Marx, Weber og Durkheims videnskabelige tilgange og disses implikationer

1. Indledning

Den klassiske sociologis tre store teoretikere, Karl Marx, Max Weber og Émile Durkheim, har bidraget med hvert deres bud på hvordan man videnskabeligt kan forholde sig til det moderne samfund. Jeg vil i denne besvarelse argumentere for, at de respektive teoretikeres videnskabelige tilgang til samfundet har implikationer for, hvilken forklaringskraft de tillægger hhv. strukturer og aktører og relationen mellem nævnte.

Dette vil jeg gøre ved at 1) redegøre for de nævnte sociologers ontologi og epistemologi, 2) sammenligne de enkelte teoretikeres syn på samfundet og mennesket med deres begrebsmæssige og metodiske forudsætninger og til sidst 3) sammenligne teoretikerne.

Der vil blive konkluderet, at Marx’ basis-overbygningstese er af væsentlig betydning hvis man vil forstå de konflikter Marx mener at kunne se i samfundet, og som dermed skaber de økonomiske strukturer som er determinerende for samfundets strukturer. Hvad angår Durkheim fokuserer han på konfliktens negation, harmoni, og hvordan funktionelle forklaringer udspringer af hans videnskabsteoretiske overvejelser. Durkheim og Weber adskiller sig meget fra hinanden hvad angår deres metode, da Durkheim tager udgangspunkt i helheden, hvor at Weber tager udgangspunkt i individet.

2. Marx, Weber og Durkheims videnskabelige tilgang

Marx bygger sin teori om samfundet op med udgangspunkt i økonomien som bestemmende for samfundets strukturer. Det er relationen til produktionsmidlerne der konstituerer samfundets basis, de økonomiske strukturer i samfundet, som så ligger til grund for overbygningen og dermed den sociale bevidsthed (Marx 2001 [1859]: 7). Denne overbygning er f.eks. ideologi, kunst, filosofi m.v., der alle blot er determineret af de økonomiske strukturer.

Ifølge Marx er der en verden der eksisterer uafhængigt af vores tolkning af denne, men den opfattelse vi har af samfundet er skabt af produktionsforholdene (Marsh & Stoker 2002: 154). Dette vil sige, at selvom der eksisterer en objektiv verden, ser vi ikke nødvendigvis dennes beskaffenhed (arbejderklassen kan f.eks. have en falsk klassebevidsthed opnået gennem social kontrol). Der er med andre ord tale om en positivistisk ontologi og en realistisk epistemologi (ibid.).

Max Weber tager i sin videnskabelige tilgang udgangspunkt i den subjektive mening individer tilskriver sociale handlinger (Gilje & Grimen 1997: 146). Vi kan ingenlunde forklare sociale fænomener uden at tage udgangspunkt i den mening som individer tillægger fænomener, og fortolkningen skal derfor ses som metoden til erkendelse. Epistemologien er dermed hermeneutisk.

Weber er ikke positivistisk. Naturvidenskaben skal ikke være forbillede for samfundsvidenskaben med fokus på at kunne forklare. Humanvidenskaben har i flere henseender mere tilfælles med samfundsvidenskaben hvor at fortolkningen (Verstehen) er det væsentlige (Fulcher & Scott 2007: 41). Det videnskabelige ideal bliver dermed at fastlægge regler for fortolkning med henblik på at afdække en bestemt mening. Metodisk opererer Weber med ideen om idealtyper. Idealtyper er teoretiske konstruktioner som er bygget op omkring de faktorer fra realiteterne vi gerne vil undersøge (Fulcher & Scott 2007: 41).

Durkheim har et andet videnskabsteoretisk udgangspunkt end Weber. Sociale forhold, sociale facts, skal ifølge Durkheim opfattes som ting (Durkheim 1972: 7). Sociale fænomener har dermed en eksistens uafhængigt af den mening det enkelte individ tillægger fænomenet. Dette gør Durkheim til en metodisk kollektivist, hvor at grupper er mere end summen af individerne. Grupper har m.a.o. sin egen eksistens og fungerer efter egne love (Durkheim 1972: 12).

I det moderne samfund skal man se på helheden for at kunne forstå delene. Dette gør man ved at kigge på den funktion et fænomen har i forhold til opretholdelsen af helheden, og på den effekt et socialt fænomen dermed har (Fulcher & Scott 2007: 36).

3. Tilgangens betydning i forhold til struktur-aktør kontinuet

Jeg har nu redegjort for de enkelte teoretikeres videnskabelige tilgang. Disse tilgange har dog implikationer for hvilken forklaringskraft der tillægges strukturer og aktører, som jeg i dette afsnit vil belyse.

For Marx er det økonomien der er samfundets basis og dermed skaber overbygningen i form af filosofi, kunst osv. Det er dermed produktionsforholdene der er relevante, hvis man vil forklare samfundets strukturer. Ligeledes er det ejerskabet, ejendomsretten, der er med til at skabe forskellige klasser i samfundet, hvor der på den ene side er dem der ejer produktionsmidlerne, og dem der ikke gør. Disse sociale klasser kan dog ikke leve i harmoni, men vil til hver en tid og altid være i konflikt grundet divergerende interesser. Marx mener direkte, at borgerskabets interesseforfølgelse og akkumulation af kapital fører til en tilsvarende akkumulation, bare af elendighed, i arbejderklassen (Engels 1976 [1892], 140). Dette fører til en meget strukturalistisk forklaring af menneskelig adfærd. Det er de økonomiske strukturer der determinerer den sociale bevidsthed og dermed også den adfærd denne medfører (Marsh & Stoker 2002: 155).

Arbejderklassen er udsat for det Marx betegner som en falsk klassebevidsthed, hvor de ikke er bevidste om den udnyttelse der finder sted på alle niveauer i samfundet og som er de drivende kræfter. Dette betyder dog ikke, at proletariatet blot stiltiende må acceptere de økonomiske strukturers determinisme. Såfremt arbejderklassen bliver gjort bekendt med samfundets drivende kræfter kan arbejderklassen som en kollektiv aktør ændre samfundets basis, ved at ændre i forholdet til produktionsmidlerne. Dette vil altså sige, at det er samfundets basis der determinerer overbygningen, men: ”Har vi imidlertid først erkendt dem [samfundets drivende kræfter], lært deres virksomhed, deres retninger og deres virkninger at kende, så afhænger det kun af os, hvornår vi mere og mere underkaster dem vor vilje og når vore mål ved hjælp af dem.” (Engels 1976 [1892], 145).

Durkheim er som nævnt i forrige sektion positivistisk i hans ontologi, og opererer derfor med eksternaliserede normer, der eksisterer uafhængigt af individernes fortolkning af disse. Dette gør så, at Durkheim ser på samfundet som en helhed, hvor at sociale forhold kan bruges til at forklare hvorfor individer agerer som de gør. Individers adfærd skal dermed ses på baggrund af den effekt handlingen har, den funktion handlingen tjener, for samfundet.

Disse sociale forhold udmærker sig ved at have en ydre tvangsindvirkning, der kommer til udtryk hvis det forsøges krænket eller via et givet samtykke (Durkheim 1972: 27). Aktøren har ikke meget at skulle have sagt. Sociale forhold påvirker med en sådan kraft, at de påtvinger sig individet, uafhængigt af dettes præferencer (Durkheim 1972: 22). Sociale forhold der eksisterer eksternt i en positivistisk forstand uafhængigt af individets subjektive mening. Der er altså, om overhovedet noget, et meget ringe aktør-fokus i funktionelle forklaringstyper. Aktøren handler blot på baggrund af hvad der opretholder samfundet og tjener dets fortsatte eksistens.

Weber mener, at for at forstå samfundet, må man kigge på den subjektive mening individerne tillægger sociale fænomener. Dette gør han bl.a. ved at konstruere idealtyper, der alle er udtryk for, om ikke andet så i hvert fald metodisk, for en stor fokus på aktør-delen (Mortensen 2004: 51). Weber tror på, at aktøren og aktørens værdier, og dermed subjektive mening, har en væsentlig betydning i forhold til hvordan samfundet udvikler sig. Vi kan ikke sige noget om den subjektive mening der ligger til grund for en given adfærd ved blot at kigge på et socialt forhold som en helhed, og man har derfor et metodisk problem, ifølge Weber, ved ikke at tage udgangspunkt i en metodologisk individualisme.

4. Sammenligning af Marx, Durkheim og Weber

Hvis vi kort ønsker at sætte de tre teoretikere op imod hinanden, giver det bedst mening at se på deres tilgang og deres udgangspunkt, som ligger til grund for deres videre arbejde. Marx’ udgangspunkt er den kollektive produktive aktivitet, Durkheims udgangspunkt er samfundet som en moralsk kendsgerning, og Webers udgangspunkt er den subjektive mening individer tillægger deres handlinger (Mortensen 2004: 50).

I modsætning til Weber er den betydning individer tillægger sociale fænomener ifølge Durkheim uden relevans (Gilje & Grimen 1997: 146). Deres metodiske udgangspunkt er derfor forskelligt, hvor at Weber er metodisk individualist, og Durkheim metodisk kollektivist. Dette er en afgørende betydning, da det metodiske udgangspunkt fortæller om hvad man tillægger mest forklaringskraft, strukturer eller aktører.

Durkheim og Marx distancerer sig fra hinanden i forhold til hvad der er samfundets drivkraft. Marx var optaget af klassekonflikter og denne dialektik, hvor at Durkheim fokuserede på harmoni. Harmonien, eller solidariteten, er dermed en afgørende faktor for samfundets integration som helhed (Fulcher & Scott 2007: 36). Durkheim og Marx er dog også fælles og distancerer sig til Weber i forhold til ideen om det objektive, eller realisme kontra socialkonstruktivisme. Durkheim og Marx er objektive i den forstand, at de mener det er muligt at konstruere viden om samfundet der eksisterer uden for subjektet (Mortensen 2004: 72).

Hvis vi ser på et fænomen som arbejde, vil Marx, Durkheim og Weber give forskellige forklaringer på fænomenet. Marx vil mene, at den kapitalistiske samfundsstruktur skaber en social bevidsthed, der får arbejderen til at gå på arbejde og skabe merværdi til fordel for kapitalens fortsatte udnyttelse af arbejderen og dermed profitforøgelse1. Durkheim vil mene, at arbejde er en væsentlig aktivitet i forhold til samfundets opretholdelse, og derfor tjener en vigtig funktion, hvor at det ikke at arbejde vil blive anset som amoralsk, og dem der ikke arbejder vil derfor blive udsat for en ydre tvang. Weber vil derimod forklare arbejde ved at se på den subjektive mening som individer tilskriver fænomenet, og hvordan det påvirker ens identitet og livsførelse.

Marx, Durkheim og Weber har, for at opsummere, forskellige videnskabsteoretiske opfattelser af samfundet. Dette har forskellige implikationer for deres metodiske og begrebsmæssige tilgang til samfundet og hvordan de forholder sig til strukturer og aktører.

5. Konklusion

Jeg har i denne besvarelse taget udgangspunkt i de tre sociologiske teoretikere, Karl Marx, Max Weber og Émile Durkheim. Med baggrund i deres videnskabelige tilgange har jeg forsøgt at redegøre for deres forskellige forhold til strukturer og aktører.

Marx mener at de økonomiske strukturer determinerer den sociale bevidsthed der ligger til grund for aktørers adfærd. Durkheim mener at aktøren agerer på baggrund af hvad strukturen tvinger denne til, altså de sociale facts/forhold. Weber mener, at aktøren tillægger fænomener en subjektiv mening som ligger til grund for enhver adfærd, der på den måde bidrager til det fælles. For Weber er der med andre ord lige så mange sociale facts som der er aktører.

6. Litteraturliste

Durkheim, Émile (1972). Den sociologiske metode. København: Fremad.
Engels, Friedrich (1976) [1892]. ”Socialismens udvikling fra utopi til videnskab”, s. 112-152 i Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bind II. København: Forlaget Tiden.
Fulcher, James & John Scott (2007). Sociology. New York: Oxford University Press
Gilje, Nils & Harald Grimen (1997). Samfunnsvitenskapenes forutsetninger. Oslo: Universitetsforlaget
Marsh, David & Gerry Stoker (2002). Theory and Methods in Political Science. New York: Palgrave Macmillan
Marx, Karl (2001) [1859]. Preface to a Critique of a Political Economy. London: Electric Book Co.
Mortensen, Nils (2004). ”Dualismer i sociologien”, s. 41-76 i Det paradoksale samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

  1. Denne forklaring af fænomenet arbejde udspringer af produktionsforholdene i samfundet, og enhver forståelse af hvad det vil sige at arbejde vil være determineret af de gældende produktionsforhold. Ved at ændre i forholdet til produktionsmidlerne og fjerne ejendomsretten, vil man opnå et samfund hvor det at arbejde bliver en måde hvorigennem at mennesket kan realisere sig selv. []

Sygeforsikring ”danmark” og dårlige undskyldninger

Reklamer er på godt og ondt, om man vil det eller ej, en stor del af vores hverdag og kollektive referenceramme. De fylder gadebilledet, fjernsynet, (gratis)aviser, Internettet m.v. og influerer derigennem vores bevidsthed. Derfor giver det netop også god mening at forholde sig til reklamer og forsøge at eksplicitere de bagvedliggende logikker og motiver.

Et eksempel på dette vil jeg her bringe ved at tage udgangspunkt i reklamen for sygeforsikring ”danmark” ved navn ”På apoteket”, der er en del af reklamekampagnen ”Dårlige undskyldninger”, som bl.a. kører på landsdækkende TV. Dette vil ske ved at jeg vil 1) beskrive handlingsforløbet i reklamen, 2) analysere reklamens bagvedliggende logik og herefter 3) stille den op imod virkeligheden på sygeforsikring ”danmark”s præmisser. Det er min påstand, at reklamen og den virkelighed sygeforsikring ”danmark” repræsenterer, præsenterer og forholder sig til divergente menneskesyn. Jeg vil undlade her at tage stilling til private sygeforsikringers eksistensberettigelse m.v., men udelukkende forholde mig til det reklamekampagnen udtrykker, og sætte det op imod det produkt og foretagende reklamen promoverer.

Reklamen ”På apoteket” udspiller sig, som titlen indikerer, på et apotek, hvor en ung fyr skal købe et produkt, der, for folk som ikke er medlem af ”danmark, koster 800,-. Før kunden er prisen bekendt, beretter vedkommende, at han ikke er medlem. Da farmakonomen så beder om de 800 kroner, ser kunden sig nødsaget eller motiveret til at lyve om sit medlemskab af nævnte foretagende, og opgiver derfor kærestens CPR-nummer i et forsøg på at få det ønskede produkt med et af ”danmark” betalt tilskud. Reklamen slutter med en opfordring til at blive medlem af ”danmark” ved at droppe de dårlige undskyldninger for ikke at være med! Samme opfordring lyder i en anden reklame i kampagnen for sygeforsikring ”danmark”, der blot udspiller sig ved en zoneterapeut.

Det der i reklamen, som beskrevet ovenfor, er relevant at forholde sig til, er opfordringen til at droppe de dårlige undskyldninger for at melde sig ind i ”danmark”. En dårlig undskyld kan defineres som en ikke-tilfredsstillende årsag, som man anfører for sin handlemåde, men som ikke er den egentlige årsag. Hvilke årsager der i denne sammenhæng ikke er tilfredsstillende, er for den sags skyld irrelevant. Hvad vigtigt er, er ideen om, at man kan droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind, der tillægger de dårlige undskyldninger et ressourceprioriteringsperspektiv.

Den bagvedliggende logik i reklamen er dermed, at man som individ kan foretage et rationelt valg og træffe en ressourceprioritering og købe varen (forsikringen hos sygeforsikring ”danmark”). Her tillægges individet rationelle motiver og en kalkulerende bevidsthed. Et menneskesyn der inden for samfundsvidenskaben og specielt økonomien er repræsenteret via Rationel Choice. Med disse antagelser ser man dog også bort fra individets sygdomsforløb, medicinindtag, biologiske alder og så videre.

Det der nu bliver relevant, er, at stille dette menneskesyn over for det menneskesyn sygeforsikring ”danmark” forholder sig til jf. deres forudsætninger for at man kan købe deres produkt. Det første krav for at kunne blive medlem af sygeforsikring ”danmark” er, at dit ønske om indmeldelse i “danmark” er modtaget af et af “danmark”s kontorer, inden du er fyldt 60 år. Med andre ord er det en dårlig undskyldning at være fyldt 60 år. Det andet krav er, at du er fuldstændig rask i optagelsesøjeblikket og ikke lider af nogen ofte tilbagevendende sygdom eller af nogen legemssvaghed. Det er dermed en dårlig undskyldning ikke at være fuldstændig rask. Det tredje krav er, at du ikke forventer at få eller har haft noget forbrug af medicin inden for de seneste 12 måneder. Endnu en dårlig undskyldning: medicinindtag. Det fjerde krav er at du ikke har været i behandling hos fysioterapeut/kiropraktor eller andre behandlere inden for de seneste 12 måneder og det femte og sidste krav er, at du har fast bopæl i Danmark. Alt sammen dårlige undskyldninger hvis man tager udgangspunkt i den bagvedliggende logik i reklamen.

Dikotomien i det menneskesyn hhv. reklamen og afsenderen hver især repræsenterer, er i flere henseender symptomatisk for den dualisme der er i samfundet mellem på den ene side hvad angår de egenskaber og det ansvar vi tillægger hverandre, og den faktiske virkelighed på den anden side. Dette er primært tilfældet i politiske ideologier, der alle forsimpler den faktiske virkelighed for at legitimere status quo eller for at ændre status quo.

Individet er i al dets kompleksitet ikke mulig at reducere til en simpel rationel aktør afskåret fra sygdomme, biologi, social kontekst (samfundet) etc. der kun eksisterer på et bevidsthedsniveau, og dette er sygeforsikring ”danmark” fuldt bevidste om, hvilket ses på deres betingelser for forsikringerne. Samtidigt er de dog også klar over, at ved at lave en reklame hvor individet er reduceret til en aktør der blot skal træffe et valg mellem at blive medlem eller holde sig til dårlige undskyldninger, udviser de gode værdier og et fællesskab hvor alle er velkomne. Menneskesynet i reklamekampagnen styrker dermed foretagendets image udadtil, og menneskesynet, jf. betingelserne for at blive medlem, styrker ”danmark”s positive distance til bundlinjen.

Er det så rent hypotetisk muligt for alle danskere at droppe de dårlige undskyldninger og melde sig ind i sygeforsikring ”danmark”? Reklamen siger ja, realiteterne nej. Hvis reklamen derimod skulle udspringe af realiteterne, kunne reklamen have udspillet sig som følger: En pensionist går ind på apoteket og vil købe et produkt, og da farmakonomen spørger om pensionisten er medlem af ”danmark”, må svaret lyde: ”Nej, jeg er for gammel!” – efterfulgt af en speakerstemme der afslutter reklamen med noget a la: ”Meld dig ind i ”danmark”… hvis du er rask, ung og sund.”.