Oslo, 31. august begynder d. 30. august – og ender d. 31. august. Vi følger Anders, der er 34 år og har været i rehabilitering efter flere års narkomisbrug. Fraværet af et helt normalt liv skal ikke stoppe muligheden for at skabe en meningsfyldt tilværelse. Derfor tager Anders til jobsamtale i Oslo, hvor han i denne forbindelse får besøgt gamle venner og bekendte, der på den ene eller anden måde er ved at have fundet rodfæste i livet.
Dette fører til samtaler mellem mennesker der har truffet forskellige valg i livet og står overfor hver deres udfordringer. Den nævnte jobsamtale forløber på en facon der med sikkerhed ikke sikrer Anders det pågældende job, og derfra er det så et spørgsmål om at tackle de udfordringer, tilværelsen i løbet af en dag i Oslo, kan byde én.
Der er tale om en yderst spændende film. Den er melankolsk i sit udtryk og tilnærmelsesvist deprimerende. På den rigtig, rigtig fede måde. Filmen forløber i en orden og et tempo i en virkelighed, der cementerer hverdagens stilfærdighed og magtesløsheden hos hovedpersonen Anders. Efter afvænningsopholdet fra det der før gav mening i hans liv før, er det ikke uden de store vanskelighede at forestille sig at skabe en ny tilværelse. Anders fremstår som en blanding af en kultiveret, intelligent narkoman som Steso i Jakob Ejersbos Nordkraft og en af de skæbner man finder i Peter Seebergs bøger. Det fungerer over al forventning.
Jeg har ikke set instruktøren Joachim Triers anden spillefilm, Reprise fra 2006, men nærværende film har overbevist mig om, at jeg skal se den på et tidspunkt. Oslo, 31. august er en rigtig god og flot norsk film, og har man det fint med det afslappede tempo i filmen, skal man ikke snyde sig selv for denne, der sammen med Jodaeiye Nader az Simin, Drive og The Artist, i skrivende stund er blandt mine favoritfilm fra 2011.