Indledning
Kenneth N. Waltz beskriver i paperet ‘Realist Thought and Neorealist Theory’ (1990) den teoretiske divergens mellem realisme og neorealisme. Denne besvarelse vil først og fremmest redegøre for de væsentligste pointer der fremsættes og dernæst vurdere Waltz tanker og teoretiske udvikling af realismen til en kohærent teori.
Waltz (1990) begiver sig ikke ud i filosofiske first image diskussioner omkring menneskets natur, eller erklærer sig uenig med Hobbes, når Hobbes siger at menneskets liv i en naturtilstand ville være solitary, poor, nasty, brutish, and short (Hobbes 1651: 78). Artiklens formål er derimod at vise 4 vigtige områder, hvor at neorealismen bryder med realismen.
Jeg vil argumentere for, at Waltz har nogle vigtige pointer der gør at neorealismen står stærkt som en teori. Den ekspliciterer nogle antagelser der gør det muligt at forklare det outcome et system skaber. Ligeledes bidrager Waltz med en ny måde at se på international politik på rent videnskabeligt, og om ikke andet må neorealismens tilkomst ses som et bidrag til pluraliteten i forskellige måder at forklare og/eller forstå international politik på.
Lektien fra økonomi – udviklingen af en teoretisk videnskab
I det første afsnit i paperet argumenteres der for at kigge på den økonomiske videnskabs udvikling, der stod over for samme problematik som international politisk teori, hvor at økonomien først blev en teoretisk videnskab da man skabte et koncept om en økonomi der distancerede sig fra samfundet som det var en integreret del af (Waltz 1990: 22).
Teorien skulle ikke her kunne bruges til at forklare hele verdens beskaffenhed eller være et komplet billede af hvordan virkeligheden er. Teorier er derimod kunstige og, som Waltz formulerer det, intellektuelle konstruktioner, som vi bruger til at samle empiri og fortolke det (Waltz 1990: 22). Det at Waltz mener, er vigtigt, er en distinktion mellem teori og facts, da det kun er sådan at teorien kan bruges til at undersøge og fortolke fakta (ibid.).
Er international politik for komplekst til at være teoretisk?
Det store spørgsmål for Waltz er, om det er muligt at lave en teori der har international politik som sit genstandsfelt. Raymond Aron og Hans Morgenthau mente at dette var umuligt for international politik (Waltz 1990: 24). Arons store problem for international politik og en teori, er kompleksiteten. International politik er ganske enkelt alt for komplekst til at kunne blive teoretiseret på samme måde som økonomien. Waltz er ikke uenig med Aron i, at verden i almindelighed og international politik i særdeleshed er komplekst, men at teorien er en måde at forholde sig til kompleksiteten på. Her er det igen vigtigt at have sig for øje, at teorien ikke forsøger at indfange hele verdens kompleksitet, men derimod at filtrerer de dele af virkeligheden ud som man forholder sig til, for at kunne undersøge et bestemt domæne.
Ligeledes er det mere komplekst, når aktørerne ikke nødvendigvis kun har et motiv, og måske forskellige motiver. Waltz pointerer dog at teorien netop skal være simpel, og ikke indeholde alle mulige motiver ud over at bygge på et par få, simple antagelser.
Hvad gør teorien?
Teoriens formål og force ligger i muligheden for at isolere et bestemt domæne fra andre med henblik på at kunne beskæftige sig med dette intellektuelt (Waltz 1990: 29). Neorealismen udvikler en teori om et systems struktur hvilket afgrænser området for international politik og påvirker de interagerende enheder og det outcome de producerer (ibid.).
Teorien giver os dermed et klart defineret område at arbejde med. Ikke nødvendigvis alt, men teorier udelader en række ting, og der kan ikke tilføjes flere aspekter, uden at ændre teorien (Waltz 1990: 31).
Analogien til udviklingen af den økonomiske videnskab finder jeg adækvat. Dette fordi, at mange af de kritikpunkter der rettes mod mikroøkonomi og dets antagelser omkring det rationelle, egennyttemaksimerende aktør, også kan rettes mod Waltz forsøg på at lave en teori omkring international politik og outcome. Det synes derfor som et logisk udgangspunkt at have, for derefter at forholde sig til den kritik der har været fra realisterne omkring ideen om, at lave en teori omhandlende international politik.
Neorealismens fire brud med realismen
Som nævnt under indledningen mener Waltz at neorealismen bryder med realismen på 4 vigtige områder. Det ene, og vigtigste, er som nævnt ovenover, det ændrede teorisyn. På baggrund af dette udledes der tre andre. Det første er ændringen i forhold til kausale relationer. Aron, Morgenthau og andre realister forsøgte at forstå og forklare internationalt outcome ved at undersøge adfærden og interaktionen mellem stater og dem der styrede politikken (Waltz 1990: 33). Hertil kommer, at realismens tilgang primært er induktiv, hvor at neorealismen i højere omfang er deduktiv. Når en teori er deduktiv, er det klart defineret hvilke dele af virkeligheden man undersøger og tager ind i sine teoretiske konstruktioner. Teorien kan dermed ses som et slags briller der indstiller os på at se en bestemt del af virkeligheden. Omvendt kan den induktive tilgang have en mere eksplorativ karakter og give viden der kan hjælpe med at forstå et givent fænomen.
Neorealismen tolker også magt på en anden måde end realismen. Ved realismen, ses magt som et mål i sig selv (Waltz 1990: 35). Her argumenterer Waltz for, at de er relevant at se på systemet, da dette påvirker staterne, der søger sikkerhed ved at opnå en passende mængde magt (Waltz 1990: 36). Sidst nævnes, at neorealister ser stater som funktionelt ens. Dette vil sige, at stater fungerer som enheder. Neorealisterne giver dermed en teori der forklarer hvordan strukturerne påvirker adfærd og outcome.
Vurdering
Det er relevant at kigge på den kontekst at Waltz skriver i og skriver op imod. Han skriver op imod en periode med teoretisk stilstand. Han arbejder dermed ud fra ønsket om at have gode, simple teorier der kan forklare meget. Alternativt til dette kan man bestræbe sig på forstå og fortolke, hvilket ikke var Waltz intention.
Hvorvidt at Waltz er en gave til International Politik, altså studiet af international politik, kommer selvfølgelig an på ens epistemologi. Han imødegår de kritikere af IP der savnede en videnskabeliggørelse af feltet med det teoretiske.
Teorier afdækker et specielt område og relationerne mellem de inkluderede dele (Waltz 1990: 26). Noget Morgenthau og Aron ikke mente var muligt at skabe for det internationale politiske område (ibid.). Waltz kan m.a.o. ses som fortaler for en nomotetisk tilgang og forsøger dermed at trække international politik i en mere (natur)videnskabelig retning med fokus på at forklare. Der hvor at en god politisk teori formår at forklare en stor mængde af ensartede fænomener under vekslende konditioner (Ringsmose 2005: 24).
Waltz ser to konkurrenter til neorealismen; liberal institutionalisme og konstruktivisme, hvor at han ikke ser sidstnævnte som en teori (Waltz 2004: 5). Den liberale institutionalisme viser på mange måder en videnskabelig fordel i Waltz’ teori, netop at andre kan bruge de samme antagelser til at forholde sig til genstandsfeltet på.
Waltz’ teori passer godt ind i de videnskabelige strømninger i samfundsvidenskaberne, og på den måde formår Waltz’ at opfylde en række fundamentale krav for at blive anset som videnskabelig. Dette må alt andet lige ses som en fordel, at International Politik også kan blive genstandsfelt for teoridannelse. Diskutabelt er det selvfølgelig, om bipolære systemer der balancerer magt er de mest sikre, hvor at facts i høj grad kan sætte spørgsmålstegn ved dette.
Det er muligt at kritisere Waltz’ teori internt og eksternt. Jeg vil dog mene at kunne argumentere for, at man må kritisere teorien på dens egne præmisser. Man kan godt kritisere Waltz’ for ikke at indfange virkelighedens kompleksitet og give et realistisk billede af samme, men en sådan kritik vil virke forfejlet, da det netop ikke er Waltz’ intention.
Overordnet og opsummerende anser jeg Waltz’ tekst som værende en klar styrke i studiet af international politik. Han formår om ikke andet at stille nogle relevante spørgsmål og skabe nogle simple antagelser, der kan forklare meget. Dette må være et videnskabeligt mål, at kunne teoretisere virkelighedens kompleksitet med så få, simple antagelser som muligt, og have en så stor forklaringskraft ditto. Dette er også Waltz mål, da han gerne vil have gode, simple teorier. Han er m.a.o. ikke ude på at forstå eller fortolke, men at forklare.
Konklusion
Jeg har i nærværende besvarelse anmeldt Kenneth N. Waltz’ ‘Realist Thought and Neorealist Theory’ fra 1990. Dette har jeg gjort ved at redegøre for de pointer Waltz’ fremdrager. Waltz argumenterer for, at neorealismen bryder med realismen på fire væsentlige punkter. Overordnet er det den teoretiske distancering fra den virkelighed der er forskningsobjektet, der skaber den teoretiske konstruktion, som gør det muligt at arbejde intellektuelt med det teoretisk afgrænsede felt.
Waltz beskriver, at den økonomiske videnskab stod over for den samme problematik som International Politik gjorde, og bruger dette som sit udgangspunkt for at beskrive, at det godt kan lade sig gøre at overkomme virkelighedens kompleksitet og lave teorier om samme, der kan hjælpe med at forklare denne. Jeg vurderer, at Waltz er en styrke i et videnskabsteoretisk perspektiv, ved at indføre en mere deduktiv tilgang, der giver en større bevidsthed omkring hvilke dele af kompleksiteten der undersøges, samt hvilke aktører der skal kigges på, samt hvordan kausalsammenhængen er i denne sammenhæng.
Litteraturliste
Hobbes, Thomas (1651). Leviathan. London.
Ringsmose, Jens (2005). ”Den fysikmisundelige og antikvaren – et essay om politologer og samtidshistorikere”, Metode og Data 91: 20-28.
Waltz, Kenneth N. (1990). “Realist Thought and Neorealist Theory”, Journal of International Affairs 44(1): 21-37.
Waltz, Kenneth N. (2004). “Neorealism: Confusions and Criticisms”, Journal of Politics and Society 15: 2-6.