Erik Gahner Larsen

Skal unge forbydes at gå i solarium?

Som vi alle ved er der intet galt med forbud, så længe de blot kommer fra de fornuftige mennesker i SF. Måske skal man derfor hylde sundhedsminister Astrid Krags (SF) forslag om, at forbyde unge mennesker at gå i solarier. Man kan selvfølgelig også vælge at problematisere forslaget – noget som artiklen desværre ikke formår at gøre.

For det første er der ikke tale om noget nyt forslag. Socialdemokraterne har ved flere lejligheder meldt ud, at et forbud er at foretrække. Det er dog ikke udelukkende S og SF der går ind for et forbud. I 2008 var der sågar et politisk flertal for forslaget, hvor man ligeledes fremhævede, at alle solcentre skulle blive bemandet.

For det andet bør man være lidt kritisk over for, om det i det hele taget er et område, hvor staten bør gå ind og kontrollere. Astrid Krag siger, at det er uvist om forbuddet bør gælde unge til og med 16 eller 18 år. Om det bliver den ene eller anden aldersgrænse ændrer ikke på, at der er tale om unge mennesker som forældrene har myndigheden over. Jeg bryder mig ikke om ideen, at staten nu skal tage endnu mere ansvar fra forældrene, der alt andet lige bør stå for opdragelsen af deres børn.

For det tredje skal man huske på, at fordi et forbud gennemføres, betyder det ikke, at det vil have en effekt. Vil de unge under 18 sjældnere frekventere det lokale solarium? Det kommer an på mange ting, men én ting er sikkert: Det løser næppe noget problem. Og der vil stadig være unge under 18 der tager sol. Uafhængigt af hvor mange sundhedsskadelige konsekvenser det indebærer. Noget tyder på, at der mest af alt er tale om regulær symbolpolitik.

For det fjerde skal sådan et forbud opretholdes. Hvem skal stå for finansieringen? Hvem skal stå for at kontrollere, at unge under 18 ikke går i solariet? Hvad skal straffen være for at skade sin egen krop?

For det femte skal sådan et forbud afgrænses. Skal forbuddet kun gælde de solariecentre der ikke har andet formål end at sælge sol? Hvad med de solarier der er i møntvaskerier? Eller de solarier der er i træningscentre? Og hvad med dem der har solarierør hjemme i privaten? Dansk Solarie Forening frygter at et forbud blot vil flytte forbruget af sol til mere private forhold. Hvor langt vil man gå i forsøget på at gøre noget godt for de unge?

For det sjette er der andre måder at blive brun på. En forholdsvis ny trend er brugen af Melanotan II (også kaldet Barbiepillen), der sprøjtes ind i kroppen med kanyle. Stoffet er ikke godkendt i nogle lande, men kan skaffes over internettet uden de store vanskeligheder. Hvis vi antager, at unge på grund af forbuddet ikke vil gå i solarier, er det meget plausibelt, at brugen af (farlige alternativer) vil stige.

For det syvende ser jeg gerne, at såfremt journalister skal formidle et politisk forslag, må de gerne tage kontakt til andre dele af det politiske spektrum end tre regeringspartier, der i denne tid næppe er uenige om ret meget. Det må være journalisters opgave at være kritiske over for de forslag politikerne kommer med. En oplagt måde at gøre dette på ville være at tage kontakt til politikere der er modstandere af sådan et forbud.

Jeg er ikke i tvivl omkring det faktum, at politikerne har mange gode intentioner og oprigtigt ønsker at gøre noget godt for de solarieforbrugende unge. Jeg er dog heller ikke i tvivl omkring, at politikere i mange tilfælde nok overvurderer egne evner. Det er desværre ikke sådan, at man blot kan vedtage en lov, og vupti – det hele fungerer efter hensigten. Sådan er det sjældent. Meget sjældent.

Six Feet Under (2001)

Der findes en del TV-serier der tager udgangspunkt i familier som ikke er helt normale. Dette er logisk nok. Specielt i dette tilfælde. Lige så uinteressant som en helt almindelig familie vil være på TV, lige så interessant er det at følge den på alle tænkelige måder dysfunktionelle familien Fisher i Six Feet Under.

I Six Feet Under følger vi familien Fisher der driver et kapel hvor der varetages alt fra forberedelsen af begravelser til afholdelsen af samme. Der balsameres lig, sælges kister, laves blomsterbuketter og alt hvad der ellers hører sig til den kapitalistiske kunst at tage afsked med de døde.

Døden er da også et gennemgående tema i serien – og dermed bliver livet det automatisk også. Hvert afsnit indledes med et dødsfald (eller rettere sagt en ny kunde til familien Fishers familieforetagende), hvor afdøde bliver bisat i husets kapel. Dette er dog ikke ensbetydende med, at døden er det »eneste« tema der tages op. Tværtimod.

I serien er der så godt som ingen grænser for, hvilke temaer og emner der tages op i løbet af de 5. sæsoner, serien strækker sig over. Alle tænkelige former for komplekser i forhold og familier tages op, seksualitet, moralske spørgsmål, stoffer, religion, identitetskriser, ansvar og så videre. Hvis det var en film vi havde med at gøre, ville denne bredde ske på bekostning af dybden og resultere i en overfladisk tilgang til nævnte. Givet serieplatformens mulighed for karakterfordybelse og narrative forløb der strækker sig over mange, mange timer, lever man sig i Six Feet Under ind i universet og specielt de personer der lever i det.

Skuespillerne er da også en klasse for sig selv. Specielt gør Michael C. Hall det godt som den homoseksuelle David der skal stå i spidsen for familieforetagendet efter at faderen dør i en bilulykke i det første afsnit. De fleste vil måske kende Michael C. Hall fra hans rolle som Dexter Morgan i serien Dexter. Der er dog også nogle ligheder mellem karaktererne David og Dexter. Begge har det svært med kærlighed, begge fungerer ikke godt socialt, begge har dialoger med deres afdøde far, begge arbejder med lig, begge gemmer på hemmeligheder m.v.

Bag serien står Alan Ball der nok er bedst kendt for at have instrueret filmen American Beauty (1999). Har man sendt denne film, ved man hvad Alan Ball er i stand til, og kunne man lide American Beauty, har jeg meget svært ved at forestille mig, at man ikke vil kunne lide Six Feet Under.

For godt et år siden lavede jeg et indlæg med 15 gode serier. Six Feet Under var en af de serier jeg var sikker på skulle med på den liste – og skulle jeg lave listen i dag, ville jeg ikke betvivle dens placering på listen over mine absolutte yndlingsserier.

Er nutidens studerende for dårlige?

Politiken har foretaget en rundspørge blandt 2.000 undervisere på landets fem store universiteter, og kan konkludere, at nutidens studerende er for dårlige. Ekstra Bladet kommer på baggrund af samme undersøgelse frem til, at de studerende ganske enkelt er blevet dummere.

Blandt de 2.000 undervisere svarer 38 pct., at de studerende er blevet fagligt svagere end for 5-10 år siden. 8,5 pct. svarer omvendt, at de studerende er blevet fagligt stærkere. Jeg undrer mig i denne sammenhæng over, om det er ensbetydende med, at de resterende respondenter (53,5 pct.) er af den opfattelse, at niveauet er det samme. Hvis dette er tilfældet, mener et flertal af de adspurgte netop ikke, at de studerende er »blevet mere overfladiske i deres viden«.

I rundspørgen er underviserne blevet bedt om en vurdering af, om niveauet har ændret sig over tid. Dette kan sagtens være en indikator for om der er sket en forandring i de studerendes færdigheder over tid, men det er ikke et ideelt mål. En alternativ måde at undersøge det på, hvis man skal gøre det med udgangspunkt i undervisernes vurdering, ville være at foretage en måling nu (eller have gjort det for 5-10 år siden), og så gøre det om 5-10 år (eller have gjort det nu), hvor man bad underviserne vurdere de studerendes færdigheder på det konkrete tidspunkt. Det ville næsten undre mig meget, hvis der ikke foreligger den slags empiri. På den måde ville man undgå en åbenlys fejlkilde som Palle Rasmussen, professor i uddannelsesvidenskab, ligeledes fremhæver i artiklen: Universitetsundervisere har en tendens til at overvurdere, hvor godt det var i gamle dage.

Hvis tilfældet er, at de studerende er blevet mere overfladiske i deres viden, ikke kan deres pensum, ikke kan fordybe sig i kompliceret materiale og argumentere sammenhængende på baggrund af de krav studiet stiller, må og skal dette alt andet lige afspejle sig i karaktergivningen. Hvis de studerende får 10 og 12-taller på trods af et fravær af opfyldelsen af de oplistede kriterier i diverse fagbeskrivelser, er der noget galt med systemet – ikke nødvendigvis de studerendes kompetenceniveau.

Hvad mener det radikale bagland?

I en artikel på Politiken kan man læse, at »de radikale lokalformænd drømmer om mange brede aftaler over midten og få smalle forlig med Enhedslisten«. Dette lyder i det hele taget meget sandsynligt, men ikke desto mindre har jeg et par kommentarer til det grundlag hvorpå udsagnet hviler.

Baggrunden for artiklen er en rundspørge Ritzau har foretaget blandt 91 radikale lokalformænd, hvor der er stillet en række spørgsmål.

For det første – og mindst relevant – kan man more sig lidt over »det radikale bagland«. Why even bother? Det er de Radikale vi har med at gøre!

For det andet kan man undre sig lidt over antallet af radikale lokalformænd der svarer Ritzau. Det gør 37 ud af 91 (40 pct.), hvoraf 63 pct. af de 37 angiveligt har svaret, at de »foretrækker forlig over midten«. Der kan fremhæves flere problematiske aspekter ved dette, specielt i hvor høj grad vi kan sige noget generelt om baglandets holdning. Dette er dog ikke noget der tages op i artiklen.

For det tredje forekommer artiklens pointe omkring, at de radikale lokalformænd drømmer om mange brede aftaler over midten og få smalle forlig med Enhedslisten, som noget der ikke kan konkluderes på baggrund af det stillede spørgsmål. Spørgsmålet ligger mere op til en vurdering af hvilken politik der vil blive ført, og ikke til en holdning omkring hvilken politik der bør blive ført. Spørgsmålets ordlyd er: Tror du, at den nye regering kommer til at lave flest kompromiser med Enhedslisten eller hen over midten?

Drømmer mange radikale vælgere om brede aftaler over midten? Ja, det tror jeg i høj grad. Det er bare ikke en konklusion jeg vil komme frem til på baggrund af Ritzaus rundspørge. På baggrund af Ritzaus rundspørge kan man blot konkludere, at et flertal af de radikale lokalformænd der har svaret, vurderer, at der vil blive lavet flere kompromiser hen over midten end med Enhedslisten. Surprise, surprise.

Er der tale om løftebrud?

Intet parti i Folketinget har 90 mandater. Betyder det, at man ikke skal kunne hænge partierne op på noget af det de lover vælgerne? Eller spurgt med andre ord: Hvornår kan man tale om at partierne begår løftebrud?

Det skal selvfølgelig slås fast at politik er det muliges kunst. Der bliver indgået kompromiser og forhandlet frem og tilbage mellem politiske partier ved forskellige lejligheder, der bliver indgået forlig på forskellige områder m.v.

Derfor skal man selvfølgelig ikke forvente, at alt hvad Socialdemokraterne og SF har præsenteret af politiske udspil over de seneste år nu vil blive realiseret. Tværtimod. De er i regering med et parti der på det økonomiske område ligger op til en anden linje – og noget tyder på, at de har meget at skulle have sagt. Af samme grund kan eller skal man heller ikke tale om løftebrud, når al den politik ikke bliver realiseret.

I et regeringsgrundlag – der er forhandlet på plads mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti – vil det derfor heller ikke være et løftebrud, når bestemte politiske udmeldinger ikke står i et regeringsgrundlag. Hos Politiken har man valgt at konkludere på baggrund af regeringsgrundlaget, at Helle Thorning-Schmidt begår løftebrud hvad angår boligskatten, fordi en langsigtet garanti er fraværende i regeringsgrundlaget. Dette forekommer at være en forfejlet konklusion.

Omvendt kan man selvfølgelig godt undre sig over, hvor langt man kan tale om, at Socialdemokraterne og SF kan se deres vælgere i øjnene med god samvittighed. For eksempel er der næppe nogle vælgere fra de to nævnte partier, der i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at en minister ville gå ud og garantere skattelettelser til de rigeste. Det er da derfor heller ingen overraskelse, at hverken baglandet hos Socialdemokraterne eller SF jubler over den umiddelbare politiske linje i regeringen.

Ovenstående skal dog ikke tolkes således, at Socialdemokraterne og SF ikke kan begå nogen form for løftebrud. Dette vil dog kun være tilfældet på områder hvor alle regeringspartier har lovet noget før valget, og efter valget ikke ser ud til stadig at love det (og vil kunne samle et politisk flertal for det). Et eksempel på dette kan være børnechecken, hvor besparelserne på denne næppe bliver tilbagerullet af den nye regering, til trods for at de tre regeringspartier var store modstandere af besparelsen (og vil kunne samle et parlamentarisk flertal).

I spørgsmålet om hvorvidt der er tale om løftebrud eller ej, er en interessant vinkel at kigge på de udmeldinger regeringspartierne kommer med. De fleste udmeldinger der kommer fra partierne, specielt SF, om hvorfor al deres politik ikke er en del af regeringsgrundlaget, refererer til de politiske forhandlinger. Der er dog også udsagn der kunne tyde på, at ikke alt handler om politiske forhandlinger, men også om regulære løftebrud, som det for eksempel står skrevet i denne artikel i Berlingske:

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, erkender, at regeringen ikke har levet op til alle sine løfter fra valgkampen og giver danskernes krisebevidsthed æren for flertallets accept.

»Vi ved alle sammen godt, at Danmark er i en økonomisk krise, og at det tager tid at komme ud af den. Det betyder, at danskerne er klar over, at det her ikke er en gavebod,« siger Socialdemokraternes nyslåede politiske ordfører.

Her er der tale om en ren tilståelsessag. For det første erkendes der direkte, at partiet ikke har levet op til sine løfter. For det andet hentydes der til, at Danmark er i en økonomisk krise, hvorfor Socialdemokraterne ikke kan leve op til sine valgløfter. Dette har intet med et løftebrud at gøre, såfremt den økonomiske krise var indtruffet efter valgkampen. Dette er som bekendt ikke tilfældet.

Der vil blive og der bliver skrevet meget om løftebrud i medierne i disse dage. Hvorvidt der reelt set er tale om løftebrud, kan være svært at afgøre, og der vil være tilfælde hvor man ikke kan tale om løftebrud, og omvendt tilfælde hvor det giver meget god mening at konkludere, at der bliver begået løftebrud.

Skal man overordnet konkludere noget må det være, at Foghs kontraktpolitik ikke kan genfindes i disse tider. Dette er der økonomiske såvel som parlamentariske grunde til. Kontraktpolitik kræver for det første at man ikke skal hen og gøre noget upopulært efter et valg (hvorfor det vil være meget svært at vinde regeringsmagten) og for det andet at ens parlamentariske grundlag tilsiger, at man kan gøre det uden de drastiske forhandlinger efter et valg.

Hverken den økonomiske situation såvel som det parlamentariske grundlag har lagt op til nogen form for mulighed for kontraktpolitik fra Helle Thorning-Schmidts side. Derfor skal man være mere end godt almindeligt blåøjet for at bebrejde Socialdemokraterne og SF for, ikke at gøre alle deres ambitioner som fremlagt i forskellige »Fair«-udspil, til realiteter.

10 andre punkter

I går publicerede jeg et indlæg hvor jeg kiggede nærmere på de politikpunkter, der var udsendt fra den konstellation af partier, der i dag har præsenteret et regeringsgrundlag. I går udsendte de rundt regnet 15 punkter, som den nye regering vil arbejde for at få gennemført. Overordnet konkluderede jeg, at Det Radikale Venstre blev den store vinder, SF taberen, og noget af Venstres politik ville blive gennemført.

Problemet med sådanne punkter er, at de – som jeg også pointerede – er strategisk udvalgt. For at komme med et andet eksempel på hvilke pointer man også kunne have fokuseret på, kan man kigge nærmere på 10 punkter Berlingske har valgt ud, hvor S og SF må skuffe deres vælgere.

På den baggrund kan man komme frem til følgende tabel over partiernes holdninger til de 10 udvalgte punkter:

Politikpunkt
1. Efterløn
 2. 12 minutter
mere
3. Dagpenge
4. Vækstpakke
5. Boligpakke
6. Millionærskat
7. Bankskat
8.-9. Folkeskole
10. Integration

Jeg er ikke helt sikker på specielt de Radikales holdning til et par af punkterne, men ikke desto mindre er konklusionen ganske klar: Man kan nemt finde områder hvor partierne i den nye regering ikke er enige, og omvendt områder hvor de er helt enige. Den nye regering vil selvfølgelig fokusere på sidstnævnte.

15 punkter: Socialdemokraternes, SFs, de Radikales og Venstres holdninger

En ny regering er lige på trapperne. Den vil efter alt at dømme bestå af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Enighed er der omkring, at Det Radikale Venstre får mest ud af regeringssamarbejdet, og får gennemført deres økonomiske mærkesager.

SF står tilbage som den store taber. Partiet har i bestræbelserne på at blive regeringsduelige brugt mange kræfter på at ændre deres værdipolitiske standpunkter, og nu må de så også tage til takke med, at de ikke får gennemført deres økonomiske politik. Partiet får med andre ord ikke sat sig nogle synlige spor på hverken den værdi- eller fordelingspolitiske kamp.

I skrivende stund rapporteres der om 15 punkter som vil blive gennemført af den kommende regering. Jeg vil i nærværende indlæg se nærmere på de enkelte punkter og vurdere hvilke partier der får deres politik gennemført på disse.

Det skal dog pointeres, at disse 15 punkter ikke kan bruges til at konkludere noget om hvor meget magt de enkelte partier har haft på den politik der gennemføres. De enkelte punkter har ikke den samme vægtning, da der for eksempel er meget forskel på at droppe millionærskatten og hurtigere hjælp til psykisk syge børn. Desuden er der, som gennemgangen af punkterne vil vise, også nogle ting der ikke nævnes, som også er interessante. Et eksempel på dette kan være bevarelsen af 24-årsreglen, der af gode grunde ikke får megen opmærksomhed.

I min gennemgang inddrager jeg – foruden de tre regeringspartier – Venstre, primært for at undersøge om de politikområder og mål der er fremlagt, er noget der distancerer sig fra hvad landets største parti har af holdning og hvordan vi kan forvente (eller rettere bør forvente), at Venstre vil forholde sig til de pågældende udmeldinger.

1. Regeringen agter at gennemføre den efterlønsreform, som blev vedtaget i maj af VKO.
Dette er næppe den store overraskelse. Efterlønsreformen brød på Velfærdsforliget fra 2006, hvorfor denne først ville blive vedtaget efter et valg, når vælgerne er blevet hørt. Som bekendt er der ikke kommet et alternativt flertal, der har muligheden for at forhindre efterlønsreformen i at blive vedtaget.

Når dette er sagt er det mod Socialdemokraternes og SFs præferencer, modsat de Radikale og Venstres ønsker, som var med til at gennemføre aftalen om en efterlønsreform.

2. De potentielle 38.500 personer, som kunne ryge ud af systemet første juli næste år, får et halvt år mere på dagpenge. Samtidig bliver dagpenge et tema i de trepartsforhandlinger, som der bliver indkaldt til senere i år.
Der er intet parti der har meldt ud, at de ønsker at udskyde forkortelsen af dagpengeperioden med et halvt år. Det står ganske uvist hvad der kommer til at ske efter denne udskydelse, som er overladt til trepartsforhandlingerne. Enhedslisten er dog på ingen måde tilfredse.

Socialdemokraterne og SF har begge meldt ud, at der er brug for et såkaldt opsamlingsår, så ingen mister deres dagpenge før arbejdsmarkedets parter har haft mulighed for at forhandle et nyt dagpengesystem på plads. Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra hhv. Det Radikale Venstre eller Venstre, der forholder sig eksplicit til dette.

Jeg vil derfor konkludere, at S og SF kan være tilfredse med udskyldelsen, men samtidig pointere, at dette ikke er ensbetydende med, at de Radikale såvel som Venstre skal være utilfredse.

3. Starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og varighedsbegrænsningen på sygedagpenge fjernes.
Her har vi at gøre med et område, hvor Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre er enige – hvor Venstre ikke er enige med dem. Venstre har blandt andet meldt ud, at beskæftigelsesinitiativerne som starthjælpen, kontanthjælpsloftet m.v. er en succes.

Modsat har Socialdemokraterne, SF og de Radikale meldt ud, at de gerne ser disse initiativer fjernet. Det er da derfor ingen overraskelse, at dette er et punkt der bliver gennemført.

4. Skattefradraget for private sundhedsforsikringer fjernes.
Det må alt andet lige være Socialdemokraterne og SF der har kæmpet denne sag. Det er ikke vanskeligt at finde udmeldinger fra hhv. Socialdemokraterne og SF, der direkte skriver, at skattefradraget på private sundhedsforsikringer skal fjernes. Som en læser af bloggen har informeret mig om, går de Radikale ligeledes ind for at fjerne skattefradraget fra private sundhedsforsikringer.

Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra Venstre, der eksplicit forholder sig til spørgsmålet. Jeg vil dog af logiske årsager antage, at de er modstandere af dette.

5. Den nye regering vil reducere udslippet af drivhusgasser med 40 procent og sikre, at halvdelen af elforbruget kommer fra vind i 2020.
Her er der tale om et punkt fra et fælles udspil fra de tre kommende regeringspartier. Det er derfor ingen overraskelse, at dette punkt også er lækket til journalisterne som et af de områder, hvor der vil blive gjort noget. Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har alle omtalt dette punkt.

Det pågældende issue er ikke et Venstre eksplicit har forholdt sig til.

6. Grundlaget lægger op til en skattereform, som vil sænke skatten på arbejde. Den skal være fuldt finansieret og have en rimelig social balance.
Haha! Skattelettelser. Hvem havde troet dette? Næppe Morten Bødskov, der i valgkampen sagde følgende:

Vælgerne skal på torsdag, når de står i stemmeboksen, gøre sig klart, om de ønsker en VK-regering, der vil gøre alt for at begunstige de rigeste endnu mere med nye skattelettelser, eller om de ønsker en Socialdemokratisk ledet regering, der vægter fællesskabet og investeringer i Danmarks fremtid højest.

Socialdemokraterne gik i 2007 til valg på ”Skattelettelser eller velfærd” som var de hinandens modsætninger. SF har ved talrige lejligheder omtalt skattelettelser som en sparekniv.

Socialdemokraterne er imod skattelettelser, SF er imod skattelettelser, de Radikale er for skattelettelser og Venstre er for skattelettelser.

7. Den kommende regering vil begrænse uligheden i samfundet: – Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder, står der i grundlaget.
Du finder ikke noget parti (måske med undtagelse af Liberal Alliance), der hylder uligheden. De få gange politikere fra VK-regeringen har meldt ud, at ulighed kunne være godt, er de blevet banket på plads af deres respektive partiledere. Der er en god principiel debat at tage omkring ulighedsspørgsmålet, og jeg ville ønske at Venstre var uenige med S, SF og R, men dette kan jeg desværre ikke finde materiale der underbygger.

8. Den bebudede millionærskat er i første omgang droppet, men kan blive taget op til diskussion i forbindelse med forhandlinger om skattereformen.
Igen et af de væsentligste områder fra valgkampen, hvor Socialdemokraterne og SF meldte klart ud, at en millionærskat – der skulle sikre en fordelingspolitisk bedre social profil, er blevet droppet.

Igen er der tale om et af de mange økonomiske områder, hvor de Radikale står til at få deres politik gennemført. Og Venstre er næppe uenige.

9. Dansk økonomi skal kickstartes med en vækstpakke til cirka 10 mia. kr. i form af fremrykkede offentlige investeringer.
Her finder vi et økonomisk spørgsmål, hvor der faktisk er enighed blandt de kommende regeringspartier. Omfanget af offentlige investeringer har været et stort emne, og selv Venstre er hoppet med på vognen om en fremrykning af offentlige investeringer. Deres beløb er dog »kun« på 3,2 mia. kr., hvorfor de næppe vil være tilfredse med de 10 mia. kr. der omtales her.

Dette beløb er Socialdemokraterne, SF og de Radikale omvendt, som sagt, nok enige omkring.

10. Der skal være hurtigere hjælp til psykisk syge børn.
SF vil næppe blive husket som det parti der definerede den politiske linje i regeringssamarbejdet. Her er dog taler om et område hvor jeg ikke har været i stand til at finde udmeldinger fra hverken Socialdemokraterne, de Radikale eller Venstre. Jeg går dog ikke ud fra, at de er uenige.

Det eneste parti der melder klart ud om hurtigere hjælp til psykisk syge børn, er SF. Jeg forestiller mig at en skuffet Villy Søvndal til forhandlingsmøderne desperat har meldt ud, at han har brug for et eller andet der står SF på – og så har fået dette. Konfliktpotentialet med de andre partier er ikke-eksisterende.

11. Flere praktikpladser og uddannelse til alle unge, uddannelse til ufaglærte og forbedring af videregående uddannelser.
Alle er igen enige.

12. Visionen om to-lærer-ordning, som har været erklæret død de seneste par dage, indskrives på forsøgsbasis.
Denne er lidt vanskelig. Som punktet melder ud, har visionen været erklæret død. Uanset hvordan man vender og drejer den, er der dog næppe nogen tvivl omkring, at S ikke kan holde hvad de lovede i denne sag.

Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har været positive over for en tolærerordning, men sandsynligheden for at den bliver realiseret i praksis, er minimal. De eneste der kan være tilfredse er Venstre.

Det er selvfølgelig en realistisk mulighed, at en sådan ordning vedbliver, og ikke kun kommer til at eksistere på forsøgsbasis. Sådan er der jo så mange ting i det offentlige, der pludseligt bliver permanente ordninger. Hvis vi dog antager, at de andre punkter skal finansieres, er der intet der taler for realiseringen af den pågældende ordning, som oprindeligt ønsket af specielt S og SF.

13. Desuden vil den nye regering arbejde for, at hormonforstyrrende stoffer og andre farlige kemiske stoffer i mad, sutter og legetøj udfases hurtigt muligt.
Lad os starte med det svære: Venstres holdning. Jeg har søgt og søgt, og det eneste jeg har været i stand til at finde fra Venstre om hormonforstyrrende stoffer og lignende, er et oplæg der går ind for mere oplysning og information omkring farlige kemiske stoffer. Dette tolker jeg som en negativ indstilling til det pågældende udspil.

Hvad angår de kommende regeringspartier, er Socialdemokraterne, SF og Radikale alle enige.

14. Betalingsringen etableres og den kollektive trafik gøres markant billigere.
Et af de store emner i hovedstadsområdet i valgkampen var spørgsmålet om betalingsringen. Det er ingen overraskelse, at betalingsringen er et af de 15 punkter der er meldt ud her. Det er nok et af de få punkter hvor de kommende regeringspartier er enige (Socialdemokraterne, SF, Radikale) hvor Venstre er uenig.

Qua at det var så stort et issue i valgkampen og at der her er en reel uenighed med Venstre, ville det være decideret dumt ikke at få nævnt dette punkt.

15. Hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme.
Alle partier vil have hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme. Der er i denne sammenhæng tale om et valens issue, hvor der ikke er uenighed blandt partierne, men det blot handler om at signalere, at man er bedst til at tage sig af det område.

Alle er derfor enige.

15 politiske punkter
Hvorfor er dette relevant? De pågældende 15 punkter er politiske sager der er meldt ud fra de tre kommende regeringspartier. Dette er ikke 15 tilfældigt udvalgte punkter, men er strategisk udvalgte forsøg på at sætte en dagsorden i medierne, der tager fokus fra de største uenigheder.

Som jeg skriver i indledningen til dette indlæg, er der ingen tvivl omkring, at SF er de største tabere. Kun på mere eller mindre uvæsentlige punkter som psykisk syge børn og miljøpolitikken (hvor der ikke er de største uenigheder), synes partiet at have sat deres synlige aftryk.

Internt i SF er der da også noget der tyder på, at ikke alle er tilfredse. Men »SF går da heller ikke hjem uden sejre over de Radikale. Blandt andet står det klart, at S-formand Helle Thorning-Schmidt afskaffer titlen som vicestatsminister«. Baglandet må juble.

Hvad kan vi konkludere? Det er svært på baggrund af ovenstående at finde ét væsentligt punkt hvor SF har sat deres synlige aftryk. Omvendt er det ret nemt at finde områder hvor Det Radikale Venstre har sat tydelige og mærkbare aftryk. Vinderen af regeringsforhandlingerne hvad angår de politiske aspekter, er de Radikale.

Danmarks Radio hører fortiden til

Først publiceret på podia.dk. For kommentarer til indlægget besøg 180grader.dk.

Danmarks Radio er som lakridspiber og tyggegummicigaretter: Det er fuldstændig utænkeligt, at de ville blive skabt i dagens Danmark. Den eneste forskel er at lakridspiber og tyggegummicigaretter, stadig har deres eksistensberettigelse.

Kulturordføreren fra Socialdemokraterne, Mogens Jensen, konstaterede i en kommentar i Berlingske den 28. september, at »der er brug for mere DR – ikke mindre DR«. Intet kan være mere forkert. Argumentet er angiveligt, at der er brug for at værne om de institutioner i samfundet, der er nationale samlingspunkter.

For det første bør man selvfølgelig problematisere et nationalt samlingspunkt, der bygger på tvang og en manglende respekt for borgernes ret til selv at vælge, om han eller hun vil betale for X-Factor eller ej. Ikke desto mindre findes der i den offentlige debat – som Mogens Jensens kommentar så rammende er et eksempel på – stadig argumenter for, at DR ikke alene skal bevares, men også udvides. I nærværende kommentar vil jeg tage de mest udbredte argumenter op og forklare hvorfor, at disse ikke holder vand.

Et af de mest anvendte argumenter for DR er det brede public service begreb. DR som nationens samlingspunkt. Her er det allerbedste modargument ét ord: TV2. TV2 er et paradeeksempel på en institution der kan samle nationen med alt fra landskampe, Vild med dans, royale begivenheder og så videre. Dette er ingen tilfældighed, men bygger på det logiske faktum, at TV2 står til ansvar over for deres seere.

Når det kommer til at være nationalt samlingspunkt bidrager DR i bedste fald til at sende akkurat det samme som TV2. Eksemplerne er talrige. Lige fra royale begivenheder til mindehøjtideligheder. Man kan som seer godt føle sig lettere irriteret over at kunne zappe mellem TV2 og DR1 for at konstatere, at begge skal kæmpe om at være det nationale samlingspunkt.

Så vil den tilfredse DR seer selvfølgelig indvende, at DR ikke kun handler om det brede public service begreb, men også det smalle. DR skal ikke alene samle nationen. DR skal give nationen hvad markedet ikke kan levere. Der er to interessante forhold ved dette.

For det første bygger det på en præmis om, at DR er åbent og tilgængeligt uden at folk skal tænke på økonomi. Licensbegrebet har dog intet med dette at gøre. Tværtimod. En licens gives til dem der har råd, og dem der ikke har råd, må nøjes. Hvis argumentationen skulle være sammenhængende ville det kræve en finansiering der ikke krævede, at man skulle betale for at få adgang.

For det andet bygger det smalle public service begreb på en præmis om, at markedet ikke vil kunne tilfredsstille brugernes ønsker. Ser man på hvordan produktionsomkostningerne forbundet med at producere indhold er faldende, forekommer det som værende et meget svagt argument. Denne markedsskepsis DR er udtryk for er forfejlet og decideret usund for medieudbuddet.

Lad os tage et eksempel. Hvis vi antager at alle frugtplantager var ejet af en ikke-privat organisation der tvangsindkrævede penge fra folk der kunne spise frugt, ville ingen turde lade markedet overtage opgaven. Folk har jo brug for frugt. Folk ville selvfølgelig være meget skeptiske. Ville vi overhovedet kunne få så mange forskellige æbler, hvis det var markedet der stod for det? Og ville der stadigvæk blive importeret bananer, appelsiner og andre eksotiske frugter? Og hvad med kvaliteten?

Det er jo ikke gratis at importere frugt, og det ville jo kun være de rige der havde råd til at iværksætte import og produktion af frugt. Markedet ville højt og helligt ignorere de ressourcesvages præferencer og glemme alt om kvalitet. Udbuddet ville blive forværret. Nej, sådan ville det selvfølgelig ikke blive bare fordi en opgave bliver overladt til markedet. Tværtimod.

Pointen er, at DR ikke opfylder en opgave som markedet ikke vil kunne gøre bedre. Der var en idé i at have DR dengang der ikke var andre radio- og Tv-kanaler eller hjemmesider eller lignende. Danmarks Radios raison d’être er i dag ikke-eksisterende. Derfor er konklusionen simpel: Der er brug for mindre DR – ikke mere DR.