Erik Gahner Larsen

Opgave i politisk teori: Sammenlignende analyse af Aquinas og Machiavelli

1. Foretag en sammenlignende analyse af Thomas Aquinas’ og Machiavelli’s politiske teorier.

Jeg vil i denne opgave lave en sammenlignende analyse af de politiske tænkere Aquinas og Machiavelli (i nævnte rækkefølge). Dette vil jeg gøre ved henholdsvis at beskrive de to tænkere og sammenligne dem. Dette skal så kunne danne grundlaget for en perspektivering og eventuelle paralleller til nutiden. Det hele afsluttes med en opsummerende konklusion.

Thomas Aquinas (1224/5-1274) var en af højmiddelalderens filosoffer, der dog anses for at være mere teolog end politisk tænker. Han er mest kendt for at forene Aristoteles ideer med kristendommen (Boucher & Kelly 2003, 108).

Aquinas levede i højmiddelalderen, hvor der, grundet en økonomisk fremgang og en selvstændig borgerstand, kom en mere udadvendt livsholdning, som filosofisk kom til udtryk i interessen for at udforske naturen og ikke mindst menneskets liv i samfundet, og herunder også nogle, der ikke var enige i alt hvad kirken sagde. Dertil kommer så også, at Aristoteles værker blev oversat til latin fra de arabiske oversættelser. Dette gjorde at Aristoteles syn på naturvidenskab, metafysik m.v. igen blev aktuelt, og hvor Augustin nok havde hvad man med rette kan kalde en verdensforagt, havde Aquinas en lyst og vilje til at ville udforske naturen vha. Aristoteles metode. Han ville med andre ord prøve på at erkende Gud mere naturvidenskabeligt ved at studere naturen og dets årsager. Nogle af Aristoteles tanker var dog ikke just velkomne hos kirken, men det lykkedes Aquinas at fremstille en syntese som kirken accepterede.

Hos Aquinas er der ingen skarpe skillelinjer mellem tro og fornuft, men tværtimod en glidende overgang, og ligeledes har han den opfattelse, at der er en hierarkisk ordnet struktur i universet. Han mente at der fandtes kristne sandheder, som fornuften aldrig kunne opnå indsigt i. Tilsvarende mente Aquinas, som Aristoteles, at mennesket er et socialt og politisk væsen der er i besiddelse af et potentiale som kan aktualiseres i det gode samfund. Det gode samfund er altså et samfund hvor mennesket kan aktualisere sit potentiale – i henhold til naturretten (som ikke må krænkes, og dermed skal man aktualisere sig selv i overensstemmelse med Guds forsyn). Naturretten er en fornuftsindretning der er hierarkisk opdelt:

1. Den evige lov
2. Den naturlige lov
3. Den guddommelige lov
4. Den menneskelige lov

Den evige lov er fornuftsforudsætningen som er hævet over al anden lov, og er skabt med henblik på hele skabelsen ud fra Guds forsyn. Den guddommelige lov er fornuftsskabningens andel i den evige lov og dermed den del af den evige lov som fornuften kan opfatte, hvor at den guddommelige lov kun er kendt af de kristne gennem åbenbaringen med henblik på frelse. Til sidst har vi den menneskelige lov som er den lov hvorigennem at fornuften formidles, og altså, som navnet antyder, er skabt af menneskene.

Niccolò Machiavelli (1469-1527) var en italiensk diplomat og politiker, og er nok mest kendt for at være den der opstillede et politisk alternativ til kristendom og kristen moral. Machiavelli levede i en tid hvor Italien var splittet og der herskede interne borgerkrige små bystater. Man var langt væk fra det romerske imperium, men han refererede ofte til det, som dengang hvor Italien var samlet og bragte stabilitet, civilisation, ro og orden. Romerriget var m.a.o. hans store forbillede, og hans samtid var langt væk fra dette ideal, som var en tid hvor det politiske liv var præget af korruption, krig, vold og andre moralsk forkastelige handlinger, som medførte, at Machiavelli fokuserede meget på stabilitet og orden i hans forfatterskab, og lagde grundlaget for hans politiske filosofi. Machiavelli var som sådan ikke forud for hans tid, og allerede omkring et århundrede før, at Fyrsten blev skrevet, havde en tradition for realisme udviklet sig inden for italiensk politisk tænkning (Boucher & Kelly 2003, 147).

Machiavelli var humanist i den forstand, at han havde en antropocentrisk verdensopfattelse, som hans opfattelse af politik også tog sit udgangspunkt i, nemlig at mennesker altid er årsagen til forskellige politiske og historiske begivenheder, og f.eks. ikke er determineret ud fra religion. Machiavelli er desuden eksponent for en cyklisk historieskrivning, forstået ved, at han er af den opfattelse, at historien gentager sig, grundet menneskets til hver en tid og evige tendens til egoisme og lyst til at fremme egne interesser1 , hvilket af gode grunde resulterer i at civilisationer opstår, eksisterer og dør. Forklaringen på dette er, at dyd (eller virtu om man vil) avler fred, fred avler dovenskab, dovenskab mytteri, mytteri undergang, undergang love, love dyd (Boucher & Kelly 2003, 154).

Denne egoisme der hersker i mennesket må den politiske leder være opmærksom på og tage i betragtning, hvis magten skal opretholdes og dermed den sociale stabilitet, ro og orden.

Machiavellis realisme og empirisk induktive metode kan ses som en klar kontrast til det metafysiske og teleologiske. Derfor bør vi ikke gøre os nogle forhåbninger om, at finde et decideret værenshierarki hos Machiavelli, som hos Aquinas, hvor vi finder naturretten. Hvor at Aquinas mente, at Guds forsyn i sjældne tilfælde kunne komme til syne for os, var Machiavelli sikker på, at det aldrig var eller blev tilfældet, og om det så nogensinde gjorde, måtte en fyrste ikke lade kristendom komme i vejen.

For Machiavelli tager den politiske autoritetsudøvelse udgangspunkt i ønsket om og forsøget på stabilitet, ro og orden, hvor Aquinas politiske autoritetsudøvelse tager udgangspunkt i et sæt moralske (kristne) normer. Dette bygger på, at Aquinas vidste, at mennesket var en synder, men gennem den menneskelige fornuft kan man indse denne synd og korrigere efter at leve moralsk. Og denne naturretsantagelse er fundamentalt anderledes for Machiavellis opfattelse af naturretten, der ser den som værende ikke-eksisterende.

Når Machiavelli så ikke mener at der er nogle kristne moralske normer der kan bruges som vejviser inden for den politiske og sociale sfære, og at mennesket er egoistisk og nyttemaksimerende, er det derfor nødvendigt at anse politik som et spørgsmål om magtteknik – og ikke moral. Hvor at loven hos Aquinas forenede det religiøse med mennesket og fandt sin legitimitet der, finder magthaveren hos Machiavelli udelukkende legitimitet i den første politik i ønsket om at bevare samfundsstrukturernes status quo. Styreformen if. Aquinas kunne i princippet være styret af en (monarki), få (aristokrati) eller mange (rule by the people) der besad magten (Boucher & Kelly 2003, 116). Han foretrak dog monarkiet af flere forskellige grunde, men i tilfælde af, at han ikke udøvede autoritet i overensstemmelse med naturretten eller var tyrannisk, kunne han afsættes (Boucher & Kelly 2003, 117).

Hvor at vi hos Machiavelli udøver politisk autoritet ud fra mantraet om, at målet helliger midlet, er der ingen idealstat. Machiavelli advokerer i Fyrsten for, at fyrstedømmet er den bedste styreform, og i Discourses for, at en republik er den bedste styreform. Det er her relevant at gå ind og se på, i hvilken kontekst værkerne er skrevet, men overordnet set kan man udlede den konklusion, at der hos Machiavelli er flere forskellige styreformer der kan være ideelle, afhængigt af flere forskellige forhold som gør sig gældende på vejen til at opnå stabilitet. For som han skriver, er der altid flere veje til at nå et mål, og en vej kan sagtens føre til forskellige mål. Det er altså ingen sikkerhed og garanti for, at fordi at man har et fyrstedømme, vil der vil være stabilitet og orden. Hvor at staten hos Aquinas var et sted hvor ens potentiale kunne aktualiseres i overensstemmelse med den kristne moral, og har til mål at være retfærdig og forebygge ondskab, mener Machiavelli at staten skal vægte stabiliteten højere end retfærdighed, og hvad der ud fra kristne normer kan anses som værende ondskab, er acceptabelt inden for rammerne af forsøget på orden. Magtudøvelsen må m.a.o. tage sit afsæt i de naturlige love og under ingen omstændigheder overtræde disse, da det er statens raison d’être. Det nytter derfor ikke noget, hvis de strukturer for hvor inden at det daglige liv skal finde sted inden for kristne normer, ikke selv er underlagt en kristen etik. Hvor at jeg vil mene, at samfundsstrukturerne og autoritetsudøvelsen hos Aquinas tager udgangspunkt i noget guddommeligt oppefra, tager Machiavellis magtudøvelse udgangspunkt i noget nærmest verdsligt og positivistisk, og uden nogle normer med metafysisk afsæt, og dermed på baggrund af det daglige liv, og hvad der skal til for at opretholde en statsmagt. Med andre ord er mennesket uden et politisk regime (strukturer) ingenting, og derfor består det hele for Machiavelli i at kunne håndtere, styre og holde magten. Det er fordi, at den politiske magt ikke er styret af Guds forsyn eller historisk materialisme. Politisk magt er noget man gør som menneske (noget konkret nu og her). Magten bliver dermed også udtryk for noget der kan manipuleres.

Der er dog også flere forskellige lighedspunkter mellem Aquinas og Machiavelli, bl.a. deres fælles udgangspunkt fra Aristoteles, at politik er en forlængelse af det etiske, at det hænger sammen, men når vi taler politisk moral, er den adskilt fra den individuelle moral. Det gælder altså for Machiavelli, at han ikke er amoralsk, men han kan godt dispensere for rettigheder i så fald at det opretholder den sociale orden.

Hvor at Aquinas opfatter frihed som muligheden for at aktualisere sin potentiale i overensstemmelse med den kristne moral, går Machiavellis frihedsbegreb ud på fraværet af dominans, som ikke ligger under for andres præferencer for lov. Det er altså ikke kun at ligge under for tvang, men også at have muligheden for at udøve politisk indflydelse. For at dette er muligt, må magten gøres medgørlig, hvilket sker ved at den kanaliseres gennem samfundsinstitutioner (retsvæsen, forsvar etc.), da det er der at vi kan inddæmme stridigheder.

Det er min antagelse, at Machiavelli står for, at hvorvidt man skal forholde sig til religion som noget godt eller ondt, afhænger af hvordan magthaveren forholder sig til samme. Lader den politiske magt en kristen moral stå i vejen for udførelsen af magt, der skal sikre den sociale orden, hersker der ingen tvivl om, at magthaveren har et forkert og destruktivt forhold til religion. Hvis den politiske magt derimod bruger religionen som et middel til at nå det moralske mål, har man et fornuftigt forhold til den.

Der hersker ingen tvivl om, at Aquinas og Machiavelli på hver deres måde har påvirket den politiske filosofi. Aquinas ved først og fremmest at forene Aristoteles tanker med kristendommen. Aquinas har inspireret flere tænkere og filosoffer, herunder bl.a. John Locke. Han har desuden bidraget med en tro på, at mennesket via fornuften og erkendelsen kan opnå en indsigt i hvad der er meningen med livet.

Machiavelli kan ses som værende en god påmindelse om, at nutidens institutioner ikke er meget anderledes end datidens, da historien – ifølge ham – gentager sig. Machiavelli mener der er noget genkendeligt ved mennesket uafhængigt af tid: At det er ondt. Og det bygger jo selvfølgelig på selvsamme præmis, netop at mennesket er egoistisk. Hvis man i opbyggelsen og konstruktionen af samfundsinstitutioner og strukturer bygger på, at mennesket er egoistisk og det ikke handler ud fra nogen egentlig moral, vil dette system så netop ikke fostre egoistiske individer der til hver en tid vil udnytte strukturerne til fulde? En tese kunne være, at hvis sådanne strukturer efterfølgende sættes (midlertidigt) ud af kraft, ville sådanne strukturer have påvirket individernes forhold til hinanden i en negativ retning med manglende gensidig tillid til et andet socialt forhold til mennesker, som værende lysten til tilfredsstillelsen af egoistiske behov. Hvis vi rent hypotetisk prøver at gå ned på et mikroniveau, og f.eks. antager at en familie bestående af far, mor og 2 børn, ledes af familiens overhoved faderen, der vælger at bygge sin opdragelse på den præmis, at børnene er onde og egoistiske. Hvad ville resultatet være i sidste instans?

Machiavelli og Aquinas er ikke diametrale modsætninger, men på nogle områder uforenelige størrelser. Det er deres menneskesyn og verdensbillede der ligger til grund for deres politiske filosofi, og ikke mindst deres tanker om hvad det gode samfund er. Hos Aquinas er det gode samfund et samfund som opretholdes ved hjælp af kristne idealer, hvor det hos Machiavelli er afhængigt af hvorvidt det kan skabe social ro og orden.

  1. Er der enkelte mennesker der ikke er egoister, og altså desinteresserede og naive, vil de blot blive offer for andres egoistiske handlinger. [↩]

Den gode borger

Der er nævneværdige værdier som jeg værdsætter hos mig selv. Den af de værdier jeg dog sætter mest pris på, er min åbenhed over for andres værdier, holdninger og synspunkter. Dette ser jeg netop som værende et udgangspunkt og forudsætning for, at kunne have nogle værdier der respekterer og tolererer andre mennesker. Den franske forfatter og samfundskritiker Voltaire er blandt andet citeret for at have sagt: ”Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det”

I dette ytringsfrihedsvenlige udsagn, mener jeg, at der ligger en grundlæggende respekt for andre, en åbenhed der ligestiller ens værdier og standpunkter med andres, samt åbner op for en saglig debat og en erkendelse af, at der ikke findes definitive værdier, som ikke tåler at blive objekt for en kritisk vurdering. Dette står i en diametral modsætning til et konservativt livssyn, hvor man finder værdier bevaringsværdige ene og alene fordi, at ”sådan har det jo altid været”.

Et konservativt livssyn skildres ganske formidabelt i TV-serien Matador, hvor den troende Mads Skjern er en streng far som går meget op i, at børnene klarer sig godt i skolen og er vel opdraget. Hans konservative livssyn kommer blandt andet til udtryk da hans søn gerne vil være designer, men hvor Mads Skjern nægter med begrundelsen, at det er et job for kvinder. Et tilsvarende konservativt livssyn er næsten utænkeligt i dagens Danmark anno 2008. Dermed ikke sagt, at forælderen ikke skal bruge sin autoritet til at opdrage barnet, tværtimod.

Den gode forælder, den gode borger, tager forældreansvaret til sig, og gør sit bedste for at opdrage barnet til, at kunne blive en del af samfundet og ikke mindst demokratiet. Det kan lige frem være et problem hvis forælderen ikke påtager sig ansvaret for opdragelsen af sit eget barn, og overlader dette til et af samfundets institutioner eller Cartoons Networks, blot fordi at forældrene skal kunne passe deres job så længe de overhovedet kan. Grundmoralen er, at ideen med at have nogle værdier ikke er blindt at repræsentere nogle værdier for værdiernes egen skyld, men fordi man ser en dybere mening i at have disse værdier.

Ud fra dette mener jeg at kunne konkludere, at de værdier jeg er stolt af et besidde og sætter højt, er værdier som næstekærlighed og medmenneskelighed og demokratiske værdier som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, lighed for loven, ejendomsrettighed og så videre.

Det er altså for mig vigtigt at behandle andre som jeg selv vil behandles. Jeg tager så vidt muligt klart afstand til enhver brug af vold (det er vigtigt at gå ind og forholde sig kritisk til de værdier statens voldsmonopol bruges på at opretholde). Jeg går i det store hele ind for frihed under ansvar, og herunder ikke friheden til at køre 240 km/t, blandt andet på grund af den fare man udsætter andre for. Enhver handling man foretager sig som samfundsborger, bør ske med respekten for andre borgeres frihed og (rets)sikkerhed in mente.

Den gode borger er altså en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og netop, om muligt, engagerer sig i disse. Den gode borger er opdraget med en grundlæggende respekt for andre mennesker samt viden om hvordan man opnår indflydelse og bliver hørt i det demokratiske system. Som en god samfundsborger tager man del i den politiske debat, deltager i foreningsarbejde og i demokratiske valg. Den gode borger reducerer ikke sig selv til at være den gode forbruger hvor værdier købes på flaske, men accepterer, at forbrug ikke nødvendigvis er vejen frem til værdier og mening i tilværelsen.

Den gode borger har ikke nødvendigvis et ambitionsniveau om at være den bedste i skolen, men en lyst til at udnytte sit potentiale og opnå noget i tilværelsen, der giver mening, og skaber lykke for den enkelte. Den gode borger er altså et stærkt individ, men ikke egoist.

Fordi at man udelukkende scorer tolvtaller i skolen og ender med et højtlønnet job, er det ikke ensbetydende med, at man opnår at leve et liv man føler sig tilfreds med. Der er ingen tvivl om, at man er en god borger for staten, hvis man tager en længere videregående uddannelse og får en kandidat-uddannelse, men jeg mener nu engang, at en god borger er en borger, der kæmper for at opnå mest mulig lykke i sit liv, og det er uafhængigt af om ens passion er at tjene en million, stifte familie, blive pædagog eller lave mad. Hertil kommer så at det kun er en fordel for almenvellet, hvis man har overskuddet til at tage del i samfundet og være med til at gøre rammerne for andre borgeres selvrealisering bedre.

Den gode borger gør hvad han/hun kan for at opnå livskvalitet, ud fra de rammer tilværelsen har givet ham/hende, og arbejder for at gøre andres rammer for at opnå livskvalitet bedre. Det handler ganske enkelt om at udnytte det potentiale man besidder, eller som filosoffen John Engelbrecht har formuleret det:

”Gør din indsats. Brug din chance. Livet er et spil. Som beror på balance. Spil dine kort. Med kløgt og elegance. Så din livskvalitet vokser. Og øges i avance. Det fortælles, at en citron er en grapefrugt, der fik chancen – og tog den.”.

Den gode borger skaber altså selv mening i tilværelsen, men gør sig ej heller til smagsdommer for, hvad andre føler giver mening i livet, men arbejder aktivt for at skabe rammerne til, at ens medmennesker kan leve en tilværelse der giver mulighed for selvrealisering og selv blive en god borger.

Hvad enten man vil det eller ej, lever vi i en multikulturel og globaliseret verden, og der er da også uden tvivl forskellige værdier der vil støde på hinanden og mødes. Dette ser jeg dog kun som en positiv ting, netop at få anledning til at give egne og andres værdier modspil i et forsøg på at stræbe efter værdier der giver en mening i tilværelsen, og dermed gør en til en god borger.

Jeg må i den forbindelse også stille mig uforstående over for den overbevisning, at vi styrker egne værdier ved at håne andres. Dette kan lyde meget utopisk, men som udgangspunkt må man stræbe efter at der er plads til alle samt disses værdier. Er man for eksempel en god borger, hvis man ikke accepterer andres værdier og blot bruger egne værdier som en illusion til at stirre sig blind på? Det mener jeg ikke er tilfældet. Dette fordi at en værdi ikke blot handler om at stå inde for noget, men også om at distancere sig fra noget andet, men hvis man konsekvent nægter at tage stilling til, hvad man tager afstand fra, besidder man ikke en værdi jeg nødvendigvis finder bevaringsværdig.

Jeg er tilhænger af menneskets ret til at ytre sin holdning i det offentlige, fordi jeg ved, at alternativet historisk set har vist sig at føre til politisk ensretning og minoritetsforfølgelse.
Den gode borger for mig er altså, for at opsummere, en borger der accepterer de demokratiske grundprincipper og besidder en respekt for andre mennesker, samt de værdier der giver en substans og ikke hindrer andre i, at have deres værdier og stræbe efter mest mulig livskvalitet.

Det er jo ens egen skyld, ikk?

Hvor går grænsen for hvad journalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv og retten til at leve i fred?
Flere af læserne på denne blog (hvis der overhovedet er nogen) vil nok sige, at dette kommer an på hvilken relevans det har for samfundet og offentligheden. Hvis journalisten (eller plur.) med deres opmærksomed rettet på et andet menneskes privatliv er i stand til at afsløre magtmisbrug el.lign., vil de fleste nok sige, at dette er moralsk legitimt. Med andre ord er det okay at bryde spillets regler til en vis grænse (skrevne (juridiske) såvel som uskrevne), for at afsløre en der ikke følger samfundets regelsæt og normer.

Så er der jo også sladderjournalister der lever af at skrive om kendte menesker som har offentlighedens interesse. Dette kan være sangere, skuespillere, fodboldspillere, Vild med dans-deltagere, politikere m.v. Disse journalisters opgave er ganske banal, nemlig at tilfredsstille os læseres behov for at læse/høre om kendte menneskers private liv, de gode såvel som dårlige hændelser i deres liv. Kæresteri, bommerter, bryllupper og andre bevigenheder, holdninger etcetera.Nu er det jo sådan, at sladderjournalistik som regel ikke har nogen betydning for samfundet overhovedet (med mindre der selvfølgelig er tale om en guvernørs forbrug af luksusludere).

Hvor går grænsen så for hvad sladderjournalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv? Det kunne nu være relevant at gå ind og tage fat på Habermas og den borgerlige bevidstheds respekt for privatsfæren, men den debat vil med sikkerhed blive taget andetsteds og er taget så mange gange før i andre sammenhænge. Nej, ser du, grunden til at jeg skriver dette indlæg, er dette indlæg af Paula Larrain, der også er bragt i det nye nummer af fagbladet Journalisten. Her sammenligner hun sladderjournalister med våbenhandlere (et eksistensgrundlag der udelukkende bygger på penge, kynisme og andre folks ulykke/konflikter). Når man har sagt sladder må man også sige Se&Hør og Henrik Qvortrup, og disse bliver da også nævnt i Paulas artikel. Dette har (selvfølgelig) resulteret i, at Henrik Qvortrup nu tager sladderjournalistikken til forsvar og svarer igen på Paulas kritik. Eller gør han?

Henrik Qvortrup forsvarer sig med, at han ikke kan tage kritikken seriøst (»Jeg kunne måske have respekt for synspunktet, hvis Paula Larrain havde været tilbageholdende med at optræde i vores spalter«), fordi at hun ikke havde noget imod sladderpressens deltagelse i hendes privatliv da der var tale om gode hændelser, men at den først kommer når det er det dårlige der bliver skrevet – altså bagsiden af medaljen. M.a.o. må kritikken ikke komme fra medievante personer der på noget tidligere tidspunkt i livet har set igennem fingre med sladderbladenes engagement og deltage i ens privatliv. Du må ikke kritisere brugen af en pistol uafhængigt af hvad den før har været brugt til. Du vidste jo hvad den også kunne, og den har jo på sin vis også været grunden til at du står der hvor du står i dag.

Henrik Qvortrup argumenterer videre: »Jeg tror bare ikke, at de 900.000 læsere, der bladrer igennem Se & Hør hver uge, er enige i, at vi ikke gør nogen nytte. Jeg tror faktisk, at det gør mange mennesker temmelig glade«.Det er så korrekt, Henrik. Fordi at 900.000 mennesker finder det interessant og er villige til at betale for at se en en kendis topløs i sin baghave, kan den ene kendis da ikke mene det seriøst, når vedkommende kalder det for nytte- og respektløst. 900.000 menneskers finansiering af våbene legimiterer brugen af samme, så længe at kanonerne rammer noget der får os til at ville finansiere næste uges produktion.

Jeg har svært ved at se logikken i Henrik Qvortrups udtalelser. Dette kan måske skyldes min brug af våbenhandlermetaforen. Eller kan det?

Apropos Paula Larrain, så bidrager hun med en anbefalelsesværdig artikel i det politiske magasin RÆSON #2.

Budapest, Ungarn februar 2008

Bragt i skolebladet på HTX, foråret 2008.

Nestlé, McDonalds, Burger King, Coca Cola, Pepsi og så frem(d)ragende videre – de pryder alle gadebilledet på de store reklamesøjler i Budapest, og her har jeg kun nævnt et fåtal af de multinationale levnedsmiddelproducenter der har fundet vej til det før-sovjetiske marked i centraleuropa. Foruden at Budapest er rammerne for pseudobehovsskabende posters og monumentale og historiske bygninger, skulle Ungarns hovedstad også være rammerne for vores studietur fra en tilfældig onsdag til en lige så tilfældig mandag i foråret 2008.

Det starter onsdag. Det er meget tidlig morgen og os tredjeårselever der har samfundsfag på B-niveau samles så småt på Nyborg banegård. Snakken går hvidt omkring, lige fra søvn og mangel på samme overvurderede behov til den amerikanske valgkamp og Super Tuesday. Vi får vundet vej til nattoget hvor folk ser sit snit til enten at sove eller blive underholdt (kortkast, det holder!) – hele vejen til Kastrup. Turen gik mod destinationsstedet Star Hotel, hvilket vi var ved omkring middagstid, og efter at have stemplet ind på det forholdsvist ekstravagante hotel og nuppet en bid mad på et spisested i en radius af et stenkasts længde, gik turen mod den danske ambassade. Vind og vejr, politiske forhold, økonomi & historie var nogle af de emner der blev berørt der, og efter endt powerpoint-show og obligatoriske spørgsmål, var vi fritstillede, så efter lidt hurtig hurtigmad gik turen lige ret hjem og på hovedet i hotelsengen til 13 timers søvn. Kvarteret hotellet ligger i virker dystert, gadebelysningen er svag og ikke just LUX’uriøs, og det ligner en gade fra en Roman Polanski-film, der mest af alt giver en lyst til at finde nærmeste træ og prøve løkken.

Torsdag. Tretten timers søvn trætter i situationen, men efter et hurtigt bad og et dejligt måltid mad i morgenmadsbuffeten var man klar til at komme ud og besøge et gymnasium i Budapest. En guide guidede os vej igennem de budapestiske gader. Det er fedt at gå blandt mennesker der ikke har samme historiske baggrund som en selv, og kun delvist samme kulturelle referenceramme, og det giver en rige muligheder for at observere, analysere og reflektere over andre såvel som ens selv og identitet.

På gymnasiet blev vi opdelt i tre hold, hhv. drama, sport og engelsk, der så skulle ud i de respektive klasser og snakke lidt om forskellene ved at være gymnasieelev i Danmark og Ungarn. En meget udadvendt gymnasieelev med ekspertviden inden for MGP, var talerør for de andre unges ord som de delte med ham med latter og på ungarsk. Efter gymnasiebesøget og en hurtig tilbagevenden til hotellet, gik turen til en af Grundfos fabrikker cirka 60 km væk fra Budapest. Det var ganske overvældende, og reklamefilmen der skulle ses iført 3D-briller på hovedet på hovedet, var rigtig def og fed. Vi var nede og følge produktionen af forskellige pumper, og dette med mega smart radiostyr. Da rundvisningen var veloverstået, gik busturen hjemad.

Fredag. I Ungarn er der demokrati, og med demokrati følger folkevalgte, og disse folkevalgte skal selvfølgelig have en arbejdsplads. Denne arbejdsplads, parlamentet, skulle have et visit. En rundvisning i den semisymmetriske bygning efterfulgt af en snak med en chef for informationskontoret. Han kom vidt omkring, lige fra miljøspørgsmål til fokus på forfatningen. Da parlamentsbesøget var et overstået kapitel, skulle vi via metroen på avisbesøg. Vi havde dog en times tid i overskud, så endnu et Burger King-besøg var muligt. I de pågældende dage var der så mange burgerkædebesøg, at titlen king of Burger King burde være realistisk og inden for rækkevidde, hvis man ser bort fra amerikanske burgerforbrugere.

Avisen vi skulle besøge hed Népszava (på engelsk ”voice of the people”, ”folkets stemme”). Vi kommer op til avisen via elevatoren der løfter os de ni etager op til avisens lokaler. Avisens onlineredaktør, Bialkó, viser os vej til et mødelokale hvor avisens chefredaktør (en person der sætter sin hat som han vil, og nok bedst kan sammenlignes med Tøger Seidenfaden) og deres kvindelige USA-ekspert er til stede. De kom blandt andet relevant ind på avisens forhold under kommunismen, at de gerne så at regeringen tabte næste valg, men at det samtidigt kunne betyde dårligere forhold for deres journalistik samt mange andre informative emner. Efter avisbesøget gik turen hjem. Det hænder når man kommer hjem på hotellet, at toilettet må tages i brug. Toiletterne på hotellet var disse østtyske, hvor ens efterladenskaber hviler på en afsats, hvor det kan inspiceres og analyseres før det skylles ud.

Lørdag. På vores udleverede skema står der ’FRI’, dette er dog ikke helt tilfældet. Dagen står på bytur med Jess, sir! Det var spændende. Turen endte på et marked hvor vi fik fri for resten af dagen. Turen skulle selvfølgelig ikke udelukkende bestå af burgermad, så vi fandt da også vej til Pizza Hut. Dette var en skuffelse, og Burger King måtte da også have et obligatorisk visit senere på dagen. Jeg blev stoppet af et hav af hjemløse på vejen hjem. ”I’m a honest guy…”, jaja, men *jeg* har travlt og er i forvejen lavt budgeteret. Jeg forklarede situationen på mit bedste engelsk og måtte se et skuffet, men smilende ansigt i hjemløse måske-alkoholiserede mennesker. Det går dog nok alt sammen, for han overlever jo nok… mine få Forint eller ej. Det er nemt at være kynisk i en verden der er hamrende relativ.

Søndag. Søndagen starter med at jeg i fællesskab med mine (overvægtige?) venner får gjort elevatoren til ’Elevator of Terror’ da den desværre kun kunne rumme 500 kg menneskefylde. Nå, men altså, anyway – whatevah (udtalt på bedste HTX-reklame manér) – turen gik til House of Loyality/Terror hvilket var yderst interessant. Til lyden af dyster, hård musik var der filmklip fra det nazistiske styre og kommunismen i Ungarn. Der var propagandaplakater fra det kommunistiske styre. Der var en kælder hvor man kunne se de celler der blev brugt til politiske fangere og andre afvigere. En stående celle, en lydisoleret celle og de andre direkte skræmmende celler i kælderen, var tankestartende. Ikke bare omkring de historiske handlinger, men lige så meget Guantanamo, eller en tanke til de tusindvis af mennsker der jf. Amnesty International hvert år henrettes af politiske og religiøse årsager i Kina i såkaldte Laogai-lejre. Og her skal vi til OL senere i år… verden er relativ. Bagefter var der mulighed for at komme i tyrkisk bad. Om aftenen havde et fåtal besluttet hvor vi skulle spise, og det var på en smuk restaurant med en generøs tjener der gav os valget mellem en a menu eller en b menu, så vi kunne få maden hurtigere (et bedre flow var dermed muligt for dem). Begge menuer indeholdte den ungarske specialitet, gullaschkød. Med mit syn på gullasch var det mildest talt et valg mellem Budapest og kolera.

Mandag. Hjemrejse. Vi var tidligt oppe fordi bussen skulle komme tidligt. Med bus og fly og tog og bus gik turen hjemad, og nu sidder jeg i dejlige Danmkark, på mit værelse, med alle mine bøger, dvd-film, alkoholiske drikke, computer, stort fjernsyn – I’m lovin’ it, men jeg savnede det ikke da jeg var væk. Winamp spiller C.V. Jørgensen med Dannebrog over et kaffebord fyldt med likør og tørre kager. Nogen vil måske kalde det for den daglige trummerum.

Jeg prøver lige een gang til

Jeg har gjort det før. Hoppet på den der nymoderne webtokommanulbølge og bare surfet derudad og fulgt stormens veje med meningsløse indlæg om alt om intet og intet om alt, bare for at konstatere, at der ikke er nogen der gider kommentere mine “latterligt langt-ude billige” indlæg.

Nu gør jeg dog endnu et forsøg. Ikke for at stræbe efter at få så mange besøgende og måske ligefrem kommenterende, aktive og engagerede brugere. Tværtimod. Jeg vil prøve at finde motivationen til at skrive ved at se på mine egne behov for sproglig udfoldelse. Lysten og behovet for at få nogle basale tanker ned på bogstavform.

Dette indlæg, eller i hvert fald dette lille afsnit af det første blogindlæg på denne blog, skal have funktion som en mindre disclaimer. Hvis der skulle ske det ubegribelige, at der rent faktisk kom en læser, der gik op i eventuelt kommende indlæg, og at der så ikke kommer flere indlæg før om f.eks. 143 år når jeg ligger på mit dødsleje, så har du hermed ikke ret til at klage over min inaktivitet i dette bloghelvede! Jeg skriver når det passer mig og når du lover at flashe på webcam mod blogskrivningsbetaling.

“I går var jeg ude endnu engang, men sent på natten var jeg ene og alene”

Velkommen.

DR må finde sig selv

Der er sket mangt og meget siden den 1. april 1925 hvor Statsradiofonien for første gang sendte lyd ud i æteren. Fjernsynet, Internettet og mobilapperaturer er blandt nogle af de nævneværdige nye teknologier og teknikker der har set dagens lys. Hertil er der også kommet et hav af nye globale medieaktører, der alle er begyndt at høste og så – også i Danmark.

Hvor står Danmarks Radio i alt dette, og har vi overhovedet brug for en medieinstitution som supplement til de markedsdrevne og seertalsafhængige medier? Jeg vil i denne klumme argumentere for, at DR kan og bør finde sin plads i medielandskabet – også på længere sigt. Dette skal bare ikke ske ud fra socialistiske ideer omkring national sammenhængskraft og skarp konkurrence til markedskonkurrerende medier.

I det store perspektiv er det en uoverskuelig og direkte urealistisk opgave at DR skal holde sammen på nationen. Fremtidens mediebrugere – unge – ser mindre og mindre TV (heriblandt DR) og bruger mere tid på andre platforme, specielt på Internettet hvor internationale aktører vinder frem (YouTube, Facebook, MySpace), og disse vil i de kommende år opruste til regulær krig om seere og brugere.

Det er naivt at tro på, at DR vil kunne konkurrere med disse profitmaksimeringsvirksomheder på seertal og økonomi, og nævnte parametre må derfor undgås at blive kriterier i bedømmelsen af kvaliteten og udbyttet af licenspengene. Men hvorfor? Hvis det ikke kan stå, skal det så ikke bare falde? Svaret er entydigt nej.

Dette nej bygger på en accept af de klassiske økonomiske teorier omhandlende efterspørgsel og udbud. Hvad det enkelte individ i samfundet efterspørger, vil markedet kunne gå ind og tilbyde. Dette er efterhånden et indiskutabelt faktum og et af de grundlæggende principper i det vestlige markedskapitalistiske konsumsamfund. Samtidigt har medierne også fået den klart definerede rolle i samfundet som værende den fjerde statsmagt. I accepten af teorien omkring udbud og efterspørgsel og medierne som den fjerde statsmagt, skal DRs eksistensgrundlag også findes. Uanset hvad seere og brugere efterspørger og hvad der er reklamekroner i., skal DR kunne levere og tilbyde dybdeborende journalistik uafhængigt af økonomiske interesser. Hvis vi ser på TV-branchen, er der flere analyser der viser, at markedet inden for reality-tv og letfordøjelige udsendelser vil vokse i løbet af de kommende år. TV2 har meldt ud at de i 2008 vil være klar med et nyt realityprogram, og vi kan med sikkerhed forvente andre programer der kan få den brede masses opmærksomhed, for det er jo der alle reklamekronerne ligger gemt. Ikke i kvalitets-tv som DR2 Udland, Deadline m.v. eller i radioprogrammer som P1 Orientering.

DR i dets nuværende form ligner et projekt der overlever på baggrund af noget der ligner mangel på ræsonnering. Så længe at DR kan konkurrere på seertal med programmer fra DR Drama og X-Factor (der i princippet lige så godt kunne sendes på en kommerciel kanal) går det hele jo nok, men hvad når byggeriet i Ørestaden vil kræve yderligere politisk økonomisk injektion? Til den tid kan vi i værste fald have et DR der i et desperat forsøg på overlevelse stræber efter at overleve på markedsvilkår og dermed har overflødiggjort sig selv. Det er m.a.o. pinligt dag efter dag at skulle opleve en firkantet og unuanceret debat der prøver at sidestille DR med kommercielle konkurrenter. DR må klart defineres som et enestående projekt, der skal, så vidt som muligt, stå uafhængigt af hvad massen og pengestærke seere efterspørger.

Konsekvensen af den totale udbud/efterspørgsel på mediemarkedet er tydelig. Samfundsdebatten bliver indskrænket til en vare den politiske elite er klar til at betale for, og den dosis politik den gennemsnitlige dansker vil blive udsat for, er en personificeret, medievenlig og letfordøjelig politisk dækning. DRs rolle i medielandskabet bør ikke være at tilbyde synet af danskere med sangtalent eller mangel på samme til aftenkaffen hver fredag, men at styrke samfundsdebatten ved at tilbyde programmer og services der kan ses af alle uafhængigt af social status og økonomisk indkomst.
Det forlyder, at tiden læger alle sår, men dette er nu ikke tilfældet med DR. Tværtimod. Hvis vi bare ser passivt til og lader DR eksistere og fungere som det gør nu, ud fra markedsøkonomiske præmisser, kan DR godt gå ud og investere i en kalender og lade deres dage være talte.