I demokratiske samfund har vi en klar opfattelse af, at politikerne følger vælgernes interesser. Politikerne gør hvad vælgerne forlanger, og såfremt de ikke gør, ryger de på porten ved førstkommende valg.

Dette er dog ikke den eneste måde at studere forholdet mellem politikere og vælgere på. Det er dermed muligt at anlægge et mere kritisk perspektiv på hvordan relationen er, som kort fortalt vender demokratiet på hovedet. Her er det ikke politikerne der følger vælgerne, men vælgerne der følger politikerne. Dette perspektiv bygger på ideen om, at vælgerne mangler veludviklede præferencer og blindt påtager sig sine foretrukne politikeres præferencer.

Hvilke af disse to perspektiver afspejler så bedst virkelighedens verden? Dette spørgsmål søger Gabriel S. Lenz at besvare i hans nyeste bog »Follow the Leader?: How Voters Respond to Politicians’ Policies and Performance«¹. Resultaterne fra bogen viser blandt andet, at vælgerne kan vurdere og belønne/straffe politikerne på baggrund af deres resultater (= politikerne følger vælgerne), men når det vedrører politiske holdninger, påtager vælgerne sig politikernes holdninger på baggrund af hvilken politiker de bedst kan lide (= vælgerne følger politikerne).

Den store udfordring i sådanne undersøgelser er selvfølgelig kausalretningen. Når der er en korrelation mellem politikernes og vælgernes holdninger, er det svært at vurdere om denne er udtryk for politikernes eller vælgernes responsivitet. Lenz imødekommer sådanne problemer ved primært at anvende paneldata, hvor de samme vælgere bliver spurgt på forskellige tidspunkter, altså før og efter bestemte hændelser.

Lenz opererer med tre skift hos vælgerne: 1) En ændring i hvor salient et emne er hos vælgeren (priming), 2) en holdningsændring til et emne (persuasion) og 3) en øget viden (learning). Med udgangspunkt i disse tre typer af forandringer viser han således hvordan vælgerne reagerer.

Den afsluttende konklusion på baggrund af hans analyser af vælgernes holdninger til politiske emner, er: »In fact, democracy seems inverted. Instead of politicians following voters on policy, voters appear to follow politicians. Moreover, they appear to do so blindly, following politicians on particular policies even when they do not know those politicians’ ideologies. Politicians may therefore have considerable freedom in the policies they choose« (s. 235)

Noget taler dermed, til en vis grænse, for en elite-dreven vælgermasse (a la hos Zaller), hvor politikerne har en stor grad af politisk frihed. Dermed ikke sagt, som Lenz også diskuterer, at politikerne bare på alle områder (og specielt ift. performance), kan gøre hvad der passer dem, men i det store hele giver det god mening at tale om, at politikerne kan påvirke vælgernes holdninger.

Gabriel Lenz kigger på flere forskellige lande, men hvordan ser det ud i en dansk kontekst? I det nyeste nummer af Politica undersøger Rune Slothuus (AU), Michael Bang Petersen (AU) og Jakob Rathlev (ekstern lektor ved KU), om de danske vælgere skifter holdning, når politikerne gør det².

Konkret spørges de samme vælgere om holdningen til efterlønnen og dagpengeperioden før og efter VK-regeringen skiftede holdning til hhv. dagpengeperiodens længde og afskaffelsen af efterlønnen. Resultaterne her viser, som hos Lenz, at partierne kan påvirke vælgernes holdninger.

Tager vi udviklingen i støtten til at begrænse eller afskaffe efterlønnen som eksempel, kan det iagttages hvordan Venstres og de Konservatives vælgere i kølvandet på Lars Løkke Rasmussens nytårstale, i den undersøgte periode, ændrer holdning til efterlønsspørgsmålet (hvor 84 pct. af vælgerne fra de to partier ønsker at begrænse eller afskaffe efterlønnen efter nytårstalen), som figur 2 på side 556 i artiklen illustrerer:

Grafen til højre viser ligeledes, at den samme ændring ikke finder sted hos de venstreorienterede partiers vælgere, hvilket passer fint overens med forventningerne, da partierne som bekendt heller ikke skiftede holdning til disse emner (før senere).

Dette betyder ikke, at vælgerne til hver en tid ukritisk følger deres foretrukne parti. Der er flere forhold der kan reducere effekten af de politiske partier, for eksempel viden og individuelle forskelle³. Ligeledes er der også andre forhold der spiller ind, herunder selvfølgelig medierne.

Den overordnede pointe må være, at politiske partier ikke altid er tvunget til at følge vælgernes holdninger, men selv kan påvirke samme. Politikere kan være med til at øge opbakningen til en politisk reform ved selv at give udtryk for, at de er for reformen. Giver politikerne omvendt udtryk for, at de er imod en reform, kan det reducere opbakningen til reformen blandt vælgerne yderligere, end tilfældet ellers ville have været. Forholdet mellem politikerne og vælgerne går dermed ikke blot fra vælgernes holdninger til politikernes holdninger, men også den anden vej.

1. Lenz, G. S. 2012. Follow the Leader? How Voters Respond to Politicians’ Policies and Performance. Chicago: University of Chicago Press. [↩]
2. Slothuus, R., M. B. Petersen & J. Rathlev. 2012. “Politiske partier som opinionsledere: resultater fra en panelundersøgelse.” Politica 44(4): 544-562. [↩]
3. Bullock, J. G. 2011. “Elite Influence on Public Opinion in an Informed Electorate.” American Political Science Review 105(3): 496-515. [↩]