Erik Gahner Larsen

Er indvandrerne den største trussel?

I Søndagsavisen, Danmarks mest læste avis, kan man læse en artikel, hvori der sættes fokus på ”danskernes største frygt for fremtiden: indvandrere”. Den er at finde online her. I artiklen påstås det, at danskerne mener, at indvandrerne er den største trussel mod Danmark. Denne pointe får ligeledes omtale på bloggen Den Korte Avis. Søndagsavisen forsøger altså at sælge en historie om, at det danskerne går og bekymrer sig mest om, er indvandringen. Guess what? Ikke på min vagt. I dette indlæg viser jeg, at sådan en tolkning er misvisende og sandsynligvis fordrejer virkeligheden.

Konklusionen bygger på en meningsmåling, Søndagsavisen har fået foretaget af YouGov, hvor et repræsentativt udsnit af den danske befolkning er blevet spurgt om, hvad der udgør den største trussel mod Danmark i fremtiden. Her svarer 24 procent af de adspurgte, at det er indvandring. Der gives dog desværre ingen anden information om undersøgelsen end den her nævnte. Jeg vil bygge min kritik op på den information der foreligger, men hvis tilfældet er et andet, end det artiklen giver udtryk for, skal jeg selvfølgelig nok følge op på dette i et nyt indlæg (jeg sendte en mail med et par spørgsmål til journalisten den 27. oktober, men vedkommende har ikke svaret tilbage endnu).

Der gives ingen information om, hvor mange der er blevet spurgt, hvornår de er blevet spurgt, hvilken kontekst spørgsmålet er stillet i, hvor mange der har svaret på de andre muligheder m.v. Det eneste der gives, er denne infoboks:

For det første er det problematisk, at der ikke gives information om, hvorvidt de fire valgmuligheder – indvandrere, klimaforandringer, konkurrenceevne og terrorisme – er de eneste, der er blevet forelagt respondenten. Vi kan dog sige med sikkerhed, at det ikke er en udtømmende liste, da tilfældet i så fald ville være, at en af de andre muligheder rent matematisk ville have en større opbakning end 24 procent. Mit umiddelbare gæt vil være, at der kan være en betydelig andel, der har svaret “Ved ikke”, som journalisten ikke har inkluderet (det kunne være sjovt at vide, hvor stor denne andel er). Alternativt er der nogle andre muligheder, som ikke er inkluderet. Uanset hvad der er tilfældet, er det utrolig dårlig formidling af de metodiske aspekter.

For det andet kan man problematisere hele tolkningen af distributionen af svar. Er 24 procent, der mener indvandrere udgør den største trussel, det samme som at indvandrere er noget, danskerne går og frygter? Hvis dette tal havde været 5 procent og stadig det højeste blandt svarkategorierne, ville det så også være en fair tolkning, at danskerne gik og frygtede indvandrere? I dette tilfælde kunne man lige så godt tolke det således, at 76 procent ikke ser indvandringen som en trussel (hvorved det altså er et spørgsmål om framing).

For det tredje er det et utroligt dårligt ordvalg, at tale om en trussel i forhold til de pågældende svarmuligheder. En trussel er noget der udgør en risiko, og der er intet overraskende i, at jo mere konkrete svarmulighederne er, desto flere vil være tilbøjelige til at vælge disse (det er trods alt nemmere at forestille sig en indvandrer og deraf negative scenarier end klimaforandringer og eventuelle negative udfald af dette). Og hvis man spurgte om, hvad der udgjorde det største potentiale for Danmark, ville indvandrere nok også, blandt de pågældende svarmuligheder, ligge højest. Desuden er det utroligt uklart, hvordan eksempelvis konkurrenceevnen kan udgøre en trussel i sig selv (Det er vel snarere fraværet af evnen til at kunne konkurrere, der potentielt set kan være en trussel?). Med andre ord virker valget af svarmuligheder arbitrært og udelukkende lagt ind som muligheder, for at sikre, at en del vælger indvandrere (og dermed passer ind i historien).

For det fjerde – og i forlængelse af førnævnte – primer man respondenternes overvejelser, ved at give konkrete svarmuligheder. Den bedste måde at undersøge den slags problematikker på, er ved at spørge folk og lade dem svare frit fra hukommelsen. Der er meget arbejde forbundet med efterfølgende at skulle kode svarene ind i kategorier – og der findes andre interessante alternative metoder – men det giver nu engang de mest valide svar, ikke at spørge folk blandt et par enkelte muligheder. For at kigge nærmere på, hvor meget indvandrerne egentlig udgør en reel bekymring blandt danskerne, kan vi se på bedre data fra Valgundersøgelsen 2011, hvor danskerne blev bedt om at nævne det største problem for Danmark (og altså uden at blive forelagt konkrete svarmuligheder). Her tegner der sig et billede af, at det 1) er langt fra 24 procent, der mener indvandringen er det største problem og 2) der er andre problemer, der er mere påtrængende.

Ovenstående figur viser fordelingen af de mest relevante kategorier. På figuren kan det aflæses, at over 700 af respondenterne valgte problemer relateret til økonomien, over 300 valgte problemer relateret til velfærdsstaten, efterfulgt af arbejdsmarked, sundhed, ældre og miljø og energi. Vi skal et godt stykke ned, før vi finder indvandrere. Intet taler for, at indvandringen opfattes som det største problem blandt danskerne. Med mindre man selvfølgelig designer en undersøgelse, der har til hensigt at komme frem til den konklusion.

Man skal dog selvfølgelig være kritisk i forhold til især to aspekter ved ovenstående figur. For det første var økonomien et stort emne under valgkampen i 2011, hvilket har påvirket vælgernes svar. For det andet kan der jo være sket et skred i befolkningen siden 2011. Hvad angår det første, tvivler jeg på, at det ville være muligt at rykke danskerens vurderinger drastisk. Kigger man eksempelvis på lignende svar fra Valgundersøgelsen 2007, ser man også at velfærd, sundhed, økonomi og lignende ligger utroligt højt (og indvandringen som i 2011 ikke er i nærheden af at være en topscorer). Hvad angår det andet kan jeg selvfølgelig ikke udelukke sådanne tendenser, men jeg vil på ingen måde tage Søndagsavisens undersøgelse som dokumentation for en sådan udvikling.

Det er selvfølgeligt fint, at Søndagsavisen vil fokusere på, hvad danskerne frygter mest. Det er ikke fint, at man bruger en tilgang, der er misvisende.

Potpourri: Statistik #17

Klikhøsterne

Hvad er en klikhøster? Det er såmænd bare web slang for journalist. I det fjerde afsnit af Hyklerriget (kan ses på DRs hjemmeside), besøger Jesper Juhl og Kristoffer Eriksen avisen MetroXpress. I programmet kan man se, hvordan der i receptionen er placeret en skærm, hvor journalisterne (“klikhøsterne”) kan følge med i live, hvor mange klik de genererer til hjemmesiden.

Det er intet mindre end sørgeligt. Det er sørgeligt af mindst to nævneværdige grunde. For det første sender det et signal om, at det er ud fra dét kriterium, man vil bliver målt på som journalist. Det er selvfølgelig et meget nemt, målbart kriterium, men det er godt nok et ringe et af slagsen. Det skriger indholdsmæssigt efter laveste fællesnævner. For det andet fremhæver det en opfattelse af netbrugerne som enheder, der er reduceret til kliks. Hvis man på nettet ikke ønsker at forholde sig til brugerne som andet end kliks der skal høstes, har man godt nok meget lave ambitioner som medie. Det må desuden være sørgeligt at skulle arbejde som journalistisk likehunter.

Det er nok ikke udelukkende MetroXpress, dette er relevant for. De fleste medier kæmper i dag om læsernes gunst, og denne konkurrence er ekstra hård på nettet. De historier der bliver populære på BTs hjemmeside og genererer mange klik, kommer også ret hurtigt på Ekstra Bladets hjemmeside og vice versa. Det er konkurrencen om at få lavet det indhold, der er populært på facebook, og hvis det ene medie har succes, følger det andet trop. Desuden er det tragisk at overvære kvaliteten af en stor del af de debatindlæg, som især Politiken smider online. Her er der tale om indlæg, der ikke ser ud til at være lagt online på baggrund af en indholdsmæssig redaktionel vurdering, men snarere fordi de vil kunne trække mange reaktioner på de sociale medier – og altså kliks.

Jeg kan dog godt lide ordet klikhøster. Det er dejligt at få sat et begreb på den dagsorden, som mange medier praktiserer i disse tider. Klikhøsteri.

Hvordan du ikke bør lave et lagkagediagram

På Litteraturvidenskab på København Universitet har de data på, hvilke brancher de uddannede arbejder i. Der er mange måder at formidle den slags information på, men på KU har de valgt at gøre det med et såkaldt lagkagediagram:


(ht: @pessimism)

Alt er galt med ovenstående (dog skal de have ros for, at det ikke er i 3D). For det første er det svært at sammenligne forskellige brancher. Har man to andele og et inderligt ønske om at visualisere disse, gør lagkagediagrammer ikke den store skade, men sammenligninger bliver sværere, desto flere kategorier der tilføjes. I dette tilfælde skriger den information der skal visualiseres, ikke efter et lagkagediagram

For det andet er farverne helt elendige. Hvis man ønsker at visualisere forskellige kategorier med forskellige farver, er det en god idé at sikre sig, at disse farver også er forskellige. Det er de ikke i lagkagediagrammet, hvor flere farver er helt identiske.

For det tredje er der dobbeltkonfekt. Boksen under lagkagediagrammet indeholder ikke information, der ikke allerede er i lagkagediagrammet. Den information bidrager kun til at gøre det hele mere kompliceret. Desuden er den, givet de identiske farver, komplet ubrugelig.

For det fjerde er der ingen orden i kategorierne. Det ville for overskuelighedens skyld være at foretrække, hvis den største kategori var efterfulgt af den næststørste. Her virker det som om, at de er sat tilfældigt op.

For det femte er de enkelte kategorier uoverskuelige. Eksemplerne der gives i parentes efter flere af kategorierne gør ikke overblikket nemmere. Tværtimod. Her ville det være lækkert med en mere dynamisk præsentation, hvor sådan information ville komme, når man klikkede på den pågældende kategori. Kategorien “Anden type” på 24 pct. undrer mig desuden også, da den må indeholde alle de brancher, der har andele på under 2 pct. af de uddannede (måske er det den andel, der er på dagpenge?).

Hvordan bør et lagkagediagram så se ud? I hvert fald ikke som ovenstående. For at gøre et langt indlæg kort, er her DarkHorse Analytics bud på det ideelle lagkagediagram:

Der kan være lejligheder, hvor det giver fin mening at lave lagkagediagrammer. Eksempelvis hvis man kun har et par kategorier og ikke har anden data, der skal visualiseres. Jeg ville stadig foretrække en anden type visualisering, men jeg forstår sådan et valg. Det hele kan dog i nærværende tilfælde koges ned til, at der er meget støj og meget lidt mening. På den anden side er det nok også sigende for det meste af det, der kommer ud af litteraturvidenskab.