Erik Gahner Larsen

Filmanmeldelse: Dial M for Murder (1954)

Tony Wendice, en af hovedpersonerne i krimi-trekantsdramaet Dial M for Murder, opdager, at hans kone har haft en affære med en anden mand, krimiforfatteren Mark. Tony beslutter sig på baggrund af dette for at dræbe sin bedre halvdel. Dog ikke med udgangspunkt i en helt banal plan, men ved det man med rette kan betegne som værende det perfekte mord.

Ideen er, at Tony Ved hjælp af afpresning får en anden mand til at begå mordet imens han er blandt andre, så hans alibi er stensikkert og urokkeligt. Manden der er blevet afpresset til at begå mordet skal låse sig selv ind hos konen, gemme sig, og når Tony så ringer hjem kl. 23 (derfor at filmen på dansk hedder ”Telefonen ringer kl. 23”), skal konen stå op og blive dræbt.

Det perfekte mord viser sig dog hurtigt ikke at gå helt efter planen. Faktisk mislykkedes den katastrofalt. Tonys ur er gået i stå, så telefonen ringer ikke præcis kl. 23, og værst af alt – konen overlever, og den potentielle drabsmand bliver dræbt. Situationen er kritisk, men heldigvis formår Tony efter bedste evne at iværksætte en plan B.

Plottet er interessant og uforudsigeligt, dialogerne er gennemførte og humoristiske og bidrager til, at filmen får sin helt egen charme. Dette er selvfølgelig også en forudsætning for, at en film der mere eller mindre udelukkende foregår i ét lokale, kan være god – præcis som med 12 Angry Men (1957).

Når man ser filmen kan man godt begynde at overveje evt. paralleller til plottet i Strangers on a Train (1951) af samme instruktør, Alfred Hitchcock. Det handler ikke om hvem der har gjort det, men om morderens intentioner om at begå det perfekte mord, med hvad dertil hører i forhold til at sikre sig et alibi, undgå klare motiver m.v.

Hvad angår krimigenren har jeg aldrig været begejstret for serier som Kriminalkommissær Barnaby eller filmatiseringer af svenske krimier. Jeg sidder af samme grund ikke og ser førstnævnte hver lørdag aften på DR1 (eller sidstnævnte alle ugens andre dage). Omvendt sad jeg for år tilbage klistret til skærmen hver lørdag aften og så hvordan den excentriske Columbo pillede et overklasseløg ned fra sin piedestal.

Det er da også yderst fristende at drage paralleller mellem Dial M for Murder og Columbo. En intelligent mand i politiet der tænker i alternative baner og bruger specielle metoder til at opklare drabssagerne, begået af en arrogant person der er af den opfattelse, at vedkommende mere eller mindre har begået det perfekte mord. Kan man lide Columbo vil jeg gætte på, at man også kan lide Dial M for Murder og vice versa.

Alfred Hitchcock har lavet et hav af gode film, og denne film er uden tvivl en af dem. Der er et par ting i filmen der på nuværende tidspunkt ikke giver helt mening for mig, men det ændrer ikke på det faktum, at det er en fantastisk film der bør ses af alle der kan lide denne del af genren og/eller instruktøren.

Vurdering:

Jyllands-Posten skriver 35 gange oftere om besparelser end om budgetskred

I dag kan man i Politiken læse en klumme skrevet af Martin Ågerup under overskriften ”Medierne kommer 35 mia. kr. for sent”. Den kan ligeledes læses på 180grader.dk under overskriften ”Politiken skriver 30 gange oftere om besparelser end om budgetskred”. Anledningen er en artikel i førstnævnte medie der omhandler overforbrug i det offentlige, som får Ågerup til at pointere, at det langt om længe er gået op for Politiken, at det hele bare ikke handler om besparelser i det offentlige.

Faktisk mener Martin Ågerup, at der over en længere periode i Politiken har været et alt for stort fokus på besparelser i det offentlige, som helt har overskygget et endnu vigtigere fænomen, nemlig budgetoverskridelser i det offentlige. Til formålet har Martin Ågerup gennemført et par søgninger i Infomedia, der underbygger hans argumentation.

Han har lavet to kategorier der hver især består af søgeord, disse kategorier er:

a: nedskæring nedskæringer besparelse besparelser
b: budgetoverskridelse budgetskred budgetoverskridelser

På Infomedia er der så søgt efter artikler i Politiken der indeholder bare ét af ordene fra kategorien. På Politiken giver en søgning på kategori a 7022 resultater og en søgning på kategori b giver 239 resultater (og dermed cirka 30 gange flere hits på a end b).

Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at søgningerne ikke tager højde for de kvalitative aspekter i artiklerne. Er der overhovedet tale om besparelser i det offentlige? Er der tale om en dansk kontekst? Omtales nedskæringer kun som noget negativt?

For det andet bruges der ordet ”budgetoverskridelse” og ikke bare ”overskridelse”, hvilket kan betyde, at hvis der f.eks. skrives overskridelser i det offentlige forbrug, bliver det ikke talt med. Tilføjer man ”budget” som prefix til ordene i kategori a, giver de næsten ingen hits, som jeg kommer ind på senere i dette indlæg. Det kan godt være at det er mere normalt at bruge vendinger som budgetoverskridelser end budgetnedskæringer, men ikke desto mindre kan sådanne problematikker gøre det svært at finde frem til, hvad der er bedst at søge efter, for at sikre at man måler det man ønsker at måle.

For det tredje begynder Martin Ågerup med at henvise til en artikel der omtaler budgetoverskridelser i det offentlige forbrug med betegnelsen ”overforbrug”. Hvorfor at dette ord ikke er medtaget, når det netop bruges ifm. den relevante problematik, ved jeg ikke.

For det fjerde er det plausibelt, at læserne går mere op i om der er nogen der mister noget, end at der er nogen der bruger mere. Det er alt andet lige en bedre historie, at en kræftafdeling må lukke pga. besparelser, end at de har haft flere igennem systemet og derfor har haft budgetoverskridelser.

For det femte kan det diskuteres, om der er nogen bestemt skævvridning i Politikens dækning af det offentlige forbrug og besparelser og overskridelser i samme, eller om der blot er tale om en generel tendens i hvad der har været på dagsordenen i medierne de senere år. Dette kommer Martin Ågerup dog også selv ind på, at der kan være tale om et fænomen der ikke nødvendigvis kun kan identificeres i Politiken:

”For at være fair over for Politiken skal det nævnes, at de øvrige dagblade samt de elektroniske medier næppe har prioriteret væsentlig anderledes. Det kan derfor ikke undre, at 64 pct. af befolkningen ifølge en meningsmåling fra marts 2008 troede, at der samlet var blevet skåret i antallet af ansatte i den offentlige sektor siden 2001.”

Jeg finder ovennævnte interessant, og har derfor suppleret Martin Ågerups mindre systematiske undersøgelse med et par yderlige søgninger på Infomedia. Foruden Politiken har jeg foretaget de samme søgninger i samme tidsperiode (fra 1. januar 2002 til og med 1. marts 2011) for Berlingske, Jyllands-Posten, Information, Børsen og Ekstra Bladet. Foruden de to kategorier (kategori a og b) som Martin Ågerup har søgt efter, har jeg valgt at søge efter et par andre ord. Kategori c hvor jeg har taget udgangspunkt i kategori b og fjernet ”budget” og tilføjet overforbrug (i forhold til den anden og tredje bemærkning). I kategori d har jeg blot tilføjet ”budget” til ordene i kategori a. Kategorierne er derfor som følger:

a: nedskæring nedskæringer besparelse besparelser
b: budgetoverskridelse budgetskred budgetoverskridelser
c: overskridelse skred overskridelser overforbrug
d: budgetnedskæring budgetnedskæringer budgetbesparelse budgetbesparelser

Specielt kategori c skal tages med et gran salt, da ordet ”skred” kan bruges i uendeligt mange sammenhænge. Pointen er blot at de begreber man bruger som indikatorer for fænomener, kan være udtryk for helt andre fænomener.

Avis a b c d a/b (a+d)/(b+c)
Politiken 7022 239 3580 24 29,4 1,8
Berlingske 8534 422 3070 35 20,2 2,5
Jyllands-Posten 15.178 425 4361 77 35,7 3,2
Information 3504 124 1621 30 28,3 2
Børsen 3032 116 440 62 26,1 5,6
Ekstra Bladet 2245 93 1985 7 24,1 1,1

Ovenstående tabel viser resultaterne for de enkelte søgninger. De to sidste kolonner viser hhv. forholdet mellem kategori a og b (som Martin Ågerup bruger til at tale om forholdet mellem to typer af artikler hos Politiken) og forholdet mellem de to typer af artikler hvis man tager alle kategorier med.

Bemærkelsesværdigt er det, at Politiken ligger nogenlunde normalt i forholdet mellem artikler om besparelser og budgetskred. Gennemsnittet er 27,3 med en standardafvigelse på 5,25, hvorfor at der intet er der taler for en skævvridning i Politikens dagsorden i forhold til de andre landsdækkende aviser. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at det er Jyllands-Posten der topper, ved at skrive 35,7 gange mere om besparelser end budgetskred (hvis man vel at mærke accepterer Ågerups metodiske logik).

Tillader man at tale om overskridelser og overforbrug mere generelt ligesom med besparelser, kan man få nogle helt andre tal, som sidste kolonne indikerer. Faktisk kan man komme helt ned på et forhold 1,1, som tilfældet er ved Ekstra Bladet. Som nævnt er det yderst problematisk, men det viser blot, at det er yderst let at konstruere sine egne tal, alt afhængigt efter hvilke konklusioner man gerne vil nå frem til.

Overordnet synes der dog at være en mere generel tendens i medierne der ikke er begrænset til Politiken, hvor at der skrives langt mere om besparelser end budgetoverskridelser. En forklaring kan være, at medierne, til trods for at de er selvstændige aktør, ikke kan fravige sig den overordnede dagsorden der hersker i andre medier, og ligeledes i mange tilfælde bringer de samme artikler som andre medier, gennem f.eks. bureauer som Ritzau. Ligeledes kan det som nævnt diskuteres, om det overhovedet er problematisk, da der vel næppe er noget nyt i, at historier om besparelser bare er mere interessante end budgetoverskridelser.

Konklusionen må være, at jeg vil være meget ydmyg i forhold til at konkludere noget på ovenstående tal. Der kan sagtens være nogle væsentlige pointer der kan trækkes frem, specielt at det kunne være interessant at medierne prioriterede mere på det offentlige forbrugs budgetoverskridelser, men at det kan være meget svært at undersøge omfanget af problematikken systematisk vha. Infomedia.

Reklamer i min postkasse? Nej tak.

Jeg er en stor tilhænger af reklamefinansierede services. Det er fantastisk at jeg kan bruge et produkt mod at jeg frivilligt accepterer, at jeg ser nogle reklamer. Jeg forstår af samme grund ikke folk der kan tude over reklamer i TV eller på facebook eller et helt tredje sted, hvor man frivilligt bare kan vælge servicen fra.

Det er da heller ikke uden grund, at jeg er en meget stor tilhænger af det reklamefinansierede TV2 frem for det tvungne DR. Reklamer er en form for brugerbetaling, og ved at der er reklamer på TV2, kan jeg slippe for at betale licens. Det er fantastisk.

Reklamer er i bund og grund derfor et tilvalg. Jeg vælger et produkt der finansieres vha. reklamer. Når jeg besøger Berlingske.dk, Politiken.dk, JP.dk eller andre hjemmesider, får jeg adgang til en bestemt type indhold, mod at jeg samtidigt accepterer, at der er reklamer. Derfor bruger jeg ikke AdBlockers software.

Der er dog også tilfælde hvor at jeg ikke kan fordrage reklamer, nemlig når jeg ikke frivilligt har valgt at bruge en service, hvor at jeg udsættes for reklamer. Derfor irriterer det mig bl.a., at jeg flere gange om ugen skal tømme min postkasse for kulørte reklamer.

Kan jeg så ikke bare tilmelde mig en ”Reklamer, nej tak!”-ordning? Jo, og det har jeg også gjort. Situationen er så bare den, at jeg har fået besked på, at jeg ikke må have klistermærket på min postkasse, da dette vil skabe misfarvninger og andre ting på postkassen. Latterligt.

I så fald at ”Nej tak”-ordningen fungerede, ville jeg dog alligevel ikke være nogen tilhænger af ordningen. Jeg går ind for tilvalg – ikke fravalg. Derfor irriterer det mig også, at der ikke er kommet noget ud af et forslag fra De Radikale fra sidste år, som jeg vil dedikere resten af dette indlæg til med et lille uddrag:

”I dag sender virksomhederne tonsvis og atter tonsvis af reklamer ud til danskerne – reklamer, som aldrig bliver læst og kun er til gene. Årligt modtager en dansker 55 kg reklamer, og mange af dem ryger direkte i skraldespanden. Det er et kolossalt spild af papir og et irritationsmoment for de mange danskere, som ikke vil spammes af reklamer. Derudover er miljøbelastningen enorm. Derfor skal vi have gjort noget ved problemet omgående,” siger Radikale Venstres forbrugerordfører Bente Dahl.

Hun vil nu erstatte den nuværende ”Nej tak”-ordning med en ”Ja tak”-ordning:

”Vi vil vende reglerne på hovedet og erstatte ”Nej tak”-ordningen med en ”Ja tak”-ordning. For fremtiden skal man altså vælge det aktivt til, hvis man ønsker at modtage reklamer. Der skal et ”Ja tak”-skilt på postkassen, før man må lægge reklamer i den”

Jeg er 100% enig. Ja tak – ikke nej tak. Kan man ikke få et politisk flertal til sådan en ordning? Please.

MUSIK: Per Vers – Vers 1.0

Hvis man kender lidt til dansk rap, er der en chance for, at man er stødt på Per Uldal, bedre kendt under aliaset Per Vers. Jeg vil i nærværende indlæg anbefale Per Vers’ debutalbum som soloartist, Vers 1.0. Først og fremmest er det dog vigtigt at slå fast, at Per Vers har lavet andet eminent dansk rap end lige dette album, specielt i oldschool gruppen Sund Fornuft.

Sidste år forsøgte jeg på at lave en top 50 over de danske rap-numre jeg synes bedst om. På denne liste blev der plads til hele 4 numre fra Vers 1.0. Og jeg kunne i princippet på en god dag sagtens have tilføjet flere numre fra CD’en til den liste. Ikke desto mindre er det klart, at vi har at gøre med en CD der har så gennemførte produktioner, at hele pladen er en sikker vinder.

Jeg vil ikke komme ind på alle sange fra CD’en i dette indlæg, men blot fremhæve et par få. Resten må du, kære læser, selv tjekke ud. Intro-sangen indledes med råb og skrig af komikeren Simon Jul Jørgensen, og derfra kan det kun blive bedre – og det gør det virkelig også.

Black Power er nok uden sammenligning det nummer fra albummet at de fleste er bekendte med. Det fik i hvert fald airplay i æteren og musikvideoen hvor man ser en søvndrukken Per, nåede ud i diverse musikprogrammer. Sangen er ikke, i modsætning til hvad man umiddelbart skulle tro, en sang om race, men blot en humoristisk hyldest til den sorte mirakeldrik – kaffen.

City of Dreams handler om at vokse op på landet og ikke være den sejeste dreng i klassen. Om at have drømme om at komme til storbyen og blive kunstner. Der er et godt tempo i tracket og er et af de numre man godt kan undre sig over, ikke fik mere rotation. Desværre.

Det nummer der dog uden tvivl er mit absolutte yndlings på denne plade, er Trøstesløs Café, der gæstes af Povl Dissing og Rune T. Kidde. ikke alene er teksten fængende med gode rim og oneliners, men beatet kombineret med de to nævnte gæsteoptrædener, skaber en melankolsk stemning der sjældent er hørt før i noget dansk rap.

Per Vers er på vej til at udgive hans næste CD ”EGO”, men i mellemtiden kan jeg kun anbefale, at man anskaffer sig dette værk. Også selvom man måske normalt ikke er til dansk rap. Per Vers er i hvert fald ikke som de fleste rappere er flest. Og heldigvis for det!

Velfærdssamfundets voksne mennesker

Jeg husker med al tydelighed hvordan at jeg som barn havde stor agtelse for voksne mennesker. Voksne mennesker der kunne bestemme over sig selv, køre bil, have eget hus, rejse rundt i den store verden, se hvordan det hele så ud fra 1 meter og 90, vide en masse og fundere og diskutere på et sprog, jeg kun havde få års erfaring med.

Det var nok også derfor, at jeg frygtede tanken om at blive voksen. Tanken om alt det ansvar ens pusselanker engang skulle bære. Tanken om at gro ud af barndommens trygge kasse og selv en dag blive en af de voksne, jeg med djævelsk stor respekt så op til.

Som dagene gik hen og blev til uger og måneder og år, lærte jeg dog langsomt, at man godt kan tage ansvar for sig selv og sine medmennesker. Man får lov til at tage på legepladsen selv, gå ned til købmanden og handle ind, cykle i skole, være alene hjemme, problematisere og kritisere voksnes beslutninger, tage til fest, drikke alkohol og vupti – det hele kulminerer med, at man fylder 18 og bliver myndig. Og der har man så den politiske rettighed, at man må stemme. Det er da heller ikke uden grund, at jeg på min 18 års fødselsdag, ligesom alle andre, får tilsendt Grundloven, der skal sikre mig mod overgreb fra statsmagten.

Jeg bliver 18 år og kan nu være med til at bestemme hvordan samfundet skal indrettes. Politisk voksen om man vil. Hurtigt finder jeg dog ud af, at den måde voksne mennesker tænker om hinanden, er som mennesker der ikke er voksne nok til at tage vare på sig selv. Voksne er i hvert fald ikke i stand til at tage ansvar for sig selv og sine værdier. Tværtimod. Vi bruger vores penge forkert, lever for usundt, drikker for meget, arbejder for lidt, ryger og alt muligt andet vi bare burde gøre bedre! Vi voksne har brug for andre voksne til at bestemme over os for at kunne leve det gode liv.

I Berlingske Tidende forleden kunne man da også læse et par velfærdsforskere udtale, at vi bør leve sundere (for velfærdssamfundets skyld). Der skal spises sundere, motioneres mere, drikkes mindre og ryges mindre. Hvor at jeg som barn blev fortalt igen og igen, at jeg skulle spise mine grøntsager, er intet nyt som voksen. Eneste forskel er bare, at det ikke er mor og far der bruger ressourcer på at fortælle mig hvad der er godt for mig – det er socialstaten.

Jeg forstår det bare ikke. Hvornår er jeg gammel nok til selv at bestemme? Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg leve mit liv, før at jeg selv kan bestemme hvordan jeg vil leve mit liv?

Ronald Reagan, der døde i 2004 og havde sin 100 års fødselsdag her den anden dag, er ophavsmanden til et fantastisk citat, der lyder: I don’t believe in a government that protects us from ourselves. Jeg har det nok på samme måde med velfærdsstaten i særdeleshed. Jeg har ikke brug for at få fortalt hvordan jeg bør leve, eller endnu værre hvordan jeg skal leve, blot for at jeg kan leve længere eller være en af dem i statistikken, der får regnestykket til at gå op.

Jeg må være ærlig at sige, at jeg har en vis foragt for de mennesker, der har indset, at de ved bedre end jeg, hvordan at jeg skal leve mit liv. Nuvel, jeg er kun 22 år gammel og har hele verden foran mine fødder og tonsvis af fejltagelser forude jeg skal begå, før jeg nok får bare en minimal forståelse af hvad det er for en virkelighed jeg er en del af. Jeg er dog oprigtigt træt af andres gode intentioner om at gøre det bedste for mig. Jeg føler ikke at jeg har brug for at blive en del af en kasse hvor at andre bestemmer, hvad meningen med mit liv er. Om man så kalder en spade for en spade og fortæller at det er for at finansiere alverdens ligegyldige tiltag eller bruger rawlsianske retfærdighedsargumenter er som sådan underordnet. Konsekvensen er den samme.

Lige så meget at jeg som barn frygtede at blive voksen, lige så meget nyder jeg, som selvproklameret voksen, at jeg er i stand til at tage ansvar for mig selv og have den filosofiske frihed, at kunne fundere over meningen med mit eget liv og mine værdier, holdninger, perspektiver og manglen på samme. Og lige så meget som jeg elsker nævnte, lige så meget hader jeg, når andre prøver at tage den frihed fra mig.

Filmanmeldelse: The King’s Speech (2010)

Jeg har været i den heldige situation at have mulighed for at se alle film der er nomineret til en Oscar for best picture. Blandt de nominerede film skal der ikke herske nogen tvivl om, hvilken der er min favorit: The King’s Speech (da. Kongens store tale).

The Social Network er god, men skuffede mig. Inception ditto. The Fighter holdes oppe af Christian Bale, hvorfor han bør få ‘Supporting actor’-prisen. True Grit er ikke helt oppe på Coen-brødrenes normale niveau. The Kids Are All Right er bare ikke ret god. Winter’s Bone sagde mig heller ikke det store. Black Swan, 127 Hours og Toy Story 3 er alle rigtig gode film, men de må bare se sig slået af The King’s Speech.

The King’s Speech er så gennemført, at den er bedre end alle de andre nominerede film. Det er da heller ikke uden grund, at filmen er nomineret til flest Oscar-statuetter, nemlig 12 af slagsen. Der kan være forskellige forklaringer på hvorfor at filmen vinder, men den bedste jeg kan komme med er, at det bare er den bedste film.

Filmen handler om Bertie der uventet bliver konge. Bertie, der bliver Kong George 6., har det problem, at han stammer. Dette er et problem i hverdagen, men værst når der skal holdes store taler ved særlige lejligheder. Og da Bertie ikke har det store held med at få hans taleproblem under kontrol, må der ske noget ekstraordinært.

Gennem hans smukke kone får han kontakt til talepædagogen Lionel Logue, en aldrende skuespiller uden den store succes i livet, der bruger mindre konventionelle metoder for at få folk til at undgå at stamme. Lionel og George kommer tæt på hinanden gennem deres fælles ønske om at få George til at tale. De er dog ikke helt enige om midlerne.

Mange af scenerne i filmen er da også bygget op på netop konflikterne mellem konge og talepædagog, og de holder en noget nær perfekt standard. Specielt skuespillet er nævneværdigt og ses sjældent så godt. Til trods for, at der er rigtig meget dialog i filmen, bliver den på ingen måde hverken langtrukken eller kedelig.

Jeg har aldrig selv stammet, men kender godt til følelsen af at ens taleevner kan være alfa omega i visse sociale sammenhænge. På mange måder kan jeg derfor også sagtens identificere mig med nogle af Georges problemer i filmen. Det handler derfor ikke kun om de problemer en mand kan have med at tale, men man kommer til at fundere nærmere over, hvilket redskab talen i det hele taget er.

En statsleder skal kunne tale. Hvem kunne forestille sig en Barack Obama der ikke kunne holde en god tale? Det er da heller ikke kun på grund af den historiske skildring og kontekst at der vises billeder af Adolf Hitler i filmen. Han formåede bl.a. vha. talens magt at samle nationen og gøre den krigsførende. Det samme pres ligger på Kong George 6. og hans krigstale. Han må mestre talen og vise handlekraft og selvsikkerhed.

Kongens store tale er da også filmens endelige klimaks. Her hvor at George skal træde i karakter som en statsmand og holde sit livs tale. Det er ligeledes her at det manifesteres hvilken smuk film der er tale om, da George i hans tale akkompagneres af Ludwig van Beethoven. Ren poesi.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at nærværende film nok skal vinde en masse Oscars.

Tre dialoger fra 1. sæson af Yes Minister

Og for dem der ikke lige er bekendt med rollefordelingen: Jim Hacker er minister og Sir Humphrey er topembedsmand i ministeriet.

#1

Hacker: How many people do we have in this department?
Sir Humphrey: Ummm… well, we’re very small…
Hacker: Two, maybe three thousand?
Sir Humphrey: About twenty three thousand to be precise.
Hacker: TWENTY THREE THOUSAND! In the department of administrative affairs, twenty three thousand! We need to do a time-and-motion study to see who we can get rid of.
Sir Humphrey: We had one of those last year.
Hacker: And what were the results?
Sir Humphrey: It transpired that we needed another five hundred people.

#2

Sir Humphrey: Minister, Britain has had the same foreign policy objective for at least the last five hundred years: to create a disunited Europe. In that cause we have fought with the Dutch against the Spanish, with the Germans against the French, with the French and Italians against the Germans, and with the French against the Germans and Italians. Divide and rule, you see. Why should we change now, when it’s worked so well?
Hacker: That’s all ancient history, surely?
Sir Humphrey: Yes, and current policy. We had to break the whole thing [the EEC] up, so we had to get inside. We tried to break it up from the outside, but that wouldn’t work. Now that we’re inside we can make a complete pig’s breakfast of the whole thing: set the Germans against the French, the French against the Italians, the Italians against the Dutch. The Foreign Office is terribly pleased; it’s just like old times.
Hacker: But surely we’re all committed to the European ideal?
Sir Humphrey: [chuckles] Really, Minister.
Hacker: If not, why are we pushing for an increase in the membership?
Sir Humphrey: Well, for the same reason. It’s just like the United Nations, in fact; the more members it has, the more arguments it can stir up, the more futile and impotent it becomes.
Hacker: What appalling cynicism.
Sir Humphrey: Yes… We call it diplomacy, Minister.

#3

Hacker: Humphrey, do you see it as part of your job to help ministers make fools of themselves?
Sir Humphrey: Well, I never met one that needed any help.

Taget herfra hvor der også kan læses flere. Serien kan varmt anbefales :-)

Politiske bloggere og folketingsvalget 2011

I 2011 skal der være folketingsvalg. Der diskuteres i den forbindelse hvilken betydning at specielt sociale medier og politiske blogs kommer til at få. Jeg vil i dette indlæg primært forholde mig til sidstnævnte og give mit bud på, hvilken rolle at politiske blogs kommer til at spille i valgkampen. Dette vil ske ved at tage udgangspunkt i det indlæg jeg ovenover henviser til, ”2011/12 – de politiske bloggeres gennembrud” skrevet af Annegrethe Rasmussen.

Indlægget bærer de to årstal ’11 og ’12, da der i 2011 er folketingsvalg i Danmark og i 2012 præsidentvalg i USA. Der forsøges dermed anlagt et komparativt perspektiv, i bestræbelserne på at sammenligne nogle tendenser i de forskellige lande. Ved en sådan sammenligning er der to yderst relevante aspekter der skal tages højde for. For det første er der tale om et andet medielandskab i USA, der har en anden struktur end det danske. For det andet er der i Danmark, sammenlignet med USA, meget få kompetente politiske bloggere som folk overhovedet gider læse. Konsekvensen af dette er, at hvis de politiske bloggere får deres gennembrud ved folketingsvalget 2011, er der tale om et par enkelte politiske bloggere.

Fordi at der i en artikel i New York Times påstås, at bloggerne vil spille en større rolle ved det næste præsidentvalg i USA, vil jeg derfor være yderst påpasselig med at drage nogle paralleller til en dansk kontekst. Det overordnede spørgsmål der danner udgangspunktet for indlægget er da også: ”Bliver valgåret 2011 det år, hvor de politiske bloggere overhaler de traditionelle medier i betydning, når det gælder valgdækning?”.

Svaret på dette spørgsmål kan gøres simpelt: Nej. De politiske bloggere kommer ikke til at overhale de traditionelle medier i betydning når det gælder valgdækning. De politiske bloggere får en magt fordi at de traditionelle medier citerer dem. I det sekund at journalisterne ikke gider citere Jarl Cordua, har han næppe nogen magt. Styrkeforholdet er på plads. Og dette vil næppe ændre sig fordi at der udskrives valg. Får Jarl Cordua en god historie kan han sætte dagsordenen i medierne. Men næppe udenom de traditionelle medier.

Hvad angår de sociale medier, vil jeg nok gå så vidt som til at sige, at de ikke kommer til at spille nogen rolle overhovedet. Det er nok også oftest folk der har specialiseret sig i sociale medier, der tror på, at facebook og twitter kommer til at påvirke valget. Twitter kan skabe en revolution i Egypten, men ikke ændre udfaldet ved et folketingsvalg. Det er da heller ikke uden grund, at partiernes pressefolk ikke prioriterer de sociale medier ret højt.

2011 bliver ikke de politiske blogs gennembrudsår.

Illusionen om det sunde slik

Et eller andet sted er det en selvfølge – og så alligevel ikke. Der synes nemlig at være en del forbrugere der tror på, at de kan købe sundt slik. Folk der legitimerer deres usunde indkøb ved at have en naiv tro på, at det produkt de køber, er sundt. Og hvilken lykke! Man kan åbenbart købe slik der smager godt og som ikke er usundt!

Avisen 24timer kan så fortælle – og hold nu fast – at det ikke passer, at slik er sundt! M.a.o: “Sundt slik findes ikke“. Surprise, surprise! Vi er kort sagt for dumme til at fatte, at det slik vi køber, ikke er sundt. Jeg forstår ikke, at der er nogen der kan tro, at de kan købe slikposer fra Katjes der er sunde. Slik er faktisk per definition usundt.

Det burde næsten være en lov, at for at noget overhovedet må kunne kaldes slik, skal det være usundt. Lad være med at kalde gulerødder og andet for slik. Det er ikke slik. Lad være med at tro på, at du kan købe en pose slik der har 30% mindre sukker, og så anse det som et godt tiltag i dit desperate forsøg på at tabe dig.

Måltidssociologen Jon Fuglsang beskriver i artiklen i 24timer, at vi som forbrugere får en illusion om, at man har valgt et sundt produkt og derfor slipper for den dårlige samvittighed, når man spiser det. Jeg vil næsten gå så vidt som til at sige, at hvis man er så dum, at man falder for det trick, så er det fortjent og selvforskyldt.

Jeg tror på et eller andet plan at jeg har samme tilgang som W.C. Fields til mange af de ting jeg godt kan lide: Alt hvad jeg kan lide er enten ulovligt, umoralsk eller fedende. Det er i hvert fald på mange måder en god tilgang når man spiser slik. Smager det godt, kan det næppe være helt sundt. Nuvel, der kan selvfølgelig godt laves nogle sunde snacks og sådan, og et æble kan da også smage fint, men jeg tror du ved hvad jeg mener! Og i så fald at det er sundt, bør det ikke kaldes slik.

Vi må nok bare sande, at det vi oftest godt kan lide og gerne vil have, f.eks. slik, bare ikke er sundt. Idiotisk er det så, at der er folk der tror, at der findes sundt slik. Det gode onde – det sunde slik, den nemme fitness osv. Det er en illusion, og vil altid være det! Man kan ikke blive slank ved at sætte et bælte på maven og lade det arbejde for en mens man lader sig tunge korpus slappe af i sofaen til en amerikansk serie.

Jeg er hverken ernæringsekspert eller kostvejleder, men jeg er klog nok til at vide, at det slik der sælger sig selv på at være sukkerfattigt og fyldt med naturlige farver, sgu næppe er noget der gør mig til et sundt menneske. Livet er fyldt med alverdens forbrugsgoder der på ingen måde gør mig sundere eller til et bedre menneske. Men for dælen hvor er jeg glad for det! I bund og grund tror jeg bare at man må acceptere, at det handler om at finde en gylden middelvej.

Det værste er, at man politisk bestræber sig på at adfærdsregulere befolkningen, så de køber flere gulerødder og æbler – og færre slikposer, så at når jeg i ny og næ bevidst søger noget der er lækkert (altså usundt slik), skal jeg betale mere for det! Jeg hader momsdifferentiering. Jeg er træt af mennesker der ikke rummer en almindelig sund fornuft og er voksne nok til at kunne fatte, at slik er usundt – og at det ikke nødvendigvis er nemt at leve sundt. Hvis det var så nemt, ville der nok være flere der praktiserede en sund livsstil.

Der skal være plads til at man kan spise usundt, drikke, ryge og hvad man nu ellers begærer, men dette bør ikke være vanskeligere, blot fordi at nogen ikke er ansvarsbevidste nok til at kunne finde en sundhedsbalance.

Så lad være med at sige at det er dårlig etik (som Jon Fulgsang gør i artiklen), at slikposer prøver at signalere noget naturligt, når det er almen viden, at slik ikke er sundt. Det sunde slik forbliver en illusion, og lader man sig overbevise om andet, er det fint nok med mig, så længe man selv tager konsekvensen.