Hvad er en klikhøster? Det er såmænd bare web slang for journalist. I det fjerde afsnit af Hyklerriget (kan ses på DRs hjemmeside), besøger Jesper Juhl og Kristoffer Eriksen avisen MetroXpress. I programmet kan man se, hvordan der i receptionen er placeret en skærm, hvor journalisterne (“klikhøsterne”) kan følge med i live, hvor mange klik de genererer til hjemmesiden.
Det er intet mindre end sørgeligt. Det er sørgeligt af mindst to nævneværdige grunde. For det første sender det et signal om, at det er ud fra dét kriterium, man vil bliver målt på som journalist. Det er selvfølgelig et meget nemt, målbart kriterium, men det er godt nok et ringe et af slagsen. Det skriger indholdsmæssigt efter laveste fællesnævner. For det andet fremhæver det en opfattelse af netbrugerne som enheder, der er reduceret til kliks. Hvis man på nettet ikke ønsker at forholde sig til brugerne som andet end kliks der skal høstes, har man godt nok meget lave ambitioner som medie. Det må desuden være sørgeligt at skulle arbejde som journalistisk likehunter.
Det er nok ikke udelukkende MetroXpress, dette er relevant for. De fleste medier kæmper i dag om læsernes gunst, og denne konkurrence er ekstra hård på nettet. De historier der bliver populære på BTs hjemmeside og genererer mange klik, kommer også ret hurtigt på Ekstra Bladets hjemmeside og vice versa. Det er konkurrencen om at få lavet det indhold, der er populært på facebook, og hvis det ene medie har succes, følger det andet trop. Desuden er det tragisk at overvære kvaliteten af en stor del af de debatindlæg, som især Politiken smider online. Her er der tale om indlæg, der ikke ser ud til at være lagt online på baggrund af en indholdsmæssig redaktionel vurdering, men snarere fordi de vil kunne trække mange reaktioner på de sociale medier – og altså kliks.
Jeg kan dog godt lide ordet klikhøster. Det er dejligt at få sat et begreb på den dagsorden, som mange medier praktiserer i disse tider. Klikhøsteri.