Erik Gahner Larsen

Anmeldelse af Kenneth N. Waltz’ Realist Thought and Neorealist Theory

Indledning
Kenneth N. Waltz beskriver i paperet ‘Realist Thought and Neorealist Theory’ (1990) den teoretiske divergens mellem realisme og neorealisme. Denne besvarelse vil først og fremmest redegøre for de væsentligste pointer der fremsættes og dernæst vurdere Waltz tanker og teoretiske udvikling af realismen til en kohærent teori.

Waltz (1990) begiver sig ikke ud i filosofiske first image diskussioner omkring menneskets natur, eller erklærer sig uenig med Hobbes, når Hobbes siger at menneskets liv i en naturtilstand ville være solitary, poor, nasty, brutish, and short (Hobbes 1651: 78). Artiklens formål er derimod at vise 4 vigtige områder, hvor at neorealismen bryder med realismen.

Jeg vil argumentere for, at Waltz har nogle vigtige pointer der gør at neorealismen står stærkt som en teori. Den ekspliciterer nogle antagelser der gør det muligt at forklare det outcome et system skaber. Ligeledes bidrager Waltz med en ny måde at se på international politik på rent videnskabeligt, og om ikke andet må neorealismens tilkomst ses som et bidrag til pluraliteten i forskellige måder at forklare og/eller forstå international politik på.

Lektien fra økonomi – udviklingen af en teoretisk videnskab
I det første afsnit i paperet argumenteres der for at kigge på den økonomiske videnskabs udvikling, der stod over for samme problematik som international politisk teori, hvor at økonomien først blev en teoretisk videnskab da man skabte et koncept om en økonomi der distancerede sig fra samfundet som det var en integreret del af (Waltz 1990: 22).

Teorien skulle ikke her kunne bruges til at forklare hele verdens beskaffenhed eller være et komplet billede af hvordan virkeligheden er. Teorier er derimod kunstige og, som Waltz formulerer det, intellektuelle konstruktioner, som vi bruger til at samle empiri og fortolke det (Waltz 1990: 22). Det at Waltz mener, er vigtigt, er en distinktion mellem teori og facts, da det kun er sådan at teorien kan bruges til at undersøge og fortolke fakta (ibid.).

Er international politik for komplekst til at være teoretisk?
Det store spørgsmål for Waltz er, om det er muligt at lave en teori der har international politik som sit genstandsfelt. Raymond Aron og Hans Morgenthau mente at dette var umuligt for international politik (Waltz 1990: 24). Arons store problem for international politik og en teori, er kompleksiteten. International politik er ganske enkelt alt for komplekst til at kunne blive teoretiseret på samme måde som økonomien. Waltz er ikke uenig med Aron i, at verden i almindelighed og international politik i særdeleshed er komplekst, men at teorien er en måde at forholde sig til kompleksiteten på. Her er det igen vigtigt at have sig for øje, at teorien ikke forsøger at indfange hele verdens kompleksitet, men derimod at filtrerer de dele af virkeligheden ud som man forholder sig til, for at kunne undersøge et bestemt domæne.

Ligeledes er det mere komplekst, når aktørerne ikke nødvendigvis kun har et motiv, og måske forskellige motiver. Waltz pointerer dog at teorien netop skal være simpel, og ikke indeholde alle mulige motiver ud over at bygge på et par få, simple antagelser.

Hvad gør teorien?
Teoriens formål og force ligger i muligheden for at isolere et bestemt domæne fra andre med henblik på at kunne beskæftige sig med dette intellektuelt (Waltz 1990: 29). Neorealismen udvikler en teori om et systems struktur hvilket afgrænser området for international politik og påvirker de interagerende enheder og det outcome de producerer (ibid.).

Teorien giver os dermed et klart defineret område at arbejde med. Ikke nødvendigvis alt, men teorier udelader en række ting, og der kan ikke tilføjes flere aspekter, uden at ændre teorien (Waltz 1990: 31).

Analogien til udviklingen af den økonomiske videnskab finder jeg adækvat. Dette fordi, at mange af de kritikpunkter der rettes mod mikroøkonomi og dets antagelser omkring det rationelle, egennyttemaksimerende aktør, også kan rettes mod Waltz forsøg på at lave en teori omkring international politik og outcome. Det synes derfor som et logisk udgangspunkt at have, for derefter at forholde sig til den kritik der har været fra realisterne omkring ideen om, at lave en teori omhandlende international politik.

Neorealismens fire brud med realismen
Som nævnt under indledningen mener Waltz at neorealismen bryder med realismen på 4 vigtige områder. Det ene, og vigtigste, er som nævnt ovenover, det ændrede teorisyn. På baggrund af dette udledes der tre andre. Det første er ændringen i forhold til kausale relationer. Aron, Morgenthau og andre realister forsøgte at forstå og forklare internationalt outcome ved at undersøge adfærden og interaktionen mellem stater og dem der styrede politikken (Waltz 1990: 33). Hertil kommer, at realismens tilgang primært er induktiv, hvor at neorealismen i højere omfang er deduktiv. Når en teori er deduktiv, er det klart defineret hvilke dele af virkeligheden man undersøger og tager ind i sine teoretiske konstruktioner. Teorien kan dermed ses som et slags briller der indstiller os på at se en bestemt del af virkeligheden. Omvendt kan den induktive tilgang have en mere eksplorativ karakter og give viden der kan hjælpe med at forstå et givent fænomen.

Neorealismen tolker også magt på en anden måde end realismen. Ved realismen, ses magt som et mål i sig selv (Waltz 1990: 35). Her argumenterer Waltz for, at de er relevant at se på systemet, da dette påvirker staterne, der søger sikkerhed ved at opnå en passende mængde magt (Waltz 1990: 36). Sidst nævnes, at neorealister ser stater som funktionelt ens. Dette vil sige, at stater fungerer som enheder. Neorealisterne giver dermed en teori der forklarer hvordan strukturerne påvirker adfærd og outcome.

Vurdering
Det er relevant at kigge på den kontekst at Waltz skriver i og skriver op imod. Han skriver op imod en periode med teoretisk stilstand. Han arbejder dermed ud fra ønsket om at have gode, simple teorier der kan forklare meget. Alternativt til dette kan man bestræbe sig på forstå og fortolke, hvilket ikke var Waltz intention.

Hvorvidt at Waltz er en gave til International Politik, altså studiet af international politik, kommer selvfølgelig an på ens epistemologi. Han imødegår de kritikere af IP der savnede en videnskabeliggørelse af feltet med det teoretiske.

Teorier afdækker et specielt område og relationerne mellem de inkluderede dele (Waltz 1990: 26). Noget Morgenthau og Aron ikke mente var muligt at skabe for det internationale politiske område (ibid.). Waltz kan m.a.o. ses som fortaler for en nomotetisk tilgang og forsøger dermed at trække international politik i en mere (natur)videnskabelig retning med fokus på at forklare. Der hvor at en god politisk teori formår at forklare en stor mængde af ensartede fænomener under vekslende konditioner (Ringsmose 2005: 24).

Waltz ser to konkurrenter til neorealismen; liberal institutionalisme og konstruktivisme, hvor at han ikke ser sidstnævnte som en teori (Waltz 2004: 5). Den liberale institutionalisme viser på mange måder en videnskabelig fordel i Waltz’ teori, netop at andre kan bruge de samme antagelser til at forholde sig til genstandsfeltet på.

Waltz’ teori passer godt ind i de videnskabelige strømninger i samfundsvidenskaberne, og på den måde formår Waltz’ at opfylde en række fundamentale krav for at blive anset som videnskabelig. Dette må alt andet lige ses som en fordel, at International Politik også kan blive genstandsfelt for teoridannelse. Diskutabelt er det selvfølgelig, om bipolære systemer der balancerer magt er de mest sikre, hvor at facts i høj grad kan sætte spørgsmålstegn ved dette.

Det er muligt at kritisere Waltz’ teori internt og eksternt. Jeg vil dog mene at kunne argumentere for, at man må kritisere teorien på dens egne præmisser. Man kan godt kritisere Waltz’ for ikke at indfange virkelighedens kompleksitet og give et realistisk billede af samme, men en sådan kritik vil virke forfejlet, da det netop ikke er Waltz’ intention.

Overordnet og opsummerende anser jeg Waltz’ tekst som værende en klar styrke i studiet af international politik. Han formår om ikke andet at stille nogle relevante spørgsmål og skabe nogle simple antagelser, der kan forklare meget. Dette må være et videnskabeligt mål, at kunne teoretisere virkelighedens kompleksitet med så få, simple antagelser som muligt, og have en så stor forklaringskraft ditto. Dette er også Waltz mål, da han gerne vil have gode, simple teorier. Han er m.a.o. ikke ude på at forstå eller fortolke, men at forklare.

Konklusion
Jeg har i nærværende besvarelse anmeldt Kenneth N. Waltz’ ‘Realist Thought and Neorealist Theory’ fra 1990. Dette har jeg gjort ved at redegøre for de pointer Waltz’ fremdrager. Waltz argumenterer for, at neorealismen bryder med realismen på fire væsentlige punkter. Overordnet er det den teoretiske distancering fra den virkelighed der er forskningsobjektet, der skaber den teoretiske konstruktion, som gør det muligt at arbejde intellektuelt med det teoretisk afgrænsede felt.

Waltz beskriver, at den økonomiske videnskab stod over for den samme problematik som International Politik gjorde, og bruger dette som sit udgangspunkt for at beskrive, at det godt kan lade sig gøre at overkomme virkelighedens kompleksitet og lave teorier om samme, der kan hjælpe med at forklare denne. Jeg vurderer, at Waltz er en styrke i et videnskabsteoretisk perspektiv, ved at indføre en mere deduktiv tilgang, der giver en større bevidsthed omkring hvilke dele af kompleksiteten der undersøges, samt hvilke aktører der skal kigges på, samt hvordan kausalsammenhængen er i denne sammenhæng.

Litteraturliste
Hobbes, Thomas (1651). Leviathan. London.

Ringsmose, Jens (2005). ”Den fysikmisundelige og antikvaren – et essay om politologer og samtidshistorikere”, Metode og Data 91: 20-28.

Waltz, Kenneth N. (1990). “Realist Thought and Neorealist Theory”, Journal of International Affairs 44(1): 21-37.

Waltz, Kenneth N. (2004). “Neorealism: Confusions and Criticisms”, Journal of Politics and Society 15: 2-6.

Sociale mediers implikationer for journalisters arbejde

Der er i løbet af de senere år sket ubegribeligt meget rent teknologisk, der har påvirket det journalistiske fag og arbejdsmåderne for nævnte. Der er kommet nye medier, nye præferencer hos læserne/lytterne/seerne, nye muligheder og ikke mindst nye krav til det journalistiske fag og den enkelte journalists kompetencer og færdigheder.

Blandt de mere relevante og aktuelle områder er internettet og den journalistik der praktiseres dér. Denne er ikke alene relevant for den måde at læserne bruger nettet på til at læse nyheder, men også i forhold til specielt morgenaviserne. Tendenserne viser, at flere og flere bruger internettet som deres primære nyhedsopdateringskilde. Dette medfører bl.a., at folk ikke køber Politiken eller Jyllands-Posten for at få et nyhedsoverblik, tværtimod.

Når at aviserne ikke bruges til at få det brede overblik, men derimod til baggrund, analyse, kommentarer etc., distancerer medierne sig mere og mere fra hinanden for at skabe en profil. Troels Mylenberg forholder sig i Det store scoop til den virkelighed at medierne konfronteres med, hvor at individer ikke alene bosætter sig i områder med folk der ligner dem mest, men også læser de medier der konvergerer bedst med ens socioøkonomiske situation.

På samme måde åbner internettet for en større fleksibilitet i medieforbruget, og muligheden for at man i højere grad kan mindske den potentielle diversitet mellem ens præferencer og det man læser. Er man meget højreorienteret, kan man holde sig langt væk fra modkraft.dk og læse lidt mere 180grader.dk, og få et holdningsmæssigt skulderklap. Dette arbejder Cass Sunstein bl.a. med i Republic.com 2.0, hvor at han specielt ser på blogsfæren og hvordan at blogs i højere grad vil polarisere politiske fløje end styrke et deliberativt demokrati. Noget der bl.a. er undersøgt i en amerikansk kontekst, som at jeg i fællesskab med Simon, er i gang med at undersøge i en dansk kontekst.

Det store spørgsmål der melder sig i forhold til journalistikken er selvfølgelig: Hvad skal vi overhovedet bruge journalister til? Hvis vi kigger på denne analyse i Dagbladet Information, ligger svaret i, at journalisterne erkender den nye medievirkelighed med social medier, og lærer at manøvre sig rundt i et fragmenteret medielandskab på forbrugernes præmisser, og diskuterer, konverserer og fortolker de aktuelle sager.

Den bagvedliggende antagelse er i, at det nyhedsprodukt der leveres, er tilfredsstillende. Det er blot den måde det bruges på, der bør arbejdes på. Analysen tager derfor også udgangspunkt i, Danmarks Radio ønsker at ansætte en facebook-journalist. DRs facebook-journalist vil primært beskæftige sig med tre arbejdsområder: 1) sørge for at DRs nyheder når ud til danskerne gennem sociale medier, 2) søge efter relevante nyheder i de sociale medier og 3) lære de resterende DR journalister at bruge facebook.

Hvis vi kigger på pkt. 1, altså at facebook-journalisten skal sørge for, at DRs nyheder når ud til danskerne gennem sociale medier, har vi at gøre med en noget nær umulig mission. Én DR-journalist kan ikke gøre fandens meget ved nyhedsstrømmen på facebook, og dette er i sig selv kun positivt! Om DR så ansatte 1.000 journalister udelukkende for at gøre dette 37 timer om ugen, vil jeg vove at påstå, at effekten af dette alligevel ville være minimal. Min pointe er, at jeg opfatter det som et fuldstændigt tåbeligt sted at sætte ind i forhold til at få læsere. Det er ikke her ressourcerne skal bruges, men derimod på selve det journalistiske produkt. Mere om dette følger.

Hvad angår pkt. 2, tænker jeg ikke just positive tanker. Jeg er mere eller mindre ved at være godt træt af nyheder der har sin baggrund i facebook-grupper, kendissers statusopdateringer og hvad der ellers skaber et overskriftspotentiale. Jeg vil overordnet mene, at dansk journalistik ikke har brug for flere, men netop færre, af denne slags nyheder, og jeg står derfor uforstående i forhold til, at DR nu vil ansætte en til at beskæftige sig med dette. Facebook kan bruges eksplorativt, og til at finde et specielt emne der måske er relevant at skrive om, men at lave en nyhed udelukkende med udgangspunkt i noget der sker på facebook; det har sjældent ret stor relevans for noget overhovedet.

Sidst, og mindst, er der pkt. 3, der blot fortæller, at facebook-journalisten udover sit journalistiske virke, også skal kunne lære andre DR journalister at bruge facebook. Det undrer mig lidt, at DR ikke allerede har IT-eksperter eller andet ansat, der kan hjælpe med sådan noget, hvis der virkelig sidder nogle journalister og ikke kan finde ud af at bruge facebook.

Nævnte analyse, bragt i Information, omhandler hvordan nyheder i fremtiden i højere grad vil blive manipuleret og brugt til bestemte agendaer i de sociale medier, samt hvilke implikationer dette har for journalisterne. Det er ingenlunde en dårlig analyse, men jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke helt er enig med analysen, når der skrives, at kompetencerne hos nye journalisttyper bl.a. skal være at kunne udvise en autentisk vedholdenhed og have evnen til at samtale.

Journalisterne skal derimod erkende de muligheder der ligger i og på internettet og bruge flere ressourcer på det journalistiske produkt, der minimerer manipulationsmulighederne for den enkelte mediebruger. I stedet for at have våde drømme og ambitioner om at få en kommentar fra CEPOS først og så publicere en nyhed prompte, skal der komme en kommentar fra AE eller i hvert fald bare en divergerende opfattelse, der skaber en grad af mangfoldighed i de perspektiver der fremsættes.

Det må være journalisters opgave at skabe et overblik, og i den henseende ikke mindst gøre mere ud af at eksplicitere de metodiske overvejelser og betragtninger. Hvor at der i den skrevne presse er begrænset spalteplads, er der på internettet masser af plads til ekstra information for de interesserede omkring til produktionen af det journalistiske produkt.

Jeg er sikker på, at journalister har en masse noter i forbindelse med deres journalistiske arbejde. Informationer der er relevante for læserne og f.eks. kan besvare spørgsmål som: Hvilke personer er blevet kontaktet i forbindelse med artiklen? Hvor er informationer og statistikker fundet? Hvor kan man læse mere om sagen? Hvilken skepsis kan man med god grund have i forhold til sagen og det journalistiske produkt?

For at opsummere, mener jeg, at ressourcerne ikke skal bruges på at journalister kan sidde på sociale medier og diskutere dit og dat og forskellige udlægninger i forskellige grupper i forskellige medier, men derimod på at forbedre selve det journalistiske produkt, og gøre mere for, at det ikke blot er små nyheder der af brugerne kan bøjes og formes så de passer ind i den enkelte medieforbrugers verdensbillede.

Carl Schmitt: Det politiskes begreb

– Kriteriet for det politiske er distinktionen mellem ven og fjende.
– Det politiske udgør ikke et særligt sagområde, men blot intensitetsgraden af en bestemt konflikt
– Alle konflikter kan blive politiske. Det kommer alene an på den reelt eksisterende mulighed for kamp, altså i sidste instans på retten og pligten til at råde over andres fysiske eksistens.

Statslig = politisk, er logisk umuligt (side 51ff). Ikke alt statsligt er politisk, og ikke alt politisk er statsligt. Om statens nødvendighed af det politiske (side 51):

Statens begreb forudsætter det politiskes begreb.

Om sondringen mellem ven og fjende som kriterium for det politiske (side 60):

Den specifikt politiske sondring, som de politiske handlinger og motiver kan føres tilbage til, er sondringen mellem ven og fjende. Den giver en begrebsbestemmelse forstået som et kriterium, ikke som en udtømmende definition eller indholdsangivelse.

Om meningen med sondringen (side 61):

Meningen med sondringen mellem ven og fjende er at betegne den yderste intensitetsgrad af en forbindelse eller adskillelse, af en association eller dissociation.

Om den politiskes fjendes relation til andre sagområder (side 61):

Den politiske fjende behøver ikke være moralsk ond eller æstetisk hæslig; han skal ikke nødvendigvis optræde som økonomisk konkurrent, og det kan måske endda forekomme økonomisk fordelagtigt at gøre forretninger med ham. Fjenden er netop den anden, den fremmede, og det er tilstrækkeligt, at han i en særlig intensiv forstand er noget eksistentielt andet, og fremmed, således at det i ekstreme tilfælde er muligt at have konflikter med ham.

Fjenden som den offentlige modstander, før det er politik (side 63):

Fjenden er heller ikke den private modstander, som man hader ud fra en følelse af antipati. Fjenden er blot en i det mindste eventuel, dvs. i forhold til en reel mulighed, kæmpende samling af mennesker, der står over for en tilsvarende samling af mennesker. Fjenden er kun den offentlige fjende, fordi alt hvad der knytter sig til en sådan samling af mennesker, og især til et helt folk, herved bliver offentligt.

Om muligheden for fysisk eliminations forudsætning for begreberne ven og fjende i politisk henseende (side 63):

Begreberne ven, fjende og kamp får deres reelle mening i og med, at de har og altid vil have en særlig tilknytning til den reelle mulighed for fysisk at dræbe. Krigen følger af fjendskabet, for der er en værensmæssig negering af en anden væren. Krigen er kun den endegyldige realisering af fjendskabet. Den behøver ikke være noget hverdagsagtigt, noget normalt, og ej heller at opfattes som noget idealt eller ønskværdigt, men den må dog nødvendigvis foreligge som en reel mulighed, så længe fjendebegrebet giver mening.

Andre sagområder bliver politiske når intensitetsgraden i konflikten bliver stor nok til at distancere mellem ven og fjende (side 73):

Enhver religiøs, moralsk, økonomisk, etnisk eller anden modsætning forvandler sig til en politisk modsætning, når den er stærk nok til effektivt at gruppere mennesker efter ven og fjende.

Og side 75:

Det politiske kan hente sin kraft fra de mest forskelligartede områder af det menneskelige liv, fra religiøse, økonomiske, moralske og andre modsætninger. Det betegner ikke noget selvstændigt sagområde, men blot intensitetsgraden af en mellemmenneskelig association eller dissociation.

Om gruppers politiske eksistens (side 89):

Så længe et folk eksisterer i det politiske sfære, må det, om end det så kun er i det ekstreme tilfælde – om hvis tilstedeværelse det dog selv træffer beslutning – selv bestemme sondringen mellem ven og fjende. heri ligger essensen af dets politiske eksistens.

Om muligheden for at have en verdensstat (side 93):

Den politiske enhed forudsætter fjendens reelle mulighed og dermed også en anden, sameksisterende politisk enhed. Der vil derfor altid findes flere stater i verden, så længe der blot eksisterer én stat, og der vil aldrig kunne eksistere en verdens-”stat”, der omfatter hele kloden og hele menneskeheden. Den politiske verden er et plurivers, ikke et univers.

Om at føre krig i menneskehedens navn (side 95):

Menneskeheden som sådan kan ikke føre krig, for den har ingen fjender, i det mindste ikke på denne planet. Menneskehedens begreb udelukker fjendens begreb, fordi fjenden også vedbliver at være menneske, og der ligger ikke nogen specifik sondring heri.
[…] Når en stat bekæmper sin fjende i menneskehedens navn, så er det ikke en menneskehedens krig, men en krig, i hvilken en bestemt stat forsøger at okkupere et universelt begreb for at identificere sig med det på modstanderen bekostning – på samme måde som man kan misbruge fred, retfærdighed, fremskridt og civilisation ved at gøre krav på dem og dermed frakende fjenden dem.

Om at demoralisere modstanden (side 112):

Den værste forvirring opstår, når begreber som ret og fred benyttes politisk for at forhindre klar politisk tænkning, legitimere egne politiske bestræbelser og diskvalificere eller demoralisere modstanderen.

[Kritik af liberalismen på side 118]

Om liberalismens projekt (liberalismen: åndelige = diskussion, økonomiske = konkurrence) (side 125):

Man kan ikke udrydde stat og politik eller afpolitisere verden ved hjælp af sådanne definitioner og konstruktioner, der i sidste ende alle kredser om polariteten mellem etik og økonomi. At de økonomiske modsætninger er blevet politiske og at begrebet om ”økonomisk magt” har kunnet opstå, viser blot, at punktet for det politiske kan nås såvel fra økonomien som fra ethvert andet sagområde.

Reference:
Schmitt, Carl (1932 [1963]). Der Begriff des Politischen. Berlin: Duncker und Humblot. (Da. udg.: (2002): Det politiskes begreb. København: Hans Reitzels Forlag).

Politiske ideologier og MSN-smileys

Man kan sige mangt og meget om det politiske landskab anno 2010, men at kalde det præget af de ideologiske debatter ville være lodret fejlagtigt. Vi lever i en pragmatisk tid med så mange spindoktorer, levebrødspolitikere og snak om ligestilling, madpakkeordninger og SMS-afstemninger i X-Factor, at politik grænser sig til at være dræbende kedeligt. Dette bunder ikke engang i ideologi, når at en Venstre-minister kan stå frem og forsvare noget så vederstyggeligt som en ansvarsfratagelse fra forældrene i forhold til deres børns middagsmad.

Men hvad gør man så når man keder sig? Man finder selvfølgelig på mærkværdige lege/udfordringer at underholde sig selv med i de sene nattetimer, når øjnene er blevet for trætte af at læse og hjernen har brug for lidt mere primitive beskæftigelser som dejlige amerikanske sit-coms og MSN-konversationer.

I aften fik jeg så den sære idé under en samtale med Khvilsted på MSN, at prøve at karakterisere forskellige politiske ideologier vha. standard smileys i MSN. Begge gik vi hver især i gang med vores smileyudvælgelse, og først da vi var helt færdige, foreviste vi resultatet for hinanden.

Her er mine smileydefinitioner af de politiske ideologier jeg kort fik droppet ud på MSN:


Jeg finder legen ret udfordrende, da smileys af gode grunde ikke sender politiske signaler, og det derfor udelukkende er de associationer man får med de politiske ideologier, der kan danne rammen for ens udvælgelse.

På dette link kan I finde Khvilsteds udvalgte smileys. Vi har begge valgt den samme smiley for fascisme og kapitalisme. Jeg synes at vi begge rammer liberalismen godt på hver sin måde. Dertil synes jeg, at han rammer socialismen bedre end jeg (en vissen rose, altså – et fantastisk billede!). Omvendt synes jeg så, at jeg rammer konservatismen og anarkismen bedre.

Lad dette være en opfordring til at begynde lignende lege/udfordringer. Smid gerne en mail eller en kommentar med dine resultater. Game on.

Topskatten burde være en regressiv skat

Vi har i jantelovs-Danmark et ret interessant skattesystem. Kort fortalt er det indrettet således, at hvis du får succes, skal du straffes. Det er dermed ikke nok at marginalskatteprocenten er den samme for alle indkomstgrupper[1], for når man et bestemt indkomstniveau, har man åbenbart nået en grænse for hvad vi som samfund kan acceptere at nogen putter i lommen, og der er derfor brug for at vi kollektivt tvangsinddrager mere af vedkommendes indtægt end det at det resterende fællesskab har forpligtet sig til, givet de respektive indkomst- og skatteniveauer. I fagtermer kan dette bedst beskrives som en misundelsesskat.

Der har været mange grunde til at sænke topskatten. Et af de mest udbredte argumenter er ideen om de dynamiske effekter, hvor at en nedsættelse af topskatten og dermed skatten på den sidst tjente krone, vil føre at til at folk vil arbejde/konsumere mere (dette gælder også for dem der er på grænsen til at skulle betale topskat), og det derfor vil gavne samfundsøkonomien.

I universitetets kantine havde vi i dag en vidtrækkende[2] konversation, som gav mig den fantastiske idé, at topskatten bør være noget der er værd at efterstræbe. Topskatten bør ikke være en økonomisk straf til dem der rent faktisk formår at begå sig i samfundet og berige dette. Topskatten bør være et skulderklap til dem der formår at få succes i samfundet. Dem der arbejder hårdt og målrettet for at opnå noget i tilværelsen der styrker samfundet som helhed (dermed ikke sagt at samfundsøkonomien skal bruges til at legitimere tvangsbeskatning!).

Hvad betyder dette så? Hvordan skal topskatten være i praksis for at konvergere med ovenstående tanker omkring mit koncept bag topskatten? Svaret er ret simpelt: Topskatten skal være en indkomstskat der er mindre end den samlede indkomstskat som alle andre samfundsgrupper betaler. Det handler ganske enkelt om hvilke værdier vi som samfund gerne vil praktisere. Jeg vil gerne en dag kunne fortælle mine børn, at de lever i et samfund, hvor at de bliver belønnet for at yde det ekstra, og tværtimod ikke, som tilfældet er i dag, bliver straffet for at gøre det godt.

Konklusionen er derfor: Vi skal ikke have en flad skat. Det er for uambitiøst. En topskat der fungerer som en regressiv skat vil andet lige være det bedste signal man som samfund kan sende. Den behøves ikke være signifikant, men symbolsk er i min optik også tilstrækkeligt. Topskatten i dens nuværende form signalerer bare, at vi er en tabernation der ikke kan unde nogen en fortjeneste for succes.

—————-
[1] Ideen om at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.
[2] Som et bevis på hvor vidt vi kom omkring, har min medblogger Khvilsted også brugt dagens samtale som tankemæssigt udgangspunkt for behandlingen af et lidt andet emne.

Der er akut brug for nødhjælp til fattige børn!

I langt størstedelen af de tilfælde hvor ovenstående overskrift e.l. bruges, er det med reference til personer på andre breddegrader end vores og deres behov for akut hjælp. Dele af verden der mangler rent drikkevand, tag over hovedet m.v. I de mindre udbredte tilfælde bruges overskriften med reference til de børn, der ikke har råd til at gå til fodbold, som dette blogindlæg vil omhandle.

I 18.30-udgaven af TV-Avisen på DR1 i aften var der et indslag lige netop med brug af sidstnævnte forståelse af begrebet nødhjælp. Jeg vil i det følgende fokusere på to aspekter: 1) indslaget i TV-Avisen og den politiske bias og 2) brugen af betegnelsen nødhjælp, der blot forringer den alvor som begrebet normalt dækker over.

Først, selve indslaget. Indslaget tager udgangspunkt i nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at flere børn lever i fattigdom. Vi er til post-børnefødselsdag hos Heidi Astrup, hvor at hendes og datterens situation skildres. Jeg vil mene, mere eller mindre provokerende, at familien Astrup ikke kandiderer til betegnelsen fattig, men det er jo så bare min forståelse af fattigdom. Dette har Econstudentlog blandt andet kigget nærmere på i et ganske fornuftigt indlæg.

Der er dog ingen grund til bekymring, da hjælpen er lige om hjørnet. For her introduceres Özlem Cekic og SFs nye politiske udspil, der agerer Robin Hood, julemand og den perfekte omfordeler med en guddommelig indsigt i hvordan mine penge gør bedst nytte. Indslaget kører og Özlem taler om hvor synd det er for børn der ikke har råd til at gå til fodbold eller at få en ny brugt cykel. Nuvel, det er da meget sympatisk – og selvfølgelig også dybt politisk. Det er trods alt et politisk udspil. Jeg venter selvfølgelig på, at den politiske objektivitetsbalance harmoniseres, ved at en borgerlig politiker eller anden meningsdanner, der kan stille sig kritisk over for udspillet, introduceres, hvilket dog til min store forbitrelse aldrig sker.

Det er djævelsk dårlig journalistik ikke at undersøge andre standpunkter end det ene om den forsørgende maksimalstat. Det kan ikke være rigtigt, at der er så bred politisk enighed omkring dette forslag, at det ikke er muligt at opspore et kontrapunkt. De Konservative og Liberal Alliance kunne være gode bud på steder der ville være fornuftige at spørge omkring SFs politiske udspil. Jeg tvivler i hvert fald på, at forslaget blot er fryd og gammen i alles optik. Objektiv journalistik findes ikke, men det ændrer ikke på det faktum, at det er muligt at tilstræbe sig objektivitet.

I netartiklen på dr.dk omkring det politiske udspil fra SF er der samme problematik, hvor at regeringen kun nævnes ifm. at de tidligere har meldt ud, at fattigdom skal måles på en lang række andre parametre udover det ene, altså familiens budgetrestriktion. Ingen borgerlig politiker får mulighed for at svare på kritikken der rettes af Özlem Cekic mod regeringen.

Selve det politiske udspil omkring en nødhjælpspakke til fattige børn, bryder jeg mig ikke om på et begrebsmæssigt niveau. For absurditetens givende grunde tager vi lige definitionen af nødhjælp fra Politikens Nudansk Ordbog:

nødhjælp sb. -en
o akut hjælp til nødstedte personer ved ulykker, under krig, ved naturkatastrofer o.l., fx i form af bjærgningshjælp el. uddeling af madvarer og medicin

Det kan godt være at der er fattige børn i Danmark (det ville være mærkeligt andet), men at mene helt seriøst, at denne fattigdom kan betegnes som udtryk for noget der skriger efter nødhjælp, er udtryk for manglende evne til at sætte tingene i proportioner. Jeg vil ikke forholde mig til det politiske indhold i ”nødhjælpspakken”, men hvis en sådan pakke indeholder andet end rent drikkevand og tæpper, er det ikke nødhjælp.

Find på et bedre navn der stemmer overens med realiteterne, i stedet for at gøre det til et spørgsmål om liv eller død at have muligheden for kunne gå til fodbold eller ej. Jeg ville i hvert fald gerne høre rigtigt nødlidende børns reaktion på Özlem Cekics bizarre begrebsvoldtægt. For hun kan vel helt seriøst ikke mene, at det giver mening at sammenligne børns situation i Danmark og Afrika med samme begreb.

Citater fra Le Mythe de Sisyphe af Albert Camus

Camus, Albert (1942). Le Mythe de Sisyphe. Librairie Gallimard. (Da. udg.: Sisyfos-Myten. København: Nordisk Forlag A.S.).

“Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige, om verden har tre dimensioner, om ånden kan inddeles i ni eller tolv kategorier, kommer i anden række” (Camus 1942: 11)

Om hvordan at tanken er forudsætningen for at nå til det absurde:
“Så længe tanken tier og står stille i sine forhåbningers ubevægelige verden, vil alt spejle og indordne sig i den enhed, som er skabt af den higen. Men så snart tanken rører på sig, revner verden og styrter sammen” (Camus 1942: 25)

Om fornuftens rejse ud i det ukendte og forsøg på at give mening til fænomener:
“På dette stadium af sin stræben står mennesket over for det irrationelle. Det føler en længsel efter lykke og klarhed. Det absurde opstår af mødet mellem menneskets kaldende råb og universets meningsløse tavshed” (Camus 1942: 33ff).

Problemet ved mange eksistentielle filosoffer:
“De eksistentielle filosoffers irrationalisme opstår, når fornuften løber sur og redder sig ved at fornægte sig selv. Absurditeten er den klarsynede fornuft, som erkender sine grænser” (Camus 1942: 53).

Om doktriner der er i stand til at forklare alt i tilværelsen:
“Beskærer man virkeligheden, hvis umenneskelighed skaber menneskets storhed, gør man samtidig mennesket fattigere. Det er derfor de doktriner, som forklarer alt i tilværelsen, virker svækkende på mig. De fratager mig mit livs byrde, som jeg dog bør bære selv” (Camus 1942: 59).

Om hvorvidt det enkelte menneske kan være frit i forhold til sine omgivelser:
“Hvor langt man end forsøger at holde sig fra alle moralske og sociale fordomme, ligger man alligevel delvis under for dem og indretter sit liv efter de bedste af dem (der gives gode og dårlige fordomme). Det absurde menneske indser derfor, at han i virkeligheden ikke har været fri” (Camus 1942: 61).

Om mennesket og evnen til at skabe:
“I dette univers er skaberakten den eneste chance for at fastholde sin bevidsthed og registrere alle dens erfaringer. At skabe er at leve to gange” (Camus 1942: 92).

Om Sisyfos:
“Sisyfos er, som man ser, den absurde helt. Han er det både i sine lidenskaber og i sin tugtelse. Det var hans foragt for guderne, hans had til døden og hans passion for livet, der bragte den frygtelige straf over hans hoved at måtte sætte hele sin kraft ind på intet at udrette. Det er den pris, som må betales for denne verdens glæder” (Camus 1942: 114).

Om bevidstheden af arbejdets absurditet:
“Når denne myte er tragisk, beror det på, at dens helt er bevidst. Hvad ville der blive af hans lidelse, hvis han for hvert skridt blev båret frem af håbet om, at opgaven kunne lykkes? Vore dages arbejdere beskæftiger sig hver dag med det samme arbejde, og deres skæbne er ikke mindre absurd. Men den er kun tragisk i de sjældne øjeblikke, hvor den bliver bevidst. Sisyfos er gudernes proletar, en afmægtig oprører, men han kender sin ulykkelige skæbne i hele dens rækkevidde: det er den, han tænker på, medens han er på vej ned ad bjerget. Det klarsyn, som skulle være hans straf, bliver samtidig en bekræftelse af hans sejr. Der gives ingen skæbne, som ikke kan overvindes med foragt” (Camus 1942: 115).

Og lykken i forhold til det absurde:
“Lykken og absurditeten er børn af samme jord. De er uadskillelige. Men det betyder ikke, at lykken nødvendigvis opstår af den absurde erkendelse. Man kunne lige så godt sige, at absurditetsfølelsen fødes af lykken” (Camus 1942: 116).

Om at det absurde liv ikke står i vejen for at leve lykkeligt:
”Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand” (Camus 1942: 117)

Fokus væk fra Dansk Folkeparti

I dag har et nyt politisk parti set dagens lys og Folketingets mørke. Partiet hedder Fokus og stifteren er det nuværende folketingsmedlem og forhenværende Dansk Folkeparti-medlem, Christian H. Hansen.

Peter Mogensen siger helt korrekt, at det nye parti er glemt i morgen, og at der måske ligefrem er for mange partier repræsenteret i Folketinget qua den policy de respektive partier repræsenterer. Clement Kjersgaard har tidligere argumenteret for, at man i fremtiden vil se et politisk system i Danmark der fungerer som et topartisystem.

Jeg har ikke fundet én politisk kommentator eller anden person med nogen form for kyndighed der spår partiet gode chancer for at blive valgt ind i Folketinget. Jeg har derfor spurgt mig selv, om Christian H. Hansen ikke er fornuftig nok til at se det helt tilnærmelsesvist umulige i hans ønske om, at få et parti valgt ind i Folketinget ved næste folketingsvalg. Jeg vil i dette blogindlæg lege med ideen om, at Christian H. Hansens foretrukne præference IKKE er at få partiet Fokus over spærregrænsen ved næste folketingsvalg.

Hvorfor laver man så et parti, hvis man selv kender til usandsynligheden for at blive valgt ind? Jeg ser to grunde, hvoraf disse er at 1)brande ham selv på en række policy-områder og 2) distancere sig selv fra Dansk Folkeparti.

Hvad angår det første, kan man på partiets hjemmeside på forsiden se at ”Vi viser vejen” til sundhed, dyrevelfærd, miljø, økologi, retspolitik, kultur, psykiatri, social, uddannelse, familien, forsvar og ældre. Bemærk at dyrevelfærd og psykiatri er nævnt. Ikke det der fylder mest i dagens medielandskab. Christian H. Hansen vil dermed gerne brande sig selv på en række policy-områder, hvor han ser at han kan have en fremtid som ordfører eller andet i et af de større veletablerede partier.

Når vi kigger på pkt 2., altså ønsket om at distancere sig fra Dansk Folkeparti, er det igen relevant se på ovenstående policy-dropping fra Fokus’ hjemmeside, men ikke i relation til de policies der er repræsenteret, men derimod fraværet af ét policy-område: indvandring/integration. Og her må man i sandhed sige at partiet (= Christian H. Hansen) distancerer sig fra Dansk Folkeparti, hvor at han ligefrem varsler et borgerligt nybrud i dansk integrationspolitik. Vi har med andre ord her at gøre med en Christian H. Hansen, der forsøger at blive stueren.

Jeg tror dermed ikke at Christian H. Hansen forventer at hans lille parti eksisterer om 10 år. Jeg tror at han ser partiet som et værktøj til at promovere og brande sig selv, som en leder og politiker med visioner. Kunne han ikke bare rende direkte over til Venstre eller de Konservative uden denne partistiftelse? Jo, uden tvivl, men ved at tage en omvej som partileder vil han helt klart stå bedre stillet når der uddeles ordførerposter m.v. i et af de etablerede partier.

Dette er selvfølgelig blot mine små gætterier omkring Christian H. Hansens motiver. Mit gæt vil være, at han er i et af de etablerede partier, hvis ikke allerede inden næste folketingsvalg, så kort efter.

Mennesket bør ikke have frihed til at vælge…

… for Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti vil gerne vælge for os.

Regler og love har et adfærdsregulerende formål. Havde vi ingen regler og love hængende over hovedet på os fra i morgen af, ville denne dag højst sandsynlig forløbe radikalt anderledes end i dag. Ofte har vi klare incitamenter til at bakke op om en række love. Dette fordi at de sikrer en helt fundamental sikkerhed og tryghed. Jeg har en klar interesse i, at bilisterne skal holde sig inden for hastighedsbegrænsningerne, da det giver mig en tryghed i forhold til for eksempel en ganske almindelig cykeltur ud til universitetet.

Her til aften var der i Go’ Aften Danmark en debat omkring tatoveringer og nødvendigheden af en lov og omkring hvorvidt det bør være tilladt eller ej at blive tatoveret i ansigtet, nakken og på hænderne. Noget der på nuværende tidspunkt er ulovligt, men alligevel praktiseres. Debatten stod mellem skønhederne Anne Lindfjeld og Charlotte Nielsen på den ene side, og på den anden side negationen Marlene Harpsøe, fra Danske Folkeparti.

Anne Lindfjeld argumenterede ganske liberalt og fornuftigt for hendes egen ret til at bestemme over hvordan hun vil se ud, hvilke udtryksformer hun vil bruge, og ja – retten til at være herre over egen krops udseende og tage konsekvenserne deraf. Marlene Harpsøe argumenterede for at tatoveringer ikke bør være tilladte på meget synlige steder, fordi at nogen der bliver tatoveret fortryder dette. Jeg finder hendes argumentation latterlig, respektløs og ret normal for en politiker.

Det synes efterhånden at være reglen nærmere end undtagelsen når politikere er i medierne, at mennesker er størrelser der for alt i verden ikke kan tage vare over sit eget liv og legeme. Vi skal reguleres. Vi skal ikke kunne vælge mellem forskellige valg, men blot trave ud ad velfærdsstaten landevej – tegnet, italesat og asfalteret af magtliderlige politikere. Nuvel, der vil altid være nogen der fortryder de valg de træffer her i livet, af den ene eller anden grund. Dette er et livsvilkår. Hvorfor skal alle være underlagt et forbud om at blive tatoveret hvor de vil, bare fordi at det viser sig, at nogen fortryder deres tatovering(er) senere i livet?

Der er også mange der fortryder at have drukket alkohol, taget stoffer, været piercet, været gift og så videre. Der er ganske enkelt ikke noget at gøre ved det. Hvis ikke folk tager sig friheden til at opsøge information om konsekvenserne af det valg de træffer, ja, så er der ikke andet for end at tage konsekvensen. Lad os for absurditetens skyld tage et ekstremt teoretisk eksempel. Fordi at en ikke nærmere defineret gruppe mennesker fortryder at have fået børn, forbydes jeg politisk at indgå i nogen form for seksuel omgang med andre med henblik på befrugtning, fordi jeg kan risikere på et senere tidspunkt at fortryde mit valg i nuet. Der er forskel på at få et barn og en tatovering, men ikke en forskel der gør Marlene Harpsøes argumentation mere logisk og loven mere legitim.

Vi bør ikke kunne vælge, for tænk nu hvis vi fortryder det. Marlene Harpsøe vil gerne vælge for os, og ved at overlade vores frihed til hende, kan hun jo vælge, og så kan vi jo ikke fortryde. Man kan så selvfølgelig kun angre, at man har levet et liv, hvor at de valg vi skal træffe, bliver truffet af andre.