Happy Danes

I finally got to read The Little Book of Hygge: The Danish Way to Live Well, written by Meik Wiking. It’s actually a fine book and if you are moving to Denmark, I would definitely recommend picking it up (it’s an easy read). There is a lot of things that are good to know about Danish culture before you get first-hand experience with it.

There were a few statements in the book on how happy Danes are according to the European Social Survey. The most important statement is the one that “Danes are the happiest people in Europe according to the European Social Survey”. I have worked a lot with European Social Survey data over the years (including in a few academic publications) and it would be easy for me to look at the data and examine how much happier Danes are than other people in Europe (at least when looking at self-reported data).

The question we can use to measure how happy people are in the European Social Survey is ‘Taking all things together, how happy would you say you are?’, which is measured on an 11-point scale from 0 to 10 with 0 being ‘Extremely unhappy’ and 10 being ‘Extremely happy’. Using this data, I can confirm that Danes are indeed the happiest people in Europe. On average, respondents in Denmark are more likely to report that they are happy.

For each country and round of the European Social Survey, I calculated a (weighted) average of how happy the people in the survey is within each country and year of the survey. This gives us 223 estimates (i.e., one for each sample). Noteworthy, not all countries are included in all rounds of the European Social Survey. The figure below shows the distribution of estimates with the estimates from Denmark in blue (to show how they are in the top of the scale).

The one estimate that is better than most of the Danish estimates is Iceland in 2004. Of the 223 estimates, 7 out of the 8 estimates from Denmark are in the top 10. Five countries, namely Iceland, Denmark, Switzerland, Norway, and Finland, fill up the top 30 estimates.

In the figure below I take these five countries and Sweden to show how they rank over the years (with the country at the top being number one). Here you can see how Denmark has been number 1 in all years but 2004 (where Iceland had the greatest average level of happiness) and 2016 (where there is no data from Denmark).

We see a few things here in addition to the fact that Denmark is in top. First, Swedes are consistently less happy, on average, than people in the other five countries. Second, there is quite a lot of variation in the ranking of Switzerland over time (from number 5 in 2012 to number 1 in 2016).

In sum, Danes are indeed – at least when asked in the European Social Survey – quite happy.

Setting up a Mac

I recently got a new Mac (because of M1). Inspired by this installation plan, I decided to make a list of the apps I should install. Hopefully this will work as a good checklist the next time I need to set up a new Mac.

  1. Download and install Homebrew (for package management)
  2. Download and install Firefox (for web browsing)
  3. Download and install R and RStudio (for statistical programming)
    • Change theme to “Tomorrow Night 80s” from Modern
    • Add the addin quickview
  4. Download and install iTerm2 (for a better terminal)
  5. Download and install Python (for programming)
  6. Download and install Dropbox and Google Drive (for file hosting)
  7. Download and install Steam (for gaming)
  8. Download and install Itsycal (for calendar management)
  9. Download and install Docker (for virtual containers)
  10. Download and install Microsoft Office (for Word, PowerPoint and Excel)
  11. Download and install 1Password (for password management)
  12. Download and install TweetDeck (for Twitter)
  13. Download and install Visual Code Studio (for programming and writing)
  14. Download and install Spotify (for music)
  15. Download and install Slack, Skype, WhatsApp, Zoom and Teams (for communication)
  16. Transfer SSL certificates and other relevant local files
  17. Change a series of defaults based on this list and this setup

This all works well and I am really happy with my Mac, especially the M1 chip. However, before I buy my next Mac, most likely in a few years time, I might try to see whether it is time to switch to Linux.

Potpourri: Statistics #77 (Excel)

XPlus
333 Excel Shortcuts for Windows and Mac
Excel VBA Introduction
101 Excel Functions you should know
How to Create a Dot Plot in Excel
How to Create a Fan Chart in Excel
How to Create a Non-Ribbon Sankey Diagram in Excel
How to Create a Horizontal Bar Graph With Endpoints In Excel
How to Create a Dumbbell Chart in Excel
How to Create a Lollipop Chart in Excel
How To Create a Waffle Fourfold Chart in Excel Using Conditional Formatting
How to Create a Bivariate Area Chart in Excel
How to Create a Range Bar Graph in Excel
How to Create a Fourfold Chart in Excel
How to Create a Bar Chart With Color Ranges in Excel
How to Create a Grid Map In Excel
How to Create a Unit Chart in Excel
How to Create a Scatterplot with Dynamic Reference Lines in Excel
How to Create a Barcode Plot in Excel
How to Create a Strip Plot in Excel
How to Create a Heatmap In Excel
How to Create a Grid Map With Circles In Excel
How to Create a Grid Map With Sparklines in Excel
How to Create a Density Scatterplot In Excel
How to Create a Bar Chart With Labels Above Bar in Excel
How to Create a Scatterplot Matrix In Excel
Tufte in Excel – The Bar Chart
Tufte in Excel – The Box Plot
Tufte in Excel – The Slopegraph
Tufte in Excel – The Dot-Dash-Plot
Tufte in Excel – Sparklines


Previous posts: #1 #2 #3 #4 #5 #6 #7 #8 #9 #10 #11 #12 #13 #14 #15 #16 #17 #18 #19 #20 #21 #22 #23 #24 #25 #26 #27 #28 #29 #30 #31 #32 #33 #34 #35 #36 #37 #38 #39 #40 #41 #42 #43 #44 #45 #46 #47 #48 #49 #50 #51 #52 #53 #54 #55 #56 #57 #58 #59 #60 #61 #62 #63 #64 #65 #66 #67 #68 #69 #70 #71 #72 #73 #74 #75 #76

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #3

I mit forrige indlæg omkring Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, pointerede jeg, at medierne fokuserede på en ændring i opbakningen til Socialdemokratiet, som der ikke var belæg for, når man tog den statistiske usikkerhed i betragtning.

Med den seneste meningsmåling fra Voxmeter, der viser en ændring i Socialdemokratiets opbakning fra 30,3% til 30,6%, bringer Netavisen Pio en artikel omkring, at “Socialdemokratiet og de røde partier er kommet stærkt hjem fra sommerferien, og opbakningen blandt vælgerne stiger igen.” Dette er et endnu bedre eksempel på problemet med at gøre små forandringer store, end de eksempler jeg bragte i mit forrige indlæg.

Lad os tage et eksempel fra artiklen, der på den ene side fortæller, at Socialdemokratiet går frem i målingen, men står til at miste mandater sammenlignet med sidste uges måling:

Socialdemokratiet står i målingen til en opbakning på 30,6 procent. Det er en fremgang på 0,3 procentpoint i forhold til sidste uges måling.

Trods den lille vælgermæssige fremgang, så står Socialdemokratiet til at tabe et enkelt mandat i forhold til den seneste måling, hvilket skyldes, at Liberal Alliance igen er over spærregrænsen, og at der dermed er færre mandater for partierne at deles om.

Med andre ord: Socialdemokratiet går frem med 0,3 procentpoint, men fordi Liberal Alliance går frem med 0,4% (fra 1,7% til 2,1%), og dermed kommer over spærregrænsen, står Socialdemokratiet til at gå tilbage (hvis man kigger på mandattallet).

Alle disse “forandringer” ligger inden for den statistiske usikkerhed, og der er absolut intet der taler for, at et eller flere af ovennævnte partier, har rykket sig i målingerne i løbet af en uge. Når dette eksempel er værd at tage fat i, er det fordi det ikke blot handler om (over)fortolkningen af én lille forandring (Socialdemokratiets “fremgang”), men to forandringer (Liberal Alliances ditto).

Den statistiske usikkerhed nævnes til slut i artiklen (“Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/- 2,8 procentpoint.”), og det er min opfattelse at medierne generelt er bedre til at formidle denne slags information, men at den i selve den journalistiske tolkning – eller fraværet af samme – misforstås eller ignoreres (sidstnævnte er tilfældet her).

Liberal Alliance ligger omkring spærregrænsen i meningsmålingerne disse måneder, og det samme gør Kristendemokraterne. Hvis tilfældig støj omkring spærregrænsen (på ned til 0,1 procentpoint – fra 1,9% til 2%) skal afgøre, om et parti går frem eller tilbage, kræver det, at man ignorerer den statistiske usikkerhed og er klar til at ignorere den for alle andre partier. Det er givetvis spændende for selverklærede politiske nørder, men det er en metodisk problematisk dækning af de politiske partier.

Der har været meget fokus på Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne siden pandemien, især spørgsmålet om hvorvidt der blot var tale om en kort “rally ’round the flag”-effekt. Hvad vi har set på det seneste – som jeg også konkluderede i mit forrige indlæg – er, at der ganske enkelt ikke er evidens for at konkludere, at Socialdemokratiet er gået hverken frem eller tilbage.

Academic Publishing Total Landscaping

The other day I saw a lot of people sharing a link to a new study in The Lancet. The paper in question is titled “Cognitive deficits in people who have recovered from COVID-19” (see, for example, this and this tweet that went viral). I have not read the study and I have no plans of doing so. However, what is worth mentioning is the fact that it is actually not published in The Lancet. It’s published by The Lancet in a journal called EClinicalMedicine.

Again, I have not read the study and I cannot say whether it is “strong enough” to be published in The Lancet (and a lot of bad research will most likely find a home in The Lancet), but I am sure the researchers would rather publish the paper in The Lancet than EClinicalMedicine if they could. Accordingly, I find the branding of journals like EClinicalMedicine misleading. The idea is relatively simple: Take the name of The Lancet, publish a lot of journals that are not The Lancet, use the brand to attract attention to the pseudo-The Lancet journals among researchers (more submissions, citations, etc.), and let the journals be part of the business model of the publisher (= profit).

The Lancet (the publisher) is – in addition to the The Lancet (the journal) – publishing the following journals: The Lancet Child & Adolescent Health, The Lancet Diabetes & Endocrinology, The Lancet Digital Health, The Lancet Gastroenterology & Hepatology, The Lancet Global Health, The Lancet Haematology, The Lancet Healthy Longevity, The Lancet HIV, The Lancet Infectious Diseases, The Lancet Microbe, The Lancet Neurology, The Lancet Oncology, The Lancet Planetary Health, The Lancet Psychiatry, The Lancet Public Health, The Lancet Regional Health – Americas, The Lancet Regional Health – Europe, The Lancet Regional Health – Western Pacific, The Lancet Respiratory Medicine, The Lancet Rheumatology, EBioMedicine, and EClinicalMedicine.

I don’t mind all of these journals and names and whatnot, but I am quite confident that most people unfamiliar with academic publishing will see nothing but The Lancet when they read about studies published in any of the journals above (including journalists).

This is just one example and I could have picked any other publisher. Nature (the publisher) got even more journals published under the Nature name than I want to mention here, from Nature Aging and Nature Africa to Nature Reviews Rheumatology and Nature Synthesis (take a look here for the full list).

Nature also publish other journals, such as Scientific Reports, that people often believe is Nature (because of the url, typesetting, etc.). I wrote a post the other day about a study published in Scientific Reports where I also saw people calling it a Nature study. This is the point. Researchers with a paper that would never end up in Nature can pay $1,990 and use the Nature brand to promote their paper. And of course, Science publishes the journal Science Advances (which, ironically, does little to advance science) with a publication fee of $4,500.

We are also seeing more of this within the social sciences. American Economic Review, for example, is now accompanied by American Economic Review: Insights. I had a quick look at the articles published in the latter journal, and it goes without saying that most (if any) of these papers would never get published in American Economic Review (for reasons related to the scientific quality or rather lack hereof).

To my knowledge there are no good examples from political science (yet), but maybe that can explain why we have seen more mediocre research ending up in American Political Science Review lately? (You know, the kind of research that can only be explained by drunk participants and/or drunk editors/reviewers.) Maybe what we need in political science is “APSR: Insights“? Well, I don’t know, and maybe it is all for the better that academic publishers and journals are slowly ruining the reputation of their journals altogether.

Hopefully, in the near future, we can care more about the quality of the work rather than the name of the journal. Until that happens, for the love of science, please refer to EClinicalMedicine and not The Lancet when you talk about a study that is published in the former.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #2

For snart et år siden kunne Altinget rapportere, at opbakningen til Socialdemokratiet var begyndt at stilne af. I et indlæg pointerede jeg, at der ikke var meget der tydede på, at opbakningen til Socialdemokratiet havde ændret sig. Mere specifikt konkluderede jeg:

Det er sandsynligt at opbakningen ikke vil forblive så høj, som den er nu, men der er i min optik intet der taler for, at der er sket noget nyt i meningsmålingerne, når vi kigger på Socialdemokratiet. Min vurdering er, at der skal mere til, før at Socialdemokratiet falder i målingerne, end hvad vi har set nu, men dette udelukker selvfølgelig ikke, at partiets opbakning kan blive mindre (eller større) i fremtiden.

Hvis vi kigger på Socialdemokratiets opbakning i løbet af det seneste år, er der ikke meget der taler for, at partiet har rykket sig nævneværdigt i målingerne:

Nuvel, det går lidt op og lidt ned, men sjældent noget der kan siges at være statistisk signifikant. Forskellene mellem analyseinstitutterne er oftest større end forskellene inden for samme, og det er primært kun enkeltmålinger, der taler for en fremgang eller tilbagegang, hvor efterfølgende meningsmålinger blot bekræfter, at opbakningen til partiet er relativt stabil.

I løbet af de seneste par dage har vi fået to nye målinger. Den seneste meningsmåling fra Voxmeter, som også er den første meningsmåling fra Voxmeter siden sommerferien, viser, at Socialdemokratiet ligger på omkring samme niveau som før sommerferien. Det vil sige omkring de 30%. Målingen fra før sommerferien viste en opbakning på 28,4%, hvor den seneste måling fra Voxmeter viser 30,3%. Det er en forskel på 1,9 procentpoint.

Hvorfor er dette interessant? Fordi Ritzau tolker den seneste meningsmåling fra Voxmeter som en fremgang til partiet. Se eksempelvis dækningen hos Kristeligt Dagblad eller B.T., der indledes med ordene: “Socialdemokratiet ser ud til igen at have fået medvind hos vælgerne efter en række meningsmålinger hen over sommeren med faldende opbakning til regeringspartiet.”

Til Ritzaus forsvar skal det nævnes, at de erkender, at der er en statistisk usikkerhed, der er større end de ovennævnte 1,9 procentpoint for Socialdemokratiet: “Med til målingen hører, at der er en statistisk usikkerhed. Den maksimale statistiske usikkerhed ligger på 2,8 procentpoint, som gælder for Socialdemokratiet.” Det er en ren tilståelsessag.

Dette holder dog ikke Ritzau fra at lave endnu en historie om forandringer på baggrund af meningsmålingen. En måling – hvor hovedhistorien burde handle om stabilitet (hvilket giver god mening, da der trods alt har været politisk sommerferie), afføder en artikel om, at målingen viser, at “S går styrket ind til politisk sæson”. Det er i hvert fald hvad Altingets politiske kommentator angiveligt får ud af målingen. Også selvom målingen ikke viser nogen forandring.

Kigger vi på den seneste meningsmåling fra Gallup (fra 5. august), viser den heller ikke de store forandringer i løbet af sommeren, eller som Berlingske konkluderer: Sommeren har ikke rykket det store i meningsmålingerne. Her kommer de dog frem til en helt anden konklusion, nemlig at Gallup-målingen “varsler svær periode for Mette Frederiksen”.

Vi har altså at gøre med to meningsmålinger, der begge viser, at vælgerne ikke har rykket sig i løbet af sommeren, men hos et medie er det udtryk for, at Socialdemokratiet går styrket ind i den politiske sæson, hvor det hos et andet medie er udtryk for, at det bliver en svær periode for Socialdemokratiet. Så skulle der være noget til enhver politisk smag. Det er altid imponerende, hvordan journalister kan bedrive denne slags kaffegrumslæsningsjournalistik.

Gik Socialdemokratiet tilbage før sommerferien? Er de vendt stærkt tilbage over sommeren? Varsler målingerne en svær periode for partiet? Det er muligt at nogle enkeltmålinger kan bruges til at tegne forskellige billeder (især hvis man ignorerer den statistiske usikkerhed), men fra min læsning af tallene tyder det mest af alt på, at vælgerne ikke nødvendigvis har rykket sig over sommeren – og Socialdemokratiet står akkurat hvor de stod, før de gik på sommerferie.

25 interesting facts #9

201. Rats can learn the complex task of navigating a car to a desired goal area (Crawford et al. 2020)

202. 90% of academics in the UK have been working while sick at least sometimes (Kinman and Wray 2021)

203. Back-to-front airline boarding in response to the COVID-19 pandemic roughly doubles the infection exposure compared with random boarding (Islam et al. 2021)

204. Consuming food from a shared plate promotes cooperation (Woolley and Fishbach 2019)

205. In the US, press releases opposing action to address climate change are more likely to be cited in national newspapers (Wetts 2020)

206. It is better to rely on mass media or advertising than influencers to get out your message (Rossman and Fisher 2021)

207. Trends in immigration news are largely unaffected by real-life developments (Jacobs et al. 2018)

208. Mutual fund managers from poor families outperform managers from rich families, because the latter are likely to be promoted for reasons unrelated to performance (Chuprinin and Sosyura 2018)

209. Citizens want the ideal-type politician to be more disagreeable than the average citizen (Aichholzer and Willmann 2020)

210. Cuttlefish can tolerate delays to obtain food of higher quality (Schnell et al. 2021)

211. Having children does not increase environmental concerns (Milfont et al. 2020)

212. The correlation between peer-review scores of grant proposals assigned by different reviewers is only 0.2 (Jerrim and de Vries 2020)

213. One-third of Amazon rainfall originates within its own basin (Staal et al. 2018)

214. Fewer young adults have casual sex, partially because of an increase in computer gaming and declines in drinking frequency (South and Lei 2021)

215. Food systems are responsible for a third of global anthropogenic GHG emissions (Crippa et al. 2021)

216. Cognitive complexity increases climate change belief (Chen and Unsworth 2019)

217. During the COVID-19 pandemic, new cycling infrastructure created cyclists (Kraus and Koch 2021)

218. Access to daylight and views in office buildings lead to improved productivity (MacNaughton et al. 2021)

219. Day-to-day temperature variability reduces economic growth (Kotz et al. 2021)

220. Cyclists have 84% lower CO2 emissions from all daily travel than non-cyclists (Brand et al. 2021).

221. People judge slowly generated predictions from algorithms as less accurate (Efendić et al. 2020)

222. Social norms moderate associations between personality traits and social distancing behaviors in a pandemic (Ludeke et al. 2021)

223. A CO2 emission into the atmosphere is more effective at raising atmospheric CO2 than an equivalent CO2 removal is at lowering it (Zickfeld et al. 2021)

224. Spotify’s New Music rankings favor indie-label music and music by women (Aguiar et al. 2021)

225. Citations make statements slightly more believable (Putnam and Phelps 2017)


Previous posts: #8 #7 #6 #5 #4 #3 #2 #1

New article in Political Science Research and Methods: Longevity returns to political office

In the July issue of Political Science Research and Methods, Sebastian Barfort, Robert Klemmensen and yours truly have an article on the longevity returns to political office.

Here is the abstract:

Does political office cause worse or better longevity prospects? Two perspectives in the literature offer contradicting answers. First, increased income, social status, and political connections obtained through holding office can increase longevity. Second, increased stress and working hours associated with holding office can have detrimental effects on longevity. To provide causal evidence, we exploit a regression discontinuity design with unique data on the longevity of candidates for US gubernatorial office. The results show that politicians winning a close election live 5–10 years longer than candidates who lose.

You can find the article here. The replication material is available on GitHub and the Harvard Dataverse.

Observationer relateret til COVID-19 #4

Planer. Min plan var, at mit forrige indlæg med observationer direkte eller indirekte relateret til COVID-19 skulle blive mit sidste indlæg i rækken. Der er dog nok en selvstændig pointe i, at hvis COVID-19 har lært os én ting, så er det, at ideen om at lave planer i en pandemi giver meget lidt mening. Det er desuden nu over et år siden, at jeg skrev mit første indlæg med nogle observationer relateret til COVID-19. Jeg husker det som om at pandemien allerede havde stået på længe, da jeg skrev det, og det føles ingenlunde som et år. Tiden flyver. Planer rykkes, aflyses, laves og ændres. Der er noget paradoksalt i, at jo mere kaos der er, desto mere har man brug for planer. Jo mindre sandsynligt det er at en plan kan holdes, desto større er behovet for et detaljeret Gantt-skema. Det gode ved at planlægge er desuden ikke kun prospektivt, men også for at kunne holde styr på, hvornår man havde planlagt at gøre noget – og hvornår man rent faktisk gjorde noget. Jeg har på stående fod ingen idé om, hvad jeg lavede i maj og juni, og så er det godt at kunne gå tilbage i arkivet og blive mindet om, hvad der rent faktisk fandt sted.

Forskningsfrihed. Der har været megen debat omkring COVID-19 og megen debat omkring forskningsfrihed på det seneste, men ikke meget om forskningsfrihed i relation til COVID-19. Det er komisk at observere forskere på en og samme tid diskutere forskningsfrihed og være tavse ift. eksempelvis Carlsbergfondets problemer. Den ene dag kan man se forskere udtale sig omkring forskningsfrihedens udfordringer i Danmark – og den næste dag retweeter de selvsamme forskere Flemming Besenbacher. Det er således interessant at se, hvordan forskere angiveligt har det OK med direkte og indirekte forsøg på at ødelægge den fri forskning, så længe de selv har en god forbindelse til den største trussel mod selvsamme. Jeg har tidligere udtalt mig kritisk omkring Carlsbergfondet, og den seneste artikel i rækken fra Berlingske om hvorfor Carlsbergfondet ikke har noget med seriøs forskning at gøre, bekræfter desværre tidligere kritik.

Dødsfald. Jeg kender (heldigvis) personligt ingen, der er død af eller med corona. Jeg kender også meget få kendte, der er døde af eller med corona. Jeg har læst flere historier, men jeg kan på stående fod ikke nævne én eneste (hvilket måske også siger en del om min selektive hukommelse). De kendte personer, der er gået bort i løbet af pandemien, er personligheder som Poul Schlüter, der som bekendt ikke havde corona. Hvad der ville forekomme mig sørgeligt ved at dø nu (foruden det faktum, at man permanent ville ophøre med at eksistere), er, at man aldrig får enden med på historien omkring COVID-19. Hvornår kom vi ud af pandemien? Hvornår vendte vi tilbage til normalen? Hvordan så normalen ud? Det er dog nok også en af de ting der generelt gør det svært at forholde sig til, at skulle dø. At man ikke får enden på historien med. Hvis jeg kunne få et lille indblik i, hvordan historien ville udspille sig efter min død, ville det trods alt være nemmere at skulle affinde sig med samme. Det er lidt nemmere at skulle forlade biografsalen velvidende, hvad der kommer til at ske i filmen. Desuden bør vi måske retrospektivt sørge mindre over nogle af de dødsfald, der indtraf sent i 2019? Hvis man var 90+ år gammel i 2019 og potentielt ikke havde mange (gode) år tilbage, var det måske slet ikke – igen retrospektivt betragtet – så slemt at skulle tage afsked med denne verden i 2019, før der var noget, der hed COVID-19 og isolation fra de nærmeste? Det kan desuden heller ikke udelukkes, at jeg har tænkt mere på dødsfald i forbindelse med, at jeg har genset Six Feet Under (jeg skrev et kort indlæg om serien for ti år siden). Det er nu 20 år siden at serien havde premiere, hvilket også affødte et par fine artikler om serien (se eksempelvis her, her og her). Serien formår stadig at balancere det tragiske med det komiske, hvilket måske netop gør serien ekstra anbefalelsesværdig i en tid som denne.

Uvidenhed. Der er en masse ting, vi ikke ved om COVID-19. Både som individ og samfund betragtet. Hvad der har interesseret mig på det seneste er at spekulere over, hvor tæt jeg i praksis har været på at blive smittet. Har jeg allerede været smittet? Taler vi rent held? Ville jeg, hvis jeg havde brugt en anden selvbetjeningskasse i Tesco, eller besøgt Tesco fem minutter senere, end jeg gjorde, ved ét besøg i løbet af det seneste år, havet haft virussen? Jeg læste The Knowledge Illusion af Philip Fernbach og Steven Sloman, hvilket kun fik mig til at reflektere mere over, hvor lidt jeg ved (og andre) egentlig ved, om COVID-19. Jeg har ligeledes læst et par empiriske studier om COVID-19 konspirationsteorier, og jeg er ikke overbevist om, at alle de teorier der betegnes som konspirationsteorier, nødvendigvis kan betegnes som konspirationsteorier (ikke at jeg tror de er sande, men at vi ganske enkelt ikke ved det). Det skriver jeg nok et indlæg om en skønne dag.

Café. Da jeg boede i Canterbury, frekventerede jeg ofte en lille lokal café og fik en Americano mens jeg lavede lidt arbejde (blandt andet grundet en elendig wifi-forbindelse, der gjorde det nemmere at undgå overspringshandlinger). Det kan man ikke gøre uden naturligt at komme på talefod med ejeren. Der gik ikke længe fra vi gik til at jeg skulle give min ordre til at han spurgte “The usual?” – til at jeg blot kunne gå ind, få øjenkontakt, give et nik og finde et ledigt bord. Jeg havde det fint med tanken om, at have mit eget sted, hvor alt føltes let og hjemmevant (“Sometimes you wanna go/ where everybody knows your name/ and they’re always glad you came“). Jeg tror pandemien har ændret dette for mig. Nu nyder jeg anonymiteten på Costa, Pret, Starbucks og lignende steder, hvor der er minimal (øjen)kontakt, mundbind, fuld anonymitet og hygiejnestandarder, som var det et industrikøkken. Den større fleksibilitet ift. hvor og hvornår man arbejder, så længe arbejdet bliver gjort, har også åbnet op for at man nemmere kan tage et par timers arbejde på en café i nærheden. Derfor har det også gjort det attraktivt med et abonnement hos Pret (en slags ‘Netflix for kaffe’, om man vil). (Hvis du vil finde en god Pret, hvor du kan sidde og arbejde lidt, kan jeg anbefale at vælge en, der har korte åbnignstider og holder lukket i weekenden, da de som regel ikke frekventeres af turister.) Jeg læste for år tilbage at WeWork sælger kontorplads med gratis kaffe og Starbucks sælger kaffe med gratis kontorplads, og dette ræsonnerer om muligt kun mere med mig ovenpå pandemien.

Sport. Da det stod fast at Danmark skulle spille mod England i EM-semifinalen på Wembley, samt at danske fans ikke havde mulighed for at komme ind i England, blev det muligt for mig at komme ind og se kampen. Jeg havde ikke overvejet dette – og jeg havde knap nok fulgt med i EM (min interesse for fodbold er – som med det meste sport – minimal og jeg ser som regel blot målene, når kampene er forbi). Det var dog intet mindre end en fantastisk oplevelse at mærke stemningen på Wembley, også til trods for kampens udfald (eller måske på grund af kampens udfald? der ville nok ikke have været lige så meget energi og larm, hvis England havde tabt). Wembley er angiveligt den bygning i verden med flest toiletter (det er i hvert fald hvad Wikipedia fortæller mig). I løbet af det seneste halvandet år har det været mærkeligt for mig at være i et offentlig rum med mere end 10 mennesker på samme tid, hvorfor det også var en surrealistisk oplevelse at være i rum med 60.000 andre. Min største bekymring med kampen var testsystemet. Jeg kunne læse forud for kampen, at det ikke blev taget videre seriøst. Hvad endnu mere problematisk var, at jeg skulle selvrapportere mit testresultat. Jeg er relativt overbevist om, at jeg ville have holdt mig langt væk fra kampen, hvis testen var positiv, men jeg er ikke overbevist om, at alle andre ville gøre (og har gjort) det samme. Der har da også været tal, der viser, at EM førte til flere smittetilfælde (da flere unge mænd end kvinder fik COVID-19 ovenpå EM-kampene), men dette kan ikke tilskrives selve det at se kampene på stadion (men i højere grad folk der mødes indendørs og ser kampene sammen).

Esport. På mange måder finder jeg esport mere interessant end sport – også selvom jeg er med på, at man kan diskutere, om førstnævnte er en sport. Pandemien har også været en god anledning til at se mere Counter-Strike: Global Offensive. Jeg stoppede med at følge udviklingen da man begyndte at gå væk fra Counter-Strike 1.6, hvorfor jeg også finder det mere interessant at se kampe på de solskinsramte dust2 og inferno (nuke og train er selvfølgelig også gamle maps, men de forekommer mig for tunge, industrielle og kedelige). Der er ingen tvivl omkring, at der er langt mere strategi (“meta”) i spillet i dag, hvilket kun gør det sjovere at se. Det har dog ikke været uden vanskeligheder, at turneringer skulle flyttes online på grund af corona (for et af de mere ekstreme tilfælde på, hvad der kan gå galt, var der omkampen mellem NiP og Anonymo). Da det første LAN-event, IEM Cologne 2021, fandt sted siden det hele kom online, var det også nemt at se, hvordan spillestilen var hurtigere online, og det er ikke nødvendigvis de samme hold, der klarer sig godt online, der gør sig godt offline.

Mødekultur. Når møder finder sted offline, er der en anden mødekultur, end når man har møder på Zoom. Alene sådan noget som forventet påklædning er anderledes (møder der før i tiden ville kræve et slips, kan nu i de fleste tilfælde gå fint an uden). Jeg har en forkærlighed for møder, der starter til tiden – og ikke giver tid til folk, der lige er ved at lave en kop kaffe eller har ild i en ekstra lang frokostpause. Det værste er webinarer, der konsekvent venter op til 5 minutter på at komme igang, blot så alle får det hele med. Forskning kunne desuden tyde på, at møder der begynder senere irriterer mødedeltagerne og er mindre effektive (se eksempelvis dette studie). Der er også en lang række problemer, der kun kan opstå online, men hvor vi ikke har en praksis eller mødekultur for, hvordan man skal gribe det an. Når man eksempelvis bemærker at en mødedeltager fryser midt i at han eller hun taler, er der mindst fire spørgsmål, der melder sig. Det første er om andre også (non-)verbalt observerer, at en person er frosset fast. Dette kan også besvare, om det skulle være ens egen internetforbindelse, der forvolder problemer. For det andet er der spørgsmålet om, hvor længe personen vil være frosset. Vil det være længe nok til, at personen helt afbryder forbindelsen og skal finde møderummet igen? For det tredje er der spørgsmålet om, hvorvidt personen selv vil være bevidst omkring, hvad der er sket, når personen ikke længere er frosset fast. For det fjerde har vi spørgsmålet om, hvor vigtigt indholdet af det, der blev sagt, sandsynligvis er. Svarene til disse spørgsmål åbner for et hav af forskellige sociale dynamikker, der afgør, hvordan man skal forholde sig til det netop oplevede brud i kommunikationen. Det bedste scenarie er det, hvor ingen andre bemærker, at personen er frosset, og det var kun for en kort stund og personen var blot igang med at samle op på, hvad der allerede var blevet sagt af vedkommende selv og/eller andre på mødet. I denne situation er det kutyme at lade som om, at intet er hændt og om muligt blot kompensere for bruddet ved at nikke endnu mere bekræftende til, at man netop har lyttet til, hvad der er blevet sagt. Et mere kompliceret scenarie er, hvis man har erkendt, at mindst en anden mødedeltager også har erkendt, at der har været et brud. Dette fører til en situation, hvor det nu er en kollektiv beslutning om den frossede mødedeltager skal gøres opmærksom på bruddet. Min erfaring tilsiger mig dog, at der i 95% af tilfældende er bred enighed om, hvornår det er nødvendigt at informere en person om, at der lige er brug for, at vedkommende gentager en pointe. Dette bliver dog mere kompliceret som en funktion af, hvor længe personen er frosset og hvor vigtigt indholdet er. For hvert sekund der går, skal man både forsøge at udlede, hvad personen kan have sagt og vurdere, hvor længe der skal gå, før det uomtvisteligt skal nævnes, at en person har været frosset. Og skal man i den tid begynde at tale med andre mødedeltagere i frygt for, at der om et sekund eller to opstår en situation, hvor flere personer taler i munden på hinanden? Der er ingen klare normer for, hvordan man skal agere i sådanne situationer, især fordi sådanne situationer aldrig vil opstå på et fysisk møde. Det er den slags, kombineret med talrige andre faktorer, der gør fysiske møder langt bedre end onlinemøder. Når det er sagt har mødekulturen online udviklet sig siden pandemien, og det er langt mere naturligt at holde møder på Zoom i 2021 end 2020, men det er og bliver aldrig det samme.

Valg. Der var lokalvalg i maj i England, og det forløb fuldkommen problemfrit. Der var ved mit valgsted en kort kø (omkring 10 minutters ventetid), men hvis man ser bort fra social distance, mundbind og håndsprit, var det svært at se, at vi var midt i en pandemi. Jeg forventede en meget anden oplevelse, især fordi valgkortet sagde: “Expect voting to be different: You must wear a face covering, expect to queue and please bring your own pen or pencil, if possible.” Måske føltes det endnu mere som at udvise samfundssind, når man ikke alene tog hensyn til andre midt i en pandemi, men også stemte ved et valg (og mon ikke der er en korrelation mellem tilbøjeligheden til at bære mundbind og at deltage i valg). Den 19. juli var det såkaldt “freedom day” i England, hvor de fleste restriktioner blev løftet. Natklubber kunne således holde åbent igen og det var ikke længere et krav at bære mundbind mange steder. Som faste læsere vil vide, er jeg en stor tilhænger af personlig frihed, og især friheden til at gøre hvad der passer en, så længe det ikke skader andre. Det er dette sidste forbehold, der gør det svært for mig at fejre en frihedsdag, og betegne dagen som selvsamme uden en ironisk distance, da friheden til nu at leve “normalt”, uden restriktioner af nogen art, sandsynligvis vil skade andre. Jeg er med på, at det ikke er en nem beslutning – og det er relevant at forholde sig til, hvor længe restriktionerne skal være på plads samt hvor stor en pris man er klar til at betale, men det kan godt gå mig på, hvordan man taler om frihed i en pandemi. En “freedom day” ville alt andet lige også give bedre mening, hvis smittetallene var på et niveau, hvor der var noget at fejre. Meningsmålingerne har generelt vist stor opbakning til restriktionerne, men også stor opbakning til den siddende regering, så det bliver spændende at se hvordan det hele udvikler sig – og hvilke implikationer det vil få ved næste valg (selvom der potentialt er flere år til).

Indien. Sidst jeg var uden for EU (hvis vi ikke tæller post-Brexit England med), var Indien i 2019. Når jeg tænker på steder som Hampi, Old Delhi og Taj Mahal, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan de tager deres forholdsregler ift. corona. Jeg mindes at jeg i begyndelsen af pandemien var overrasket over, hvor godt Indien klarede sig, hvorfor jeg også var mindre overrasket, da tallene desværre eksploderede tidligere i år. Det er intet mindre end en skandale, at der ikke blev lukket af for flytrafikken mellem England og Indien tidligere end der gjorde, hvilket desværre kan forklare den situation vi står i nu (med Delta-varianten).

Influenza. Det er imponerende, hvor meget vi ved om infektionssygdomme, som vi ikke vidste for 100 år siden. Jeg læste således forleden, at læger under den spanske syge ikke vidste, at influenza var forårsaget af en virus. Det fandt man først ud af i 1930erne. Vi kan kun være glade for, hvor meget vi ved om den slags i dag – og håbe på, at folk om 100 år vil se tilbage på 2021 og have akkurat samme tanke om, at vi vidste alt for lidt om infektionssygdomme i 2021.

Frugt. På kontoret har der udelukkende været frugt i naturlig indpakning siden pandemiens udbrud, altså appelsiner, klementiner, bananer m.v. Jeg konsumerer uden tvivl flere klementiner nu, end jeg gjorde for år tilbage, hvor det var mere sæsonbestemt. Det var derfor også et mærkeligt syn, da jeg i juni mødte på arbejde og kunne se frugtskålen fuld af æbler. Det må være et tegn på, at nogen i hvert fald mener, at pandemien er overstået.

Museum. Museumsbesøg er en af de aktiviteter, der ikke er radikalt anderledes efter en pandemi. Det er god stil at holde lidt afstand, ikke at røre ved noget, ikke at råbe osv. Faktisk er det blot blevet nemmere at være på et museum, da der nu er flere retningspile, så det ikke er en kaotisk oplevelse, hvor det kræver et kort at sikre sig, at man får det hele med. Jeg har siden genåbningen fået besøgt blandt andet Tate Modern, The British Museum, The National Gallery, Royal Academy of Arts og Whitechapel Gallery. Jeg kan kun bekræfte, at meget lidt har ændret sig.

Skak. Jeg har fået spillet en del skak i løbet af pandemien (primært bullet, 1+0), men jeg er stoppet igen. Det tager hurtigt overhånd og bliver dermed også noget, jeg alt for nemt kan få mange timer til at gå med. Mit problem er, at når jeg først bliver bidt af noget, vil jeg gennemføre det. Og skak er et svært spil at gennemføre. Det er dog et spil, der om noget kan øve én i at koncentrere sig. Problemet er, at jeg netop ikke bruger skal til at blive bedre til at koncentrere mig og sågar blive bedre til at spille skak, men blot have en nem overspringshandling, hvor man er fri for at tænke – og så er det bedre ikke at spille det. Mine bedste råd til folk der gerne vil blive bedre til skak er: 1) lær basale åbninger (og variationer heraf), evt. vha. af en service som Chessable.com, 2) løs taktiske puzzles, 3) træn dine evner til hurtigt at identificere koordinater på skakbrættet (eksempelvis ved at bruge denne service) og 4) se videoer af og med Ben Finegold og andre pædagogiske skakspillere på YouTube.

Vaccination. Jeg fik min første vaccination på en sommerdag i juni. Vejret var fantastisk og jeg fik det koordineret således, at jeg kunne ses med en tidligere kollega, der blev vaccineret et par minutter efter mig. Det var begrænset med bivirikninger, og jeg krydser fingre for at 2. stik vil forløbe lige så smertefrit. Min vaccinepræference blandt dem, der anvendes i England, var i praksis indifferent (jeg ville føle mig 100% tryg ved dem alle), men skulle jeg vælge, ville jeg gå med Pfizer > Moderna > AZ.

Biler. Jeg er ingen fan af biler, og kunne jeg fjerne dem fra jordens overflade, ville jeg gøre det. Jeg ser dem primært som et kollektivt handlingsproblem, hvor den offentlige transport ville være langt længere fremme, hvis infrastrukturen ikke tillod biler. Jeg så dette studie, der viser, at en stor del af værdien i at have en bil er muligheden for at køre hvornår og hvor det skal være – og denne værdi er øget i løbet af pandemien. Det giver god mening, især når folk også gerne vil undgå kollektiv transport, men man kan håbe, at bilerne i det mindste kan komme helt ud af byerne, når pandemien er overstået. De første tegn er her allerede, når man ser på, hvilke planer der er for Oxford Circus.

Restauranter. Jeg har i et tidligere indlæg gjort mig et par observationer omkring det at spise på restaurant i løbet af pandemien. Jeg kiggede på listen over steder, jeg havde spist ude fra 2020 til og med i dag, og det var sjovt at se, at der naturligvis kun var steder i England og Danmark. Her er listen: Notorious B.R.G (Canterbury), Fora Restaurant, Mudmee Restaurant, hohaki, Restaurant MAISON (København), The Godfather Pizza (Manchester), Gourmet Pizza Company, Busaba, Honest Burgers, Circolo Popolare, Bizzarro Restaurant, Kirvem Restaurant, Côte Brasserie, Murger Han Restaurant, Pizza Union, Dragonfly Cafe, BúnBúnBún, Laboratorio Pizza, Wicked Burgers, Hungry Donkey, Dishoom, CHIK’N, The Alchemist, Picky Wops, Eat ACTIV, Barcelona Tapas, Melrose Restaurant (Brighton), Tommi’s Burger Joint, Chamisse Restaurant, Roti King, Chopstix Noodle Bar, Hakkasan, The Kati Roll Company, The Barge House, HAZ, Byron Burgers, Under Uret (Svendborg), Burger Anarchy (Odense), Cafe Skt. Gertrud (Odense), Gaza Grill (København), Gasoline Grill (København), Chez Bruno (København), Pastaio, Mumbai Square, Bistrotheque, 3 Mien, Pizza East, 1 Lombard Street Brasserie, Restaurant & Bar, The Bike Shed, Mamuśka!, Cecconi’s Shoreditch, Rosa’s Thai Cafe, Ehla, The Hungry Buddha, Makan Malaysia, Nanny Bill’s, Kateh Restaurant, BrewDog, Albie Restaurant, Pho, Bleecker, Momoland, Burger & Beyond, Tikkarito, Katsutopia, Patty & Bun, Motu Indian Kitchen, SoBe Burger, Big Moe’s Diner, OTT Burgers, 1947 Restaurant & Bar, Mediterranean Cafe Soho, Butchies, Black Bear Burger, Meson Don Felipe, Sushi Lane, Morley’s Chicken, Bone Daddies, Cubana, Ghost Burgers og Smoking Goat. Som man også kan se, er der i de fleste tilfælde også tale om steder, hvor man kan spise ude, hvis vejret er godt. Mit håb er dog, at jeg i løbet af det kommmende år vil spise mere ude under normale omstændigheder og i andre lande end England og Danmark.