Erik Gahner Larsen

Filmanmeldelse: Groundhog Day (1993)

– Well, what if there is no tomorrow? There wasn’t one today.

Hvordan mon det er at vågne op til den samme dag hver dag? Det spørgsmål kommer man måske lidt tættere et svar på, hvis man ser Groundhog Day. Groundhog Day (En ny dag truer, da.) omhandler netop en mand der hver dag vågner op til den akkurat samme dag, de samme mennesker og begivenheder, det samme morgenshow i æteren og så videre.

Den (u)heldige mand der bliver udsat for dette er vejrværten Phil, der sammen med sine to kollegaer, er taget til Punxsutawney i Pennsylvania, for at dække den årlige begivenhed d. 2. februar, Groundhog Day. Dette er ikke en fiktiv begivenhed der er opfundet til lejligheden, men derimod en ægte begivenhed, hvilket blot tilføjer et yderligere komisk aspekt til filmen.

Filmens store force er, at den har bred appel. Der er tale om en komedie med et mindre romantisk islæt, der dog ikke farver filmen til i pseudoromantiske ligegyldigheder, der spolerer et egentligt handlingsforløb. Til trods for at det er en komedie, formår den tillige at tematisere flere spørgsmål, der giver stof til eftertanke. Hvad er det liv vi lever for eksempel værd, hvis det kun er ens egne erfaringer der har betydning. Hvis alle andre mennesker blot er statister i ens eget lille liv og som aldrig husker dagens bedrifter.

Phil, der med rette har svært ved at forholde sig til, at han må gennemleve den samme dag igen og igen og igen og igen, vænner sig langsomt til det, og begynder derfor at eksperimentere. Nogle ting fungerer bedre end andre, og hans forhold til at skulle gennemleve den samme dag på ny, ændres også i løbet af filmen. Det er underholdende, interessant og ikke mindst kreativt.

For en del år siden fik jeg et VHS-bånd i julegave med Mickey’s Once Upon a Christmas, der indeholder tre fortællinger, hvoraf den første er “Donald Duck: Stuck on Christmas”. Denne bygger på samme idé som i Groundhog Day, hvor at Rip, Rap og Rup vågner op til d. 25. december hver evig eneste dag. Rip, Rap og Rup starter med at nyde det til fulde, hvorefter det dog langsomt begynder at kede dem mere og mere. En af denne fortællings pointer er selvfølgelig, at selvom man som barn ønskede at det var juleaften hver dag, værdsætter man kun juleaften fordi, at det netop ikke er hver dag.

Jeg tror ikke at man kan se denne film uden selv at begynde at fundere lidt over, hvad man i det hele taget ville gøre, hvis man vågnede til den samme dag hver dag. Desuden tror jeg heller ikke, at denne film vil være en skuffelse eller spild af tid at se, hvis du ikke er bekendt med den. Den har noget for alle, store som små.

Hvorfor skal DR dække royale begivenheder?

Så stod den på en skattefinansieret royal begivenhed igen-igen. Hele Danmark kunne følge med da prins Vincent og prinsesse Josephine blev døbt. Ikke bare på én landsdækkende TV-kanal – men hele to (DR1 og TV2)! Det skulle jo nødigt hedde sig, at man ikke kunne vælge mellem flere royale eksperter til at kommentere kjoler, kendisser og kongeligt bras.

For at være ærlig, så kan jeg helt seriøst ikke forstå logikken i, at den tvangsindkrævede licens skal bruges på at dække en begivenhed, som markedet i form af TV2 så åbenlyst sagtens kan stå for. Det kan og bør på ingen måde være DRs opgave at levere noget gennem tvang, som andre kan levere frivilligt.

Hvis DR har ambitioner om at konkurrere med TV2, må det ske på lige vilkår, og ikke fra deres egen lille politisk konstruerede fantasiverden i den illusoriske tro på, at de kan levere “public service”, der er kvalitativt forskelligt fra det andre aktører kan producere.

Ser man på hvem der så havde mest succes med dækningen, bliver det ikke meget bedre. Det er ikke den store overraskelse, at TV2 havde flest seere. TV2 har et ansvar over for annoncører og en forpligtelse til at levere den dækning af begivenheden, der giver flest tilfredse seere.

Der er i det hele taget ingen grund til at DR transmitterer royale begivenheder. Der er så mange royalister i Danmark, at markedet nok skal levere en passende dækning. Hverken mere eller mindre. DRs dækning er bare overflødige ligegyldigheder, der prøver at overbevise de danskere, DR har stjålet licenspenge fra om, at det er nødvendigt, at der fortsat bliver betalt licens.

For at konkludere på det spørgsmål jeg stiller i overskriften til dette indlæg: Hvorfor skal DR så dække royale begivenheder? Pas.

Det skattebetalende individ

Benjamin Franklin citeres ofte for hans erkendelse af, at “[…] in this world nothing can be said to be certain, except death and taxes.”. Uanset hvilken politisk styreform man er underlagt, med mindre man lever under en anarko-kapitalistisk samfundsorden, må man – hvis man er lovlydig borger – betale skat.

Så på samme måde som at alle på et eller andet tidspunkt i livet når at gøre sig nogle lommefilosofiske overvejelser omkring, hvad der er meningen med livet, på samme måde tænker de fleste forhåbentlig over, hvad der er meningen med skat.

Dette er selvfølgelig også noget man bør tænke meget over. Når der betales skat, sker der et indgreb i individets ejendomsret. Vi krænker det enkelte individs frihed og autonomi, for at kunne bedrive kollektive aktiviteter, uafhængigt af individets accept af samme. Det skal derfor tages dødhamrende alvorligt, når der indkræves skatter.

Som liberal er det et fundamentalt princip, at skatteprocenten skal være på et absolut minimum. Dette absolutte minimum skal omhandle de områder som er essentielle for, at samfundet kan fungere. Nu kunne dette indlæg så sagtens blive et forsvar for negative frihedsrettigheder og en retsstat, og hvordan at dette er det eneste der er påkrævet, for at samfundet kan fungere. Denne debat er dog blevet taget en del gange her på bloggen og i utallige andre sammenhænge, så jeg vil undlade at gå nærmere ind i den diskussion her.

Hvad jeg vil bruge dette indlæg på at postulere er, at vi for længst har forladt ambitionen om dette absolutte minimum, hvordan vi så end definerer dette. Uanset om det er at stille nogle velfærdsydelser til rådighed for alle, tage vare på de svageste eller noget helt tredje, handler diskussionen om beskatningsgrundlaget ikke mere om, at tage så få penge som muligt fra det enkelte individ, for at kunne få samfundet til at hænge sammen. Tværtimod.

Debatten har udviklet sig således, at det handler om at tage mest muligt fra det enkelte individ. Dette for at kunne finansiere tonsvis af aktiviteter, nogle mindre vigtige end andre, der er at finde i samlekategorien ’velfærd’. Praksis er, at skattelettelser kun må gives, hvis det betyder, at det er for kollektivets bedste.

Det er ikke længere et ønskværdigt mål at sørge for, at staten tager så få penge som muligt fra det enkelte individ (det der i den offentlige diskurs kaldes ”at give penge”). Det ønskværdige mål er at kunne tage lige netop så meget fra det enkelte individ, at det stadigvæk gider tage på arbejde og blive boende i Danmark – uden hensyn til det enkelte individs frihed. Dette er en ærgerlig tendens.

Dette er dog ikke en tendens man kun ser på skatteområdet. Vi ser flere og flere forbud, restriktioner, afgifter, reguleringer etc. der alle ser komplet og fuldstændigt bort fra individets selvstændighed. Den passende måde at afslutte dette lidt mavesure indlæg på, må være ved at citere Milton Friedman fra hans bog Free to Choose: “Freedom cannot be absolute. We do live in an interdependent society. Some restrictions on our freedom are necessary to avoid other, still worse, restrictions. However, we have gone far beyond that point. The urgent need today is to eliminate restrictions, not add to them.” (s. 69).

An Economic Theory of Democracy (1957)

På side 7:

Our approach to elections illustrates how this narrow definition of rationality works. The political function of elections in a democracy, we assume, is to select a government. Therefore rational behavior in connection with elections is behavior oriented toward this end and no other. Let us assume a certain man prefers party A for political reasons, but his wife has a tantrum whenever he fails to vote for party B. It is perfectly rational personally for this man to vote for party B if preventing his wife’s tantrums is more important to him than having A win instead of B. Nevertheless, in our model such behavior is considered irrational because it employs a political device for a nonpolitical purpose.

I diskussionen om forholdet mellem individuel rationalitet og partirationalitet, side 161:

Individual rationality means pursuit of one’s own goals in the most efficient manner. But men live in society and in a world of scare resources; so when each pursues his own goals, his actions affect other men. Furthermore, these other men never have precisely the same goals that he has. Therefore conflicts between men inevitably arise.

og

Politics is the system of settling these conflicts so that each individual may achieve some of his goals. All men cannot achieve all their goals simultaneously, because when one man does so, his actions prevent others from doing so; that is what conflict means. Thus the very nature of society places limits on individual rationality – not all individuals can achieve pure rationality at once.

Og vigtigst af alt – fra side 28:

Upon this reasoning rests the fundamental hypothesis of our model: parties formulate policies in order to win elections, rather than win elections in order to formulate policies.