Benjamin Franklin citeres ofte for hans erkendelse af, at “[…] in this world nothing can be said to be certain, except death and taxes.”. Uanset hvilken politisk styreform man er underlagt, med mindre man lever under en anarko-kapitalistisk samfundsorden, må man – hvis man er lovlydig borger – betale skat.
Så på samme måde som at alle på et eller andet tidspunkt i livet når at gøre sig nogle lommefilosofiske overvejelser omkring, hvad der er meningen med livet, på samme måde tænker de fleste forhåbentlig over, hvad der er meningen med skat.
Dette er selvfølgelig også noget man bør tænke meget over. Når der betales skat, sker der et indgreb i individets ejendomsret. Vi krænker det enkelte individs frihed og autonomi, for at kunne bedrive kollektive aktiviteter, uafhængigt af individets accept af samme. Det skal derfor tages dødhamrende alvorligt, når der indkræves skatter.
Som liberal er det et fundamentalt princip, at skatteprocenten skal være på et absolut minimum. Dette absolutte minimum skal omhandle de områder som er essentielle for, at samfundet kan fungere. Nu kunne dette indlæg så sagtens blive et forsvar for negative frihedsrettigheder og en retsstat, og hvordan at dette er det eneste der er påkrævet, for at samfundet kan fungere. Denne debat er dog blevet taget en del gange her på bloggen og i utallige andre sammenhænge, så jeg vil undlade at gå nærmere ind i den diskussion her.
Hvad jeg vil bruge dette indlæg på at postulere er, at vi for længst har forladt ambitionen om dette absolutte minimum, hvordan vi så end definerer dette. Uanset om det er at stille nogle velfærdsydelser til rådighed for alle, tage vare på de svageste eller noget helt tredje, handler diskussionen om beskatningsgrundlaget ikke mere om, at tage så få penge som muligt fra det enkelte individ, for at kunne få samfundet til at hænge sammen. Tværtimod.
Debatten har udviklet sig således, at det handler om at tage mest muligt fra det enkelte individ. Dette for at kunne finansiere tonsvis af aktiviteter, nogle mindre vigtige end andre, der er at finde i samlekategorien ’velfærd’. Praksis er, at skattelettelser kun må gives, hvis det betyder, at det er for kollektivets bedste.
Det er ikke længere et ønskværdigt mål at sørge for, at staten tager så få penge som muligt fra det enkelte individ (det der i den offentlige diskurs kaldes ”at give penge”). Det ønskværdige mål er at kunne tage lige netop så meget fra det enkelte individ, at det stadigvæk gider tage på arbejde og blive boende i Danmark – uden hensyn til det enkelte individs frihed. Dette er en ærgerlig tendens.
Dette er dog ikke en tendens man kun ser på skatteområdet. Vi ser flere og flere forbud, restriktioner, afgifter, reguleringer etc. der alle ser komplet og fuldstændigt bort fra individets selvstændighed. Den passende måde at afslutte dette lidt mavesure indlæg på, må være ved at citere Milton Friedman fra hans bog Free to Choose: “Freedom cannot be absolute. We do live in an interdependent society. Some restrictions on our freedom are necessary to avoid other, still worse, restrictions. However, we have gone far beyond that point. The urgent need today is to eliminate restrictions, not add to them.” (s. 69).