Opgave i politisk teori: Sammenlignende analyse af Aquinas og Machiavelli

1. Foretag en sammenlignende analyse af Thomas Aquinas’ og Machiavelli’s politiske teorier.

Jeg vil i denne opgave lave en sammenlignende analyse af de politiske tænkere Aquinas og Machiavelli (i nævnte rækkefølge). Dette vil jeg gøre ved henholdsvis at beskrive de to tænkere og sammenligne dem. Dette skal så kunne danne grundlaget for en perspektivering og eventuelle paralleller til nutiden. Det hele afsluttes med en opsummerende konklusion.

Thomas Aquinas (1224/5-1274) var en af højmiddelalderens filosoffer, der dog anses for at være mere teolog end politisk tænker. Han er mest kendt for at forene Aristoteles ideer med kristendommen (Boucher & Kelly 2003, 108).

Aquinas levede i højmiddelalderen, hvor der, grundet en økonomisk fremgang og en selvstændig borgerstand, kom en mere udadvendt livsholdning, som filosofisk kom til udtryk i interessen for at udforske naturen og ikke mindst menneskets liv i samfundet, og herunder også nogle, der ikke var enige i alt hvad kirken sagde. Dertil kommer så også, at Aristoteles værker blev oversat til latin fra de arabiske oversættelser. Dette gjorde at Aristoteles syn på naturvidenskab, metafysik m.v. igen blev aktuelt, og hvor Augustin nok havde hvad man med rette kan kalde en verdensforagt, havde Aquinas en lyst og vilje til at ville udforske naturen vha. Aristoteles metode. Han ville med andre ord prøve på at erkende Gud mere naturvidenskabeligt ved at studere naturen og dets årsager. Nogle af Aristoteles tanker var dog ikke just velkomne hos kirken, men det lykkedes Aquinas at fremstille en syntese som kirken accepterede.

Hos Aquinas er der ingen skarpe skillelinjer mellem tro og fornuft, men tværtimod en glidende overgang, og ligeledes har han den opfattelse, at der er en hierarkisk ordnet struktur i universet. Han mente at der fandtes kristne sandheder, som fornuften aldrig kunne opnå indsigt i. Tilsvarende mente Aquinas, som Aristoteles, at mennesket er et socialt og politisk væsen der er i besiddelse af et potentiale som kan aktualiseres i det gode samfund. Det gode samfund er altså et samfund hvor mennesket kan aktualisere sit potentiale – i henhold til naturretten (som ikke må krænkes, og dermed skal man aktualisere sig selv i overensstemmelse med Guds forsyn). Naturretten er en fornuftsindretning der er hierarkisk opdelt:

1. Den evige lov
2. Den naturlige lov
3. Den guddommelige lov
4. Den menneskelige lov

Den evige lov er fornuftsforudsætningen som er hævet over al anden lov, og er skabt med henblik på hele skabelsen ud fra Guds forsyn. Den guddommelige lov er fornuftsskabningens andel i den evige lov og dermed den del af den evige lov som fornuften kan opfatte, hvor at den guddommelige lov kun er kendt af de kristne gennem åbenbaringen med henblik på frelse. Til sidst har vi den menneskelige lov som er den lov hvorigennem at fornuften formidles, og altså, som navnet antyder, er skabt af menneskene.

Niccolò Machiavelli (1469-1527) var en italiensk diplomat og politiker, og er nok mest kendt for at være den der opstillede et politisk alternativ til kristendom og kristen moral. Machiavelli levede i en tid hvor Italien var splittet og der herskede interne borgerkrige små bystater. Man var langt væk fra det romerske imperium, men han refererede ofte til det, som dengang hvor Italien var samlet og bragte stabilitet, civilisation, ro og orden. Romerriget var m.a.o. hans store forbillede, og hans samtid var langt væk fra dette ideal, som var en tid hvor det politiske liv var præget af korruption, krig, vold og andre moralsk forkastelige handlinger, som medførte, at Machiavelli fokuserede meget på stabilitet og orden i hans forfatterskab, og lagde grundlaget for hans politiske filosofi. Machiavelli var som sådan ikke forud for hans tid, og allerede omkring et århundrede før, at Fyrsten blev skrevet, havde en tradition for realisme udviklet sig inden for italiensk politisk tænkning (Boucher & Kelly 2003, 147).

Machiavelli var humanist i den forstand, at han havde en antropocentrisk verdensopfattelse, som hans opfattelse af politik også tog sit udgangspunkt i, nemlig at mennesker altid er årsagen til forskellige politiske og historiske begivenheder, og f.eks. ikke er determineret ud fra religion. Machiavelli er desuden eksponent for en cyklisk historieskrivning, forstået ved, at han er af den opfattelse, at historien gentager sig, grundet menneskets til hver en tid og evige tendens til egoisme og lyst til at fremme egne interesser1 , hvilket af gode grunde resulterer i at civilisationer opstår, eksisterer og dør. Forklaringen på dette er, at dyd (eller virtu om man vil) avler fred, fred avler dovenskab, dovenskab mytteri, mytteri undergang, undergang love, love dyd (Boucher & Kelly 2003, 154).

Denne egoisme der hersker i mennesket må den politiske leder være opmærksom på og tage i betragtning, hvis magten skal opretholdes og dermed den sociale stabilitet, ro og orden.

Machiavellis realisme og empirisk induktive metode kan ses som en klar kontrast til det metafysiske og teleologiske. Derfor bør vi ikke gøre os nogle forhåbninger om, at finde et decideret værenshierarki hos Machiavelli, som hos Aquinas, hvor vi finder naturretten. Hvor at Aquinas mente, at Guds forsyn i sjældne tilfælde kunne komme til syne for os, var Machiavelli sikker på, at det aldrig var eller blev tilfældet, og om det så nogensinde gjorde, måtte en fyrste ikke lade kristendom komme i vejen.

For Machiavelli tager den politiske autoritetsudøvelse udgangspunkt i ønsket om og forsøget på stabilitet, ro og orden, hvor Aquinas politiske autoritetsudøvelse tager udgangspunkt i et sæt moralske (kristne) normer. Dette bygger på, at Aquinas vidste, at mennesket var en synder, men gennem den menneskelige fornuft kan man indse denne synd og korrigere efter at leve moralsk. Og denne naturretsantagelse er fundamentalt anderledes for Machiavellis opfattelse af naturretten, der ser den som værende ikke-eksisterende.

Når Machiavelli så ikke mener at der er nogle kristne moralske normer der kan bruges som vejviser inden for den politiske og sociale sfære, og at mennesket er egoistisk og nyttemaksimerende, er det derfor nødvendigt at anse politik som et spørgsmål om magtteknik – og ikke moral. Hvor at loven hos Aquinas forenede det religiøse med mennesket og fandt sin legitimitet der, finder magthaveren hos Machiavelli udelukkende legitimitet i den første politik i ønsket om at bevare samfundsstrukturernes status quo. Styreformen if. Aquinas kunne i princippet være styret af en (monarki), få (aristokrati) eller mange (rule by the people) der besad magten (Boucher & Kelly 2003, 116). Han foretrak dog monarkiet af flere forskellige grunde, men i tilfælde af, at han ikke udøvede autoritet i overensstemmelse med naturretten eller var tyrannisk, kunne han afsættes (Boucher & Kelly 2003, 117).

Hvor at vi hos Machiavelli udøver politisk autoritet ud fra mantraet om, at målet helliger midlet, er der ingen idealstat. Machiavelli advokerer i Fyrsten for, at fyrstedømmet er den bedste styreform, og i Discourses for, at en republik er den bedste styreform. Det er her relevant at gå ind og se på, i hvilken kontekst værkerne er skrevet, men overordnet set kan man udlede den konklusion, at der hos Machiavelli er flere forskellige styreformer der kan være ideelle, afhængigt af flere forskellige forhold som gør sig gældende på vejen til at opnå stabilitet. For som han skriver, er der altid flere veje til at nå et mål, og en vej kan sagtens føre til forskellige mål. Det er altså ingen sikkerhed og garanti for, at fordi at man har et fyrstedømme, vil der vil være stabilitet og orden. Hvor at staten hos Aquinas var et sted hvor ens potentiale kunne aktualiseres i overensstemmelse med den kristne moral, og har til mål at være retfærdig og forebygge ondskab, mener Machiavelli at staten skal vægte stabiliteten højere end retfærdighed, og hvad der ud fra kristne normer kan anses som værende ondskab, er acceptabelt inden for rammerne af forsøget på orden. Magtudøvelsen må m.a.o. tage sit afsæt i de naturlige love og under ingen omstændigheder overtræde disse, da det er statens raison d’être. Det nytter derfor ikke noget, hvis de strukturer for hvor inden at det daglige liv skal finde sted inden for kristne normer, ikke selv er underlagt en kristen etik. Hvor at jeg vil mene, at samfundsstrukturerne og autoritetsudøvelsen hos Aquinas tager udgangspunkt i noget guddommeligt oppefra, tager Machiavellis magtudøvelse udgangspunkt i noget nærmest verdsligt og positivistisk, og uden nogle normer med metafysisk afsæt, og dermed på baggrund af det daglige liv, og hvad der skal til for at opretholde en statsmagt. Med andre ord er mennesket uden et politisk regime (strukturer) ingenting, og derfor består det hele for Machiavelli i at kunne håndtere, styre og holde magten. Det er fordi, at den politiske magt ikke er styret af Guds forsyn eller historisk materialisme. Politisk magt er noget man gør som menneske (noget konkret nu og her). Magten bliver dermed også udtryk for noget der kan manipuleres.

Der er dog også flere forskellige lighedspunkter mellem Aquinas og Machiavelli, bl.a. deres fælles udgangspunkt fra Aristoteles, at politik er en forlængelse af det etiske, at det hænger sammen, men når vi taler politisk moral, er den adskilt fra den individuelle moral. Det gælder altså for Machiavelli, at han ikke er amoralsk, men han kan godt dispensere for rettigheder i så fald at det opretholder den sociale orden.

Hvor at Aquinas opfatter frihed som muligheden for at aktualisere sin potentiale i overensstemmelse med den kristne moral, går Machiavellis frihedsbegreb ud på fraværet af dominans, som ikke ligger under for andres præferencer for lov. Det er altså ikke kun at ligge under for tvang, men også at have muligheden for at udøve politisk indflydelse. For at dette er muligt, må magten gøres medgørlig, hvilket sker ved at den kanaliseres gennem samfundsinstitutioner (retsvæsen, forsvar etc.), da det er der at vi kan inddæmme stridigheder.

Det er min antagelse, at Machiavelli står for, at hvorvidt man skal forholde sig til religion som noget godt eller ondt, afhænger af hvordan magthaveren forholder sig til samme. Lader den politiske magt en kristen moral stå i vejen for udførelsen af magt, der skal sikre den sociale orden, hersker der ingen tvivl om, at magthaveren har et forkert og destruktivt forhold til religion. Hvis den politiske magt derimod bruger religionen som et middel til at nå det moralske mål, har man et fornuftigt forhold til den.

Der hersker ingen tvivl om, at Aquinas og Machiavelli på hver deres måde har påvirket den politiske filosofi. Aquinas ved først og fremmest at forene Aristoteles tanker med kristendommen. Aquinas har inspireret flere tænkere og filosoffer, herunder bl.a. John Locke. Han har desuden bidraget med en tro på, at mennesket via fornuften og erkendelsen kan opnå en indsigt i hvad der er meningen med livet.

Machiavelli kan ses som værende en god påmindelse om, at nutidens institutioner ikke er meget anderledes end datidens, da historien – ifølge ham – gentager sig. Machiavelli mener der er noget genkendeligt ved mennesket uafhængigt af tid: At det er ondt. Og det bygger jo selvfølgelig på selvsamme præmis, netop at mennesket er egoistisk. Hvis man i opbyggelsen og konstruktionen af samfundsinstitutioner og strukturer bygger på, at mennesket er egoistisk og det ikke handler ud fra nogen egentlig moral, vil dette system så netop ikke fostre egoistiske individer der til hver en tid vil udnytte strukturerne til fulde? En tese kunne være, at hvis sådanne strukturer efterfølgende sættes (midlertidigt) ud af kraft, ville sådanne strukturer have påvirket individernes forhold til hinanden i en negativ retning med manglende gensidig tillid til et andet socialt forhold til mennesker, som værende lysten til tilfredsstillelsen af egoistiske behov. Hvis vi rent hypotetisk prøver at gå ned på et mikroniveau, og f.eks. antager at en familie bestående af far, mor og 2 børn, ledes af familiens overhoved faderen, der vælger at bygge sin opdragelse på den præmis, at børnene er onde og egoistiske. Hvad ville resultatet være i sidste instans?

Machiavelli og Aquinas er ikke diametrale modsætninger, men på nogle områder uforenelige størrelser. Det er deres menneskesyn og verdensbillede der ligger til grund for deres politiske filosofi, og ikke mindst deres tanker om hvad det gode samfund er. Hos Aquinas er det gode samfund et samfund som opretholdes ved hjælp af kristne idealer, hvor det hos Machiavelli er afhængigt af hvorvidt det kan skabe social ro og orden.

  1. Er der enkelte mennesker der ikke er egoister, og altså desinteresserede og naive, vil de blot blive offer for andres egoistiske handlinger. []