For mere end et årti siden skrev jeg et indlæg med mine anbefalinger til 50 gode film. Dengang skrev jeg, at det, ‘sagtens [kan] være, at jeg om et år ser på denne liste igen, og vælger at lave et nyt indlæg med en revideret liste. Dette indlæg er blot tiltænkt som værende en liste, som jeg kan vende tilbage til, for at se, hvilke film jeg allerbedst kunne lide dengang.’
Når jeg kigger på listen nu er der med sikkerhed film, jeg ikke ville have med, hvis jeg skulle lave den i dag. Jeg finder det dog mere passende – som med mit seneste indlæg med gode serier – at tilføje 50 andre gode film til listen i stedet for at forsøge at revidere samme. Her er listen (i alfabetisk rækkefølge):
51. 12 Angry Men (1957) 
Da jeg er stor tilhænger af one location movies, eller kammerspil på godt gammelt dansk, hvor handlingen primært udspiller sig i interaktionerne mellem et relativt lille antal karakterer (og især udviklingen i interaktionerne mellem karaktererne), kan det ikke være den store overraskelse, at 12 Angry Men er en anbefalelsesværdig film. Jeg har set denne film flere gange inden for de seneste ti år, og den tåler nemt et gensyn. Den er ganske vel fra 1957, men den rummer en energi (især i dialogerne), der får den til at virke moderne. Det er desuden let at spoile en film som denne, hvorfor det er bedst at undlade at gå nærmere ind i selve plottet. Det ville komme som en overraskelse hvis læsere af dette indlæg ikke allerede har set filmen, men hvis du ikke har, har du hermed med sikkerhed en anbefaling uanset smag.
52. 37°2 le matin (1986)
Den franske film Betty Blue – 37,2 grader om morgenen var en af de film, jeg fik set for første gang, da jeg var midt i at udvælge 50 filmanbefalinger. Jeg var vild med filmen, herunder især atmosfæren og skuespillet, men jeg var ikke sikker på, om jeg skulle tilføje den til listen. Over årene har jeg fået genset den et par gange, og jeg er ikke i tvivl om, at den hører hjemme på denne liste. I filmen følger man forholdet mellem Zorg og Betty, deres op- og især nedture, hvor det mildt sagt ikke går mildt for sig. Jeg vender desuden ofte tilbage for at høre soundtracket til filmen af Gabriel Yared (jeg kan eksempelvis se, at C’est le vent, Betty var en af de sange, jeg lyttede mest til i 2019).
53. Abre los ojos (1997)
Den spanske Abre los ojos er en sci-fi film, der formår at lege med og balancere forholdet mellem drøm og virkelighed til perfektion. Der er med andre ord tale om en meget vellykket film, der nemt kunne have fejlet (som mange andre sci-fi film, der forsøger sig med lignende tematikker, ofte har for vane at gøre). Hvis du ikke er bekendt med denne film, er du sandsynligvis mere bekendt med den amerikanske remake, Vanilla Sky, der dog – til trods for at den er fin – ikke kan måle sig med denne film. Desuagtet om du har set Vanilla Sky, kan og bør du se Abre los ojos.
54. Annie Hall (1977)
Dette er den film instrueret af Woody Allen, jeg har set flest gange (noget der nok efterhånden er et tocifret antal gange). Ikke fordi der nødvendigvis er meget nyt at få ud af filmen efter de første par gensyn, men fordi det altid er en god oplevelse, hvor man ikke får mulighed for at kede sig så meget som ét minut. De tidligere film af Woody Allen er lidt for meget falde på halen-komik til min smag, og det er heldigvis begrænset til et absolut minimum i Annie Hall. Filmen er ikke blottet for dette, men det er ikke desto mindre noget nær et mesterværk. Lad det også være sagt med det samme, at det ikke er den eneste Woody Allen-film på denne liste, men hvis du blot vil give Woody Allen én chance, bør du kaste dig over Annie Hall. Det er selvfølgelig bekvemt at holde sig ude af diskussioner om, hvorvidt det er muligt at adskille kunstneren fra kunsten, men der er min (ekstreme) holdning, at jeg end ikke finder denne diskussion relevant i Woody Allens tilfælde. Intet der har været præsenteret til offentligheden i forhold til Woody Allen har gjort, at jeg ikke kan værdsætte hans kunst (herunder også hans bog, Apropos of Nothing). Selv hvis det skulle være aktuelt, har jeg (heldigvis?) en relativt god evne til at adskille kunstner og kunst (en af mine yndlingsbøger er Sult af Knut Hamsun). Jeg vil gerne gå så langt som til at sige, at Annie Hall nok er den bedste romantiske komedie, der nogensinde er lavet.
55. Another Woman (1988)
Endnu en fantastisk film fra Woody Allen. Hvis du kan lide andre film fra Allen, herunder også ovennævnte, vil du med stor sandsynlighed også kunne lide denne. Den er fuld af humor, midtvejskriser, lommefilosofiske refleksioner og (små)neurotiske karakterer. Med andre ord alt det en typisk film fra Woody Allen kan levere, når det fungerer bedst. Det er også en af de sidste film fra Woody Allen, som jeg vil betegne som værende blandt de rigtig gode, før vi kommer op i nyere tid. (Jeg skal her tilføje, at jeg endnu ikke har set alle Woody Allens film, men det nærmer sig.)
56. Bait (2019)
Bait er en eksperimentel sort-hvid 16-millimeter film, der formår at balancere socialrealisme og kunst til perfektion (noget man desværre ikke kan sige om danske film). Det er svært ikke at tænke på Robert Eggers The Lighthouse fra samme år, når man ser Bait, men sidstnævnte er mere rå og realistisk. Det er imponerende, men desværre ikke tilfældigt, hvordan britiske film i disse år formår at berøre emner relateret til gentrificering, gig economy og socioøkonomiske spændinger (et andet anbefalsesværdigt eksempel er Sorry We Missed You, også fra 2019). Ligesom med The Lighthouse er Bait en film, hvor det varmt kan anbefales, at man ser den med engelske undertekster, der er 1:1 med, hvad der bliver sagt. Jeg skal desuden ikke gøre mig klog på, om det har haft en betydning for mig, at jeg selv er opvokset i en fiskeriby, der ligger død det meste af året med undtagelse af sommeren, hvor turisterne strømmer til.
57. Before Sunset (2004)
Jeg har en forkærlighed for walk-and-talk film, hvorfor det ikke er nogen overraskelse, at jeg har det rigtig godt med Richard Linklaters Before-triologi. Det er især de to første film i trilogien, Before Sunrise og Before Sunset, der er mesterværker inden for denne genre. Jeg så Before Sunrise og Before Sunset lige efter hinanden i 2010. Jeg var vild med begge film, men jeg fandt umiddelbart Before Sunrise mere tiltalende. Med årene er det dog Before Sunset, der efterlader det største indtryk. Jeg skal ikke kunne vurdere om det skyldes, at jeg aldersmæssigt er tættere på Before Sunset end Before Sunrise, men under alle omstændigheder er begge film anbefalsesværdige desuagtet din alder.
58. Brazil (1985)
Brazil er en af de film, jeg kun har set én gang uden planer om at se igen lige med det samme. Jeg frygter ikke, at det er en dårlig film, men jeg forventer, at jeg ikke vil være lige så imponeret, når jeg ser den igen. Der er tale om en dystopisk sci-fi film, instrueret af Terry Gilliam (der af mange nok er bedst kendt for Monty Python). Ikke desto mindre overraskede filmen mig positivt, da jeg så den. Visuelt er den et mesterværk, og har du endnu ikke set den, kan jeg varmt anbefale den (især hvis du er til sci-fi film). Den er uden tvivl bedre end Nineteen Eighty-Four.
59. Bröderna Lejonhjärta (1977)
Jeg så Brødrene Løvehjerte et utal af gange som barn (som en miniserie på DR), hvorfor det selvfølgelig ikke er uden en vis mængde nostalgi, at jeg anbefaler denne film. Måske er det sågar udelukkende på baggrund af en vis mængde nostalgi, at jeg anbefaler denne film. Astrid Lindgren var en dygtig forfatter, og Brødrene Løvehjerte fra 1977 er en af de bedste filmatiseringer af hendes værker. Jeg læste bogen for nogle år siden, der også fint kan anbefales (det samme kan Jens Andersens bog, Denne Dag, Et Liv – En Astrid Lindgren-biografi).
60. Cidade de Deus (2002)
Det er efterhånden en del år siden, at jeg sidst så Cidade de Deus. Jeg skal sågar ikke udelukke, at det har været på en DVD, jeg ejede (hvilket bekræfter, at det i hvert fald er mindst 10 år siden, at jeg så filmen sidst). Derfor måtte jeg også dobbelttjekke, om det virkelig kunne passe, at jeg ikke havde den med på mit forrige indlæg med gode film. Det er dog en af de film, hvor jeg er 100% sikker på, at den er fremragende (og hører til på denne liste) – og det er kun et spørgsmål om tid, før jeg får den set igen.
61. Citizen Kane (1941)
Jeg afsluttede mit forrige indlæg med gode film ved blandt andet at spørge “Hvor er Citizen Kane (1941)?” Citizen Kane er ikke en fejlfri film, men den er ikke desto mindre en klassiker, der retmæssigt er med på de fleste lister over de bedste film. Det er dermed selvsagt også en af de film, man skal have set.
62. Chelovek s kino-apparatom (1929)
Dette er en af de ældste dokumentarfilm, jeg kan lide. Den skildrer dagligdagen i Ukraine, hvad der dengang var Sovjetunionen, ved hjælp af en række forskellige kamerateknikker og (for)tolker livet i en futuristisk by. Det er imponerende at tænke på, at filmen efterhånden er 100 år gammel. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor inspirerende en oplevelse det må have været at se filmen i 1929.
63. Crimes and Misdemeanors (1989)
Endnu et mesterværk af Woody Allen. Den rummer også alt det, man forbinder med en god Woody Allen-film. Der er en fornem balance mellem komedie og drama, og alle kvalitets- og kendetegn går igen i denne film. Det kan derfor også siges relativt simpelt. Er du fan af Woody Allens film, skal du også kaste dig over denne. Hvis ikke, vil det nok være at foretrække blot at gå forbi denne. Ligesom med Another Woman er der her tale om en af de sidste gode film fra Woody Allen, før vi kommer ind i 90erne, hvor den eneste rigtig gode film fra Woody Allen er den Bergman-inspirerede Husbands and Wives.
64. Das weiße Band – Eine deutsche Kindergeschichte (2009)
Das weiße Band er endnu et mesterværk fra Michael Haneke på linje med film som La pianiste, Caché og selvfølgelig Funny Games. Det er ingenlunde et tilfælde, at ingen af de voksne karakterer i denne film identificeres med navne i denne film, men blot titler. Der er på mange måder tale om en mere intellektuel film om ondskab og vold, hvor det – mere realistisk – er subtilt. I andre film er de kausale mekanismer og påstande ofte lidt for meget on the nose (eksempelvis Ondskan, der ellers også er en god film).
65. Dial M for Murder (1954)
Læs mit indlæg om Dial M for Murder for en beskrivelse af, hvorfor jeg kan anbefale denne film (indlægget er 10 år gammelt men min holdning til filmen har ikke ændret sig siden). Det er min klare vurdering, at det er en af Alfred Hitchcocks bedste film – og hvis du kan/kunne lide Columbo, kan du med stor sandsynlighed også lide denne film.
66. Do the Right Thing (1989)
Jeg har set en håndful af Spike Lees film, og denne er klart min favorit. Sidst jeg så den var i sommeren ’20, da temperaturerne i London var 30+ grader. Det var i kølvandet på drabet på George Floyd, der desværre blot viste, hvor aktuel en film Do the Right Thing er den dag i dag. Filmen har en energi og en kompromisløshed, der gør, at man ikke keder sig ét sekund i løbet af filmen. Se den på en varm sommerdag, gerne om aftenen når dagen så småt er gået på hæld.
67. Drive (2011)
Denne film er peak Nicolas Winding Refn (og måske også peak Ryan Gosling?). Filmene forud for Drive havde en rå æstetik, og de efterfølgende film fra Refn har haft et alt for selvsmagende udtryk (Only God Forgives er dog undervurderet, og Too Old to Die Young er bare kedelig). Jeg skrev et indlæg om filmen, da den kom ud, hvor du kan finde mere info om filmen. Den er stadig værd at se her mere end 10 år efter udgivelsen. Jeg har desuden set flere video essays på YouTube omkring filmen, lige fra manuskript til cinematografi, og det er ingen hemmelighed, at der er tale om et fantastisk stykke håndværk.
68. Enter the Void (2009)
Jeg har aldrig prøvet hårde stoffer, men Enter the Void er en af de filmoplevelser, der kommer tættest på at simulere en sådan oplevelse. Tror jeg. Jeg havde absolut ingen forudsætninger til at se denne film, herunder viden omkring, hvad filmen handlede om – eller at den var instrueret af Gaspar Noé. Jeg er relativt sikker på, at jo mere jeg havde vidst om filmen før jeg så den, kun ville føre til en mindre tilfredsstillende filmoplevelse. Og havde jeg vidst, at det var Gaspar Noé, havde jeg måske undladt helt at se den. Lav en god kande kaffe og se denne film alene.
69. Feuchtgebiete (2013)
Dette er uden tvivl den film på listen, der har den laveste vurdering på IMDb (i skrivende stund 5,8). Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at filmen ikke vil falde i alles smag, og måske kan jeg objektivt betragtet godt forstå, at den ligger på 5,8, men ikke desto mindre vil jeg varmt anbefale, at man giver den et forsøg. Det er en meget anderledes film, og ikke på en måde der kan forklares med, at den er tysk (nogle af de mest generiske film, jeg har set på det seneste, har været fra Tyskland).
70. Filantropica (2002)
Filantropica er en rumænsk sort komedie om penge og grådighed. Den er fuld af humor, men den rummer også en dybde i de emner, den beskæftiger sig med. Fortællingen i filmen er kreativ, og jeg kan ikke sammenligne den med nogen anden film, jeg har set, hvorfor det i og for sig selv bør tale for, at man bør se denne film. Som med mange andre film her, er det helt fint at se den uden et større kendskab til, hvad plottet helt præcist handler om.
71. Gone Girl (2014)
David Fincher har lavet en række fantastiske film, og jeg havde eksempelvis Fight Club på min liste i 2010. Den var blandt mine yndlingsfilm, og jeg læste sågar bogen på et tidspunkt, men jeg tvivler på jeg ville rangere filmen højt, hvis jeg så den igen. Gone Girl kan meget vel være denne listes Fight Club. Det er en typisk Fincher-film med fantastisk håndværk, og man er i godt selskab med filmen, og der er sågar et par fantastiske plot-twists (jeg beklager denne spoiler). Jeg er ikke sikker på, at jeg har nogen interesse i at se Gone Girl igen om 10 år, men for nu er det intet andet end en rigtig god film.
72. Inglourious Basterds (2009)
Quentin Tarantinos bedste film er uden tvivl Pulp Fiction, men Inglourious Basterds er i top 3, hvilket siger en del om, hvor god en film, der her er tale om. Inglourious Basterds har alt, hvad en god Tarantino-film skal have. Action, drama, dialog, humor, etc. Det er desuden en af de film, der nemt kan ses regelmæssigt med få års mellemrum. Blandt de tre film i hans trilogi med kontrafaktisk historieskrivning, er Once Upon a Time in Hollywood nok den film jeg synes bedst om som idé, men Inglourious Basterds er eksekveret til perfektion (selvom jeg med årene er mindre overbevist om, at Brad Pitt hører til i denne film).
73. Jodaeiye Nader az Simin (2011)
Jeg har fået set en del iranske film på det seneste, og det ville være underligt ikke at anbefale Jodaeiye Nader az Simin. Den er jordnær og realistisk, og selvom den siger en del om Iran som samfund, er der også noget universelt ved de tematikker, filmen beskæftiger sig med. Blandt andre iranske film jeg nemt kan anbefale er Metri Shesh Va Nim, Sheytan vojud nadarad, Ghahreman, Lerd, Ta’m e guilass og Rang-e khoda. Livet er kort og listen med iranske film jeg gerne vil se er lang, herunder Khorshid, Santouri, Asabani Nistam!, Abad va yek rooz, Holy Spider (hvilket jeg betegner som en iransk film) m.v., for ikke at tale om serier som Shahrzad og The Frog.
74. L’amour, l’après-midi (1972)
Det er desværre ikke mange film jeg har fået set af Éric Rohmer, men af dem jeg har set, er L’amour, l’après-midi klart min favorit. Den er alt hvad jeg forbinder med franske romantiske film fra 70erne, til det punkt hvor det næsten er en kliché, men det fungerer. Hvis man kan lide denne kan man også nemt kaste sig over Ma nuit chez Maud fra 1969.
75. La pianiste (2001)
Endnu en film af Michael Haneke. Dette er en af mine yndlingsfilm fra Haneke, hvilket siger en del, når man tænker på hans repertoire af film. Filmen er spændende hele vejen igennem, og selvom den beskæftiger sig med romantik, er det på ingen måde en romantisk film. Og selvom den beskæftiger sig med sex, er det på ingen måde en erotisk film.
76. La vie d’Adèle (2013)
La vie d’Adèle er omvendt en film, der mere råt beskæftiger sig med erotik, sex, kærlighed, forelskelse osv., og med en sådan energi og kameraføring, at det er svært ikke at have sympati for karakterene og deres forhold.
77. Ladri di biciclette (1948)
Ladri di biciclette er endnu en af den slags film, der ofte er med på listerne over verdens bedste film, og det forstår man godt. Selvom den altid nævnes når man taler italiensk neorealisme, finder jeg det mere nævneværdigt, hvor universelle de tematikker og følelser filmen beskæftiger sig med, er.
78. Le Samouraï (1967)
Jeg har aldrig været begejstret for japanske samuraifilm, end ikke film som Shichinin no samurai (måske sågar især denne film på grund af dens mere end 3 timer lange spilletid). Den franske Le Samouraï er dog fantastisk fordi det netop ikke er en samuraifilm, men derimod en neo-noir krimi. Hvis du kunne lide Ryan Gosling i Drive, vil du med stor sandsynlighed også kunne lide denne film.
79. Le tout nouveau testament (2015)
Jeg har en forkærlighed for fiktion, der gør abstrakte religiøse fænomener konkrete og kedelige. En af de bedste og sjoveste bøger jeg har læst i år er Here Goes Nothing af Steve Toltz, der leger med ideen om at efterlivet er en ting, men at det er om muligt endnu mere kedeligt og bureaukratisk sted end livet før døden. Præmissen for Le tout nouveau testament er at Gud lever. Og ikke alene lever han, men han bor i Bruxelles med sin datter. Filmen er både sjov og original, hvorfor jeg ikke har det mindste problem med at anbefale den.
80. Les quatre cents coups (1959)
François Truffaut har blandt andet instrueret film som Fahrenheit 451, men det er film som Les quatre cents coups, der skiller sig ud – og på mange måder har en langt større samfundsrelevans end førstnævnte. Det vil sige at begge film beskæftiger sig med frihed, men Les quatre cents coups forholder sig en meget mere realistisk og kompleks fortælling, hvor Fahrenheit 451 er en bizar idé i en middelmådig film (jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt bogen er god eller ej).
81. Lilja 4-ever (2002)
Lilja 4-ever er en dyster film, der handler om menneskehandel i Europa. I filmen følger vi russiske Lilja, der med drømmen om et bedre liv, tager turen til Sverige. Det går på ingen måde som forventet. Filmen er rå og brutal i sit udtryk såvel som fortælling, og den føles desværre stadig relevant i 2022, når man tænker over, hvorfor og hvordan folk flygter på tværs af landegrænser for en bedre tilværelse.
82. Manhattan (1979)
Hvis du kun skal se én af Woody Allens film på det store lærred, skal det være Manhattan. Der er ikke alene tale om en underholdende og fantastisk film, men også et æstetisk mesterværk. For ikke at tale om musikken! New York har aldrig fremstået smukkere (og husk på at filmen er fra 70erne!). Det er også med årene blevet til en af Woody Allens mest kontroversielle film, især når den tolkes ind i begivenheder og beskyldninger, der så dagens lys i 90erne. Ikke desto mindre er der tale om en af de Woody Allen film, der er på min personlige top 3.
83. Mou gaan dou (2002)
Sandsynligheden for at du har set Oscar-vinderen The Departed, er nok større end sandsynligheden for, at du har set originalen, Mou gaan dou. Ikke desto mindre synes jeg bedre om Mou gaan dou, og selv hvis du allerede har set The Departed, synes jeg ikke, at du skal undlade at se denne.
84. Mr. Nobody (2009)
Mr. Nobody, der er en sci-fi/fantasy romantisk drama, rummer interessante betragtninger omkring kontrafaktiske begivenheder, og især det forhold, at der er uendeligt mange muligheder og valg, vi kan træffe. Jeg var positivt overrasket og imponeret, da jeg så denne film, men det kan med lidt god vilje være en af de film, der ikke vil være på listen om ti år. Derfor er det også en af de film, jeg bevidst har undladt at se igen. Lidt ligesom det nok er for det bedste ikke at gense The Butterfly Effect med Ashton Kutcher igen!
85. Night on Earth (1991)
Night on Earth er en antologifilm, der følger fem taxichauffører fem forskellige steder i verden på den samme aften. Jeg holder utroligt meget af antologifilm, især når der er geografisk og tematisk variation på indholdet med undtagelse af få parametre, der binder de individuelel indslag sammen. Night on Earth er en af den slags film.
86. O.J.: Made in America (2016)
Dette er i min optik en af de bedste dokumentarfilm, der findes. Den formår perfekt at formidle historien om O.J. Simpson og konteksten for hele sagen. Hvad der især fungerer godt er, at det ikke bliver til en fortælling om, at det kun handler om individet O.J. Simpson, eller omvendt, at det kun handler om samfundet, men at man sidder tilbage med en følelse af at være klogere både på O.J. Simpson såvel som sagen og det amerikanske samfund. Jeg har også læst bogen The Run of His Life: The People v. O.J. Simpson og dramaserien, der byggede på bogen, men dokumentarfilmen er dét værk, du for alt i verden skal se.
87. Oslo, 31. august (2011)
Joachim Trier er med sin ’Oslo’-trilogi uden tvivl den mest interessante skandinaviske filminstruktør disse år (sammen med Ruben Östlund). Oslo, 31. august gjorde et stort indtryk på mig, da den kom ud, hvor jeg også anbefalede den i et indlæg.
88. Per un pugno di dollari (1964)
Jeg kunne nok have valgt flere film af Sergio Leone her, men hvis du kun skal se én af dem, bør det være Per un pugno di dollari fra 1964. Plottet er relativt simpelt og filmen varer kun omkring halvanden time, og det er let at forstå, hvorfor filmen blev så stor en succes (sammen med de andre film fra Leone).
89. Planet of the Apes (1968)
En sci-fi klassiker. Det kan lyde bizart, men det lykkedes mig at se Planet of the Apes før jeg var bekendt med slutningen. Når man tænker på hvor mange gange slutningen er blevet efterlignet, refereret eller direkte kopieret i populærkultur sidenhen, er det mig en gåde, at det var muligt. Derfor havde filmen nok også en større effekt end hvis jeg allerede var bekendt med handlingen. Filmen er nu mere end 50 år gammel, og det ses flere steder i filmen, men den er ikke desto mindre en fantastisk film. Jeg har set nogle af de nyere film, der bygger på Planet of the Apes, men de er ikke just værd at skrive hjem om.
90. Portrait de la jeune fille en feu (2019)
En stille romantisk periodefilm der af mange nok vil blive betegnet som prætentiøs, men som ikke desto mindre formår – i overbevisende og kunstnerisk format – at fortælle en simpel historie om kompliceret kærlighed. Den fik en del omtale da den var i biografen, men ikke i nærheden af hvad den fortjente.
91. Roma (2018)
Det hænder meget få gange, at jeg tager i biografen alene. Det hænder ligeledes sjældent, at jeg tager i biografen for at se en film, der allerede er tilgængelig på streaming. Roma er undtagelsen i begge tilfælde. Jeg så denne film alene i biografen i 2018 i Canterbury, hvilket var en formidabel oplevelse. Det er en af den slags film, der viser, at ikke alle film skal ses på en lille skærm, men i biografen. Derfor har jeg også ondt af de seere, der kun så denne film på Netflix. Den er intet mindre end en fantastisk oplevelse.
92. Shoah (1985)
Jeg så denne dokumentarfilm over et par dage, da jeg boede i USA. Jeg har svært ved at forestille mig, at det er muligt at se denne film i én sammenhængende køre. Måske burde man gøre det, men den er tung og hård som en dokumentarfilm om Holocaust bør være det. Her er ingen skræmmende billeder, blot beretninger, hvilket kun gør det hele mere skræmmende. Uden tvivl en af verdens bedste dokumentarfilm.
93. Sleuth (1972)
Sleuth er endnu et eksempel på en vidunderlig film, der bygger på et scenespil på den bedst tænkelige måde. Det er nemt at fornemme dette, når man ser filmen, altså at det også let kunne være en fortælling, man kunne se i teatret, men på en måde hvor det blot faciliterer og senere konsoliderer de fantastiske interaktioner og dialoger mellem Laurence Olivier og Michael Caine. Det er heller ikke tilfældigt, at mange af deres interaktioner finder sted omkring skakspil. Igen er der også tale om en film, hvor det er bedst at se den uden at have noget kendskab til plottet. Der er desuden en ny udgave af filmen fra 2007, som jeg stadig har til gode at se, men som jeg ingen intentioner har om at se de kommende mange år.
94. Solyaris (1972)
Dette er nok den film på listen jeg havde sværest ved at komme igennem, og jeg må tilstå at jeg så den med et par pauser (filmens længde er næsten tre timer). Det ændrer dog ikke på det faktum, at jeg virkelig godt kunne lide den, og at det nu er en film jeg ser meget frem til at se igen (sammen med mange andre film af Andrei Tarkovsky).
95. The Father (2020)
The Father er en af de nyere film på listen. Selvom der er tale om en historie, der godt kunne fortælles i et teaterstykke (og er blevet det), formår filmen at vise, hvad det er filmmediet kan, som man ikke kan få i et teater. Der er forvirring og følelser fortalt på en utroligt sympatisk måde. Hopkins fik helt velfortjent en Oscar for sin præstation i denne film.
96. The Florida Project (2017)
Der er noget unikt ved The Florida Project. Den er ganske enkelt noget af det tætteste man kommer på amerikansk socialrealisme i disse år. Plot, pastelfarver, kameraføring, formidabelt skuespil – alt går op i en højere enhed. Jeg har set filmen et par gange, og man kan ikke andet end have empati for usympatiske karakterer og den sociale ulighed, de døjer med.
97. There Will Be Blood (2007)
Dette må i 2022 anses som værende Paul Thomas Andersons bedste film, og mere specifikt det tidspunkt, hvor han peakede. Han har lavet gode film både før og efter There Will Be Blood, eksempelvis Boogie Nights og Phantom Thread, men det var med There Will Be Blood, at alt går op i en højere enhed. Der er tale om et råt for usødet syn på USAs grundelementer og historie, og med en stemning og energi i filmen, der gør den til noget nær et mesterværk. Desuden også blandt Daniel Day-Lewis bedste præstationer.
98. Trois couleurs: Bleu (1993)
Jeg kunne uden problemer let anbefale hele hele trilogien, men det er fortællingen i Bleu, jeg finder et niveau mere interessant og gennemført end de to andre installationer. Filmen er sammen med serien Dekalog (som jeg anbefalede i mit seneste indlæg med gode serier), det bedste Krzysztof Kieslowski har præsteret.
99. Tôkyô monogatari (1953)
Jeg har med årene fået set flere japanske film, men jeg har ofte fundet det svært ikke at have en distance til de pågældende film. Tôkyô monogatari er en af heldigvis flere undtagelser, som jeg holder meget af. Læs eventuelt mit indlæg fra 2011 om denne film for mere info omkring, hvorfor jeg kan anbefale den.
100. Verdens verste menneske (2021)
Verdens verste menneske er en af de få nyere film, der berettiger en spilletid på mere end to timer (ingen Marvel-film har endnu gjort sig fortjent til en spilletid på mere end to timer). Ingen scene er for lang – og ingen scene er for kort. Intet bliver forudsigeligt og intet bliver kedeligt. Selv ikke – eller måske især ikke – når hovedkarakterens liv bliver forudsigeligt og kedeligt. Der er en passende balance mellem drama og komedie, hvor vi beskæftiger os med angten for at lukke døre i livet men uden at det bliver sørgmodigt. Der er her tale om den bedste nyere romantiske komedie. Selv hvis du normalt ikke er til denne slags film, bør du kaste dig over denne.