Erik Gahner Larsen

Alex Ahrendtsen i Vollsmose-ghettoen

Jeg har tidligere skrevet om en valgvideo udsendt af Alex Ahrendtsen. Sidst kritiserede jeg Alex Ahrendtsen for ikke at have statistisk belæg for hans påstande, samt at have et fravær af logisk sammenhæng i hans argumentation, og det samme er desværre tilfældet i hans nye valgvideo: En dag i Vollsmose-ghettoen.

 

I valgvideoen diskuterer Alex Ahrendtsen med en indvandrer i Vollsmose omkring kriminalitet, sociale problemer m.v. Medens dette finder sted overværer man i baggrunden en ældre borger, der bliver udsat for et overfald. Videoens pointe er, at dette er en almindelig dag i Vollsmose-ghettoen. Et problem der kan ryddes op i, ved at stemme på Alex.

Til TV2/Fyn udtaler politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi, at der intet statistik belæg er for, at der sker flere overfald i Vollsmose-bydelen end andre steder på Fyn. Så meget for filmens overordnede pointe om, at overfald er hverdagskost på et ekstremt plan i Vollsmose.

Alex Ahrendtsen udtaler dog så til TV2/Fyn, at der for ikke mere end et par dage siden var stenkast mod politiet i Odense-bydelen. Og hvad så? Hvad har det med noget at gøre? Det er trods alt ikke hverdagskost i Vollsmose, at der er stenkast mod politiet (jeg har i hvert fald ikke set noget belæg for den påstand). Suk.

Peter Mogensen ramte forkert – igen.

Peter Kurrild-Klitgaard skriver følgende på ”Groft sagt”: »Det lykkedes på selve dagen for udskrivelse af folketingsvalg for standup-kommentatoren Peter Mogensen at ramme rigtigt med én forudsigelse.«

Dette må jeg på det kraftigste korrigere. Peter Mogensen kunne desværre heller ikke på selve dagen for udskrivelsen af folketingsvalget, ramme rigtigt. Han skrev således følgende på hans facebook-profil:

Vi får heller ikke valg i dag.

For efter udskrivelsen af valget at skrive:

Sjovt – vi FIK valg i dag.

Han forklarer sig dog med, at det er ubegribeligt og desperat af Løkke. I dag indleder han så sin seneste opdatering med:

Løkke kan faktisk vinde: Lige nu er der dødt løb i Gallup.

Jeg elsker dig, Peter Mogensen.

HT: Kristian Madsen

FV ’11: Meningsmålinger og statistisk usikkerhed

Valgkamp er lig masser af meningsmålinger. Hvis vi sammenligner valgkampen med en fodboldkamp, er meningsmålingerne kampens stilling. Og da man gerne vil vide hvordan det går, er meningsmålingerne alt hvad vi har at arbejde med før fløjten lyder og slutresultatet ligger fast.

Vi har allerede nu set meningsmålinger der giver anledning til vidt forskellige tolkninger, og det øger alt andet lige også spændingen i forbindelse med valget. Der er jo heller intet ved at se en fodboldkamp, hvor der står 4-0 til favoritholdet efter det første kvarter. Det bedste – for spændingen – vil selvfølgelig være, hvis »rød blok« og »blå blok« skiftevis fører og er bagud.

Når et analyseinstitut fortæller hvor mange stemmer de forskellige partier står til at få, sker det med udgangspunkt i et repræsentativt udsnit af vælgerkorpset. Dette betyder, at der altid vil være en eller anden grad af usikkerhed forbundet med meningsmålingen. For ikke at arbejde med nogen usikkerhed overhovedet, ville det kræve, at man spurgte alle vælgere.

Over de næste uger kommer vi som sagt på grund af valgkampen til at se utallige meningsmålinger. Hensigten med disse vil være at vurdere hvordan partierne klarer sig fra dag til dag, så man kan diskutere hvordan konkrete politiske udmeldinger bliver modtaget og hvordan de politiske debatter har påvirket vælgerne.

Det irriterende for journalister i denne sammenhæng er, at de ændringer der sker, sjældent varierer mere, end at det kan forklares af den statistiske usikkerhed. Vi kan med andre ord ikke vide, om der er sket en reel forandring i vælgerens partivalg, eller om der blot er tale om en statistisk usikkerhed.

Valgkampen kører nu på dag 2, og Politiken er ude med nyheden om, at Thorning er kommet bedst fra start. Nyheden bygger på, at Socialdemokraterne går fra i går at have 25 pct. til i dag at have 26,5 pct. Hvad er problemet så? Problemet er, at forandringen ligger indenfor den statistiske usikkerhed. Jeg siger dermed ikke, at Socialdemokraterne ikke kan være gået frem fra i går til i dag, men vi kan ikke sige det på baggrund af de to meningsmålinger.

Den statistiske usikkerhed nævnes da også i nyheden, men hvad er pointen i at lave en nyhed med overskriften om en fremgang, før man har taget højde for den statistiske usikkerhed?

Vi kommer højst sandsynligt til at se mange af den slags nyheder, men de skal tages med et gran salt. Vil man have et billede af hvordan de enkelte partier står, kan jeg anbefale de vægtede gennemsnit foretaget af Berlingske Barometer.

FV ’11: Så er der udskrevet valg

Alle snakker om det, alle ved det. Valg nr. 67 i Danmark. Den 15. september. Den tiårige VKO-periode er definitivt slut. Vækstpakken ‘Holdbar vækst’, som blev præsenteret på et pressemøde i onsdags, har vist sig ikke at være partipolitisk holdbar. Det er dermed et brud på det tiårige samarbejde mellem V, K og O, der er udgangspunktet for valget.

Det bliver da også spørgsmålet om økonomiske reformer der bliver hovedtemaet. Det er et komplekst område, hvor det kan være meget svært at finde hoved og hale i, hvad der egentlig vil virke bedst. Den røde eller blå pakke. Økonomer dumper dog både den røde og blå. De politiske diskussioner kommer efter alt at dømme til at omhandle, hvilken politisk blok der kan bage den største velfærdskage (fordelingen af kagen er jo bare et økonomisk, teknisk spørgsmål, suk). Det kommer derfor til at handle om hvordan man løser en gældskrise, skaber vækst osv. Økonomisk tryghed. Kampen om medianvælgeren.

Jeg har ingen intentioner om at skrive mange indlæg under valgkampen. Kun såfremt jeg lige støder på noget interessant. Jeg vil følge valgkampen gennem TV2 News (der kan ses gratis på Sputnik under hele valgkampen), twitter (hashtag #dkpol, #fv11 m.v.) og på en række blogs, heriblandt Jarl Cordua (på JP.dk) og de blogs der nu viser sig at være aktive i løbet af de kommende uger.

For dem der mangler lidt fundamental information om folketingsvalget, kan det findes her.

God valgkamp.

Jeg siger ikke Liberal Alliance og Fremskridtspartiet kan sammenlignes…

… men der er nogle ligheder i italesættelsen af forholdet til de andre partiers politik.

Fremskridtspartiet anno 1997:

Fra artikel skrevet af formanden for Fremskridtspartiet i Kolding, Thorvald Fonsbøl i Fremskridt (februar 1997), via ”Fremskridtspartiet – De første 25 år i dansk politik” af Kai Petersen.

Liberal Alliance anno 2010:

Fra avisannonce der kørte i de landsdækkende aviser i 2010.

Knud Hvilsted skrev for snart et år siden et indlæg om emnet.

FV ’11: Alle snakker om det, ingen ved det

Verdens længste valgkamp. Der snakkes efterhånden ikke om andet end det kommende valg, og til trods for min politiske interesse, hænger al den valgsnak mig langt ud af halsen. Forleden var Peter Kurrild-Klitgaard i Deadline og argumentere for og imod faste valgperioder. Personligt er min holdning i slipstrømmen af det sidste års valgsnak, at faste valgperioder er at foretrække.

Helle Thorning-Schmidt ser gerne, at Lars Løkke Rasmussen udskriver valg. På de sociale medier jokes der med, at Lars Løkke aldrig udskriver valg. Nogle medier skriver sågar om hvad der vil ske, hvis Lars ikke udskriver valget. For dem der selv vil prøve kræfter med en (defekt) valgknap, kan de gøre det her.

Skrives der mere og mere om valget? Det korte svar må være ja. Kigger man på InfoMedia og ser, hvor meget der skrives om valg (valg*), ser man en stigende tendens i disse uger. Ordet valg* bruges selvfølgelig også i andre sammenhænge end blot det kommende folketingsvalg, men intet der burde kunne skabe en skævvridning over den seneste måned.

Ovenstående simple punktdiagram viser hvor mange gange der er skrevet om valg i de danske medier over de seneste uger. I uge 29 blev valg* nævnt 5.492 gange, i uge 33 10.320 gange.

Kan vi ikke blive enige om to ting? 1) Faste valgperioder er at foretrække, da det fjerner alle overvejelser om hvornår et valg udskrives (og hindrer, at dem der har magten strategisk kan udskrive valget, når det gavner dem bedst). 2) Valget bør udskrives nu, så al den snak om valget kan få en ende (som Anders Fogh Rasmussen ligeledes brugte som argument for at udskrive valget i 2007).

Rygeforbud i arbejdstiden i den offentlige sektor er mere end fair

Dette indlæg er publiceret på podia.dk.

For at fjerne en eventuel tvivl: Jeg er en stor modstander af rygeforbud. Om man vil ryge eller ej er og bliver en privatsag, og ikke noget »moralsk bedrevidende« politikere skal bestemme. Det skal ikke være fra politisk hold det bestemmes, hvor man må ryge og hvor man ikke må ryge. Hvis en restaurant vil satse på et ikke-rygende klientel, må rygerne tage et andet sted hen. Og hvis et diskotek vil satse på rygere, må irriterede ikke-rygere tage et andet sted hen.

Men nu til sagen: I Odense Kommune forventer man at kunne spare 25 millioner kr. på, at forbyde de ansatte at ryge i arbejdstiden. Et lignende forslag bliver fremsat i Faaborg-Midtfyn Kommune. Bør man i princippet ikke være modstander af sådan et forslag, hvis man går ind for den enkelte borgers ret til at ryge? Det mener jeg ikke. Problemet er at finde andetsteds.

Hvilke krav en arbejdsgiver stiller til sine ansatte, er ikke noget andre skal blande sig i. Det er en aftale mellem arbejdsgiver og arbejder. Hvis arbejderen er utilfreds, må vedkommende finde en anden arbejdsplads. Det er et grundlæggende vilkår ved et frit arbejdsmarked.

Hvis man som arbejder vælger at sælge sin sjæl til det offentlige, må man finde sig i, at det offentlige stiller krav til hvordan man agerer, når man er på arbejde. Når man som offentligt ansat har fri kl. 13, kan man derefter tage hjem og pulse løs, men ikke ét sekund før. Det er kun rimeligt, at man må affinde sig med de regler der stilles – eller sige sin stilling op. Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man gå.

Hvad er så problemet i denne sammenhæng? Problemet er udelukkende, at det offentlige er blevet en så stor arbejdsgiver, at de ansatte ingen reelle muligheder har for at skifte arbejdsplads eller på anden måde udvise deres utilfredshed. Det offentlige kan på den måde gennem arbejdspolitiske tiltag bedrive sundhedspolitik. Der er derfor blot tale om endnu et eksempel på, hvor meget magt det offentlige har. Ikke alene står den for en kolossal ressourcefordeling, men også for driften af så mange arbejdsplader, at der kan fremmes bestemte politiske interesser, der ingen relation har til arbejdspolitikken.

For som begrundelsen lyder i notatet til forslaget i Odense Kommune: »Det gør vi, fordi vi vil hjælpe hende med at holde op med at ryge og dermed fremme hendes sundhed og minimere hendes risiko for at udvikle langvarige sygdomme eller dø alt for tidligt«. Grunden til det er så skræmmende er udelukkende, at der er tale om en så stor arbejdsgiver. Løsningen er dog ingenlunde at kæmpe for at Odense Kommune lader sine ansatte ryge. Løsningen er at lade den offentlige sektor have færre ansatte.

Politologi – En introduktion

af Jens Peter Frølund Thomsen

Der findes få introduktionsbøger til politologiens forunderlige verden på dansk. Den primære grund til dette er, at der findes en omfangsrig litteratur på engelsk af høj kvalitet, der, til trods for ikke-danske eksempler, formår at formidle perspektiver og problemstillinger på et niveau, hvor de fleste kan være med. Politologi – En introduktion af Jens Peter Frølund Thomsen er en bog der introducerer forskellige politologiske discipliner, nøglebegreber, metoder, historiske hovedtræk og det man kan kalde almen viden for statskundskabsstuderende – med danske eksempler.

Bogens første kapitel tager udgangspunkt i det essentielle spørgsmål: Hvad er politik? Dette diskuteres ganske logisk med udgangspunkt i David Eastons definition af politik, hvorved der foretages nogle generelle overvejelser omkring hvad det vil sige at studere politologi. Dette bruges som afsæt til bogens andet kapitel, hvor den politologiske disciplins historie bliver ridset op med brede penselstrøg.

Herfra begynder bogen over de næste kapitler at introducere forskellige områder, begreber, emner, problemstillinger, teorier og betragtninger der formår at komme vidt omkring, men desværre ikke efterlader en med en opfattelse af en rød tråd, der binder bogen sammen. Dette kan skyldes, at politologi ikke er noget nemt område at skulle give en bred introduktion til, og ligeledes formå at introducere emner der kan spænde lige fra organisationsformer i kommunerne til sikkerhedsdilemmaet i international politik. De enkelte kapitler er skrevet pædagogisk med formidlingsvenlige eksempler, og for folk der har de første års erfaring på statskundskabsstudiet, er det en meget overkommelig bog at læse, hvis man selv kan perspektivere de enkelte kapitler.

Jeg vil dog mene, at for studerende der ingen erfaring har med de tekster der refereres til og områder der formidles, vil være mest mening i, at læse enkle kapitler i relation til forelæsninger hvor det giver mening som en kort introduktion, eller bide i det sure æble og erkende, at den viden man kan få fra bogen på specifikke områder, er meget komprimeret. Man kan sagtens få en introduktion til International Politik ved at læse de godt 40 sider om samme i kapitel 7, men når formålet »alene [er] at præsentere nogle enkelte hypoteser inden for hver teoretisk synsvinkel« (s. 172), må man nok erkende, at man kan få et lige så tilstrækkeligt fagligt udbytte af at læse de første 40 sider i en grundbog til international politik. Med mindre man derfor virkelig har et problem med, at det hele (også eksempler) er på engelsk, er der ingen tungtvejende grunde til, at denne bog er et must have.

En mindre detalje jeg finder nævneværdig, er den manglende brug af grafer, figurer, tegninger, tabeller m.v. Vi har i bogen at gøre med tekst og intet andet. Der er flere steder i bogen hvor jeg finder det oplagt af pædagogiske årsager at bruge en figur eller lignende, men hvor man er overladt til tekst, tekst og mere tekst. Et eksempel er ved de tre nyinstitutionelle tilgange – rationel, sociologisk og historisk institutionalisme – hvor disse beskrives hver for sig, men uden de støre vanskeligheder kunne sættes op i en tabel, der ville fremhæve deres forskellige logikker.

Vi har at gøre med en pædagogisk introduktion til bestemte områder inden for politologiens berøringsflader og tekster af Lipset, Morgenthau, Downs, Dahl, Inglehart, Esping-Andersen og alle de andre store helte (også de danske). Brugen af eksempler fra en dansk kontekst fungerer godt (bl.a. i forhold til Strøms forskellige typer af partiadfærd) og det er relevante områder der er udvalgt, som interesserer de fleste med en generel interesse for politologiske problemstillinger. I stedet for at man læser bogen fra A-Z (med mindre man selvfølgelig brænder for dette), kan det dog snarere anbefales, at de sider der er relevante i relation til bestemte forelæsninger, bliver smidt ind i kompendier sammen med andet litteratur. Lad dette være en opfordring til fagansvarlige.

Politologi – En introduktion, 256 sider
Jens Peter Frølund Thomsen
Hans Reitzels Forlag

Indkomstskatten – samfundets skurk

I 1979 skrev Mogens Glistrup et debatoplæg med titlen ”Indkomstskatten – samfundets skurk” for Fremskridtspartiet. Jeg har fået tilladelse til af Fremskridtspartiet at digitalisere og distribuere dette debatoplæg, så eventuelt interesserede kan få adgang til det.

I oplægget argumenteres der for, hvorfor indkomstskatten er et onde for et samfund der ønsker velstand, velfærd og vækst. I kapitel 3 – der er bogens største – bringes der 100 argumenter for, hvorfor indkomstskatten skal afskaffes.

Der er flere grunde til at læse Indkomstskatten – samfundets skurk. For det første er det brugbart til at opnå en historisk forståelse af de tanker der lå til grund for stiftelsen af Fremskridtspartiet, dets virke og mål. Der er med andre ord meget mere i Fremskridtspartiets historie, end den vi ser efterdønningerne af i Dansk Folkeparti i dag. For det andet er der i flere tilfælde tale om argumenter, der er gyldige den dag i dag. Mange af de problemer der identificeres i bogen er stadig aktuelle og kan genfindes i den offentlige debat anno 2011. For det tredje er kapitlerne en fornøjelse at læse sig igennem, hvor at begreber som flottenheimersocialister og blodsugerskatteprocenter bruges til at forklare, hvad der er galt med indkomstskatten.

Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup som primus motor blev etableret i 1973 med henblik på at afskaffe indkomstskatten. Man kan diskutere hvorvidt hr. Glistrup havde ret i hans argumenter, men at han blev eksponent for en generel utilfredshed i vælgerskaren over for det voksende bureaukrati og den ineffektive offentlige sektor, står klart. Uden nogen videre sammenligning i øvrigt genfindes utilfredsheden i dag i Folketinget i et parti som Liberal Alliance, om end dette parti er meget mere positivt stemt over for indkomstskatten (tænk, at en indkomstskat på 40 pct. skal betegnes som værende ultraliberalt).

Meget er sket siden 1979, og der er afsnit i nærværende oplæg der var mere relevante dengang end i dag, men den offentlige debat vedrørende indkomstskatten er stadig aktuel. Skåret ind til benet omhandler denne debat de økonomiske vilkår, hvorpå politiske prioriteringsbeslutninger skal træffes, altså hvordan der skabes de rette vækstbetingelser i et land som Danmark, ikke bare på kort sigt, men også i fremtiden. Mogens Glistrups holdning i denne debat var soleklar: »Der skabes flere gode arbejdspladser ved at lade Mærk McKinney beholde en million end ved at pøse den i den statskasse, hvortil flottenheimersocialisterne har hovednøglen.«

Indkomstskatten – samfundets skurk kan hentes her (PDF) eller læses online her.