Dette indlæg skal ikke handle om løftebrud, men lad os for en god ordens skyld lige få udgangspunktet på plads ved at kigge på hvad der blev meldt ud før, under og efter forhandlingerne omkring det nye regeringsgrundlag:
- Før forhandlingerne: SF: Lettelser i topskatten skaber ikke vækst
- Under forhandlingerne: Radikale til SF: Der skal lettelser i topskatten
- Efter forhandlingerne: SF: Der skal lettelser i topskatten
Igen – dette indlæg skal ikke handle om spørgsmålet om hvorvidt der er tale om løftebrud eller ej. Hvad jeg finder interessant i denne sammenhæng er SF’s syn på topskattelettelser henholdsvis før og efter valget.
Før valget var topskattelettelser ikke noget der ville gavne den danske økonomi. Tværtimod. Nu er initiativet omvendt noget der skal bruges til at få styr på økonomien. Set i bakspejlet er følgende udmeldinger derfor ret underfundige:
»Det er en kæmpe hån mod de hundredetusinde danskere, der bliver ramt af forringelser af efterlønnen og højere pensionsalder, at foreslå nye skattelettelser til de rigeste. De fik at vide, at der ikke var råd til efterløn. Men nu kommer sandheden.«
– Ole Sohn (kilde)
og
»[…] Venstre [har] fortsat flere indefrosne skattelettelser som vil blive frigivet i løbet af de næste par år. Samtidig kan hjemmehjælperen og pensionisten se frem til endnu flere velfærdsforringelser for at betale regningen for skattelettelserne i toppen.«
– Villy Søvndal (kilde)
Der er ingen tvivl omkring at SF har været inde i nogle hårde forhandlinger med de Radikale, men betyder det så, at de skattelettelser der nu bliver gennemført vil føre til, at »hjemmehjælperen og pensionisten [kan] se frem til endnu flere velfærdsforringelser for at betale regningen for skattelettelserne i toppen«? Eller har SF blot ændret holdning til effekterne af topskattelettelser?