Erik Gahner Larsen

Top 15: Det klikkede læserne på i 2011

Året er gået. Godt nytår til de af jer der læser med derude. Uden jer ville jeg … ja, nok bare have skrevet nogle indlæg alligevel. Men det er dejligt I læser med. Overskriften på årets sidste indlæg har jeg tyvstjålet fra Politiken, der har lavet en artikel med de 15 mest læste artikler i 2011.

I dette indlæg vil du kunne finde en top15-liste over de indlæg/sider der har fået flest visninger på min hjemmeside i år. Der er tale om visninger, så de der har læst indlæg på min blog på forsiden eller andre sider, er ikke talt med.

De tal der står i parentes er antallet af visninger i år. Forsiden og informationssiden er ikke inkluderet. Det samme er mine egne besøg heller ikke (men det ville forhåbentlig ikke ændre det store). Her er listen:

  1. Tre grunde til Det Konservative Folkepartis krise (2.384)
  2. Historien om 10 mennesker på en restaurant (2.162)
  3. Statistik: Engelsk-dansk ordliste (869)
  4. American Psycho (2000) (792)
  5. Gode film (759)
  6. Download af det gamle MSN (702)
  7. Et fortjent dårligt valg til de Konservative (675)
  8. A Clockwork Orange (1971) (649)
  9. Den nye tænketank Kraka (428)
  10. Klovn: The Movie (2010) (396)
  11. Peter Mogensen for Dummies (389)
  12. Et fortjent godt valg til Liberal Alliance (344)
  13. Går de Konservative ind for skattelettelser? (320)
  14. Er vi på vej mod et kendis-demokrati? (309)
  15. Er Det Konservative Folkeparti overflødigt? (295)

Den største overraskelse er nok ”Historien om 10 mennesker på en restaurant” der er flere år gammel, men fik et par tusinde besøg i løbet af valgkampen tidligere i år (primært gennem facebook). De andre indlæg har fået en del besøg gennem Google (og for filmenes vedkommende også IMDb).

Endnu en gang: Godt nytår! :-)

Hvorfor får velhavende socialhjælp?

Ekstra Bladet kan i dag »afsløre« noget vi alle i forvejen godt ved: Vi har en universel velfærdsstat. Vi har en velfærdsstat hvor det ikke er pengepungens størrelse der afgør om vi har ret til en række offentlige ydelser, herunder blandt andet pension.

Konsekvensen af den universelle velfærdsstat er at selv rige har ret til det Ekstra Bladet kalder for socialhjælp. Det er der sgu ingen afsløring i. Men hvad er det for et regnestykke Ekstra Bladet prøver at stille op? Lad os se på det: »Mens de fattigste herhjemme dårligt har råd til smør på brødet, sørger regeringen for, at de rigeste har så rigeligt råd til kaviar og champagne«

Hvis bare det var så simpelt. For det første er det næppe »socialhjælpen« der giver de rigeste kaviar og champagne. For det andet er der tale om en forsimplet måde at sælge problemstillingen. Det hele handler ikke blot om et fordelingsspil hvor der kan tages over 3 mia. fra de velhavende, som dermed kan komme de fattigste danskere til gavn – også selvom dagens leder i Ekstra Bladet forsøger at fremføre sådan et argument.

Det hele handler om noget mere grundlæggende: Velfærdsstatens legitimitet og opbygning. Hvis man går væk fra en velfærdsstat med universelle karakteristika, har det væsentlige implikationer for hvordan vi anskuer følgende spørgsmål: Hvorfor skal de rige for eksempel have ret til at bruge de offentlige sygehuse, når de har penge nok til bare at tage på private sygehuse? Hvorfor skal riges børn have ret til at bruge folkeskolen »gratis«, når forældrene har råd til at betale for privatskoler? Hvorfor skal velhavende have ret til pension?

Hvis man er tilhænger af en universel velfærdsstat, er der meget gode grunde til, at selv velhavende skal have ret til offentlige ydelser. Det er derfor ikke nogen afsløring Ekstra Bladet har foretaget i dag, når de har fundet ud af, at de mest velhavende danskere får penge fra det offentlige. Det ville være en større afsløring, hvis det viste sig, at de ikke gjorde.

Vil danske børn give en julegave væk?

Jeg har et forslag til landets forældre: Giv et par kroner til ulandene og drop ideen om at give dit barn en julegave. Hvis barnet ønsker en forklaring derpå, skal du blot sige: »Husk på at 83 pct. af de adspurgte danske børn i en undersøgelse enten ville overveje eller helt sikkert give en af deres egne julegaver væk, for at hjælpe et forældreløst barn i den tredje verden.«

Min hypotese: Signifikant færre end 83 pct. af de danske børn vil acceptere dette svar. Derfor køber jeg på ingen måde denne undersøgelse finansieret af SOS Børnebyerne, der gennem Ritzau blandt andet har fundet vej til TV2, DR og MetroXpress.

Der er op til flere problemer med sådan en meningsmåling: Social desirability bias (hvilke børn har lyst til at sige, at de ikke vil hjælpe fattige, sultende børn?), respondentgruppen (kan 8-årige børn overhovedet skelne mellem »kan« og »skal«?) osv.

Ikke desto mindre: Hvis du er forældre, foretag et lille eksperiment. Undersøg først om “giv et fattigt barn en af mine julegaver” står på ønskelisten. Såfremt det ikke allerede står der, så prøv at give dit barn dét i julegave.

Skal vi stadig snakke udenom?

Roskilde Festivalen har et markedsføringsinitiativ kørende ved navn Standpunkt. Her sælger de festivalen på at være imod fattigdom. Må jeg foreslå, at festivalens næste standpunkt sætter fokus på ejendomsretten?

Jeg har tidligere skrevet om det latterlige i Roskilde Festivalens ensidige fokus på fattigdom, og deres nyeste annonce med overskriften »Skal vi stadig snakke udenom?«, taler ikke imod de pointer jeg tidligere har formuleret:

Lad mig fatte min overordnede pointe i korthed: Jeg kommer aldrig til at give så meget som én krone til Roskilde Festivalen. Aldrig.

Der er selvfølgelig intet galt i at tale om fattigdom (eller udvise en eller anden form for socialt engagement), det er blot måden hvorpå det gøres, der er himmelråbende idiotisk. Kraka har udgivet et notat med flere gode pointer, blandt andet følgende der er mere end relevant i denne sammenhæng:

Fattigdom er et subjektivt begreb, der i et velfærdssamfund som det danske, afhænger af øjnene der ser. Det er politik – og det er ikke noget man kan måle præcist og efter objektive kriterier. Derfor bruger mange økonomer heller ikke betegnelsen ”fattige” om de mennesker, der har de lave indkomster i et bestemt år. De bruger betegnelsen ”lavindkomstgruppen”. Det er lidt det samme i OECD og EU. Her kaldes gruppen heller ikke ”de fattige” og institutionerne arbejder ikke med en egentlig fattigdomsgrænse – selv om det meget ofte påstås. De siger i stedet, at man er ”in risk of poverty”, hvis man er i lavindkomstgruppen. Altså, i risiko for at være fattig. Sikkert ud fra en erkendelse af de mange og store måleproblemer.

Korrelation med Google Correlate

Fordi der er korrelation mellem to variable, er der ikke nødvendigvis tale om kausalitet. Google har en service kaldet Correlate Labs, der rammende kan eksemplificere dette.

Med servicen (der kræver et Google-login) kan man tegne en graf, hvorefter Google søger efter forekomsten af søgninger på søgeord over tid, der bedst matcher ens tegnede graf. Servicen giver så en oversigt over de søgeord der bedst matcher grafen i forhold til søgninger på de specifikke søgeord.

Der er næppe tale om en kausal sammenhæng mellem ens tegnede graf og antallet af søgninger over tid på de konkrete søgeord. Dette er af logiske årsager umuligt. Jeg tegnede nedenstående graf (den blå). Sammenholdt med antallet af søgninger over tid på women movies (den røde), er der en ganske pæn korrelation (r=.74).

Prøv selv servicen her. HT: MonkeyCage.

Vil danskerne arbejde mere?

Det korte svar på spørgsmålet er: Det afhænger af hvordan man spørger. Skal man arbejde mere skal der oftest være en grund. Fremhæver man denne grund som værende negativ (senere fyraften) eller positiv (undgå velfærdsbesparelser), vil folk svare derefter.

For at eksemplificere dette kan vi tage udgangspunkt i to meningsmålinger, der blev foretaget tidligere i år. Den ene blev foretaget for LO og den anden for dennes modpart, Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

LOs meningsmåling. Denne blev foretaget af TNS Gallup. Her blev respondenterne spurgt om de var klar på at arbejde mere, hvis det betød, at der kunne undgås velfærdsbesparelser. Til dette svarede 62 pct. ja til at ville arbejde mere, 28 pct. svarede nej og 10 pct. ved ikke.

DAs meningsmåling. Her blev der ikke nævnt potentielle velfærdsbesparelser som følge eller lignende, men blot spurgt om respondenternes holdning til en øget arbejdstid. 81 pct. var tilfredse med den nuværende arbejdsuge, 12 pct. ønskede at arbejde mindre og 7 pct. ønskede at arbejde mere.

De to meningsmålinger, der blev publiceret samme dag, fandt begge vej til nyhedsstrømmen. På Politiken valgte man at bringe begge nyheder.

Meningsmålinger af denne slags fremhæver blot vigtigheden af spørgsmålsformuleringen. LO og DA har en klar interesse i at fremme bestemte synspunkter i den offentlige debat, og det kan meget nemt tænkes, at de har et ønske om at meningsmålingerne viser noget bestemt i dette tilfælde.

Eksperter i de landsdækkende dagblade, 2001-2011

Der har været en stigning i mediernes brug af eksplicitte ekspertudtalelser1. Nedenstående diagram viser antallet af artikler pr. år i de landsdækkende dagblade2 over de seneste ti år, hvor der i overskriften blev nævnt ordet ekspert*.

Bemærk at diagrammet kun fortæller noget om det absolutte antal af artikler hvor ekspert* nævnes i overskriften (og dermed intet om det generelle antal af artikler hvor eksperter (eller professorer m.v.) bruges som kilder eller udtaler sig). 2011 er fra 1. januar 2011 til og med 1. december 2011.

  1. Albæk, E., P. M. Christiansen, & L. Togeby (2003). “Experts in the Mass Media: Researchers as Sources in Danish Daily Newspapers, 1961-2001”, Journalism and Mass Communication Quarterly 80(4): 937-948. []
  2. De landsdækkende dagblade er: Børsen, Ekstra Bladet, Information, B.T., Berlingske, Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten, Politiken og Weekendavisen. []

Skal 16-årige have stemmeret?

Spørgsmålet er i emnets natur udelukkende et holdningsspørgsmål, og man kan være for eller imod uden at være hverken for eller imod demokrati. Valgretsalderen er fuldstændig arbitrær, hvorfor jeg for godt et par år siden argumenterede for helt at afskaffe den.

Det er lidt komisk at der er blevet nedsat en valgretskommission der skal undersøge lige netop dette spørgsmål om valgretsalderen. For det første fordi det udelukkende handler om hvilke parametre man mener, skal vægtes højest. For det andet fordi den pågældende kommission er nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd, hvor de eksperter og politikere der er til stede, netop er dem der har været de største fortalere for en sænkelse af valgretsalderen fra 18 til 16 år. Man skal derfor være mere end godt gammeldags naiv for at tro, at de nogensinde vil komme frem til en anden konklusion, end at valgretsalderen bør sænkes.

Det er derfor heller ingen overraskelse, at kommissionen netop er kommet frem til, at 16-årige skal have stemmeret. Dette er til trods for at en del unge mener det er en dårlig idé at give 16-17 årige stemmeret til folketingsvalg.

Personligt er jeg ligeglad med om de 16-17 årige har stemmeret, men der er gode grunde til, at partierne i Folketinget ikke er ligeglade. Det vedrører nemlig et område der er af meget større relevans end politisk deltagelse: Fordelingen af stemmer.

Hvis valgretsalderen bliver sat ned fra 18 til 16 år, vil det alt andet lige betyde, at der vil være flere vælgere der stemmer til venstre for midten. Det er derfor heller ingen overraskelse, at de partier der er for en sænkelse af valgretsalderen, er de partier der vil få en relativt større vælgeropbakning ud af det.

Skal 16-årige have stemmeret? Som sagt, man kan diskutere for eller imod, men det bør ikke være nogen hemmelighed, at de røde partier ikke vil give børn stemmeret udelukkende for deres blå øjnes skyld.

DR og deres gode idéer

Danmarks Radio har i fællesskab med blandt andre Mandag Morgen et projekt kørende med navnet Ideernes Danmark (Mandag Morgen har tidligere haft lanceret et pseudoparti Fremtidens Danmark, ej at forveksle). Projektet går kort fortalt ud på, at interesserede kan bidrage med deres ideer til, hvad politikerne burde fokusere mere på. Disse ideer kan andre brugere så stemme på. De ideer der har fået flest stemmer, har dermed størst opbakning blandt andre brugere.

Jeg blev lettere irriteret over projektet og i særdeleshed DRs involvering i samme. Derfor oprettede jeg en bruger og tilføjede ideen Privatisér Danmarks Radio. Ideen strøg i løbet af dagen til tops og endte på en førsteplads. Sidenhen har den flyttet sig et par placeringer, men intet har ændret på, at ideen hører til blandt dem med den største opbakning.

Det jeg finder lettere komisk i denne sammenhæng er, at DR på deres hjemmeside vælger at formidle disse gode idéer. Der er bare én idé der ikke er blevet plads til: Den der er lidt kritisk over for DRs finansieringsform. DR er vilde med gode idéer, så længe de selvfølgelig ikke er kritiske overfor noget der vedrører DR.

Da min idé efter nogle dage måtte opgive førstepladsen til ideen om at legalisere hash, valgte DR at skrive den første artikel på deres hjemmeside, hvor de bringer tre af de ideer der blev publiceret. Overskriften på denne artikel er Idéernes Danmark: Billige elbiler og fri hash.

De valgte dermed at udvælge den idé der lå på en førsteplads og en tredjeplads. Så kan man indvende at DR-ideen er useriøs og ikke bør tages alvorligt. Til dette kan man svare at DR næppe er de rette til at vurdere sådan en idés gyldighed – og den er vel lige så seriøs som en idé om at lovliggøre hamp.

Siden da har DR været ude med nogle flere nyheder. Herunder blandt andet ideen om pant på cigaretskod, brug af regnvand til toiletskyl og tøjvask, stop af reklamer på tryk, cykelstier fremfor motorveje og ideen om at droppe en helligdag.

Desværre har DR (endnu) ikke valgt at skrive en artikel om en af de ideer med størst opbakning. Det har til gengæld Ekstra Bladet. Disse har heldigvis ikke økonomiske interesser forbundet med denne idé, hvilket man næppe kan sige om DR. Så meget for uafhængighed.

Mænd der hader frihed

For nogle mennesker er ideen om den fri vilje skræmmende. Tanken om selvstændige valg og bevidstheden om, at man skal stå moralsk og økonomisk til ansvar for ens beslutninger. Dette eksistensvilkår kan for nogen være så uoverskueligt, at man giver op og tænker: »Tag mit ansvar fra mig!«

For disse mennesker er friheden den største fjende. Det faktum at den der er i sidste instans er at bebrejde for ens handlinger, er en selv. Friheden er dermed ikke bare en fjende, men også kilden til lidelser. Det er dette angstprægede forhold til frihed der får mænd til at skrive artikler med titlen »Det frie valgs lidelser«.

Rune Lykkeberg fra Information havde i weekend-udgaven af Information en artikel med netop den overskrift. Kort fortalt mener han, at det »menneske, der vælger offentlige ydelser frit, bruger tid på sammenhænge, det ikke kan overskue, og kampe, det ikke kan vinde«. Argumentet er dermed, at verdens er for kompleks til, at det enkelte individ nogensinde kan sætte sig ind i hvilket valg, der er det bedste.

For at fremhæve det absurde i Runes logik, vil jeg konstruere et tænkt eksempel. Forestil dig at det offentlige stod for at producere biler. Disse biler ville i sagens natur – da det er staten der står for produktionen – give en dårlig køreoplevelse, være ineffektive og hamrende dyre. Som tiden dog gik i vores tænkte eksempel, ville der komme et retmæssigt krav fra borgerne om, at private aktører skulle have lov til at producere og sælge biler. Til dette ville fortalere for, at det offentlige skulle producere biler, sige:

»Hør nu her! Er I klar over hvor kompleks en bil er? Kun de bedste mekanikere har et nogenlunde kendskab til, hvordan sådan noget hænger sammen. Og nu forventer I, at forskellige firmaer skal kunne tilbyde hver deres bil? Og måske sågar flere biltyper fra samme firma? Hvordan skulle den enkelte borger have nogen jordisk chance for at vurdere hvilken bil der stiller borgeren bedst? I giver blot en frihed og et ansvar, der kræver at borgeren bruger tid på at studere sammenhænge det ikke kan overskue, og kampe, der ikke kan vindes.«

Sammenholder vi eksemplet med virkeligheden, ser vi en verden, hvor at borgerne faktisk godt kan træffe frie valg – selv når produktet der skal vælges er komplekst – og markedet er lige så komplekst. Og hvor man, hvis staten stod for ydelsen, ville argumentere for, at verden er for kompleks til, at et normalt menneske nogensinde ville kunne træffe et (rigtigt) frit valg.

Lad os se nærmere på hvad Rune Lykkeberg konkret skriver: »Komikeren Frank Hvam udvikler i en monolog i det nye Casper og Frank-show en anden kritik af det frie valg: Han siger, han er for dum til det frie valg. Valget forudsætter en viden, han ikke har. Han bliver bedt om at vælge mellem ydelser, som han ikke aner, hvordan han skal vurdere. Som eksempel nævner han, at vi selv kan vælge, om vi vil købe vores strøm hos Vattenfall eller Dong.«

Her finder vi et af de største stråmandsargumenter mod det frie valg. Ideen om at mennesket ikke har en kinamands chance for at træffe et frit valg. Lad os antage, at vi ”kun” kan vælge mellem Vattenfall eller Dong. Hvad vil der ske her? Vil der ske det, at vi vil være dømt til for bestandigt at skulle træffe et valg i blinde? Nej, tværtimod. Der vil først og fremmest opstå et marked for information. Dette er ikke ensbetydende med, at det bliver dyrere for forbrugeren. Forbrugere vil dele deres viden med andre om, hvad de betaler for strøm fra Vattenfall – og det samme vil kunderne hos Dong. Ekstra Bladet og BT vil lave artikler hvor de undersøger hvem på markedet der leverer det bedste og billigste produkt. Og de kunder der er utilfredse med Dong vil gå over til Vattenfall og vice versa.

Runes argument mod det frie valg finder jeg derfor forfejlet. Lad os dog se nærmere på hvad han ellers skriver: »Men langt, langt de fleste af os kender som Frank intet til, hvad der er af forskelle på strømmen fra Vattenfall og Dong, eller om man burde iagttage andre forskelle som produktionsomstændigheder, pris, serviceniveau og politisk [sic] konsekvenser. Det ville ifølge Frank kræve, at han investerede hele sin vågne tid i sit voksne liv på at undersøge energiproduktion og de forskellige firmaer, hvis han skulle realisere et frit valg — hvilket så ville betyde, at han ville være ude af stand til at foretage frie valg af læge, skole, tandlæge, daginstitution, sygehus, fritidshjem osv. Hvis man skal være fri med ét valg, bliver man idiot i alle de andre valg.«

For det første vil det ikke kræve, at man investerer hele sin vågne tid i sit voksne liv på at undersøge energiproduktionen fra de forskellige firmaer. Dette først og fremmest på grund af det marked for information der som skrevet vil opstå. Ligeledes ville man kunne bruge det samme argument når det kommer til biler. Jeg kunne bruge hele mit voksne liv på at undersøge hvilken bil der kører længst på literen.

For det andet betyder det ikke, at fordi jeg skal træffe ét frit valg, bliver jeg en idiot i forhold til alle andre valg. Jeg træffer i forvejen utallige valg dagligt, lige fra hvilke fag jeg skal tage næste semester, til hvilken aftensmad jeg skal lave i morgen. Der er i princippet ingen grænser for hvor mange valg jeg kan træffe. Det er kun det liv jeg ønsker at leve, der må vurderes i henhold til hvor mange valg jeg ønsker at træffe.

Rune fortsætter: »Det frit vælgende menneske bliver på den måde dummere og mindre frit: Det bruger tid på sammenhænge, det ikke kan overskue, og det bliver opmærksomt på kampe, det burde vinde, men som regel taber.«

Nej, mennesket bliver klogere og mere frit. Mennesket bruger tid på at samle og dele information på et marked hvor andre mennesker også deler og samler information. Dette er en af de store styrker ved markedet. Staten vil aldrig nogensinde kunne indsamle al denne information og træffe et lige så klogt valg. Man kan så indvende – som Rune gør – at man som frit menneske bliver nervøs for, at man er blevet snydt. Det kan markedet ikke garantere at man ikke bliver, men det kan staten så sandelig heller ikke. Sidstnævnte har sågar en slem vane for at træffe besynderligt forkerte valg.

Der er ingen grund til at frygte friheden, Rune Lykkeberg. Tværtimod. Friheden er noget vi alle må leve med på godt og ondt. Hvis vi afskriver os friheden på et område, bliver dette blot til andres frihed, hvor de kan træffe et valg for os. Her skal vi huske på, at verden ikke er mindre kompleks for dem der skal træffe et valg for os, hvorfor der ingen garanti er for et mere ansvarligt valg.

I mit eksempel tog jeg udgangspunkt i biler, men der er jo (måske) heller ikke lige så meget på spil, som hvis det handlede om et barns skolegang eller et sygehusvalg. Er det frie valg med andre ord ikke kun godt, når et forkert valg ikke har de store konsekvenser? Nej, intet kunne være mere forkert. Netop fordi et valg kan være vigtigt, vil jeg træffe det selv – og ikke lade staten træffe valget for mig. Eksemplerne er talrige: Uddannelse, ægtefælle, bopæl osv. Vigtige valg jeg gør krav på at træffe selv. Valg der er komplekse og har store konsekvenser for mit liv, og netop derfor ikke skal overlades til andre. Dette er en grundlæggende rettighed jeg bør have som liberal.

Når jeg læser mænd skrive om hvor dumme vi bliver af frihedens implikationer, det frie valg, kunne jeg være ligeglad, men der er en vigtig grund til, at man ikke bør være det. Denne er, at når disse mennesker råber »Tag mit ansvar fra mig!«, eller hvordan de nu formulerer det, er der en skjult, trist tilføjelse: »Tag mit ansvar fra mig … og mine medmennesker!«