuelt at bruge det. Dette var ikke et råd ment i spøg. Det er ingen overraskelse at et samfund som USA ikke er godt gearet til en virus a la COVID-19, og jeg savner ikke at bo der. Trump har ikke gjort noget godt for USA, men som med mange andre problemer i USA er han symptomatisk for disse problemer, hvorfor det er svært at forestille sig, at USA havde klaret sig fint under alle omstændigheder.
Hygiejne. Mange af de hygiejnetiltag vi ser er primært til for at skabe en (falsk) tryghed. Ikke desto mindre er det fantastisk at se folk tage noget så simpelt som at vaske hænder mere seriøst. På mange måder nyder jeg stadig den ekstra opmærksomhed, der er på hygiejne – og især social distance. Normalt plejer jeg at have en årlig mindre forkølelse, men dette har ikke været tilfældet i løbet af det seneste års tid (syv-ni-tretten). Jeg håber for alt i verden at folk vil tage hygiejnen seriøst på længere sigt.
Restauranter. Det har været fantastisk at have mulighed for at spise ude igen (efter at restauranterne var lukket i en lang periode). Den britiske regerings “Eat Out to Help Out” var interessant og min fornemmelse er, at det rent faktisk fik flere til at spise ude (nej, jeg tror ikke at det har medført en anden bølge – og ja, jeg har læst et pivringe arbejdspapir, der påstår andet). Hvad jeg omvendt savner rent forskningsmæssigt er en artikel eller et studie der kan sige noget fornuftigt om El Farol Bar-problemet i relation til dette.
Spil. Kultur er eskapisme og spil er den form for kultur, der hurtigst får mig til at glemme tid og sted. Det er derfor ingen overraskelse, at jeg også har fundet mere tid til at fordybe mig i forskellige spil. Her skal blandt andet nævnes Mini Metro, Euro Truck Simulator 2 (som jeg har brugt lidt tid på on and off siden 2014) og Firewatch. Nogle af de spil der har været populære på det seneste har været spil, hvor gentagelser og arbejde udgør et vigtigt element, og der er nok noget ekstra tilfredsstillende ved at optimere arbejde i en tid med meget usikkerhed (se også dette video essay). Det har også været interessant at se hvordan forskellige sportsmiljøer har forholdt sig til COVID-19. Eksempelvis har det har været relativt let for skakmiljøet at fortsætte deres turneringer (især grundet specifikke initiativer fra Magnus Carlsen), mens det har været mærkeligt at se sport uden tilskuere. Selv i en sport som tennis, hvor der normalt er (relativt) stille, virker det mærkeligt, når man ser Rolex Paris Masters (der forløber i disse dage) og der ikke er nogle reaktioner fra tilskuertribunerne.
Hukommelse. Mange vil have svært ved at huske, hvad de egentlig brugte tiden på i løbet af 2020. Dette er der gode grunde til. Dette er også en af grundene til, at jeg er skriver indlæg som disse. Jeg værdsætter ligeledes andres forsøg på at skrive blogs om livet under COVID-19, eksempelvis Brady Harans Quarantine Diary Index.