December 2010 – Erik Gahner Larsen

Kapitalisme, kærlighed … og flaskepant

Jeg handler af og til i Fakta. Fakta har, som mange andre supermarkeder med flaskeautomater, en mulighed for, at man i stedet for at få udbetalt sin pant, kan vælge at donere værdien af sin pant til et godgørende formål. Alt sammen ved bare at trykke på én knap! Velgørenhedsknappen kan findes i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen, Irma og Fakta.

I stedet for velgørenhed kan man selvfølgelig også vælge at få udbetalt sin pant, hvilket jeg de gange jeg har afleveret pant i Fakta, har valgt. Jeg er dog en stor fan af denne valgmulighed. Jeg ser det som en fantastisk funktion ved det frie marked: evnen til at man som menneske kan vælge. Jeg er på ingen måde tvunget til at give mine penge til Red Barnet eller Verdensnaturfonden eller lignende, hvis jeg ikke føler for det. Dette bygger på et fundament af respekt og næstekærlighed. En tanke om, at jeg som menneske selv skal tvinges til at træffe nogle valg, og ikke bare bliver dikteret fra politisk side af, hvad mine penge skal bruges på.

Derfor irriterer det mig også lidt, at hver gang at jeg gerne vil have udbetalt min pant, konstrueres en symbolsk opfattelse af en dikotomi med på den ene side kapitalisme og på den anden side kærlighed, hvor at jeg så vælger kapitalismen og fravælger kærligheden. Denne dikotomi finder jeg meget symptomatisk for den måde at liberalismen normalt anskues.

Den symbolske konstruktion af det valg at jeg skal træffe er fandens kløgtig – en idé om, at jeg skal træffe mellem at være en pengefikseret umoralsk kapitalist eller en næstekærlig moralsk filantrop. Kapitalismen er grådig, svinsk, egoistisk, væmmelig, fjendsk og måske ligefrem selvudslettende. Som kapitalismens modsætning har vi alt det gode – altruisme, socialisme, Red Barnet, næstekærligheden, medmenneskeligheden og så højhelligt videre!

På et marked hvor der er valgmuligheder er der allerede et fundament af næstekærlighed. Jeg forstår godt, at man for at få flere til at vælge at donere sine penge til et godt formål, vælger at associere valget med kærlighed, men hvis det stod til mig, burde den pågældende valgmulighed være indhegnet i ét stort hjerte med en lille tekst ved siden af der lyder: Kapitalismen er fantastisk!

Danmarks Radio, markedsfeedback og deres partisaner

Danmarks Radio er intet mindre end en sensation. I modsætning til aktører på et marked, der skal stå til ansvar over for deres kunder, kan DR helt og holdent ignorere dette, og producere ”kvalitet”. Dette er i hvert fald et udbredt argument jeg ofte møder når jeg diskuterer DRs eksistensberettigelse, altså ideen om, at Danmarks Radio ikke opererer på markedsvilkår (som om at dette var noget positivt).

For at gå lige til sagens kerne, så tror jeg ikke på, at man kan etablere en organisation der kan fraskrive sig omverdenens krav og interesser – disse være sig politiske, økonomiske eller kulturelle. Det lyder i hvert fald fint i teorien med et DR, der frit og uafhængigt kan producere en masse kvalitet, men intet taler for, at virkeligheden er derefter. Spørgsmålet der i denne forbindelse bliver relevant er derfor: Hvem skal have magten til at bestemme hvad det er, at DR skal levere?

Private aktører overlader det til markedet – altså folk – at bestemme, hvad der skal leveres. Markedet er i denne henseende den bedste eksponent for en demokratisk tankegang om, at folket skal have magten til at bestemme hvad der skal leveres. De få kohærente argumenter jeg er stødt på for et legitimt DR, bygger ofte på en elitær tankegang om, at en smal kulturelite ved bedst, hvad folket skal konsumere. Nævnte kan fint betegnes som argumenter for et smalt public service begreb.

Dette elitære forhold til hvad Danmarks Radio skal producere af indhold, har intet solidt fundament i befolkningen. Hvis en smal elite bruger DR som platform til at producere efter forgodtbefindende, ville den folkelige modstand, der selvfølgelig ville manifestere sig politisk, blive yderst stor. Derfor er Danmarks Radio da også yderst klar over, at hvis den som organisation skal overleve, må den kunne favne bredere og nyde en generel accept i befolkningen. Dette manifesterer sig bl.a. ved, at selv programmer på DR kan have for få seere.

Danmarks Radio forsøger derfor efter bedste evne at agere som en privat aktør og give folk hvad de gerne vil have – Melodi Grand Prix, X-Factor, VM/EM/OL i alverdens sportsbegivenheder etc. Det ideelle for DR er derfor at få markedsfeedback. Det bebrejder jeg dem selvfølgelig ikke for at ville have, altså feedback fra dem der bruger DR, om hvad der skal leveres. Der er dog ingen grund til at kalde det for en kvalitativ forskel i forhold til hvordan private aktører befærder sig. Det er kun godt at DR har et lytterpanel og lignende, så at folk bliver hørt, men der er sgu ingen grund til at bruge det som en legitimitetsgivende faktor.

Det nyeste skud fra stammen fra DR for at få markedsfeedback er DR Partisan. Her er konceptet, at DR skal have input fra unge, for at kunne få en bedre accept fra netop gruppen af unge, der angiveligt ikke bruger DRs produkter i det ønskede omfang. Eller som kommunikations- og markedsføringsdirektør i DR Thomas Hertz formulerer det:

”Vi ved, at de unge ikke bruger os helt så meget, som vi gerne så. Med projektet DR Partisan får gruppen af unge mulighed for at komme til orde og fortælle os, hvad de forventer at få for deres licenskroner”

Først og fremmest bruger de unge ikke DR så meget som DR selv gerne så. Hertil kan man selvfølgelig kun spørge: Hvad er problemet? Dernæst er det åbenbart ønskværdigt, at DR fortsat tvangsinddrager penge fra unge, for derefter at bede om hjælp til at finde ud af, hvad pengene dog skal bruges på og til.

DR Partisan viser dermed blot, at DR har brug for unge partisaner. Dedikerede mennesker der i fremtiden kan skabe indhold, der skaber et legitimt grundlag til, at DR fortsat på værste tyvagtige facon, kan tage mine penge. Jeg væmmes med indædt raseri.

Film 2011

Note til mig selv. Følgende nye film regner jeg med – på nuværende tidspunkt – at skulle stifte bekendtskab med i 2011:

Black Swan (2010)
-Har fået gode ratings på IMDb, hvorfor at jeg glæder mig til at se denne.

The Hangover Part II (2011)
– Forventer ikke det store af denne, men det gjorde jeg heller ikke af 1′eren, som overraskede mig positivt.

Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides (2011)
– Ikke en film jeg for alt i verden bare må se, men mon ikke den nok skal være seværdig.

Klovn: The Movie (2010)
– Den har været i biograferne i et stykke tid nu, men jeg ser ingen grund til ikke bare at vente på, at den rammer DVD-markedet. Ses skal den dog.

Untitled Sherlock Holmes Sequel (2011)
– Den første film var jeg ikke synderligt begejstret for, men det ændrer dog ikke på, at jeg gerne vil se 2′eren :-)

The Adventures of Tintin: The Secret of the Unicorn (2011)
– Steven Spielberg skuffer sjældent, så jeg glæder mig til at se denne!

Derudover har en ambition om at få set de film der er på IMDbs top 250, som jeg endnu ikke har fået set.

Min Top 50 – Dansk rap

Med al den eksamenslæsning er det godt med et lille break, og her er det altid godt at lytte til lidt eminent dansk rap.

Følgende liste er min top 50 over de danske rap numre jeg i skrivende stund synes bedst om. Den spænder vidt, og der er klassikere som mange nok gerne så på listen, men som bare ikke rigtigt tiltaler mig (RBC-Engel for eksempel). Listen er i alfabetisk rækkefølge efter kunstner/gruppe.

Ataf Khawaja – Sommerfugl
Bikstok Røgsystem – Fabrik feat. Erik Clausen
Bogstaveligt Talt – Træt
Bumsestilen – Det Så’n Det R feat. MD
Cab – Devisen
Clemens – Den Anden Verden
Clemens – Kun Få
Clemens – Skaden
Clemens – Den lyriske 9mm
Clemens – Flakker Rundt & Snakker Ondt
Clemens – En Blåtonet Gråzone
Clemens – Fanget af fortiden
Gramsespektrum – Bademestrene
Ham Den Lange – B-menneske
Hvid Sjokolade – Kronisk Fastelavn
Jokeren – Det Ku’ Ha’ Været Dig
Jyder Mæ Attityder – Både til gården og til gaden
Jyder Mæ Attityder – Historien bag
Jøden – Hamrer Løs
Kasper Spez – Derfor Kontra
Kasper Spez – Det’ så vigtigt
L Ron Harald – Harald Te Enkebal
L.O.C. – Snakker Ikk’ Med Nogen
Lex L – Husk!
Malk De Koijn – Kosmisk Kaos
Malk De Koijn – P.I.G.E.
Marwan – Min blok
Organiseret Riminalitet – Holder døren
Pede B – Jeg har en ven
Pede B – Pis og papir feat. Es
Pede B – Spisetid feat. Petter & Skurken
Pede B – Tværtimod
Per Vers – Black Power
Per Vers – City Of Dreams
Per Vers – Fyldosof
Per Vers – Trøstesløs Café feat. Povl Dissing & Rune T. Kidde
Rent Mel – Hold Dig Væk
Revoltage – 24 timer
Sund Fornuft – Hvorfor?
Sund Fornuft – Syndebuk
Sund Fornuft – Zen Midt I Centrum
Suspekt – Dagen efter
Suspekt – En vej
Street Mass – Vores verden
Strøm – Dét
Torrpedorr – Lommen Fuld Af Guld
Troo.L.S. & Orgi-E – Rolig-Rolig feat. Tue Track & Jooks
UFO Yepha – Hvis jeg sad oppe på månen feat. Alex
Vakili – Når Alt Kommer Til Alt
Østkyst Hustlers – Hvordan Går Det?

Word.

Filmanmeldelse: Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998)

Der er ingen tvivl. Vi har at gøre med en typisk Guy Ritchie-film, og dét er smukt! Guy Ritchies film er formidable eksempler på, at genreprædikatet actionfilm ikke er ensbetydende med klicheprægede dialoger og meningsløs action, men kan være bundet op på gennemtænkte og yderst humoristiske plots.

Plottet er netop helt fantastisk, og en eventuel beskrivelse når på ingen tænkelig måde det unikke niveau at filmen bevæger sig på. Inspireret af den danske oversættelse af filmens titel kan man dog med rette blot sige, at filmen handler om forskellige fraktioner der kæmper om rub og stub og to rygende geværer.

I Lock, Stock and Two Smoking Barrels stifter du bekendtskab med en lang række skuespillere som du med sikkerhed har set i nyere film end nærværende. I flæng kan blandt andet nævnes Jason Statham, Jason Flemyng og Dexter Fletcher i unge udgaver. Førstnævnte har du nok kendskab til, hvis du har set en action-film af nyere dato.

Hvad der i høj grad trækker denne film op er humoren. Som ung mand identificerer man sig lynhurtigt med den småflabede og fandenivoldske humor. I modsætning til alverdens andre action-film, så har denne film dialoger i verdensklasse, der om noget gør filmen unik – og ufattelig sjov. Et eksempel:

Harry: You must be Eddie, J.D.’s son.
Eddie: Yeah. You must be Harry. Sorry, didn’t know your father.
Harry: Never mind son, you just might meet him if you carry on like that.

Lock, Stock and Two Smoking Barrels er en film der er detaljerig nok til at kunne nydes op til flere gange, hvorfor at filmen uden tvivl er et gensyn værdig. Soundtracket er desuden gennemført nævneværdigt, og bidrager blot til at filmen hænger fantastisk sammen og gør, at filmen har sin egen unikke charme.

Anmeldelsen bør derfor slutte med en opfordring til, at du tager og ser filmen og får et par timers kriminelt miljø med gangsters, idioter, coolness og våben krydret med Guy Ritchies intet mindre end geniale instruktion.

PS. For dem der kan lide denne film, er Snatch. (2000) – af samme instruktør og med flere af de samme skuespillere og med visse plotligheder – også værd at stifte bekendtskab med.

Staten giver, staten tager

Der gives statsstøtte til alverdens ting og sager. Lige fra livslang støtte til kunstnere man aldrig har hørt om, til en kirke man ikke har noget som helst forhold til. Der findes faktisk ikke det område hvor at staten på en eller anden måde ikke går ind og støtter bestemte aktiviteter og holdninger. Støtte der selvfølgelig ikke finansieres af staten, men af skatteyderne.

Hvorfor giver staten så penge til noget? Hvad er støttens essens? Overordnet kan det beskrives sådan, at staten giver penge til det der er i statens interesse (hvad skulle den ellers give penge til?) og omvendt tager pengene fra det at staten er imod. Hvad angår sidstnævnte kan dette bl.a. ses på afgifter og differentieret moms. Det er derfor også helt plausibelt at antage, at i det sekund at man ikke længere varetager statens interesse, vil staten ikke længere støtte den pågældende aktivitet.

Ofte pakkes dette selvfølgelig ind i armslængdeprincipper og ideen om at staten støtter neutralt på baggrund af nogle ikke-politisk specificerede udvælgelseskriterier, men dette ændrer på ingen måde det faktum, at støtten er politisk bestemt, og lige så let at den gives; lige så let kan den fjernes. Det er derfor også sjældent at man hører politikerne tale bramfrit om at det er den direkte interesserelation der skaber støttegrundlaget mellem stat og den relevante aktør, da det i sandhed beskriver den politiske essens der ligger i statsstøtten som fænomen.

På baggrund af et forslag fra Dansk Folkeparti, er Venstre og Konservative i strid om menneskerettighederne[1]. De er i hvert fald uenige om hvorvidt at Institut for Menneskerettigheder skal have frataget deres statsstøtte. I forbindelse med denne strid kommer Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen med en udtalelse (jf. linket) der med klarhed fremhæver det uomtvistelige faktum, at statsstøtten på ingen måde er et neutralt princip:

– Instituttet er i sin gode ret til konsekvent at være efter regeringen. Men så skal de ikke have statsstøtte, fastslår Michael Aastrup Jensen.

Om vi taler kunststøtte til bestemte institutter eller om vi har at gøre med kunststøtte eller hvad pokker der nu er aktuelt, så er filosofien den samme. Staten giver sgu ikke penge til hvad som helst uden at have en idé om, at det betaler sig. Som sociologien Henrik Dahl var inde på til et CEPOS arrangement (kan findes som podcast et eller andet sted), så er man godt naiv, hvis man tror, at der findes noget der hedder en gratis frokost.

Nuvel, statsstøtten er som alt andet i staten resultatet af politiske kampe og konflikte. Jeg siger dermed ikke, at man ikke kan argumentere for, at staten skal støtte noget. Man skal bare ikke gøre det i den tro, at statsstøtten er noget der bare finder sted neutralt og er i alles interesse. For tilfældet er ofte det modsatte.

Jeg bebrejder på ingen måde nogen, at man vælger at tage imod statsstøtte. Det opretholder jo ens eksistensgrundlag – selvfølgelig med visse forpligtelser. Man skal dog vide, at det er dumt at bide den hånd der fodrer en. Det lærer Institut for Menneskerettigheder nu på den hårde måde.

—————-
[1] Overskriften på nyheden er lidt misvisende. Det er som sådan ikke en substantiel uenighed i forhold til menneskerettighederne der er aktuel, men blot hvorvidt der skal gives støtte til Institut for Menneskerettigheder.

Politikerens rolle i det danske demokrati: Principal eller agent?

1. Indledning
I et folkestyre bygger den politiske magt sin legitimitet på, at vælgernes præferencer kanaliseres ind i det politiske system og danner baggrunden for den førte politik. Politikerne fungerer i denne henseende som repræsentanter for vælgerne.

Politikerne er dog ikke kun repræsentanter for vælgerne, men har, mellem valg, også magt til at definere de regler og rammer indenfor hvilke at vælgerne skal agere. Ligeledes kan politikerens holdninger påvirke vælgernes holdninger, hvilket afviger fra den idealtypiske model hvori at vælgeren er suveræn i forhold til politikerne. Nyere forskning indikerer bl.a., at politiske partier spiller en væsentlig rolle for borgernes politiske holdningsdannelse (Slothuus 2010: 358).

Dette rejser nogle vigtige spørgsmål i forhold til hvordan politikerne ser deres egen rolle som folkevalgt. På den ene side er vælgerne principalen og politikeren agenten, men i den daglige ledelse er politikeren principalen og vælgerne agenten, der skal følge den vedtagne politik. Dette åbner blandt andet op for, at politikere kan træffe politiske valg der ikke nødvendigvis er populære blandt et flertal af vælgerne.

Denne besvarelse udformer en analyseramme og belyser hvordan at man kan undersøge politikerens rolleforståelse. Ser politikerne deres egen rolle som at være agent for vælgerne eller har politikerne en forståelse af deres egen rolle som principaler? Der vil blive argumenteret for, at en plausibel hypotese vil være at politikernes rolleforståelse vil variere afhængigt af hvornår i en valgperiode at disse spørges.

I den parlamentariske styrings- og delegationskæde er der flere forskellige led og forskellige roller. Vælgeren, politikeren, embedsmanden m.v. Jeg foretager en afgrænsning og kigger udelukkende på relationen mellem politiker og vælger i en principal-agent relation, for at fokusere på politikerrollen og de dertilhørende værdier.

Overordnet vil jeg i denne synopsis derfor først starte med at deducere en teori omkring variationer i politikernes rolleforståelse i forhold til hvor i en bestemt valgperiode at denne er, og eksplicitere og diskutere hvordan at dette kan analyseres.

2. Teori
I den parlamentariske styrings- og delegationskæde er der et ubrudt styringshierarki, hvor den daglige ledelse er placeret hos en politiker (Christensen et al. 2006: 17). Dette fungerer som et demokratisk feedback system, hvor at vælgeren ved valg kan hhv. straffe eller belønne den politiske ledelse, alt efter tilfredshedsgraden med de folkevalgte politikere. Politikerens rolle er dermed at skabe en sammenhæng mellem vælgernes præferencer og den af forvaltningen kommende realiserede politik.

Dette har den implikation, at vælgerne er principaler og politikerne er agenter. Vælgerne er suveræne og politikerne bliver disses repræsentanter. Politikernes opgave bliver derfor at varetage vælgernes præferencer, og de politikere der gør dette bedst, forbliver politikere. Denne principal-agent relation giver det politiske system en demokratisk legitimitet, da hvis at principalen er utilfreds med det arbejde agenten leverer (f.eks. på baggrund af en asymmetri mellem vælgernes præferencer og den førte politik), kan principalen vælge en ny agent.

Det er dog ikke hver dag at vælgeren står med denne magt og kan vælge en ny agent. I perioderne mellem valg, i det danske system perioder med en varighed af maksimalt fire år, kan vælgerne i det politiske system ikke vælge andre politikere, hvis der er utilfredshed med disse. Tværtimod har politikerne politisk magt til at lovgive og bestemme hvad vælgerne skal gøre. Her er politikerne principaler og vælgerne agenter, eller sagt m.a.o.: “[…] while citizens are nominally the superiors in this hierarchy, it is the legislators who actually hold public office and have the right to make law. Their role, as agents, is to exercise public authority, backed by the police powers of the state, in telling their principals what to do.” (Moe 1990: 232).

Politikerens rolle som enten agent eller principal er analytisk, og skal bruges til at analysere den selvforståelse at politikeren har, som enten blot at være en aktør der er fuldkommen afhængig af vælgernes præferencer og ser sin rolle som at realisere vælgernes præferencer (politikeren som agent) eller en aktør der er valgt og kan påvirke vælgerne med sin politik (politikeren som principal).

Ud fra en Rational Choice institutionel tilgang, bør vi forvente, at politikerne har nogle præferencer, men at institutionerne skaber nogle incitamenter der skaber forudsigelighed og fremmer en bestemt type adfærd (Hall & Taylor: 1996). Tager vi udgangspunkt i et valgsystem hvor at det er fastlagt hvornår at der er valg, og at en aktør ikke har den strategiske mulighed at udskrive valg før tid, kan man argumentere for, at politikeren alt andet lige jo tættere man kommer på valget, vil tænke mere i forhold til vælgernes præferencer. Dette er skitseret i følgende graf, hvor at vi har politikerrollens grad af principal på Y-aksen og en tidsdimension på X-aksen.

Perioderne (t) angiver valg. Efter et valg vil politikerne have en høj grad af en forståelse af deres egen rolle som principal, og dermed vælgerne som agenter. Jo tættere man kommer på et nyt valg ( ), desto mindre vil politikeren opfatte sin politikerrolle som værende principal. Vi har dermed en situation hvor at politikerens rolleforståelse er en funktion af den tidsmæssige distance til næste valg.

3. Analyse
For at undersøge de værdier at politikerne forbinder med rollen som samme, har jeg ud fra den parlamentariske styrings- og delegationskæde identificeret to forskellige principal-agent relationer som kan være i forbindelse med rollen som politiker. Ligeledes har jeg argumenteret for, at politikerrollen vil variere alt afhængigt af hvornår der sidst var valg. Har der lige været valg, vil politikerne i højere grad have en større fornemmelse af deres egen rolle som værende principal frem for agent.

En analyse af dette fænomen vil bedst kunne gennemføres med et tidsseriedesign. Dette vil have den store analytiske styrke, at vi vil kunne teste for den tidsmæssige rækkefølge i vores kausalitet (Gerring 2005: 189). I praksis vil dette kunne undersøges vha. en survey der udsendes til folketingspolitikerne forholdsvis kort tid før et valg og igen forholdsvist kort tid efter et valg. Afstanden til ét valg, både før og efter, skal være så minimal som muligt for at sikre at ændringen i en variabel så vidt muligt kan isoleres til at skyldes en ændring i forhold til distancen til den forventede tid til næste valg. En alternativ måde at gøre det på ville være at foretage en måling efter et valg og igen i slutningen af en valgperiode. På den måde ville man sikre sig at de folkevalgte var de samme, men den tidsmæssige forskel ville være større.

For at kunne analysere om politikeren ser sig selv som hhv. principal eller agent er det nødvendigt at formulere en række spørgsmål der kan bruges som indikatorer for en principal rolleforståelse og agent rolleforståelse.

Hvis politikeren opfatter sig selv som agent, vil dette betyde, at politikeren ser sin rolle som at varetage vælgernes præferencer. Hvis politikeren ser sig selv som principal vil politikeren se sin rolle mere autonomt i forhold til sine egne værdier. Operationaliseringen af disse variable kan ske på flere måder, der primært skal fokusere på hvor højt at den enkelte politiker vægter sine egne værdier m.v.

Her kan der stilles spørgsmål til hvor vigtigt det er for politikeren at følge med i meningsmålinger, at sikre sig at den politik der føres også er den at der harmonerer med ens vælgere etc. Jo mindre at meningsmålinger synes at betyde for den enkelte politiker, desto mere må politikeren se sig selv som principal i forhold til relationen til vælgeren.

Der er ikke nødvendigvis i praksis tale om et trade-off mellem politikerrollen som agent og politikerrollen som principal, da der ofte højst sandsynligt vil være harmoni mellem de præferencer at vælgerne har og de præferencer at den valgte politiker har.

4. Diskussion
Den parlamentariske styrings- og delegationskæde er en idealtype der kan appliceres på virkeligheden for at se hvordan denne harmonerer med idealtypen. I idealtypen ligger der nogle forventninger til politikerrollen som i praksis kan være anderledes.

En hypotese der kan deduceres ud fra de teoretiske antagelser er, at politikerrollen vil ændre sig efter et valg, hvor den vil distancere sig fra den parlamentariske styrings- og delegationskæde i den forstand, at ledet mellem vælger og politiker brydes, og langsomt bliver større og større indtil næste valg. Dette er ikke nødvendigvis negativt, men kan have sine fordele i forhold til den politiske effektivitet. Hvis der er lang tid til næste valg, vil politikerne i højere grad kunne gennemføre en politik uafhængigt af den vælgermæssige opbakning, som de vil være bundet op på, desto tættere at de er på et valg. Overordnet er antagelsen derfor, at den parlamentariske styrings- og delegationskæde passer bedre til virkeligheden, jo tættere at man er på et valg, da den politiske lydhørhed over for vælgerens præferencer alt andet lige vil være større.

Den begrundede forventning til at jeg forventer dette resultat er bygget op i flere trin. Først og fremmest, at politikerne er stemmemaksimerende (Downs 1957). Dette forklarer dog ikke, at der vil være en eventuel afvigelse i rolleopfattelsen hhv. før og efter et valg. For at forklare dette, må politikerne have flere mål, dette være sig et ønske om at maksimere policy og office (Strøm 1990: 566). I forhold til politikerens rolleopfattelse kan det dermed også være forskellige mål at denne ønsker at realisere. Før et valg vil det være vælgerens præferencer (= stemmemaksimerende adfærd) for efter et valg at være politiske mål (= policymaksimerende adfærd) der præger politikerens rolleopfattelse.

Politikerens rolleopfattelse og de værdier og mål at denne prioriterer, har en række implikationer for den politik der føres og forvaltningen. Som et eksempel kan bl.a. nævnes, at kommunalpolitikerne har sværere ved at overholde budgetterne når valget nærmer sig (Blom-Hansen & Serritzlew 2008: 101). De politiske målsætninger og rollen der er knyttet dertil, vil dermed være tættere på vælgernes præferencer, jo tættere man er på valget. For forvaltningen kan det have den betydning, at det politiske pres ligeledes vil være større jo tættere man er på et valg.

Hvis den parlamentariske styrings- og delegationskæde var et normativt ideal og at det viser sig, at politikerrollen som en agent i forhold til vælgernes som principal giver mest mening jo tættere du er på et valg, ville det i så fald være bedst at gøre valgperioden så kort som muligt, for at vælgernes præferencer bedst muligt kanaliseres ind i det politiske system. Mod dette kan stå et argument om, at der kan være noget fornuftigt i, at man med politikerrollen også accepterer en vis grad af autonomi og mulighed for at gennemføre politik (f.eks. reformer) der ikke nødvendigvis er bred opbakning til i vælgerkorpset.

En sondring mellem politikeren som principal og agent giver kun analytisk mening, men ikke desto mindre kan den bruges til at undersøge den rolle at politikeren besidder i et bestemt institutionelt set-up hhv. før og efter et valg.

5. Konklusion
Jeg har i nærværende besvarelse fokuseret på politikerens rolle i den parlamentariske styrings- og delegationskæde, samt en teoretisk begrundet problemformulering der kan bruges til at belyse ændringer i politikerrollen alt afhængigt af tiden til næste valg.

Den overordnede argumentation lyder, at politikeren vil se sin egen rolle som agent i forhold til vælgeren som principal, desto tættere at man er på et valg, da vælgerne her vælger de agenter der bedst vil matcher deres egne præferencer. Efter et valg kan man analytisk se på en anden principal-agent relation, hvor at det er politikeren der er principal, og vælgeren der er agent. Her vil politikeren i højere grad se sin rolle som mere autonom i forhold til op til et valg, hvor at afhængigheden til vælgeren vil være større.

For at kunne gennemføre en analyse, har jeg redegjort for, at en tidsserieanalyse med udgangspunkt i en survey vil være ideelt. Dette fordi at jeg på den måde vil kunne analysere om politikernes rolleopfattelse varierer på forskellige tidspunkter.

6. Litteraturliste
Blom-Hansen, J. & Serritzlew, S. (2008). ”Hvordan lægges et offentligt budget?”, pp. 79-107 i Christiansen, P. M. (red.), Budgetlægning og offentlige udgifter. Århus: Academica.

Christensen, J. G., Christiansen, P. M. & Ibsen, M. (2006). Politik og forvaltning. Offentlig forvaltning i Danmark. Århus: Academica.

Downs, A. (1957). An economic theory of democracy. New York: Harper Collins.

Gerring, J. (2005). ”Causation: A Unified Framework for the Social Sciences”, Journal of Theoretical Politics 17(2): 163-198.

Hall, P. A., & Taylor, R. C. R. (1996). “Political Science and the Three New Institutionalisms”. Political Studies, 44: 936-957.

Moe, T. M. (1990). “Political Institutions: The Neglected Side of the Story”. Journal of Law, Economics, & Organization, 6: 213-253.

Slothuus, R. (2010). ”Framing og politiske partier: Kan den rette indpakning gøre politiske forslag mere spiselige?”. Politica, 42(3): 345-360.

Strøm, K. (1990). “A Behavioral Theory of Competitive Political Parties”, American Journal of Political Science 34(2): 565-598.

Hvem synes eksperterne klarede sig bedst?

Der var politisk debat her til aften om sygehusområdet med særligt fokus på privathospitalerne og frit valg-ordningen. Debatten stod mellem partiformændene for hhv. Socialistisk Folkeparti og Venstre, Villy Søvndal og Lars Løkke Rasmussen.

Der har været megen palaver i medierne de sidste par dage omkring debatten, specielt i forhold til hvor den skulle afholdes. Det blev, som den kvikke læser nok har bemærket, TV2 News der stod for debatten og sendte samme. For et overblik, læs mere om dette her.

Jeg så ikke debatten (men har dog set et sammendrag), og de to diskuterende parter nåede ikke frem til nogen dybere forståelse af hinandens argumenter (surprise, surprise!). Det er dog også ligegyldigt, for politiske debatter handler ikke om hvem der har de bedste argumenter – det handler om hvem ”eksperterne” kårer som vinder.

For at være ærlig, så må jeg nok tilstå, at jeg har et meget kritisk syn på eksperter i politisk kommunikation, når det kommer til deres opgave at kåre en vinder af en politisk debat. Jeg har ganske enkelt en idé om, at deres fordomme, intentioner og forventninger i forhold til debatten i for høj grad vil påvirke deres vurderinger.

Vi vil dog hjertens gerne have fundet en vinder. Hvad ville en fodboldkamp mellem FCK og Brøndby være, hvis ikke vi kunne finde ud af, hvordan kampen endte? Hvad angår danske politiske nyheder abonnerer jeg på to RSS feeds. Disse er Politiken (politiken.dk) og Berlingske Tidende (berlingske.dk). Her viste min RSS-reader, Snarfer, mig følgende:

Snarfer: RSS feeds fra berlingske og politiken

Samme debat, men ja – to vidt forskellige vindere jf. eksperterne. Lad os blot konkludere én ting allerede nu: Der er ingen objektive kriterier vi kan bruge til at afgøre hvem der vandt debatten. Hvor meget det end piner mig at skrive det, så kan den ene eksperts mening sgu være lige så god som den andens! Lad os slutte med et par ”ekspert”vurderinger fra aftenens debat.

Fra berlingske.dk, ”Ekspert kårer Lars Løkke som lille vinder”:

” – Facit er en mindre sejr til Lars Løkke. Jeg synes godt, man kan kalde det et mindre comeback til statsministeren, siger Bo Bredsgaard Lund.”

Facit? Det ord burde efterhånden være forbudt når eksperter skal vurdere udfaldet af politiske debatter!

Fra politiken.dk, ”Eksperter: Søvndal sejrer klart i tv-duel”:

”SF’s formand kan gå glad i seng.

Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) har troet, at han kunne give SF’s Villy Søvndal politiske håndmadder, må han ærgre sig, vurderer kommunikationseksperter, som politiken.dk har talt med efter aftenens tv-duel.”

Hvad er facit så? Måske skulle eksperter i politisk kommunikation i bund og grund bare holde sig fra et ideal om at se på politiske debatter som en kamp med vindere og tabere.

Er Liberal Alliance kyniske anti-liberale?

Eller jeg kan spørge med andre ord: Reducerer Liberal Alliance menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet? Altså som fortalere for en slags utilitaristisk kollektivisme.

Det er i hvert fald hvad Zenia Stampe påstår i et blogindlæg på politiken.dk: Begge parter (Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, red.) kan koldt, hårdt og kynisk reducere menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet.

Hvad er hendes belæg? En over fire måneder gammel nyhed om, at Liberal Alliance vil have undersøgt, hvad manglende reformer har kostet Danmark.

Nu er jeg ikke medlem af Liberal Alliance (eller noget andet politisk parti for den sags skyld), og ligeledes har jeg ikke sat mig synderligt voldsomt ind i Liberal Alliances partiprogram, men jeg må nok erkende, at jeg ud fra den viden jeg har, har svært ved at se, hvad der gør Liberal Alliance til et parti, der kun tænker i samfundet som helhed, uden nogen respekt for det enkelte menneskes værdighed og integritet.

Hvis vi antager at Liberal Alliance går ind for en liberal politik – og jeg finder denne antagelse meget plausibel – er Zenia Stampes kritik forfejlet.

Hvis et parti fører en liberal politik, går det netop ikke op i maksimere samfundets samlede nytte for enhver pris vha. cost-benefit analyser. Tværtimod handler det om at gøre det enkelte individ til sin egen målestok, og ikke placere individet i en vurderingsramme, hvor at det kan måles og vejes i forhold til de adfærdsnormer vi pådutter alle mennesker som en ’perfekt standard’.

Zenia Stampe har dog alligevel fat i et eller andet, når hun skriver: Vi må afstå fra at spekulere i udgrænsning, dæmonisering og nedvurdering.

Beskrivelsen passer uendeligt godt på hendes eget forhold til højrefløjen og hvor ondskabsfulde at disse mennesker tilsyneladende er, når de udelukkende er ude på at gøre Danmark til et småfascistisk samfund.

Det kunne dog måske være en start at sætte sig lidt ind i hvad det er for et ideologisk perspektiv at liberale mennesker arbejder ud fra, for at kunne diskutere dette, i stedet for bare at gøre sig den forsimplede og forfejlede konklusion, at fordi at ens politiske ståsted er på højrefløjen, er man kold, kynisk og hader andre mennesker.

Kan politikerne regne og stave?

Danmarks dårlige Pisa-resultat har skabt megen debat de seneste dage. Medierne har i den forbindelse i nogle nyheder fokuseret på politikernes fejl. Nu hvor at der formodentlig skal foretages en række ændringer på folkeskoleområdet, er det jo vigtigt at vi har nogle politikere, der kan være fejlfrie og gå foran som et godt eksempel. Men hov! Selv vores undervisningsminister kan fejle. Ups.

Eksempel: ”I går kom undervisningsministeren til at sige, at 15 + 16 er 33.”

Fuck! Tina Nedergaard kom til at sige at 15 + 16 = 33. Godt er det dog, at journalisten lige informerer om, at svaret på regnestykket ikke er 33: ”15 + 16 er som bekendt 31 og ikke 33”. Kanon, Politiken.

Det er dog ikke kun undervisningsministeren, men også Undervisningsministeriet der kan stilles til ansvar for fejl!

Eksempel: Undervisningsministeriet klokkede i stavningen på vigtigt pressemøde

Jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor at der skal skrives om politikernes faglighed. Det er måske bare symptomatisk for mange vælgeres forhold til politikere. Politikere som perfekte mennesker der ikke må begå fejl og bliver straffet derefter. Ak ja… Der var engang hvor at politik handlede om holdninger.

Jeg er ligeglad med om en undervisningsminister tror at 4+4 er 10, så længe at det ikke er vedkommendes opgave at regne. Jeg er ligeglad med om kulturministeren aldrig har set andet end Amalies verden, så længe at det ikke er vedkommendes opgave at fortælle mig hvilken kultur jeg skal stifte bekendtskab med.

Det er med andre ord fuldstændig og komplet ligegyldigt om politikere kan stave eller regne. Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad. Folk der går op i den slags, burde sætte lidt mere tid af til bare at fokusere på hvad de respektive politikere står for.