»Isn’t life disappointing?«
Indrømmet, jeg er ikke den største fan af japanske film – og slet ikke de ældre af slagsen. Som eksempel kan nævnes, at jeg på ingen måde synes om Akira Kurosawas De syv samuraier,også fra 50erne, der af nogen kaldes verdens bedste film. Ved Tokyo Story har vi dog at gøre med en film af en sådan kaliber, at den er exceptionelt bedre end mange andre japanske film.
For det første er det en befrielse at se en japansk film, der ikke er centreret omkring samuraier eller ekstraordinære karakterer. For det andet er det ligeledes en befrielse at karaktererne ikke overspilles på normal japansk facon. For det tredje er der tale om en film der på mange måder tiltaler mig mere som et kunstværk, både hvad angår temaet såvel som produktionen.
Produktionen er helstøbt, hvorfor musikken, kameraføringen (eller udeblivelsen af samme), klipningen m.v. alt sammen komplementerer hinanden og frembringer en yderst realistisk stil, der er meget mere nede på jorden end hvad man ser i samurai-actionfilm og lignende. Det klæder filmen fremragende og giver den et raffineret udtryk, når det bruges til at fortælle historien om en far og mor, der tager til Tokyo og Osaka for at besøge deres nu voksne børn.
Handlingen tager sit afsæt i nævnte forældre, der begge glæder sig til at tage den lange rejse for at besøge deres børn. Forældrene finder dog hurtigt ud af, at deres egocentrerede børn har andre ting at tage sig til end at se forældrene, grundet hvad der ligner generel travlhed i almindelighed og karrieren i særdeleshed. Børnene bruger – i stedet for tid på deres forældre – ressourcer på at holde dem beskæftiget. Da forældrene tager hjem ganske skuffede, bliver moderen dog dødeligt syg, og familien må samles i Onomichi og tage afsked med moderen, samt reflektere over deres forhold til hende.
Selvom filmen er fra 1953, er der ingen tvivl omkring, at den med nutidens familiestrukturer ikke er mindre aktuel end da den blev lavet. Kernefamilien er en sjældenhed, stress og jag og karrierestræben ødelægger i ny og næ en familie eller to, og temaet om generationelle relationer synes mere relevant end nogensinde før.
Yasujirô Ozu har med Tokyo Story lavet en film der kan ses af selv jeg, der normalt ikke kan se japanske film med stor begejstring. Nærværende film er rørende, beundringsværdig, smuk og tidløs, og kan roligt ses af alle med en generel interesse i film der ikke behøves ligne Transformers.
Leave a Reply