Erik Gahner Larsen

Derfor skal Venstre tabe valget

Først publiceret på Podia.dk.

I 2001 holdte daværende oppositionsleder Anders Fogh Rasmussen en grundlovstale hvori han kritiserede Socialdemokraterne og deres tilgang til statsapparatet. Overordnet lød kritikken på, at Socialdemokraterne havde siddet så længe på magten, at de betragtede regeringsapparatet som deres personlige ejendom.

En lignende kritik kunne Helle Thorning-Schmidt med rette bringe af Venstre. Om det samme er tilfældet ved Venstre nu som ved Socialdemokraterne for 10 år siden, vil jeg dog ikke forholde mig videre til i dette indlæg, men blot pointere, at det er sundt for demokratiet og statens institutioner, at magthaverne skiftes ud gennem demokratiske valg i ny og næ.

Derfor vil det – givet den minimale forskel der er på Venstre og Socialdemokraternes politik – ikke betyde det store for mig, hvis det er Socialdemokraterne der skal stå i spidsen for en ny regering efter valget. Omvendt ville jeg faktisk have det ret dårligt med, at Venstre gik hen og vandt valget. Hvorfor? Fordi de på ingen måde fortjener det.

Det er ikke alt dårligt det vi har set i det sidste årti. Der har været nogle tiltrængte reformer, men de stemmer ingenlunde overens med de krav man med rette kan stille til en regering, der har siddet ved magten i 10 år. Resultaterne er ganske enkelt udeblevet.

Senest har regeringen stået i spidsen for at få sat en ny rekord: Der er nu over 2.000.000 danskere på offentlig forsørgelse. Aldrig nogensinde har vi været vidne til, at så mange voksne danskere lever af midler fra det offentlige. Venstre har derfor grundlæggende fejlet, hvis det da har en ambition om at skabe et samfund hvor dem der kan, får muligheden for at skabe rammerne for deres eget liv uafhængigt af fællesskabets ansvarsløse pengepung. Konsekvensen er, at vi på sigt vil se, at flere borgere kommer til at leve en tilværelse som ansvarsfraskrivende velfærdsvoksne.

Jeg siger ikke, at det nødvendigvis bliver bedre med Socialdemokraterne i spidsen, men løsningen på landets økonomiske problemer er på ingen måde Venstre. Venstres økonomiske politik som noget der vil få dette velfærdsliderlige samfund ud af en international økonomisk krise, er en myte der hviler på et haltende budget og nogle antagelser om, at man ved at ændre lidt hist og her, nok skal klare den.

Venstre fortjener derfor ikke at genvinde magten ved valget d. 15. september. Ligeledes er det min opfattelse, at det vil være sundt for det borgerlige Danmark at komme i opposition. Der er brug for nytænkning og friske kræfter i kampen for et bedre samfund. Der er brug for at eksplicitere et borgerligt projekt med udgangspunkt i nogle grundlæggende, liberale værdier, der rækker længere end til en mærkesag med mantraet »Gæld eller velfærd«.

Det er næppe meget der vil ændre sig ved Venstres politik når de kommer i opposition efter valget. For det liberale projekt er det dog alt andet lige at foretrække, at Venstre (Danmarks liberale parti), ikke sidder på magten. Efter valget, når der ikke længere er en såkaldt borgerlig regering, får de liberale kræfter i dette land et bedre udgangspunkt for at problematisere, kritisere og diskutere det socialdemokratiske velfærdsstatsprojekt, end tilfældet har været de sidste ti år, hvor Danmarks liberale parti har været forvaltere af nævnte.

Rettigheder til ovenstående stribe tilfalder Cyanide and Happiness. Jeg har blot ændret teksten. En tak til min bror Andreas for at henlede min opmærksomhed til den konkrete stribe.

Harry Potter and the Chamber of Secrets (2002)

Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer er en god film. Så simpelt kan det siges. Den er ikke prangende, skiller sig i dens opbygning ikke voldsomt ud fra den forrige film, men den holder sig godt til bogen og er en ægte blockbuster. Der tages dermed ikke chancer og der er ikke de store overraskelser (uafhængigt af om man har læst bogen eller ej).

Filmen begynder – cirka ligesom 1’eren – hjemme hos familien Dursley. Harry er ikke blevet mere populær i familien siden sidst, snarere tværtimod. Helt galt går det da husalfen Dobby møder op og vil gøre alt for at spolere, at Harry Potter kommer tilbage på Hogwarts og kan begynde sit andet år. Motivet er angiveligt, at Dobby vil beskytte Harry Potter, da det vil være farligt at vende tilbage til Hogwarts.

Til trods for dette ender Harry Potter efter nogle problemer på Hogwarts – og alt er, som forventet, ikke fryd og gammen. Problemerne kommer tættere og tættere på, og historien om at hemmelighedernes kammer er blevet åbnet skaber mystik, problemer og spænding på Hogwarts.

Som i den første film kulminerer det med, at Harry Potter må kæmpe et brag af en kamp mod de onde kræfter. Uden at spoile for meget af filmens handling er det også her, at man får alvor får lysten til at læse den næste bog i rækken og se filmatiseringen af samme.

Handlingen tiltaler mig mere end 1’eren, og Chris Columbus leverer en på mange måder mere gennemført film end den første var. Når dette er sagt er der ikke tale om et mesterværk på nogen tænkelig måde, men den er værd at se.

Meningsmålinger i valgkampen


PHDComics, via Econstudentlog.

I lørdags skrev jeg et indlæg om den statistiske usikkerhed forbundet med meningsmålinger, og hvordan medierne ikke altid er lige gode til, at tage højde for dette.

Der er dog flere relevante aspekter ved meningsmålinger i valgkampen. Kresten Roland Johansen forklarer i indlægget ”Rullende meningsmålinger og journalistiske fatamorganaer” hvorfor man skal være varsom med, at bruge meningsmålinger til at vurdere de nyeste politiske udmeldinger, udspil m.v.:

Hvis man nærlæser de seneste dages målinger, vil man bemærke nogle usædvanlige mønstre. Gallups målinger ligner hinanden. Megafons målinger ligner hinanden. Voxmeters målinger ligner hinanden. De enkelte institutter er alle sammen hver for sig ret stabile – men til gengæld er de indbyrdes helt uenige. Se blot på Epinions målinger af SF og Rambølls målinger af Socialdemokraterne.

[…]

Forklaringen på mønstrene er såre simpel: Meningsmålingsinstitutterne har ikke ressourcer til at lave helt nye dugfriske målinger hver eneste dag. Og medierne vil ikke betale dem for det. I stedet laver de såkaldt rullende målinger. En rullende måling består typisk af 2/3 svar, som er 1-3 dage gamle, og så 1/3 nye svar. Det betyder, at de målinger, vi præsenteres for som dugfriske og øjebliksbilleder, i virkeligheden for hovedpartens vedkommende består af gamle svar. Derfor ligner de hinanden. Derfor bider forskelle mellem institutterne sig fast. Og derfor er det et journalistisk fatamorgana, når man tror, at politisk spin, nye væksttal eller ny fnidder hos blå blok kan aflæses umiddelbart i de seneste målinger. Først skal vælgerne fordøje nyhederne, og de gamle svar skal rulles ud af målingerne.

Læs hele indlægget her.

Gang i væksten … og sex.

Da jeg i går tog ud på SDU fik jeg overrakt et kondom af en fra Liberal Alliance (og nej, det var ikke Simon Emil Ammitzbøll). Hvad de havde tænkt sig, at jeg skulle bruge det til kl. 10 om formiddagen på universitetet, står mig uvist.

På pakken står der ”Gang i væksten!”. Jeg ved ikke om det er en anatomisk vækst de refererer til. Såfremt det skal ses i en økonomisk sammenhæng, er det næppe en vækstløsning på de demografiske problemer, partiet mener, eksisterer: »Med et støt stigende antal ældre er vi nødt til at få flere mennesker til at arbejde, hvis Danmark skal blive ved med at være et rigt land.«

Rygtet siger at Det Radikale Venstre også uddeler kondomer i valgkampen. De gør det dog i nattelivet hvor det giver lidt mere mening – og med teksten ”Et sikkert valg”, der ligeledes virker lidt mere velovervejet.