Erik Gahner Larsen

Et fortjent godt valg til Liberal Alliance

Liberal Alliance endte med et pænt valgresultat i torsdags. Partiet fik 5,0 pct. af stemmerne og kan dermed nyde en fremgang på fire mandater i forhold til sidste valg, hvilket bl.a. giver plads til skarpe tunger som Ole Birk Olesen på tinge. Skal valgsuccesen så skrives ind i historiebøgerne med henvisning til prædikatet »Saxo Bank-partiet« og partiets helsidesannoncer i de landsdækkende aviser? Dette vil jeg argumentere for er hverken fair eller en passende beskrivelse af Liberal Alliances tur fra 0,0 pct. i meningsmålingerne til 5,0 pct. ved valget d. 15. september 2011.

Først skal det dog nævnes, at det vil være naivt og dumt at påstå, at den massive annoncering der har været, har været uden nogen betydning eller effekt. Tværtimod har det været en væsentlig fordel for Liberal Alliance, at de har haft denne platform til at promovere deres politik. Annoncer kan dog ikke gøre det alene, og der er fem nævneværdige aspekter ved Liberal Alliances arbejde der gør, at de har fået et godt valg, hvor andre tilgange ville kunne have gjort, at de trods helsidesannoncer m.v., ville kunne have fået et dårligt valg.

Jeg vil i dette indlæg eksplicitere de fem grunde til, hvorfor man kan give Liberal Alliance al ære og respekt for valgresultatet, og ikke blot – som visse kritikere – forklare nævnte med udgangspunkt i kampagnebudgetter.

Første grund: Læren fra Ny Alliance
Liberal Alliance bygger på resterne af Ny Alliance. Det ville derfor alt andet lige også være dumt ikke at bygge på erfaringerne fra det projekt, og lære af de fejl der blev begået. En af de største fejl Ny Alliance begik og som gjorde, at betegnelsen »storbytosse« blev populær, var det løse forhold til hvad partiets kandidater kunne melde ud af rabiate dumheder.

Havde Liberal Alliance (i dette tilfælde Anders Samuelsen) ikke lært af fortidens fejl – på samme måde som Pia Kjærsgaards erfaringer fra Fremskridtspartiet, ville Liberal Alliance aldrig have været hvor det er i dag – store kampagnebudgetter eller ej. Den kritik der har været af topstyringen i partiet har været lettere forfejlet, da de fleste forhåbentlig ved, at det var hvad partiet havde brug for.

Anden grund: Stabil valgkamp
Det gik for alvor galt for Ny Alliance i 2007 under valgkampen, hvor partiet mistede vælgere i meningsmålingen fra dag til dag, og endte med sølle 2,8 pct. der intet rokkede i den parlamentariske situation med et flertal til VKO.

Liberal Alliance førte – modsat Ny Alliance i 2007 – en stabil valgkamp uden de store udsving og udmeldinger der kunne skabe problemer i meningsmålingerne (måske med undtagelse af Joachim B. Olsens kommentar om flerkoneri). Det kan lyde banalt, men med 2007-valgkampen in mente står det klart, at en forkert ageren i denne periode ville kunne have katastrofale følger – igen uanfægtet af omfanget af annoncering. Partiet skal derfor have ros for en gennemført og professionel valgkamp.

Tredje grund: De liberale ideers tilbagevenden
Liberal Alliance har i overgangen fra Ny Alliance til Liberal Alliance konsolideret partiet i et ideologisk tankesæt der ikke blæser omkuld efter det første og bedste angreb fra politiske modstandere. Da Ny Alliance blev lanceret var det uden noget partiprogram og med ideen om, at dette ville komme med tiden. Problemet blev, at uden nogle klare ideer kombineret med en manglende topstyring, blev der plads til alle ideer (selv de mærkeligste af slagsen).

Ny Alliance endte efter 2007-valget med nogle mildest talt ubrugelige mandater. »Nok er nok« var ikke nok. Den parlamentariske situation forblev som nævnt uændret, og intet pengebeløb ville kunne overtale vælgerne om, at partiet kunne gøre en forskel. Partiet gjorde det eneste rigtige og formulerede et politisk projekt der bragte nogle liberale grundholdninger tilbage i den politiske debat, som Venstre og Konservative i kampens hede om midten i dansk politik, for længst havde lagt bag sig.

Det er vigtigt at nævne, at der ikke var tale om et ekstremt kursskifte i overgangen fra NA til LA. I Ny Alliance talte Anders Samuelsen også om 40 pct. skat og lignende der kunne få en til at undre sig over, at der var så stor opbakning til partiet. Men det var der.

Fjerde grund: Fire mærkesager
Ser man på de Konservatives katastrofale valg står det klart, hvorfor nogle klare mærkesager er nødvendige. Hvad gik de Konservative til valg på? For det første et samarbejde hen over midten (med de Radikale) og for det andet at genvinde regeringsmagten. Det første blev komisk fordi det endte ud i en masse snak om strategi og hvad der i det hele taget kunne samarbejdes om, uden at det blev klart for vælgerne, hvilken politik man kunne se frem til, at de konservative ville realisere. Det andet gjorde det ikke nemmere.

Ved Liberal Alliance var det modsatte tilfældet. Her var der ingen snak om mulige samarbejdspartnere. Uanset hvem der vandt magten og hvor mange stemmer de enkelte partier fik og hvordan det nu skulle gå, var der fire mærkesager der skulle fremmes. I hvilket omfang disse mærkesager ville blive fremmet, afhang blot af hvor mange der ville sætte deres kryds ud for partiet på valgdagen.

Disse fire mærkesager – der harmonerer med partiets navn, ideologi, politikernes overbevisninger og forsømte standpunkter i dansk politik, gjorde, at partiet fik et velfortjent valgresultat.

Femte grund: Velvalgte kandidater.
Politikken kan ikke gøre det alene. Der skal være nogle der er eksponenter for de politiske ideer, og nogle navne som vælgerne kan sende i Folketinget. Her må man sige at holdet af kandidater er velvagt. Der er stor bredde – lige fra Thyra Frank over Ole Birk Olesen til Joachim B. Olsen. Som Anders Samuelsen rigtigt sagde da han for tid tilbage præsenterede kandidaterne, ville der komme kritik uanset hvad. Enten ville de være for ukendte eller for kendte. Sandheden er imidlertid den, at valget af kandidater endte med at være en middelvej. Nogle kendte, nogle ukendte og nogle semikendte.

Disse politikere fremmede de fire mærkesager (pkt. 4) med udgangspunkt i nogle liberale ideer (pkt. 3) i en stabil valgkamp (pkt. 2) under hensynstagen til den tragiske lære fra Ny Alliance (pkt. 1). Alt i alt er der dermed tale om forhold man meget nemt kunne forestille sig være anderledes, og som ville have medført, at Liberal Alliance ikke ville have fået 5,0 pct. af stemmerne ved valget i torsdags. Liberal Alliances valgsejr i torsdags er velfortjent – og en valgsejr der udelukkende begrundes i nogle helsidesannoncer i pressen er forfejlet og uden anerkendelse af det ærværdige arbejde der ligger mellem valget i 2007 og 2011.

Tillykke, Liberal Alliance. Jeg håber, at I klarer jer lige så godt ved næste valg.

2 comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *