En af mine absolutte yndlingsfilm inden for actionfilmsgenren er Commando fra 1985. Der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at der er lavet utallige actionfilm efterfølgende der har en bedre historie, bedre effekter, bedre skuespil og så videre. Der er dog ingen actionfilm der tiltaler mig som Commando.
Indrømmet: Jeg har svært ved at argumentere objektivt og nøgternt for, at denne film er fantastisk. Den er fremragende fordi jeg har set den alt for mange gange som barn. På IMDb ligger den med 6,3 ud af 10 (hvilket er ret lavt), hvilket også er grunden til, at jeg har filmen med på min korte liste over undervurderede film.
Det er vanskeligt at eksplicitere hvad der gør denne film unik, men jeg kan med rette spørge: What’s not to like? Arnold Schwarzenegger er hårdtpumpet og cool, alt er så fandens 80er-agtigt på den fede måde, dialogerne er fyldt med oneliners der ikke kan eller bør laves længere – og der er action, humor, eksplosioner og alt hvad der kræves af en rigtig actionfilm.
Arnold Schwarzenegger spiller i Commando den pensionerede John Matrix. Han har slået sig ned væk fra stress og jag sammen med hans datter Jenny, hvor de nyder livet og hygger sig med badning, is og hvad livet ellers byder på af herligheder. Onde kræfter er dog ude efter John Matrix, og disse får held med at bortføre hans datter Jenny. Vores helt Arnold bliver af de onde kræfter sat på en mission, som skal klares inden for et døgn.
Han har dog ingen intentioner om at fuldføre missionen, hvorfor døgnet skal bruges effektivt på at få fundet og befriet sin datter. Dette resulterer i at Arnold kommer på noget af en tur, hvor betegnelsen one man army næppe finder nogen bedre anvendelse.
Der er ingen væsentlig grund til at dvale ved handlingsforløbet i filmen. Det følger en simpel struktur. Det er til trods for den hæsblæsende action befriende afslappende. Vi følger den gode helt mod de onde skurke. Og uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at de gode uomtvisteligt vinder. Sådan er det med actionfilm. Og sådan var det i 80erne.