DSU Odense og billige øl

Socialdemokraterne er glade for at tage ansvar. Ikke alene at tage ansvar for andre, men også fra andre. Vi skal leve sundere, længere og bedre. Den bedste måde at opnå dette politisk bestemte mål på, er ved at adfærdsregulere vha. afgifter, så at det bliver dyrere at leve usundt og billigere at leve sundt.

Danskerne lever for usundt og der er brug for flere penge til at sikre alle et sundere liv. Som Socialdemokraterne i deres udspil ”Fair Forandring” selv beskriver løsningen på problemet:

”Derfor er der brug for nytænkning. Der er brug for højere afgifter på de produkter, der ødelægger danskernes helbred. Tobak, mættet fedt, slik, sodavand og chokolade. […] Så kan vi prioritere verdens bedste sygehuse og forebyggelse for alle. Det er fair forandring.”

Der skal derfor investeres i forebyggelse og mere effektiv kræftbehandling etc. Dette skal jf. Socialdemokraterne bl.a. finansieres ved højere afgifter på cigaretter, sodavand, sukker, mættet fedt, chokolade og slik. Disse afgifter skulle gerne kunne give 3,9 mia. kroner mere i statskassen.

Det der så er lidt komisk er, at dette tal nok kunne være symbolsk højere, hvis alle bare valgte at betale de afgifter.

Jeg var til en julefrokost i lørdags, hvor at vi endte med at tage et smut forbi DSU Odenses lokaler, der også holdte julefrokost. Flinke mennesker og hyggeligt selskab, ingen tvivl om det. Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg begyndte at grine meget, da mine venner pointerede for mig, at der var tale om tyskimporterede øl.

Det kan godt være, at der kan sælges øl billigt og man kan lave en god privatfest med masser af drikkelse, når man tager et smut forbi Tyskland, men det ændrer ikke på, at jeg finder det direkte hyklerisk og dobbeltmoralsk, når man udadtil går ind for, at alle skal betale lidt mere til fællesskabet, hvis de lever usundt, mens at man selv vælger at holde fest med varer der er billigere bl.a. pga. de manglende danske afgifter.

Noget kunne tyde på, at der ikke kun er brug for nytænkning, men også principper.

Filmanmeldelse: Le scaphandre et le papillon (2007)

Livet er en underlig størrelse. En størrelse vi som mennesker ofte selv må forholde os til med spørgsmål omhandlende hvem vi er, hvad vi er og hvad vi gerne vil. Det er meget få film der får en til at tænke over sådanne spørgsmål, men Le scaphandre et le papillon, eller Dykkerklokken og sommerfuglen som den hedder på dansk, er en af dem.

Vi har at gøre med en alternativ film, men på den fede måde. Filmen begynder med at Jean-Do, hovedpersonen, åbner øjnene. Han vågner på en stue på sygehuset hvor vi følger det hele fra hans øjne. Hvad gør så dette specielt? Først og fremmest at han er helt lam på grund af en hjerneblødning. På samme måde som Jean-Do er fanget i sin krop er vi som seere fanget i hans perspektiv. Det er en ret spændende oplevelse, hvor man langsomt begynder at reflektere over, hvad det er for en situation at Jean-Do bogstaveligt talt er fanget i.

Langsomt som filmen skrider fremad lærer Jean-Do at kommunikere med omgivelserne vha. hans ene øje som han kan blinke med. En kommunikationsform han op igennem den første del af filmen har meget svært ved at forholde sig til. Ved siden af hans lærings- og erkendelsesproces, følger man skiftevis hans kig tilbage på gamle tider, hans sociale relationer m.v. Til sidst bliver hans kommunikation med øjet så god, at han begynder at skrive en bog om hans liv. True story.

Man skal dog tage det med et gran salt nu til dags når en film er autentisk og bygger på virkelige hændelser, men anyway – denne film skulle eftersigende være autentisk, og under alle omstændigheder er der intet der taler for, at netop fortællingen i denne film, ikke på en eller anden måde skulle kunne passe godt til virkeligheden.

Jeg beundrer også filmen på et rent teknisk plan. Et er at få ideen, men noget andet er at kunne realisere den som tilfældet er i filmen. Det er godt lavet, og man lader sig hurtigt rive med på filmens præmis. Jeg kan dog måske godt savne lidt, at filmen ikke holder sig til perspektivet hele filmen igennem, men måske ville det også have været i overkanten. Jeg er lidt i tvivl.

Når jeg er forkølet tænker jeg på alle de dage hvor jeg ikke er forkølet, og hvor heldig at jeg normalt er at være helt rask. Det samme er nok lidt tilfældet med Le scaphandre et le papillon, hvor man kommer til at tænke lidt over, at det er ret så fantastisk, at man har en velfungerende krop og har en eller anden grad af frihed til at bevæge sig og gøre hvad man vil.

Vi har at gøre med en ganske livsbekræftende film. Ikke en gennemført ”feel good”-film, men alligevel en film der får en til at tænke over, at man skal nyde de muligheder man nu engang har, og som man så sjældent stopper op og sætter tid af til at værdsætte.

Filmanmeldelse: Jackass 3D (2010)

It’s 3D!

Jeg vil vædde med, at du har hørt om Jackass før. Du har måske set serien eller stiftet bekendtskab med filmene. Konceptet kan ikke beskrives meget bedre end Johnny Knoxville gør det i Jackass 3D efter et stunt udført af Bam Margera: “That’s the story of Jackass right there; just pissing in the wind.”. I kan selv gætte hvilket stunt det er at Bam Margera udfører.

Ovenstående citat fanger essensen af hvad Jackass handler om og alle dage har handlet om: at gøre dumme ting. Vi ser en flok drengerøve, der skriger awesomeness, gøre ting som ’normale’ mennesker aldrig nogensinde så meget som kunne overveje at gøre. Er det sjovt? Ja.

Jeg har altid været en stor fan af selve Jackass, specielt den første sæson, hvor der også blev lånt klip fra CKY og aktiviteterne generelt var nede et på ikke-kommercielt niveau. Jo længere frem man kommer i serien og jo mere populære at Jackass-holdet bliver, desto mere falder lidt af charmen også ud, og man fornemmer en højere grad af iscenesættelse af de ting der er gang i. Dette ser man specielt også i Viva La Bam, som at en del af holdet gik i gang med efter Jackass.

Når dette er sagt så er Jackass dog ganske originalt. De var de første, og selvom mange sidenhen har efterstræbt samme popularitet (bl.a. The Dudesons der også er med i en scene i Jackass 3D), har ingen opnået den samme status som Jackass. Den samme frontløberstatus kan man også godt unde Jackass med deres nyeste film på specielt 3D-området. De bruger 3D-teknologien på måder der endnu ikke er set. Eller sagt m.a.o.: Hvis du brænder efter at se en pik, lort eller bræk i 3D, må du ikke gå glip af Jackass 3D i biografen.

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt 3D-effekterne overhovedet var nødvendige. Der er et par scener hvor at det giver god mening og er ganske underholdende – specielt i de scener hvor et arsenal af farver får frit løb. I det store hele er det dog blot gammel vin på nye flasker. Der er intet revolutionerende nyt ved de stunts der udføres, der ikke er set i en eller anden afskygning i de tidligere film eller serien.

Man er dog som altid med Jackass ganske godt underholdt og der skal ingen tvivl herske omkring det faktum, at er man en fan af Jackass, vil man også føle sig i godt selskab. Har man dog set nogle afsnit af serien eller en af de andre film og føler, at det var mere end rigeligt, er der ingen nævneværdig grund til at tage i biografen og se den, endvidere at leje den på DVD når den tid kommer.

2010. Det er nogle år siden at Jackass for alvor blev populært og drengene er da også blevet dét ældre, derfor er det måske også lettere symbolsk, når filmen afsluttes med barndomsbilleder af Jackass-holdet. Til trods for at de er blevet ældre, er de et eller andet sted bare drenge der lever af at have det sjovt. Kan man lide at se nogle drenge more sig ved at komme til skade og tage pis på hinanden og pisse på hinanden, så skal man tage ind og se Jackass 3D.

Hvad siger vælgerne til soldater i Afrika?

Tal taler ikke for sig selv. De skal som altid tolkes og sættes ind i en kontekst. Lene Espersen har snakket om at sende danske soldater til Afrika på et tidspunkt. I en meningsmåling fra Megafon, som er gennemført for Politiken og TV 2, bliver vælgerne så spurgt om deres holdning til dette.

Berlingske.dk skriver på baggrund af meningsmålingen under overskriften Fire ud af ti vil sende militær til Afrika: ”Udenrigsministerens tanke om at sende danske soldater til Afrika bakkes op af et stort mindretal af vælgerne.”

Politiken.dk skriver på baggrund af meningsmålingen under overskriften Vælgerne siger nej til at sende soldater til Afrika: ”Ekspert: Den usædvanligt lave opbakning er en bombe under dansk udenrigspolitik.”

Ja, som altid handler journalistik om at vinkle en historie. Lidt komisk er det i hvert fald, at der gøres så vidt forskellige konklusioner på baggrund af den samme meningsmåling.