Erik Gahner Larsen

Boganmeldelse: Oprør fra udkanten

Det er valgår. Det næste folketingsvalg, der skal holdes senest den 17. juni 2019, er så småt på trapperne (for en guide til, hvad du skal vide om det næste folketingsvalg, se her). Som optakt til dette giver det god mening at kaste sig over den litteratur, der blev skrevet om det seneste folketingsvalg.

Folketingsvalget i 2015 markerede et skifte fra en rød til en blå regering. Mange, både venstre- og højreorienterede vælgere, ville argumentere for, at den røde regering havde været mere blå end rød (og dermed gav betegnelsen ‘Blå Bjarne’ en helt ny betydning).

Der er skrevet mangt og meget omkring, hvad der helt præcist skete før, under og efter Helle Thorning-Schmidts regeringstid og de mange regeringsrokader, men faktum er, at hun ikke formåede at holde regeringsmagten til trods for en fremgang til Socialdemokraterne ved valget i 2015 (en fin guilty pleasure bog om perioden er Henrik Qvortrups Tre år ni måneder tre dage).

Det parti der i overvejende grad kunne fejre valget, var Dansk Folkeparti. Partiet oplevede en fremgang på hele 8,8 procentpoint og var dermed ikke alene det parti, der sikrede et blåt flertal, men også det største borgerlige parti.

Figur 1 viser partiernes størrelsesforhold efter 2015-valget i mandater. Dansk Folkeparti med hele 37 mandater ligger solidt ude til højre og mestrer det store flertal i den blå lejr. Liberal Alliance klarede sig ganske fint, og de Konservative oplevede endnu et dårligt valg. På venstrefløjen var det interessante, foruden Socialdemokraternes fremgang, at et nyt parti, Alternativet, blev valgt ind med 9 mandater.

Figur 1: Fordelingen af partiernes mandater i Folketinget, 2015

Bogen Oprør fra udkanten beskæftiger sig med netop det folketingsvalg, der resulterede i den pågældende parlamentariske fordeling. Som tilfældet oftest er med disse bøger, tager den sit afsæt i den dertilhørende danske valgundersøgelse og er bygget tematisk op i de respektive kapitler.

Kapitel 1 placerer folketingsvalget i 2015 i en historisk kontekst. Vi får information omkring valgkampagnen, resultatet, forskelle og ligheder med tidligere valg, vælgernes og mediernes dagsorden etc. Dette skal traditionen tro klæde læseren på til de efterfølgende kapitler.

En af de interessante pointer i dette kapitel er, at der ikke var tale om et jordskredsvalg. Dette af to grunde. For det første fordi vandringerne primært foregik inden for de politiske blokke. For det andet fordi der kun var ét nyt parti (Alternativet), der meldte sin ankomst. Et jordskredsvalg a la 1973 var der derfor ikke tale om. Dette er interessant da den anden bog om folketingsvalget i 2015, Fra krisevalg til jordskredsvalg, netop omtalte valget som et jordskredsvalg (for min anmeldelse af denne bog, se Tidsskriftet Politik 19(4):113-117).

En anden pointe er relateret til bogens titel, Oprør fra udkanten, og hvilke flertydigheder men relaterede fænomener, titlen refererer til. Der var således tale om et oprør fra en geografisk, politisk og social udkant, hvor geografi, uddannelse og indkomst påvirkede vælgernes adfærd, herunder især opbakningen til Dansk Folkeparti. Det var dette oprør fra udkanten, der fik Dansk Folkeparti til at placere sig så solidt på den parlamentariske udkant (på højrefløjen).

Der er således flere interessante pointer allerede fra bogens begyndelse. Det er dog også her, at bogen forsøger at binde de forskellige kapitler sammen. Dette gøres uden de store vanskeligheder med nogle kapitler, men der er en række kapitler, der ikke passer ind i den ramme, bogen forsøger at skabe.

Som overordnet teoretisk ramme anvendes kausalitetstragten. Denne var også i brug i den forudgående bog omkring 2011-valget, Krisevalg – Økonomien og folketingsvalget 2011 (for min anmeldelse af denne og min kritik af kausalitetstragten, se Tidsskriftet Politik 16(3):57-59).

Problemet er som bekendt at kausalitetstragten intet har med kausalitet at gøre, hvorfor man da heller ikke ser denne betegnelse brugt i fagfællebedømte artikler i dag. Og de indsigter den beror på i bogen, problematiseres i en lang række af studier omkring politisk motiveret tænkning. Det skrives således også i bogen: “Kausalitetstragt-strukturen er altså flere steder suppleret med nyere, mere psykologisk og/eller emnebaserede tilgange til studiet af partivalg” (side 39). Der er dog ikke tale om et supplement, men tale om perspektiver der direkte modsiger kausalitetstragtstrukturen.

Bogen indeholder dermed kapitler, der enten beror fuldt og fast på kausalitetstragten eller arbejder med antagelser, der modarbejder denne. Det er ikke nødvendigvis et problem for mange af de indsigter, bogen ubestrideligt har at byde på, men summen af de respektive indsigter går desværre ikke op i en højere enhed.

Kapitel 2 går i dybden med, hvilken rolle sociodemografiske forhold spillede for vælgerens adfærd. Her kigges på the usual suspects såsom køn, alder, uddannelse, klassetilhørsforhold (stilling) og indkomst. Der kigges først på udviklingen over tid, hvorefter der laves nogle regressionsanalyser. Det er så klassisk statskundskab, som det kan blive.

Dette fører os videre til kapitel 3, hvor vi går i dybden med Udkantsdanmark og mere specifikt geografiens betydning for vælgerens adfærd. Geografiens betydning er dog kun i begrænset omfang belyst efter at have læst kapitlet, og der er sandsynligvis i højere grad tale om demografiske forhold. Især i forhold til opbakningen til Dansk Folkeparti.

Der præsenteres i dette kapitel en lang række danmarkskort med de forskellige partiers tilslutning, men kortene giver ikke mulighed for at sammenligne geografiens betydning for de forskellige partier. Med andre ord er det uklart, hvor meget der rent faktisk kan forklares af sammensætningen af befolkningen i de respektive områder.

En masse kort med de forskellige partiers tilslutning giver således ikke mulighed for at sammenligne geografiens betydning for de forskellige partier (slet ikke givet det dynamiske farvevalg i bogen). Det kan i bedste fald vise at der er forskelle i, hvor forskellige vælgere bor, men det er der ikke meget nyt i (for interessant ny forskning i forhold til disse spørgsmål, se Maxwell 2019).

I kapitel 4 fokuseres der på social tryghed og risikovillighed i forhold til vælgerens adfærd. Her undersøges en social og en psykologisk risikoopfattelse. Der formidles flere interessante pointer der sandsynliggør, at risici er et vigtigt teoretisk begreb for at forstå vælgerens adfærd.

Det er dog også her svaghederne i kapitlet opstår, da det er teoretisk uklart, hvad der helt præcist skal forstås med en psykologisk risikoopfattelse. Det defineres som at “holde sig til status quo og det sikre” (s. 98), men hvad hvis status quo ikke opfattes som det sikre? For mange (nostalgiske) vælgere er status quo det usikre – og det kunne være interessant at høre mere om, hvad der helt præcist tales om, når der tales om risikoopfattelse.

Social usikkerhed forstås primært i relation til arbejdsmarkedet og måles med subjektive mål relateret til uddannelse, indkomst m.v. Dette giver fin mening, men gør det også uklart hvor stort et konceptuelt overlap der er med de andre kapitler, der bruger selvsamme mål uden at relatere det til social tryghed.

Kapitel 5 belyser vælgerens motivation til at undgå infektionskilder. Min læsning er, at det ikke har den store relevans for at forstå 2015-valget – og der er ingen indikation på, at det er relevant for at forstå fremtidige valg.

Kapitel 6 byder på flere interessante metodiske pointer i forhold til at undersøge valgdeltagelse. Udfordringen er, at der er flere vælgere, der i Valgundersøgelsen rapporterer, at de har stemt, end der rent faktisk har stemt. Kapitlet finder evidens for både misrapportering (ikke-vælgere udgiver sig for at være vælgere) og selvselektion (ikke-vælgere er mindre tilbøjelige til at deltage i en undersøgelse omhandlende valg). Denne forskning er ligeledes formidlet i tidsskriftet Political Analysis.

Kapitel 7 og 8 kigger på henholdsvis politikernes (lave) troværdighed og vælgernes tillid til politikerne. Begge kapitler fokuserer på Lars Løkke Rasmussens lave troværdighed og mener, at denne har været udslagsgivende for Venstres opbakning og vælgernes generelle tillid til politikerne. Disse kapitler er med andre ord tæt forbundne.

Kapitel 9 og 10 kigger på henholdsvis emneejerskab og issue voting. Disse kapitler supplerer hinanden godt og er blandt de bedst formidlede i bogen (ingen taltunge tabeller men blot simple figurer). Her vises det blandt andet hvordan både røde og blå vælgere er enige om, at Socialdemokratiet “ejer” miljøemnet, samt hvordan vælgerne opfatter indvandringsspørgsmålet. Noget der helt sikkert vil være fokus på under den kommende valgkamp.

De efterfølgende kapitler går i dybden med specifikke emner, herunder betydningen af økonomien (kapitel 11), velfærdsstaten (kapitel 12) og indvandring (kapitel 13). Disse kapitler er interessante hver især, men det er ikke udelukkende en ros. Det gør desværre også, at det er svært at koble indsigterne sammen og se den røde tråd på tværs af de respektive kapitlers indsigter.

Kapitel 14 introducerer begrebet politisk motiveret tænkning og er dermed en kritik af de perspektiver og antagelser, flere af bogens respektive kapitler implicit og eksplicit bygger på. Som det konkluderes “udfordrer resultaterne de gængse teoriers opfattelse af vælgeradfærd” (side 299). Konkret vises det med et eksperiment, at vælgerne tager udgangspunkt i deres partitilknytning, når de vurderer økonomien – og ikke blot vurderer økonomien og deraf udleder, hvem de vil stemme på.

Hvor kapitlerne til nu primært har fokuseret på vælgerne, kigger kapitel 15 på valgkampagner og især folketingskandidaternes kampagner. Her undersøges det blandt andet om forskellige kampagneredskaber korrelerer med andelen af personlige stemmer. Dette er overordnet fint, men jeg ville gerne have set et mindre fokus på at tolke disse korrelationer som kausale “effekter”.

Kapitel 16 går i dybden med partiskiftere, altså de vælgere, der mellem 2011- og 2015-valget skiftede fra et parti til et andet. Det er dette kapitel der, til trods for at vise, at mange vælgere skiftede parti, også viser, at langt de fleste forandringer skete internt i de politiske blokke.

Kapitel 17 og kapitel 18 fokuserer på medierne. Først, kigges der på, hvordan aviserne overordnet betragtet dækkede valgkampen, hvorefter der fokuseres på meningsmålingerne i valgkampen. Sidstnævnte – altså kapitel 18 – er af størst interessse og går i dybden med, hvorfor meningsmålingerne havde svært ved at ramme Dansk Folkeparti rigtigt ved valget. Det gode ved dette kapitel er, at der diskuteres potentielle fejl og løsninger.

Det sidste kapitel (kapitel 19), formidler “en samlet vælgeradfærdsmodel” med udgangspunkt i kausalitetstragten. Dette virker mest som genbrug for førnævnte bog om 2011-valget og kan nemt skippes.

Tilbage står man med en bog, der har langt flere styrker end svagheder. De fleste kapitler fungerer godt individuelt, men summen af dem efterlader en følelse af, at der ikke er én sammenhængende vælgeradfærdmodel. Dette er efter min vurdering symptomatisk for kvaliteten af forskningen i disse år og dermed ikke et problem for indholdet. Det ville dog have klædt bogen ikke at give illusionen af ét sammenhængende narrativ, med mindre indholdet havde lagt op til dette.

Efter at have læst bogen er man klædt godt på endnu et valg, der er lige om hjørnet. De fleste meningsmålinger tyder på, at de blå partier går et hårdt valg i møde. Venstre er langt fra det niveau, de de burde ligge på. Dansk Folkeparti har mistet en stor del af deres vælgere til Socialdemokraterne og udfordres af Nye Borgerlige, der er potentielt stemmespild til blå blok.

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig, hvor mange vælgere især Venstre kan flytte over midten i en valgkamp (se her og her). Det får vi svar på inden længe, og der vil med sikkerhed være spørgsmål nok at besvare for endnu en valgbog.

Potpourri: Statistics #53