Erik Gahner Larsen

Luksusfælde-socialdemokraten Mette Reissmann

Først publiceret på podia.dk.

»Jeg hedder Mette Reissmann. Du kender mig måske fra tv programmet Luksusfælden, men jeg er også aktiv socialdemokrat«. Sådan indleder Mette Reissmann sin velkomstbesked til de besøgende på hendes hjemmeside. Underfundigt nok er jeg ikke stødt på så meget som én nyhed under valgkampen der har nævnt Mette Reissmann, uden også at få nævnt Luksusfælden – og lave en eller anden sammenligning mellem Luksusfælden og dansk økonomi.

Det er måske også denne association der gør, at hun nu er valgt til Folketinget. Hun er i hvert fald ikke bleg for at fremme en opfattelse af, at hendes evner – som fremvist i TV3-programmet Luksusfælden – kan overføres til den politiske praksis, og som hun også har meldt ud, er der »mange ting tilfælles mellem statsbudgetter og privatøkonomi«.

Jeg er ikke ekspert i makroøkonomiske modeller og teorier og lignende, men lad os da antage, at Mette Reissmann med rette kan skabe denne association mellem Luksusfælden og Danmarks økonomi. Ser vi på den visdom hun har prædiket igen og igen og igen i Luksusfælden, finder vi den gamle læresætning om, at ens indtægter skal være større end ens udgifter. Simple as ABC.

Det er dog aldrig nemt i Luksusfælden for de deltagende familier med økonomiske vanskeligheder. Der er mange følelser involveret. De har vænnet sig til en bestemt levestandard. De har købt forbrugsgoder og luksusprodukter i vanvittige mængder. Problemet visualiserer Mette ved at samle en masse pengesedler på en plade der viser hvordan familiens udgifter ligger, og forklarer hvordan dette ikke stemmer overens med indtægterne. Alt sammen for at familien kan se, at »This is serious!« (eller som Villy Søvndal ville formulere det: This is syria!).

Mette Reissmann får derefter en fuldmagtstilladelse og kan så træffe de nødvendige beslutninger – på rationel afstand til problemerne. Sælge ud af modelflyversamlingen, lade kærester blive gift, omlægge lån, sælge huset, sende folk på rygestopkurser osv. Alt sammen noget der hver gang ender med det samme: Indtægterne vil ende med at være større end udgifterne.

Nu er Mette Reissmann så kommet i Folketinget. Hvad er det for en virkeligheden hun indfinder sig i? Hvis hun valgte at visualisere landets økonomi med pengesedler på en bordplade, ville hun kunne få et indblik i en udgiftstung velfærdsstat, der står over for kort- såvel som langsigtede problemer. Ikke nok med dette har danskerne problemer: De har vænnet sig til bestemte sociale ydelser, et bestemt lønniveau osv. Ligeledes er de blevet lovet, at hvis bare de arbejder 12 minutter mere, skal det hele nok gå. De er med andre ord af den klare overbevisning, at der er en magisk løsning på problemerne.

Men Mette Reissmann, nu har du fået en fuldmagtstilladelse af de danske vælgere. Herfra skal der derfor lyde en opfordring til, at du tager dig sammen, afviger lidt fra den typiske socialdemokratiske magilogik og bidrager til at træffe nogle upopulære – men vigtige – beslutninger, der kan få styr på regnskabet. Beslutninger som Liberal Alliance har advokeret for, der skal sikre at beskatningsgrundlaget er til stede på længere sigt.

Det er derfor hyklerisk når du, Mette Reissmann, udelukkende argumenterer for politiske tiltag som efterlønnens bevarelse, for en betalingsring, for mere økonomisk lighed og ligeledes er principiel modstander af brugerbetaling. Dine politiske udmeldinger bidrager på ingen tænkelig måde til at skabe orden på økonomien (snarere tværtimod), hvis vi antager at det grundlæggende mål må være, at udgifterne ikke er større end indtægterne.

Derfor, Luksusfælden-Mette: Hvis du til stadighed insisterer på, at du kan bruge dine evner fra Luksusfælden, må du også kunne eksplicitere hvordan der skabes en balance mellem statens udgifter og indtægter. Tak.

Hvad gjorde Socialdemokraterne?

»Vi gjorde det!«, sagde en begejstret Helle Thorning-Schmidt på valgaftenen. Det står mig uklart hvad de gjorde, men det er klart at der var to ting Socialdemokraterne ikke gjorde: 1) slog Anders Fogh Rasmussen og 2) skabte et tilfredsstillende valgresultat.

Hvad Socialdemokraterne formåede, var at være tålmodige nok til at vente på, at folk blev trætte af VK-regeringen. Om det i selv er en bedrift, må være op til den enkelte at vurdere. Jeg er ikke selv overbevist om, at det ligefrem skriger efter klapsalver.

Jeg vil i dette indlæg argumentere for at Socialdemokraterne hverken historisk eller i valgkampen leverede et godt resultat. Ligeledes vil jeg fremhæve, at hvis nogen i forbindelse med den røde blok skal have æren for den røde bloks succes, er det de Radikale.

Hvad gjorde Socialdemokraterne i valgkampen?
Det er muligt at finde enkeltstående meningsmålinger i valgkampen der viste en fremgang til S, bl.a. var der en nyhed om at Socialdemokraterne kom bedst fra start. Der er dog intet mere uinteressant end enkeltmålinger, hvorfor disse også bør droppes. Ved at se på flere meningsmålinger fra flere institutter over tid, viser der sig dog en faldende tendens for Socialdemokraternes opbakning i valgkampen.

Ovenstående graf lavet af Talmagi viser Socialdemokraternes mandattal i meningsmålingerne under valgkampen. De farvede områder angiver den statistiske usikkerhed ved de enkelte målinger. Hvad gjorde Socialdemokraterne så i valgkampen? Mistede stemmer.

Hvad gjorde Socialdemokraterne historisk?
Historisk dårligt valg. 24,8 pct. 44 mandater. Nuff said.

Hvad gjorde … Det Radikale Venstre?
Selvom Socialdemokraterne i valgkampen formåede at trække vælgere fra Dansk Folkeparti, skal valgsejren tilskrives de Radikale, der formåede at trække vælgere over midten fra alle fire borgerlige partier. Som følgende oversigt over vælgervandringer til de Radikale viser, fra Berlingske, hvor tallene angiver procent af alle vælgere og den blå søjle angiver mænd og den orange kvinder, kunne Det Radikale Venstre overtale en god portion borgerlige stemmer (selv vælgere fra Dansk Folkeparti!), til at stemme på dem.

Om dette skyldes Lars Barfoeds signal om at de Radikale er et godt parti for borgerlige vælgere kan ikke vides, men én ting er sikkert: Det var de Radikale der vandt på det »samarbejde«. Havde de Konservative ikke leveret et historisk dårligt valg samtidigt med at de Radikale fik en stor valgsejr, ville Lars Løkke Rasmussen angiveligt kunne have undladt at pakke sammen i Statsministeriet.

Socialdemokraterne havde stået med endnu et historisk nederlag, og intet taler for, at de socialdemokratiske vælgere ville være tålmodige nok til at give Helle Thorning-Schmidt endnu en chance. Hvad gjorde Socialdemokraterne så? Ikke det store. Helle Thorning-Schmidt burde have indledt sin tale mere ydmygt med ordene: »Tak, Radikale. Tak, tak, tak!«.

Et fortjent godt valg til Liberal Alliance

Liberal Alliance endte med et pænt valgresultat i torsdags. Partiet fik 5,0 pct. af stemmerne og kan dermed nyde en fremgang på fire mandater i forhold til sidste valg, hvilket bl.a. giver plads til skarpe tunger som Ole Birk Olesen på tinge. Skal valgsuccesen så skrives ind i historiebøgerne med henvisning til prædikatet »Saxo Bank-partiet« og partiets helsidesannoncer i de landsdækkende aviser? Dette vil jeg argumentere for er hverken fair eller en passende beskrivelse af Liberal Alliances tur fra 0,0 pct. i meningsmålingerne til 5,0 pct. ved valget d. 15. september 2011.

Først skal det dog nævnes, at det vil være naivt og dumt at påstå, at den massive annoncering der har været, har været uden nogen betydning eller effekt. Tværtimod har det været en væsentlig fordel for Liberal Alliance, at de har haft denne platform til at promovere deres politik. Annoncer kan dog ikke gøre det alene, og der er fem nævneværdige aspekter ved Liberal Alliances arbejde der gør, at de har fået et godt valg, hvor andre tilgange ville kunne have gjort, at de trods helsidesannoncer m.v., ville kunne have fået et dårligt valg.

Jeg vil i dette indlæg eksplicitere de fem grunde til, hvorfor man kan give Liberal Alliance al ære og respekt for valgresultatet, og ikke blot – som visse kritikere – forklare nævnte med udgangspunkt i kampagnebudgetter.

Første grund: Læren fra Ny Alliance
Liberal Alliance bygger på resterne af Ny Alliance. Det ville derfor alt andet lige også være dumt ikke at bygge på erfaringerne fra det projekt, og lære af de fejl der blev begået. En af de største fejl Ny Alliance begik og som gjorde, at betegnelsen »storbytosse« blev populær, var det løse forhold til hvad partiets kandidater kunne melde ud af rabiate dumheder.

Havde Liberal Alliance (i dette tilfælde Anders Samuelsen) ikke lært af fortidens fejl – på samme måde som Pia Kjærsgaards erfaringer fra Fremskridtspartiet, ville Liberal Alliance aldrig have været hvor det er i dag – store kampagnebudgetter eller ej. Den kritik der har været af topstyringen i partiet har været lettere forfejlet, da de fleste forhåbentlig ved, at det var hvad partiet havde brug for.

Anden grund: Stabil valgkamp
Det gik for alvor galt for Ny Alliance i 2007 under valgkampen, hvor partiet mistede vælgere i meningsmålingen fra dag til dag, og endte med sølle 2,8 pct. der intet rokkede i den parlamentariske situation med et flertal til VKO.

Liberal Alliance førte – modsat Ny Alliance i 2007 – en stabil valgkamp uden de store udsving og udmeldinger der kunne skabe problemer i meningsmålingerne (måske med undtagelse af Joachim B. Olsens kommentar om flerkoneri). Det kan lyde banalt, men med 2007-valgkampen in mente står det klart, at en forkert ageren i denne periode ville kunne have katastrofale følger – igen uanfægtet af omfanget af annoncering. Partiet skal derfor have ros for en gennemført og professionel valgkamp.

Tredje grund: De liberale ideers tilbagevenden
Liberal Alliance har i overgangen fra Ny Alliance til Liberal Alliance konsolideret partiet i et ideologisk tankesæt der ikke blæser omkuld efter det første og bedste angreb fra politiske modstandere. Da Ny Alliance blev lanceret var det uden noget partiprogram og med ideen om, at dette ville komme med tiden. Problemet blev, at uden nogle klare ideer kombineret med en manglende topstyring, blev der plads til alle ideer (selv de mærkeligste af slagsen).

Ny Alliance endte efter 2007-valget med nogle mildest talt ubrugelige mandater. »Nok er nok« var ikke nok. Den parlamentariske situation forblev som nævnt uændret, og intet pengebeløb ville kunne overtale vælgerne om, at partiet kunne gøre en forskel. Partiet gjorde det eneste rigtige og formulerede et politisk projekt der bragte nogle liberale grundholdninger tilbage i den politiske debat, som Venstre og Konservative i kampens hede om midten i dansk politik, for længst havde lagt bag sig.

Det er vigtigt at nævne, at der ikke var tale om et ekstremt kursskifte i overgangen fra NA til LA. I Ny Alliance talte Anders Samuelsen også om 40 pct. skat og lignende der kunne få en til at undre sig over, at der var så stor opbakning til partiet. Men det var der.

Fjerde grund: Fire mærkesager
Ser man på de Konservatives katastrofale valg står det klart, hvorfor nogle klare mærkesager er nødvendige. Hvad gik de Konservative til valg på? For det første et samarbejde hen over midten (med de Radikale) og for det andet at genvinde regeringsmagten. Det første blev komisk fordi det endte ud i en masse snak om strategi og hvad der i det hele taget kunne samarbejdes om, uden at det blev klart for vælgerne, hvilken politik man kunne se frem til, at de konservative ville realisere. Det andet gjorde det ikke nemmere.

Ved Liberal Alliance var det modsatte tilfældet. Her var der ingen snak om mulige samarbejdspartnere. Uanset hvem der vandt magten og hvor mange stemmer de enkelte partier fik og hvordan det nu skulle gå, var der fire mærkesager der skulle fremmes. I hvilket omfang disse mærkesager ville blive fremmet, afhang blot af hvor mange der ville sætte deres kryds ud for partiet på valgdagen.

Disse fire mærkesager – der harmonerer med partiets navn, ideologi, politikernes overbevisninger og forsømte standpunkter i dansk politik, gjorde, at partiet fik et velfortjent valgresultat.

Femte grund: Velvalgte kandidater.
Politikken kan ikke gøre det alene. Der skal være nogle der er eksponenter for de politiske ideer, og nogle navne som vælgerne kan sende i Folketinget. Her må man sige at holdet af kandidater er velvagt. Der er stor bredde – lige fra Thyra Frank over Ole Birk Olesen til Joachim B. Olsen. Som Anders Samuelsen rigtigt sagde da han for tid tilbage præsenterede kandidaterne, ville der komme kritik uanset hvad. Enten ville de være for ukendte eller for kendte. Sandheden er imidlertid den, at valget af kandidater endte med at være en middelvej. Nogle kendte, nogle ukendte og nogle semikendte.

Disse politikere fremmede de fire mærkesager (pkt. 4) med udgangspunkt i nogle liberale ideer (pkt. 3) i en stabil valgkamp (pkt. 2) under hensynstagen til den tragiske lære fra Ny Alliance (pkt. 1). Alt i alt er der dermed tale om forhold man meget nemt kunne forestille sig være anderledes, og som ville have medført, at Liberal Alliance ikke ville have fået 5,0 pct. af stemmerne ved valget i torsdags. Liberal Alliances valgsejr i torsdags er velfortjent – og en valgsejr der udelukkende begrundes i nogle helsidesannoncer i pressen er forfejlet og uden anerkendelse af det ærværdige arbejde der ligger mellem valget i 2007 og 2011.

Tillykke, Liberal Alliance. Jeg håber, at I klarer jer lige så godt ved næste valg.

TV: For lækker til love

Først publiceret på Kulturkanonen.

Hvorfor anbefaler jeg dette program? Hvorfor ser jeg det overhovedet? Hvorfor skal du bruge tid på det? Det er nogle af de spørgsmål jeg forhåbentlig vil give et svar på i dette indlæg. For at besvare disse spørgsmål vil jeg dog hellere tage udgangspunkt i et helt fjerde spørgsmål: Kan man være for lækker til kærlighed?

Mit svar må være nej. Man kan nok ikke være for lækker til love. Faktisk er titlen ’For lækker til love’ selvmodsigende, da de fleste sikkert gerne vil have, at deres partner er attraktiv. Programmet handler derfor heller ikke om mennesker der igen og igen får afslag af det modsatte køn (eller samme køn i den homoseksuelle Gustavs tilfælde), fordi de er for flotte. Programmet handler om mennesker med så store egoer, at det forekommer usandsynligt, at de nogensinde vil kunne se et andet menneske i øjnene og tillægge den samme respekt som de dagligt finder ved et kig i spejlet.

Det er et bestemt segment der skildres i For lækker til love. De unge der følges i programmet kunne i princippet lige så godt være deltagere i Paradise Hotel. De fremtrædende (ydre) værdier der praktiseres er præget af en ualmindelig høj grad af pseudoindividualisme og mangel på tankevirksomhed der vidner om nogen som helst fri vilje. Det hele handler om mærkevarer, sex, udseende, penge, træning og lignende der alt sammen tilsyneladende gør livet værd at leve.

I programmet følger vi deltagerne og deres gøremål. Man følger »skønhederne« i motionscentret (som forberedelse til en date), ude og shoppe (som forberedelse til en date), på skønhedsklinik (som forberedelse til en date) og så videre. Det er overordnet det, at det meste af hvert program går med, og det er selvfølgelig i sig selv ikke det mest interessante. Det mest interessante er, når disse mennesker konfronteres med deres potentielle partner – og skal vurdere hvorvidt et andet menneske er deres værdifulde ego værdigt. Det er ingen selvfølgelig.

Der er i programmet sjovt nok heller ikke tale om folk der er exceptionelt smukke. Nuvel, der er selvfølgelig ingen overvægtige eller decideret grimme med i programmet, men der er heller ikke tale om mennesker der adskiller sig radikalt fra den gennemsnitlige attraktive unge dansker. Det er udelukkende deres forkærlighed for dem selv, der skaber nogle situationer, der egner sig godt til TV. En passende titel på programmet kunne derfor uden problemer være: For selvoptaget til kærlighed.

For lækker til love kører på 2. sæson nu. I 2. sæson er alle personerne skiftet ud med undtagelse af Søren og den karismatiske (men dog desværre alt for iscenesatte) Gustav. Det er nu ikke fordi de enkelte personer adskiller sig så synderligt meget i forhold til deres forkærlighed for sig selv, så de grundlæggende temaer og problemstillinger i programmet er de samme fra afsnit til afsnit – og fra sæson til sæson.

Jeg ved ikke om det kan anbefales, at man ser alle afsnit. Programmet har sine sjove øjeblikke og er alt i alt ganske simpelt. Det er godt at alle programmer ikke er så primitive som dette. Strukturen er den samme i hvert program, og du vil godt kunne argumentere for, at et par afsnit af denne serie er nok. Derfor skal jeg også anbefale, at man ser i hvert fald et par afsnit af denne serie – og får et indblik i hvordan nogle mennesker er.

Dette kan man bruge til at tænke godt og grundigt over hvad der gør, at man – hvis man ser bort fra sit måske mindre attraktive udseende – ikke deltager i sådan et program. Hvis du som tænkende individ kan distancere dig fra de mennesker der skildres, er du ét skridt nærmere at være et bedre menneske. For hånden på hjertet: I For lækker til love ser vi grimme mennesker der har et smukt ydre.

Et fortjent dårligt valg til de Konservative

Det Konservative Folkeparti er efter aftenens stemmeoptælling det mindste parti repræsenteret i folketinget. Der er tale om et historisk dårligt valg for partiet, der ikke alene er fuldt fortjent, men også en nødvendighed, hvis der skal sendes et signal til partiet om, at den politik der har været ført over de sidste 10 år, ganske enkelt ikke har været tilfredsstillende. Hvorfor mister partiet så først vælgere nu? Alternativet Liberal Alliance fandtes ikke i 2007.

Venstre gik i 2001 til valg på skattestoppet. De Konservative meldte ud, at partiet ville arbejde på ikke bare at have et skattestop, men at få gennemført skattelettelser. Her 10 år efter virker det som om at partiet har haft hverken motivation, vilje eller kompetencer til at gennemføre den politik, de konservative vælgere har efterspurgt. De Konservative har kort fortalt brugt deres mandater på at holde regeringsmagten på bekostning af at få gennemført borgerlige politik. Det må de retmæssigt lide for nu.

Ser man på opbakningen til Det Konservative Folkepartis tilslutning ved folketingsvalg i nyere tid (ovenstående graf), er 2011-valget med 4,9 pct. et historisk lavpunkt for partiet. Partiet må tage til takke med otte mandater. En tilbagegang på 10 mandater i forhold til sidste valg. Og igen: Fuldt fortjent.

Lars Barfoed har været ude og tage ansvaret for det dårlige valgresultat. Der er dog intet der tyder på, at han har ført en decideret dårlig valgkamp. Han har fået megen (og god) omtale, har undgået diverse stridigheder og politiske brølere og ellers formået at fremstå nogenlunde visionær og professionel. Der er i hvert fald værre eksempler fra denne valgkamp på partiledere der har klaret det dårligere end Lars Barfoed.

Det overordnede problem for de Konservative er i deres politiske projekt – eller rettere sagt fraværet af samme. Der er dog håb for partiet.

Det Konservative Folkeparti har i deres parløb med Venstre (der også helt fortjent har mistet regeringsmagten) stået for at øge størrelsen på den offentlige sektor, indføre et utal af nye love, afgifter, skatter etc. Alt sammen noget der har bidraget til at nogle vælgere i dag har sat deres kryds ud for Liberal Alliance på stemmesedlen. Det er derfor kun helt fortjent, at de Konservative nu får dette valgnederlag.

Det er ærgerligt at en person som Rasmus Jarlov ikke bliver valgt ind i denne omgang, men om ikke andet fremhæver det blot, at hvis partiet skal gøre sig nogle forhåbninger om at vinde de tabte stemmer tilbage, skal der nye boller på suppen. Det er ikke nok at have kandidaterne eller de politiske ambitioner på individniveau. Der skal ekspliciteres et samlet, konservativt projekt der er værd at stemme på. Held og lykke.

Og nu: Godnat. Og tak til studiekammerater og andet godtfolk for en god valgaften.

God valgdag

Så er det d. 15. september 2011. Det er i dag du skal benytte din demokratiske rettighed (og pligt, som nogen vil tilføje), og for en dag leve i troen på, at din stemme har nogen betydning.

Alt tyder på at Helle Thorning-Schmidt bliver landets næste statsminister. Ingen meningsmåling har så meget som antydet en blå sejr i løbet af valgkampen. Eksperterne er også enige. Om det er den ene konstellation af partier eller den anden der får +50 pct. af stemmerne, er for mig ligegyldigt. Jeg har et parti jeg gerne ser det gå godt for, og otte partier jeg gerne ser det gå mindre godt for.

Uanset hvordan det går er én ting dog sikkert: VKO-flertallet er definitivt væk. De sidste 10 års politik er et lukket kapitel, og jeg vil »fejre« det en af dagene med det nye nummer af Økonomi & Politik, der har temaet Regering og opposition 2001-2011.

Der vil i løbet af de kommende uger blive skrevet et indlæg eller to om valget og valgresultatet, og i mellemtiden kan du læse nogle af de andre indlæg jeg har skrevet under valgkampen her.

God valgdag.

Stemmekoordination

»Jeg vil opfordre rød bloks vælgere til, at stemme i løbet af dagen. Så bliver der ikke trængsel ved valgstederne om aftenen, når blå bloks vælgere har fri fra arbejde.«

De unge vil ikke have stemmeret

Undersøgelsen Ungdomsvalget 2011 er nu afsluttet. Bag undersøgelsen står forskere fra Aalborg Universitet. Over internettet har flere tusinde unge svaret på en række spørgsmål, lige fra hvem de ville stemme på ved folketingsvalget til deres holdning til spørgsmålet om at give 16-17 årige ret til at stemme ved folketingsvalg.

Dansk Ungdoms Fællesråd skriver flittigt om denne slags undersøgelser – og nærværende er ingen undtagelse. Hvad jeg tvivler på er, at de vil bringe en nyhed om de unges holdning til at sænke valgretsalderen på baggrund af det foreliggende datamateriale.

Under en femtedel af de adspurgte unge mener, at det er en god idé at sænke valgretsalderen. Over dobbelt så mange mener at det er et særdeles dårligt forslag. Det bliver spændende at se hvordan DUF sælger den.

Respondenterne skal også besvare en række vidensspørgsmål, herunder blandt andet hvor mange medlemmer der er i folketinget, hvis man ser bort fra de nordatlantiske mandater. 41,9 pct. ved det ikke.

Ligeledes bliver de spurgt om hvilke partier der indgår i den nuværende regering. For 44,4 pct. er ideen om et støtteparti højst sandsynligt ukendt.

Mere information omkring undersøgelsen samt data kan findes her. 68,3 pct. af respondenterne i undersøgelsen er gymnasieelever (STX).

Er Det Konservative Folkeparti overflødigt?

Hvad vil Det Konservative Folkeparti egentlig? I don’t know. Ved vælgerne det? Hvis nogen ved det, så skriv endelig en kommentar til dette indlæg. De har siddet i regering i ti år, men man bliver ikke meget klogere på partiet og dets politik ved at kigge på de politiske resultater. Peter Norsk beskriver det meget rammende, når de Konservative virker som et parti der har søgt »magten for magtens skyldt« og styres af ministre, der »kun ønskede at sikre sig ministerbiler og ministerpensioner«.

Her hvor den borgerlige regering forhåbentlig kører på sidste vers, må det være tid til, at de Konservative går i tænkeboks og formulerer et konservativt projekt, der ikke kan sammenlignes med de andre borgerlige partiers politik. Det Konservative Folkeparti må med andre ord finde sin plads på højrefløjen. De Konservative er på nuværende tidspunkt et noget nær overflødigt parti, hvorfor deres videre tilstedeværelse i dansk politik må bero på at finde det ledige standpunkt, såfremt dette eksisterer.

Der er efterhånden ikke det standpunkt de Konservative i en eller anden sammenhæng ikke har meldt ud. Jeg har tidligere skrevet, at de Konservatives krise skal findes i et manglende konservativt projekt. Jeg vil i dette indlæg forsøge at distancere Det Konservative Folkeparti fra de andre partier, og dermed forsøge at formulere et grundlag for, hvad de Konservative bør gøre.

Lad os for overskuelighedens skyld antage, at Det Konservative Folkeparti udelukkende skal forholde sig til en situation, hvor der kun er Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Dette giver fin mening fordi det er disse partier partiet skal distancere sig i forhold til, hvis de skal kunne eksplicitere deres eksistensberettigelse på længere sigt i dansk politik.

Konservative kontra Dansk Folkeparti
De Konservative har mange ligheder med Dansk Folkeparti. Værdipolitisk appellerer de til de samme vælgere, men hvad angår den økonomiske politik, er der næppe ret meget de er enige omkring. For de Konservative har det betydet noget at få sænket skatten, fjerne efterlønnen og generelt føre en mere liberal politik. Dette vil Dansk Folkeparti ikke. Tværtimod. Pia Kjærsgaard har meldt ud, at hun er en »ægte socialdemokrat«.

Til trods for nogle værdipolitiske ligheder på områder som indvandring, kultur m.v., er det ikke svært at formulere et konservativt projekt der distancerer sig fundamentalt fra Dansk Folkepartis socialdemokratiske ånd, som hverken skal eller bør appellere til konservative vælgere.

Konservative kontra Liberal Alliance
De Konservative har mistet vælgere til Liberal Alliance. Højst sandsynligt på grund af en utilfredshed med konservative resultater på den økonomiske politik. Det vil da også være den rene selvmordsaktion at gå ind i en debat omkring økonomiske reformer med Liberal Alliance, for at vinde på den front. Liberal Alliance vil altid kunne gå lidt længere og foreslå en lidt større reform.

De Konservative skal derfor i bund og grund signalere, at de gerne vil reformer. Noget kunne tyde på, at det konservative bagland heller ikke er imod reformer på en lang række områder. De Konservative skal derfor langt hen ad vejen melde sig enige med Liberal Alliance på den økonomiske politik.

Hvor de Konservative omvendt skal distancere sig fra Liberal Alliance, er på det værdipolitiske område. Der er næppe mange konservative vælgere der bakker op om »åbne grænser, lukkede kasser«-synspunktet, og det giver derfor fin mening for de Konservative, at melde ud, at man med K får et parti der vil de økonomiske reformer, men uden at give køb på værdipolitiske mærkesager.

Konservative kontra Venstre
Det er svært at skulle forholde sig til Det Konservative Folkeparti og Venstre som to selvstændige partier. De har været i regering sammen i ti år – og som nævnt ovenover synes de Konservative at have været tilfredse med de dertilhørende goder af at være regeringsparti. På bekostning af politiske resultater.

De Konservative skal udnytte at Venstre (også efter et valgnederlag) er bundet fast til medianvælgeren. Venstre vil stadigvæk appellere til vælgeren der vil have mere velfærd og lidt mere af alting. De Konservative skal ikke kæmpe mod Venstre om disse vælgere. Den socialistiske fordelingspolitik vil derimod være noget de Konservative kan kritisere Venstre for, og på den måde distancere sig fra partiet.

Dertil skal de Konservative udnytte at Venstre vil stå i en position hvor det højst sandsynligt skal diskutere udlændingepolitik med en S-SF koalition, og ikke Dansk Folkeparti. De Konservative vil skulle forsøge at betegne Venstre som et parti der er for blødsødne og for liberale i deres tilgang til den værdipolitiske linje, der blot adskiller sig med marginaler fra de røde partiers linje.

De Konservative og Venstre er ideologisk set meget forskellige partier. Forskelle der for Det Konservative Folkeparti er vigtige at gøre borgerlige vælgere klar over. Derfor er det da også vigtigt for de Konservative at komme i opposition, og ikke stå i en position hvor enigheden skal opretholdes for enhver pris. Det er ikke kun på den værdipolitiske linje de Konservative historisk kan distancere sig fra Venstre, men med den midtersøgende kurs Venstre har anlagt, så i høj grad også i forhold til den fordelingspolitiske linje. Jeg har ved en tidligere lejlighed kritiseret de Konservative for ikke at have en selvstændig politik på dette område i forhold til Venstre.

Det Konservative Folkepartis plads på højrefløjen
Det Konservative Folkeparti er et parti for dem der vil den økonomiske liberalisme, men ikke vil de åbne grænser. Det Konservative Folkeparti skal være et parti for dem der vil de kulturelt forankrede værdier, men ikke vil den socialdemokratiske, økonomiske politik. Dette standpunkt er ledigt på højrefløjen.

Dette kan vi illustrere i denne firfeltstabel:

De enkelte partiers placeringer kan diskuteres og problematiseres. Min pointe er nu heller ikke så meget, at placeringerne med 100 pct. nøjagtighed afspejler den politiske realitet. Pointen er, at det er en sådan strategi Det Konservative Parti i den politiske debat skal bruge til at distancere sig fra de andre partier på højrefløjen. Så er der en reel fremtid for partiet.

Der er fire implikationer ved nærværende strategi, der for god ordens skyld skal hhv. opsummeres og nævnes. For det første skal partiet i opposition. Og det kan kun gå for langsomt. For det andet skal partiet ikke vinde stemmer på at diskutere værdipolitiske spørgsmål med Dansk Folkeparti. For det tredje skal partiet ikke vinde stemmer på at diskutere økonomiske spørgsmål med Liberal Alliance. For det fjerde skal partiet lade være med at samarbejde med et kulturradikalt parti. Sidstnævnte forvirrer konservative vælgere mere end det gavner (dog er der selvfølgelig mulighed for at gennemføre økonomiske reformer med dette parti, men det har vi allerede set eksempler på før deres politiske flirt).

Filmanmeldelse: The Greatest Movie Ever Sold (2011)

Morgan Spurlock har fået en idé. Han vil lave en dokumentarfilm om product placement finansieret udelukkende gennem product placement-aftaler. Denne proces følger vi så, og det er dette der udgør dokumentarfilmen man sidder og ser. Det er metafilm på et kompliceret plan. Dog desværre uden at kompleksiteten bidrager med noget væsentligt, andet end at udstille en rodet film der er vanskelig at finde hoved og hale i – og som fremstår ligegyldig og banal.

Overordnet forsøger Morgan Spurlock i The Greatest Movie Ever Sold at problematisere finansieringen af spillefilm (dog som så udvikler sig til en mere generel kritik af reklamer). Der fokuseres på hvordan der indgås aftaler med firmaer omkring placeringer og brug af bestemte produkter i film, og hvordan det gør filmskaberne mindre uafhængige. Som seer sidder man dog blot tilbage med en følelse af so-fucking-what!?.

En film vil altid være afhængig af økonomiske ressourcer. Spørgsmålet er blot hvor mange ressourcer det vil kræve, at lave ens film. Har man ambitioner om at lave en film med en milliardomsætning, kan det være svært uden at opgive kunstnerisk integritet til dem der skal betale gildet. Desværre forfalder Spurlock til at opbygge en eller anden forsimplet kapitalismekritik uden nogen videre mening.

Jeg har i løbet af sommerferien fået set nogle dokumentarfilm om instruktører, heriblandt Hearts of Darkness: A Filmmaker’s Apocalypse omhandlende Francis Ford Coppolas arbejde med klassikeren Dommedag nu. Her slutter han af med et par ret interessante ord:

To me, the great hope is that now these little 8mm video recorders and stuff have come out, and some… just people who normally wouldn’t make movies are going to be making them. And you know, suddenly, one day some little fat girl in Ohio is going to be the new Mozart, you know, and make a beautiful film with her little father’s camera recorder. And for once, the so-called professionalism about movies will be destroyed, forever. And it will really become an art form. That’s my opinion.

Det interessante er selvfølgelig, at det kunstneriske udtryk ikke er afhængig af store budgetter, men kan frembringes af teknologiske udviklinger (som kapitalismen selvfølgelig er forudsætningen for). Ved at bruge sine sparepenge på et kamera, kan man gå i gang med at producere filmkunst.

Tilsvarende kommer Martin Scorsese med interessante bemærkninger i A Personal Journey with Martin Scorsese Through American Movies relateret til finansieringen af film og den kunstneriske film. Han argument kan skæres ned til: Jo færre penge, desto mere frihed. Hvis man vil lave store blockbustere der kan sælge en masse popcorn, er der for mig at se intet problem med alverdens product placement deals og manglende kunstnerisk integritet. Det er de vilkår der er på et marked. End of story. Det er dog ikke en præmis Morgan Spurlock synes at ville acceptere. Nuvel, der kommer nogle overvejelser flere steder i filmen, men intet der fjerner seeren fra det grundlæggende perspektiv, at økonomiske interesser er onde.

Der er en grund til at independent films også kaldes for art films. Skal man have total kunstnerisk frihed må man gøre det for billige midler eller gøre det på en måde hvor det harmonerer med en stor efterspørgsel (Christopher Nolan synes at være et godt eksempel på, at det er muligt).

Spurlock ender med at gå ude i naturen. Væk fra alle de onde reklamer vi omgås. Han stod bag filmen Super Size Me som også havde et antikapitalistisk udtryk, men modsat den film, er nærværende film uden humor, uden struktur eller andet der berettiger dens udgivelse. Spar dig selv for at se den.