Erik Gahner Larsen

Den nye tænketank Kraka III: Landbrug & Fødevarer

Den nye tænketank Kraka har fået en del kritik fra flere forskellige sider (for en oversigt, se mine tidligere indlæg her og her). Specielt finansieringens betydning for tænketankens uafhængighed af særinteresser har været til diskussion, og dette ikke uden grund. I dette indlæg vil jeg med udgangspunkt i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, eksemplificere samt specificere de problematiske aspekter i Krakas finansiering.

Lad os for overblikkets skyld tage udgangspunkt i Landbrug & Fødevarer. På deres respektive hjemmeside kan man læse, at de har følgende interesser:

  • Landbrug & Fødevarer skal styrke den politiske interessevaretagelse for landmænd og fødevarevirksomheder og sikre medlemmerne god og effektiv service.
  • Landbrug & Fødevarer har kun fødevareerhvervets interesse, og kan derfor være meget målrettet i sine politiske aktiviteter.

Det vigtige er selvfølgelig det logiske faktum, at Landbrug & Fødevarer er sat i verden for at fremme fødevareerhvervets interesser. Dette siger sig selv, og ingen bebrejder Landbrug & Fødevarer for, at have disse interesser og et ønske om, at være meget målrettede i deres politiske aktiviteter med henblik på at styrke den politiske interessevaretagelse for landmænd og fødevarevirksomheder.

Alle interesseorganisationer er sat i verden for at fremme en bestemt gruppes interesser. Dem der finansierer interesseorganisationens aktiviteter gør det da også med henblik på, at interesseorganisationen så varetager de interesser, de er sat i verden for at varetage. Hvis Landbrug & Fødevarer ikke sikrer landmændene og fødevarevirksomhederne bedre forhold, er der ingen mening i at have interesseorganisationen.

Hvorfor vælger en interesseorganisation som Landbrug & Fødevarer så at kaste penge efter en tænketank som Kraka? Det er næppe, hvor meget Peter Mogensen end vil påstå det, for velfærdsstatens fremtids skyld.

Claus Søgaard Richter, direktøren for Landbrug & Fødevarer, har flere steder udtalt sig om interesseorganisationens bevæggrunde til at gå med ind i samarbejdet med Kraka. For eksempel udtaler han, at interesseorganisationen vil bruge indflydelsen gennem interesseorganisationer til at fremme interessen for deres aktiviteter på eksportmarkederne:

»Vi søger indflydelse gennem arbejdet i flere tænketanke bl.a. Contico og seneste Kraka. Vi går ind i arbejdet for at få sat fokus på, hvordan fødevareerhvervet kan bidrage til at opretholde Danmarks høje velfærdsniveau bl.a. via vores aktiviteter på eksportmarkederne og via vores arbejde med at udvikle fremtidens grønne løsninger.«

Er det plausibelt at antage, at Landbrug & Fødevarer vil bruge deres plads i Krakas Advisory Board til, som direktøren formulerer det, »at få sat fokus på, hvordan fødevareerhvervet kan bidrage til at opretholde Danmarks høje velfærdsniveau«? Det vil jeg mene.

Claus Søgaard-Richter, der desuden også får en plads i bestyrelsen i tænketanken Kraka, siger dog til Maskinbladet, at der blot er tale om et beskedent beløb. Han har dog ingen interesse i at offentliggøre beløbets størrelse, men som Mona Blenstrup så rigtigt skriver i en kommentar: »Hvis beløbet er beskedent, hvorfor så ikke offentliggøre det? Det er jo vores kontingentbeløb, der danner grundlag for L&F og dets virke«.

Peter Mogensen kan tale nok så meget om neutralitet, uafhængighed, objektivitet og så videre. Det ændrer dog ikke på det faktum, at der er en manglende gennemsigtighed, manglende erkendelse af de økonomiske interesser der udgør det grundlag hvorfra, at Kraka vil levere »uafhængige« analyser og nogle fundamentale problemer i den struktur, tænketanken har, hvis de skal komme bare i nærheden af den uafhængighed, de ønsker.

I nærværende indlæg har jeg taget udgangspunkt i Landbrug & Fødevarer, men jeg kunne i princippet lige så godt have taget udgangspunkt i en anden økonomisk sponsor. Der er intet specielt ved den pågældende interesseorganisation, der gør den mere interessant end andre. Den gør jo blot hvad den er sat i verden for: at fremme særinteresser.

Den nye tænketank Kraka II

Så har den nye tænketank Kraka været på benene i et par dage. Status? Endnu mere snak om uafhængighed og neutralitet. Peter Mogensen er gået så langt som til at kalde det »neutral, sober, ordentlig, offentlig oplysning«. I beg to differ.

I fredags skrev jeg et indlæg om tænketanken på baggrund af den eneste nyhed, men siden da er der kommet flere reaktioner og uddybelser, jeg finder enten komiske eller relevante.

Først og fremmest kan jeg anbefale Lisbeth Knudsens kommentar ‘Kraka nu i Politiken-tøj‘, der bringer nogle af de samme kritikpunkter op, som jeg tog op i mit forrige indlæg:

»I det oprindelige udspil til tænketanken stod Dansk Industri og LO på listen blandt sponsorerne. De synes forduftet, og landbruget står lidt forpjusket alene tilbage. Professor ved Københavns Universitet, Peter Nedergaard, har været formand for initiativgruppen bag Kraka, men bliver nu kun menigt medlem af bestyrelsen, mens Henrik Mulvad og konsulenthuset Accenture besætter formandsposten – med tak for sponsorstøtten. Det hedder i præsentationen af projektet, at alle sponsorer får en plads i et »advisory board«, der skal rådgive tænketanken om ideer til fremtidige analyser. Så meget for armslængden til sponsorerne.«

Det er dog ikke kun Lisbeth Knudsen der sår tvivl om Krakas grundlæggende uafhængighed. Både af Politikens egne læsere samt fra politisk hold problematiseres tænketankens uafhængighed. Det er da heller ikke uden grund, at man skal stille sig yderst kritisk over for Krakas uafhængighed både i forhold til Politiken, velfærdsstaten, sponsorer m.v.

Peter Mogensen kommer på hans blog med et forsvar for deres uafhængighed. Her argumenterer han for, at han med uafhængighed forstår uafhængighed fra partipolitiske interesser. Det er en yderst snæver opfattelse af uafhængighed, og er i bund og grund ikke andet end tomme ord, da der ikke er nogen tænketank der er afhængige af partipolitiske interesser. Hvor mange gange har CEPOS f.eks. ikke været ude og kritisere de blå partier? Betyder det, at CEPOS er uafhængige? Selvfølgelig ikke.

Apropos CEPOS nævner Peter Mogensen da netop også denne tænketank:

»At andre organisationer – hvis missioner og arbejde vi respekterer højt – er bekymrede for at få et skår i deres image, fordi vi vælger en neutral linje, mener vi er en skam. Det er en værdig mission at slås for et mere liberalt samfund som CEPOS, eller for en rød regering, som Arbejderbevægelsens erhvervsråd. Vi vil i Fonden Kraka gerne samarbejde med disse organisationer, hvor det giver mening.«

En neutral linje? Peter Mogensen skriver i samme indlæg og utallige andre steder, at de kæmper for velfærdsstatens overlevelse. Det er da ingenlunde en neutral linje! Detaljen ligger her i, at han ved AE-rådet skriver en »rød regering« og ikke »mere velfærdsstat« (det er jo hvad Kraka kæmper for). Martin Ågerup, direktøren for CEPOS, har dog ikke været ude og kritisere, at Kraka har valgt en bestemt linje, men blot fremhævet det faktum, at det holdningsneutrale udgangspunkt ikke eksisterer:

»Det er ikke sådan, at man kan lave analyser uden et holdningsmæssigt udgangspunkt. Man bliver jo nødt til at vælge nogle ting at fokusere på, og allerede deri ligger der en holdning til, hvad man synes er vigtigt«

Men som Peter Mogensen så passende skriver: »Endnu engang tak for den positive modtagelse. Nu handler det om hårdt arbejde idet det er resultaterne, som tæller.«. Jeg glæder mig til at se resultaterne. På nuværende tidspunkt er deres hjemmeside en lettere primitiv WordPress-version med forskellige fejl (prøver man for eksempel at kommentere et indlæg, får man en Internal Server-fejl). Det skriger ikke af professionalisme.

Det bliver dog spændende at se, hvad der kommer ud af Kraka. Peter Mogensen udtaler, lettere ironisk håber jeg, at han nu med Krakas ressourcer kan vedblive at være en af »Danmarks mest kvalificerede analytikere«.

Den nye tænketank Kraka

Peter Mogensen stifter en ny tænketank, Kraka. Formelt bliver den stiftet inden for de næste par uger. Der er flere interessante forhold ved denne nye tænketank. Jeg vil i dette indlæg forholde mig til:

  1. Formålet. Det overordnede mål med tænketanken er at bidrage med analyser der kan »sikre velfærdssamfundet i flere generationer«.
  2. Finansieringen. Ud over Politiken finansierer bl.a. Landbrug og Fødevarer, Falck, Realdania og Accentura tænketanken. Dem der finansierer Kraka får adgang til Krakas Advisory Board, der rådgiver tænketanken om ideer til fremtidige analyser.
  3. Den politiske uafhængighed. Kraka skal ikke være styret af partipolitik. Desuden skal tænketanken være uafhængig, som Peter Mogensen udtaler: »Når vi skal ansætte økonomer vil vi ikke kigge efter politiske holdninger, men efter de fagligt dygtigste folk i landet, og når vi skal lave analyser, vil vi ikke lade os styre af nogen interesser«.

Det er specielt disse tre aspekter der er relevante, ikke isoleret, men når man analyserer hvordan formålet, finansieringen og den såkaldte politiske uafhængighed har væsentlige implikationer for hverandre, og specielt kan udvande betydningen af sidstnævnte.

For det første er der en ambition om at levere analyser der ikke er påvirket af interesser. Dette divergerer fundamentalt med formålet, altså at levere analyser der kan sikre velfærdssamfundet i flere generationer. Velfærdssamfundet er et politisk mål man kan arbejde for eller imod. Det er ikke et interesseneutralt apolitisk spørgsmål, men et politisk, normativt spørgsmål, som alt andet lige vil kunne påvirke analyserne.

For det andet er der næppe nogen der betaler gildet for gildets egen skyld. There ain’t no such thing as a free lunch. Dem der betaler musikken, bestemmer som regel også hvad der skal spilles. Relevante spørgsmål i denne sammenhæng vedrører hvordan Kraka vil sikre deres »uafhængighed« og seriøsitet. Jeg savner svar.

For det tredje – og i forlængelse af finansieringen – er det lettere komisk, at de økonomiske interesser institutionaliseres i Krakas Advisory Board (og hvilken smuk engelsk titel). Der er etableret en direkte kanal hvor dem der finansierer aktiviteterne, kan »rådgive« om hvad der skal ske. Her er det vigtigt at huske på, at dagsordensfastsættelse også er en vigtig form for magtanvendelse.

For det fjerde fortæller Peter Mogensen stolt, at eksperter vil blive ansat på baggrund af deres kvalifikationer – og ikke deres holdninger. Det er da meget betryggende, men hvad nytter det, når de alligevel skal bruges til at lave analyser, der skal bidrage til at konsolidere velfærdsstaten? Den enkeltes holdning er altså ligegyldig, men de holdninger som analyserne skal fremme, er ikke ligegyldige.

For det femte udtaler Peter Mogensen, at »i modsætning til flere andre danske tænketanke vil Kraka ikke lade sig styre af partipolitik«. Hvilke andre danske tænketanke lader sig styre af partipolitik? Jeg savner navne.

For det sjette afviser Politikens chefredaktør Bo Lidegaard, at tænketanken får indflydelse på, hvad der ender i avisens spalter. Det er nok i teorien også ganske rigtigt, men jeg har en idé om, at det er meget få (om overhovedet nogen) af de analyser Kraka kommer med, der ikke vil blive omtalt i Politiken.

Kraka er ikke en politisk uafhængig tænketank. Den har et normativt sigte og en konstruktion der på ingen måde taler for, at den vil bidrage til samfundsdebatten med analyser, der ikke er påvirket af bestemte interesser.

Racisme- og blasfemiparagraffen til revision

Dette indlæg er publiceret på podia.dk.

Mangt og meget er sagt og skrevet siden Anders Behring Breivik kom på alverdens forsider. Medens vi i Danmark i den offentlige debat kan se politiske debattører forsøge at identificere årsagssammenhænge (eller manglen på samme) mellem en dansk debatkultur og massakren i Utøya, kan man i Norge se en ganske anden reaktion, der bedst kan beskrives med Jens Stoltenbergs formulering: »Vi vil møde angrebet med mere demokrati og åbenhed«

Formuleringer som ovenstående varmer mit liberale hjerte og øger min respekt for politikere som Jens Stoltenberg. Det samme er ingenlunde tilfældet, når S-SF melder ud, at det er nødvendigt at se på muligheden for en strammere lovgivning med henblik på at begrænse hadefulde ytringer på nettet. Henrik Sass Larsen, politisk ordfører for Socialdemokraterne, udtaler: »De regler, der gælder i henhold til straffe- og presseloven, er opfundet i en tid før, der var blogs og debatfora på internettet«

Henrik Sass Larsens udmelding er et mønstereksempel på hvordan angrebet i Norge kan mødes med mindre demokrati og mindre åbenhed. Hvis vi ser bort fra det praktisk umulige i at begrænse »hadefulde« udmeldinger på internettet, både på grund af internettets karakteristika og mængden af publiceret materiale, er der principielle grunde der gør, at man bør være yderst varsom i forhold til, at begrænse synligheden af visse minoriteters holdninger.

Problemet er i sin enkelthed, at fordi en holdning hvor hadefuld den så end må være, bliver gjort forbudt, forsvinder den ikke. Tværtimod. Enhver lovgivning der forsøger at manipulere, kontrollere og korrigere den offentlige debat med henblik på sindelagskontrol, er dømt til at fejle. John Stuart Mill bruger i On Liberty fra 1859 et kapitel til at argumentere for vigtigheden af tanke- såvel som ytringsfrihed som noget der ikke er begrænset af lovgivningen. Her skriver han blandt andet:

»Socrates was put to death, but the Socratic philosophy rose like the sun in heaven, and spread its illumination over the whole intellectual firmament. Christians were cast to the lions, but the Christian Church grew up a stately and spreading tree, overtopping the older and less vigorous growths, and stifling them by its shade. Our merely social intolerance kills no one, roots out no opinions, but induces men to disguise them, or to abstain from any active effort for their diffusion.« (2002 [1858], s. 26-27).

Det er i denne liberale ånd, at en lang række af forsvarstaler for ytringsfriheden ovenpå massakren i Oslo skrives af blandt andre Jacob Mchangama, Kasper Støvring, Uffe Ellemann, det norske presseforbund og selv af såkaldte antiracister: »Ingen erfaringer viser, at det hjælper noget at begrænse ytringsfriheden på den måde. Hvis nazisme og fremmedhad skal stoppes, så skal det mødes af en konsekvent og kontinuerlig modstand fra civilsamfundet«

Denne tilgang til ytringsfriheden ovenpå massakren på Utøya giver god mening når man analyserer Anders Behring Breiviks forhold til den offentlige debat. I hans efterhånden berømte manifest får vi hurtigt et billede af en mand der føler, at hans holdninger og værdier er ekskluderet fra den offentlige debat. Han skriver blandt andet, at de informationer der bringes i manifestet, er informationer der bevidst bliver ekskluderet fra de »politisk korrekte mainstream medier«. Dette perspektiv på den offentlige debat som værende ekskluderende, genfindes flere steder i manifestet, for eksempel på side 390 hvor følgende citat er taget fra:

»It is impossible to effectively criticize the multiculturalist MSM (mainstream medier, red.) hegemony as they make out 98% of the news companies and control 95% of the news distribution in Western Europe. Alternative news distribution on the internet (5% and increasing) is under attack as well and it is likely that new EUSSR “hate laws” will make it illegal to criticize multiculturalism and Islam in the future.«

Anders Breivik opfatter sine værdier som ekskluderet fra den offentlige debat. Skal hans værdier repræsenteres, må det derfor ske gennem et angreb på det etablerede politiske system. Jeg har intet videre kendskab til norske forhold og skal derfor ikke kunne udtale mig om deres debatkultur. Sådanne sager viser dog, at en åben, fri og inkluderende debatkultur er et demokratisk gode, der kan kanalisere holdninger ind i demokratiske processer. Det værst tænkelige at gøre ovenpå sådanne sager, er at begrænse muligheden for at ytre sig.

Derfor bør vi da også nøje overveje, om racisme- såvel som blasfemiparagraffen tjener noget ønskværdigt formål i dagens Danmark. Er det at foretrække, at bestemte holdninger kriminaliseres og ekskluderes fra den offentlige debat? Eller er det bedre at få dem frem i lyset og ind i den demokratiske sfære? Jeg er ikke ét sekund i tvivl. I stedet for at afvise Lars Hedegaards udsagn med udgangspunkt i jura, må man have en tolerance over for tilstedeværelsen af divergerende værdier, og lade dette fungere som et sundt grundlag for den demokratiske debatkultur.

Det skal nævnes, at mere ytringsfrihed og en større inklusion af Breiviks holdninger i den offentlige debat, næppe ville have stoppet hans ageren. Dette indlæg er derfor ikke et forsøg på at sige, at bestemte faktorer ville kunne have bidraget til, at Anders Breivik i det konkrete tilfælde ikke ville have begået sine terrorhandlinger. Der vil altid være psykopater. Hvad jeg dog vil sige – og som skal blive mine afsluttende ord – er, at angreb på demokratiets institutioner, i tråd med Stoltenbergs formuleringer, skal mødes med mere demokrati og åbenhed. I Danmark kan dette ske ved at tage i særdeleshed racismeparagraffen op til revision, da den modarbejder en grundlæggende demokratisk ambition om at sikre vilkårene for en så fri, åben og inkluderende offentlig debat som muligt.