Erik Gahner Larsen

MUSIK: Per Vers – EGO

Den sidste anbefaling jeg skrev her på bloggen, var en anbefaling af Per Vers’ debutalbum, Vers 1.0. Nærværende anbefaling er også af Per Vers, denne gang dog af hans nyeste udspil, EGO. EGO er, som titlen indikerer, en CD om Per Vers og hans liv. Det er et på mange måder mere personligt værk sammenlignet med Vers 1.0, og det skaber et mere konsistent og fuldendt produkt. Dermed ikke sagt, at Vers 1.0 ikke er et fantastisk album, blot at Per Vers med EGO beviser, at han har udviklet sig som rapper og ikke har lavet en Vers 2.0.

Der er dog også ligheder mellem Vers 1.0 og EGO. For det første gæstes de begge af Povl Dissing. For det andet er der et outtro-track. For det tredje er det humoristiske aspekt med en misvisende titel på et nummer også brugt på begge albums, på Vers 1.0 i form af Black Power (hyldestsang til kaffen) og på EGO i form af Jeg tjener kassen (en sang om at være slave af TV-kassen).

Hvor at emnerne på Vers 1.0 indebærer piratkopiering, Christiania, skat og voldtægt, er det ved EGO nemmere at eksplicitere det overordnede emne: Pers ego. Det indebærer overvejelser om det at være i et forhold, det at blive ældre, det at blive far, det at have medvind – og modvind. Samtidigt. Den smukke kamp.

EGO kommer vidt omkring i følelsesregistret, dog uden at seriøsiteten og alvoren på noget tidspunkt forsvinder. Et nummer som Jeg tjener kassen er humoristisk, men uden udelukkende at være underholdning. Nummeret vækker desuden associationer til nummeret Too Hot For Tv af samme kunstner. De mest nævneværdige numre på CD’en er de mere personlige numre som Hav det godt og Uden navn. Begge er – som de resterende numre på EGO – af utrolig høj kvalitet, og sidstnævnte er desuden akkompagneret af freestyle-optagelser.

I min anbefaling af Vers 1.0 nævnte jeg, at EGO var under udgivelse, og i mellemtiden burde man anskaffe sig Vers 1.0. Til den liste kan du nu tilføje EGO. En gennemført produktion, der uden den mindste tvivl, fortjener at blive nævnt her på Kulturkanonen.

De rigtige holdninger skal belønnes

Henrik Sass Larsen er ikke en mand der finder sig i hvad som helst. Og da slet ikke, at der gives støtte til medier, der ikke skriver hvad der passer ham. Ovenpå mediernes (retmæssige) skriverier om efterlønnen og kritik af S-SFs plan Fair Løsning 2020, mener Henrik Sass Larsen, at et »økonomisk pay back« er en mulighed.

Dette er ikke en enkeltstående udmelding fra Henrik Sass Larsen, men er, som Jarl Cordua analyserer det, et større opgør med fuck-journalistikken. Overordnet er der planer om, at S og SF kan skaffe 100 mio. kr. ved at fjerne støtten til de personer, som de kategoriserer som borgerlige debattører, f.eks. Bjørn Lomborg og koldkrigsforskeren Bent Jensen. Og nu måske også borgerlige medier.

Jeg vil stille spørgsmålstegn ved, om medierne overhovedet er borgerlige. Dette er jeg ikke den eneste der gør. Selvfølgelig er Jyllands-Posten, Børsen og Berlingske ud af en borgerlig ånd, men der er intet der indikerer, at der i indholdet skulle være en politisk bias (hvis man ser bort fra opinionsstoffet). Hvem er det så der skal miste offentlige støttekroner i form af mediestøtten? Og på baggrund af hvilke kriterier?

Det er da heller ikke uden grund, at politikere fra begge sider af det politiske spektrum, kritiserer ideen. Og lige så fornuftigt er det af Helle Thorning, at forholde sig meget tavs til Henrik Sass’ angreb.

Jeg kan ikke beskrive hvor dum en udmelding det er, at man vil differentiere mediestøtten efter hvordan dagbladenes politiske orientering tolkes af politikere. Det er næppe det der vil være kriterierne for Henrik Sass Larsens forslag, men i hvert fald konsekvensen deraf. Man kan kun håbe på, at de såkaldte borgerlige medier ikke lader sig skræmme.

Der er mest af alt nok bare tale om et desperat forsøg fra Henrik Sass Larsens side på at føre en centrum-venstre repræsenteret kulturkamp. Da Berlingske spørger Henrik Sass om borgerlige medier ikke skal have så meget mediestøtte, fordi de er borgerlige, svarer han:

»- Ja, jeg synes, at det er ejendommeligt, at man skal blive ved med at støtte aviser, som udkommer med den ene holdning efter den anden om, at man betaler for meget i skat i Danmark, at det frie marked står over alt andet, og der derfor ikke er nogen grund til at have statsstøtte, når de aviser nu selv i massivt omfang er på støtten. Det, synes jeg, er temmelig problematisk.«

Logikken er: Staten skal kun støtte de medier der har de rigtige holdninger til staten. De rigtige holdninger skal belønnes. De forkerte skal straffes. Det er desuden vigtigt at holde fast i, at der ikke er tale om et frit marked, når nogle aktører får statsstøtte, hvorfor at argumentationen da heller ikke giver så meget mening.

Det må aldrig være sjovt, at være afhængig af støttekroner fra det offentlige. Man skal i hvert fald passe på med hvad man siger, når man bider den hånd der fodrer en. Det kan derfor med rette diskuteres, om det bedste ikke vil være, at afskaffe mediestøtten.

Vælfærd

Den seneste avisannonce fra Lars Løkke Rasmussen og Venstre, er højst sandsynligt ikke den de helst vil huskes for. Tilfældet er, at mange i Venstre tilsyneladende ikke kan stave til velfærd. Edith Thingstrup skriver et par ord til episoden i en Groft sagt, og lignende bogstavsvittigheder kan findes rundt omkring på nettet. Det er en utrolig dum fejl at lave i en avisannonce, men hvor udbredt er den i det hele taget?

Stavefejlen er nok meget typisk. Jeg kan ikke selv udelukke, at jeg engang er kommet til at skrive vælfærd i stedet for velfærd (selvom jeg dog tvivler), men en simpel Google-søgning viser, at Lars Løkke ikke er den eneste der kan lave den fejl. Hele 93.600 resultater er der på Google når man søger på »vælfærd«, dette vel at mærke før d. 15. maj 2011 (for at undgå eventuelle hits på Løkkes fejl). Lad os tage et par enkelte eksempler.

Først og fremmest kan Lars Løkke trøste sig selv ved, at han ikke er den eneste borgerlige politiker der i en overskrift skriver vælfærd. For under et år siden skrev Simon Emil Ammitzbøll et blogindlæg under overskriften »Ingen vækst, Ingen vælfærd«. Der står desuden, at indlægget oprindeligt var bragt i Politiken d. 10. juli 2010. Mit InfoMedia fejler lige i disse sekunder, så jeg kan desværre ikke rapportere, om stavefejlen også er angivet der, men hvad pokker – who the fuck cares?

Det er dog ikke kun politikere der kan komme til at lave en svipser. Kristeligt Dagblads leder fra d. 31. marts 2011 bærer overskriften »Symboler og vælfærd«. Komisk er det, at lederen er angivet under mest læste i Debat-sektionen, hvilket nok kan tilskrives resultatet af søgninger på vælfærd.

Lad det være sagt, at det er en utrolig dum fejl at lave, og især i en annonce hvor man prøver at overbevise vælgerne om, at man er velfærdsstatens vogtere. Altså – selv min stavekontrol råber vagt i gevær, når jeg skriver vælfærd! Når dette er sagt, kan det dog altid gøres værre, som dette læserbrev fra en kristendemokrat bevidner om. Her bruges formuleringen »dyre vældfærd«. Der går nok noget tid før vi ser den fejl foretaget af Venstre. Men man ved aldrig.

Husk stavekontrol! Dét er velfærd.

Partierne på facebook: Hvis tilkendegivelser var stemmer

Hvor mange stemmer ville de enkelte partier få, hvis deres opbakning på facebook var stemmer? Det er spørgsmålet at dette indlæg vil fokusere på. Datagrundlaget stammer fra mit sidste indlæg om partierne på facebook, og den grundlæggende idé bag at undersøge dette stammer ligeledes stadig fra en mindre analyse lavet af Kristian Selch Larsen for Humedia I/S.

I det sidste indlæg tog jeg udgangspunkt i tre forskellige typer af tilkendegivelser på facebook som indikatorer for en tilkendegivelse af opbakning til et politisk parti: 1) Partisider, 2) facebook spørgsmål og 3) partiledersider. Det enkelte partis andel af tilkendegivelser er angivet i nedenstående tabel. Tallene er angivet i procent, så de angiver den relative opbakning til partierne ved de forskellige tilkendegivelsesformer i forhold til de andre partiers ditto.

Parti Partisider Spørgsmål Partileder Meningsmåling
A: Socialdemokraterne 16,7% 25,2% 34,8% 28,4%
B: Det Radikale Venstre 8,1% 5,5% 4,6% 6,4%
C: Det Konservative Folkeparti 6,7% 6,0% 0,7% 6,3%
F: Socialistisk Folkeparti 20,4% 18,5% 29,6% 13,8%
O: Dansk Folkeparti 1,7% 10,0% 4,9% 13,7%
V: Venstre 10,9% 11,5% 17,8% 22,8%
I: Liberal Alliance 14,8% 10,8% 0,9% 4,3%
Ø: Enhedslisten 20,7% 12,6% 6,8% 3,6%
I alt 100% 100,1% 100,1% 99,3%

Tabel 1: Partiernes opbakning i meningsmålingerne og ved forskellige tilkendegivelsesformer.

Der er i tabellen ligeledes angivet hvor stor en andel af stemmerne partierne forventes at få jf. meningsmålingerne. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er de eneste to partier der ved alle tilkendegivelsesformerne har større opbakning end i meningsmålingerne. Dansk Folkeparti og Venstre er de eneste to partier derved alle tilkendegivelsesformer har mindre opbakning end i meningsmålingerne.

Det første vi kan kigge på, er partisiderne. Her er de tre største partier socialistiske: Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne. Det største borgerlige parti er Liberal Alliance – efterfulgt af Venstre.


Figur 1: Partiernes opbakning på baggrund af partisider

Den største overraskelse i denne sammenhæng må uden tvivl være Enhedslistens store mængde af tilhængere. En potentiel forklaring kan være, at Enhedslisten har et højt aktivitetsniveau på facebook, hvilket alt andet lige øger incitamentet for politisk engagerede at »synes godt om« deres side – og ikke mindst at vedholde opbakningen. Ligeledes er der tale om et fløjparti, hvilket også kan være en forklarende faktor, ligesom tilfældet kan være ved Liberal Alliance. Den næststørste overraskelse er Dansk Folkeparti, der ikke engang ville nå over spærregrænsen. Forklaringen er her nok udelukkende, at partiet ikke driver en officiel side med opdateringer og lignende.

Kigger vi nærmere på tilkendegivelserne gennem Facebook Spørgsmål, ser vi da også, at opbakningen til Dansk Folkeparti stiger til et meget mere realistisk niveau. Dette harmonerer også fint med, at denne tilkendegivelsesform nok er den, der ligger tættest op af hvad vi vil se i forhold til vælgerne som population – sammenlignet med de to andre tilkendegivelsesformer.


Figur 2: Partiernes opbakning på baggrund af Facebook Spørgsmål

Igen er det Enhedslisten og Liberal Alliance der relativt får en meget stor opbakning her. Et kvalificeret bud kan være, at folk der sympatiserer med disse partier, matcher gruppen af aktive internetbrugere bedre, der bruger tid på at besvare spørgsmål af denne type m.v.

Kigger vi nærmere på tilkendegivelser til partiledersiderne, finder vi den største opbakning til de socialistiske partier. Her får Socialistiske Folkeparti og Socialdemokraterne den største opbakning både i forhold til de andre tilkendegivelsesformer og de andre partier.


Figur 3: Partiernes opbakning på baggrund af partiledersider

Her er Anders Samuelsen og Lars Barfoed de helt store tabere. Dette kan være et resultat af mere fokus på de politiske aspekter, frem for et fokus på politikernes personlighed, som man kan finde i andre partier. Ligeledes skal man have for øje, at Lars Barfoed er den nyeste partileder. Lars Løkke Rasmussen opbakning er ganske tilfredsstillende hvis man tager højde for, at han for alvor først begyndte at etablere hjemmeside, facebook, YouTube, twitter m.v., da han blev statsminister.

Der har været meget snak om, at der er gået præsidentvalg i dansk politik. I den sammenhæng er det et væsentligt aspekt at fremhæve, at hvis dette var tilfældet, burde man se en meget stor opbakning til hhv. Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, alt efter distributionen af vælgere på hhv. højre- og venstre fløj, og ligeledes en lav opbakning til de andre partiledere qua det store fokus på de to førnævnte. Dette er dog på ingen måde tilfældet. Tværtimod ser vi f.eks. at Villy Søvndal har større opbakning end Lars Løkke Rasmussen.

Kigger vi mere overordnet på hvordan det samlede valgresultat ville falde ud, kan vi – til trods for at nogle taler om at blokpolitikken er fortid – kategorisere partierne i en hhv. rød og blå blok. Den røde blok består af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Den blå blok består af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.


Figur 4: Forholdet mellem stemmer til rød og blå blok ved de forskellige tilkendegivelsesformer

Fælles for de tre tilkendegivelsesformer er, at den røde blok ville vinde stort. Ved de enkelte tilkendegivelsesformer er der dog faktorer der hver især ville kunne gøre, at de to blokke ville ligge tættere på hinanden, f.eks. hvis at Dansk Folkeparti havde en officiel partiside.

Den absolut største valgsejr til rød blok ser vi når det drejer sig om partiledersiderne. Her får rød blok sammenlagt over 75% af stemmerne. Ligeledes er partiledersiderne det eneste sted at Socialdemokraterne får større opbakning end i meningsmålingerne. En lidt kontroversiel tolkning af venstrefløjens store opbakning når det kommer til partiledere kan være, at man historisk set skal huske på, at kollektivistiske tankesæt har sat deres lid til en karismatisk leder med en stor opbakning ;-)

Som borgerlig vælger må konklusionen være, at man skal være glad for, at tilkendegivelserne på facebook ikke er repræsentativ i forhold til den samlede vælgerskare.

Hvad skal Danmarks RADIO tilbyde?

Kigger man på Danmarks Radios historie, fra Statsradiofonien over Danmarks Radio til DR, finder man en ekspansionsfortælling af dimensioner, hvor at teknologi og medier er brugt som gidsler i forsøget på at sikre en aktørs overlevelse.

Det sørgelige ved denne fortælling er, at DR uden de store betænkeligheder har fået frit spil til at ekspandere deres tvangsgesjæft, uden nogen direkte stillingtagen til, om der i det hele taget var brug for et DR. Mantraet har derimod været, at der altid vil være en eksistensberettigelse for DR, uafhængigt af hvad markedet kan levere. Markedet fokuserer jo kun på hvad brugerne vil have, og ikke hvad en elitær, politisk defineret gruppe føler er bedst for andre mennesker.

Ideen er dermed med andre ord, at public service-begrebet (den bedste definition af det begreb kommer Mie Harder med her) kan og skal appliceres på ny teknologi, for at sikre, at DR følger med tiden og sikrer en varig produktion af »public service«-indhold.

Det kan i diskuteres, om der nogensinde har været et egentlig behov for at etablere Danmarks Radio. Denne diskussion er taget i utallige andre sammenhænge, hvorfor at jeg i dette indlæg vil fokusere på et meget mere konkret spørgsmål: Hvad skal Danmarks RADIO tilbyde anno 2011? Hvilke teknologiske sfærer skal være underlagt et krav om public service? Eller spurgt på en anden måde: Hvilken teknologi skal tages som gidsel, fordi at DR føler, at de skal levere indhold til netop denne platform?

Internettet er et godt eksempel på en teknologi som er blevet underlagt public service-begrebet, uden at der på noget tidspunkt har været brug for det. Hvor at nogen vil argumentere for, at DR er med til at sikre kvalitet og udvikling, vil jeg påstå, at DR er blevet en hæmsko for samme. Internettet har sikret og sikrer i et rigt omfang mennesker adgang til nuanceret billede af informationer, debat, diskussioner, perspektiver og holdninger, på dagblade og andre mediers hjemmesider, for ikke at tale om alverdens hjemmesider der findes derude i det store cyberspace. Alligevel er jeg underlagt et krav om at betale licens, alene fordi at pøblen skal have mulighed for at spille Fodbold-Managerspillet eller se sæsonfinalen i X-Factor når det passer dem.

Jeg vil derfor argumentere for, at der er bagstræberisk, at man skal betale licens fordi at man har en internetforbindelse. Dermed siger jeg ikke, at DR skal holde sig langt væk fra internettet, blot at de brugere der lovpriser DRs tilstedeværelse, må betale gildet. Markedet har skabt et indholdsrigt, dynamisk og funktionelt univers på internettet med alverdens muligheder, som DR aldrig – om de så fik et 1.000 gange så stort budget – ikke kunne producere en brøkdel af. Derfor er det decideret trist, at man for at få adgang til en hel verden af muligheder, er forpligtet til at betale for at kunne besøge dr.dk, hvis man gerne vil besøge Wikipedia. Det svarer til, at man skal en tur forbi biografen og betale for at se en dårlig film, for at kunne få lov til at tage på museum. Logikken er i mine øjne ikke-eksisterende.

Det er ønskværdigt, at DR for fremtiden stopper med at følge med den udvikling markedet skaber. Der er ganske enkelt ikke brug for det. Der er ikke brug for at DR producerer apps til smartphones eller alt muligt andet, som markedet utallige gange har bevist sig langt overlegne i forhold til DRs vilkår. Da Medier Mod Medielicens engang var at finde på mmm.mitego.dk (projektet er desværre ikke online mere), var der et meget godt eksempel på det problematiske i at udvide public service-begrebet, nemlig aviseksemplet:

En måde at vise det urimelige i den kollektive tvangsbetaling for DR er at skabe en fiktiv licens på postkasser. Et scenario kunne lyde som følgende: Fra i morgen skal alle danskere betale licens, hvis de har en postkasse eller brevsprække. Det skal vi, da staten har nationaliseret avis X, da de mener at kunne drive en avis bedre end markedet (!!). Du kan fravælge at have en postkasse (og dermed ikke få andre aviser eller breve leveret), og dermed ikke betale den nye postkasselicens. Dette er præcis sådan DR fungerer: Du får et valg, der reelt ikke er et valg, for som de selv siger i deres sortseer-kampagner, så bliver lidt kedeligt uden TV, internet, mobiltelefon eller radio. Vil du finde dig i et valg mellem alt eller intet?

Dette eksempel rammer hovedet på sømmet i forhold til det problematiske i DRs konstante ekspansion. Det kan ikke være rigtigt, at jeg som almindelig internetbruger, er forpligtet til at betale en generel medielicens, som skal dække et milliardstort budget der skal bruges til at udvide DRs områder, blot for at jeg kan se frem til, at skulle betale licens i fremtiden for de nye muligheder markedet alt andet lige helt sikkert vil udvikle.

Til slut vil jeg gerne komme med et konkret forslag til, hvad jeg ser at Danmarks Radio for fremtiden skal være begrænset til at levere: OBS. Hverken mere eller mindre. Det kan forhåbentlig ske med væsentlige budgetnedskæringer til følge og en naturlig afskaffelse af licensbetalingen.

Partierne på facebook: Opbakning på facebook i forhold til meningsmålingerne

Der er forskellige værktøjer på facebook der kan tages i brug, hvis man ønsker at ytre sin politiske observans. Man kan give udtryk for den i en statusopdatering, angive den under ’Politiske holdninger’, melde sig ind i grupper for alverdens politiske statements osv. Der er dog også måder at tilkendegive sin politiske observans, så man mere eller mindre systematisk kan sammenligne opbakningen til forskellige partier.

Inspireret af en mindre analyse lavet af Kristian Selch Larsen for Humedia I/S, der viser, hvordan at »Folketinget ville være sammensat«, hvis det byggede på ”Synes godt om”-tilkendegivelser til de politiske partier, har jeg identificeret to andre tilkendegivelsesformer, der kan bruges til at sammenligne og vurdere partiers vælgermæssige tilslutning på facebook i forhold til meningsmålingerne.

Hensigten med dette indlæg er dermed at undersøge hvordan de forskellige tilkendegivelser harmonerer med meningsmålingernes population (altså alle vælgere). Dette vil ske ved at identificere de enkelte partiers opbakning relativt i forhold til andre partiers opbakning, for at kunne finde differensen mellem dette og et vægtet gennemsnit af de politiske meningsmålinger fra den seneste måned. Hvad angår sidstnævnte bruges tal fra Berlingske Barometer.

Foruden at kigge på partisider, som Kristian også kigger på, vil jeg inddrage hhv. den nye funktion Facebook Spørgsmål og partiledernes sider. Formålet med dette er at kunne vurdere hvilken tilkendegivelsesform der bedst matcher den opbakning partierne har i meningsmålingerne. Alle data der bruges i dette indlæg er indsamlet 13. maj 2011.

Partisiderne har overordnet ikke mange ”Synes godt om”-tilkendegivelser sammenlignet med partilederne (se nedenunder). I denne sammenhæng har jeg fundet partiernes officielle facebook-sider gennem deres hjemmesider. Dansk Folkeparti har ingen officiel facebook-side, hvilket kan være medvirkende til, at differensen er stor her.

Parti “Synes godt om” Procent Meningsmåling Differens
A: Socialdemokraterne 8.169 16,7% 28,4% -11,7
B: Det Radikale Venstre 3.984 8,1% 6,4% 1,7
C: Det Konservative Folkeparti 3.268 6,7% 6,3% 0,4
F: Socialistisk Folkeparti 10.016 20,4% 13,8% 6,6
O: Dansk Folkeparti 847 1,7% 13,7% -12
V: Venstre 5.342 10,9% 22,8% -11,9
I: Liberal Alliance 7.238 14,8% 4,3% 10,5
Ø: Enhedslisten 10.155 20,7% 3,6% 17,1
I alt 49.019 100% 99,3%[1] 0,7

Tabel 1: ”Synes godt om”-tilkendegivelser til partisider i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Det Konservative Folkepartis side er den side der harmonerer mest med meningsmålingerne. Da differensen er positiv på baggrund af meningsmålingsopbakningen subtraheret fra partiers tilslutning på facebook, er Det Konservative Folkepartis tilslutning på partisiden større end i forhold til meningsmålingerne. Omvendt betyder en negativ værdi for Venstre, at deres opbakning i meningsmålingerne, er større end til deres facebook-side. Hvis differensen er 0, er der ingen forskel på partiernes tilslutning på deres facebook-side relativt til andre partiers tilslutning i forhold til meningsmålingerne.

For at kunne undersøge om partisiderne giver et mere retmæssigt billede af den reelle tilslutning end de andre tilkendegivelsesformer, tager jeg udgangspunkt i differensen for de forskellige partier, og finder standardafvigelsen. Jo mere standardafvigelsen afviger fra 0, desto mindre harmonerer partiernes opbakning jf. den pågældende tilkendegivelsesform i forhold til meningsmålingerne.

Gennemsnittet vil være lidt over 0, da jeg ikke har medtaget Kristendemokraterne i denne undersøgelse, til trods for at de har 0,7% tilslutning i meningsmålingerne. Standardafvigelsen for partisiderne i forhold til meningsmålingerne er 11,2.

Kigger vi nærmere på Facebook Spørgsmål, har vi at gøre med en forholdsvis ny funktion, hvor at brugerne kan give deres holdning til kende i forhold til forskellige spørgsmål. Jeg har været i stand til at finde to spørgsmål[2] på Facebook Spørgsmål som vil have brugerens holdning til, hvem man vil stemme på. Jeg har taget disse data og lagt dem sammen i den tro, at det er de færreste der vælger at give udtryk for den samme holdning to gange til det samme spørgsmål. Ved at lægge disse sammen får vi i alt 18.073 respondenter.

Parti Stemmeafgivning Procent Meningsmåling Differens
A: Socialdemokraterne 4.561 25,2% 28,4% -3,2
B: Det Radikale Venstre 996 5,5% 6,4% -0,9
C: Det Konservative Folkeparti 1.086 6,0% 6,3% -0,3
F: Socialistisk Folkeparti 3.340 18,5% 13,8% 4,7
O: Dansk Folkeparti 1.799 10,0% 13,7% -3,7
V: Venstre 2.070 11,5% 22,8% -11,3
I: Liberal Alliance 1.951 10,8% 4,3% 6,5
Ø: Enhedslisten 2.270 12,6% 3,6% 9
I alt 18.073 100,1% 99,3%[1] 0,8

Tabel 2: Facebook Spørgsmål tilkendegivelser omkring hvilket parti man vil stemme på i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Her er tilfældet (igen), at Det Konservative Folkeparti ligger tættest på virkeligheden, dog med en større opbakning i meningsmålingerne end på Facebook Spørgsmål. I denne sammenhæng er standardafvigelsen 6,5, og dermed tættere på 0 end ved. partisiderne.

Den sidste tilkendegivelsesform er partilederne. Alle partiers ledere har deres egen side som man kan »synes godt om«. Der er i forhold til denne tilkendegivelsesform meget stor spændevidde i forhold fra den partileder med færrest tilhængere (Lars Barfoed, 2.160) til den med flest (Helle Thorning-Schmidt, 105.243).

Parti “Synes godt om” Procent Meningsmåling Differens
A: Helle Thorning-Schmidt 105.243 34,8% 28,4% 6,4
B: Margrethe Vestager 14.005 4,6% 6,4% -1,8
C: Lars Barfoed 2.160 0,7% 6,3% -5,6
F: Villy Søvndal 89.493 29,6% 13,8% 15,8
O: Pia Kjærsgaard 14.944 4,9% 13,7% -8,8
V: Lars Løkke Rasmussen 53.762 17,8% 22,8% -5
I: Anders Samuelsen 2.714 0,9% 4,3% -3,4
Ø: Johanne Schmidt-Nielsen
 20.526 6,8% 3,6% 3,2
I alt 302.847 100,1% 99,3%[1] 0,8

Tabel 3: ”Synes godt om”-tilkendegivelser til partiledere i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Her er det for en gangs skyld ikke Lars Barfoed og det Konservative Folkeparti der har den mindste differens, men derimod Margrethe Vestager og De Radikale. Standardafvigelsen er ved differensen mellem opbakningen til partilederne og partiernes tilknytning i meningsmålingerne på 8,0.

Overordnet viser mine data, at det er de besvarede spørgsmål på Facebook Spørgsmål der harmonerer mest med meningsmålingerne, dernæst partileder-tilkendegivelser og så til sidst partisider-tilkendegivelser. En standardafvigelse på 6,5 er på mange måder alt for højt til, at facebook er repræsentativt i forhold til den population meningsmålingerne opererer med. En øget repræsentativitet vil dog kunne forekomme ved øget stratifikation.

Der er et hav af problematikker der melder sig, når man undersøger partiernes opbakning i forhold til meningsmålingerne. For det første en grad af usikkerhed forbundet med forskellen mellem dem forårsaget af variationer i begge. For det andet er det, og det må blive den note der er vigtig at fremhæve er, ikke en repræsentativ andel af den danske vælgerbefolkning, der synes godt om politikere og partier på facebook – eller angiver hvem de ville stemme på, hvis der var valg i dag/morgen.

Den mindre analyse jeg refererer til øverst i indlægget indledes med: »Internettet herunder netaviser, Youtube, Twitter og ikke mindst Facebook vil utvivlsomt have en hidtil uset stor rolle i valget år 2011.«. Jeg har tidligere udtrykt min tvivl omkring dette, men ikke desto mindre bliver det utroligt spændende at se nærmere på, hvilken betydning af sådanne medier og platforme, vil få i fremtiden.

For at opsummere, er der ingen tilkendegivelsesform på facebook hvor resultatet tilfredsstillende matcher meningsmålingerne. Højreorienterede vælgere har derfor ingen grund til at være direkte bekymrede for det store flertal, at den mindre analyse giver, til de røde partier. Specielt vil et parti som Dansk Folkeparti alt andet lige have større politisk opbakning ved valg, end på facebook. Uanset hvilken tilkendegivelsesform man kigger på, har Dansk Folkeparti en lavere opbakning der, end i meningsmålingerne, hvilket næppe kan være den store overraskelse.

——————-
[1] Kristendemokraterne er ikke medtaget her, hvorfor at den procentvise kumulerede andel ikke giver 100%.
[2] De to spørgsmål der er medtaget er: Hvilket parti ville du stemme på hvis der valg i dag? & Hvilket parti ville du stemme på hvis der var valg i morgen?

Er fremgang i meningsmålingerne altid godt?

I en nyhed på Politiken.dk hævdes det, at Anders Samuelsen, partiformand for Liberal Alliance, satser på dårlige meningsmålinger. Jeg tvivler på, at Anders Samuelsen ønsker noget der er dårligt. Også når det gælder meningsmålinger.

Overordnet handler det om, at der findes forskellige opfattelser af hvad der er godt i forhold til meningsmålingerne. I artiklen antages der, at stemmemaksimerende adfærd er det eneste der tæller i politik, hvorfor at det er det eneste kriterium vi kan bruge til at vurdere, om partier klarer det godt eller dårligt. Sagt med andre ord skal partierne bare glemme deres politiske ambitioner og gøre så meget som muligt for at lefle for flest mulige vælgere, hvis de vil klare det ”godt”.

Der er dog heldigvis forhold der gør, at politikere ikke altid bare vil maksimere mængden af deres stemmer. I tilfældet med Anders Samuelsen og Liberal Alliance, kan der nævnes tre overordnede forhold.

For det første ligger erfaringerne fra Ny Alliance og folketingsvalget i 2007 i baghovedet. Højt at flyve, dybt at falde. Kommer Liberal Alliance op på et niveau, hvor at det bliver ekstra bemærkelsesværdigt, vil medier, politiske modstandere, kommentatorer etc. gøre alt tænkeligt for at se partiet vælte igen. En Khader-gate, landsbytosseudtalelser og andet, ville alt andet lige have haft mindre mediebevågenhed og betydning, hvis Ny Alliance ikke i en lang periode lå til at blive tungen på vægtskålen efter et valg.

For det andet står partiet med en politik, det ikke just appellerer til medianvælgeren. Liberal Alliance skal om noget parti afveje hvor langt det er klar til at gå, hvis det på den ene side skal holde fast i nogle klare politiske udmeldinger, og på den anden side få vælgermæssig opbakning fra endnu flere. Det handler m.a.o. ord om at finde det punkt, hvor at man kan få lige netop den mængde vælgere der giver mulighed for at realisere mest af den ønskede politik.

For det tredje, og mere diskutabelt, kan meget ske i en valgkamp, specielt for Liberal Alliance. De vælgere der før har givet udtryk for at ville stemme på Liberal Alliance, men på nuværende tidspunkt står til at stemme radikalt eller konservativt, kan – hvis valgkampen falder ud til Liberal Alliances fordel – være nemmere at få til at stemme LA, end hvis partiet skulle være i en defensiv position i hele valgkampen, for at holde på de samme vælgere.

Så nej, fordi at man ikke satser på høje meningsmålinger, betyder det ikke, at man satser på dårlige meningsmålinger.

De Radikales opvågnen

En ny meningsmåling fra Greens Analyseinstitut viser en vælgermæssig fremgang til De Radikale. Fremgangen kommer efter at De Radikale har taget aktiv del i 2020-forhandlingerne, og dermed har bragt ekstra energi til regeringens ambitioner om at afskaffe efterlønnen. De Radikale har længe argumenteret for økonomiske reformer og en afskaffelse af efterlønnen, dog med den eneste konsekvens at se sig ydmyget af S-SF koalitionens hån og latter og garanti om, at efterlønnen ikke vil blive afskaffet.

I alle de politiske analyser jeg har læst af disse dages begivenheder, hersker der ingen tvivl omkring, at De Radikales forhandlinger med regeringen om de økonomiske aspekter af 2020-planen, har en betydning. Hvor stor denne betydning er og hvor langt den rækker, kan diskuteres – og bliver diskuteret. Jeg vil i dette indlæg inddrage de aspekter jeg finder relevante for at forstå hvad det er der finder sted.

Overordnet er den altovervejende forklaring på det vi ser, et strategisk flot spil fra De Radikales side af med Margrethe Vestager som frontfigur. Det klare faktum at partierne overvejer deres adfærd i forhold til et snart kommende valg, gør det alt andet lige nemmere at forholde sig til De Radikales udmeldinger. Der er fire væsentlige signaler at Margrethe Vestager gerne vil sende, hvor der kan adresseres følgende modtagere, 1) Socialdemokraterne, 2) Socialistisk Folkeparti, 3) baglandet i Det Radikale Venstre og 4) potentielle vælgere.

For det første har De Radikale i en lang periode ligget i oppositionens halespids uden nogen reel indflydelse på et alternativ til regeringens politik. Regeringsalternativet har været formuleret af S og SF i deres Fair Løsning. De Radikale melder nu – fornuftigt og klart – ud, og sender et klart signal om, at de vil have noget at skulle have sagt efter et valg. Konkret manifesterer det sig nu ved et ultimativt krav fra De Radikale til Socialdemokraterne om, at en eventuel aftale mellem R og den nuværende regering om efterlønnen, ikke må ændres efter et valg, hvis R skal bidrage med stemmer. Helle Thorning kan næppe være glad.

For det andet sender De Radikale et lignende signal til Socialistisk Folkeparti, dog med en ekstra kritik af SFs politik. De Radikale ved godt, at deres politik næppe vil kunne hente stemmer fra Socialdemokraterne. Omvendt ved de, at ikke alle der stemte på Socialistisk Folkeparti ved sidste valg (og det var mange!), har været lige tilfredse med den midtersøgende kurs Villy Søvndal har stået for. De Radikale ligger dermed op til at kunne appellere til modernisterne i SF, hvilket at en udmelding som denne skal ses i lyset af. Villy Søvndal kan næppe være glad.

For det tredje tilfredsstiller den radikale ledelses udmeldinger uden tvivl baglandet. Der bliver sendt et klart signal til de forvirrede og frustrerede R-vælgere (ja, ok – det er de altid, men de har været det lidt mere på det seneste), om, at en stemme på De Radikale ikke blot er en tilkendegivelse af en opbakning til S-SFs »retfærdige« løsning. Det radikale bagland er højst sandsynligt tilfreds.

For det fjerde – og som en opsummerende pointe på de tre ovenstående signaler – sender De Radikale et generelt signal til vælgerne (specielt de potentielle vælgere) om, at De Radikale ikke er selverklærede røde eller blå. Det er, hvor meget jeg så end hader at bruge formuleringen, et reformvenligt parti med et humant ansigt. Et Det Radikale Venstre classic der søger det politiske kompromis på midten, den pragmatiske vej i dansk politik, der hverken er venstre- eller højreorienteret, men fremadrettet. Hvis De Radikale kan fortsætte med at holde balancen, vil vælgerne uden tvivl kvittere for det med en øget opbakning til partiet i de kommende meningsmålinger.

Dette indlæg har til nu fokuseret på at eksplicitere mine tolkninger af De Radikales udmeldinger. Hvad kan man så sige mere overordnet om den politik der måske banes vej for nu? Overordnet kan man sige, at vi har at gøre med et radikalt parti der har løsrevet sig fra den dogmatiske logik, at reformer skal ske gennem et samarbejde med S og SF, som har været opfattelsen de senere år. Det er med andre ord De Radikales opvågnen. 2020-forhandlingerne har blot været den ideelle platform til at melde klart ud, at blokpolitik og Det Radikale Venstre ikke harmonerer.

Tryk avler modtryk – og blokpolitik avler blokpolitik. Det stærke VKO-fællesskab har fordret et lignende stærkt fællesskab på venstrefløjen. I en lang periode var der brug for at vise, at venstrefløjen stod sammen og kunne bringe et troværdigt alternativ – altså en rød blok. Situationen er en lidt anden nu. Der er stadigvæk brug for at vælgeren kan se et rødt reelt alternativ, men uanset hvad, så står Helle Thorning højst sandsynligt stadigvæk til, selvom at De Radikale skulle gå med i et forlig med regeringen, at blive landets kommende statsminister. De Radikales våde drøm er dermed, for at konkludere, at kunne bruge 2020-forhandlingerne til at sende et signal om opgøret med blokpolitikken og dermed positionere sig selv i forhold til de to fløje, hvor at de føler sig hjemme – og har været fraværende i snart 10 år.

Min gode kammerat Hvilsted konkluderer i hans nyeste blogindlæg, at De Radikale ikke vil gå med i et forlig. Nærværende indlæg er skrevet direkte med henblik på at skabe den stik modsatte profeti, nemlig at De Radikale vil gå med i et forlig. Hvilsted skriver:

»Jeg tror ærligt talt ikke, at Vestager vil stille partiet i en sådan situation, hvor de vil spille sig selv ud af en regering, hvor de vil underminere rød bloks økonomiske politik og hvor de kan risikere, at DF fortsat har magt, som de har agt – og i sidste ende skal lave politik sammen med dem i et meget meget besynderligt regeringsgrundlag. Dette vil Vestagers vælgere næppe bifalde.«

Jeg vil påstå, at Margrethe Vestager har nosser nok til at kunne indgå et forlig med regeringen. For det første fordi at noget tyder på, at det skaber en vælgermæssig opbakning og en tilsvarende opbakning fra baglandet. For det andet fordi at det næppe ændrer på, at Helle Thorning står stærkt i forhold til at blive landets næste – og første kvindelige – statsminister.

»Vestager forsøger at gå så langt, at hun reelt udspiller sin rolle i forhandlingerne. Vestager vil få tilbudt en særdeles god aftale, som hun bliver tvunget til at afslå, hvorefter vi vil se en meget vred og frustreret Claus Hjort udtale sig i medierne om Vestagers manglende seriøsitet og spil for galleriet.«

Jeg kan ikke se logikken. Er det realistisk at forestille sig, at hun vil stille sig i en position hvor at hun kan få realiseret den politik hun og partiet står for, for bare at bakke ud? Det vil virke utroværdigt. Jeg siger dermed ikke, at det ikke er et muligt scenarie, blot at jeg lige så nemt kan forestille mig et andet udfald. Time will tell.

Hvis Osama bin Laden ikke er død…

Præsident Barack Obama har i et interview til 60 Minutes meldt ud, at USA ikke vil sende billeder ud af en død Osama bin Laden. Der er to nævneværdige grunde til dette. For det første at det angiveligt er grusomme billeder af en mand skudt i hovedet. For det andet fordi, at det helt sikkert ikke vil stoppe konspirationsteorierne omkring hans død.

Sidstnævnte, altså konspirationsteorierne om Osama bin Ladens egentlige død, er noget der helt sikkert vil komme mange af i den kommende tid. Konspirationsteorier handler ofte om at udlægge en ‘kontroversiel’ opfattelse af nogle begivenheder, der beskriver hvordan magthavere misbruger deres magt til at vildlede den almindelige borger ved at manipulere og fordreje fakta. Ofte for egen vindings skyld.

Hvorfor at USA vil fake Osama bin Ladens død, skal der nok komme mange forskellige bud på. Som jeg ser det er der dog specielt ét blandt flere forhold, som konspirationsteoretikere i denne sammenhæng vil have svært ved at forklare.

Lad os antage at Osama bin Laden ikke er dræbt eller død. Hvis Osama bin Laden virkelig er levende, hvad bør vi så forvente? Vi bør selvfølgelig forvente, at han ikke vil lade USA få denne sejr, men derimod bevise, at han stadigvæk lever. Dette vil skade USA’s omdømme i en sådan grad, at det er helt ekstremt. Omvendt tror jeg heller ikke, at USA ville turde melde officielt ud, at de havde dræbt Osama bin Laden, hvis de ikke var sikre i deres sag, med f.eks. DNA-tests.

Nyheden fra TV2s hjemmeside, som jeg henviser til længere oppe i dette indlæg, stiller spørgsmålet ”Er Osama bin Laden virkelig død?”. Jeg kan virkelig ikke forstå at man overhovedet kan stille så dumt et spørgsmål. Selvfølgelig er han død.