December 2010 – Erik Gahner Larsen

Kapitalisme, kærlighed … og flaskepant

Jeg handler af og til i Fakta. Fakta har, som mange andre supermarkeder med flaskeautomater, en mulighed for, at man i stedet for at få udbetalt sin pant, kan vælge at donere værdien af sin pant til et godgørende formål. Alt sammen ved bare at trykke på én knap! Velgørenhedsknappen kan findes i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen, Irma og Fakta.

I stedet for velgørenhed kan man selvfølgelig også vælge at få udbetalt sin pant, hvilket jeg de gange jeg har afleveret pant i Fakta, har valgt. Jeg er dog en stor fan af denne valgmulighed. Jeg ser det som en fantastisk funktion ved det frie marked: evnen til at man som menneske kan vælge. Jeg er på ingen måde tvunget til at give mine penge til Red Barnet eller Verdensnaturfonden eller lignende, hvis jeg ikke føler for det. Dette bygger på et fundament af respekt og næstekærlighed. En tanke om, at jeg som menneske selv skal tvinges til at træffe nogle valg, og ikke bare bliver dikteret fra politisk side af, hvad mine penge skal bruges på.

Derfor irriterer det mig også lidt, at hver gang at jeg gerne vil have udbetalt min pant, konstrueres en symbolsk opfattelse af en dikotomi med på den ene side kapitalisme og på den anden side kærlighed, hvor at jeg så vælger kapitalismen og fravælger kærligheden. Denne dikotomi finder jeg meget symptomatisk for den måde at liberalismen normalt anskues.

Den symbolske konstruktion af det valg at jeg skal træffe er fandens kløgtig – en idé om, at jeg skal træffe mellem at være en pengefikseret umoralsk kapitalist eller en næstekærlig moralsk filantrop. Kapitalismen er grådig, svinsk, egoistisk, væmmelig, fjendsk og måske ligefrem selvudslettende. Som kapitalismens modsætning har vi alt det gode – altruisme, socialisme, Red Barnet, næstekærligheden, medmenneskeligheden og så højhelligt videre!

På et marked hvor der er valgmuligheder er der allerede et fundament af næstekærlighed. Jeg forstår godt, at man for at få flere til at vælge at donere sine penge til et godt formål, vælger at associere valget med kærlighed, men hvis det stod til mig, burde den pågældende valgmulighed være indhegnet i ét stort hjerte med en lille tekst ved siden af der lyder: Kapitalismen er fantastisk!

Danmarks Radio, markedsfeedback og deres partisaner

Danmarks Radio er intet mindre end en sensation. I modsætning til aktører på et marked, der skal stå til ansvar over for deres kunder, kan DR helt og holdent ignorere dette, og producere ”kvalitet”. Dette er i hvert fald et udbredt argument jeg ofte møder når jeg diskuterer DRs eksistensberettigelse, altså ideen om, at Danmarks Radio ikke opererer på markedsvilkår (som om at dette var noget positivt).

For at gå lige til sagens kerne, så tror jeg ikke på, at man kan etablere en organisation der kan fraskrive sig omverdenens krav og interesser – disse være sig politiske, økonomiske eller kulturelle. Det lyder i hvert fald fint i teorien med et DR, der frit og uafhængigt kan producere en masse kvalitet, men intet taler for, at virkeligheden er derefter. Spørgsmålet der i denne forbindelse bliver relevant er derfor: Hvem skal have magten til at bestemme hvad det er, at DR skal levere?

Private aktører overlader det til markedet – altså folk – at bestemme, hvad der skal leveres. Markedet er i denne henseende den bedste eksponent for en demokratisk tankegang om, at folket skal have magten til at bestemme hvad der skal leveres. De få kohærente argumenter jeg er stødt på for et legitimt DR, bygger ofte på en elitær tankegang om, at en smal kulturelite ved bedst, hvad folket skal konsumere. Nævnte kan fint betegnes som argumenter for et smalt public service begreb.

Dette elitære forhold til hvad Danmarks Radio skal producere af indhold, har intet solidt fundament i befolkningen. Hvis en smal elite bruger DR som platform til at producere efter forgodtbefindende, ville den folkelige modstand, der selvfølgelig ville manifestere sig politisk, blive yderst stor. Derfor er Danmarks Radio da også yderst klar over, at hvis den som organisation skal overleve, må den kunne favne bredere og nyde en generel accept i befolkningen. Dette manifesterer sig bl.a. ved, at selv programmer på DR kan have for få seere.

Danmarks Radio forsøger derfor efter bedste evne at agere som en privat aktør og give folk hvad de gerne vil have – Melodi Grand Prix, X-Factor, VM/EM/OL i alverdens sportsbegivenheder etc. Det ideelle for DR er derfor at få markedsfeedback. Det bebrejder jeg dem selvfølgelig ikke for at ville have, altså feedback fra dem der bruger DR, om hvad der skal leveres. Der er dog ingen grund til at kalde det for en kvalitativ forskel i forhold til hvordan private aktører befærder sig. Det er kun godt at DR har et lytterpanel og lignende, så at folk bliver hørt, men der er sgu ingen grund til at bruge det som en legitimitetsgivende faktor.

Det nyeste skud fra stammen fra DR for at få markedsfeedback er DR Partisan. Her er konceptet, at DR skal have input fra unge, for at kunne få en bedre accept fra netop gruppen af unge, der angiveligt ikke bruger DRs produkter i det ønskede omfang. Eller som kommunikations- og markedsføringsdirektør i DR Thomas Hertz formulerer det:

”Vi ved, at de unge ikke bruger os helt så meget, som vi gerne så. Med projektet DR Partisan får gruppen af unge mulighed for at komme til orde og fortælle os, hvad de forventer at få for deres licenskroner”

Først og fremmest bruger de unge ikke DR så meget som DR selv gerne så. Hertil kan man selvfølgelig kun spørge: Hvad er problemet? Dernæst er det åbenbart ønskværdigt, at DR fortsat tvangsinddrager penge fra unge, for derefter at bede om hjælp til at finde ud af, hvad pengene dog skal bruges på og til.

DR Partisan viser dermed blot, at DR har brug for unge partisaner. Dedikerede mennesker der i fremtiden kan skabe indhold, der skaber et legitimt grundlag til, at DR fortsat på værste tyvagtige facon, kan tage mine penge. Jeg væmmes med indædt raseri.

Min Top 50 – Dansk rap

Med al den eksamenslæsning er det godt med et lille break, og her er det altid godt at lytte til lidt eminent dansk rap.

Følgende liste er min top 50 over de danske rap numre jeg i skrivende stund synes bedst om. Den spænder vidt, og der er klassikere som mange nok gerne så på listen, men som bare ikke rigtigt tiltaler mig (RBC-Engel for eksempel). Listen er i alfabetisk rækkefølge efter kunstner/gruppe.

Ataf Khawaja – Sommerfugl
Bikstok Røgsystem – Fabrik feat. Erik Clausen
Bogstaveligt Talt – Træt
Bumsestilen – Det Så’n Det R feat. MD
Cab – Devisen
Clemens – Den Anden Verden
Clemens – Kun Få
Clemens – Skaden
Clemens – Den lyriske 9mm
Clemens – Flakker Rundt & Snakker Ondt
Clemens – En Blåtonet Gråzone
Clemens – Fanget af fortiden
Gramsespektrum – Bademestrene
Ham Den Lange – B-menneske
Hvid Sjokolade – Kronisk Fastelavn
Jokeren – Det Ku’ Ha’ Været Dig
Jyder Mæ Attityder – Både til gården og til gaden
Jyder Mæ Attityder – Historien bag
Jøden – Hamrer Løs
Kasper Spez – Derfor Kontra
Kasper Spez – Det’ så vigtigt
L Ron Harald – Harald Te Enkebal
L.O.C. – Snakker Ikk’ Med Nogen
Lex L – Husk!
Malk De Koijn – Kosmisk Kaos
Malk De Koijn – P.I.G.E.
Marwan – Min blok
Organiseret Riminalitet – Holder døren
Pede B – Jeg har en ven
Pede B – Pis og papir feat. Es
Pede B – Spisetid feat. Petter & Skurken
Pede B – Tværtimod
Per Vers – Black Power
Per Vers – City Of Dreams
Per Vers – Fyldosof
Per Vers – Trøstesløs Café feat. Povl Dissing & Rune T. Kidde
Rent Mel – Hold Dig Væk
Revoltage – 24 timer
Sund Fornuft – Hvorfor?
Sund Fornuft – Syndebuk
Sund Fornuft – Zen Midt I Centrum
Suspekt – Dagen efter
Suspekt – En vej
Street Mass – Vores verden
Strøm – Dét
Torrpedorr – Lommen Fuld Af Guld
Troo.L.S. & Orgi-E – Rolig-Rolig feat. Tue Track & Jooks
UFO Yepha – Hvis jeg sad oppe på månen feat. Alex
Vakili – Når Alt Kommer Til Alt
Østkyst Hustlers – Hvordan Går Det?

Word.

Filmanmeldelse: Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998)

Der er ingen tvivl. Vi har at gøre med en typisk Guy Ritchie-film, og dét er smukt! Guy Ritchies film er formidable eksempler på, at genreprædikatet actionfilm ikke er ensbetydende med klicheprægede dialoger og meningsløs action, men kan være bundet op på gennemtænkte og yderst humoristiske plots.

Plottet er netop helt fantastisk, og en eventuel beskrivelse når på ingen tænkelig måde det unikke niveau at filmen bevæger sig på. Inspireret af den danske oversættelse af filmens titel kan man dog med rette blot sige, at filmen handler om forskellige fraktioner der kæmper om rub og stub og to rygende geværer.

I Lock, Stock and Two Smoking Barrels stifter du bekendtskab med en lang række skuespillere som du med sikkerhed har set i nyere film end nærværende. I flæng kan blandt andet nævnes Jason Statham, Jason Flemyng og Dexter Fletcher i unge udgaver. Førstnævnte har du nok kendskab til, hvis du har set en action-film af nyere dato.

Hvad der i høj grad trækker denne film op er humoren. Som ung mand identificerer man sig lynhurtigt med den småflabede og fandenivoldske humor. I modsætning til alverdens andre action-film, så har denne film dialoger i verdensklasse, der om noget gør filmen unik – og ufattelig sjov. Et eksempel:

Harry: You must be Eddie, J.D.’s son.
Eddie: Yeah. You must be Harry. Sorry, didn’t know your father.
Harry: Never mind son, you just might meet him if you carry on like that.

Lock, Stock and Two Smoking Barrels er en film der er detaljerig nok til at kunne nydes op til flere gange, hvorfor at filmen uden tvivl er et gensyn værdig. Soundtracket er desuden gennemført nævneværdigt, og bidrager blot til at filmen hænger fantastisk sammen og gør, at filmen har sin egen unikke charme.

Anmeldelsen bør derfor slutte med en opfordring til, at du tager og ser filmen og får et par timers kriminelt miljø med gangsters, idioter, coolness og våben krydret med Guy Ritchies intet mindre end geniale instruktion.

PS. For dem der kan lide denne film, er Snatch. (2000) – af samme instruktør og med flere af de samme skuespillere og med visse plotligheder – også værd at stifte bekendtskab med.

Staten giver, staten tager

Der gives statsstøtte til alverdens ting og sager. Lige fra livslang støtte til kunstnere man aldrig har hørt om, til en kirke man ikke har noget som helst forhold til. Der findes faktisk ikke det område hvor at staten på en eller anden måde ikke går ind og støtter bestemte aktiviteter og holdninger. Støtte der selvfølgelig ikke finansieres af staten, men af skatteyderne.

Hvorfor giver staten så penge til noget? Hvad er støttens essens? Overordnet kan det beskrives sådan, at staten giver penge til det der er i statens interesse (hvad skulle den ellers give penge til?) og omvendt tager pengene fra det at staten er imod. Hvad angår sidstnævnte kan dette bl.a. ses på afgifter og differentieret moms. Det er derfor også helt plausibelt at antage, at i det sekund at man ikke længere varetager statens interesse, vil staten ikke længere støtte den pågældende aktivitet.

Ofte pakkes dette selvfølgelig ind i armslængdeprincipper og ideen om at staten støtter neutralt på baggrund af nogle ikke-politisk specificerede udvælgelseskriterier, men dette ændrer på ingen måde det faktum, at støtten er politisk bestemt, og lige så let at den gives; lige så let kan den fjernes. Det er derfor også sjældent at man hører politikerne tale bramfrit om at det er den direkte interesserelation der skaber støttegrundlaget mellem stat og den relevante aktør, da det i sandhed beskriver den politiske essens der ligger i statsstøtten som fænomen.

På baggrund af et forslag fra Dansk Folkeparti, er Venstre og Konservative i strid om menneskerettighederne[1]. De er i hvert fald uenige om hvorvidt at Institut for Menneskerettigheder skal have frataget deres statsstøtte. I forbindelse med denne strid kommer Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen med en udtalelse (jf. linket) der med klarhed fremhæver det uomtvistelige faktum, at statsstøtten på ingen måde er et neutralt princip:

– Instituttet er i sin gode ret til konsekvent at være efter regeringen. Men så skal de ikke have statsstøtte, fastslår Michael Aastrup Jensen.

Om vi taler kunststøtte til bestemte institutter eller om vi har at gøre med kunststøtte eller hvad pokker der nu er aktuelt, så er filosofien den samme. Staten giver sgu ikke penge til hvad som helst uden at have en idé om, at det betaler sig. Som sociologien Henrik Dahl var inde på til et CEPOS arrangement (kan findes som podcast et eller andet sted), så er man godt naiv, hvis man tror, at der findes noget der hedder en gratis frokost.

Nuvel, statsstøtten er som alt andet i staten resultatet af politiske kampe og konflikte. Jeg siger dermed ikke, at man ikke kan argumentere for, at staten skal støtte noget. Man skal bare ikke gøre det i den tro, at statsstøtten er noget der bare finder sted neutralt og er i alles interesse. For tilfældet er ofte det modsatte.

Jeg bebrejder på ingen måde nogen, at man vælger at tage imod statsstøtte. Det opretholder jo ens eksistensgrundlag – selvfølgelig med visse forpligtelser. Man skal dog vide, at det er dumt at bide den hånd der fodrer en. Det lærer Institut for Menneskerettigheder nu på den hårde måde.

—————-
[1] Overskriften på nyheden er lidt misvisende. Det er som sådan ikke en substantiel uenighed i forhold til menneskerettighederne der er aktuel, men blot hvorvidt der skal gives støtte til Institut for Menneskerettigheder.

Hvem synes eksperterne klarede sig bedst?

Der var politisk debat her til aften om sygehusområdet med særligt fokus på privathospitalerne og frit valg-ordningen. Debatten stod mellem partiformændene for hhv. Socialistisk Folkeparti og Venstre, Villy Søvndal og Lars Løkke Rasmussen.

Der har været megen palaver i medierne de sidste par dage omkring debatten, specielt i forhold til hvor den skulle afholdes. Det blev, som den kvikke læser nok har bemærket, TV2 News der stod for debatten og sendte samme. For et overblik, læs mere om dette her.

Jeg så ikke debatten (men har dog set et sammendrag), og de to diskuterende parter nåede ikke frem til nogen dybere forståelse af hinandens argumenter (surprise, surprise!). Det er dog også ligegyldigt, for politiske debatter handler ikke om hvem der har de bedste argumenter – det handler om hvem ”eksperterne” kårer som vinder.

For at være ærlig, så må jeg nok tilstå, at jeg har et meget kritisk syn på eksperter i politisk kommunikation, når det kommer til deres opgave at kåre en vinder af en politisk debat. Jeg har ganske enkelt en idé om, at deres fordomme, intentioner og forventninger i forhold til debatten i for høj grad vil påvirke deres vurderinger.

Vi vil dog hjertens gerne have fundet en vinder. Hvad ville en fodboldkamp mellem FCK og Brøndby være, hvis ikke vi kunne finde ud af, hvordan kampen endte? Hvad angår danske politiske nyheder abonnerer jeg på to RSS feeds. Disse er Politiken (politiken.dk) og Berlingske Tidende (berlingske.dk). Her viste min RSS-reader, Snarfer, mig følgende:

Snarfer: RSS feeds fra berlingske og politiken

Samme debat, men ja – to vidt forskellige vindere jf. eksperterne. Lad os blot konkludere én ting allerede nu: Der er ingen objektive kriterier vi kan bruge til at afgøre hvem der vandt debatten. Hvor meget det end piner mig at skrive det, så kan den ene eksperts mening sgu være lige så god som den andens! Lad os slutte med et par ”ekspert”vurderinger fra aftenens debat.

Fra berlingske.dk, ”Ekspert kårer Lars Løkke som lille vinder”:

” – Facit er en mindre sejr til Lars Løkke. Jeg synes godt, man kan kalde det et mindre comeback til statsministeren, siger Bo Bredsgaard Lund.”

Facit? Det ord burde efterhånden være forbudt når eksperter skal vurdere udfaldet af politiske debatter!

Fra politiken.dk, ”Eksperter: Søvndal sejrer klart i tv-duel”:

”SF’s formand kan gå glad i seng.

Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) har troet, at han kunne give SF’s Villy Søvndal politiske håndmadder, må han ærgre sig, vurderer kommunikationseksperter, som politiken.dk har talt med efter aftenens tv-duel.”

Hvad er facit så? Måske skulle eksperter i politisk kommunikation i bund og grund bare holde sig fra et ideal om at se på politiske debatter som en kamp med vindere og tabere.

Er Liberal Alliance kyniske anti-liberale?

Eller jeg kan spørge med andre ord: Reducerer Liberal Alliance menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet? Altså som fortalere for en slags utilitaristisk kollektivisme.

Det er i hvert fald hvad Zenia Stampe påstår i et blogindlæg på politiken.dk: Begge parter (Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, red.) kan koldt, hårdt og kynisk reducere menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet.

Hvad er hendes belæg? En over fire måneder gammel nyhed om, at Liberal Alliance vil have undersøgt, hvad manglende reformer har kostet Danmark.

Nu er jeg ikke medlem af Liberal Alliance (eller noget andet politisk parti for den sags skyld), og ligeledes har jeg ikke sat mig synderligt voldsomt ind i Liberal Alliances partiprogram, men jeg må nok erkende, at jeg ud fra den viden jeg har, har svært ved at se, hvad der gør Liberal Alliance til et parti, der kun tænker i samfundet som helhed, uden nogen respekt for det enkelte menneskes værdighed og integritet.

Hvis vi antager at Liberal Alliance går ind for en liberal politik – og jeg finder denne antagelse meget plausibel – er Zenia Stampes kritik forfejlet.

Hvis et parti fører en liberal politik, går det netop ikke op i maksimere samfundets samlede nytte for enhver pris vha. cost-benefit analyser. Tværtimod handler det om at gøre det enkelte individ til sin egen målestok, og ikke placere individet i en vurderingsramme, hvor at det kan måles og vejes i forhold til de adfærdsnormer vi pådutter alle mennesker som en ’perfekt standard’.

Zenia Stampe har dog alligevel fat i et eller andet, når hun skriver: Vi må afstå fra at spekulere i udgrænsning, dæmonisering og nedvurdering.

Beskrivelsen passer uendeligt godt på hendes eget forhold til højrefløjen og hvor ondskabsfulde at disse mennesker tilsyneladende er, når de udelukkende er ude på at gøre Danmark til et småfascistisk samfund.

Det kunne dog måske være en start at sætte sig lidt ind i hvad det er for et ideologisk perspektiv at liberale mennesker arbejder ud fra, for at kunne diskutere dette, i stedet for bare at gøre sig den forsimplede og forfejlede konklusion, at fordi at ens politiske ståsted er på højrefløjen, er man kold, kynisk og hader andre mennesker.

Kan politikerne regne og stave?

Danmarks dårlige Pisa-resultat har skabt megen debat de seneste dage. Medierne har i den forbindelse i nogle nyheder fokuseret på politikernes fejl. Nu hvor at der formodentlig skal foretages en række ændringer på folkeskoleområdet, er det jo vigtigt at vi har nogle politikere, der kan være fejlfrie og gå foran som et godt eksempel. Men hov! Selv vores undervisningsminister kan fejle. Ups.

Eksempel: ”I går kom undervisningsministeren til at sige, at 15 + 16 er 33.”

Fuck! Tina Nedergaard kom til at sige at 15 + 16 = 33. Godt er det dog, at journalisten lige informerer om, at svaret på regnestykket ikke er 33: ”15 + 16 er som bekendt 31 og ikke 33”. Kanon, Politiken.

Det er dog ikke kun undervisningsministeren, men også Undervisningsministeriet der kan stilles til ansvar for fejl!

Eksempel: Undervisningsministeriet klokkede i stavningen på vigtigt pressemøde

Jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor at der skal skrives om politikernes faglighed. Det er måske bare symptomatisk for mange vælgeres forhold til politikere. Politikere som perfekte mennesker der ikke må begå fejl og bliver straffet derefter. Ak ja… Der var engang hvor at politik handlede om holdninger.

Jeg er ligeglad med om en undervisningsminister tror at 4+4 er 10, så længe at det ikke er vedkommendes opgave at regne. Jeg er ligeglad med om kulturministeren aldrig har set andet end Amalies verden, så længe at det ikke er vedkommendes opgave at fortælle mig hvilken kultur jeg skal stifte bekendtskab med.

Det er med andre ord fuldstændig og komplet ligegyldigt om politikere kan stave eller regne. Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad. Folk der går op i den slags, burde sætte lidt mere tid af til bare at fokusere på hvad de respektive politikere står for.

DSU Odense og billige øl

Socialdemokraterne er glade for at tage ansvar. Ikke alene at tage ansvar for andre, men også fra andre. Vi skal leve sundere, længere og bedre. Den bedste måde at opnå dette politisk bestemte mål på, er ved at adfærdsregulere vha. afgifter, så at det bliver dyrere at leve usundt og billigere at leve sundt.

Danskerne lever for usundt og der er brug for flere penge til at sikre alle et sundere liv. Som Socialdemokraterne i deres udspil ”Fair Forandring” selv beskriver løsningen på problemet:

”Derfor er der brug for nytænkning. Der er brug for højere afgifter på de produkter, der ødelægger danskernes helbred. Tobak, mættet fedt, slik, sodavand og chokolade. […] Så kan vi prioritere verdens bedste sygehuse og forebyggelse for alle. Det er fair forandring.”

Der skal derfor investeres i forebyggelse og mere effektiv kræftbehandling etc. Dette skal jf. Socialdemokraterne bl.a. finansieres ved højere afgifter på cigaretter, sodavand, sukker, mættet fedt, chokolade og slik. Disse afgifter skulle gerne kunne give 3,9 mia. kroner mere i statskassen.

Det der så er lidt komisk er, at dette tal nok kunne være symbolsk højere, hvis alle bare valgte at betale de afgifter.

Jeg var til en julefrokost i lørdags, hvor at vi endte med at tage et smut forbi DSU Odenses lokaler, der også holdte julefrokost. Flinke mennesker og hyggeligt selskab, ingen tvivl om det. Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg begyndte at grine meget, da mine venner pointerede for mig, at der var tale om tyskimporterede øl.

Det kan godt være, at der kan sælges øl billigt og man kan lave en god privatfest med masser af drikkelse, når man tager et smut forbi Tyskland, men det ændrer ikke på, at jeg finder det direkte hyklerisk og dobbeltmoralsk, når man udadtil går ind for, at alle skal betale lidt mere til fællesskabet, hvis de lever usundt, mens at man selv vælger at holde fest med varer der er billigere bl.a. pga. de manglende danske afgifter.

Noget kunne tyde på, at der ikke kun er brug for nytænkning, men også principper.

Filmanmeldelse: Le scaphandre et le papillon (2007)

Livet er en underlig størrelse. En størrelse vi som mennesker ofte selv må forholde os til med spørgsmål omhandlende hvem vi er, hvad vi er og hvad vi gerne vil. Det er meget få film der får en til at tænke over sådanne spørgsmål, men Le scaphandre et le papillon, eller Dykkerklokken og sommerfuglen som den hedder på dansk, er en af dem.

Vi har at gøre med en alternativ film, men på den fede måde. Filmen begynder med at Jean-Do, hovedpersonen, åbner øjnene. Han vågner på en stue på sygehuset hvor vi følger det hele fra hans øjne. Hvad gør så dette specielt? Først og fremmest at han er helt lam på grund af en hjerneblødning. På samme måde som Jean-Do er fanget i sin krop er vi som seere fanget i hans perspektiv. Det er en ret spændende oplevelse, hvor man langsomt begynder at reflektere over, hvad det er for en situation at Jean-Do bogstaveligt talt er fanget i.

Langsomt som filmen skrider fremad lærer Jean-Do at kommunikere med omgivelserne vha. hans ene øje som han kan blinke med. En kommunikationsform han op igennem den første del af filmen har meget svært ved at forholde sig til. Ved siden af hans lærings- og erkendelsesproces, følger man skiftevis hans kig tilbage på gamle tider, hans sociale relationer m.v. Til sidst bliver hans kommunikation med øjet så god, at han begynder at skrive en bog om hans liv. True story.

Man skal dog tage det med et gran salt nu til dags når en film er autentisk og bygger på virkelige hændelser, men anyway – denne film skulle eftersigende være autentisk, og under alle omstændigheder er der intet der taler for, at netop fortællingen i denne film, ikke på en eller anden måde skulle kunne passe godt til virkeligheden.

Jeg beundrer også filmen på et rent teknisk plan. Et er at få ideen, men noget andet er at kunne realisere den som tilfældet er i filmen. Det er godt lavet, og man lader sig hurtigt rive med på filmens præmis. Jeg kan dog måske godt savne lidt, at filmen ikke holder sig til perspektivet hele filmen igennem, men måske ville det også have været i overkanten. Jeg er lidt i tvivl.

Når jeg er forkølet tænker jeg på alle de dage hvor jeg ikke er forkølet, og hvor heldig at jeg normalt er at være helt rask. Det samme er nok lidt tilfældet med Le scaphandre et le papillon, hvor man kommer til at tænke lidt over, at det er ret så fantastisk, at man har en velfungerende krop og har en eller anden grad af frihed til at bevæge sig og gøre hvad man vil.

Vi har at gøre med en ganske livsbekræftende film. Ikke en gennemført ”feel good”-film, men alligevel en film der får en til at tænke over, at man skal nyde de muligheder man nu engang har, og som man så sjældent stopper op og sætter tid af til at værdsætte.